Forsikring mod Arbejdsløshed.

JLJer er ikke mange Spørgsmaal, der i de senere Aar har sat saa mange Sind i Bevægelse som Spørgsmaaletom Aar efter Aar har dette Problem hængt over Samfundet som en mørk Sky. Man kan søge at snakke sig derfra, som det skete i den tyske Rigsdag i afvigte Efteraar, da en stor Del af Forhandlingerne kom til at dreje sig om Toldfrihed paa Kaviar og Champignons, men Spørgsmaalet kommerigen stedse mere højttalende Krav paa en Løsning. Det turde være, at Fattigdommen har været nok saa stor i ældre Tider, det er saaledes ikke utænkeligt, at den Del af Befolkningen i Danmark, som i det 18. Aarhundrede manglede Erhverv, var forholdsvis lige saa stor som nu. Der klages i den Tids Litteratur over det uhyre Antal Tiggere. Folketællingen1787 et paafaldende stort Antal »Fattige«, og Svendevandringerne i hine Dage har næppe altid været helt lystelige. Men til Gengæld var Arbejdsløshedeni vistnok langt mere spredt end nu,

medens den i vor Tids tætte Industribefolkning med dens store Arbejdsdeling kan optræde som en voldsom Pestsygdom, der med ét Slag rammer en stor Del af Befolkningen med Nød og Elendighed. Efter de Oplysninger,der indkomne til det af Folketinget den 9. Jan. 1902 nedsatte Udvalg til Behandling af Forslaget om Understøttelse af Arbejdsløse, var i de danske Fagforeninger i Januar 1902 hvert sjette Medlem i Industrifagene uden Arbejde, blandt Arbejdsmændene hvert tredje Medlem, og i Byggefagene ikke langt fra Halvdelen. Stort bedre var Tilstanden ikke i den forudgaaende November Maaned; 30 pCt. af Arbejdsmændene,13 af Industriarbejderne og 31 pCt. af Bygningsfagenes Arbejdere gik dengang ledige. Det kan vel antages, at Nøden blandt de uorganiserede Arbejdere har været mindst lige saa stor. Under saadanneForhold det ikke nægtes, at her er en Opgave af vidtrækkende Betydning, og Opgavens Storhed er maaske ogsaa den bedste Forklaring af den Kendsgerning, at de mange velmenende Forsøg paa at finde en Løsning hidtil ikke har ført til noget afgørende Resultat.

Naar der er Tale om Forsikring mod Arbejdsløshed, saa befinder man sig paa en vis Maade paa samme Standpunkt, som da i det 18. Aarhundrede Livsforsikringenbegyndte tage Fart. Saa lidt eller saa meget som man vidste dengang om Dødeligheden, véd man ogsaa nu om Arbejdsløsheden, og Parallelen kan føres videre endnu, forsaavidt som dengang Epidemier af forskellig Art hvert Øjeblik truede Menneskeslægten, ligesom nu i det økonomiske Liv den jevne fredelige Tilstand idelig trues af Arbejdsløshed en masse. Men

naar man i hine Tider dristede sig til at tage Livsforsikringenop, den i mange besindige MenneskersØjne som Hasard, saa kunde der vel være Grund til nu at overveje, hvad Samfundet kan gøre ligeoverfor det moderne økonomiske Livs Pestsygdom.

Det lidet, man véd om Arbejdsløshedens Statistik, grupperer sig i Hovedsagen om Fagforeningsstatistikenog store Arbejdsløshedstællinger i 1895 i det tyske Rige, i Tilslutning til Erhvervstællingen14. og Folketællingen 2. Decbr. *). Disse sidste Tællinger ere ikke uden Mangler. Man kan ikke sondre mellem de egentlig arbejdsløse og de arbejdssky, og der var adskillige Tilfælde, hvor en Person opgav sig" som arbejdsløs uden at være det, f. Eks. naar en Pige havde opsagt sit Arbejde for at gifte sig. En nærmere Undersøgelse i forskellige Byer udviste, at Fejlene kunde være store nok; i Berlin viste det sig, at 12 pCt. af alle de opgivne Arbejdsløshedstilfælde burde vrages, i Hamburg var det 15 pCt., i Stuttgart endogsaa 31. Paa den anden Side var der ogsaa en Del, som ikke opgav sig som arbejdsløse, men i Virkelighedenvar Det antages dog, at denne sidste Fejlkilde var af mindre Betydning. En Mangel ved Materialet er, at man ikke fik en tilstrækkelig skarp Skillelinje mellem Syge og Arbejdsløse. Man spurgte nemlig, om den paagældende var arbejdsløs paa Grund af forbigaaende Mangel paa Arbejdsevne (ausser Arbeit

---

*) Se navnlig: Statistik des Deutschen Reiches. Neue Folge, Bel. in (1899). (Die berufliche und soziale Glicderung des Deutschen p. 245 ff.) og Vierteljahrshefte zar Statistik des Deutschen Reiches, Jahrgang 1896, Erganzung zum 4. H. (Die beschäftigungslosen Arbeituehmer im Deutschen Reich).

wegen voriibergehender Arbeitsunfähigkeit). Dette Spørgsmaal maa besvares med Ja af alle Syge, men det vil maaske ogsaa besvares saaledes af den, der forgæves søger Arbejde efter at være bleven rask. I Bearbejdelsen af Materialet er denne Gruppe af Syge iøvrigt ikke tilstrækkelig sondret ud fra de andre, saaledesikke Aldersgrupperingen. — En Mangel laa endelig i de to lagttagelsesdages rent tilfældige Præg. 2. December 1895 var der saaledes endnu en hel Del Byggearbejde i Gang, som standsede senere hen paa Vinteren.

Med alle disse Forbehold vil det dog imidlertid have sin store Interesse at lære Hovedresultaterne af dette Eksperiment at kende. Alt i alt taltes i Juni 299,000, i December 771,000 Personer uden Arbejde, deraf henholdsvis og 217,000 paa Grund af Sygdom, saa at de i egentlig Forstand arbejdsløse udgjorde et Antal af 179,000 og 554,000. De arbejdsføre Personer uden Arbejde udgjorde i Juni 11 pro mille af Arbejderne, December 34 (for Kvindernes Vedkommende henholdsvis 8 og 27, for Mændenes 13 og 38). I Landbruget var Sotnmerarbejdsløsheden rent forsvindende, 3 p. m., men Tallet var i Decbr. naaet op til 28 p. m., i Handel og Omsætning var det 18 og 28 p. m., i Industrien 15 og 42. Visse Erhvervsgrupper saa temmelig überørte af Aarstiden, saaledes kemiske Industri, Papirfabrikationen og Tekstilindustrien; til Gengæld var Aarstidernes Indflydelse meget kendeligere for Bygningsfagene, hvor Vinterarbejdsløsheden naaede op til 126 p. m.; Personer uden nærmere angivet Erhverv havde endogsaa i Decbr. 182 p. m. Arbejdsløse.

