Laurits V. Birck. Værditeori, en Analyse af Begrebet »Efterspørgsel og Tilbud«. I_—II. København 1902. V. Oscar Søtoftes Forlag. (132 + 189 S.)

Ligesom flere tidligere Skrifter og Afhandlinger af Birck er den foreliggende Bog, der er fremkommen som en Afhandling for Erhvervelsen af den statsvidenskabelige præget af Forfatterens klare Logik. Den viser Evne til at tumle med den abstrakte Deduktion, parret med Interesse for og Forstaaelse af praktiske økonomiske Spørgsmaal. Den teoretiske Deduktion er for Birck ikke en Tankesport, men det er ham om at gøre at benytte den som et Middel til at komme dybere tilbunds i Forstaaelsen af det virkelige økonomiske Livs Fænomener. Derimod undgaar han ikke en Fare, som ligger nær for den, hvis Evner særlig gaar i Retning af teoretiske Ræsonnementer, nemlig Fristelsen til for hurtigt at bygge Broen fra den abstrakte til Bedømmelsen af de faktiske — økonomiske sociale — Forhold uden først at underbygge den med et solidt Erfaringsmateriale.

Eksempler paa denne Fejl og i det hele paa en Tilbøjelighed til for hurtigt at komme til et positivt Resultat, uden at have gennemarbejdet Problemet fra alle Sider, findes flere Steder i Bircks Skrift, og det er hovedsagelig paa denne lidt for store Hurtighed — som ogsaa giver sig Udslag i en vis Flygtighed i Bogens Sprogbehandling og i dens Udtalelser om den tidligere Litteratur — at de følgende kritiske Bemærkninger Sigte.

I Læren om Produktionsomkostningerne i anden

Del følger Birck i Hovedsagen samme Vej som de fleste nyere Værditeoretikere. Det kunde maaske noget skarpere pointeres, at det, som særlig har givet GrænsenyttelærenBetydningoverfor forskellige ældre FremstillingerafProduktionsomkostningerne det værdibestemmendeMoment,netop den Omstændighed, at Produktionsomkostningerne i intet Tilfælde er nogen fast Størrelse, men altid i større eller mindre Omfang paavdrkes af den færdige Vares Værdi, altsaa af det, som de skulde bestemme. Skønt dette som sagt ikke er saa skarpt pointeret, fremgaar det dog indirekte af hele Fremstillingen af Læren om Produktionsomkostningerne,menhvad kan være Anledning til at indvende mod denne, er den kategoriske Maade, hvorpaadeforskellige Reaktion mod en forandret Efterspørgsel fastslaas. Ganske vist vises det, hvorledes der i alle Virksomheder er Tendens til at en forøget Efterspørgsel fremkalder højere Priser paa Raastoffer og højere Arbejdsløn, men alligevel slaas det fast som en Læresætning, at Industrien ved forøget Efterspørgsel arbejder med faldende Produktionsomkostninger,Haandværketmed og Landbrugetmedstigende. Tredeling finder man ogsaa hos andre Forfattere, men den er i Virkeligheden alt for snæver overfor det praktiske Livs Mangfoldighed og vekslende Forhold. Af Sætningen om Industriens faldende Produktionsomkostninger er kun saa meget rigtigt, at en Udvidelse af den enkelte Bedrifts Størrelse under visse Forhold og indtil et vist Punkt bringer de relative Omkostninger ned. Men dels gælder det samme under visse Forhold om Landbruget, og dels er dette ikke eneafgørende med Hensyn til de prisbestemmende Produktionsomkostninger. Naar det i Prislæren gælder om at undersøge, hvorledes en forøget Efterspørgsel virker, er det fælles Udgangspunkt dette, at den har Tendens til at bevirke en Stigning i alle Raaprodukters Pris og forsaavidt altid forøgede Omkostninger, saaledes som man i enhver Opsvingsperiode kan bemærke det, f. Eks. med Hensyn til Byggevirksomhedens, Skibs- og Jærnbanebygningens Fordyrelse gennem stigende Priser paa Jærn, Træ, Sten, Cement o. s. v. Selv om Stordriftenpaadisse lignende Omraader er mere rentabel end den mindre Drift, bliver dette Forhold ikke eneafgørendeforde Produktionsomkostninger,fordiden

ninger,fordidenforøgede Efterspørgsel ikke udelukkendekantilfredsstilles Udvidelse af de ældre Bedrifter, men kræver eller ialfald foraarsager Oprettelsenafnye

