Arvelighedsforskningen og Økonomien i Landbruget.

Der er i de senere Aar inden for den botaniske og zoologiske Verden foregaaet stærke Forskydninger i Opfattelsen af den Betydning, som Arveligheden har for Udviklingen af ny eller Forstærkelsen af tidligere Egenskaber hos en Art. Den storartede Arbejdshypotese, Darwin i »Origin of species« skænkede Naturvidenskaben, er vel ingenlunde blevet omstødt, men dens Underbygning er blevet saaledes ændret af en Række dygtige Forskere, der dels har kritiseret, dels suppleret hans Tankegang, at Tiden er inde for en Undersøgelse af, om ikke disse teoretiske Forskydninger kunne medføre en Strømkæntring paa de Omraader i det praktiske Liv, hvor man endnu arbejder paa et ældre Grundlag.

Hovedhjørnestenen i dette er Læren om den naturligeUdvælgelse, fremmer Udviklingen ved Slægt paa Slægt at forstærke en heldig Egenskab saa længe, at den paagældende Art derved erhverver en ny arveligKarakter, adskiller den fra Udgangsformen. Det

er denne Del af Darwins Lære, der har vundet mest Udbredelse, dels paa Grund af sin Letfattelighed, dels fordi andre fremragende Forskere, som Wallace, i deres Fremstillinger af Darwinismen har lagt en Hovedvægt herpaa. Men det er tillige den Lære, som ved de seneste Undersøgelser har lidt mest Afbræk; den indbefatterTeorien kontinuerlig Variation, selv om den ikke betjener sig af disse Udtryk. Men da denne Betegnelsei Grad tjener Forstaaelsen af Modsætningerne,hvorpaa maa lægges i en saa kort formuleret Undersøgelse som nærværende, anvender vi den i det følgende. Og vi gør ingen Uret derved, da det siden Linné har staaet fast: Natura non facit saltum.

Angriberne af Selektionshypotesen, hvilken altsaa indbefatter Læren om den kontinuerlige Variation, har dels henvist til de mange morfologiske Kendsgerninger, der ikke kan forklares af, eller direkte strider imod nævnte Hypotese, f. Eks. Tilstedeværelsen af en Mængde Artsejendommeligheder, der er ganske unyttige i Kampen Tilværelsen, dels udviklet en Opfattelse, hvorefter talrige Svingninger, som Hvirvel- og Finnestraaleantal er underkastet hos samme Art, er at betragte som diskontinuerlige Variationer; saaledes Bateson i: »Materials for the study of variation, treated with special regard to discontinuity in the origin of species«.

Men det har navnlig været skæbnesvangert for Læren, at den kontinuerlige Variation i hvert Fald ikke kan forklare Oprindelsen af den heldige Egenskab, hvilket for 10 Aar siden førte Louis Dol lo til at udtale: »L'évolution est discontinue«; og samtidig" underminerede fremragende engelske Biologer, somPearsonogGalton,

ved deres variationsstatistiske Metoder Grunden i den Tro, at man ved fortsat Udvalg af en Variant i en vis Retning vedblivende kan forstærke den paagældende Variation i samme Retning — maaske uden helt at være sig Rækkevidden af deres Undersøgelser bevidst.

Denne matematiske Retning inden for Biologien, hvis Repræsentanter er de saakaldte Biometrikere, frembyder, som det vil fremgaa af det følgende, for en Sandsynlighedsteoretiker den allerstørste Interesse. Ved at drage en Del af Biologien ind under eksakte statistiske aabner den for Statistikerne et »terra incognita« , som det ikke noksom kan anbefales saadanne befare, saa meget mere som adskillige Zoologer, f. Eks. i den allernyeste tyske Skole, der har sluttet sig til den omtalte Retning, er faret vild af Mangel paa matematiske Forudsætninger; omvendt er det naturligvis hændt, at Biometrikerne ikke har haft tilstrækkelig Klarhed over de morfologiske Karakterer, som de behandler ved Tallenes Hjælp. Det er da aabenbart Samarbejdet, der vil give de bedste Frugter.

Hovedresultatet af de Galton-Pearson'ske Undersøgelser Tilbageslagsloven, der bedst illustreres ved et af Galtons egne Materialer*) i Prof. W. Johannsens Bearbejdelse. Række Forældregennemsnit grupperedes efter Højden, og derpaa beregnedes det tilsvarende Afkoms Gennemsnitshøjde. Det viste sig, at Forældrepar, Gennemsnitshøjde i engelske Tommer var:

fik Afkom, hvis Gennemsnitshøjde henholdsvis var

---

*) Om dette se p. 208 i »Natural Inheritance«. London 1889.

Reduceres i begge Rækker Gennemsnittene (henholdsvis68.5
68.2) til 100, og de andre Tal i Forhold
hertil, faas:

Da talrige andre Forsøg gav et lignende Resultat, fulgte heraf Regressionsloven, der siger, at Afkom varierer i samme Retning som Ophavet, men gennemsnitlig stærkt. Sker der saaledes i hvert paafølgende et Tilbageslag ind imod det oprindelige Gennemsnit, den oprindelige Type, rejser der sig det Spørgsmaal, om disse gentagne Tilbageslag ville standse Typeforskydningen eller ej. Til Belysning af dette vigtige Spørgsmaal har HugodeVriesi sit Værk: »Die Mutationstheorie« samlet og kritisk gennemgaaet et uhyre Erfaringsmateriale, der formentlig viser, at man vel ved Udvalg af Individer, der besidder en Egenskab i højere Grad end Gennemsnittet af Racen (hvilke vi kortelig betegner som: Plusvarianter af denne Race eller Type), kan forskyde Typen betydeligt den positive Side (og vice versa), men at man naar Maksimum efter faa Generationers Forløb. Et fortsat Udvalg tjener da ikke til at »forbedre« Varieteten, er absolut nødvendigt for at Varieteten ikke ifølge Regressionsloven skal falde tilbage til sit Udgangspunkt.

