Schweiz's Arbejderlovgivning.

LJet mest karakteristiske i den schweiziske Forfatning den Adgang, som den aabner Folket til direkte i Lovgivningsarbejdet. Naar man taler om Schweiz's Lovgivningsfaktorer, kan man ikke mere nøjes med at nævne Forbundsforsamlingen og Forbundsraadet; man maa medtage Sekretariaterne, som repræsentere Folket direkte i Modsætning til Forfatningens indirekte Folkerepræsentation. Gennem Sekretariaterne kommer Forfatningsbestemmelserne om Referendum og Initiativ til at træde ud i Livet. Disse to Bestemmelser vilde uden Sekretariaterne kun være et dødt Bogstav, og naar Forfatningen nu virker efter sin Aand, skyldes det i væsentlig Grad Sekretariaterne. Disses Opgave er efterhaanden bleven større, ikke alene kunne de tage Initiativ til Lovene, ligesom de have den endelige Vedtagelsesret, men — hvad der er endnu vigtigere — de udarbejde i Virkeligheden ogsaa Lovene. Lovforslagene blive ikke Enkeltmands Tanker, men udarbejdes paa Grundlag af omfattende Enqueter, som enhver kan deltage i; herved bliver Schweiz's Lovgivningsvirksomhed saa mærkelig og inter-

essant. Drøftelsen kommer til at hvile paa selve Folkets brede Grundlag-, netop de, der vide, hvor Skoen trykker, komme til Orde, kunne faa sagt, hvad de ville.

Hvad er nu egentlig Sekretariaterne? Rundt om i Schweiz findes — som i ethvert andet Land — talrige hvis Medlemmer drive samme Erhverv. Disse Hundreder af Foreninger ere i de sidste 30 Aar hleyne samlede i 4 store Cenlialforeninger: Schweizerischer und Industrie-Verein, Schweizerischer Gewerbeverein, Schweizerischer og Schweizerischer Bauernverband. Hver af disse Centralforeninger har omtrent samme Organisation: Delegeretforsarnling og Sekretariat. Sekretariatet er Foreningens Meddelelsesmiddel Omverdenen, dens udøvende Raad. Disse 4 Sekretariater faa aarlig et vist Tilskud af den schweiziske Stat: Arbejdersekretariatet 25,000 Fr., de øvrige hver 2O_iooo Fr.

Den ældste af Foreningerne er Handels- und Industrie-Verein, der allerede blev dannet 1869 ved en Sammenslutning af 21 Lokalforeninger. Siden den Tid har den vokset sig stor og stærk, særlig efter at dens Sekretariat i 1878 gik over til at blive lønnet af Regeringen, hvilket naturlig maatte medføre, at Foreningen i nærmere Forbindelse med Staten-, saaledes der i Foreningens Bestyrelse en raadgivende Delegeret fra Forbundsraadet. At Foreningen har gjort den schweiziske Handel uvurderlig Nytte, er utvivlsomt; især med Hensyn til Told- og Bankspørgsmaal har den ydet betydelige Arbejder, men ogsaa til Løsning af det sociale Spørgsmaal har den bidraget paa forskellig Vis,

f. Eks. gennem sin interessante Betænkning til den
schweiziske Regering om Sparetvang, Arbejdsløshedsstatistik
Arbejdsanvisning.

I Handels- und Industrie-Verein var der ikke Plads til den mindre Industri og Haandværket, som derfor i 1879 dannede en egen Forening, Gewerbeverein; denne talte ved sin Oprettelse 36 Sektioner med c. 1750 Medlemmer; 20 Aar efter, i 1900, har Gewerbeverein 131 Sektioner med c. 26,000 Medlemmer. 1885 modtog den Statstilskud til sit Sekretariat, der under Ledelse af den dygtige WernerKrebs har udført betydelige Arbejder; Foreningen har saaledes udgivet et helt Bibliotek over økonomiske og sociale Spørgsmaal, de saakaldte Gewerbliche (17 Bind), foruden talrige Betænkninger, Enquete-Beretninger vedrørende Fabriklovgivningen, Lærlingevæsenet. Arbejdsløshedsspørgsmaalet Gewerbeverein kan opfattes som Schweiz's Arbejdsgiverforening, der maaske i Fremtiden kan blive en Kampforening ;• hidtil har den paa dette Punkt holdt sig nevtral og ladet sine Medlemmer, de enkelte Underforeninger, frie Hænder.