Med Hensyn til Rentefodens Bestemmelse kan jeg ikke være enig med Birck, naar han opfatter den tekniske (Redskabers og Maskiners) Grænseproduktivitet bestemmende for Rentefodens Højde. I Kapitlet »Fremtidsdiskonto« antydes i Lighed med Fremstillingen hos Jevons Forskellen mellem Nutidsog som udelukkende psykologisk begrundet: at Fremtidens Nytte projiceres paa Nuets Plan, synes den os mindre, end den virkelig vil vise sig at være paa Nydelsens (eller Ofrets) Dag«. Det maa allerede overfor denne Opfattelse hævdes, at Forskellen mellem Vurderingen af Nutidsvarens og Fremtidsvarens Nytte ikke alene beror paa en Mangel paa Evne til fuldt ud at vurdere det, der ligger ude i Fremtiden, men ogsaa ofte bunder i et ganske reelt Forhold. For at tage et yderliggaaende Eksempel kan man gøre opmærksom paa, at for en Mand, der er i Færd med at sulte ihjel, har et Stykke Brød, der faas straks, en uendelig meget højere Værdi end Løftet om et Stykke Brød om et Aar. Afskygninger af dette Forhold træffer man overalt. Naar Arbejderen nøjes med en Løn, der er mindre end det færdige Produkt efter Fradrag af Driftsherreløn og andre Omkostninger, er Aarsagen hertil den, at han ikke kan vente, til Produktet foreligger i Form af færdige Forbrugsartikler, og at en mindre Løn nu derfor reelt har en højere Værdi for ham end et større Beløb paa et senere Tidspunkt.

Men hvad enten man nu lægger Hovedvægten paa det psykologiske Moment eller paa det reelle, bliver Resultatet i begge Tilfælde, at Renten bliver et VederlagforModtagelsen nutidige Værdier, færdige Forbrugsartikler.Følgenheraf at være, at naar man søger at finde den Efterspørgsel og det Tilbud, som er bestemmende for Rentefodens Højde, maa det være Efterspørgselen efter og Tilbud af Nutidsværdien. Den Nytte, som danner Grundlaget for Renten, maa være Nytten af det, som man efterspørger, naar man betaler Rente. Vil man hævde, at det er noget andet, nemlig den tekniske Kapitals Grænseproduktivitet, der

er bestemmende, maa man føre et Bevis derfor. For Bircks Vedkommende maa man vente paa den Udvikling,dervil fremkomme i en eventuel tredje Del af Værditeorien, men det maa paa Forhaand betvivles,athan være i Stand til at føre Beviset. Det er i denne Henseende af Betydning, at Førelsen af et saadant Bevis efter min Mening ikke helt er lykkedesforen skarpsindig Tænker som Knut Wicksell, skønt han har styrket sin Position ved den Definition, han har opstillet for Begrebet Grænseproduktivitet.DaBircks ikke foreligger, har det for Sagens Skyld Interesse at se paa Wicksells, som findes dels i en Afhandling i »Ekonomisk Tidskrift« og dels i »Forelåsninger i Nationalekonomi«, særlig S. 181 fif. Wicksell knytter — ligesom Birck — sin Opfattelse af Rentefænomenet til Bohm-Bawerk, idet han i Overensstemmelse med denne holder paa, at Renten skyldes den højere Vurdering af »Nutidsvarer« overfor »Fremtidsvarer«, men hans særlige Synspunkt kommer frem, idet han nærmere analyserer Bohms tre Hovedgrunde til denne højere Vurdering, nemlig 1) ForholdetmellemFornødenhed Fornødenhedens DækningiNutid Fremtid, 2) den subjektive UndervurderingafFremtidens og 3) de paa et tidligere Tidspunkt tilgængelige Produktionsmidlers eller Forbrugsmidlers tekniske Overlegenhed over dem, der først paa et senere Tidspunkt bliver tilgængelige. Her hævder W., at de to første kun har sekundær Betydning ved den egenlige produktive Kapitalanvendelse:»mankan icke antaga, att de som i produktionenstjenstanvanda kapital, i allmanhet skulle på grund af vantade tillgångar i framtiden eller subjektivofverskattningbetala i rånta, an de sjelfva faktisk forskaffa sig genom den tekniska kapitalanvandningen«.Deto skulle derfor væsenlig kun spille en Rolle ved Spørgsmaalet om Kapitaldannelsenogdens det uproduktive KapitalforbrugogKonsumtionslaanene. Spørgsmaalet om Renten af de egenlige produktive Foretagender, Renten af Produktionslaanene, har man altsaa kun at tage Hensyn til den tredje Hovedgrund, Nutidsvarens tekniske Overlegenhed. Kapital er efter W.s DefinitionsparetJordkraft sparet Arbejdskraft, og Kapitalrentenbestemmesaf mellem den sparede