---

*) Die Mutationstheorie I (1901) p. 58: »In Folge der Regression gehen die verbesserten Elgenschaften zurtick, sobald behufs der Grosscultur die Aussaat ohne die betreffende scharfe Wahl stattfinden p. 64: »Die bisherigen Erfahrungen sprechen allgemein dass oft nach 2—3 Generationen, bisweilen erst nach 4—5 oder einigen wenigen mehr, erreicht wird, was im Grossen und Ganzen erreicht werden karm.«

Sin Afrunding faar den ny Lære derpaa ved Fremstillingen hvorledes ny arvelige Karakterer og dermed ny Art opstaar, da de ikke kan udvikle sig gradevis af en Arts Plus- eller Minusvarianter.

Det ligger naturligvis logisk set nær at slutte, at ny Afarter opstaar springvis, altsaa ved diskontinuerlig Variation, da der ikke synes nogen tredje Mulighed, men for Videnskaben har dette »Spring« i Opfattelsen ikke været let at tage, dertil strider det — i alt Fald ved første Øjekast — alt for meget imod tidligere Grundsætninger.Ikke mindre har en Række betydelige Forskere i de forskelligste Lande bestemt sluttet sig til Mutationshypotesen, der udleder Arternes Oprindelse af de allerede fra Darwin og hans samtidige kendte, og under Navnet »single variations« omtalte Mutationer.Ved forstaar man da de pludseligeForandringer en eller flere af de for en Art ejendommelige morfologiske Karakterer, hvilke Forandringerpræger ny Individer saaledes, at de danner Udgangspunktet for en ny Art, idet deres Ejendommelighederstraks fuldstændig konstante og arvelige. I skarp Modsætning hertil staar de individuelleVariationer, Behandling danner Grundlaget for hele Statistikens Teori; Forskellen vil forhaabentlig træde klart frem i Løbet af Afhandlingen, hvis Opgave det ikke er at fremstille den direkte. Det skal kun lige nævnes, at medens man overalt i Naturen har den individuelle Variation for Øje, idet en Mængde Artsegenskaber danner Variationsrækker (Eksempler rent i Flæng: Menneskers og Dyrs Højde, Køers Mælkeydelse, Hønsenes Æglægning, Antallet af Randkroneri Vægt af Frøkorn), er Mutationer

saa vanskelige at iagttage, at den Forsker, der har gjort deres Studium til Specialitet — den før nævnte Hugo de Vries i Amsterdam — med Sikkerhed kun har konstateret en eneste for Tiden muterende Plante:

»Oenothera Lamarckiana«. Ikke desto mindre antager han, at Mutationerne og ikke Variationsrækkerne afgiver Materiale, hvoraf den naturlige Udvælgelse danner Arterne ved at udrydde de Mutationer (rimeligvis fleste), som ikke kan klare sig i Kampen for Tilværelsen. I kort og skarp Formulering (hans egen, 1. c. p. 150): Selektionen er ikke Aarsag til Arternes Oprindelse, men til deres Undergang.

Som alt antydet er andre Forskere selvstændig naaet til samme Resultat; af disse skal vi indskrænke os til at nævne W. Johannsen i Danmark, dels fordi han har naaet sine Slutninger ad biometrisk Vej, dels fordi hans Forsøg har fremdraget et nyt Moment, der giver Haab om fuldstændig Enhed og Klarhed i de paagældende Spørgsmaal.

De biometriske Forsøg, som f. Eks. de før fra Galton meddelte, lider nemlig" alle under den Vanskelighed, hvert Slægtled medfører Fare for Krydsning med, om ikke en anden Race, saa dog en anden Type. Hvorledes og med hvilket Resultat W. Johannsen har omgaaet denne Vanskelighed, vil fremgaa selv af et enkelt af hans Forsøg, der alle har givet samme Resultat. gengives her i Hovedtrækkene, fordi Forstaaelsen det kaster Lys over det foregaaende og er aldeles nødvendig for det følgende.

Af et stort Parti Bønner, hvis Gennemsnitsvægt
var 500 Milligram, udvalgtes de 25 mindste og de 25
største. Idet nu af disse henholdsvis 6og 14 døde, fik

man af de 25 smaa Frø (Gennemsnitsvægt c. 300) 19 Planter med ialt 611 Frø, hvis gennemsnitlige Vægt var 374; af de 25 store (Gennemsnitsvægt c. 825) 11 Planter med ialt 598 Frø, hvis gennemsnitlige Vægt var 457. Nu vejedes de 611 Frø, hvis Ophav altsaa var af ringe Gennemsnitsvægt, hver for sig, og ligeledes de 598 Frø, hvis Ophav var af høj Gennemsnitsvægt; ved Klasifikation efter Vægten fremkom da følgende to Variationsrækker:

Vi standser et Øjeblik ved disse to Variationsrækker,der at gruppere sig i fejlteoretisk Forstandtypisk hver sit Gennemsnit i en vis (forøvrigt tilfældigvis ikke videre smuk) Overensstemmelse med Fejlloven. Lad os gøre det Tankeeksperiment, at W. Johannsen havde været den eneste, der kendte Forskellenpaa 19 og de 11 Planter (at Gennemsnitsvægtenhenholdsvis de 19 og de 11 Frø var forskellig,kan ikke ses paa de deraf opvoksende

Planter), og at han var død, inden Forsøget blev fuldført.En Forsker fortsatte nu uden at kunne gøre Forskel paa de 30 Planter og fandt altsaa ved Vejning af de ialt 611 -f- $98 Frø een Variationsrække, der her simpelthen kan dannes ved Sammenlægning af to og to Klassetal i de anførte Kolonner, og som grupperer sig lige saa typisk om sit Gennemsnit, som de to oprindelige om hver deres. Han vilde aabenbart være tilbøjelig til at tale om een Type, og derved udsætte sig for skæbnesvangre Fejlslutninger. Med andre Ord: det, at en Variationsrække i matematisk (fejlteoretisk) Forstand er en Type, er noget ganske andet, end at den i biologisk Forstand er een Type-, eller: en matematisk upaaklagelig typisk Fordelingaf Række Gentagelsesværdier (lagttagelsesresultater)kan flere biologiske Typer, hver med sit Gennemsnit. Johannsen beviser dette direkte ved at gaa tilbage til de enkelte Planter (som han har holdt hver for sig) i hver af de to Grupper, og finde Gennemsnittet af hver enkelt Plantes Frø. Dette Gennemsnit repræsenterer nemlig Moderfrøets Typer, og at disse var højst forskellige, viser følgende Tal:

Begge disse Variationsrækker er altsaa bygget over 4 biologiske Typer, for den første Rækkes Vedkommende smaakornede, for den andens overvejende storkornede Typer, hvilket var umuligt at vide paa Forhaand, da de henholdsvis 19 og n Frø var ganske ens. De saaledes udfundne Samlinger, der altsaa hver nedstammer fra et »Typefrø«, kalder W. Johannsen rene Linjer, og han har aabenbart nu i saadanne et Materiale, ved hvis Hjælp man tør haabe at belyse Spørgsmaalet: kan en virkelig Type, en ren Linjes Type, forskydes ved Udvalg blandt dens Afkom? Her har vi det afgørende Problem opstillet i sin fulde Renhed. Det volder nu ingen Vanskelighed at besvare det, naar Materialet i de rene Linjer ogsaa kvantitativt er tilstrækkeligt, saa at Loven for de store Tal kan virke. Forsøgene føres ud fra rene Linjer videre i Analogi med den tidligere Fremgangsmaade, og vi indskrænker os derfor til at meddele Resultatet: Selektionen udøver ingen paaviselig Virkning de rene Linjers Type, idet denne hverken i den ene eller den anden Retning.*)

I forbigaaende bemærkes, at ved ensidigt Udvalg af Plusvarianter i en Samling Frø af blandede Typer vil Gennemsnitshøsten rykke opad, da man som Regel faar fat i flest af de storkornede Typer, og man skal aabenbart være uheldig, om ikke der ved stadig Skærpelse Selektionen ret hurtig udskilles en stor Type: omvendt, hvis man søger blandt Minusvarianterne.

---

*) løvrigt henviser vi, ogsaa vedrørende det foregaaende, til W. Johannsen: »Om Arvelighed i Samfund og i rene Linier«, — navnlig til Tabellerne p. 253—257 og 268, som forlanger et grundigt Studium, men ogsaa fortjener det for den omhyggelige og smukke Talbehandlings Skyld.

I de typeblandede Samfund virker altsaa Selektionen til en Tid, men vel at mærke kun paa Samfundet, ikke paa Typerne, som blot isoleres; saa snart dette er sket, er Forholdet som i de racerene Samfund.

Vi har altsaa nu vundet en dobbeltsidig Hypotese: Ny arvelige Racekarakterer opstaar ved Mutation en forbedret Type kan ikke dannes selv ved ensidigt Udvalg blandt en ringere Types Plusvarianter.

Med disse Sætninger in mente undersøger vi nu Fremgangsmaaderne og Anskuelserne i det danske Landbrug, saaledes som de præsenterer sig navnlig i den senere Tids officielle og ikke-officielle, periodiske og spontane Litteratur. Thi efter det foregaaende paatrænger sig enhver det Spørgsmaal: Naar Sagen er saa vanskelig at naa Bund i under de simplest mulige Forsøgsomstændigheder, under hvilke Forudsætninger man da i den komplicerede praktiske Avl, med hvilke Metoder og med hvilke berettigede Haab, om Fremgang i nationaløkonomisk Henseende ?

Ved Besvarelsen heraf Tiser det sig hurtigt, at Hovedvanskeligheden følger af, at Meningerne om den praktiske Avl er lige saa delte, som de er spredte. Alligevel synes der i alt Fald blandt de teoretisk uddannedePraktikere være Enighed om et Hovedprincip: at Renavl er at foretrække for Krydsning af forskellige Racer; i hvert Fald holder vi os, naar andet ikke udtrykkelig bemærkes , i Anvendelsen af den ovenfor

nævnte Hypotese til de Bestræbelser, der gaar ud paa saa meget som muligt at nærme sig en ren Race, thi her er en videnskabelig Analogi med de ovenfor skildredeForhold Samtidig ønsker man selvfølgelig ikke alene at forbedre Racen, men ogsaa at gøre de forbedrede Karakterer konstante, o: arvelige, og fælles for Krydsnings- og Renavlsmændene er Troen paa, at dette kan lade sig gøre. Vi undersøger nu de bedste af de praktiske Resultater, hvorpaa denne Tro grunder sig. Disse Resultater forelaa tidligere næsten kun i Form af udførlige Beskrivelser af enkelte fremragende Dyr eller deres Ophavs »Exteriør«, Racetegn og formentligePræstationer, ogsaa deres Historie; men i den nyere Tid har man med stor Ihærdighed søgt at tilvejebringe samlede Oplysninger om de Racekarakterer,der sig udtrykke ved Tal, og derved endelig tilvejebragt en første Betingelse for videnskabeligBehandling de Spørgsmaal, som skal løses. Thi siden Galileis Tid har videnskabelig Fremgang været proportional med Opfyldelse af Fordringen: »Maal alt hvad der er maaleligt, og gør det maaleligt, som ikke er det«, og Maalevidenskaben er blevet en stor selvstændig Diciplin under lagttagelseslæren.

Køernes Mælkeydelse i Landavlen er den maalelige Kvalitet, som er behandlet udførligst, idet dens Forøgelse en af Landmændenes Hovedinteresser. Dette Formaal mener man at tjene bl. a. ved de saakaldte Avlscentrer, o: statsanerkendte Gaarde med en fremragende hvis overlegne Mælkepræstation er blevet konstateret ved en Konkurrence, hvorom de bekendte Avlscenterberetninger aflægger Meddelelse.

Fra den første af disse Beretninger*) p. 70 er
hentet følgende Eksempel, som egner sig til nærmere
Analyse:

De af Avlscenterudvalget til Bedømmelse indstillede
9 fynske Besætningers Individer grupperede sig efter
Mælkeydelsen i de to Konkurrenceaar saaledes:

For at undersøge om denne Variationsrække er typisk, omskriver vi dens Resultater i følgende Tabel, hvis tredje Kolonne er dannet af første ved en af opportune bestemt Forskydning af Nulpunktet, som jo kan vælges vilkaarligt, til 7 =— c. 2den, 4de og ste Kolonne er henholdsvis iste, 2den og 3dje (afledede) Potensrække, hvis Dannelse iøvrigt fremgaar af Kolonneoverskrifterne.