Samtidig med at Gewerbeverein fik sit af Regeringenlønnede anmodede Schweiz's største Arbejderforening, Griitliverein, om en lignende Statsunderstøttelsetil Arbejdersekretariat, en Anmodning, som Regeringen beredvilligt gik ind paa at efterkomme; dog skulde Sekretariatet ikke alene tilhøre Griitliverein, men være Repræsentant for alle Schweiz's Arbejderforeningeruden til Religion eller politisk Anskuelse. I 1887 lykkedes det virkelig at faa dannet en saadan — noget mærkelig — Forening af alle Arbejdere: Schweizerischer Arbeiterbund,

hvis Hovedmedlemmer vare ovennævnte socialistiske Forening »Griitli«, den katolske Arbejderforening >Pius«, talrige Sygekasser etc. med ialt c. ico.ooo Medlemmer. Foreningens Styrelse blev lagt i Hænderne paa fire Faktorer: et Delegeretmøde, som afholdes hvert 3dje Aar, en »Bundesvorstand«, et ledende Udvalg og Arbejdersekretariatet.Til af det sidste valgtes den bekendte Greulich, der utvivlsomt har været den rette Mand til at gennemføre Sekretariatets Opgave: at værne Arbejderklassens Interesser. Selv om Sekretariatetofte været Genstand for berettigede Angreb,har dog i det hele og store, naar man ser hen til Sagens Vanskelighed, gjort sine Sager godt. Foruden at tilvejebringe Arbejderstatistik, f. Eks. en Løn- og Strejkestatistik, har det ligesom de andre Sekretariaterafgivet Beretninger til Regeringen om sociale Lovforslag og er, hvad der har lige saa stor Betydning,optraadt Forligsdomstol i Arbejdsstridigheder(særlig for Spøigsmaai om Erstatning til Arbejderne i Anledning af Ulykkestilfælde). Dette Sekretariater Schweiz, hvad de saakaldte arbejdsstatistiskeBureauer i andre Lande. I Smag med den engelske »Labour Gazette« og den franske »Bulletinde du travail« udgiver saaledes Sekretariatet nu »Monatsblåtter des Schw. Arbeitersekretariats«. Paa Delegeretmødet i Marts 1899 var der ialt repræsenteret Foreninger med c. 182,000 Medlemmer.

Det fjerde og yngste Sekretariat er Bauernverbands;trods forholdsvis korte Levetid — det blev oprettet 1898 — har det allerede gjort et betydeligt Arbejde ved at udgive talrige, ret omfattende Publikationerom Landbrug, Jernbanetariffer, SygeogUlykkesforsikring

ogUlykkesforsikringetc. Foreningens 19 Sektioner
rumme c. 78,000 Medlemmer.

De efterfølgende Bemærkninger om den schweiziske
Arbejderlovgivning ere i det væsentlige byggede paa
Sekretariatsberetningerne.

Det Ord, vi oftest træffe i Arbejdersekretariatets Beretninger, er Revision af Fabrikloven af 1877. Denne Lov var i sin Tid en af de mest vidtgaaende Fabriklove i Evropa, den gav de schweiziske Arbejdere alt, hvad de i 1877 kunde forlange, og hvad der var muligt at faa gennemført ved Lov; senere have Arbejderne at stille større Fordringer.

I 1889 vedtog Nationalraadet at foranstalte en Revisionaf saa at flere Arbejdere kom ind under den (Motion Comtesse). Medens tidligere, med visse Undtagelser, kun industrielle Virksomheder med over 25 Arbejdere kom ind under Loven, bestemtes i 1891, at alle Industriforretninger, der beskæftigede 10 Arbejdere eller derover, skulde undergives Lovens Forskrifter.Der Tale om at gaa endnu videre, saa at selv Anvendelsen af en enkelt Arbejder skulde bringe Virksomheden under Fabrikloven, men man veg af forskelligeGrunde for denne Tanke. Dels vilde herved Loven om Erstatning ved Ulykkestilfælde, der gælder for alle Arbejdere under Fabrikloven, faa en langt større Udstrækning, hvad der kunde have sine Betænkeligheder — den hvilede allerede haardt paa de mindre Driftsherrer —, dels vilde den 11 Timers Maksimalarbejdsdagødelægge mindre Industri. Hertil kom endnu, at en saadan Udvidelse utvivlsomt stred mod Grundlovens Opfattelse af Begrebet Fabrik. Spørgsmaaletom

maaletomArbejderbeskyttelse i det lille Haandværk, sagde man, hørte hjemme i en Næringslov, ikke i en Fabriklov. Disse Indvendinger mod en større Udvidelseaf fik i lang Tid Arbejderne til at opgive Kravet herom; først i 1898 har Arbejdersekretæren i et lille Skrift forsøgt at modbevise de anførte Grundes Værdi; f. Eks. anfører Greulich, at det lille Haandværk nu næsten i hele Schweiz arbejder med en Arbejdsdag paa under 11 Tinicr.

Samtidig med ovennævnte Krav fremkom i 1889 Kravet om Indførelse af 10 Timers Arbejdsdagen. Imod dette anføres i Almindelighed fra Fabrikanternes Side (Handels-und Industrie-Verein), at det overhovedet er skæbnesvangert at foreskrive Love om de voksne mandligeArbejderes for et Lands samtlige Industrigrene,noget af 23. Marts 1877 tilstrækkelig har bevist. Noget mærkeligt tager dette sig ud, naar man samtidig læser i Fabrikinspektørernes Beretninger til Regeringen, at de tidligere Modstandere af 111₁ Timers Arbejdsdagen nu ere blevne nødte til at opgive deres Fordomme og erkende, at »nos industries, au lieu de péricliter, se sont au contraire developpées d'une fagon réjouissante«. Og Fabrikinspektørerne tilføje: »Nous espérons faire prochainement la méme expérience avec la journée de 10 heures«. Sandheden findes sandsynligvisi Udtalelse i Schweiz's Beretning til Pariserudstillingen1900: Virkning paa Produktionen har hidtil kun givet »des resultats peu concluants«.Man her huske, at Loven giver Adgang til Overarbejdsbevillinger, der uddeles i ret betydelig Udstrækning,tidligere saa rundeligt, at Normalarbejdsdageni Fabrikker blev til Undtagelse; i de sidste