Ser man bort fra dem, for hvem Oplysning om Varigheden af Arbejdsløsheden manglede, kommer man til det Resultat, at ved de to Tællinger henholdsvis 8 og 8 pCt. af Tilfældene havde varet over 3 Maaneder, saa at de var ved at faa en kronisk Karakter; betyder atter, at 2 p. m. af Arbejderne om Sommeren og henad 3 om Vinteren havde været arbejdsløse i mindst et Fjerdingaar. løvrigt kommer der selvfølgelig en Del friske Tilfælde til i Løbet af Efteraaret, at Arbejdsløshedens Gennemsnitsvarighed var mindre ved Vintertællingen. I Juni havde 14 pCt. af Tilfældene varet under en Uge, 27 pCt. 1 til 2 Uger og 14 pCt. 2—42^—4 Uger; ved Vintertællingen var de tilsvarende 17, 30 og 19. Muligvis ere Tallene for den første Uge for lave.

Den bekendte Statistiker R. Böckh, der forestaar Berlinerstatistiken, satte en særlig Undersøgelse i Gang for at faa Rede paa, naar de arbejdsløse, der vare talte i Berlin ved Sommertællingen, igen fik Arbejde.*) Denne Undersøgelse havde selvfølgelig sine Vanskeligheder,og maa vogte sig vel for at tillægge dens Resultater en for vidtstrakt Betydning, men de er dog ikke uden Interesse. Af 100 raske arbejdsløse Mænd vilde der efter disse Beregninger være 76 tilbage efter 4 Ugers Forløb, 59 efter 8 og 41 efter 12 Uger. Efter et halvt Aars Forløb vilde der endnu være 12 tilbage, et Antal, som i det følgende Halvaar vilde synke til 5—6.5^—6. Denne Rest er de kronisk Arbejdsløse,som overhovedet vilde være vanskeligt at gøre noget for ved en eventuel Arbejdsløshedsforsikring.

---

*) Se særlig: Statistisches Jahrbuch der Stadt Berlin, XXIII. 189S. S. 581 fif.

I Berlin var iøvrigt Sommerarbejdsløsheden 4 Gange saa stor som i hele Riget, Vinterarbejdsløsheden dobbeltsaa Endnu værre var iøvrigt Tilstanden i Hamburg, særlig efter Sommertællingen at dømme; overhovedet var Storbyerne for en stor Del langt værre stillede end de mindre Byer.

En ejendommelig Undersøgelse er i Anledning af Tællingen 2. Decbr. 1895 foretaget i Stuttgart*), idet man efterforskede de enkelte Arbejdsløses Fortid. Resultatet var, at 5 pCt. havde været straffede for Landstrygeri, gennemsnitlig 3—4 Gange; bortser man fra disse, der maaske kun med Urette betegnes som arbejdssky, men vel i hvert Fald nærmest maa henregnes Gruppen af kronisk Arbejdsløse, vil man finde, at Hovedmassen af de Arbejdsløse staar hæderligt Almenbefolkningen, med knap 1 pCt. straffede. Det er vel værd at mærke sig denne Kendsgerning.

Hvad Alderen angaar, er de tyske Tal ikke synderlig klare, da man i Regelen ikke kan holde Sygdomstilfældene ude. Med Udgangspunkt i de berlinskeTal det dog, at Arbejdsløsheden er noget voksende med Alderen, efter at en Sturm- und Drang- Periode i Tyverne med hyppig Pladsveksel er overstaaet.Dette stemmer ikke ilde med danske Erfaringer for Snedkere og Smede. De ældre Svende blive ganske vist sjeldnere arbejdsløse; men deres Arbejdsløshed varer til Gengæld længere end de unges. En ung Mand vil maaske være forholdsvis rask til at

---

*) .Rettich: Die Ergebnisse der Arbeitslosenstatistik im Dezernber 1895. Wiirttembergische Jahrbiicher fur Statistik und Landeskunde 4.

forlade sin Plads, men kommer da i Regelen hurtig i Arbejde igen. Arbejderne under 25 Aar havde et ret betydeligt Antal Dage uden Arbejde, hvilket gælder, selv om man fradrager den Tid, Værnepligten kræver; hos den modne kraftige Mand synker det aarlige Antal Dage uden Arbejde til et Minimum, og Tallet stiger saa igen, alt som Alderen gør sin Indflydelse gældende. *) Men i hvert Fald er denne Stigning efter Alder i Arbejdsløshedens Hyppighed ikke stor nok til paa det foreløbige Stadium, hvorpaa man endnu befinder sig, at kræve særlige Aldersberegninger ved en eventuel Præmietarif for Forsikring mod x^rbejdsløshed; de afgørendeUligheder aabenbart i Erhvervsklasserne og ikke i Aldersklasserne.

Ogsaa i Schweiz har man søgt at tælle de Arbejdsløse. har man i en Del Vintre i Ziirich søgt at finde Antallet og Varigheden af Arbejdsløshedstilfælde. vundne Resultater antages at være under Virkeligheden. I de 4 Vintre 1892—95 og 1900—1901 var efter disse Tal Antallet af tabte Arbejdsdage ikke medregnede) for hver Arbejder 2,4 i Gennemsnit. Daglejere og Byggearbejdere mistede omtrent 4 Dage i Gennemsnit, Metalarbejdere godt 2, Arbejdere i Beklædningsindustrien godt 1. I Gennemsnit der paa hver Arbejdsløs 66 Dage.**)

---

*) Jlr. J. K. Lindbergs Undersøgelser i Beretning over Dan^k Smede- og Maskinarbejder-Forbunds Virksomhed i Aarene 1897 — 98, Kbhvn. 1898, og Aage Sørensen: Siatistik over Lønog i Snedkerfaget tor Aaret 1896. Udgivet af Snedkerforbundet i Danmark. Kbhvn. 1898.

