II. Fagforeningerne i Danmark.

Danmark er et af de Lande, hvor Arbejderorganisationernehave sig med størst Frodighed.Men den moderne Arbejderbevægelse i det hele naaede vort Land forholdsvis sent, saaledes er det først i den allernyeste Tid, at Bevægelsen har

taget den rivende Fart, der har bragt den op paa det nuværende Højdepunkt. I 1893, da Organisationsbevægelsenallerede mere end en Snes Aar gammel, fandtes der i Danmark ca. 400 Fagforeninger med ialt ca. 35,000 Medlemmer*), men saa kraftigt har Bevægelsen grebet om sig siden da, at Antallet saavei af Foreninger som af Medlemmer i de følgende 77^{— 8} Aar steg omtrent til det tredobbelte. Den 1. Januar 1900 fandtes der i Danmark 1195 Fagforeningermed Medlemmer.

Disse sidste Tal, der ere hentede fra det af Forretningsudvalget for de samvirkende Fagforbund ved Udvalgets Formand, J. Jensen, og dets Sekretær, M. Olsen, udgivne Skrift »Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark i Tiden fra 187₁ til iqoo«, give dog kun en ufuldkommen Forestilling om Rækkevidden af den stedfundne Udvikling. Selvfølgelig de store Tal deres Betydning, og Arbejderne Ret, naar de med Stolthed pege paa, at over de tre Fjerdedele af alle mandlige, voxne Arbejdere i Industri og Haandværk ere organiserede. Men er end Organisationernes rent numeriske Styrke af afgørende Betydning i Kampen om Arbejdsvilkaarene, det dog ikke overses, at det i andre Henseender ikke er Tallet alene, der gør Udslaget. Hvor Talen er om Arbejderorganisationens Betydning som kulturel TCraft. kommer det maaske nok saa meget aii paa, livuileueb Og af hvilket IvictLeiid.lt; Bygningen er sammenføjet, som paa dens Størrelse. Med aabent Øje herfor have Forfatterne af det nævnte okriit niedinddraget under deres j.: rerristilling ét overordentlig Oplysningsmateriale, hvoraf en stor Del ganske vist kun staar i løsere Forbindelse med det egentlige faglige Organisationsværk, men som paa den anden Side giver Beretningen Kød og Blod, saa at den virkelig bliver et Stykke Socialhistorie ikke ringe Værdi.

Det er bekendt, at Fagforeningsbevægelsen i Danmark ikke er stort mere end 30 Aar gammel, idet den første Fagforening (Typografernes) oprettedes i 1869; det er ogsaa bekendt, at de ugunstige Konjunktureri

---

*) De danske Fagforeninger. Ved Marcus Rubin. Nationaløkonomisk 1893, S. 621 ff.

junktureriSlutningen af Halvfjerdserne i Forbindelse med de to Arbejderførere Pios og Geleffs Bedrageri og Flugt (1877) lammede Bevægelsen og forhalede Udviklingen i nogle Aar, saaledes at i Virkeligheden kun 2—32^—3 pCt. af de nu bestaaende Fagforeninger ere ældre end 1880. Det Tempo, hvori Oprettelsen af de 1195 Foreninger er foregaaet, fremgaar af følgende Oversigt, hvor den hele 3oaarige Periode er delt i Femaarsafsnit:

Det er oftere fremhævet, at Arbejdersammenslutningerne gode Tider for ret at kunne trives, og dette er i det væsentlige rigtigt og bekræftes af Erfaringen. Under nedadgaaende Konjunkturer spores næsten altid Udmeldelse af Fagforeningerne, og det samme er Tilfældet, naar en større Arbejdskonflikt har faaet et for Arbejderne uheldigt Udfald. Smedeog Fagforening i København havde i 1885 ca. 1400 Medlemmer, men Tallet sank i det følgende Aar efter den langvarige Arbejdsstandsning, der bragte Arbejderne Nederlag, til 450, og først fra Begyndelsen af Halvfemserne kan der atter spores Fremgang i Antallet af organiserede Arbejdere i dette Fag: Medlemsantallet var 896 i 1894 og 4149 i Januar Dog er det ikke alle Fag, der i saa høj Grad lade sig paavirke af Begivenhederne; størst Følsomhed er der hos »Industrifagene«, navnlig de mindre, hvor Arbejderne ere spredte paa mange Arbejdspladser med faa Arbejdere paa hver, mindst Følsomhed vise de store Bygningsfag, hvor der dels er større økonomisk Modstandskraft, og hvor tillige Sammenholdet styrkes ved, at der ofte arbejdes i Fællesakkord.

