Skatterne i Danmark 1870—1900.

fra Statens Statistiske Bureau er der i April d. A. udsendt et Tabelværk (Femte Række, Litra E. Nr. i), der i Tekst og Tabeller behandler Kommune- og Havneregnskaber i Femaaret 1895—99.

I et særligt Afsnit i Indledningen til Tabelværket bliver der givet Oplysning om Skattepaaligningen i de forskellige Hovedgrupper af Kommuner (i. København, Provins>øbstæder, 3. Frederiksberg, 4. Handelspladserne Frederiksberg og 5. Landkommunerne) alle fem Aar, og til Sammenligning er anført de tilsvarende aarlige Gennemsnitsbeløb for Femaaret 1890^— _94.

Paa Beskatningsomraadet byder det indsendte Regnskabsmateriale Fordele, som friste til en Sammenligning indenfor selve de behandlede Aar og for Femaaret med tidligere tilsvarende Perioder; dels kan man nemlig være sikker paa, at Skattetallene med Nøjagtighed i alle Landets Kom-

muner, dels er Materialet paa dette Omraade temmelig homogent. Grundlaget for Skattepaaligningen er nemlig givet, og detaillerede Oplysninger foreligge om de Beløb, hver enkelt Skat har indbragt i de enkelte Aar. Naar man holder sig til de absolute Skattebeløb, spiller den forskellige Praksis, de enkelte Kommuner iøvrigt anvende, f. Eks. ved Ansættelsen til Formue- og Lejlighedsskat, eller ved Fordelingen af Skattebeløbet mellem Skatter paa faste Ejendomme og personlige Skatter, ingen Rolle. Der bliver derfor her ikke Tale om den Omformning af de meddelte Data til Brug for de fælles Oversigter, som Bureauet anfører at have maattet foretage paa andre Indtægts- og navnlig Udgifts-Omraader, paa Grund af den betydelige fra Kommune til Kommune baade i de Formaal, Kommunerne paatage sig, og i de Virksomheder, underlægge sig. Til det hele Skattemateriale sig dernæst ogsaa den Interesse, at det er herigennem, at saavel Kommuner som Stat faar deres væsentligste Midler til Fyldestgørelse af de offentlige Formaal. Ved en Undersøgelse af Kommunernes Forhold maa man dog ikke lade ude af Betragtning, at Indtægten af forskellige kommunale (f. Eks. Gas- og Elektricitetsværker) været af stigende Betydning i den nyere Tid, og at Kommunerne ogsaa i det sidste Tiaar har haft betydelige Indtægter ved Laan (i Tiaaret 1890^— ₉₉ steg Kommunegælden fra 77,4 til 134,5 Mill. Kr. eller med 57,1 Mill. Kr.), men Forrentningen og Afbetalingen af disse bliver jo ogsaa for en stor Dels Vedkommende at afholde af de indkomne og samler man samtlige Kom-

muners Indtægter i det sidste Femaar — bortset fra Overskud ved Aarets Begyndelse, men hvor der dog alligevel figurerer en Del Versursummer —, udgør Skattebeløbet alligevel ikke lidet over Halvdelen af det hele Indtægtsbeløb.

Vil man imidlertid danne sig en Oversigt over det Skattebeløb, Landets Borgere have udredet i Aarhundredets sidste 30 Aar, — her omhandles kun de Beløb, der i Regnskaberne opføres som egentlige Skatter, ikke de mangfoldige Afgifter og Byrder, Borgerne under forskellige Navne iøvrigt have at udrede til offentlige Formaal •—, maa man naturligvis først og fremmest fæste Opmærksomheden paa Statsskatterne,

Af de Oversigter, der paa Grundlag af de aarlige ere givne dels i de »Statistiske Sammendrag«, dels i »Statistisk Aarbog«, er omstaaende Oversigt udarbejdet. (Tabel 1, Side 373).

De givne Tal ere for saa vidt ikke ensartede fra Aar til Aar, som der i Løbet af de 30 Aar er foretaget i selve Skattelovgivningen. I nedenstaaende Omtale af Tabellen skal de væsentligste disse efterhaanden blive nævnte. Forinden jeg gaar over til en nærmere Redegørelse for selve de Kendsgerninger, der kan udledes af Tabellen, skal dog først angives Statsskatterne dels for det første A.ar i det her betragtede Tidsrum (Finansaaret i8^7O/₇₁) dels for det sidste Finansaar, for hvilket der er aflagt Statsregnskab, nemlig i9⁰⁰/₀₁; dette Aar er ikke medtaget i Tabellen, da Oplysninger om Kom-

muneskatterne endnu ikke foreligge længere end til
1899 inkl. (Se Tabel 2, Side 375).