**) (ireulich: Arbeitslosen-Unterstiitzung und Arbeitsnachweis. Bericht an das Schweiz. Industriedepartement vom Schweizerischen Ziirich 1901. S. 78 f.

Af alt det foregaaende vil man se, hvilke umaadeligeSvingninger kan være i Arbejdsløshedstallene. Det er vanskeligt at finde et eneste fast Punkt i denne Mangfoldighed. Selv indenfor et bestemt Fag svinge Tallene ganske overordentligt. Saaledes iblandt de engelske Engineers, hvis Statistik meddeles uddrags vis i de aarlige Abstracts of Labour Statistics. I de 7 Aar 1889^—95 svinger det gennemsnitlige Antal Dage, som de arbejdsløse i Manchester og Leeds Districts of the Amalgamated Society of Engineers tabte, mellem 30 og 118. For Perioden som Helhed gik for hvert Medlem omtrent 3 Arbejdsuger tabt om Aaret, i 1890 var det kun 6,4 Dage, i 1893 derimod 31,1, og tilsvarendeUligheder man ogsaa at kunne konstaterei Fag. Ikke heller kan man gøre Regning paa, at Fordelingen efter Aarstiderne skal have noget fast Præg. Efter Statistiken over Arbejdsløshedenblandt Fagforeningsmedlemmer, hvis Foreninger give Arbejdsløshedsunderstøttelse, er Vinterennoget end Sommeren. I Juni Maaned var efter Gennemsnit for de 14 Aar 1888_{— 1901} 36 p.m. af Fagforeningsmedlemmerne i kortere eller længere Tid arbejdsløse, i Januar derimod 49; dette er Maksimum og Minimum. Men i 1890 var der mindre Arbejdsløshed i Januar end i Juni (14 og 19 p. m), Arbejdsløsheden tiltog efterhaanden og naaede under uregelmæssige Be vægeiser sit Maksimum i December det følgende Aar. De store Svingninger i Konjunkturerne bryde altsaa igennem Saisonens Indflydelse og udvisker den aarlige periodiske Bevægelse. Men disse Svingninger have atter et forskelligt Præg i de forskellige Lande. Saaledesvar England i Bogtrykker- og Bogbinderfagene

Aarene 1892^—98 ikke paafaldende forskellige, forsaavidtdet Aar (1894) havde en halvhundrede Procent større Arbejdsløshed end det gunstigste (1898). I Danmark var iblandt Typografer (jfr. Typograf- Tidende April 1900) ganske vist 1898 det gunstigste Aar i den nævnte Periode, men 1892 og ikke 1894 var det ugunstigste, med den 4-dobbelte Arbejdsløshed af, hvad der kunde iagttages i 1898; og samtidig med, at det danske Boghaandværk saaledes er store Svingninger undergivet, synes dette Fag i England ogsaa i den Henseende at have en Fordel, at det maanedlige Antal Arbejdsløshedstilfælde er forholdsvis langt ringere derovreend vort Land; om muligvis de enkelte Arbejdsløshedstilfældederovre en længere Varighed, maa staa hen. Paa intet Punkt kan man saaledes endnu faa System i Erfaringerne; det er ikke som ved Dødelighedsstatistiken,hvor dog tildels begynder at kunne optrække faste Linjer; hvert Land, hvert Fag og hvert Aar har i Arbejdsløshedsstatistiken sit Særpræg, man kan ikke uden med den allerstørste Forsigtighed overføre Erfaringer fra det ene Sted til det andet; hvert Sted maa man bygge paa sine egne Erfaringer. Kun saa meget ser man, at det særdeles ofte drejer sig om meget store Ofre, hvis en forsvarlig Forsikring mod Arbejdsløshed skal gennemføres.*)

---

*) Til Overflod kan man sammenstille de Erfaringer, der findes meddelte i den at Office du Travail udgivne »Documents sur ja question du chömage^, Paris 1896, og 1 Schanz's fortjenstfulde Arbejder: Zur Frage der Arbeitslosen-Versicherung (1895), Neue Beiträge zur Frage der Arbeitslosen-Versicherung (1897) og Dritter Beitrag ... (1901), samt hos Unger: Die Statistik der Arbeiulosigkeits-Versicherung. Zeitschr. fiir die ges. Versicherungs-'Wissenschaft,

Og lige saa stor en Forskel, som man finder med Hensyn til Arbejdsløshedens Omfang efter Tid og Sted, finder man ogsaa i de Forslag, som er gjort her og der, og i de positive Forsøg, man har anstillet. Jeg kan fatte mig i stor Korthed, da denne Side af Sagen jævnlig har været omtalt herhjemme.

Den simpleste Maade at behandle Opgaven paa er at uddele Understøttelser til de mest nødlidende, af private eller offentlige Midler. Siden iBq2 har der saaledes i Byen Ziirich udviklet sig et System af denne Art, og Eksemplet er fulgt i forskellige andre Schweizer-Byer. I Ziirich ledes Virksomheden af en af Kommunalbestyrelsen nedsat Arbeitslosen-Kommission; ydes til bosiddende Lønarbejdere, der uden egen Skyld ere blevne arbejdsløse, ikke nyde varig Fattighjælp, og som ikke have andre Hjælpekilder. Man kunde med en vis Ret sammenstille dette System med den danske Alderdomsunderstøttelse. I Regelen er det kun gifte, der faa Hjælp, og Kommissionen anstrænger for at skaffe de Arbejdsløse Arbejde; saaledes ved forskellige kommunale Vejarbejder o. s. v., ved at indrette Skrivestuer, hvor Arbejdsløse kan foretage for Private o. s. v. Understøttelserne uddeles i Form af Billetter, paa hvilke der udleveres Mad, Brændsel o. s. v. I Vinteren 1901^{— 02} uddeltes 55,500 fr., deraf anvendtes c. 11,400 fr. til Mælk, 33,3C0 til andre Levnetsmidler, 7400 fr. til Brændsel, 600 fr. til Skotøj o. s. v. Alt i alt understøttedes 870 Personer, i Gennemsnit 387₂ Dag hver. Ligesom i Danmark viser det sig, at de ældste Arbejdsløse have gaaet ledig i længst Tid, i Tyverne gennemsnitlig omtrent 75 Dage, over 60 Aars Alderen 102 Dage.

