Dr. med. A. Grotjahn. Ueber Wandlungen in der Volksnahrung. staats- und socialw. Forsch. Bd. 20, Heft 2. Leipzig 1902. Duncker & Humblot. (72 S.).

I forrige Aarhundrcde iiidtraauLe paa mange Tvlaader Forskydninger i Sammensætningen af Kosten hos de forskellige europæiske Folkeslag. Indtil da havde denne, udenfor de faatallige, meget velhavende Familiers Kreds, bevaret den fra gammel Tid nedarvede, for hver enkelt Landsdel karakteristiske, lokale Type, idet Føden udelukkende af de af Levestedets jordbund og Klima betingede Husdyrformer og Kornsorter. De vegetabilske Næringsmidler, hvis vigtigste Repræsentant er Brødet, dannede Hovedmassen af Næringen, og hertil knyttedes saa den animalske Føde i større eller mindre Mængde.

En Forandring i de gamle Kostformer begyndte imidlertid allerede i Slutningen af det 18de Aarhundrede og bredte sig i videre og videre Kredse i det 19de. Det store Opsving i Transportmidlerne og senere i Produktionsmetoderne og den frigjorte Handel og Omsætning at ikke blot Mængden, men ogsaa Arten af de i et Land forhaandenværende Fødemidler blev mere uafhængig af de lokale Forhold. Helt nye Fødemidler, som Sukker, Kaffe, Ris o. s. v., lode sig nu tilføre i saadanne Mængder, at de kunde indgaa som Led i Folkeernæringen, hvorved denne paa mange Steder undergik Forskydninger af ret væsentlig Betydning.

Hertil kom, at der med den forøgede Handel og Omsætning dels ad naturlig, dels ad kunstig Vej, fremkaldtesSvingninger de enkelte Fødemidlers Prisforhold,som influerede paa den Mængde, hvori disse indgik i Næringen blandt Landets Befolkning. Endvidere lærtes Kartoflen at kende som et værdifuldt Folkenæringsmiddel, og dens Dyrkning udbredtes overaltblandt i Begyndelsen af Aarhundredet,og

hundredet,ogendelig medførte den stigende Industri og Byernes voksende Størrelse, at store Klasser af Befolkningen unddroges Muligheden for enhver Naturalproduktionog" henvistes til Køb af Fødemidler.

Alle disse Forhold har i forrige Aarhundrede medført
paa Folkeernæringens Omraade af
sikkert stor, men endnu langt fra opklaret Betydning.

Det er disse Forskydninger, som Forf. af ovennævnte har villet henlede Opmærksomheden paa, og som han nærmere har søgt at belyse ved en Bearbejdelse af det store Materiale, der er nedlagt i Le Play's: »Les Ouvriers Européens« og Fortsættelsen: »Les Ouvriers des Deux Mondes«.

I de her foreliggende Familiemonografier udregner Forf. det aarlige Vægtforbrug pr. Enhed af visse Hovedernæringsmidler Brødkorn, Kartofler, Leguminoser, Fedt og Kød.

Ved Beregningen af Enheden benytter han den af E. Engel¹) angivne Metode. Naturligere havde det været, særlig for en Læge, at benytte Rubners, paa fysiologiske Undersøgelser hvilende Enhedsskala, der i den Art Undersøgelser er den eneste rette.

Det fremgaar nu af Forf.s Undersøgelse,-at man i det moderne Samfund maa skælne mellem i) den velhavendes valgte Kost, 2) Kosttyper med udpræget lokal Karakter, væsentlig endnu kun blandt Landbefolkningen, endelig 3) Kosten hos den alene til Pengeløn Arbejder.

I den første af disse Kostformer er den lokale Karakter mere eller mindre udvisket. Kosten er saavel kvalitativ som kvantitativ god og rigelig, og Kødforbruget stærkt fremtrædende. Blandt Landbefolkningen Kosten derimod endnu bevaret sin lokale Type, den er ensformig men rigelig, og Kød og Fedt er oftest tilstrækkeligt repræsenterede, som Følge af Svineopdrættet.

Paa enkelte Steder spores dog Tegn til Opløsning
i den gammeldags Kosttype paa Grund af den stærke
Merkantilisering af Landbrugsprodukterne.

Hvad endelig den 3die Gruppe angaar, de industrielle,alene

---

1) Engel. Der Kostenwert des Menschen (Bull. de l'instit. intern, de statist. 1895).

elle,alenetil Pengeløn henviste Arbejdere, saa finder Forf. Kosten her i kvalitativ Henseende rationel, idet den efterligner de Velhavendes, men kun hos de bedst lønnede af Arbejderne er den kvantitativ tilstrækkelig. En meget stor Del af Arbejderklassen bliver efter hans Formening stikkende i Overgangen fra den gammeldagsrigelige til den moderne Bykost. De spise ikke længere tilstrækkeligt af Brød, Kartofler, Leguminoser, Melspiser og Fedt, og endnu ikke nok af Kød, Hvedebrød, Smør og Sukker.