Aar er Forlængelsen af Normalarbejdstiden dog kun 0.08 %. — Paa den anden Side have mange Industrigrene ikke Brug for saa lang en Arbejdstid; i de sidste Aar arbejdede;

Medens Gennemførelsen af en 10 Timers Normalarbejdsdag synes langt borte, er der mere Udsigt at opnaa en Indskrænkning af de kvindelige Arbejderes Arbejdstid, for saa vidt denne Indskrænkning gaar ud paa Forbud mod gifte Kvinders Lørdag Eftermiddag. Et fuldstændigt Forbud mod alt Fabrikarbejde af gifte Kvinder har derimod vakt betydelig Modstand. Et saadant Forbud vil, sige Fabrikanterne, kun bevirke en Forøgelse af Husindustrien, hvor en virksom Kontrol er umulig, medens gifte Kvinder i Fabrikkerne ere beskyttede mod enhver Overanstrængelse. •

Hovedmanglen ved Fabrikloven med Hensyn til Kvindearbejde er utvivlsomt, at kun en ringe Del af de kvindelige Arbejdere falder ind under Lovens Bestemmelser.Det særlig de mindre Fabrikker med under 5 Arbejdere, der anvende Kvinder, og disse Fabrikker staa uden for Loven. At denne Mangel virkeliger vise de talrige kantonale Fabriklove, vedrørende Kvindearbejde, fra de sidste 10 Aar. Jo yngre Lovene ere, des mere radikale ere de i deres Forbud;den for Byen Basel fra 1888, angaar alle

---

*) Ifølge Loven maa der kun arbejdes 10 Timer om Lørdagen.

Virksomheder, der anvende mere end 3 kvindelige Arbejdere-,St. Fabriklov af 1893 sætter Grænsen til 2 Kvinder, medens de nyere for Glarus (1892), Ziirich(1894), (1895), Solothurn (1895) og Neuchatel(1895) medtage alle Virksomheder, der overhovedet anvende kvindelige Arbejdere. Det mærkeligeved Love er deres store Rækkevidde, medens deres Bestemmelser om Arbejdstid (11 Timer), Forbud mod Søndags- og JNatarbejde etc. ere analoge med den schweiziske Fabriklovs tilsvarende Bestemmelser; kun Ziirich har afveget herfra, idet den sætter Arbejdstiden til 10 Timer (Lørdag 9 Timer). Ud over denne Beskyttelsefor kvindelige Arbejdere række de kantonale Fabriklove ikke, kun Giarus udstrækker ogsaa sin Fabriklovtil Mænd.*)

Da man kun i ringe Grad har kunnet faa Fabriklovensom til at omfatte flere Arbejdere, har man i enkelte Tilfælde valgt den Vej at faa en enkelt af Bestemmelserne til at gælde andre Arbejdere end netop dem, der vare under Loven. En saadan ndring(Motion 9/₄ 1891) har man forsøgt med Hensyn til Fabriklovcns Bestemmelser om Løn betaling:Fabrikanterne forpligtede til at udbetale Lønnensenest 14de Dag i lovlige Penge og i selve Fabrikken. Skønt det vel egentlig var Kantonernes Sag at lovgive paa dette Omraade, har kun en eneste (Unterwald) en Lov om Lønbetaling. Motion Comtesse vandt dog ikke Bifald hos Arbejdsgiverne-, HandelsundIndustrie-Verein

---

*) For Tiden behandles Lovudkast til Arbejderbeskyttelse i Kantonerne Tessin og Aargau, det første af ret stort Omfang omfattende alle Bygningsarbejdere, det sidste kun vedrørende kvindelige Arbejdere.

undIndustrie-Vereinbetegner den som unødvendig og tildels uigennemførlig. Spørgsmaalet angik jo hovedsageligden Industri, hvor man ikke uden videre kunde se bort fra Naturallønsystemet, for saa vidt som Lønnen blev ydet delvis i Form af Kost og Logis; desuden havde Haandværkeren kun en lille Driftskapitalsamtidig uregelmæssige Indtægter. Akkordarbejdeog Dages Betalingstid var det heller ikke let at forene.

Endnu maa vi omtale en ret berettiget Fordring, der er stillet af Arbejderne, nemlig om Udvidelse af Fabriktilsynet, eventuelt med Indførelse af kvindelige Tilsynet med Lovens Gennemførelse overladt til 3 Fabrikinspektører; paa disses personlige Egenskaber hviler Lovens hele reelle Betydning. faa Loven ført ud i Livet var særlig vanskeligt den første Tid. De enkelte Kantonalregeringer vare vante til at styre sig selv; for mange af dem gjaldt det, at Fabrikloven var bleven vedtaget imod deres Vilje, de saa derfor gennem Fingre med Fabrikanternes Overtrædelser, idømte ringe Bøder, gav i altfor rigelig Udstrækning Tilladelse til Overarbejde o. s. fr. Kun ved Inspektørernes Energi lykkedes det at faa Loven udført efter dens Bestemmelser. Inspektørernes Arbejde er dog selvfølgelig ikke i Løbet af Lovens 25-aarige Bestaaen blevet mindre, selv om Kantonalregeringerne efterhaanden fra at være disse Embedsmænds Fjender ere blevne deres Medhjælpere. Inspektørernes Antal har været konstant, medens Fabrikkernes Antal er steget, og det er ikke muligt at besøge hver Fabrik mere end gennemsnitlig een Gang om Aaret.