og den løbende Arbejds- og Jordkrafts Grænseproduktivitet.Atder en saadan Forskel beror atter paa »att lopande arbets- och jordkraft år i ofverflodforhånden de forråttningar, som den ensam kan verkstalla, sparad arbets- och jordkraft deremot ej i samma grad ta'ckar behofvet i de många anvåndningar, der den har foretrådet, någonting som åter finner sin forklaring i de omståndigbeter, som begrånsa kapitalbildningen«.

Mod dette og iignende Ræsonnementer maa efter min Mening bi. a. følgende indvendes: Kapitalrenten er ikke Betaling for Brug af de tekniske Produktionsmidler, og¹ i det hele har den Sprogbrug, hvorefter »Kapitalen« identificeres med disse, samtidig med at Renten kaldes »Kapitalrente«, haft en uheldig Indflydelse paa Opfattelsen Forholdet mellem Kapital og Rente. For Forstaaelsen dette Forhold vilde det i Grunden være heldigere, om man vendte tilbage til Jevons' Definition af Kapital, hvorefter denne bestaar i de nutidige Subsistensmidler. der betales for paa Kapitalmarkedet, er nemlig netop Brugen af disse mod Forpligtelse til Præstation af Subsistens- (Forbrugs)midler paa et senere Tidspunkt, enten nu denne Forpligtelse faar sit Udtryk i, at man lover senere at levere dem (Laan), eller man straks præsterer et Arbejde, der først paa et senere Tidspunkt resulterer i Subsistensmidler (Arbejdslønningsforholdet).

Naar Wicksell kommer til et noget forskelligt Resultatved udelukke Bøhm - Bawerks to første og utvivlsomst rigtige Hovedgrunde fra den produktive Kapitalanvendelses Omraade, er netop denne Udelukkelseefter Opfattelse forfejlet. Det er naturligvis rigtigt, at den Driftsherre, der laaner Kapital, ikke giver mere i Rente, end han kan vente at faa ud af Produktionen,men er ikke Kærnepunktet. Spørgsmaaleter han selv opnaar at faa Rente ved Brugen af Kapitalen. Den fremkommer for ham i hans Forhold til Arbejderne, til Jordejere, til Sælgere af Maskiner o. s. v., og overfor alle disse gælder det netop, at de lader sig nøje med en Betaling, der er mindre end Produktets endelige Værdi, fordi de modtagerdenne nu, og fordi en mindre Betaling nu har større Værdi for dem end en noget større Sum senere. Grunden hertil er atter i første Række

»det olika forhållandet mellan behof och behofståkkning i nutid och framtid« eller, om man vil, Mangelen paa Evne til at kunne vente til Fremtiden. Naar W. har villet begrænse dette Moments Virkning til Kapitaldannelsen,altsaa Tilbudssiden, og til den uproduktive Kapitalefterspørgsel, har det været mig om at gøre at søge at paavise, at det ogsaa spiller en Hovedrolle ved Efterspørgselen efter Kapital til produktivt Brug. At Polemiken herved er kommen til at rette sig mod Wicksell og ikke mod Birck, har som ovenfor sagt sin Grund i, at B. ikke i de hidtil udkomne Dele af Værditeorien har forsøgt noget Bevis. —