Der opstaar herved en Underernæring af store Klasser af Befolkningen, der sikkerL ikke ei uden Betydning den degenerative Tendens, der synes at være fremherskende i visse Samfund.

Dette er Hovedresultatet af den her omtalte Afhandling.

Forf. har sikkert i det væsentlige Ret i denne Betragtning. Der er næppe nogen Tvivl om, at de store Forandringer, der indtraadte i Erhvervslivet i forrige Aarhundrede, ikke blot medførte en Forskydning Kostens Sammensætning, men ogsaa ofte en Forringelse i dens Kvalitet og Kvantitet, saaledes at en Del af Byernes Arbejderbefolkning, navnlig i Midten af Aarhundredet, næppe altid har faaet en fuldtud tilstrækkelig Herom vidner en Række forskellige over Arbejderfamiliers Kost.

Forf. henregner imidlertid en Del mere til mangelfuld end der i Virkeligheden synes Grund til. For det første ere de Side 6 i hans Afhandling opstillede for Hovedernæringsmidlerne i en Kost i sig selv ret høje som Grænseværdier, naar der er Tale om Bedømmelsen af moderne Arbejderkost. De ere nærmest kun brugelige ved landlige Kostformer, hvor der ikke indgaar væsentlig andre Næringsmidler end netop disse, idet de i sig alene tilføre Organismen den fornødne Æggehvide og Energimængde.

Dernæst tager Forf. slet ikke Hensyn til, at man ikke kan skære alle de forskellige Arbejderkategorier, som hans Afhandling omfatter, over én Kam i Henseendertil Den legemligt meget stærkt arbejdende Landarbejder maa nødvendigvis have en større Energitilførsel med Føden end f. Eks. den Industriarbejder,der rolig hele Arbejdstiden og passeren Samme Vægtmængde Næringsmidler

kan derfor ikke bruges som Maalestok for Kosten i
begge Tilfælde.

Og endelig lægger Forf. i sin Vurdering af Kosten en altfor ensidig Vægt paa dennes Kødindhold. Der tilkommer ikke Kødet nogen specifik Betydning for Organismen, men dets Værdi ligger alene i dets forholdsvis Indhold af let fordøjelige ggehvidestoffer. er derfor fordelagtigt for Organismen, at der indgaar en vis Mængde Kød i Føden, men man kan ikke betegne en Kost som Sulteføde, hvor dette ikke finder Sted. Man kan i denne Henseende først tale om Sulteføde eller Underernæring, naar den samlede der tilføres Organismen gennem forskellige animalske og vegetabilske Fødemidler synker under en vis Størrelse. Hvor man derfor i de enkelte Tilfælde vil bedømme, hvorvidt der har fundet en Underernæring Sted eller ej, kan man ikke, saaledes som Forf. synes at antage, komme udenom en Beregning saavel af den ved Kosten tilførte Energimængde, som af Æggehvidemængden, og de saaledes fundne Tal maa endog i mange Tilfælde yderligere med det Arbejde, der skal præsteres Hjælp af Kosten.

En saadan Beregning har Forf. undladt, fordi han mener, at den ikke i det Materiale, han har bearbejdet, sig udføre med tilstrækkelig Nøjagtighed. Dette er muligt, men i saa Fald lader Materialet sig ikke bruge som Støtte for enkelte af de Slutninger, han har søgt at uddrage, og som man derfor maa være varsom med at tillægge en for stor Betydning.

I Hovedsagen har Forf. derimod Ret. Der har sikkert, navnlig i Midten af forrige Aarh., fundet en mangelfuld Ernæring Sted indenfor Dele af Arbejderklassen i Europa, og muligvis er dette endnu Tilfældet, som Forf. mener det. Paa dette Punkt er hans Materiale dog af ovennævnte Grunde for mangelfuldt bearbejdet til at kunne virke overbevisende.

Hvis imidlertid en saadan kronisk Underernæring af en større Brøkdel af Befolkningen virkelig endnu finder Sted, saa rummer dette en meget stor Fare for Samfundet. Fornyede og mere dybtgaaende Undersøgelserend maa afgøre dette, men en stor Fortjeneste tilkommer der hans Arbejde ved paany at have henledet Opmærksomheden paa disse og de øvrigei

rigeiAfhandlingen omtalte Ernæringsforhold, der saaveli
som i nationaløkonomisk Henseende
have den største Betydning.