Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 10 (1902)
II. Befolkningsbevægelsen i Evropa,
A. J.
Statistiken over Befolkningens Bevægelse i det sidste Tiaar af det nittende Aarhundrede frembyder adskillig Interesse. Ved Offentliggørelsen af Hovedresultaterne den danske Folketælling 1901 har vort statistiske Bureau allerede peget paa, at den betydelige Befolkningstilvækst, der konstateredes for Tællingsperioden — 1901 (gennemsnitlig aarlig 1,10 pCt. mod o,gg ideto foregaaende Tællingsperioder), er fremkommen ved to sammentræffende Omstændigheder, nemlig en stærkt formindsket Udvandring og et forøget Fødselsoverskud paa Grund af aftagende Dødelighed.*) De samme Fænomener genfindes nu ved en Betragtning flere andre evropæiske Landes Befolkningsstatistik.
Et samlet Overblik vanskeliggøres imidlertid derved, at Tællingstidspunktet ikke er ganske det samme for alle Stater. For at lette Overskueligheden og muliggøre umiddelbar Sammenligning har det tyske Riges statistiske Bureau derfor foretaget en Del Beregninger, hvorved alle de paagældende Data for de forskellige Lande ere henførte til samme Tidsafsnit, nemlig de 10 Aar 1891 —1900, der atter er sammenstillet med forudliggende Perioder.**)
Idet vi nedenfor gengive nogle af Hovedresultaterne af denne Sammenstilling, begynde vi med en almindelig Oversigt over den relative Befolkningsforøgelse (eller Befolkningsformindskelse) i hvert af de to Tiaar 1881 —90 og 1891 —1900.
*) Jfr. nærværende Tidsskrift 1901 S. 514
**) Vierteljahrshefte zur Statistik des Deutschen Reichs. 1902. istes Heft.
For de tre nordiske Landes Vedkommende er det mest fremtrædende Træk Tiaarets stærkt formindskede Vandringsunderskud. løvrigt er den oversøiske Udvandringsstrøm de skandinaviske Lande atter stigende saaledes anfører G. Sundbarg i den sidste Udgave af »Statistiska ofversigtstabeller« f) følgende Tal (for 1901 delvis »provisoriska«) for Udvandrere til transoceanske
*) Tallet korrigeret her. Den i angivne Vandringskvotient paa en Regnefejl.
**) Tallene for Italien gælde den 20aarige Periode 1881— 1900. som ikke har kunnet deles.
+) Statistisk tidskrift 1901 Nr. 3 (udgivet Juni 1902).
Hvad Fødselsoverskuddet angaar, er der for Danmarks Norges Vedkommende kun en ringe Forskel mellem de to Tiaar (for Danmark en lille Nedgang, for Norge en lille Opgang), hvorimod den for Sverige konstaterede Nedgang er forholdsvis betydelig. Fælles for alle tre Lande er en stærk Nedgang i Dødeligheden, medens tillige Fødslernes relative Hyppighed har været aftagende, om end for Danmarks og Norges Vedkommende ringere Grad. Vi anføre (efter Sundbårg) de aarlige Fødsels- og Dødelighedskvotienter (Levendefødte Døde i pro mille af Middelbefolkningen) i hvert af de 4 sidste Femaarsperioder af Aarhundredet:
Hvad det øvrige Evropa angaar, fortjener særlig Befolkningsbevægelsen i de tre store Lande Tyskland, Storbritannien og Frankrig Opmærksomhed. Det vil lønne sig at kaste Blikket tilbage til Midten af det nittende Aarhundrede. Tyskland og Frankrig stod da med omtrent samme Folketal, omkring 35 Millioner, medens Befolkningen i de forenede Kongeriger kun udgjorde c. 28 Millioner. Tredive Aar efter havde det tyske Rige ved Landvinding og Fødselsoverskud forøget Folkemængde til 45 Millioner, medens Frankrig (som imidlertid havde mistet Elsass-Lothringen) kun var naaet til 37 Mill. og næsten var indhentet af Storbritannien Irland med 35 Mill. I Aarhundredets sidste 20 Aar er Tysklands Befolkning tiltagen med over 11 Millioner, Frankrigs kun med lidt over 1 Mill., medens de forenede Kongeriger vel har vundet 7 Mill. i England-Wales og Skotland, men ved Siden deraf tabt 2/3 Mill. i Irland. Tysklands Fremgang i Folketal fra 1880 til 1900 er altsaa ixj.j Gang saa stort som Storbritannien-Irlands og Frankrigs tilsammen.