Det erkendes da ogsaa almindeligt, at Arbejdet allerede nu er for stort, og sandsynligvis vil man blive nødt til at udvide Inspektørernes Antal til Trods for Schweizernes Frygt for Bureaukrati. For at selve Folket kan faa Lejlighed til at deltage i Inspektionen, forlanges desuden Bekendtgørelse af Navnene paa de Fabrikker, der faa Overarbejdsbevilling og Grunden hertil, samt offentlig Meddelelse om, hvilke Fabrikker der overtræde Loven og om Overtrædelsens Natur. Indtii der kommer Revision af Loven, søger man at hjælpe sig, saa godt man kan; de nylig oprettede Arbejdssekretariater Byerne Winterthur og Basel have saaledes faktisk overtaget Fabrikinspektørernes Forretninger. Ved Siden heraf er Tanken orn kantonale Fabrikinspektører op og for første Gang traadt ud i Livet i 1900 i Byen Basel.

Vi have her gennemgaaet Arbejdernes Hovedkrav med Hensyn til Fabrikloven, Krav, som om kortere eller længere Tid utvivlsomt maa opfyldes. For at faa. et Grundlag for deres Paastande har Griitliverein for et Aar siden foretaget en omfattende Enquete angaaende naar de indsendte Svar ere bearbejdede, man være et godt Skridt videre hen imod Løsningen.

Foruden Fabrikloven findes endnu tre andre Love, der kunne betegnes som Arbejderbeskyttelseslove. Loven om Arbejdstiden i Transportanstalter indskrænkerArbejdstiden 12 Timer daglig og kræver desuden 52 Fridage om Aaret uden Lønfradrag. Den oprindelige Lov fra 1890 angik hovedsagelig kun Jærnbane og Dampskibspersonalet, senere er den gennem

Forordninger af 1891 og 1892 udvidet til Personalet ved
Postvæsenet, Telegraf- og Telefondriften.

Loven om Tændstik fabrikationen er fornylig vedtaget og traadt i Kraft fra 1. April 1901. Ved sit Forbud mod Indførsel, Udførsel og Fabrikation af Tændstikker med gult Fosfor har den afhjulpet et betydeligt tidligere havde man forsøgt at hjælpe sig med et Reglement om Fabrikationen, men det viste sig, at denne Bestemmelse langtfra var tilstrækkelig til at værne Arbejderne mod den farlige Fosfornekrose. Allerede i 1895 blev der gjort et Forsøg paa at løse Spørgsmaalet ved at faa en Forfatningsændring til Gunst for et Tændstikmonopol, men Forsøget mislykkedes, paa Grund af politiske Partimodsætninger monopolfjendske Vestschweiz).

Af langt mere vidtrækkende Betydning er dog den tredje Lov, Haftpflichtloven (om Erstatning til Arbejderne Anledning af Ulykkestilfælde) af 25. Juni 1881, der igen var en Uddyben af Bestemmelserne i Artikel 5 i Fabrikloven. Denne Lov frembyder i mange Henseende stor Interesse særlig for os Danske, idet den i høj Gaad ligner vor Ulykkesforsikringslov.

Schweiz's Haftpflichtlov er, i Modsætning til de fleste andre Landes, i høj Grad gunstig for Arbejderne; den giver disse Krav paa Skadeserstatning i Tilfælde af Ulykkestilfælde eller Død, hvad enten Ulykken kan tillægges Fabrikanten eller skyldes et rent Tilfælde; Erstatningskravet er kun udelukket ved vis major eller ved den skadelidendes egen Skyld. Hertil kommerendnu, visse Erhvervssygdomme ere indbefattede under Loven, og at Bevisbyrden er paalagt Fabrikanten. Som man ser, er den schweiziske Haftpflichtlov en

fuldstændig Modsætning til den tyske Lov af 1871, medens den i mangt og meget ligner den danske Lov om Arbejdernes Forsikring mod Følgerne af Ulykkestilfælde.Vor er jo kun en udvidet Haftpflichtlov, og ikke, som man efter Navnet skulde tro, en egentlig Forsikringslov.

