K. Th. Reinhold. Der Weg des Geistes in den Gewerben. Grundlinien zu einer modemen Lehre von den Gewerben, insbesondere Handel, ister Band. Arbeit und Werkzeug. Leipzig 1901. (C. L. Hirschfeld). 392 S.

Professor Reinhold's tidligere udgivne Værk »Die bewegenden Kråfte der Volkswirtschaft_¦-< blev ved dets Fremkomst brændemærket som et kynisk Forsvar for en antisocial Penge- og Magtpolitik. En lignende Skæbne vil sikkert blive det her foreliggende Arbejde tildel, for saa vidt som dets ledende Idé gaar stik imod Strømmen. Forfatteren ser i Handelen ikke et underordnet eller tjenende Erhverv; han hævder tværtimod, at det er det førende, det fornemste og mest fuldkomne af alle. For at vise dette underkaster

han det hele almindelige Arbejdsproblem en indgaaende Undersøgelse, og saaledes er da det foreliggende Skrift opstaaet som en Indledning til Hovedværket »Der handelnde Kaufmann«, hvis Udgivelse er nær forestaaende.

I de to første Afsnit af det allerede udkomne Bind gennemgaas Arbejdets og Værktøjets Historie, i det sidste omhandles Aandsvirksomheden i Erhvervslivet (herunder et særdeles interessant Kapitel om Sproget

— »das Werkzeug im Munde«). Sluttelig optrækkes Hovedlinjerne for en Klassificering, der rummer følgende4 : Arbejdsbedrifter, Kraftbedrifter, Kunstbedrifter og »Leitungsgewerbe«. I den første Gruppe fastholdes det gamle Begreb Arbejde, saaledes at Indehaverens egen legemlige Muskelkraft anvendes produktivt. Dette er en Art Pariakaste; selv om der er Hjælpere, Svende og Lærlinge, staar »Mesteren« paa et socialt lavere Trin, end hvor han ikke selv tager Haand i med. — Kraftbedrifterne omfatter en Række af større og" mindre Virksomheder med samme almindelige Karakter. Det fælles er, at Kraften hovedsageligog ydes af en Maskine. Indehaveren er kun Leder af den mekaniske Kraft, han styrer Produktionsprocessenuden at deltage deri. — I Kunstbedrifterne er det ganske vist Haandens Arbejde, der i det ydre er det væsentlige. Men selv om den mekaniske Behandling af Stoffet her ofte kan synes at være ganske ligeartet med det, der sker i Gruppe i, er der den Væsensforskel, at det formende Arbejde sker efter en Idé; der ligger et Aandsværk bag" ved. Grænserne mellem denne Gruppe og de øvrige er selvfølgeligflydende. højt ansete Kunsthaandværker

kan synke ned i Gruppe i; i Gruppe 2 iaar han Plads, naar han bliver Fabrikant af Kunstsager, navnlig naar han paa mekanisk Vis og skablonmæssigt producerer Masse-Artikler. Men han kan ogsaa naa op i den 4de og efter Forfatterens Mening højest staaende Bedriftsgruppe.I har Driftsherren fjernet sig mest muligt fra Stoffet; her udfolder han den mest intensive Aandsvirksomhed, han er udelukkende [.eder, og selv i industrielle Erhverv mere Handlende end Producent.

Naturligvis er denne Klassificering ensidig og som systematisk Inddeling ganske uholdbar. Men der er ikke saa lidt Sandhed i den til Grund liggende Betragtning, den end kan synes noget haard og inhuman.

Som et Ledemotiv gaar det igennem Professor Reinholds Bog, at selv om Treitschke har Ret i, at »Millionerne maa pløje, smede og høvle, for at nogle Tusinder kunne studere, male og regere«, maa dog Bestræbelserne være rettede paa i stigende Grad og i saa stort Omfang, som det til enhver Tid er muligt, at frigøre den arbejdende Menneskehed fra »Berøringen med Materien«. Derfor vender Forfatteren sig imod enhver Strømning i Tiden, der forhaler »Værktøjets« Fuldkommengørelse. Som grundfalsk stempler han den Opfattelse, der endnu synes at være almindelig i Haandværkerkredseogiøvrigt forekommer blandt Socialpolitikere, den Opfattelse, at Haandværket som saadant og i dets historiske Tilværelsesform har en blivende Mission. Industrihistorien fra de ældste Tider indtil nu viser tilfulde, at dette ikke er Tilfældet. Der gives ganske vist den Dag i Dag Haandværksfag, som af tekniske Grunde nødvendigvis maa være Haandens Værk; det er navnlig de Fag, hvis Arbejde ikke giver

et hændeligt, materielt Resultat (Barberer f. Eks.), men deres Antal indskrænkes Aar for Aar, og en stor Mængde oprindeligt Haandværksarbejde udføres nu lige saa godt eller fuldt saa godt af tilsvarende Industribedrifter(Bagerier,Skotøjsfabriker). forstaar, at det kan skære en gammel Haandværker i Hjertet at se denne Udvikling foregaa for hans Øjne. Faa ere de, der have tilstrækkelig Almensans og Overlegenhed til at glædes derved. En Del gør — skønt nødtvungent — Springet ind i det nye, og lader det komme an paa Tilfældet, om de falder paa Hovedet eller paa Benene. Men den store Part nøjes med at holde det gaaende i den gamle Form, saa godt det lader sig gøre — og saa klage over den übønhørlige Forandringens Lov, der Skridt for Skridt indsnævrer deres tidligere Kundekreds.Mendet sin Betydning at slaa fast, siger Prof. Reinhold, at hvor megen Medfølelse de enkelte i Standen end fortjene, saa har Haandværket som saadantintetat sig over. Det bliver ikke undertrykt,detbliver bekriget af en fjendtlig Magt. Det bliver sluttelig heller ikke knust, men det dør langsomt, Celle for Celle, af Mangel paa indre Kraft — som Biicher siger: das Handwerk »verarmt«. Og hvorfor? Fordi det ikke vil eller kan se, at det kun er en Station paa Udviklingens Vej, kun en midlertidig Produktionsform, som maa forlades, saa snart en bedre er for Haanden. Det er en Misforstaaelse, naar man har villet gøre Haandværkets Historie til andet end et Udsnit af Teknologiens Historie, en Misforstaaelse, som har sin Grund deri, at Udøverne af Haandværket have dannet en social Gruppe, der til Tider ganske

vist har haft en stor Mission, men hvis Rolle i Samfundetnui
væsentlige er overtaget af andre.

Dette som et Eksempel. Paa lignende Maade træder Forfatteren i Marken imod enhver konservativ eller reaktionær Strømning, der hindrer »Aandens frie Gang« i Arbejdslivet. Trods det ensidige i Bogens Grundsyn, læser man den med stor Interesse — navnlig aandfuldt skrevne økonomisk-teknologiske Afsnit, Indhold dog er af alt for speciel Natur, til at der paa dette Sted kan gives Prøver derpaa.