---

*) Se: »Avlscentrer for Kvæg af rød dansk Malkerace.« I. København Allerede tidligere var der dog ved privat Initiativ gjort Forsøg af lignende Art som de der beskrevne.

si '9
Heraf findes ;,=£■-]- --,■ = 7——^j = 6.98 = Gennemsnitsværdi
'i Jo 986 *

Da ;.2 = Kvadratet paa Middelfejlen, bliver denne 1/3.604 =1.9

Ved ogsaa at beregne de højere Halvinvarianter, hvis Værdier som bekendt skal være nær Nul, dersom Variationsrækken har typisk Form, kan man bedømme denne. Men lettere overskues den, efter procentvis Omregning, ved direkte Sammenligning med de typiske

Fejllovstal, som ved Hjælp af Afvigelserne {x — c) og- Middelfejl (Å₂) kan interpoleres i en Tabel over EksponentialformlensResultater. Afvigelserne stadig regnes med Fortegn, faas herved'indenfor Afvigelsen:

En smukkere Overensstemmelse kan man ikke ønske sig: Variationsrækken danner altsaa i fejlteoretisk Forstand en Type, hvis Gennemsnit er c. 7. Hvis den ogsaa i biologisk Forstand er en Type, vil man ikke ved at udvælge de bedst malkende Køer som Tillægsdyr skabe et Afkom af en højere mælkegivende Type; Afkommet vil gennemsnitlig falde tilbage til Modertypen. Deraf følger nu i økonomisk Henseende ikke, at det skulde være urimeligt stadig at udskyde Minusvarianterne og beholde Plusvarianterne; dette er tværtimod økonomisk set for saa vidt berettiget, som Plusvarianterne bedst lønner det paa dem anvendte Arbejde, o: har den største Brugsværdi. Men deres Avlsværdi er ikke større end Typens, og ved fra saadanne Besætningers Plusvarianter at søge Avlsdyr til forcerede Priser — som det faktisk sker — vil Køberen i Virkeligheden have erlagt Betaling for en Realitet, hvor der kun venter ham en positiv Chance, hvis Værdi ophæves af en lige saa stor negativ.

Sandsynligheden taler maaske dog mere for, at Variationsrækkenspænder flere forskelligt mælkeydendeTyper. flere af de 9 Besætninger, der paa een nær alle er præmierede af Avlscenterudvalget, tilhører hver sin Type, eller om Dyrene af samme Type er spredt rundt i alle Besætningerne, derom kan der ikke gives

talmæssig Besked. De historiske Oplysninger p. 125 —176 tyder (dog med nogen Modifikation) nærmest paa det første. Alligevel viser vor Arbejdshypotese sig i alle Tilfældenyttig, Selektionen vil, efter hvad vi har set, tjene til hurtigt at adskille Typerne der, hvor Adskillelsen af en eller anden Grund endnu ikke er fuldbyrdet; i en Besætning hvor dette foregaar, støttet af streng Renavl, vil der da i Løbet af nogle Slægtled, altsaa ganske faa Aar, tilsyneladende ske en Typeforskydning,o: af den højest mælkegivendeType, besad; men dermed er naaet hvad man ad denne Vej kan naa, og fortsat Avisudvalg er hensigtsløst. Man ser heraf, at Selektionsprincipetaltid farligt for Køberen, thi enten anvendes det paa en typisk Besætning og giver da dennes positive Varianter en Salgsværdi, Sjeldenhedsværdisom der ikke tilkommer dem, eller ogsaapaa ikke typisk, og Køberen har da ingen Garanti imod, at han i sin blinde Tro paa Selektionen blot har erhvervet en Plusvariant af en tarvelig Type, hvortil dens Afkom falder tilbage (hvis ikke Krydsning med en bedre Type kan forhindre det). Dette kan i Korthedudtrykkes : Det Avlscenterprædikat, der gives til en om end nok saa god Besætning af blandet mælkeydende Type, fører let til Overkapitalisering af Besætningens Avlsværdi.

Og hvad enten Udvalget med Hensyn til en maalelig skrider frem i samme rene eller i en typeblandet Race, har det i Naturforholdene en mægtig Modstander, nemlig Tilbageslagsloven, idet ikke alene de parrede Dyrs individuelle men endnu mere deres typiske Ydelse er bestemmende for Afkommet.

I det praktiske Liv tilsløres disse klare Forhold imidlertid noget af, at Husdyrene lever under meget forskellige Forhold, hvortil en Bedømmelse, der vil naa Bund i Spørgsmaalene, maa tage behørigt Hensyn.

Et af de vigtigste er den moderne Foderforcering. Det Produktionsplus, som denne giver den paagældende Besætningstype, maa naturligvis holdes ganske ude af Betragtningen. Thi det er klart, at man ved at tilføre mere Stof kan forøge den gennemsnitlige Ydelse, ligesom, denne synker tilbage, naar Overfodringen hører op. Det er altsaa intet Typeforskydningsbevis, at den røde danske Malkerace nu giver mere Mælk end for en Menneskealder siden, thi det kan forklares af den forøgede Fodring og Pleje (navnlig den der gaar ud paa formindsket Produktion, Forbrug og Udstraaling af Varme). Og det kan økonomisk set endda være yderst uheldigt at faa Ungkvæg fra en saadan fin, men foder- og plejeforkælet Besætning, idet man kan sige, at ikke den høje Præstationsevne, som Stambesætningen har erhvervet, derimod nok saa meget Fordringsfuldheden igen hos Afkommet, saa at dette skal have et meget kostbart Opdræt, om det skal give samme Præstation som Modertypen; og det er derfor et aabent Spørgsmaal, om ikke et ringere, men mere nøjsomt Dyr giver større økonomisk Udbytte.

Nu er det ydermere ganske nylig ved Rentabilitets- Fodringsforsøg med Malkekøer paavist*), at Foderforceringenkun en vis Grad forøger Nettoudbyttet, som den rationelle Lære vil tage til Udgangspunkt for

---

*) »Første Beretning om Rentabilitets-Fodringsforsøg med Malkekøer Vinterhalvaaret 1902^—03«. Goldschmidt, Kjeldsen og Lemming. Kbhvn. 1903.