Tilfredsheden med disse to Haftpflichtlove, den danske og den schweiziske, er til Trods for deres indbyrdes meget forskellig. Medens Loven i Danmark fuldt ud tilfredsstillende — efter hvad man kan dømme af dens korte Eksistens — er Schweiz i høj Grad utilfreds med sin Lov. I 15 Aar har man, ganske vist hidtil forgæves, arbejdet paa en Erstatning i Form af en eo-entlic Ulykkesforsikrincrslov. Hvad er nu Grunden til denne forskellige Virkning af to nogenlunde Love? Vi kan paa dette Spørgsmaal svare: Arbejderforsikringsraadet. Uden dette vilde den danske Lov utvivlsomt have haft den schweiziske Lovs Skæbne; det Overopsyn, som Arbejderforsikringsraadet er i Danmark, findes ikke i Schweiz, man mangler i sidstnævnte ganske det Forligsorgan mellem Arbejdere Arbejdsgivere, som Raadet danner hos os,

At Manglerne ved den schweiziske Haftpflichtlov virkelig i al Fald delvis ligge her, fremgaar bl. a. af en officiel Redegørelse*), hvori Lovens »Haupt-Uebelstånde«angives være følgende: 1) den foreskrevne Anmeldelse af Ulykkestilfælde sker ofte slet ikke, for sent eller ufuldstændigt, 2) de officielle Indberetninger om Ulykkestilfælde blive ikke foretagne objektivt, navnligmed

---

*) Botschaft des Bundesrathes an die Bundesversammlung vom 7. Aug. 1886.

ligmedHensyn til hvem der har Skylden, 3) Erstatningfor finder enten slet ikke Sted eller kun paa ufuldstændig Maade, idet Arbejderen af Frygt eller anden Grund lader sig nøje med en af Arbejdsgiverentilbudt 4) Misbrug af x\rtikel 9, saa at Byrden ved Haftpflichten faktisk overvæltes fra Arbejdsgivertil

Et Par andre Ulemper skulle vi endnu nævne. I den danske og ogsaa i den schweiziske Haftpm'chtlov — om end i mindre Grad i den sidste — gaar man ud fra, at Arbejdsgiveren skal forsikre Arbejderne, men da det ikke direkte er paabudt, kan det hænde, at Arbejdsgiveren undlader at forsikre. Indtræffer nu et betydeligt Ulykkestilfælde, er det maaske umuligt for Arbejdsgiveren at opfylde sine Forpligtelser, Arbejderen faar ikke sine Penge, eller det betyder økonomisk Ruin for Arbejdsgiveren. At denne Ulempe ved Loven i al Fald for Schweiz er følelig, viser den schweiziske Typograffagforenings til Regeringen: »Es sei das Haftpflicht dahin zu erganzen, dass die Versicherung der Arbeiter gegen Unfållen obligatorisch erklårt werde«. Petition nævner en anden Ulempe, der specielt er knyttet til den schweiziske Lov, nemlig den, at Arbejdsgiverne, naar en Arbejder rammes af en Erhvervssygdom, at befri sig for det økonomiske Tab ved at afskedige vedkommende. Hvis Arbejdsgiveren her skulde forsikre, vilde denne Ulempe være afhjulpet.

Ret naturligt mente man i Schweiz ikke at have anden Udvej end fuldstændig at ophæve Haftpflichtlovenog Stedet indføre en Ulykkesforsikring. I 1890 blev der med ca. 280,000 Stemmer mod c. 92,000

givet Forbundet Beføjelse til at indføre en Syge- og Ulykkesforsikring; naar man ser hen til den uhyre Majoritet, hvormed Forslaget blev vedtaget, maa det forundre, at selve Loven 10 Aar efter ved Referendum blev forkastet med et tilsvarende Antal Stemmer. Alt dette tyder paa, at Loven — der omtrent var skaaren over samme Læst som den tyske Syge- og Ulykkesforsikring — lider af mange Mangler. Selv fra Arbejdernes Side møulc Loven kun ringe Velvilje, og Grundene hertil vare hovedsagelig følgende: i) de Arbejdere,der ere under Haftpflichtloven, nyde ved mindre Ulykker en bedre Beskyttelse, end der vilde blive dem til Del under Ulykkesforsikringsloven, 2) Frygt for for høje Præmier, 3) Mistro rncd Hensyn til Lovens Gennemførelse. Disse Grunde fik mange af Arbejderne til at stemme imod Loven, til Trods for, at deres Foreningerofficielt for den. Saavel de Industridrivendesom holdt sig officielt passive; deres Foreninger vilde ikke tage Rtiiiing til Sagen, rnen gav deres Medlemmer frie Hænder — en Passivitet, som kun kunde virke til Ugunst for Lovens Vedtagelse.

Hvad der egentlig er Lovens Hovedfejl, er vanskeligtat De forskellige Interesser ere saa modstridende,et saa vanskeligt, at det kun er med blandede Følelser, man nu giver sig i Lag med en ny Bearbejdelse. Det er ved saadanne Love, at det schweiziske Referendum viser sig som en Bræmse paa Lovgivningsarbejdet; hvor mange gode Sider man end maa tillægge Referendum, har det dog ogsaa sin store Svaghed: det er vanskeligt i Schweiz at gennemføreen der hviler paa et Kompromis. I Fremtidenville

tidenvilledog maaske Sekretariaterne delvis kunne
afhjælpe denne Ulempe.

