Ti T
ivlarx-Litteraturen er ikke rig paa Dansk. Bortset
fra det i »Socialistisk Bibliotek« meddelte Ekstrakt
af »Das Kapital I« og fra de nationaløkonomiske Professorers
af Marxismen i Forelæsninger og
Foredrag, er selve Marx's Værdilære vanskelig tilgængelig
danske Læsere, der ikke have Tid eller
Taalmod til at gennempløje »Kapitalens« 3 Bind.
Særlig til Brug for Studerende giver jeg da her en
meget sammentrængt Fremstilling af dennes Værdilære.

I. Forbrugsgode og Brugsværdi

Mennesket har visse Fornødenheder, der tilfredsstilles Forbrugsgoderne. Disse har følgelig en Brugsværdi, en fysisk, ikke en økonomisk Egenskab Goderne. Oprindelig forarbejder den enkelte visse Forbrugsgoder, fordi de har Brugsværdi.

II. Forbrugsgoder blive til Varer.

I det kapitalistiske Samfund arbejder imidlertid
den enkelte Driftsherre ikke for at frembringe Forbrugsgoder,og

brugsgoder,ogaltsaa ikke med Brugsværdien for Øje; han fremstiller sælgelige Ting: Varer — med deres Bytteværdi for Øje, deres (økonomiske) Evne til at ombyttes med Penge. Produktionens Resultat har da tvende af hinanden delvis uafhængige Egenskaber,der bør adskilles: det er et Forbrugsgode,der Brugsværdi (nemlig for Konsumenten), og det er en Vare, der har Bytteværdi (nemlig for den kapitalistiske Producent). I Økonomien omhandler vi kun Varer og

III. Bytteværdi.

Arbejdet er Kilden til al Rigdom; ene den frembringer Varerne ombyttes følgelig i Forhold til den i dem liggende, anvendte Arbejdsmængde. Bytte værdien bliver da ikke blot noget relativt, men i sig selv noget absolut: en vis Arbejdsmængde, en vis Mængde »afløben«, anvendt Arbejdstid-, som Arbejdet teknisk skaber Forbrugsgoder og Brugsværdi, det økonomisk Varer, hvis Bytteværdi lig med den i Varen inkorporerede Arbejdsmængde, forudsættes proportional med, og derfor maales med Arbejdstiden.

IV. Værdisubstansen.

Nu ved Marx meget vel, at Arbejde i og for sig ikke er nok til at skabe Værdi (et Barn, der laver Sandhuse, en Haandværker, der med stor Møje laver en Ting, man ved Maskinens Hjælp fremstiller i et Øjeblik); Arbejdet maa derfor være samfundsmæssigtnødvendigt, v. s. Varen maa udkræves, og

der maa ikke derpaa anvendes mere Arbejde end det,
der følger af Produktionsteknikens øjeblikkelige Trin.*)

V. Reduceret Arbejdstid.

Der er imidlertid forskellig Art Arbejde: kvantitativt kvalitativt. Denne Vanskelighed løser Marx ved at reducere alt Arbejde til enkelt (reduceret eller normalt) Arbejde; forsaavidt der kun er en kvantitativ Forskel paa tvende Arbejderes Præstation, lader denne Reduktion sig let foretage (og foretages daglig); men, hvor Forskellen er af kvalitativ Art, er Sagen vanskeligere. Marx mener dog, at kvalificeret Arbejde (»skilled labour« eller »kompliceret Arbejde«, som han kalder det) kan opløses i simpelt enkelt Arbejde, at f. Eks. en Elektrikers Arbejdstime er lig med 2 Arbejdsmænds Timer. Det er altsaa det reducerede normale Arbejde, udtrykt i Arbejdstiden, er Værdisubstansen, det værdigivende Element, og som saadan det naturlige Værdimaal, fordi det er tilstede ensartet i alle Varer.

VI. Maskinens Kapitalværdi.

Maskinens Værdi er som enhver anden Vares det
i Maskinen liggende (anvendte) Arbejde. Den har ikke
større Bytteværdi. Har den kostet 100 Arbejdstimer

---

*) Enkelte Sætninger hos Marx kunde tyde paa, at han med det samfundsmæssigt nødvendige Arbejde ogsaa mener »Grænsearbejdet«, Arbejde, der udkræves ved Produktionen af de under de ugunstigste Omstændigheder frembragte Varekvanta. Mærkeligt er det i al Fald, at Marx her giver Plads for en Profit, der opstaar ved at en Driftsherre kan producere med Anvendelse af mindre Arbejde end det samfundsmæssigt nødvendige, dog at undersøge denne (Differential-)Profits Art eller Følger.

at fremstille, er dens Værdi ioo Arbejdstimer. Producererman ved denne Maskines Hjælp og ved yderligereAnvendelse ioo Arbejdstimer f. Eks. ioo Stk. Varer, er der i hvert Varestykke inkarneret 2 Arbejdstimer;det Timer, Maskinens Fremstillelse har krævet, fordeles da lige over den Mængde Varer, der produceres, inden Maskinen er opslidt.