Det er en Selvfølge, at der ved denne Art Foranstaltning lindres en Del Nød, men det kan ikke nægtes, at man her er lovlig nær ved Fattighjælpen, og som regelmæssig Løsning af Opgaven vil den næppe kunne anbefales. Noget andet er, at der ved Kommissionens Anstrængelser kan skaffes en Del Arbejde tilveje, som ellers maaske vilde blive henlagt til mere travle Aarstider, der kommer derved en lille Udjævning tilstede i det økonomiske Liv, som kun kan betragtes som et Gode. Den hele Foranstaltning har maaske nærmest den Betydning at opdrage de bedre stillede til Bevidsthed den store sociale Opgave, der foreligger her.

Det næste Skridt er den frivillige Forsikring mod Arbejdsløshed, dels ved offentlig Foranstaltning, dels ved private Foreninger, særlig Fagforeninger. Herhen høre Arbejdsløshedsforsikringen i en Række Handelsforeninger, saaledes som den herhjemme er under Opsejling i Form af »Handels- og KontormedhjælpernesPladsledighedsforsikring«; denne søges realiseret som Aktieselskab, er af underordnet Betydningi Sammenhæng.*) Hvad Fagforeningerne

---

*) Det er Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger, har taget Initiativet til denne Forsikring, søges iværksat ved at oprette et Aktieselskab med en Aktiekapital paa nominelt 10,000 Kr. (1000 Aktier med sukcessiv Indbetaling af 11 Kr. paa hver, den ene Krone til Etableringsomkostninger). Der er en Karenstid paa 6 Maaneder. Erstatning betales højst for 90 Dage. Hvis Centralorganisationens Engageringsbureau kan skaffe den Forsikrede Plads i samme By paa lige saa gode Betingelser, som han tidligere havde, er han pligtig til at tage den. Er Pladsen i en anden By, faar han halv Erstatning, hvis han afslaar den. Præmien er i København Policepenge 10 Kr., i Provinserne 8 Kr. for 1 Kr. Fossikringssum pr. Dag; den Forsikrede kan tegne flere Portioner 1 Kr. Lockout'er give ingen Ret til Erstatning, ligesom er taget forskellige andre Forbehold.

angaar, er det bekendt, at der i en Aarrække af mange Foreninger er udfoldet en meget betydelig Virksomhed, dels, men vistnok i aftagende Grad, ved Rejseunderstøttelser,dels navnlig ved umiddelbar Hjælp til Arbejdsløse. En stor Mængde af de engelske Fagforeningervirke Forsikringskasser mod Arbejdsløshed,dog der ogsaa Fag, som danne Undtagelser, saaledes give de færreste Foreninger indenfor Byggefagetregelmæssig Under Samvirksomhed med Arbejdsgiverne forstaa Fagforeningerne iøvrigt at udretteen saaledes ved at nedsætte Arbejdstiden i sløje Tider, og mange Fagforeninger have en udviklet Arbejdsanvisning. Af de danske Fagforeninger er der mange, der ikke udbetale nogen Understøttelse til Arbejdsløse eller kun lejlighedsvis hjælpe dem. Dansk Arbejdsmandsforbund som saadant udbetaler intet, men enkelte Afdelinger yde undertiden nogen Hjælp. Ogsaa Murernes Virksomhed i denne Retning er stærkt begrænset,medens Bygningssnedkerne og de øvrige Snedkere synes at have et udviklet System. Det samme gælder Bagerne, Bødkerne, Formerne og ikke mindst Typograferne og Smede- og Maskinarbejderforbundet.Alt alt har den foran omtalte Beretning Meddelelse om en udbetalt Understøttelse i Aaret 1901 af c. 330,000 Kr.

Disse Foreninger have overordentlig mange Betingelserfor udrette noget væsentligt til Opgavens Løsning. De kan udøve den samme skarpe Kontrol med Simulanter som Sygekasserne, de have en stærk Interesse i at hjælpe de Arbejdsløse til Plads og regulereArbejdet Tilgangen til Faget, om end det sidste maaske nærmest hører til FYemtidsopgaverne. De have

Krav paa Sympati, fordi de repræsentere Selvhjælpen, og den Tid kan vel komme, da de i den almindelige Bevidsthed ophøre at staa som Kampforeninger, der væsentlig kun samle Kræfter og Penge for at paaføre Arbejdsgiverne Krig, ligesom der vistnok nu hyppigt udenfor Kamptiderne er et loyalt Samarbejde mellem disse to Parter. Det er paa dette Punkt, man har taget fat i Gent, med et kommunalt Tilskud, der fordelestil Foreninger, der uddele Arbejdsløshedshjælp(jfr. Artikel derom i Nationaløk. Tidsskr. 1902, S. 602 ff.). En Indvending vil maaske være, at det særlig er Elitearbejderne, denne Art af Forsikring kommer til Gode, og at en haardnakket Arbejdsløshed let kan udtømme en Fagforenings Midler. Ikke mindst vil det maaske falde Saisonarbejderne svært at opretholde denne Forsikring. Derfor er der Grund til at dvæle ved de frivillige kommunale Kasser, som vi kende dem fra Bern og Køln.

Det var Spørgsmaalet om »Retten til Arbejde«, der førte til Oprettelsen af Berner-Kassen. Den socialdemokratiske Partikongres i Olten 1891 vedtog at søge denne Ret gennemført ved Lov. Retten til tilstrækkeligt lønnende Arbejde skulde lovmæssig sikres enhver Schweizerborger. Folkeafstemningen om dette Spørgsmaal fandt Sted i Juni 1894, og gav det Resultat, at 308.000 Stemmer sagde Nej, kun 76,000 Ja. Men nu var Tankerne komne i Bevægelse, og efter forskelligeForhandlinger »Die Versicherungskasse gegen Arbeitslosigkeit in der Gemeinde Bern« i Stand i Aaret 1893; den er senere blevet slaaet sammen med den kommunale Arbejdsanvisningsanstalt. Kommunen har i de sidste Aar tilskudt 12,000 fr. aarlig; desuden kan

Kassen gøre Regning paa et Par Tusind fr. aarlig i Form af Gaver, samt Tilskud fra Arbejdsgivere. Kassen staar aaben for alle Arbejdere under 60 Aar, der opholdesig Kommunen (Kommunens egne Arbejdere skal være Medlemmer)-, det maanedlige Bidrag er 70 Ct.; da Kassen kun har et Medlemstal af c. 600, ser man, at Medlemsbidragene kun kan komme til at udgøre en Brøkdel af Kassens Indtægter. Understøttelsenretter efter Kassens Status; den er højst 111¹/₂ fr. om Dagen for enlige Medlemmer og 2 fr. for Familiefædre. Kassen begynder sine Understøttelser, naar en mere almindelig Arbejdsløshed indtræder (sædvanligvisi For at være understøttelsesberettigetmaa bl. a. have været Medlem i 6 Maaneder. Det er et forholdsvis meget stort Antal Medlemmer, der melder sig til Understøttelse, for den største Del Haandlangere og Bygningshaandværkere.