Bedømmelsen af Produktionstypen, og til Bedømmelse af denne udkræves derfor ikke alene Besked om Mælkemængden,men om dens Smørfedtprocent*), og paa den anden Side ikke alene Foderenheden, men ogsaa dens Pris, der varierer med Sammensætningen. Disse Fordringer er imidlertid endnu ikke sket Fyldest. Man synes indtil den nyeste Tid navnlig at have lagt for ringe Vægt paa den Side af Bogholderiet, der oplyser: hvad har vi givet ud? Saaledes naar LandhusholdningsselskabetsSekretær sidste Hefte af Nationaløkonomisk Tidsskrift siger: »De 2 Faktorer, der afgjort spiller Hovedrollen med Hensyn til Malkekvægets økonomiske Udbytte, er Mælkemængden pr. Ko og Mælkens Fedme« — hvilket er det samme som at sige, at Indtægterne spiller en større Rolle i en Bedrifts pekuniære Status end Udgifterne — og derpaa betegner den Fremgang i Mælkemængde og Smørprocent (hvilken Fremgang for den sidstes Vedkommende ikke er større, end at den maa kunne tilskrives Forbedringer ved Centrifugen), som Mejeridrifts-Statistiken for de sidste Aar udviser, som Resultater, der, »tagne lige ud af den brede Praksis, i høj Grad synes at opfordre til at fortsætte ad de hidtil fulgte Veje.«

Alle Avlscenterberetningerne viser da ogsaa, at den Rangforordning, Besætningerne indtager efter den absolute Mælkemængde, ofte ganske brydes, naar de opstilles efter Mælkemængde eller Smørudbytte pr. Foderenhed. Den Maade, hvorpaa denne sidste beregnes, opfordrer imidlertidikke

---

*) I Reglen betaler Andelsmejerierne samme Pris for al Sødmælk, men at Udviklingen vil føre ud herover, ses f. Eks. af, at Mælken af Jerseykvæget i Vendsyssel betales flere Øre over Top paa Grund af sin Smørrigdom.

lertidikketil at behandle de givne Tal i Detailler. Kun skal Opmærksomheden henledes paa det ikke ringe Antal »Fejlslagninger« (Kastere og Overløbere m. m.), hvorom samtlige Avlscenterberetninger bærer Vidne, idet de indeholder en stor Mængde Tabeller, som behandler Resultaterne ud fra den Forudsætning, at disse Individer ikke er med. Disse Tabeller udviser naturligvis en betydelig Stigning i Udbyttet, og det skulde synes overflødigt at bemærke, at denne Art »Typeforskydning«, der laves ved Bortskæring af saadanneFejlslagninger, selv bortset fra Sygdomme ofte udgør en ret anselig Procentdel af Besætningerne, ikke beviser noget som helst om Forbedring af Racen. Men det viser sig f. Eks. ved Dyrskuernes Præmiering af Besætnings de le, at man ofte ved Vurderingen af praktiske Resultater ganske glemmer at tage Hensyn til alle Minusvarianterne, som Præmietagerne fornuftigvis lader blive hjemme paa Gaardene.

Dette maa hævdes ikke alene i Rum, men ogsaa i Tid, idet man i et enkelt Aar kan naa frem i Mælkeydelse eller Udbytte ved en Udpining af Besætningerne,der en vis Maade minder om tidligere Tiders Rovdrift paa Agerlandet. I Tid gælder altsaa ogsaa, at det ikke er paa Aar enes Plusvarianter,men de sammenlagte Præstationer i alle Koens Leveaar, det for den rationelle Økonomi kommer an. Man kan i denne Sammenhæng mærke sig, at det er et gennemgaaende Træk i begge de sidste Avlscenterberetninger*), der i Modsætning til de

---

*) »Avlscentrer for Kvæg af rød dansk Malkerace«. 11. København 1903, og »Avlscentrer for Kvæg af jydsk Malkerace«. 11. København

første omfatter to Konkurrenceaar, at Besætningerne i andet Konkurrenceaar udviste en betydelig Nedgang i det Tal, der blandt de opgivne nærmest repræsenterer Nettooverskud, altsaa Smørudbytte pr. Foderenhed. Og det samme gælder i hvert Fald gennemsnitlig de af de i den første Avlscenterkonkurrence deltagende Besætninger, med hvis Ydelse der senere er ført Kontrol, som det ses af den følgende Sammenstilling.Denne ikke udstrækkes til Tallene fra den første Konkurrence, bl. a. af den Grund, at der mellem dennes Afslutning og Kontrolaarenes Begyndelsefor paagældende Besætninger er hengaaet indtil et Aar, i Løbet af hvilken Tid disse dels, om jeg saa maa sige, kunne have »ligget brak«, dels ved Indkøb og Udsætning kan være blevne reorganiserede af de paagældende Ejere.

---

*) Et Gennemsnit af disse Kolonner er ikke beregnet i den Beretning, Tallene er laante, men det kan undværes, da Bevægelsen her er nedadgaaende i alle Besætningerne.

Man kan vanskelig unddrage sig det Indtryk, at Besætningernes har været noget kunstig opskruet; i alt Fald nogé\:, der i det store og hele ikke lod sig bevare.

Men Økonomien, hvorpaa Vurderingen dog til syvende og sidst ene og alene grunder sig, maa tage Hensyn til alt saadant, endogsaa til Dyrenes Levetid, idet de Beløb, hvormed Anskaffelses- og Opdrætningsomkostninger skal amortiseres, bliver større, altsaa mindre, jo kortere Dyrenes Levetid er. Men at denne har en Tendens til at gaa nedad, naar Udviklingen forceres, som det sker ved Nutidens stærke »Drivnings«-Metoder, turde være almindelig antaget, i Forbindelse med denne Forædling og Forkæling maaske ogsaa en voksende Sygdomstilbøjelighed, Tuberkulosens Udbredelse, der i Prof. Bangs Afhandling: »Kampen mod Tuberkulosen hos Kvæget« anslaas til 29% af vor Kvægbesætning*).