Karakteristisk for de danske Fagforeninger er det, at de fleste af dem ere smaa. Det gennemsnitligeMedlemstal ganske vist omtrent 80, men dette skyldes Existensen af enkelte meget store københavnskeForeninger. 1195 Foreninger, der bestodeden

stodedeni. Jan. 1900. fordelte sig efter deres Størrelsepaa
Maade:

De syv Tiendedele af Foreningerne havde altsaa under 50 Medlemmer hver, og over en Fjerdedel havde højst 10 Medlemmer. Naturligvis hænger dette sammen med, at en stor Del af vore Provinsbyer ere saa smaa, at mange Arbejdsfag kun ere repræsenterede et ganske lille Antal Udøvere.

Organisationsformen er vistnok i Hovedtrækkene bekendt. De aller fleste Fagforeninger ere rent lokale, kun omfattende et enkelt Fags eller Industribranches Arbejdere i en enkelt By. Men største Delen af disse lokale Foreninger ere faglig samlede i Landsforbund, de fleste Landsforbund tilligemed et mindre Antal Foreninger, der ikke ere organiserede i Forbund, atter under en fælles Centralledelse »De samvirkende Fagforbund« *). Talmæssig ser Organisationen ud:

---

*) Det er dog ikke alle Landsforbund, der ere delte i Lokalforeninger særskilt Bestyrelse ; dette er vel det almindelige, men enkelte Landsorganisationer have kun i de forskellige Byer Korrespondenter eller Tillidsmænd, der opkræve Kontingentet hos Medlemmerne og iøvrigt danne det fornødne Mellemled mellem disse og Hovedbestyrelsen. I nogle Forbund findes en Blanding af begge Systemer, idet der baade findes Lokalafdelinger særskilt Bestyrelse og (navnlig i mindre Byer) umiddelbare Endelig have nogle Fag (Skræddere, Smede) ført Organisationens Leddeling et Skridt videre end almindeligt, idet der i de større Byer er dannet Underafdelinger af de lokale Foreninger, saakaldte Klubber, der, med særskilt Bestyrelse, kunne omfatte et eller flere Værksteder.

Centralorganisationen omfatter altsaa de ni Tiendedele
Foreningerne og de fem Sjettedele af
alle organiserede Arbejdere i Landet.

De fleste Landsorganisationer omfatte kun et enkelt Fag (jfr. Betegnelsen Fagforbund). Men den almindelige industrielle Udvikling har naturligt medført, at der navnlig i de senere Aar er dannet Foreninger, der omfatte alle Arbejdere, faglærte og ikke faglærte, mandlige og kvindelige, som beskæftiges samme Industri. Saadanne Sammenslutninger Industriforbund.

Ved Siden af de faglige Landsforbund og disses Centralledelse bestaar der i mange Byer lokale Fællesforeninger, v. s. Sammenslutninger af Byens forskellige Antallet af saadanne Fællesforeninger den i. Januar 1900 54; de omfattede 845 Fagforeninger med et samlet Medlemsantal af 79638. For Flertallet af de organiserede Arbejdere i Danmark er Organisationen altsaa tvesidig; man har ikke, som i de fleste andre Lande, valgt det ene eller det andet Princip, men man har samtidig fulgt begge, dog saaledes at Formaalet for de lokale Fællesorganisationer er et andet og videre end Fagforbundenes (jfr. nedenfor).