Som en umiddelbar Efterligning af denne Institution kan Kassen i Køln anføres: »Die stadtkölnische Versicherungskassegegen im Winter«, opretteti Kassen fik i Begyndelsen kun ringe Tilslutning, men har efter forskellige Ændringer i liberal Retning efterhaanden opnaaet et ret anseligt Medlemstal, selv om dette sammenlignet med Folkemængden ikke kan maale sig med Bernerkassens. Kassen staar aaben for Arbejdere, der have været et Aar i Kommunen; dog skal der under visse Omstændigheder lukkes for Tilgang, forat dens Midler ikke skal blive for stærkt beslaglagte. Ligesom i Bern udgør nemlig MedlemmernesBidrag en Brøkdel af Indtægten. Der uddeltes i 1902 30,000 Mk. til de Arbejdsløse; de Forsikrede betalte heraf kun c. 12,400 Mk. (34 Ugebidrag,for

bidrag,forFagarbejdere 35 Pf. ugentlig, for andre 25). Kommunen ydede et Tilskud af 20,000 Mk.; fra privat Side indkom c. 3,300 Mk., der rigelig dækkede Administrationen.Kassen i Juni 1902 1350 Medlemmer.Vinterkampagnen ^— ₀₂ (10. Decbr. til 10. Marts) begyndte med 1,105 berettigede, hvoraf ikke mindre end 842 meldte sig som arbejdsløse. Det lykkedesdog skaffe en stor Del af dem Arbejde, hvorved Antallet af Dage, som krævede Understøttelse, sank til næsten Halvdelen. I de første 20 Dage, fraregnetSøndag, de Arbejdsløse 2 Mk. daglig", senere 1 Mk. Understøttelsen ydes højst i 8 Uger. Størstedelenaf tilhørte ligesom i Bern Bygningsfagene.

Begge de nævnte Kasser forekommer mig at have deres Betydning mere som sociale Eksperimenter end for selve Resultatets Skyld. Det er et Spørgsmaal, om man ikke ved anden Anvendelse af et saa stort Kommunetilskud til Fremme af Forsikringer mod Arbejdsløshedvilde have opnaaet større Resultater, og særlig ved mere umiddelbart at anvende disse Penge som Hjælp til Selvhjælp. Det er karakteristisk nok, at en nydannet Kasse i Basel, stiftet paa Initiativ af Arbejdernes egne Førere, i kort Tid har faaet en forholdsvislangt Tilslutning, nemlig: Die Arbeitslosenkasse des Arbeiterbunds Basel«. Kassen grundlagdes i April 1901 af 100 Medlemmer og talte Aaret efter 866 aktive Medlemmer foruden 100 passive Medlemmer af de bedre stillede Samfundsklasser. AktivniedlemmernesBidrag i det første Aar 2161 fr., Kantonalkassen bidrog 1000 fr., en Forbrugsforening 1000 fr., Resten af Aarets Indtægter (der ialt var 6146 fr.)

indkom væsentlig ved Bidrag fra Passivmedlemmer, Privateog Medlemsbidraget er efter Lønnens Højde 40 til 60 Ct. maanedlig. 2 Uger efter at være blevet arbejdsløs har et Medlem, der har været 6 Maaneder forsikret, Krav paa Dagpenge, foreløbigt 1 fr. daglig (Søndag medregnet). 102 Medlemmer fik Understøttelse i Halvaaret fra 15. Okt. 1901 med ialt 2852 fr.

Et andet Forsøg paa at løse Spørgsmaalet ad Frivillighedens Vej blev gjort af en Forening i Stuttgart fiir Verstcherung gegen unverschuldete in Stuttgart), der begyndte sin Virksomhed 1897. Foreningen byggede væsentlig paa Elitearbejdere og opstillede en Mængde Indskrænkninger, ganske naturlig maatte hæmme Tilgangen stærkt. Saaledes kunde man kun blive optaget, naar man uafbrudt havde været i Arbejde et helt Aar og havde været i samme Plads i mindst et halvt Aar; denne Bestemmelse maatte udelukke de allerfleste Saisonarbejdere. Forsøg er fuldstændig strandet.

Foruden disse Eksperimenter kan nævnes Forsøgenepaa tilvejebringe en obligatorisk Arbejdsløshedsforsikringi Gallen, Zurich og Baselstadt. I St. Gallen vedtoges i 1894 en Lov, der bemyndigedeKommunerne at indføre Tvangsforsikring for alle mandlige Arbejdere med en Dagløn under 5 fr. Foruden Bidrag fra de Forsikrede skulde Kassen have Tilskud fra Kommunen, eventuelt ogsaa af Kantonalkassen.Efter Forhandlinger besluttede Byen St. Gallen sig til at oprette en saadan Kasse, der traadte ud i Livet i Sommeren 1895. Der viste sig imidlertid straks Vanskeligheder. Mange af de forsikringspligtigemeldte aldeles ikke, og det var vanskeligtat

ligtatfaa Penge fra dem, der meldte sig til Forsikringskassen.Ved Arbejdsløshed viste Kassen sig imidlertid meget lemfældig overfor alle disse Restancer,og Arbejdere misbrugte Kassens Liberalitetpaa Maade. Der opstod snart Misfornøjelsemed ogsaa hos de forsikrede Arbejdere selv, navnlig Elitearbejdere med stadigt Arbejde,der det obligatoriske Bidrag kun saa en Skat, som aldrig kom dem til Gode. Allerede i 1896 besluttedederfor med stort Flertal, at Forsikringen skulde ophøre i det følgende Aar.

I Basel blev der i Aaret 1893 nedsat en Kommission, skulde undersøge Forsikringsspørgsmaalet, og som i Slutningen af det følgende Aar afgav en Betænkning, hvis Indhold væsentlig skyldes den bekendte af Socialismens Historie, G. Adler, der dengang var Professor i Basel. Forslaget gik ud paa at oprette en Tvangsforsikring med Bidrag fra Arbejdere, Arbejdsgivere og Staten; Arbejdernes og Arbejdsgivernes Bidrag rettede sig efter den forskellige Risiko for Arbejdsløshed, idet der i Byggefaget krævedes mere end i andre Professioner.