Alt i alt er det da ikke i de hidtil foreliggende Kendsgerningerletat
noget afgørende Bevis for, at man i

---

*) Sammenlign Pros ch: Husdyravlens almindelige Love, Kbhvn. 1861, p. 80 med 58.

ren økonomisk Henseende er naaet væsentlig videre i Mælkeavlen siden det store Spring fremad, som foregik, da man noget efter Midten af forrige Aarhundrede i alt Fald paa Øerne opgav at forbedre de egentlige Landracer »ved dem selv«, og hentede en Type, hvis overlegne Evne til at omsætte Foderet i Mælk var bekendt, navnlig ovre fra Angel i Sønderjylland. Paa denne Maade havde forøvrigt Fynboerne, længe før Sjællænderne tænkte paa noget lignende, rekruteret deres Kvægbestand, medens Jyderne mere har holdt sig til deres egne Racer. Og man kan efter at have gjort Bekendtskab med nyere Hypoteser paa Avlens Omraade ikke godt unddrage sig det Indtryk, at en eventuel Stagnation kan være indtraadt paa Grund af den Omstændighed, at man ikke har formaaet at bestemmeogforplante der i den omtalte Retning har et sikkert og konstant Særpræg, ud af det i den paagældendeMenneskealdergivne Maaske Grundensimpelthener at der ikke er opstaaet nogen saadan Type —i saa Fald er man lovlig undskyldt. Der er da med andre Ord i dette Tidsrum ikke foregaaet nogen »Mutation« af Malkeegenskaben i vort Kvægmateriale. Og endnu er den Tid vel fjern, da man kender MutationensLovelige godt som Selektionens, om end De Vries siger*): .»Ebenso gut wie der Zuchter jetzt die Variabilität beherrscht, muss es einmal möglich werden, auch die Mutabilität zu beherrschen«. Forøvrigt er Eksempler paa Anlæg, der, efter de historiske Efterretninger,manhar deres første Udspring, synes at skylde en Mutation deres Fremkomst og Nedarvning,

---

*) 1. c. p. 131.

ikke ukendte i Husdyravlen. Merinosulden faar vi saaledesafen hvis Silkeuld er en Arv fra eet eneste Vædderlam, der fødtes 1828 med fuldfærdig Udvikling af den Uldejendommelighed, som skiller Merino fra andre Faareracer*). Ligeledes vides fra vort forlængst ophævede Frederiksborg-Stutteris Historie, at der i et ensfarvet sort Hoppestod efter en sort spansk Hingst i Aaret 1696 faldt en rød Hingst, der blev Fader til et stort Stod af røde Hopper.

Hvis det da almindelig gælder i Husdyravlen, hvad en berømt Planteavler har udtalt: »den første Betingelsefor frembringe en Nyhed er allerede at besiddeden«, vi paa den anden Side nødes til at erkende, at saadanne Nyheder ikke er fundne herhjemmei Malkekvæg, saa synes der kun at være et at gøre, hvis man skal videre: at skaffe det andet Steds fra- Thi vi kan næppe anvende det Princip, som Planteavleren ofte benytter sig af, naar han er kørt fast: at opsøge beslægtede Arter, der har den hos de kultiverede forgæves ved Selektion søgte Ejendommelighed.»Um neue Sorte in den Handel zu bringen, soil man also nicht die Samen der besten schon cultivirten Sorten aussäen; vlel zweckmässiger, sagt van Mons, ist eine kleine schlechte Frucht, aber von bis dahin unbekanntem Typus.«**) Med andre Ord, vi kan paa et nyt Grundlag maaske gøre det Forsøg om igen, som i forrige Aarhundrede lykkedes med AnglerkvægetsOmplantning dansk Grund, og det er efter de foreliggende Efterretninger at dømme ikke usandsynligt, at Jerseykvæget vil egne sig til en saadan Omplantning.

---

*) Prosch 1. c. p. 59^—60.

**) Citeret hos De Vries 1. c. p. 127.

Dets for os betydningsfuldeste Hovedejendommelighed er Mælkens enorme Smørfedtprocent, og et Studium af de danske Kontrolforeningsregnskaber*), som forudende Racer tillige omfatter en Jerseystamme(hvilket Grund af Jerseykøernes Faatallighed i Danmark — 30 Besætninger med ialt c. 800 Individer i 1902 — kun undtagelsesvis er Tilfældet) giver et slaaende Indtryk af dennes økonomiske Overlegenhed, skønt Jerseyracens Vægt og tildels Mælkemængde kun udgør c. 3/₄ af de danske Malkeracers. løvrigt falder en Omtale af Jerseykvægets Muligheder**) ganske udenfor nærværende Studies Plan; i saa Henseende kan anbefalesJ. Madsens Afhandling: Kvægavlen paa Jersey.***) Kun skal nævnes, at der i den historiske Tid (i dette Tilfælde 90 Aar) ikke er foregaaet nogen Udvikling af Racens Hovedegenskaber som Mælkeproducent,skønt i Tidens Løb er drevet den samme Selektionstrafik paa Jersey som andre Steder, og at Opdrættet ikke nyder særlig Pleje.

Det er altsaa ikke umuligt, at det danske Landbrugsnart se sig i en Situation, der kan opfattessom Aviskrise, som navnlig med Hensyn til en ny Races Indførelse kan paralleliseres — naturligvis,mutatis

---

*) Saadanne er offentliggjorte i Ugeskrift for Landmænd 1902 p. 18.

**) Disse synes ikke forringede af Temperaturforskellen (Jerseyøerne et mildere Klima end Danmark) som tilsyneladende spiller en fremragende Rolle for mange Racekarakterers Udvikling. har saaledes af en Sommerfugleart, der har én Vinter- og én Sommertype med forskellig Farvetegning, frembragt Sommerfarvningen ved at sætte Vintertypens Puper i Drivhus og omvendt. Weismann: Ueber den Saison-Dimorphismus Schmetterlinge. Leipzig 1875.

***) Ugeskrift for Landmænd T902 p. 569 og 584.

ligvis,mutatismutandis, en højere liggende Parallel —
med den, som blev overvundet ved Anglertypens Indførelsei
Aarhundrede.

Vender vi os derpaa til de andre Sider af Landets forstærkes Vanskelighederne, idet man overvejende møder Racekarakterer, der ikke er maalelige i alt Fald ikke maalte. Til de sidste hører Fjerkræets Æglægning, der varierer efter Vægt og Antal, altsaa maalelige Kvaliteter; ligeledes Svineracernes Frugtbarhed og Afkommets Leveevne, udtrykt i Antal Grise levende ved Fravænningen.