VII. Driftsherrens Andel.

Her er Marx svævende og vanskelig at faa fat paa: han anerkender Driftsherrens organiserende Evne og dennes Uundværlighed, men synes dog ikke engang at ville give hans Præstation Stilling med kvalificeret Arbejde, forsaavidt Driftsherrens Virksomhed skulde give Værdi til den producerede Vare. Det synes da ene at være det fysiske Arbejde, der bliver værdigivende. fastholder han ikke dette Standpunkt.

VIII. Værdiligningen

Hvorledes opdages Bytteværdiens Eksistens, og udtrykkes denne i Penge? I en lang og selvfølgelig Udvikling paaviser Marx, at først sammenlignes to Varer med hinanden, dernæst (i den udviklede Bytteligning) Varer-, endelig sammenlignes alle Varer med én bestemt Vare; som denne sidste Vare tages tilsidst Guldet, »Pengene«. Men Betingelsen for Ligestilleisen to Varer og den deraf følgende Ombytning stadig, at der i disse er inkorporeret lige meget Arbejde.

IX. Bytteformlen

Den oprindelige Form for Byttet er ved Arbejdets

Deling den, at en Mand producerer én Vare (V]) og derfor tilbytter sig en anden Vare (TV), hvori der er samme Arbejdsmængde inkarneret. Er Pengene traadt ind som Formidler ved Køb og Salg, vil han producere I\. sælge den for Penge (j°) og for disse Penge købe V.>, Formlen hedder da

Men i det kapitalistiske Samfund stiller det sig anderledes: Kapitalisten producerer ikke for de Goder, han kan faa for sine Varer, men for at tjene en Profit. For en Del af sin Kapital, Pengene P, køber han en Vare og sælger denne igen for Penge. Men da hans Maal ikke er direkte Forbrug, og han altsaa ikke tilskyndes den større Brugsværdi, han kan vinde ved Byttet, maa han have en anden Spore, og det er den, at han faar mere for den købte Vare, end han selv har givet, nemlig P4-p. Formlen

(hvor p er Gevinsten ved Byttet) er da den kapitalistiske
for Byttet — medens den oprindelige
og naturlige Formel vilde være

X. Merværdi.

Men da Varerne kun ombyttes efter deres Værdi, d. v. s. efter den i Varen liggende Arbejdsmængde, og denne jo ikke forandres, selv om en Kapitalist indtrædersom mellem Arbejderen og Forbrugeren, kan da denne Merværdi (p) opstaa,denne der lokker Kapitalisten til at købe og lade producere Varer, han jo ikke har Brug for, men som han blot vil sælge igen for Penge. Vi

ser jo, der er en Merværdi, som bliver Kapitalistens
eneste Motiv til hans økonomiske Aktion.

XI. Arbejdskraftens Pris.

Merværdien kan kun opstaa, hvis der er en Vare, som Kapitalisten kan købe under dens reelle Værdi, under den Værdi, den har for ham. Og denne Vare er Arbejdskraften. Her sondrer Marx mellem tre Begreber:

i) Mennesket, Arbejderen, der sidder inde med en 2) Arbejdskraft, der igen er i Stand til at præstere 3) Arbejde, yde Arbejdstimer. Deter ikke Mennesket, Arbejdsgiveren køber, heller ikke Arbejdet, men Arbejdskraften: Arbejderen stiller sin Arbejdskraft til Kapitalistens Disposition.

Hvad er denne nu værd, dens Bytteværdi?

Ja Arbejdskraften ligner alle andre Varer i, at dens Bytte værdi er lig med det Arbejde, det koster at producere den, d. v. s. at skabe og vedligeholde den i Arbejderens Person beroende Arbejdskraft, eller: Arbejdskraftens er lig med det Antal Timer, som udkræves for at fremstille de Varer, hvoraf Arbejderen og dennes Familje skal leve. Og Arbejderen kan leve af meget lidt.