Forslagets Behandling tog grumme lang Tid. I Foraaret 1895 henviste det store Raad Forslaget til en Kommission, efteråt det først havde faaet en velvillig Behandling i Raadet; Kommissionen brugte et Aar til at afgive Betænkning, og efter en ny Behandling blev Forslaget atter henvist til Kommissionen, der denne Gang brugte to Aar til sin Betænkning. Tarifklassernes Antal foresloges forøget, og forskellige andre Ændringer blev indførte. Der viste sig i det store Raad en Del Opposition mod Lovforslaget, men det vedtoges dog

med betydelig Majoritet. Imidlertid forlangte en Del Borgere Folkeafstemning, som fandt Sted i Begyndelsen af Aaret 1900. Ved denne forkastedes Loven med overvejende Majoritet. Grunden til dette Omslag i Stemningen laa dels i, at mange af Arbejderne ligesom i St. Gallen vare Modstandere af Loven, idet de fandt, at Byrderne vare større end Fordelene, dels i at de fleste mindre Arbejdsgivere var blevne betænkelige ved denne Ordning.

Paa den Tid havde den obligatoriske Arbejdsløshedsforsikring lidt Skibbrud i Byen Ziirich. Her besluttede man i Kommunalbestyrelsen i 1895 at udarbejde et Udkast til en Tvangsforsikring, i hvilket man væsentlig fulgte Forslaget i Basel. Forslaget behandledes Byens »store Raad« i Juli 1898 og faldt med 54 Stemmer mod 42.

Saaledes er den obligatoriske Arbejdsløshedsforsikring bragt ud af Verden, den findes kun rent lokalt ved en enkelt Fabrik, hvor Arbejdsgiveren har indrettet en Tvangsforsikring. Margarine-, Kaffeog A. L. Mohr i Altona^—Bahrenfeld har i 1896 oprettet en Forsikring mod Arbejdsløshed*), der i Tilfælde af Arbejdsløshed giver Understøttelse i 13 Uger, fra 1 til 2 Mk. daglig. De mandlige Arbejdere betale 10 Pf. ugentlig, de kvindelige 5, medens Firmaet betaler Resten (der indtil April 1901 udgjorde 40 pCt. af samtlige Udgifter). — Ved en anden Fabrik (Maskinfabriken Lanz ved Mannheim) er det Firmaet, der bærer Byrden, dels ved en Kapital engang for alle, dels ved at tilskyde et vist Bidrag for alt Overarbejde.

---

*) Se Schanz, Dritter Beitrag, S. 176 ff.

Endnu skal nævnes det Forsøg, som er gjort af den kooperative Forening »Produktion« i Hamburg, der stiftedes i 1899. Den har indrettet en Art Sparetvang sine Medlemmer, idet en Del af Udbyttet tilfalder en »Notfonds«, der er det paagældende Medlems og ir.aa angribes ved indtrædende Arbejdsløshed i andre Nødstilfælde.

Ogsaa forskellige Fabriker har indrettet saadanne Spareforsikringer med Sparetvang for alle Arbejdere, eller Arbejdere under en vis Alder, andre have indrettet frie Sparekasser, som støttes af Firmaet og komme Arbejderne til Gode, naar de forlade deres Plads.

Blandt Forfattere, der have givet Forslag om en almindelig til Løsning af Arbejdsløshedsspørgsmaalet, Schanz en fremragende Plads. Han søger at opbygge sit System i Tilknytning til det tyske obligatoriske Sygekassevæsen, idet han kræver tvungen Opsparing af alle Arbejdere, som efter Lovene ere sygeforsikre de. Bidragene skal udredes gennem Arbejdsgiverne samtidig med Sygekassebidragene; bære den væsentligste Del, Arbejdsgiverne Arbejdsgivernes Bidrag skal hjælpe til at retfærdiggøre Sparetvangen. Naar der paa vedkommendes staar over 100 Mk., bliver det overskydende fri Ejendom; Resten kan angribes i Tilfælde af Arbejdsløshed, og da kun efter visse Regler.

Dette System passer ikke ilde ind i den tyske Arbejderforsikring, og stemmer vel ogsaa godt med Nationalkarakteren, medens det i vore nordiske Lande næppe vilde faa overvejende Stemning for sig. Noget andet var, at man oprettede frivillige Sparekasser,

der fik Tilskud fra det offentlige paa lignende Maade som man i Gent har forudset den Art Opsparing for saadanne Arbejdere, der ikke som Medlemmer af Fagforeningerkan Andel i Kommunernes Tilskud, idet man derved ligesom tager Brodden af den Indvending, at Kommunaltilskudet er en Understøttelse til Kampforeninger,selv det ikke ydes under Arbejdskonflikter.

I Midten af Oktober 1902 var Arbejdsløshedsforsikringen for en omfattende Diskussion i den tyske Rigsdag i Tilslutning til en tidligere Forhandling Januar s. A. Det eneste positive Resultat var vel et Tilsagn fra Statssekretæren om, at Forbundsraadet tage Spørgsmaalet under indgaaende Behandling. selve Rigsdagen kom alle mulige Forslag frem, uden at der syntes Mulighed for at man kunde samles om noget enkelt, ligefra Sparetvang og Tilladelse Kommunerne til at indrette obligatorisk Arbejdsløshedsforsikring eller uden Sygekasserne som Mellemled, og til Socialdemokraternes Plan om Statshjælp til Fagforeninger. Dette sidste Forslags største Interesse ligger maaske deri, at det helt og holdent slutter sig til den bestaaende Samfundsordning uden at kræve hele Produktionen omorganiseret. Ligesaa Uenighed vil der sikkert være Nord for Kongeaaen.