Særlig Paaagtning fortjener i anden Del Betragtningerneover og Driftsherregevinst. Den i vore Dage saa stærkt tiltagende industrielle Kartellering og Sammenslutning har naturligt ført til, at de fleste nyere Fremstillinger af Nationaløkonomiens Teori beskæftigersig mere med Monopoler og Monopolpriserend ældre. Bircks Fremstilling af Monopolpriserneer og tankeklar-, dog maa det beklages,at helt igennem behandler Følgerne af det absolute Monopol, da Kartellerne og Sammenslutningernesom kun skaber en relativt foretrukken Stilling paa Markedet, men ikke fuldstændig udelukker al Konkurrence. Særdeles tankevækkende er ogsaa Kapitlerne om Driftsherregevinsternes Opstaaen, og naar Forfatteren kommer til det Resultat, at de store Formuers Fremkomst som Regel skyldes Difierentialrenter,d. s. dels Jordrenteindtægt og anden Monopolgevinst,dels Driftsherregevinster, som enten hidrører fra særligt Held eller særlig Dygtighed, da er dette uden Tvivl overensstemmende med almindelig Erfaring. Med Hensyn til disse Indtægters økonomiskeBetydning Forfatterens Dom af og til for kategorisk. Naar han betegner en Husmæglers Provisionved Ejendomssalg eller en Sagførers eller Bankiers Fortjeneste ved Omdannelsen af en Forretning til et Aktieselskab som en Gevinst, der er opnaaet uden at der er gjort nogen samfundsmæssig Nytte (uden at Samfundets Rigdom er forøget), saa er der jo ingen Tvivl om, at der gives Tilfælde, hvor noget saadant sker. Men at opstille det som en almindelig nationaløkonomisk Regel giver Anledning til Misforstaaelse.Ikke er der jo ved begge de nævnte

Arter af Forretninger skabt Nytte for de to Parter, Køberen og Sælgeren •, men ogsaa med Hensyn til Samfundet som Helhed maa der som oftest være Formodningfor, Transaktionen er fordelagtig. En Ejendommaa Salget antages at gaa over paa en Haand, der kan udnytte den mere økonomisk end Sælgeren, og Aarsagen til en Privatforretnings Overgangtil Aktieselskab vil ogsaa hyppigst være den, at Forretningens økonomiske Videreførelse af den ene eller anden Grund i højere Grad betrygges ved Overgangen.Aarsagen f. Eks. være den, at Ejeren ikke selv disponerer over de Kapitaler, der kræves til en nødvendig eller hensigtsmæssig Udvidelse af Driften, eller at han af personlige Grunde ikke kan vedblive at bestyre den. At der gives Tilfælde, hvor disse Forudsætningerikke Stik, berettiger ikke til i al Almindelighed at stemple disse Provisioner som Indtægter,der uden økonomisk Modydelse.

Et andet Spørgsmaal er, om de ikke som oftest er for høje, og det kan i og for sig have Interesse at se, om der er Momenter, der kan foraarsage, at saadanne betales med et større Beløb end det, der svarer til deres virkelige Nytte for den, hvem de ydes. Et saadant Moment er det, at de fastsættes efter visse Sædvaner, og i det hele danner de sædvanemæssigt Priser et interessant Afsnit af Prislæren. kommer i Henseende til Fortjenesten ved Stiftelsen af Aktieselskaber o. 1., at disses Beløb bestemmes Kulisserne, saa at de virkelig interesserede Parter, Aktionærerne, ikke faar synderligt at vide om, hvor meget de betaler. Dette er Grunden til, at mange, der iøvrigt er Modstandere af en i Aktieselskabernes Drift indgribende Aktielovgivning, dog kan bifalde en Lovgivning, hvis Formaal er at fremskaffe den størst mulige Offenlighed i Henseende til alt, hvad der vedrører af Selskaberne.

Det er utvivlsomt, at mange Aktieselskaber tynges af de store Provisioner ved Stiftelsen, hvortil ofte yderligere—i med private Forretninger — kommer store Administrationsudgifter paa Grund af det omstændelige Apparat med Direktion, Bestyrelse, Kontrolkomitéo.s. Naar Birck imidlertid ved sine BetragtningeroverAktieselskabers lægger Hovedvægten paa et andet Punkt, nemlig KapitalisationenafDriftsherregevinsten,