Fordi Kapitalisten sidder inde med Arbejdsmidlerne og med Subsistensmidlerne, kan han diktere sine Betingelser de Arbejdere, der stadig trykke paa for at faa Arbejde (jfr. Marx's Lære om Arbejderreserven og Las a lie's jernhaarde Lønningslov). Arbejderen faar da kun saa meget for sin Arbejdskraft, som svarer til, hvad der kan holde ham og hans Familje lige over Hungerlinjen.

XII. Arbejdskraftens Produkt.

Men Arbejdskraften kan nu engang frembringe mere, end Arbejderens nødtørftigste Underhold kræver. Dette kræver maaske ikke mere end 5 Timer daglig, og ikke desmindre arbejder han i 10, n, 12 Timer, og hver Times Arbejde, han lægger i en Vare, skaber Bytte værdi. Merværdien opstaar da ved at Arbejderen længere, end en Proletartilværelse kræver, yder flere Timer i Løbet af Dagen end de Timer, der ligger i de Varer, hvoraf han og hans Familje lønnes og lever.

Hvis Arbejderen arbejder 10 Timer daglig, og hans Ernæring og Bolig kun svarer til 5 Timer daglig, er Kapitalistens Merværdi 5 Timers Arbejde. Merværdien da Forskellen mellem den Mængde Arbejde, præsterer, og den (ringere) Mængde Arbejde, Produktionen af Subsistensmidlerne for ham og hans Familje kræver.

XIII. Variabel og konstant Kapital

Arbejdsgiveren (Køberen) giver Arbejderen sin Løn i Penge; dertil anvender han altsaa en Del af sin Kapital. Denne som Arbejdsløn udbetalte Del af Arbejdskøberens kalder Marx den variable Kapital (v), fordi dens Værdi varierer, alt eftersom Kapitalistens Monopolmagt i Arbejdsforholdet er stærkere svagere.

Men der skal ogsaa bruges Maskiner; den deri lagte Del af Arbejdsgiverens Kapital kaldes den konstanteKapital fordi dens Værdi ¦_— det til Maskinens Produktion anvendte Arbejde — er uforanderligt.Summen

derligt.Summenaf begge de to Kapitalformer (c -\- r)
er da hele Arbejdsgiverens Kapital.

XIV. Udbytningsraten.

Merværdien (///) opstaar ved Anvendelse af menneskelig
Arbejder Arbejderen i g Timer
og hans Underhold kan produceres i 6, er m «= 3, og
Merværdiraten, Forholdet mellem Merværdien og
Arbejdskraftens Bytteværdi er :5/,; '?,.
Da Arbejderen og Produktet begge betales med
Penge, vil, hvis den anvendte Lønkapital er v og Merværdien
Merværdiraten være . Denne Brøk kaldes
ogsaa Udbytningsraten. Lad en Arbejdsgiver indbetale
Kr. i Løn og lad Produktet være 150 Kr.
værd, Merværdien er 50 Kr. og Merværdiraten er da
1/2. Jo længere Arbejdstiden er, og jo længere ned
Arbejderens Løn kan trykkes, des større bliver Merværdien
med den Merværdiraten.

XV. Profitraten.

Men Kapitalisten ser ikke paa, om han faar sit
Overskud fra den variable eller konstante Kapital; han
sammenligner det med hele den anvendte Kapital.
Merværdien, opstaaet ved Arbejdskraftens Anvendelse,
da til Profit, der staar i et vist Forhold
til Arbejdsgiverens totale Kapital c ~j- v, eller:
c -(— v
bliver Profitraten. Jo større en Del af Kapitalen
der er Arbejdslønkapital, des større bliver, naar c er
uforandret, Merværdien og dermed Profitraten.

Maskinkapitalen skaber som sagt ikke Merværdi;

men Kapitalisten anvender den, fordi den gør Arbejdet mere produktivt; den gør, at Arbejderen i kortere Tid kan producere, hvad der svarer til hans eget Underhold og forøger dermed indirekte Merværdien. Derfor er Kapitalisten tvungen til at anvende Maskinkapital, uagtet det kun er den variable Kapital, der giver Merværdien.

Lad f. Eks. den variable Kapital være 50 Kr., og
Merværdien derpaa 20. Lad der nu hertil være anvendt
i konstant Kapital andre 50 Kr.: i saa Fald vil Mer-
M _ _ vi a,
værdien være -- = - -, men Profitraten = -;U).
v v 4- c

XVI. Kapitalens organiske Sammensætning.

Men Merværdien er ikke den samme overalt, i
nogle Fag trykkes Arbejderens Løn ikke saa meget
som i andre Fag, og tilmed er Kapitalens organiske
Sammenhæng (d. v. s. Forholdet mellem v og c,
mellem variabel og konstant Kapital) ikke ens i alle
Anvendelser: i nogle Fag er der megen Maskinkapital,
i andre megen variabel Kapital. Lad m være 20 og
den variable Kapital 50, lad i en Virksomhed den
konstante Kapital være 50, i en anden 70 Kr. Medens
Merværdiraten for begge Virksomheder er 20/50 = 2/3,
vi
er Profitraten i den første - ,—,— =20: (;o 4- go)
= 1/5, men i den anden 201(50 j-70) = 1j6.