Det fælles Formaal for alle Fagforeningerne er naturligvis i første Linie Arbejdsvilkaarenes Forbedring.*)For anskueliggøre, i hvilket Omfang den af Foreningerne i denne Retning udfoldede Virksomheder have de samvirkende Fagforbund ved Hjælp af Oplysninger fra de enkelte Foreninger tilvejebragt en Oversigt over de Forandringer, der ere foregaaede med Hensyn til Arbejdslønnens Højde og Arbejdstidens Længde i Tiden mellem 1872 og 1899. Man har fra de aller fleste af de nu bestaaendeFagforeninger

---

*) I Overensstemmelse hermed har man fastslaaet Grænsen for, hvilke Foreninger der skulde medtages i den statistiske Oversigt. Fagforeninger er nemlig forstaaet saadanne Sammenslutninger, der have det u dtalt e Formaal at søge hidført i Arbejdslønnen og Forkortelse i Arbejdstiden Medlemmerne, hvorimod saadanna Foreninger, som vel bestaa af Arbejdere eller dermed ligestillede Personer, men ikke overfor Offentligheden eller Arbejdsgiverne fremtræde som Fagforeninger (i ovenfor angivne Betydning) ikke ere medtagne. Udenfor Opgørelsen ere f. Ex. Postbudenes og Lokomotivfyrbødernes Foreninger.

endeFagforeningerfaaet Oplysning" om den almindeligedaglige og daglige Fortjeneste indenfor Foreningens Omraade i 1872, 1884 og 1891). Medens man kender Tallet paa de Arbejdere, der vare beskæftigede indenfor hver Forenings Omraade i 1899, har det derimod ikke været muligt at tilvejeogman derfor maattet bygge Beregningerne over det nuværende Medlemsantal i Foreningerne. Statistiskset den anvendte Metode den Svaghed, at man ikke har Sikkerhed for, at de forskellige Arbejdstids- og Løngrupper blive repræsenterede i det sande Forhold for Aarene 1872 og 1884. F°r den, der ikke havde et indgaaende Kendskab baade til selve Emnet og til det foreliggende Materiale, vilde det derfor være en prekær Sag at anvende den her benyttede Metode — som iøvrigt under de foreliggendeBetingelser den eneste mulige — men dels borge Forfatterne for, at de forskellige Fag ere nogenlunde ligeligt repræsenterede i Forhold til deres Styrke, dels viser det sig, at de Resultater, Beregningengiver, meget nær til dem, der ere vundne ad anden Vej (f. Ex. for Lønnens Vedkommendede det københavnske statistiske Kontor foretagne Undersøgelser).

Oplysninger om Arbejdstid og Arbejdsløn foreligge
Aaret 1899 i følgende Omfang:

Undersøgelsens Resultater have vi her sammenfattet efterstaaende tabellariske Oversigt, der angiver procentvise Fordeling paa nogle faa Arbejdstids- og Løngrupper i hvert af Aarene 1872, 1884 og 1899 (se følgende Side):

Fremgangen er ganske overordentlig. Gennemsnitlig alle Fag og for hele Landet tjente en Arbejder 1899 ca- 60 pCt. mere pr. Dag end i 1872; men tillige var hans Arbejdstid reduceret med i1,..i¹,.. Time pr. Dag (fra 11,4 til 10,1 Time), saa at Vederlaget en Times Arbejde i Virkeligheden var omtrent pCt. højere i 1899 end i 1872.

Kunne nu Fagforeningerne med Rette tilskrive
sig Æren for denne betydelige Forbedring af Arbejdsbetingelserne?

Vistnok drives der en hel Del Afguderi med Associationernes almægtige Indflydelse i Samfundslivet,og er næppe Tvivl om, at vore Dages frie Sammenslutninger (Arbejdernes saa vel som andre) tilrive sig eller tilskrives mange ufortjente Laurbær. Men det sande Forhold er som oftest uudgrundeligt, fordi man ikke kan isolere Aarsagerne og maale hver enkelts Styrke. Ogsaa før Fagforeningernes Tid var Arbejdslønnen jo en foranderlig Værdi, ja i en vis Forstand var den vel endog mere foranderlig end nu, og det staar fast, at opadgaaende Konjunkturertil Tider have været ledsagede af stigende Arbejdsløn. Ogsaa uden Fagforeningernes Hjælp vilde Arbejdslønnen utvivlsomt nu være betydelig højere end for 30 Aar siden. Maaske bestaar da Fagforeningernes Fortjeneste lige overfor Spørgsmaaletom og Arbejdstid væsentligst deri, at de have hjulpet Arbejderne til at fastholde det én Gang vundne, saa at der ikke efter hver Depressionsperiodeskulde forfra. Men selv om