I de 30 Aar ere Statsskatterne stegne fra 31.1 til 62,1 Mill. Kr.; de ere altsaa paa det nærmeste blevne fordoblede, samtidig med at Befolkningen kun er steget med c. 36 pCt.; Statsskatterne ere altsaa til at udgøre et større Beløb pr. Individ nu end for 30 Aar siden (henholdsvis c. 17V₂ og 25¹/. Kr. pr. Individ). Desværre foreligger der ikke sikre Data til Oplysning om Størrelsen af Befolkningens samlede Indkomst, og det er derfor ikke muligt nøjagtigt angive selve Skattetrykket, og man kan heller ikke hverken nøjagtigt eller tilnærmelsesvis opgøre, hvor stor en Del af Statsskatterne, Bybefolkningen Landbefolkningen udreder. Om de direkte Skatter kunde det vel nok opgives ret tilforladeligt, men det er den mindste Del, og ved de indirekte Afgifter — som er Hovedbyrden — svigter enhver nøjagtig Angivelse; man ved herom kun, at det flere Gange talmæssig er paavist, at de to største af disse Afgifter — Told- og Ølskat — hvile i betydelig højere paa Byboerne end paa Landboerne.

De direkte Skattebeløb ere i Løbet af de 30 Aar stegne fra 8,9 i det første til 10,5 Mill. Kr. gsntl. i det sidste Femaar. Stigningen falder for den væsentligste Del paa Bygningsafgiften, idet Hartkornsskatterne (Gammel-, Land- og Ligningsskat)stadig blevne opkrævede efter de samme Satser (bortset fra en lille Forhøjelse i Landskatten paa Bornholm, jfr. L. 12. Februar 1872); de Forandringer,der indtraadte, skyldes altsaa de übetydeligeÆndringer selve Skattegrundlaget, ved Inddæmninger, Fraskylning, Jords Overgang til forskelligeoffentlige

skelligeoffentligeFormaal o. dsl. Naar Tabellen dog viser, at Hartkornsskatten har indbragt Staten et betydeligt mindre Beløb i Begyndelsen af Perioden (indtil 1876), hænger dette sammen med, at det ved Afgørelsen af Tolvmillionsagen i 1838 fastsloges, at Skatteyderne skulde have Ret til at bringe til Afdrag 2/₆ af Bankhæftelsesrenter af Jorder og Tiender ved Erlæggelsen af deres Gammelskat. Da dette Forhold bortfaldt, stfig" altsaa Statens Indtægt af Skatten, som har indbragt sit fulde Beløb fra og med Finansaareti ⁷⁷/_{787 8-} Ligningsskatten af Byerne indbringer Aar efter Aar omtr. samme Beløb, og Rangskatten er heller ikke store Forandringer underkastet; naar den er en Del mindre i de senere Femaar end i det første, skyldes dette Loven af 26. Marts 1870, som dels bestemte, at Embedsmænd ikke kunde erholdeanden og Rang end den, Embedet medfører,dels Skatten af Embedsrang. Derimodhar været i stadig Stigen som Følge at en Forøgelse i Skatteobjekterne (de smaa Forandringer m. H. t. Fritagelsen for smaa Ejendommeog Bygninger med offentlige Formaal i 1870'erne har ikke øvet nogen kendelig Indflydelse paa Skatteprovenuet). Denne Stigning har navnlig været stor i den sidste Halvdel af 1890'erne og vidner om den stærke Nybygning i disse Aar; den falder saavel paa Bygninger paa Landet — herunder Frederiksberg — som paa Byerne, mest paa Landet, hvor Bygningsafgiften steg til henimod det 3-dobbelte, mindst i Provinsbyerne, hvor den blev godt fordoblet, medens København indtog en Mellemstilling.

I det første Femaar opføres dernæst under de

direkte Skatter Indtægten af den eneste Indkomstskat, har opkrævet i de sidste 30 Aar, udskrevet paa Grundlag af Lov 2. Juli 1870. Den indbragte ialt op imod 4 Mill. Kr. i den betragtede Periodes 2 første Finansaar; heraf faldt paa København 823,000 Kr., paa Købstæderne 642,000 Kr. og paa Landdistrikterne inkl. Handelspl. 2,532,000 Kr.

I det store og hele har Stigningen i det direkte Skattebeløb altsaa ikke været særdeles betydelig fra Gennemsnittet af det første til Gennemsnittet af det sidste af de her betragtede Femaar (Forøgelsen ved Indkomstskatten overstiger ikke meget Formindskelsen Gammelskatgodtgørelsen i det første Femaar); i alt udgjorde Stigningen kun 17,3 pCt. — svarede altsaa langt fra til den samtidige Befolkningstilvækst —, medens det samlede Skattebeløb til Staten i samme Tidsrum i alt tiltog med godt 72 pCt. De direkte Skatter ere altsaa komne til at udgøre stadig mindre Andel af det samlede Skattebeløb; i i8⁷⁰/_n udgjorde de henved en Tredjedel, men i I9⁰⁰/₀₁ godt en Sjettedel, pr. Individ- u dgj orde de i i8⁷⁰/_n: 5 1/₄ Kr., i ig^oo/_ol: 472 Kr., medens de indirekte Afgifter androg henholdsvis 12 1/₄ og 21 Kr.