Det vilde føre os for langt at gengive Ulykkesforsikringslovens Historie; kun et enkelt Forslag Arbejdernes Side skulle vi nævne, nemlig Kravet om gratis Sygepleje. Medens Syge- og Ulykkesforsikringslovens krævede, at Udgifterne til Sygepleje og Sygepenge (o: Erstatning for det økonomiske Sygdommen foraarsager) skulde deles ligelig mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, skulde nu den gratis Sygepleje ikke alene tilkomme Arbejderne, men hele Befolkningen, medens selve Forsikringen kun skulde angaa Sygepengene. Midlerne til at dække Statens Udgift ved en saadan gratis Sygepleje skulde tilvejebringes et Tobaks monopol. Et saadant Monopol behøvede ikke at fordyre Tobakken saaledes som en Told, hævdede Arbejderførerne, Staten kunde faa tilstrækkelige Midler alene ved at tage Rengevinsten, der nu tilfaldt Fabrikanterne. Selv Arbejderne lode sig dog ikke overbevise herom; det Initiativbegær, man søgte at faa i Stand for at indføre Tobakstnonopolet, kunde ikke faa samlet de nødvendige 50,0CX) Stemmer, og da det var umuligt at skaffe Staten Pengene (man regnede mellem 15 og 24 Millioner Fr.) til den gratis Sygepleje, faldt Spørgsmaalet af sig selv.

Hvilke Veje den nye Revision af Lovforslaget vil gaa, er endnu en Gaade. Kun skal vi nævne, at.der fra enkelt Side — Arbejdernes — er gjort Forslag om at løse Spørgsmaalet om Sygeforsikring paa lignende Maade som i Danmark ved anerkendte Sygekasser med Statstilskud.

Den kantonale Lovgivning paa dette Omraade har

i hele denne Tid ret naturligt hvilet; kun Kanton
Neuenburg har for nylig indført en fakultativ Folkeforsikringmed

Samtidig med Ulykkesforsikringen beskæftiger man sig for Tiden med en anden Gren af Arbejderforsikringen, nemlig Forsikring mod Arbejdsløshed. I Juni 1894 blev Forslaget til en Forfatningsbestemmelse om »Ret til Arbejde« forkastet af Folket. Direkte var Resultatet saaledes for Arbejderne lig Nul, men indirekte dog Opstillingen af dette Krav sin Betydning, det gav Anledning til en Rundskrivelse fra det schweiziske Industridepartement til Kantonalregeringerne Sekretariaterne med Spørgsmaal om Muligheden at indføre en Statsforsikring mod Arbejdsløshed. I den forløbne Tid er der indløbet Svar fra forskellige Kantonalregeringer og Sekretariater, men da det vigtigste disse sidste, Arbejdersekretariatet, først for nylig har udtalt sig; har Sagen ikke kunnet føres videre.

Af de fremkomne Erklæringer er der Grund til særlig at fremhæve følgende. Gewerbevereins Sekretariat at naar Staten forsikrer Arbejderne mod Ulykker og Sygdom, følger heraf ogsaa Statens Pligt til Forsikring af Arbejdsdygtige mod Arbejdsløshed; enhver, der er forsikret mod Sygdom og Ulykke, maa derfor ogsaa være forsikret mod Arbejdsløshed, og Forsikringen maa være obligatorisk; Forsikringsomraadet være hele Schweiz, et mindre Omraade er for lille til en rationel Forsikring; Arbejdsgiverens og Arbejderens Bidragspligt skal suppleres med Tilskud fra Staten; i Forbindelse med Forsikringen maa indføres

Som man ser, er det kun i store og grove Træk, at Sekretariatet udtaler sig; men det drejer sig jo her ogsaa først og fremmest om at fastslaa Princippet: om Forsikring mod Arbejdsløshed skal indføres eller ikke.

Handels- und Industrie-Verein vil have Spørgsmaalet paa en anden Maade, nemlig ved Indførelse af Sparetvang: fra Arbejderens Løn trækkes en vis Brøkdel, beregnet saaledes, at vedkommende heraf daglig i saa lang Tid, som hans Erhvervsklasses gennemsnitlige varer, kan hæve et Beløb, der som Regel ikke maa være under Eksistensminimum. Vi kunne ikke her gaa nærmere ind paa hele dette interessante Forslag; kun skulle vi lige antyde de formentlige ved Forslaget. I Modsætning til Arbejdsløshedsforsikringen udelukker Sparetvangen Misbrug-, kan ikke være Tvivl med Hensyn til om Arbejdsløsheden er selvforskyldt eller ikke; Sparetvangen Arbejderens Ansvarsfølelse, da Summen for største Delen er fremskaffet af ham selv; man er fri for ethvert Skin af Understøttelse.