Man har ganske vist fra de fynske Avlscentrer for Svin nogle Forsøg*), der gaar ud paa at bedømme Rentabiliteten ved Hjælp af den effektive FrugtbarhedsgradhosLand og Yorkshireracen, men dels mangler Meddelelser om Opdrætningsomkostningerne, dels staar Forsøgene temmelig ene, saa at Resultaternes Betydning ikke kan vurderes. Det samme gælder vore mange Millioner udførte Æg, om hvilke Redaktionen af Tidsskrift for Fjerkræavl 1902 selv erklærer, at man ikke ved, hvorvidt Indtægten af dem dækker hvad de koster os selv. For saa vidt Høns imidlertid fungerer som Spildopsamlere, er Æg dog uomtvistelig en Nettogevinst.Mende Røster, der i Traad hermed har fordristet sig til at paastaa, at alt Hønsehold, som gaar ud over det til Husholdningen nødvendige, er »Humbug«, overdøves imidlertid helt af den »rationelle< Hønseavls utallige velmenende Venner, ved hvis Hjælp

---

*) Meddelte i Kvægavlstidende 1902. p, 9.

Fodring med indkøbt Foder er ved at tage stærkt Opsving. Disse diskuterer i smaa Fagblade frem og tilbage de afgørende Problemer, om Renavl eller Krydsning,ogom (til at forcere Æggene i Vægt og Antal), hvis Analogier vi udførlig har betragtet i Kvægavlen. Der hersker altsaa i Fjerkræavlen en Tro paa, at man ved at lade udruge fortsatte Udvalg af Æg fra rigtlæggende Individer kan danne ny glæggendeTyper,der konstant Nedarvningsevne for fremragende Æglægningspræstationer. Denne Tro synes mærkelig nok ikke at lide noget Skaar ved de talrige Klager over Fejlslagninger, navnlig af udvalgteÆgfra idet disse stadig formaar at afsætte saadanne til forholdsvis høje Priser. For den, der paa disse Forhold overfører Analogien fra Planteriget (men Berettigelsen af en saadan Analogi endog blot som Arbejdshypotese faar man neppe i overskuelig Fremtid saadanne Praktikere, som endog mener det forsvarligt at gaa ud fra, at der gælder andre Avlslove for Fuglerigetendfor til at indrømme), synes Grunden til de stadig genkommende Skuffelser ganske klar. Nogle har blandt deres Erfaring over f. Eks. Hønsenes glægningsevnenaturligvisovervejende andre Minusvarianter, men de fleste Normaler, og dermed er Antallet af hyperglade, dybtskuffede og mellemfornøjede Indsendere temmelig proportionalt; alle beraaber de sig med samme Ret paa_ Erfaringen som Støtte for deres Anskuelser, og alle er de udsatte for Skuffelse eller Glæde i næste Omgang, alt eftersom Fejlloven optræder forfordelende eller ødslende over for dem; opfattet som et storslaaet Billede paa Variationsrækkernes paa én Gang lunefulde og typiske Spil blandt sine intet

anende Ofre kommer der i alle disse Landet over indbyrdesdiffererendeErfaringer
Klarhed og Eenhed,
som man ikke i Forvejen havde turdet haabe paa.

Det bør dog tilføjes, at der tillige findes en Del Hønseavlere, som ser bort fra Udvalg af Individer og indfører Racer, hvis overlegne Evne som Æglæggere er typisk, og hævder de vundne Resultater ved at undgaa Krydsning med ringere Typer.

Men vender man sig endelig til Hesteavlen, bliver det først rigtig galt med Sammenligningsmaterialet. Thi der synes enhver fælles Maalestok at glippe, ja skal man tro vore Autoriteter, da kan Forskellen en første og en anden Klasses Hingst ikke altid forklares (se Fortalen til Jysk Hingstestambog pag. 4), og dog er der »for Tiden en ikke ringe Forskellighed i Opfattelsen selv hos Kendere, saa at én vurderer det højt, som en anden ikke skatter særligt« (Fort. til Jysk Hingstestb. IV p. 4). Og derefter bliver det ingen Trøst, at »den sande Hestekender bedømmer Hesten efter Totalindtrykket den gør i hans Sjæl« (Udtalelse af Veibel- Nergaard, citeret og tiltraadt i Fortalen til Jysk Hingstestb. I p. 21), thi selv om Sjæleindtrykkene toges op til videnskabelig Behandling, saa fik man for den samme Hest forskellige Udtryk, alt efter som Sjælen var den ene eller den anden Hestekenders.

Ikke desto mindre foreligger der dog tilstrækkelige Udtalelser om de raadende Principer i Hesteavlen, til at man hurtigt kan blive klar over, at (her saa vel som i anden Avl) i det mindste de teoretisk uddannede Praktikere principielt fastholder Renavlen, ud fra den Hypotese, at det kun er det bedste indenfor Racen,

som fører Avlen fremad, medens Opdrætterne i det
mindste paa Øerne ofte foretager Krydsninger med
f. Eks. udenlandske Racer.

Vi holder os som sædvanlig til den reneste Race, og er derfor indskrænket til den jyske, som jo har gammel Hævd og Anseelse. Og i vor Søgen efter rationelle Kendemærker paa dens Fremgang griber vi fra 2. Tillæg til Jysk Hingstestb. VII en lille tabellarisk Oversigt, som synes at vise, at den tildels maalelige Kvalitet, Højden, i de sidste halvhundrede Aar er undergaaet en Forskydning, der fremgaar af følgende Tal:

Men ved en nærmere Undersøgelse melder Skuffelsensig Tabellerne er nemlig udledte af de i Stambogen optagne jyske Hingste, og for Optagelsen har officiel Anerkendelse af en eller anden Art, navnlig Præmiering, været bestemmende. Men da Anerkendelsenretter efter Godheden, og Størrelse (indtil 11 Kv.) i Følge Indledningen til selve Stambøgernes 1. Del er et meget væsentligt Moment i Godheden, da kan de præmierede Dyr naturligvis være tiltagne i Størrelse af den simple Grund, at Størrelsen i Løbet af de 44 Aar er kommet til at spille en tiltagende Rolle ved Bedømmelsen. Men naar Dyrene præmieres, fordi de udmærker sig ved Størrelse, og optages i Stambogen, fordi de udmærker sig ved Præmiering,

saa er det ikke underligt, at den Statistik, der grunder sig paa Stambøgerne, og ikke paa hele Avlen, som Resultat giver Fremgang i Størrelse, og dette Resultat er ganske vist, som det ogsaa siges (Jysk Hingstestb. VII p. 120) en Følge af Udvalget — for slet ikke at tale om Plejen og Fodringen —, men beviser intet om Udvælgelsens Konsekvenser for Gennemsnitsavlen.