De indirekte Afgifter udgøre saaledes en stigende Andel af det samlede Skattebeløb, i i8^7O/₇₁ indkom de med 21,7 Mill. Kr., i ia.⁰⁰/₀₁ med 51,2 Mill. Kr., og de ere altsaa langt mere end fordoblede i Perioden (de steg med 136 pCt.). Her maa selvfølgelig alene Tilvæksten i Befolkningstallet en stærk Stigning i Skattebeløbet, langt den væsentligste Del indkommer

gennem Forbrugsskatter; men dels er Indtægten vokset langt stærkere end Befolkningen, dels er der kommet nye Skatter til, der, som det skal ses, ved deres Merindtægt mere end opveje Nedgangen de i Perioden ophævede eller nedsatte Afgifter.

En Betragtning af de enkelte Skatter viser, at Stempelpapirsindtægten er stegen fra c. i 1i¹j₂ til 3^/4 xvlill. ICr.; dette ci en naturlig Følge af den i Perioden stærkt forøgede Omsætning, som ogsaa har givet sig Udtryk i en større Brug af Dokumenter o. 1.; af væsentligere Forandringer skal anføres, at en Lov af 25, Marts 1872 inddrog udenlandske Obligationer Pengeeffekter under Stempelskatten, og dette gav navnlig i de første Aar en ret betydelig Indtægt, ligesom Lotteriets fra Tid til anden stedfundne ogsaa have ført til Stigning i Stempelafgiften (Stempelafgiften af Lotterisedler er steget fra 188,000 Kr. til 554,000 Kr.). Ligesom for Bygningsafgiften viser der sig navnlig en stærk Stigning Stempelafgiften i den anden Halvdel af 1890'erne; dette hænger sammen med det stærke Opsving, der fandt Sted i Handel og Vandel i dette Tidsrum; de daarlige Tider i Decenniets Slutning medførte atter en ret betydelig Nedgang i Stempelpapirsintraderne.

Stigningen i Arveafgiften — som gennem hele Perioden har været opkrævet med de samme Satser — er et godt Kendetegn paa Befolkningens stigende Velstand, saa meget mere som Dødelighedeni nyeste Tid er mindre end tidligere. Som rimeligt er, kan Tilfældigheder bevirke, at denne Skats Indtægt svinger ret betydeligt fra

Aar til Aar, og selv ved Betragtningen af et Femaar kan Tilfældigheder spille med ind (saaledestrækker eksceptionelt lavt Skatteudbytte i i8"/₁₉₀₀ Gennemsnittet for hele Femaaret ned, uagtet forøvrigt intet af de sidste fem Aars Arveafgiftnaaede fra de sidste tre Aar af det forudgaaende Femaar). I det første Femaar udgjorde Arveafgiften gsntl. 701,776 Kr. aarlig, i det sidste 1,293,204 Kr., altsaa en Stigning paa godt 84 pCt.; højest naaede den i Femaaret i8⁹⁰/₉₁ ^{— 94}/₉₅ med 1,443,186 Kr. gsntl. I de to Yderaar i8⁷⁰/₇₁ og iq^oo/_o1 udgjorde Arveafgiften henholdsvis 693,000 og 1,581,000 Kr.

Indtægten af Afgiften ved Overdragelse af faste Ejendomme i By og paa Land har ligeledes været stigende; denne Afgift er ogsaa et ganske godt Barometer, følsomt over for gode og daarlige Tider. Derfor træffe vi en Opgang i Skatteprovenuet i Aarene omkring 1870'ernes Midte, derefter Nedgang, Begyndelsen af 1880'erne atter Opgang, Stilstand fra midt i 1880'erne til midt i 1890'erne, og en overordentlig stærk Opgang i Decenniets sidste Femaar, som atter er afløst af Fald i de sidste Aar. Det er i det store og hele den samme Bevægelse, vi ogsaa traf med Hensyn til Indtægten af Stempelpapirsintraderne. det første Femaar udgjorde Afgiften Kr. gsntl., i det sidste 985,883 Kr.