Arbejdersekretariatet stiller sig paa det praktiske Standpunkt ikke at fremkomme med uigennemførlige Forslag. Ethvert Forslag, der kræver positive Bidrag fra Arbejdsgivernes Side, maa efter Greulichs Mening henregnes hertil; skal et Forslag gaa igennem, maa det alene bygge paa Bidrag fra Stat og Arbejder. Man kan samtidig gaa to Veje. Den første Vej er »anerkendte«Fagforeninger; Fagforening, der har indført Forsikring mod Arbejdsløshed, kan til sit Grundfondaf forlange 2 Fr. pr. Medlem een Gang for alle samt aarlig et almindeligt Statstilskud lig Halvdelen af den givne Understøttelse. Beretningen beregner

Statens Udgift (f. s. v. 100,000 Arbejdere ere forsikrede) til en aarlig Ydelse af 160,000 Fr. plus 200,000 Fr, til Grundfondene, et Tilskud, der er forbavsende lille. Den anden Vej er Statsbidrag til enhver Kommune, der indfører obligatorisk Arbejdsløshedsforsikring; de forsikrede Arbejdere skulle yde 3/₅, Kommune eller Kanton 1j₅ og Staten 1/₅ af Udgifterne. Tænker man sig, at Schweiz's 18 store Bykommuner indføre en sa.adan Forsikring, vil Slalsbidraget kun blive 150,000 Fr.-, Greulich hævder saaledes, at det, ved Benyttelse af begge Forsikringsmaader samtidig, lader sig gøre at forsikre 200,000 af Schweiz's Arbejdere ved Hjælp af et aarligt Statsbidrag af 1/₃ Million Fr. Til disse Forslagknyttes Fordringen om Love, der skuile gaa ud paa at skaffe de Arbejdsløse Beskæftigelse, at ordne Arbejdsanvisningen og at regulere Arbejdsforholdenegennem

Ved Siden af disse Forarbejder til en Statsarbejdsløshedsforsikring man t Schweiz Forsøgene paa lokal Forsikring mod Arbejdsløshed samt, hvad der ret naturlig staar i Forbindelse hermed, Forsøgene paa Arbejdsanvisning. Da disse Forsøg er almindelig bekendte, det her være unødvendigt at dvæle videre ved dem.

Et Omraade, hvor den kantonale Lovgivning har været meget virksom i de sidste Aar, er med Hensyn til de saakaldte Enighedskamre og Voldgiftsdomstole.Allerede findes en Lov herom i de 10 største industrielle Kantoner. Det ejendommeligeved Delen af disse Kantonallove er, at de ere fakultative, o: selve Kantonalloven angiver kun Hovedprincippet, medens den nærmere Ordning er

overladt de enkelte Kommuner, som tillige selv maa afgøre, om de ville have Loven til at gælde for deres Omraade. Kantonalloven angaaende Voldgiftsdomstole i Waadt blev indført i 1888; først Aaret efter vedtog Byen Lausanne at føre den ud i Livet, lidt efter lidt fulgte andre Kommuner Eksemplet, saaledes de Payerne 1891, Yverdon 1893, Vevey 1898 og Najon 1899. Ogsaa paa andre Omraader finde vi saadanne fakultative Love, f. Eks. Loven om Arbejdsløshedsforsikring i Kanton St. Gallen-, selve denne Lov eksisterer endnu, uden dog for Øjeblikket at være effektiv, efter at Byen St. Gallen ophævede sin Lov i 1897.

Ordningen af Voldgiftsdomstolene er i de forskellige bygget over samme Grundprincip: Prud'hommes. Erhvervene ere delte i Grupper; i hver Gruppe vælge vedkommende Erhvervs Arbejdere et vist Antal Repræsentanter (Maksimum i Almindelighed og Arbejdsgiverne et tilsvarende Antal. Af disse Gewerberåte udtages for at afgøre det enkelte Stridsspørgsmaal i Almindelighed 2 eller 4, der sammen med en paa forskellig Maade valgt Opmand udgøre Gewerbegericht (Bureau de Concilation og Tribunal de Prud'hommes). Disse faglige Domstoles Beføjelse indskrænker sig i Almindelighed til at afgøre Stridigheder, angaa Lærlinge- og Arbejdskontrakter, hvis Værdi ikke overstiger et vist Beløb (i Reglen mellem 300 og 600 Fr.). Af Lovens andre Bestemmelser kan mærkes, at Sagfører ikke maa anvendes, at Proceduren er mundtlig, og at Dommen skal falde inden for en kort Frist.

Virkningen er nogenlunde ens over hele Schweiz;
nogle Forholdstal fra Byen Bern ville give os et Billede

heraf. I 1895 —1900 er der ialt indgaaet 1852 Klager, hvoraf Arbejdsgivernes udgør 6 °/₀. Klagerne bleve afgjorte paa følgende Maade: i 45 af 100 Tilfælde faldt Dom (heraf 1f._i übetinget til Gunst for Klageren, */3/₃ übetinget til Gunst for den anklagede), 40 af 100 Tilfældeafgjordes Forlig, medens Klagen i 15 af 100 Tilfælde toges tilbage eller afvistes. Stridsværdien (hvis Maksimum i Bern er 400 Fr.) var ret lille, i de tre Femtedele af Tilfældene under 50 Fr. Klagerne fra Arbejdernes Side angik mest Lønspørgsmaal, ArbejdsgivernesKlager überettiget Afskedtagen. Loven foranledigede en aarlig Udgift af omkring 2000 Fr., Indtægterne vare c. 500 Fr. aarlig.