Det er klart, at Løsningen af en saa vigtig Opgave altid maa have sit særegne nationale Præg; Løsningen maa staa i nøje Forhold til den sociale og økonomiske Udvikling i det hele taget. Naar man derfor vil prøve paa at trække Grundlinjerne for en Ordning, som kan tænkes at vinde nogenlunde almindelig Tilslutning herhjemme,saa

hjemme,saakan jeg ikke tro, at man vilde finde Hvile i en Tvangsforsikring, og man har heller ikke det Grundlag for den som i Tyskland. Kasserne i Bern og Köln, med deres Halten mellem Formynderi og Selvhjælp, har næppe heller Fremtiden for sig. Tilbage bliver da kun den frivillige Sammenslutning. Vil det støde paa for mange Vanskeligheder at benytte Fagforeningernesom og støtte dem, paa samme Maade som man gør det i Gent, og som f. Eks. den danske Stat giver de anerkendte Sygekasser en Million Kr. om Aaret, saa er der næppe nogen anden Mulighed i Sigte end at tænke sig Opgaven løst ved neutrale Foreninger med eller uden fagligt Præg, der søgte deres Styrke i Gensidigheden og Selvkontrollen,og Løn for det Arbejde, de udførte, fik Støtte fra offentlig og privat Side. Jeg indser vel, at ogsaa dette kan have sine Vanskeligheder, og det skulde glæde mig, om andre kunde finde noget bedre til Løsning af denne Kæmpeopgave.

Thi trods al Famlen og Uenighed har man i hvert Fald ikke Lov at lade Opgaven ligge. Det er en fattig Trøst, at Arbejdsanvisningen som en Frugt af Diskussionen om Arbejdsløsheden har gjort saa rivende Fremskridt i de sidste 10 Aar; thi Arbejdsanvisningen kan, med al den Nytte den gør, kun glatte nogle Rynker, men ikke læge Saaret. Den sørgelige Kendsgerning,at Reservearmé i Tyskland den 2. Decbr. 1895 talte over en halv Million Mand, er af saa vidt rækkende Betydning, at intet Menneske med Hjerte i Livet, som selv har sit gode og sikre Udkomme,kan at føle den alvorligste Tilskyndelse til at tænke over, hvorledes Samfundet kan komme

dem til Hjælp, som ere paa Livets Skyggeside, og som
bestandig har Arbejdsløshedens Damoklessværd hængendeover

Til Foredraget knyttede sig en Diskussion. Af de
her faldne Udtalelser fremhæves følgende:

Dr. pol it. L. V. Birck: Professor Westergaards Udtalelser var jo ret mistrøstende for Venner af Forsikringstanken. dog var der sikkert endnu flere Vanskeligheder end dem, Indlederen havde fremhævet. Taleren skulde saaledes pege paa den for Arbejdsløshedsforsikringen Kendsgerning, at det i det væsentlige er de samme Arbejdere, der Aar efter Aar blive arbejdsløse; paa Grund af Minimaltariferne er det stadig de mindst duelige, de mindst arbejdsdygtige Folk, der maa gaa ledige, og dette vil bevirke, at det vil blive vanskeligt at faa de bedre Arbejdere med i en Forsikring. I det hele havde Taleren den Opfattelse, at Spørgsmaalet var saa fortvivlet uløseligt, at det Offentlige, naar det vilde træde hjælpende til, hellere maatte søge andre Veje — overlade det til Arbejderne selv at afbøde Ondet saa godt de formaa, og saa give Fagforeningerne et Tilskud; der kunde forlanges fyldestgørende for, at Understøttelses- og Strejkeafdelingen Foreningernes Formuer holdtes strængt ude fra hinanden. løvrigt var det farligt at give noget for intet; Problemet var at finde Arbejde til de arbejdsløse, men dette Problem er saare vanskeligt.

Sagfører S. Berthelsen, Høng, savnede saaveli indledende Foredrag, som i hvad der herhjemmeer om Arbejdsløsheden, en Paavisningaf mærkelige Reform, som netop paa dette Omraade for nylig er gennemført i visse australske Stater. Taleren sigtede ikke just til de saakaldte »Arbejderlove« paa Ny Zeeland, som ved tvungen Voldgift m. v. havde søgt at regulere Arbejdsforholdene udefra. Ejheller til de Foranstaltninger, som vare trufne for at skaffe ledige Arbejdere Sysselsættelse ved offentligeSkovarbejder 1., og for ved gratis Jernbanerejser at lede Arbejderstrømmen til de Pladser, hvor der fandtes Arbejde; saadanne Foranstaltninger var naturligvisaf

ligvisafstor Betydning som en Udvidelse af Arbejdsanvisningssystemet,og egnet til at hindre, at Arbejdsløshedopstod end absolut nødvendigt. Men den Reform, som Taleren særlig ønskede at henlede Opmærksomheden paa, var af en hel anden Art, nemlig den nye Grundrentebeskatning i Australien. Medensdenne var af liden eller ingen fiskal Betydning,som Indkomstkilde, havde den straks ved Skattelovens Fremkomst (i Ny Syd Wales 1895) vist sin enorme Betydning som social Foranstaltning, ved den Sidevirkning, den havde udøvet paa Jordpriser,derigennem paa Husleje, Varepriserog for alt (forhøjende) paa Arbejdslønnen, hvis Stigning ad naturlig Vej forhindrer Arbejdsløsheden.Dette netop vist sig i Ny Syd Wales. Det officielle Register over Arbejdsløse udviste Aar 1893: 12145, 1894: 13575 og 1895: 14062 Arbejdsløse,altsaa betænkelig Stigning. Men Forholdet forandrede sig ganske, da Loven om Grundværdiskat fremkom i 1895, 'det de Arbejdsløses Tal udgjorde Aar 1896: 6427, 1897: 4167 og 1898: 3843. Disse Tal vare tagne fra kompetenteste Kilde. En amerikansk Stat (Colorado) udsendte nemlig i 1899 en officiel Kommission til Australien med den Opgave personlig at undersøge dette mærkelige nye Grundværdi-Skattesystem,og er fra dennes, Senator Buchlin's officielle Rapport, at hine Tal ere hentede. Senatoren udtalte i det hele den gunstigste Dom over Reformens Virkningeri Henseende, og der er derfor ingen Grund til at undersøge Sagen nærmere. Det var næppe til Samfunds medicin — som Forsikring er for den alt opstaaede Arbejdsløshed — vi trænge, men derimod snarere til den Samfunds hygiejne, der som sunde økonomiske Lønforhold forhindrer, at Arbejdsløshed opstaar. Og saaledes virker bevislig en Grundværdiskat.