Indtægten af Sportler m. v. steg fra 1,669,140 Kr. til 2,356,718 Kr. under en lignende Bevægelse fra Aar til Aar som Stempelafgiften og Overdragelsesafgiften,hvilket a. hænger sammen med, at Tinglæsningssportlerne udgøre en forholdsvis stor Del

af Helheden, og de hvile netop paa Omsætning af faste Ejendomme. I gamle Dage gik Sportlerne til Lønning af Embedsmænd, men efterhaanden som Lov ig. Februar 1861, der satte Embedsmændene paa fast Lønning og overførte Sportlerne til Statskassen, ved Embedsledighed er gennemført overalt, har Sportlerneallerede den Grund maattet stige. løvrigt nedsattes Skiftesportlerne betydeligt ved Lov 30. Novbr. 1874, hvilket ogsaa medførte nogen Nedgang i den samlede Indtægt i de første Finansaar derefter. I den sidste Halvdel af 1890'erne have Sportlerne indbragt betydelig stigende Beløb; det hænger sammenmed tiltagende Omsætning', men der er ogsaa kommet nye — ganske vist ikke store Summer indbringende— til, som opføres under denne Post, saaledes Indtægter ifølge Patentloven og Varemærkelovensamt Beskatning af Væddeløbsspil (jfr. Tabellerne).

Vi komme derefter til Hovedindtægtsposten, nemligToldafgifterne m., som i Periodens Begyndelsei ^7O/₇₁ udgjorde 1378 Mill. Kr., men i i9⁰⁰/₀₁: 32,75 Mill. Kr., altsaa en meget betydelig Stigning, og denne er endda større, end Tallene angive, thi i 1891 indførtes Ølskatten (ig⁰⁰/^ : 6,2 Mill. Kr.), samtidig med at Tolden paa fremmed og Afgiften af indenlandsk Sukker nedsattes, ligesom Petroleumstolden formindskedes;den af Ølskatten, som skulde opveje den forventede Indtægtsnedgang, burde altsaa i al Fald medregnes. Toldafgifterne ere iøvrigt i hele Perioden blevne opkrævede paa Grundlag af Loven af 4. Juli 1863, suppleret med Krigsskatloven af 1864; de smaa Forandringer, der ere foretagne, ved Nedsættelsen i

Tolden paa Korkpropper og Ophævelsen af Istolden, spille ingen Rolle i Sammenligning med Forandringerneaf April 1891, der nedsatte Petroleumstolden og Tolden paa Sukker, ligesom den indenlandske Afgift paa Roesukker (indført ved Lov 3. Maj 1873, nedsat ved Lov 24. Marts 1877) formindskedes i tilsvarendeGrad; Afgift er hele Tiden indbefattet i det samlede Toldbeløb, hvor den ogsaa bør være, naar Sammenligningen skal være korrekt; thi ved en Undersøgelse som nærværende, hvor det kommer an paa Skatteindtægten, maa denne holdes for Øje, medens det er ret ligegyldigt, om det er fremmed Sukker, der bruges, eller det er dansk Sukker med en omtrent tilsvarende Afgift, der sættes i Stedet.

Sammenligner vi Toldbeløbet fra Aar til Aar, finder vi en stærk Opgang deri først i 1870'erne, som Følge af det økonomiske Opsving efter den fransktyskeKrig den deraf følgende betydelig forøgede Import; Opgangen kulminerede med Finansaaret i8⁷⁵/₇₆, hvorefter kommer Tilbageslaget med daarlige Tider, som vedvarede Decenniet ud. Derefter følger en rask Stigning i Toldindtægterne i Begyndelsen af ißßo'erne, som atter kulminerer i i8⁸⁴/_{85»8 5»} og som i de derefter følgende daarlige Aar afløses af Nedgang, først i 1 8888⁸⁸/₈₉ kommer vi igen op over Tallet i i8⁸⁴/₈₅, og i de følgende Aar holder Toldbeløbet sig saa temmelig ens. indtil Nedgangen som Følge af Toldnedsættelsenved af 1891. Men denne Nedgangvarede kort, idet det, baade paa Grund af Befolkningens Tilvækst og de gode økonomiske Forhold, stedfundne Opsving i Handel og Vandel naturlig maatte medføre en Stigning i Toldindtægten, og alleredei

redeii8⁹⁵/_P(; var Toldindtægten igen større end i Begyndelsen af 1890'erne, og derefter faar vi en særdeles stærk Stigning i de følgende Aar, som afløsesaf svag Stigning fra i8⁹⁸/₉₉ til i8"/₁₉₀₀, og derefter af en direkte Nedgang fra i 8"/₁₉₀₀ til ig^oo/_oi. (Det højeste Toldbeløb, noget Aar har at opvise, er 33,284,588 Kr. i i8"/₁₉₀₀, det laveste 13,776.648 Kr. i iß<°/₇₁).

Toldindtægterne synes altsaa at have fulgt den almindelige økonomiske Bevægelse, som allerede er paavist ved flere af de andre indirekte Afgifter. Men naturligvis kan man ikke fra den stærke Opgang i Toldindtægterne slutte til en tilsvarende forøget Velstand hos Befolkningen.