Alle disse Spørgsrnaal om Arbejdstid, Arbejdsanvisning,Forligsdomstole har man fra mange Sider ment med eet Slag at kunne løse ved Hjælp af Berufsgenossenschaften, obligatoriske Syndikater. Paa den schweiziske Gewerbevereins Delegeretmøde i Zug 1888 blev det bestemt at virke for en Revision af Forfatningen til Gunst for en almindelig schweizisk Næringsordning. Dennes nærmere Indhold blev Aaret efter fastsat saaledes: de Næringsdrivende skulle deles i Arbejdsgiver- og Arbejder-Berufsgenossenschaften, som under Statens Tilsyn opstille de nødvendige Bestemmelserangaaende Organisation og raadslaa i Forening om deres fælles Interesser. Om at indføreden tidssvarende Lavsform er der derimod ikke Tale. Die Berufsgenossenschaften maa have korporativRet af Voldgiftsdomstole og Enighedskamre,Bestemmelser Læretidens Længde, Lærlingenes Normalantal o. s. v.). Naar Flertallet af Arbejdsgiverne saavel som Flertallet af Arbejderne i et

Distrikt vedtager Dannelsen af et saadant Syndikat, er
denne Beslutning bindende for alle Arbejdsgivere og
Arbejdere i Distriktet.

Saavel hos de mindre Næringsdrivende som hos Arbejderne vakte Sagen stor Interesse. Den nærmere gav dog Anledning til mange Meningsforskelligheder: Oprettelsen af Berufsgenossenschaften være frivillig eller obligatorisk; om Arbejdere og Arbejdsgivere hver skulde have deres Berufsgenossenschaft, der skulde underhandle sammen, eller begge danne eet stort, etc. En Standsning i Bevægelsen da Folket i 1894 forkastede Forfatningsforandringen: er beføjet til at oprette fælles Forskrifter med Hensyn til Næringsvæsenet«. Man opgav dog ikke Kampen; paa den schweiziske Arbejdsdag i Winterthur og Gewerbevereins Delegeretmøde i Glarus var Spørgsmaalet igen fremme; men begge Foreninger have saa meget andet at varetage, Arbejdet gaar ret langsomt for sig; Vejen er jo ogsaa lang, først Forfatningsændring og saa den egentlige Lov.

Vi have i Hovedtrækkene gennemgaaet Schweiz's Arbejderlovgivning og set, hvordan Schweizerfolkets Ønsker ere paa dette Omraade, hvormange Vanskeligheder maa overvindes, hvor langsomt og grundigt man gaar frem, hvordan de enkelte Partier tage Hensyn til hinandens Meninger, — kan man andet end beundre dette Folk?

At Arbejderlovgivningen har gjort sit til, at den
schweiziske Arbejder den Dag i Dag har en nogenlundegod
en Eksistens, der i al Fald tilsyneladendekan

syneladendekanmaale sig med Arbejdernes i enhver anden Nation, er utvivlsomt. Curti skriver saaledes i sin Artikel om Socialismen i det store Værk La S uisse au dix-neuviéme siécle: »Efter min Anskuelse er det Lovgivningen eller, om man vil, Statssocialismen, som mest har bidraget til at forbedre Arbejderklassens Stilling.«

I denne Udtalelse ligger, at ogsaa andre Faktorer have været virksomme i samme Retning. Arbejderforeningerne saaledes gjort deres til at hæve Medlemmernes Stilling ikke alene økonomisk — af de fra 1860 til 1894 foretagne Strejker har største Delen haft et gunstigt Udfald for Arbejderne — men ogsaa intellektuelt: i 1898 havde Gnitliverein 475 Diskussionstimer 382 Foredrag, hvortil endnu kommer en betydelig Undervisningstimer i Sprog (400 Timer), Gymnastik (1937), Sang (2675) o. s. v. Ved Siden af disse Bestræbelser fra Arbejderne selv er der fra mange andre Sider: Arbejdsgiverne, les sociétes d'utilité publique Kommunerne gjort meget for at forbedre Arbejdernes Vi have i Schweiz talrige Fabrikssygekasser, ker, der ere grundede paa demokratiske Principper — i den store Folkebank i Bern bliver man Medlem ved i smaa Rater (1 Fr. maanedlig) at indskyde 100 Fr. —, Fabrikssparekasser i 1895 ialt 36, hvori der indestod i^x/₂ Million Fr. — o. s. fr.

Paa gensidig Forstaaelse mellem Arbejder og Arbejdsgiversynes som Regel ikke at mangle, saaledeser den nyere Tid det gamle Tantiemesystem igen levet op i det franske Schweiz; 1893 fandtes Tantiemesystemet i 11 Fabrikker i 2den Fabrikkreds, i

1898 i 29; af disse sidste udbetalte de 9 største aarlig
c. 65,000 Fr.

Selv om Arbejderne saaledes kun med Tilfredshed kunne se tilbage paa deres økonomiske Stillings Udvikling Slutningen af det 19de Aarhundrede, er der dog endnu meget at gøre, thi — siger Curti — »les classes inférieures mesurent leur bonheur å celui des classes fbrtunées, et chaque époque se trouve en présence tåches nouvelles«. Disse tåches ere, som vi have set, i korte Træk: Revision af Fabrikloven, Forsikring mod Sygdom, Ulykkestilfælde og Arbejdsløshed Ordning af Næringslovgivningen.