Georges Blondel. La France et le Marché du Monde. Paris 1901. L. Larose. (164 S.).

Forfatteren af denne lille Bog har aabenbart sét sig godt om baade i Livet og i Litteraturen. Det er en næsten overvældende Mængde Kendsgerninger, han har sammenhobet paa lidt over halvandet hundrede Sider, for at overbevise sine Landsmænd om, at det ikke staar saa godt til med det skønne Frankrigs Økonomi, som man kunde ønske. Frankrig er et rigt Land, det er sandt, men hvad hjælper det, siger Professor

Bl on del, naar Rigdommen ikke udnyttes tilstrækkeligt.Alle store Nationer arbejde med feberagtig Iver paa at sikre sig den størst mulige Part af Verdensmarkedet,og de smaa Lande kile sig ind, hvor de se deres Snit dertil. Frankrig alene er ikke med i Legen, det sér i det væsentlige til, lever sit eget økonomiskeHjemmeliv, trøster sig ved den almindelig anerkendte Trossætning, at det er et rigt Land.

Forf. indskærper den Sandhed, at naar man bliver staaende paa samme Plet, medens ens Omgivelser gaar fremad, gaar man relativt tilbage, og han truer sine Landsmænd med en Fremtid, hvor Frankrig relativt vil indtage en lignende Stilling som Spanien. Grunden til Frankrigs langsomme Udvikling sér Blondel paa mange Hold; udførligst omtaler han det ringe Fødselsoverskud, paa flere Maader virker tilbage paa hele det nationale Liv, endvidere Folkets individualistiske der vanskeliggør Anvendelsen af den moderne Økonomis vigtige Hjælpemiddel, Associationen; i Forbindelse hermed den ufuldkomne Ordning og Udvikling Transportmidlerne (Frankrigs Kanalplan af 1816 er endnu ikke fuldført, og der finder ingen Samvirken mellem Jernbaner og Kanaler). Ogsaa Undervisningsvæsenet faar sin Part af Skylden; der er ingen Mening i, siger Forf., at 180,000 Franskmænd lære Græsk og Latin, naar kun 22,000 besøge tekniske, Landbrugs- og Handelsskoler. Hertil kommer Franskmændenes Chauvinisme, deres mærkelige Ligegyldighed for alt, hvad der foregaar udenfor Landets deres Utilbøjelighed til at tilegne sig fremmede Sprog, deres Mangel paa Evne til at gøre sig gældende som Handelsmænd paa fremmede Pladser, deres Ængstelighed, hvor det gælder at vove noget økonomisk. Og saa fremdeles.

Som man sér, lægger Forf. ikke Fingrene imellem. Om han har Ret i sin skarpe Kritik, er dog et Spørgsmaal, mange af de bedste iblandt hans Landsmænd besvare benægtende. Nylig har f. Eks. Udgiveren af det bekendte finansielle Ugeblad »Le Rentier«, Alfred Neymarck, i et Par Brochurer (»La France se ruine-t-elle« og >La Richesse de la France«) fremstillet Landets Økonomi i et helt andet Lys; og Neymark er ikke ene om at forsvare det franske »økonomiske System«. Adolph Jensen.