Medens
Udvandringstabet i hvert af de tre Riger
er mindre i
det sidste end i det næstsidste Decennium
(for
Tyskland og England-Wales er det i 1891 —1900
forholdsvis ret übetydeligt, jfr. foranstaaende Oversigt), er Tysklands Fødselsoverskud steget i samme Grad som de to andre Landes er gaaet tilbage. Saavel Fødsels- som Dødelighedskvotienterne vise iøvrigt overaltsamme Tendens, men Forskellen beror, som det fremgaar af efterfølgende Sammenstilling, paa det indbyrdes Styrkeforhold mellem disse Kvotienter:
Tyskland er med sine 36 pro mille Levendefødte oppe paa en Fødselskvotient, som man ellers i Evropa for Tiden kun træffer blandt de slaviske Folkeslag, og dog er Fødselshyppigheden i Tyskland — som i de fleste andre Kulturlande — nu langt lavere end tidligere. Halvfjerdserne var det tyske Riges Fødselskvotient 39, men Dødeligheden var da rigtignok ogsaa over 27, samtidig med at Vandringstabet var mere end dobbelt saa stort som nu. Endnu er Tysklands jo meget høj — næsten »østevropæisk« — men den gaar nedad med en Hurtighed, som intet andet Sted i Evropa (det skulde da være Italien, hvis Dødelighedskvotient ifølge Sundbårg er sunken fra 30,5 i 1871—75 til 22,9 i 1886—1900).
I England-Wales og Skotland have de demografiske Forhold samme Karakter: synkende Dødelighed, men endnu stærkere synkende Fødselshyppighed, saa at Befolkningsforøgelsen kun har kunnet holde sig paa samme Niveau ved at Vandringstabet er formindsket. Irland er med sin lave Fødselshyppighed og sit store
*) Frankrigs Fødselskvotient udgjorde: 1841 —50: 27,3 1871—75: 25,5 1886—90: 23,0 1851 —60: 26,1 1876—80: 25,3 1891— 95: 22,3 1861— 70: 26,1 1881—85: 24,7 1896— 1900: 21,9
(om end
aftagende) Vandringstab noget for sig, det
eneste
Land i Evropa, hvis Befolkning aftager absolut.
Det ejendommelige Forhold, der finder Sted i Frankrig, at Befolkningen er næsten stillestaaende, uagtet der indvandrer en Del flere end der udvandrer, er saa bekendt og saa ofte omtalt, at her kun skal tilføjes, at Frankrig kan opvise 5 Aar med Fødselsunderskud, ICrigsaaret 1871 (Fødselsunderskud 445,000) samt Aarene 1890 (38,000), 1891 (11,000), 1892 (20,000), 1895 (18,000) og 1900 (26,000).
I Syd- og Østevropa er jo saavel Fødsels- som Dødelighedskvotienterne i Reglen adskilligt højere end i Nord- og Vestevropa; de er ogsaa mere svingende Aar til andet, men ikke desto mindre læser man let ud af Tiaarsgennemsnittene en bestemt Tendens, den samme som vi foran have paavist for Skandinavien, Tyskland og England: aftagende Fødselshyppighed aftagende Dødelighed. Derimod er i Syd- og Østevropa Udvandringen tiltagende. Et samlet Overblik over disse Forhold faar man gennem efterfølgende Tal, der skyldes Sundbårg*). (Tallene ere aarlige Gennemsnit pro mille af Middelbefolkningen)
Hovedresultatet
for det samlede Evropa er en
bedre Økonomi i
Befolkningsbevægelsen. Der fødes
forholdsvis færre
end før, men der spares ogsaa forholdsvisflere
*) »Statistiska oversigtstabeller«. Ved Østevropa forstaas Rusland Finland), Ungarn, Galizien-Bukovina, Bosnien, Herzegovina Balkanstaterne; Sydvestevropa omfatter Frankrig, Italien, Spanien, Portugal.
holdsvisflereMenneskeliv, og der sendes færre Menneskerend over Havet. Nedgangen i Fødselskvotienteni sidste Tiaar er i Sydvestevropa og Østevropa saa voldsom, at der, trods den samtidige Nedgang i Dødeligheden, bliver et noget mindre Fødselsoverskud end i det foregaaende Tiaar, men i Nordvestevropa er til Gengæld Forholdet mellem Fødsels- og Dødelighedskvotienterne i den Grad gunstigt, at Hovedresultatet for det samlede Evropa bliver en, om end ringe, Forøgelse af den naturlige Befolkningstilvækst. Denne udgjorde for det samlede Evropa i sidste Halvdel af det igde Aarhundrede gennemsnitlig aarlig pr. iooo Indbyggere:
Ved Begyndelsen af det 19de Aarhundrede var de tre Hoveddele, hvori Sundbårg deler Evropa, omtrent lige folkerige: Nordvestevropa rummede 34 pCt., Sydvestevropa 32 pCt. og Østevropa 34 pCt. af vor Verdensdels samlede Befolkning, men paa Grund af den forskellige Tilvækst har dette Forhold forrykket i betydelig Grad, særlig til Ugunst for Sydvestevropa. Nu er Fordelingen omtrent saaledes: Nordvestevropa 36 pCt., Sydvestevropa 24 pCt., Østevropa pCt. A. J.