Statsvetenskaplig tidskrift. 1902 Nr. 4:

P. Fahlbeck: Nymal thusianism. — Denne Artikel Slutningskapitlet af 2den Del af Forfatterens store Værk om Sveriges Adel. Spørgsmaalet behandles dog i al Almindelighed uden særligt Hensyn til Forholdene i Adelsslægterne; men Forf. benytter Lejligheden til at gøre Rede for sin Grundopfattelse af vor Tids Befolkningsbevægelse, efter hans Mening afgjort gaar i Retning af det saakaldte Efter en kort Indledning om Malthus's oprindelige Lære og den derimod rettede Kritik, analyseres Begreberne Overbefolkning og Underbefolkning: det gøres gældende, at »den rette Folkemængde« ikke kan angives ved en eksakt Formel, man kan ikke naa videre end til en saa almindelig Angivelse som den, at den rette Folkemængde »den folkmängdssiffra, som i ett visst gifvit tidsmoment gifver på en gång den största förhoppning om folkets bestand och framtida utveckling samt den högsta välmågan bland de enskilde«. Her indskyder Forf., at ikke alene den absolute Nationalvelstand, men ogsaa dennes Fordeling ev af største Betydning; den rette Fordeling (ikke den ligelige Fordeling, men den som medfører den største Produktivitet) er saaledes en af Forudsætningerne for, at den rette Folkemængde kan naas; m. a. O.: den sociale Gruppering spiller ind med og gør Sagen yderligere kompliceret. — Efter disse grundlæggende følger en historisk Oversigt over Befolkningsbevægelsen paa lavere og højere Kulturstandpunkter, ved Eksempler og talmæssige Illustrationerhvorunder lader Nutidstendensen (aftagende Døde, lighed og aftagende Fødselshyppighed) træde klart frem. Den Slutning, Forf. drager af Tallene, er at den Befolkningsforøgelse, have været Vidne til i det J9. Aarhundrede, vil vedblive; medens Fødselshyppigheden, paavirket af stærke psykiske Motiver, stadig synker — og den kan næsten synke übegrænset — har Dødeligheden snart naaet sin laveste Grænse; derfor tnaa Spillerummet

mellem Fødselshyppighed og Dødelighed indsnævres, og dermed Befolkningsforøgelsen aftage. I hine psykiske Momenter sér Forfatteren en Nymalthusianisme, som efter hans Mening har langt stærkere Tag i Kulturlandenes Befolkning, end man i Almindelighed har Øje for, og Forf. søger nu at vise, at der heri ligger en stor Fare. Han klargør Nymalthusianismens Forvildelser og gendriver dens Misforstaaelser. Sluttelig appellerer han til Ansvarsog hos dem, der formaa at se til Bunds i de Farer, der true Samfundet, hvis Nymalthusianismen stadig vinder Raaderum.