XVII. Profitens Udligning.

Men Profiten skal være ens overalt: de kapitalanbringendeKapitalister
derhen hvor Profiten er
høj, bort derfra, hvor den er lav. Derfor vil i ovenstaaendeEksempel

staaendeEksempelKapitalen søge bort derfra, hvor Profitraten er 1/₆, og gaa derhen, hvor den er :-. Denne Kapitalens Vandring trykker Vareprisen, saaledesat Vare, i hvis Fremstilling Profitraten var høj, sælges under sin Bytteværdi, medens den anden Vare sælges noget over sin Bytteværdi, d. v. s. henholdsvisfor eller mere Arbejde, end der er i Varen.

Marx siger i iste Del, at Varerne ombyttes efter det deri liggende Arbejde, men ender med den Saltomortale, den faktiske Markedsværdi er over eller under, maaske aldrig sammenfaldende med Bytteværdien. sker her en Ændring i Terminologien, Bytteværdien spalter sig i tvende Værdier: i) en Bytteværdi, udtrykker og er det i Varen liggende Arbejde og 2) en højere eller lavere Markedsværdi.

Samtidig opstiller Marx Profiten som enstydig med Merværdien, senere erklærer han, at paa Grund af Profitens udlignende Tendens er Profiten ofte mindre end Merværdien, idet Varen sælges under sin Bytteværdi, saaledes en Del af Profiten afgives til Publikum.

XVIII. Handelskapitalens Profit.

Hertil kommer, at Handelskapitalen ogsaa kræver en Profit. Men da den kun i forsvindende Grad beskæftiger maa den producerende Kapitalist finde sig i at afstaa en Del af sin Gevinst til Ejeren af Handelskapitalen ved at sælge Varen til ham under dens Bytteværdi.

Man vil se, at her falder hele Marx's smukke
Værdilære fra hinanden. Varen sælges under dens

Bytteværdi, først til den handlende Kapitalist, og dernæsttil
der saaledes begge faar Del i Merværdien.

XIX. Katastrofen.

Den saaledes som Profit sig aabenbarende Merværdi som ny Kapital, der atter suger menneskeligt til sig, tvinger Arbejderne til at købe sig deres daglige Brød: Merværdi. Denne Bevægelse gentager sig stadig, men for hver Omdrejning er der færre Kapitalister, der deltager i Nydelsen af Merværdien.

Efter Katastrofeteorien bliver der færre og færre Driftsherrer, indtil der bliver saa faa, at man ikke længere vil taale det, og da sker det, at de udbyttede de udbytten de. Først da, efter denne Ekspropriation, indtræder den Marx'ske Værdilære al sin Herlighed, først da ombyttes Varerne virkelig efter deres naturlige Bytteværdi: den i dem liggende Arbejdsmængde.

XX. Resumé.

Afklædt alle sine tekniske Vendinger udsiger Marx's Værdilære følgende; i) Varerne burde ombyttes efter det i dem liggende Gennemsnitsarbejde, men de blive det oftest ikke. 2) De manuelle Arbejdere faar ikke hele Udbyttet af, hvad de i Forening med Maskiner og under Driftsherrens organiserende Virksomhedproducere. maa, alt efter som deres Antal driver dem nærmere eller fjærnere Hungerstadiet, afstaaen af, hvad de frembringer: 1) dels til KapitalensForøgelse, dels til andre ikke manuelt

arbejdende Personers Underhold, 3) Maskin kapitalen forøger ganske vist Arbejdets Resultat og dermed Merværdien, Arbejderen da i saa meget des kortere Tid kan producere sit eget Underhold, men forøger ikke Varens Værdi, 4) Profit opstaar alene af det menneskelige Arbejde, der lønnes med mindre, end det (ved Maskinens Hjælp) kan frembringe. Den ved Anvendelseaf Arbejdskraft vundne Merværdi fordeles mellem Maskinkapitalen, den som Arbejdslønudbetalte og den i Handelen anbragte Kapital. Noget af den kommer dog ved en Forringelse i Priserne Publikum — altsaa ogsaa Arbejderne — til Gode.

Saa lidt kan siges med saa mange Omsvøb.