løvrigt er Forsøgene paa sammenlignende Klassifikation Hestestestammers Udvikling yderst faa, hvorfor vi ikke vil forbigaa et Eksempel fra den allersidste saa meget mere, som de paagældende Forfattere mener, at det kan tjene Bestyrkelsen af den Antagelse, at »det gode falder saa at sige altid paa det gode«*) — en Omskrivning af Troen paa Selektionens direkte Betydning for Racens Fremgang,

Klassifikationen er i det nylig citerede Værk angivet at anerkendte 1. Klasses Individer er trykt med fede Typer, de andre med almindelig »petit«. Deler man nu de 70 Hoppestammer, som Beretningen omfatter, i to Hoveddele, eftersom Stammoderen var et første Klasses Individ eller ej, og opstiller man derpaa i hver Generation efter samme af Beretningens følgende Deling, faar man hosstaaende Skema:

---

*) »Oversigt over Hoppestammer indenfor den jydske Race«, udgivet af samvirkende jydske Hesteavlsforeninger. København 19.03.

Af disse Tal kan man aabenbart ikke slutte, at de udvalgte Stammer gennemgaaende har givet bedre Resultat de tilbageblevne. Og hvis man, som Indledningen (se p. V), lægger Vægt paa, at de sidste Led i gode Stammer skal være de fyldigste, da bærer aabenbart Afkommet efter de ringere Stammødre thi af dette tilhørte 36 °/0/₀ de 3 sidste Generationer, medens det tilsvarende Tal (korrigeret m. H. t. Stammernes Alder) for 1. Klasse-Stammødrenes Afkom var c. 28 %.

Skulde herimod blive indvendt, at Materialet ikke egner sig til saadan Behandling, bl. a. fordi Beretningerne som sædvanlig i Avisstatistik — ikke har kunnet medtage »Affaldet«, saa rammer denne Indvending Behandlingen, men Materialet. Thi under Forudsætning af Indvendingens Rigtighed, hvilken jeg ikke føler mig kaldet til at bestride, egner heller ikke dette Materiale, trods det deri nedlagte betydelige Arbejde, sig til Basis for nogen virkelig Bedømmelse af mulige, men altsaa übeviste Fremskridt. *)

Der er saaledes Plads for den Mening, at naar et af Racens udvalgte Dyr, f. Eks. en Præmiehingst, i sin Levetid bedækker Hundreder af Hopper, saa er det faktiske Resultat — selv om der efter Hingsten falder

---

*) Der er til Beretningen skrevet en Fortale, hvori udtales, at den utvivlsomt vil faa en grundlæggende Betydning for en rationel jysk Hesteavl.

en halv Snes udmærkede Dyr, der præmieres højt, en Mængde brugbare, der maaske ogsaa gaar over i Stambogen, og endelig et Affald af hidtil übekendt Størrelse, som synker hen i Forglemmelse — ikke mere imponerende, end at en lignende Variationsrække kunde tænkes frembragt af en (dyrskue- og præmiemæssig set) ringere Hingst af samme Race, om den i Stedet for Kastration fik Lov at prøve sin Lykke. Og det økonomiske Resultat heraf vilde blive, at Avlsdyrogsaa blev langt almindeligere, og derfor ogsaa meget billigere end de nuværende Matadorer, hvis Liv f. Eks. forsikres højere end noget almindeligt dødeligt Menneskes. Og saa gøres det endda gældende, at Opdræt af Præmiehingste lige saa hyppigt giver Tab som Gevinst for Opdrætterne, hvilket jo stemmer godt med, at Tillæg efter et i. Klasses Dyr giver en Chance men ikke mere, og Prisen for Resultatet skal i det lange Løb jo kunne dække alle Spillets Omkostninger for den enkelte Opdrætter. Forøvrigt er der, i alt Fald i Jylland, en stærk Overproduktion af endog i. Klasses Hingstplage, som Begæret (Hesteavlsforeningerne) ikke kan optage; de paa saadant Opdræt anvendte Kræfter er simpelthen spildte.

Pengeværdien af f. Eks. vor Hingstebestand (150 til en Værdi af 1 Mill. Kr. alene i de jyske Hesteavlsforeninger1899) aabenbart synke stærkt ved en fornuftig Reduktion af de overkapitaliserede Avlsdyrs Værdi, hvilket i Fremtiden maa foregaa omvendt proportionaltmed Værdi som Renavlsprincip.Men Reduktion af Nationalformuen er til den Grad formel (om den end for den enkelte kan være saa reel, at man ikke kan undres, öm han

ikke skulde kunne adskille Selektionshypotesens reelle Avlsværdi fra dens for ham afledede Pengeværdi), at Nationens samlede økonomiske Magtstilling snarere vilde forstærkes, om en resolut Operation befriede de Kræfter i Avlsspekulationen, som ikke er nyttige.

Endelig bør det erindres, at Staten siden Husdyrlovene 1887 og 1893 har givet og giver umaadelige Summer ud til Støtte af alle disse, som det for en uinteresseret Betragtning maa synes, i nationaløkonomisk ikke altid lige heldige Resultater.

Der er imidlertid ingen Tvivl om, at saadanne Penge i landøkonomiske Forsøg kan faa en udmærket Anvendelse til Klaring af de i nærværende Artikel berørte og det er endog muligt, at der herved i Tidens Løb for den saa ofte paastaaede stadige Fremgang kan skaffes de Beviser, som hidtil ikke ses at foreligge*); thi det eneste, som med Sikkerhed läder sig udlede af de hidtil fremkomne Tal er, at Brutto - beløbene har været og er i fortsat Stigning. Men skal saadanne Forsøg (til hvilke f. Eks. Avlscenterudvalgenes Undersøgelser dog altid er en Begyndelse) have virkelig overbevisende Kraft, maa Opstillingen af alle Elementer i dem ske saaledes, at man bedre end hidtil er i Stand til at isolere Aarsagerne; maaske ogsaa Fordringen til Tallenes Udledning og Behandling skærpes. Ved dernæst erstatte Individualbetragtninger med Masseforsøg hvor det paa nogen Maade lader sig gøre, vil man have Ret til at haabe omsider at finde den fulde Sandhed.

---

*) Fremskridt kan jo altid tænkes realiserede som Følge af en »tilfældig« Mutation.