For det første er Befolkningen steget i Tal, men dernæst udfordres der en dybere gaaende Undersøgelse navnlig med Hensyn til de Artikler, paa hvilke Toldbeløbet falder, og hvor Stigningen er størst — for at vise dette. Alene den stærkt stigende Omsætning ved de forbedrede Kommunikationsmidler m. v. mellem Danmark og Udlandet i den nyeste Tid maa forøge Toldindtægterne, som her hjemme jo ogsaa hviler paa Produktionsmidler, af hvilke der f. Eks. navnlig i Slutningen af 1890'erne har fundet en stor Indførsel Sted. Og dernæst kan det godt være, at den stærkt forøgede Landbrugseksport kun er muliggjort Indførsel af andre erstattende Næringsmidler — toldpligtige eller toldfri — til Forbrug her hjemme, og i saa Fald er det mere end et Spørgsmaal, om Toldindtægtens Stigning tyder paa forøget Velstand.

Ved Beskatning af spirituøse Drikke indkom
i iS7°/71: 3,32 Mill. Kr., i I900/01: 9,14 MM. Kr. I

Periodens Begyndelse var det alene Brændevinen, der var beskattet, gennem den saakaldte Karrumsbeskatning;ved i. April 1887 gik man over til Udbyttebeskatning, der dog først fra 1892 skulde være indført ved alle Brænderier. Det var imidlertidikke , at der ved den nye Beskatningsformskulde en Forandring i selve AfgiftensHøjde. samtlige betragtede 30 Aar har Skatten svinget omkring 3 Mill. Kr. (mest i i8⁷⁵/₇₆: 3,76 Mill. Kr., mindst i i8⁸⁵/₈₆: 2,30 Mill. Kr.); Skatteindtægten var i Nedgang fra Femaar til Femaar indtil Udgangen af 1880'erne, ingenlundefordi konsumerede mindre Alkohol,men der skete en Overgang fra Forbrugaf til bajersk 01. I 1890'erne indtraf der igen nogen Opgang, hvilket hænger sammenmed af Ølskatten af 1. April 1891 — netop med Finansaaret i8⁹¹/92 begynder en Stigning i Indtægten af Brændevinsskatten —, der drog Forbrugetfra til Brændevin; siden da har Skatten Aar efter Aar indbragt under 3 Mill. Kr. Ølskatten, der traadte i Kraft 1. Oktober 1891, opkrævedes med 7 Kr. pr. Td. i de første Aar, men fra 1. Maj 1897 med 9 Kr. pr. Td. (med nogen Moderation for de i hvert Bryggeri producerede første 6000 Tdr.). Som Følge af Satsens Stigning skete der en stærk Opgang i Skatteindtægten med i8⁹⁷/,,₈. men forøvrigt har det stigende Forbrug medført en stadig Indtægtsopgang fra Aar til Aar.

Endelig skal nævnes Skibsafgiften-, den indførtesved
1863 som Afløsning for forskelligeældre
paa Skibsfarten, og hvilede fra

først af saavel paa den indgaaende som paa den udgaaende Skibsfart baade i indenrigsk og udenrigsk Fart; for den indenrigske Fart ophævedes den i 1879, for den udgaaende udenrigske Fart i 1887 og endeligfor udenrigsk Fart samtidig med FrihavnensAabning November 1894. Disse Forandringersætte deres Spor i de Beløb, Afgiften har indbragt. Det sidste fulde Finansaar, den opkrævedes, indbragte den godt 1 Mill. Kr. Paa den anden Side indførtes ved Lov 14. April 1893 fra 1. Jan. 1894 en Konsulatafgift som en aarlig Afgift paa alle danske Skibe paa 50 R. T. og derover, der gaa i udenrigsk Fart; den steg fra 177,000 Kr. i i8⁹⁴/₉₅ til 291,000 Kr. i i9⁰⁰/₀₁.

Femaarstabellen over Statsskatterne viser, at disse fra Femaar til Femaar have indbragt Staten et stedse stigende Beløb, navnlig stærkt stigende i Løbet af 1890'erne; af den i Tabellens nederste Kolonne anførte Individberegning fremgaar det ogsaa, at det aarlige Skattebeløb pr. Individ er blevet stadig højere; Yderaarene vare de, som alt anført, c. 17V2 Kr. (i8^7O/₇₁) og 25V2 Kr. (i9⁰⁰/<n). Sluttelig skal jeg anføre de absolute Skattebeløb for hvert af Femaarenes Finansaar:

For Kommuneskatternes Vedkommende er anvendt samme Fremgangsmaade, som Statistisk Bureau har brugt i de to sidste Kommunetabel værker. For Landkommunernes Vedkommende er Paaligningen til Sognekommuner og Amtskommuner samlet under ét. Bureauet gør opmærksom paa, at det foreliggende for saa vidt ikke er ganske homogent, man navnlig for Provinskøbstædernes Vedkommende ikke har kunnet konstatere forskellige Smaaudgifter, hvorom Københavns mere detaillerede trykte aarlige Regnskab indeholder Oplysning, men dette er dog uden særlig Indflydelse paa Hovedresultatet. følger af sig selv, at man har ladt ude af Betragtning den Art indirekte Beskatning, som navnlig finder Sted i Byerne, naar Beboerne ved forskellig Erhvervsvirksomhed (Gas, Vand, Kødkontrol) maa betale mere for Opnaaelsen af disse Goder, end hvad der svarer til de Udgifter, Kommunerne deraf; dette Forhold har iøvrigt faaet mere og mere Betydning i den nyere Tid. Men dernæst er ikke medtaget »Hundeskatten«, der nærmest en Slags Luksusskat, og heller ikke Afgifter i Henhold til »Næringsloven«, hvorom paalidelige Oplysninger ikke foreligge.

Paa Grundlag dels af de sidste Kommunetabelværker E. Femte Række, Nr. i. og Fjerde Række, Nr. i, 3 og 4), dels af »Statistiske Meddelelser«, Række, 2det og ste Bind, suppleret for Københavns Vedkommende med de af Københavns Kontor udgivne * Statistiske Oplysninger« I_—IV (for Tiden før 1890), er omstaaende

Nationaløkonomisk Tidsskrift. XXXX.

tabellariske Femaarsoversigt uddraget. (Tabel 3,
Side 386—87).

De Love, der ordne Kommunernes Finansforhold, ere for Københavns Vedkommende Lov 19. Februar 1861, for Provinskøbstæderne Lov 11. Februar 1863, der paabød en ensartet Ordning, som efterhaanden er bleven gennemført i alle Byer, og for Sogne- og Amtskommunernes Vedkommende Lov 6. Juli 1867.

Forinden den nærmere Redegørelse for de fremstillede skal, ligesom for Statens Vedkommende, gives en speciel Fremstilling for de to Yderaar 1870 og 1899 (for Amtskommunerne og Frederiksberg forstaas herved 1\_i 1870^{— 31}/₃ 1871 og lj_å 1899—³¹/₃ 1900); her skal jeg dog ikke anføre Tal for hver enkelt Skat, men kun for de 3 Skattegrundlag 1) Skatter paa faste Ejendomme, 2) Personlige Skatter cg 3) Andre Skatter. (Se Tabel 4, Side 389).

Stigningen i de samlede Kommuneskatter i den hele 30'aarige Periode er altsaa endnu større end for Statsskatterne, idet Kommuneskatterne ere blevne mere end fordoblede (fra 16,10 til 35,05 Mill. Kr.). Pr. Individ udgjorde de i 1870 c. 9 Kr., i 1899 c. 14^2 Kr., altsaa en betydelig stærkere Stigning end den samtidige Befolkningstilvækst. Dette hænger sammen med, at man i vore Dage i langt højere Grad end tidligere forlanger, at det offentlige paatagersig Opgaver, ikke mindst af social Natur, og ogsaa stiller Fordring om, at disse røgtes paa fyldigere Maade end før. Til en Bedømmelse heraf maatte man naturligvis se paa Kommunernes Udgiftsside og sammenligne de Udgifter, der nu modsat tidligere foranlediges ved Skolevæsen, ved

Medicinalvæsen, ved Forsørgelses væsen etc, og man vilde da sikkert faa Beviset i Hænde for, hvor langt mere omfattende den kommunale Administration er bleven i Tidens Løb, efterhaanden som den gamle liberal-økonomiske Anskuelse at overlade saa meget som muligt til det private Initiativ er traadt i Baggrunden.Maa altsaa afse en større Del af deres aarlige Indtægt til de kommunale Formaal, er sikkert ogsaa de kulturelle Goder, der ere indvundneherved, langt større. Man forlanger mere, og man maa da ogsaa finde sig i at betale mere for Godernes Opnaaelse.

