Progressiv Ratebeskatning.

1 en Artikel i Berlingske Tidende for Onsdag Aften d. 3. Februar 1897: »Nogle Bemærkninger til Lovforslaget en Indkomst- og Formueskat til Staten^, fremsatte jeg første Gang Tanken om en progressiv Beskatning efter Ratesystemet. Jeg foreslog nemlig", at man i det da foreliggende Lovforslag om en Statsindkomstskat indføre en lempelig progressiv Skala, der kunde ordnes saaledes, at der efter Fradraget af det skattefri Eksistensminimum lagdes 1 °/o P^aa en nærmere fastsat Del af den overskydende Indtægt, men i^lj₂ °/o P^aa Restindtægten. Denne Beskatningsmaade vilde frembyde Fordele fremfor den hidtil kendte progressive

Senere hen — i Begyndelsen af 1899 — fremsatte jeg den samme Tanke for det da bestaaende kommunaleSkatteudvalg, Fordelene ved denne Beskatningsmaadeog efter Udvalgets Anmodningen der skulde kunne indbringe et forud opgivet Provenu for Staden Københavns Vedkommende.Skalaen akcepteret af Udvalget og

optaget i dets Lovforslag om en Indkomstskat i København,se 26. Juni iqoo, Borgerrepr. Forhdl. iq°°/₀₁, Tillæg p. 695 o. flg. Borgerrepræsentant, daværendeFolketingsmand Knudsen, der var Medlem saavel af det kommunale Skatteudvalg som af den senere nedsatte parlamentariske Kommission angaaende Beskatningsforholdenes Omordning, gjorde som bekendt her Forsøg paa at faa Ratesystemet indført i KommissionensLovforslag en Tndtægts- og Formueskat.

Jeg har saaledes allerede for flere Aar siden fremsat Forslag til Indførelsen af en progressiv Rateskala i vor Indkomstbeskatning og forøvrigt ogsaa i den seneste Tid syslet med Arbejder vedrørende dette Emne.

Da Hr. Laurits V. Birck i sidste Hefte af nærværende i en Artikel om den progressive Indtægtsskat, nu har bragt Spørgsmaalet om Ratebeskatningen for Tidsskriftets Læsere, kunde jeg ønske paa dette Sted at fremsætte nogle Bemærkninger om ndcviilc Ijcskiuimigsprincip.

Hr. Bircks Begrundelse af den progressive Beskatnings navnlig naar Ratesystemet anvendes, stemmer i Hovedsagen med min egen Opfattelse, saa jeg skal derfor kun paavise de væsentligste Ulemper ved den almindelige progressive Skala og forøvrigt indskrænke mig til paa Grundlag af indhøstede Erfaringer give nogle Oplysninger om Rateskalaens Konstruktion praktiske Anvendelighed.

Den almindelige progressive Skala gaar som bekendtud at beskatte de større Indtægter forholdsvishøjere de mindre. Man indordner derfor samtlige skattepligtige Indtægter under visse vilkaarlig

valgte Grupper, fastsætter en Minimumsprocent for Indtægterne i den første Gruppe, men lader derefter Procenten stige for hver efterfølgende Gruppe. En Skatteyders hele Indtægt bliver herefter belastet med en lavere eller højere Procent, alt eftersom Indtægten falder ind under en Gruppe af mindre eller større Indtægter.

Følgen af denne Beskatningsmaade bliver imidlertid, at Minimumsindtægterne i hver Gruppe rammes urimelig Skatteyderne blive derfor stærkt interesserede at deres Indtægter opgøres saaledes. at de komme ned i den lavere Gruppe, hvad de som oftest selv kunne bevirke ved Opgørelsen af Indtægterne, uden at behøve at gøre sig skyldige i noget ulovligt. Man tænke her blot paa de Indtægtsopgørelser, i hvilke en eller flere Posters Værdiansættelse beror paa Skatteydernes egne Kalkulationer. Men ogsaa Fristelsen at bruge ligefrem urigtig Selvangivelse for at undgaa den højere Procent, ligger jo meget nær. Selv naar Progressionen er meget ringe, vil Systemet dog medføre en vilkaarlig og uretfærdig Beskatning af de nævnte Minimumsindtægter, hvad nedenstaaende Eksempel viser.

Hvis der af Indtægter paa 50,000 Kr. og derover, men under 100,000 Kr., skal svares 2,4 °/₀, men af 100,000 Kr. og derover 2,5 °/₀, bliver Skatten af 99,950 Kr. = 2398 Kr. 80 Øre, af 100,000 Kr. derimod 2500 Kr. Den sidste Indtægt er kun 50 Kr. højere end den første, men af disse 50 Kr. kræves der altsaa 101 Kr. 20 Øre i Skat, eller med andre Ord 202,4 %• Forholdet bliver ikke synderlig bedre, om Indtægten er noget større end det paagældende Minimum.

Et saa urimeligt Resultat er ganske udelukket ved Ratesystemet. Dette gaar simpelthen ud paa at anvende stigende Skala paa en og samme Indtægt. Denne maa derfor inddeles i Rater, der beskattes hver for sig med en i Forhold til Raternes Antal stigende Procent.

Til Eksempel anføres følgende Rateskala

Af enhver Indtægt, der overstiger det skattefri
Minimum, svares:

Den højere Procent rammer altsaa kun den Del af Indtægten, der rækker op ien højere Rate. Progressionen herved helt igennem jevn og regelmæssig, hvorved Fristelsen til Defraudationer af den foran berørte omtrent ganske forsvinder.