tionenafDriftsherregevinsten,har han sikkert peget paa et Punkt af Betydning^ men det gaar her som saa ofte, at han overdriver Værdien af denne ene Faktor og fastslaar et Resultat, som den rent teoretiske Betragtningikkekan men som kun kan fremkomme gennem en omhyggelig statistisk Behandlingafdet Erfaringsmateriale. Teoretisk kan man spørge, om det overhovedet er økonomisk rigtigt, at man, d. v. s. et Aktieselskab, køber en bestaaendeVirksomhedog Købesummen betaler et Beløb for det Udbytte, som Virksomheden kan formodesatgive Kraft af det Marked, den allerede har vundet, de særlige Afsætningsforhold, den raader over o. s. v. Herpaa maa Svaret være, at et saadant formodetUdbytteer Faktor, hvis Værdi er ganske ligeartet med den Værdi, som man overhovedet altid betaler for, naar man køber enten en Genstand, hvori Kapital er fastgjort, f. Eks. en Maskine, en Fabriksbygning,etSkib s. v. eller et Jordstykke og andre naturlige Produktionsmidler. Alle saadanne Ting henter ogsaa deres Værdi fra det Udbytte, som de kan formodes at ville give. At Beregningen kan siaa fejl, gælder i begge Tilfælde. Det kan ske, at Udbyttet af det Beløb, som man betaler for en Forretnings »Goodwill« , udebliver,mendet ogsaa hænde, at et Dampskib, som man køber eller lader bygge, ikke opsejler de Fragter, som man har gjort Regning paa. Naturligvis ansættes den kapitaliserede Værdi af en Driftsherregevinstsærdelesofte højt. I denne Henseende kan der jo ogsaa peges paa, at den livlige Stiftelse af Aktieselskaber oftest foregaar i kapitalrigelige Tider, og at Kapitaliseringen derfor beregnes paa en lovlig lav Rentefod; men hvis man vil fastslaa det som en Regel, at de Beløb, der betales for kapitaliserede Driftsherregevinster,erfor og at de fremkalder en almindelig Aktieselskabsmisére, maa man føre et statistiskBevisderfor, den umiddelbare Betragtning af f. Eks. de danske Aktieselskabers gennemsnitlige Udbytte giver ikke Betragtningen Ret. En Oversigt over Kursen paa de paa Københavns Børs noterede Aktier sammenholdt med Selskabernes Udbytte vil f. Eks. vise, at selv i Forhold til den højest noterede Kurs i Perioden siden 1895 giver det nuværende —

rentningfordetovervejende Flertal af Selskaberne. — En ugunstig Omstændighed, der kan knytte sig til Driftsherregevinsternes Kapitalisation gennem ForretningernesSalgtil nemlig det socialt set uheldige i, at enkelte Personer pludselig kommer i Besiddelse af store kontante Kapitaler, er her ladt ude af Betragtning", fordi den ikke er særlig" fremhævet i den foreliggende Behandling af Emnet.

Naar Birck lægger stærk Vægt paa, at Udebliven af et forventet Udbytte spiller en saa stor Rolle for Aktionærerne, fordi den ikke alene forringer deres aarlige Indtægt, men ogsaa deres Aktiers Kapitalværdi, da har dette Forhold ikke saa stor Betydning, som han synes at tillægge det. Aktiernes Kurs bevæger sig stadig op og ned — ikke alene paa Grund af det vekslende Udbytte, men ogsaa under Paavirkning af den skiftende Rentefod. Men for den, der har anlagt Kapital i Aktier og ikke har gjort det for at spekulere i Kursen, men for at beholde dem og tage Udbytte af dem, kan en Nedgang i Kursen i og for sig være ligegyldig, naar den ikke netop indtræffer paa et Tidspunkt, han af en eller anden Grund er tvungen til at sælge. En Sammenligning f. Eks. med de Farer, der kan opstaa ved Svingninger i Landejendommenes Værdi, vil vise en betydelig Forskel mellem de to Forhold. Naar en Landmand har købt eller ved Arvedeling udlagt en Ejendom til en for høj Pris, og den som Følge deraf er betynget med Prioriteter, hvis Rente under forandrede Konjunkturer kan komme til at overstige dens Udbytte, er ikke alene hans egen økonomiske Eksistens truet, men det gaar tillige ud over Ejendommens økonomiske Drift. Paa den anden Side gaar en særlig lav Pris ved Arvedelingen ud over de Arvinger, der ikke overtager Gaarden. Ved Aktiernes gør lignende Forhold sig i Regelen ikke gældende, dels fordi Andelen i det enkelte Selskab som oftest aldeles ikke er bestemmende for Ejerens hele økonomiske Forhold, og dels fordi Aktierne ved en Arvedeling kan sælges eller overdrages paa saadanne at Resultatet hverken begunstiger eller foruretter nogen enkelt af Arvingerne.

At et Skrift om Værditeorien giver Anledning til
saa forskelligartede Betragtninger som de foran anførte
— foruden adskillige andre, der fra flere Sider fremkomunder

komunderden mundtlige Doktordisputats — er et Bevis paa, at Bogen sætter mange Tanker i Bevægelse. Forfatteren er ikke bange for at give sig i Kast med betydningsfulde Problemer, og selv om hans Løsning af dem ikke altid tilfredsstiller fuldt ud, yder han dog betydelige Bidrag til Forstaaelsen. Der er al Anledningtil spaa ham en Fremtid som nationaløkonomisk Forfatter. E. Meyer.