Kommuneskatterne fra Aar til Aar frembyde for saa vidt mere Interesse end Statsskatterne; disse sidste opkræves efter faststaaende Regler fra Aar til andet, og indbringe de mere end Behovet, er det en Behagelighed for Statskassen, give de mindre, har man maattet se sig om efter andre Midler — Kapitalforbrug, — til at dække Underskudet med. Resultatet af det givne Skattegrundlag bliver med andre Ord en større Tilbøjelighed til at sætte »Tæring efter Næring«. For Kommunernes Vedkommende er der derimod en større Bevægelighed; der sætter man mere »Næring efter Tæring«. Der udarbejdes paa Forhaand et Budget over, hvad Aaret vil medføre af Udgifter, og man forhøjer eller formindsker da Skattesatserne, en højere eller lavere Procent for Formue- og Lejlighedsskatten, ligner et større eller mindre Beløb paa Hartkornet — naturligvis inden for de Stigningsgrænser, der ere fastsatte i den respekt. Skattelovgivning, hvor man i nogle Kommuner mere begrænset end i andre; saaledes har Københavns Kommune siden 1880 været oppe paa den Maksimumssats, hvormed det i Loven er blevet bestemt, at denne Kommune maatte opkræve sin Supplementsskat, Indkomstskatten.

Tabellen viser, at der fra Femaar til Femaar har fundet en fortsat Stigning Sted, noget større i 1890'erne end før. Hvor meget Skatterne have udgjort Individ i de forskellige Femaar, fremgaar af omstaaende Oversigt:

Ogsaaher maa det beklages, at Individberegningen kun giver et højst ufuldstændigt Billede af det Tryk, hvormed Beskatningen hviler paa Borgerne, og endnu mere her, hvor man har med enkelte Dele af Landet at gøre, savnes det, at man ikke kan sætte Skatterne i Forhold til Indtægten de respkt. Steder, og dermed maale Byrden. Dette vilde en almindelig IndkomstogFormuebeskatning Mulighed for at gøre. Tabellen viser, at Skatten pr. Individ i Tidens Løb er blevet større i alle Kommunegrupper. Størst var Stigningen paa Frederiksberg, men paa Grund af Udviklingen i de mellemliggende Aar er en Sammenligningfor Kommunes Vedkommende knap tilladelig. For de øvrige Kommuner var Stigningen stærkest i Hovedstaden, derefter i Provinsbyerne, mindst for Landets Vedkommende, men Forskellen i Stigningen er ikke stor. Naar Skattepaalægget pr. Individ i København er omtrent dobbelt saa stort som i Landkommunerne, kunde dette vel nok synes at stemme

med den Forestilling, man skønsvis har dannet sig om Indkomstforholdene de to Steder. Derimod synes Forskellen mellem Land og Provinsbyer ikke stor nok i Forhold til Skatteevnen-, men dels maa det ikke overses, at for den Del af Bybefolkningen, som bor i smaa Byer, ere Indkomstforholdene ikke meget forskellige fra dem paa Landet, dels maa her som andre Steder den store Bedrifts Fordele vise sig, saaledes at Udgifterne i de større Kommuner paa mange Punkter maa blive forholdsvis mindre end i de smaa, og det uagtet de større Kommuner alligevel kunne yde deres Beboere langt større Goder, end de smaa ere i Stand til. For samtlige Byer under ét udgjorde Skatterne i 1895^— _99: 17,35 Kr. pr. Individ mod 12,21 Kr. paa Landet.

I Hovedtabellen er der iøvrigt meddelt Oplysning om de Beløb, hvormed hver enkelt af Skatterne i de forskellige Kommunegrupper er indgaaet i Gennemsnittetaf respkt. Femaar, og den stærke Stigning, som har fundet Sted. Materialet frembyder de mindste Mangler for Københavns Vedkommende. For Provinsbyernesynes i Grundskatten at frembyde visse Tvivl, men her maa det erindres, at Loven af 1863 først efterhaanden traadte i Kraft, og dermed overførte alle de Afgifter, der tidligere have været udredede af de faste Ejendomme, undertiden efter rent stedlig Maalestok (Hartkorn, Husareal, Husfag m. v.), til alene at udredes som Grundskat eller Husskat (efter Assurrance) efter det i Vedtægten fastsatte Forhold. Dette er ogsaa Grunden til de store Beløb for »Andre Skatter« i Periodens Begyndelse;nu herunder væsentlig Ligning i

kirkelige Øjemed. Under Landkommunerne opføres i de to første Femaar de 5 smaa Handelspladser, men dette er dog uden Betydning, da Tallene ere saa smaa i Forhold til Helheden. Der er kun opført Hartkornspaaligningen til Amtskommunerne, derimod ikke den i Henhold til Kommunallovens § 50 foretagne Ligning direkte paa Kommunerne, da man i saa Fald vilde faa Beløbet med to Gange. Det er forøvrigt en Paaligningsmaade, som har fundet større Anvendelsei nyeste Tid (1870^— _75: 106,515 Kr. gsntl. aarlig, 1875-79: 242,512 Kr., 1880^—84: 281,319 Kr., 1885—89: 343.5²7 Kr., 1890—94: 395'766 Kr. og 1895—99: 483,769 Kr.). I Materialet for Aarene 1875 —89 har det af Bornholms Købstæder ydede Bidrag til den med Landdistrikterne fælles Amtskommuneikke udskilles, hvorfor Amtspaaligningeni Aar figurerer med et noget for stort Tal, ligesom en Dobbeltregning er til Stede, men da Beløbet er saa lille i Forhold til Helheden, øver det ingen Indflydelse.