Rateskalaen i sin her angivne Form egner sig imidlertid ikke saa godt til praktisk Anvendelse, da det jo bliver ret besværligt at beregne Skatten af hver Rate og sammenlægge de udfundne Beløb for at erfare, hvor meget hver enkelt Skatteyder skal betale. Den bør derfor omredigeres saaledes, at den bliver lettere at operere med.

Dette sker ved, at der i Skalaen vedføjes Summen
af de 2 første Rater tilligemed dens Gennemsnitsprocent.
Det fremkomne Beløb sammenlægges atter med den

følgende Rate-, den herved udfundne Sum anføres ligeledesmed Gennemsnitsprocent, og saaledes fremdeles.Der herved et vist Antal Indtægtsgruppermed Gennemsnitsprocent paa hver Gruppes Minimumsindtægt og en højere Procent paa den overskydendeIndtægt.

Enhver Minimumsindtægt bør dog helst for de lavere Grupper være et Multiplum af iooo, i de højere Grupper af 5,000 eller 10,000, saaledes at samtlige Minima blive Udtryk for typiske Indtægter. Herved opnaas, at Skalaen selv angiver Procenten for en stor Del almindelig forekommende Indtægter, samt at Skatten af enhver Indtægt, der ikke netop falder sammen med et Minimum, kun bliver at beregne af 2 Rater.

For at illustrere Omredaktionen af Skalaen i Overensstemmelse disse Regler, anføres her hvorledes den kommer til at se ud. For Tydeligheds Skyld, samt for at kontrollere om Gennemsnitsprocenten er rigtig, angives tillige Skattebeløbene for hver Rate:

Det vil imidlertid være rettest at gøre Maksimum i hver Gruppe en Skatteenhed lavere end Minimum i den næste, da det forvirrer at have den samme Indtægt begge Grupper. Procenten bliver uforandret. Med denne Ændring faa vi den endelige Skala saaledes:

I denne Skala er Skatteenheden ioo Kr., og der er ikke taget Hensyn til Fradrag af et Eksistensminimum hver Indtægt. Det turde da ogsaa være upraktisk at have en mindre Skatteenhed, naar man sætter Skatteprocenterne til saa smaa Brøker, idet man i saa Fald, naar Skatten skal beregnes og opkræves kvart- eller halvaarsvis, faar Brøker i selve Skattebeløbene, der selvfølgelig bereder Vanskeligheder ved Opkrævningen og Regnskabsaflæggelsen. Fradraget af et Eksistensminimum paa enhver Indtægt gør det vanskeligt i Praksis at operere med en progressiv Skala, og det i langt højere Grad end man vistnok tænker sig.

Skønt et saadant Fradrag er i god Overensstemmelsemed bør man dog af praktiske Grunde ikke tilstede det, men indskrænke sig til at fritage alle de Skatteydere, hvis Indtægter ikke overstigedet

stigedetgivne Minimum. Denne Modifikation medføreri ingen Ulempe. Naar en Skatteyderf. skal svare 1,5 °/0/₀ af en Indtægt paa 2000 Kr. med Ret til at fradrage de første 800 Kr. som skattefrit Eksistensminimum, kommer han faktisk til at betale 18 Kr. i Skat af sin Indtægt, men om man nu beregner de 18 Kr. som 1,5 °/0/₀ af 1200 Kr. eller som 0,9 °/0/₀ af hele Indtægten har jo ingensomhelst Interessefor

Konstruktionen af en Rateskala til praktisk Brug er nu ikke saa lige at gaa til. Der maa i Reglen tages Hensyn til mange Forhold, som influere dels paa Raternes dels paa Progressionen, Er Opgaven den at konstruere en Skala, der skal kunne give et forud fastsat Provenu, maa man selvfølgelig først og fremmest kende den omtrentlige Størrelse af de samlede , der skulle beskattes, samt hvorledes disse Indtægter gruppere sig, d: hvormeget af Skatteindtægten falder paa de mindste Indtægter, paa Middelindtægterne og de større, og endelig om Progressionen stige lige indtil 100 °/o e^er standse ved en given lavere Procent. Alle disse Hensyn bevirke, Raterne vanskelig vil kunne gøres lige store, og at heller ikke Procenten kan bringes til at stige i samme Grad paa alle Skalaens Trin.

Ratesystemet er imidlertid saa elastisk, at man med Lethed kan indrette Skalaen efter Omstændighederne uden at komme i Konflikt med dens Princip. Foranstaaende slutter med en Maksimumsprocent paa den sidste Rate, der er übegrænset, men under dette Hensyn er Procentens Stigning gjort stærkere paa det sidste Trin end paa de nærmest foregaaende.

Herved opnaas en fortsat, om end aftagende Progression op til saa høje Indtægter, som i hvert Fald her til Lands ligge indenfor Sandsynlighedens Grænser. Den Omstændighed, at Stigningen fra 100,000 Kr. er sat 0,3 °/0/₀ højere end fra de nærmest forudgaaende Rater, bevirker saaledes, at Gennemsnitsprocenten, der paa 100,000 Kr. er 1,8, paa 200,000 Kr. bliver 2,15, paa 500,000 Kr. 2,36 og paa 1,000,000 Kr. 2,43, en i Forhold til hele Skalaens Karakter formentlig passende Progression.