III. Den britiske og den amerikanske Kuludførsel

Man har vænnet sig til at betragte Storbritannien som Verdens største Kulproducent, og endnu indtil for 3—43^—4 Aar siden var dette ogsaa rigtigt, men i 1899 indhentedes England af Nordamerika, og dette sidstes Overvægt er nu allerede saa stor, at »Stenkulsøen« mere kan haabe paa at genvinde Førerstillingen.

I sidste Halvdel af Tredserne udgjorde Verdens samlede Kulproduktion 209 Millioner Tons aarlig. Heraf stammede ikke mindre end 107 Mill. Tons fra engelske Miner, og de Forenede Stater leverede kun 31 Mill. Tons. I sidste Halvdel af Firserne var den samlede Produktion steget til 465 Mill. Tons aarlig, hvoraf 172 Mill. faldt paa Storbritannien; men de Forenede Staters Andel var allerede da steget til 124 Mill. I de tre sidst forløbne Aar stillede Forholdet saaledes:*)

Maa England saaledes vige Pladsen som første Producent, beholder det dog endnu Førerstillingen som Eksportør. I Aaret 1900 udførte Storbritannien 59 Mill. Tons, Tyskland 18 Millioner (Brunkul og Koks medregnet) og de Forenede Stater kun lidt over 8 Mill. Tons.**) Alligevel tyder meget paa, at Nordamerika vil gaa over til i større Omfang at forsyne kulfattige Lande med de uundværlige sorte Diamanter.

For det første maa det tages i Betragtning, at man allerede længe har været paa det rene med, at de britiske Kulbeholdninger under Jorden ikke ere saa »uudtømmelige«, som man engang ansaa dem for. Alle herhen hørende »Lagervurderinger« ere selvfølgelig mere eller mindre usikre, men bortset fra Lejernes Mægtighed, falder en ren Overflademaaling i høj Grad ud til Gunst for Nordamerika. Kulgebetet er nemlig her opgjort til ikke mindre end 517,000 ? Kilometer imod Storbritanniens 31,000.

Dernæst kan de Forenede Stater paa Grund af deres langt overlegne Grubeteknik levere Kullene til en betydelig lavere Pris end England. Gennemsnitsprisen for en Tons Kul ab Grube angives til følgende omtrentlige Beløb:

---

*) Sun db arg. Statistiska ofversigtstabeller.

**) Berichte ilber Handel und Industrie, Bd. IV, H. 7, efter De Ind ise_he Mercuur's »Steenkolen-Nummer af 31. Maj 1902.

Den umaadelige Forskel i Grubeprisen pr. Ton i de forskellige Lande bliver forstaaelig, naar man oplyses om, hvilke Kvanta der gennemsnitlig aarlig bringes for Dagens Lys af en Minearbejder. Ide Forenede Stater er det c. 450 Tons, i England 20,7 Tons aarlig pr. Arbejder.

At Bevægelsen i Kullenes Frembringelsesomkostninger i Nordamerika har en for Udførselsmuligheder Retning end i England, fremgaar ogsaa af følgende Opgivelser. Den gennemsnitlige pr. Ton udgjorde:

Hertil kommer, at den engelske Udførselstold, om den end ikke er høj, dog altid maa spille en generende Rolle, hvor Talen er om en virkelig Konkurrence.

Til syvende og sidst bliver dog nok Fragtspørgsmaalet afgørende. Kan de engelske Kulskibe vedblivende skaffe sig hel eller delvis Returladning, medens Amerikanerne maa gøre Hjemrejsen fra fjerne Pladser med Ballast, maa Forskellen i Produktionsværdien efter »De Indische Mercuur's« Mening, blive endnu større, end den er, før Amerika kan slaa England som Kuleksportør. A. J.