Sygekasseinspektør Sørensen: Dr. Birch mente, at den af Professor Westergaard anbefalede Vej, nemlig at give Understøttelse til Arbejdsløshedsforsikrings-Kasser,vildevære medens man derimodmaattegaa at yde Understøttelse til Fagforeningerne.Talerenvilde spørge: hvad er i Grunden Forskellen paa de to Ting? Hvis nu FagforeningerneoprettedeArbejdsløshedskasser, Statsunderstøttelsen indgik? Bortset fra, at de uafhængigeForsikringskassermaa

hængigeForsikringskassermaastaa aabne ogsaa for Arbejdere i Faget, som ikke var i Fagforeningerne, vilde der ikke være nogen Forskel paa de to nævnte Fremgangsmaader, naar Fagforeningerne støttede de uafhængige Forsikringskasser ved at øve et moralsk Tryk paa deres Medlemmer til at gaa ind i disse Kasser. Men dette var ogsaa en nødvendig Forudsætning; uden Fagforeningernes Støtte kunde man lige saa godt opgive ethvert Forsøg paa at indføre en Forsikring mod Arbejdsløshed; med deres Støtte troede Taleren fuldt og fast, at Professor Westergaards Forslag lod sig gennemføre. Men der kunde vel være Grund til at haabe paa en saadan Støtte fra Fagforeningernes Side, dersom der ydedes et Statstilskud af Betydning, idet Fagforeningernehavdestøttet Sygekasserne, uagtet de sidstnævnte stod aabne for alle, hvad enten de vare Fagforeningsmedlemmer eller ikke. — Der havde været Spørgsmaal, om man burde gaa til en Tvangsforsikring eller lade Indtrædelsen i Kasserne være en frivillig Sag. Det første vilde Taleren her i Danmark anse for en Umulighed; Tvang vilde desuden være overflødig hos os; man behøvede kun at erindre, at i Danmark var 1/₅ af Befolkningen sygeforsikret uden Tvang, i TysklandkunJ/6 d Tvang. — Arbejdsløshedsforsikringen kunde paa forskellig Vis tage Sygeforsikringen til Mønster, men Taleren vilde dog advare mod helt igennematorganisere førstnævnte paa samme Maade som sidstnævnte. Medens man f. Eks. kunde have lokale Sygekasser, der hver for sig omfattede Arbejdere i mange forskellige Fag, var en tilsvarende Ordning af Arbejdsløshedsforsikringen en Umulighed; her mnatte man have Fagkasser, der omfattede hele Landet. Paa mange andre Punkter vilde der derimod blive Lighed. Man maatte saaledes ved Arbejdsløshedsforsikringen have en Karenstid, der næppe kunne sættes lavere end i Aar, i hvilken Tid Medlemmet altsaa var ydende men ikke nydende. Endvidere burde den første Del af den arbejdsløse Periode ikke falde Kassen til Byrde, ligesom der selvfølgelig maatte sættes en TidsbegrænsningforUnderstøttelsens — Spørgsmaalet om Fastsættelsen af Kontingenternes Størrelse vilde naturligvis volde nogen Vanskelighed; men naar man i denne Sammenhæng havde beklaget den ringe Udvikling,Statistikenhavde paa dette OmraaJe,

vilde Taleren dog gøre opmærksom paa, at selv et nok saa paalideligt Gennemsnitstal ikke vilde give nogen synderlig Vejledning ved Fastsættelsen af Præmietariferne,dermaatte højst forskellige fra Fag til Fag. Man maatte i Virkeligheden delvis gaa i Blinde; Taleren var dog ikke saa bange herfor; ogsaa ved Sygeforsikringen havde man maattet prøve sig frem-, som Sygekasseinspektør havde Taleren uden Vanskelighed fra Kassernes Side faaet gennemført en meget praktisk og højst betryggende Regel om Ligning af Ekstrapræmier, naar et Aars Regnskab viste, at saadant var nødvendigt. — Af Vanskeligheder havde man særlig fremhævet Kontrollen dels med, at Medlemmerikketilsneg Understøttelse, skønt de havde Arbejde, dels med at de, hvis Arbejdsløshed er selvforskyldt(arbejdssky,fordrukne, Individer), ikke komme til at falde Kasserne til Byrde. Taleren var imidlertid overbevist om, at hvis man lagde StyrelseniArbejdernes Hænder, skulde de nok sørge for at føre tilstrækkelig Kontrol; Erfaringen havde vist, at Arbejderne ikke tage med blød Haand paa daarlige Kolleger. — Det vilde naturligvis ikke være saa helt let at finde en passende Form for Forsikring af Sæsonarbejdere(Folkmed stor normal Arbejdsløshed) ; i nogle af de herhen hørende Fag (navnlig Bygningsfagene)varLønnen saa høj, at Arbejderne nok kunde yde en Forsikringspræmie, der i Forbindelse med Statstilskudet kunde dække Risikoen; man kunde iøvrigt ogsaa følge den Fremgangsmaade at lade en vis Del af den arbejdsløse Periode falde paa de paagældendeArbejdereselv, a. O. kun lade Forsikringen omfatte den Arbejdsløshed, der overskred en vis forud fastsat »Normal« — Arbejdsløshedsforsikringen maatte naturligvis helst gaa Haand i Haand med en vidt forgrenetArbejdsanvisning;men var der formentlig ikke uovervindelige Vanskeligheder; Fagforeningerne havde jo her vist Vejen, idet der i de fleste betydeligereFagvar et vel ordnet Oplysningssystem, som let lod sig overføre paa Arbejdsløshedskasserne.

Paa given Foranledning bemærkede Taleren senere, at Understøttelse ved Strejke og Lockout selvfølgelig maatte være Arbejdsløshedskasserne uvedkommende, det maatte blive Fagforeningernes Sag ligesom hidtil.

Generaltolddirektør Rubin: Naar foregaaendeTalere

endeTalerehavde sammenstillet Forsikring mod Arbejdsløshedmed og Sygeforsikring, var hertil at bemærke, at de sidstnævnte Forsikringsarter vare af en noget anden Natur end den første. Døden er os alle vis, og Chancen for, at enten Mand, Kone eller Børn blive syge, er langt større end Chancen for, at Manden skal blive arbejdsløs. Det var værd at fremhæve denne Forskel, fordi den vilde medføre, at det bliver vanskeligere at faa Arbejderne til at forsikre sig mod Arbejdsløshed end mod Sygdom og Død. Hvis der ikke kom et Pres til udefra, var der ingen Grund til at vente stærk Tilslutning til frivillige Arbejdsløshedsforsikringer.Skulde føres igennem, maatte det derfor blive ved Fagforeningernes Hjælp — for saa vidt var Taleren enig med Sygekasseinspektøren — saaledes at Foreningernes moralske Pres paa deres Medlemmerogsaa dem til at være med i denne Gren af Organisationen.