En væsentlig Interesse frembyder Fordelingen mellem Skatter paa faste Ejendomme og personlige Skatter i de forskellige Kommuner; til Oplysning herom anføres omstaaende Oversigt for Aarene 1870 og 1899: (Se Tabel 6, Side 394).

Tabellen viser dels den forskellige Anvendelse af de to Hovedskattegrundlag i de forskellige Kommuner,delsForandringen Beskatningsmaaden fra 1870 til 1899. Paa Landet indkom i 1899 henved 7/₁₀ af samtlige Skatter ved Ligning paa Hartkornet, idet »Andre Skatter«, d. v. s. det ydede Naturalarbejde,ogsaanærmest her ind under, i KøbenhavngodtHalvdelen,

benhavngodtHalvdelen,og paa Frederiksberg c. 2/₅ ved Skatter paa faste Ejendomme; men for Provinskøbstædernevardette Tilfældet med henved x/s>x/s> og for de 5 Handelspladser endog kun med x/₁₂. Som Følge heraf maa de personlige Skatter komme til at spille den langt oververvejende Rolle i Provinsbyerne og de 5 Handelspladser, og delvis paa Frederiksberg, men udgøre en forholdsvis mindre Del i København og paa Landet. — Sammenligner man Aarene 1870 og 1899 viser det sig overalt, at Skatterne paa faste Ejendomme udgøre en forholdsvis mindre Del af den samlede Paaligning nu mod før. Det gælder København,hvorIndkomstskatten spiller en større Rolle

i det samlede Skatteprovenu, og det gælder ProvinsbyerogLanddistrikter, den stedfundne Skattestigningaltsaafortrinsvis ramt Formue- og Lejlighedsskatten(pr.Td. udgjorde SkattepaalæggettilAmt Sogne i 1870: 22¹/₂ Kr., i 1890,: 33V2 Kr.) — Men selvfølgelig har der fundet en stærk Stigning Sted i de absolute Beløb, hvormed Skatterne paa begge Grundlag indkomme, saaledes som ogsaa Tabellen for Yderaarene (S. 380) angiver.

Sluttelig skal de samlede Kommuneskattebeløb
indenfor hvert af Femaarene anføres:

Naar man paa Grundlag af foranstaaende Tabeller udfinde den samlede Stats- og Kommunebeskatning, det erindres, at Ligningsskatten af Byerne maa udelades, da den udredes direkte af Bykommunernes Kasse og altsaa tages af disses almindelige Indtægter, d. v. s. af Skatteindtægten.

I de to Yderaar, fra hvilke Oplysninger foreligge, nemlig for Kommunerne Aarene 1870 og 1899 og for Staten i8⁷⁰/₇₁ og 19⁰⁰/_{0j»0 j}» vare de absolute Skattebeløb sammenlagte ialt 46,98 og 96,92 Mill. Kr., eller en Stigning til godt og vel det dobbelte; pr. Individ udgjorde henholdsvis 26V2 °g" 4° Kr. i de to Aar.

Regner man nu, at Nationalindtægten i Aaret 1870 paa Grundlag af Erfaringerne fra Statsindkomstskatten dette Aar var c. 500 Mill. Kr., og sætter man den omkr. Aaret 1900 til 800 Mill. Kr. — saaledes som gjort af Finansminister Hage i sidste Rigsdagssamling (jfr. Folketingstidende 190^{11 — 02} Sp. 4319 fL) —, faar man som Resultat, at de her omhandlede og Kommuneskatter har udgjort henholdsvis 9,4 og 12,1 pCt. af hele Nationalindtægten. Statsskatterne androg henholdsvis og j,j pCt., Kommuneskatterne 3,2 og 4-4 pCt.

De stigende Krav til det offentliges Virksomhed har saaledes medført, at der har maattet opkræves større Beløb hos Borgerne til Formaalenes Fyldestgørelse; dermed er det naturligvis ikke givet, at det offentlige ogsaa har kunnet faa tilsvarende mere for Pengene. Til en Undersøgelse af dette Spørgsmaal udkræves et nøjagtigt Kendskab til Pengenes skiftende Værdi overfor de Præstationer, det offentlige har at udrede, og paa dette Spørgsmaal jeg ikke komme nærmere ind. Men forøvrigt det vel nok antages, at Stat og Kommune foruden den formelle Stigning i Kroner og Øre, som er behandlet paa foranstaaende Sider, ogsaa reelt har vundet noget ved for de samme Penge at kunne faa mere nu, end de kunde i 1870.