saa er, have Fagforeningerne saavist ikke arbejdet forgæves, og deres Indflydelse rækker langt ud over det direkte Formaal. Hvad vil det sige at fastholde Arbejdsprisen i vanskelige Tider? Det betyder jo at øge Produktionsomkostningerne relativt; men Resultatetheraf ikke blot det, at Kapital og Driftsherremidlertidig et mindre Udbytte, del er ogsaa det, at der sker en Udrensning af urentable Bedrifter, af forældet Teknik, af gammel Slendrian — og herigennem beredes atter Vejen for nye Fremskridt,skabes for yderligere Forbedringer af Arbejdsvilkaarene.

Som et nødvendigt Led i Kampen om Arbejdsbetingelserne Ydelsen af Strejkeunderstøttelser. I Aarene 1891^— ₉₉ udbetaltes paa denne Konto af samtlige danske Fagforeningskasser 3,748,000 Kr., hvoraf den langt overvejende Del falder paa den store Lock'out i 1899.

Ydelse af Understøttelser i andre Øjemed er ikke et nødvendigt Punkt i alle Foreningernes og Forbundenes men det er dog ikke übetydelige Beløb, der medgaar til Understøttelsesbidrag til Arbejdsløse, Syge o. 1., jfr. efterstaaende Oversigt for det sidste Regnskabsaar før Beretningens Affattelse (1899^—1900):

I Forbindelse med Understøttelse til Arbejdsløse have enkelte Forbund oprettet Arbejdsanvisningskontorer. de fleste Tilfælde er det dog Afdelingerne navnlig de københavnske, der have optaget denne Opgave. I København findes organiseret Arbejdsanvisning i 20 Fag.

Derimod er Udgivelsen af Fagblade nærmest Forbundenes Sag. 26 Forbund og 2 selvstændige Foreninger udgive Fagblade; af disse udkommer 1 hvert Halvaar, 7 hvert Fjerdingaar, 2 hver anden Maaned, 13 hver Maaned, 4 hver fjortende Dag og 1 hver Uge. Fagbladene udgaa tilsammen i noget over 80,000 Exemplarer.

Som foran nævnt, have de lokale Fællesforeninger et meget vidt Program : »at fremme Arbejdernes Interesser paa alle Omraader« som det hedder i en af disse Foreningers Love. Til disse Fællesorganisationer er saaledes henvist en Mængde filantropiske, kulturelle, tildels kommunale og politiske Opgaver, der bedst varetages af lokale Kræfter. Foruden at arrangere Møder, Demonstrationer, Fester o. 1., foretage Fællesforeningerne undertiden Indsamlinger Understøttelse af Arbejdsløse; de oprette Bespisningsanstalter for Nødlidende, understøtte Arbejderhustruer, Mænd ere indkaldte til Militærtjeneste, Pantelaan, forestaa Syge- og Ulykkesforsikringer, for Afholdelse af Foredrag, arrangere oprette Biblioteker o. s. fr.

Fra Fællesforeningerne er endvidere Initiativet udgaaet til Arbejdernes kooperative Foretagender. Her maa i første Linie nævnes Opførelsen af Forsamlingsbygninger, der allerede findes 5 i København og 15 i Provinserne. Fællesbagerier findes i 15 Byer, kooperative Møller i 2 Byer, Ølbryggerier i 3. Af andre kooperative Arbejderforetagender kan nævnes: 1 Margarinefabrik i Svendborg, 1 Maskinfabrik Horsens. 1 Stenhuggeri paa Bornholm, 1 Mælkeforsyning og Mejeri, 3 Kødudsalg samt et Beklædningsmagasin København. Endvidere flere Brændselsindkøbsforeninger og Forbrugsforeninger, af hvilke én (i Randers) har oprettet en Sparekasse.

Naturligvis have Arbejderne ikke faaet alt dette gratis. Fagforeningerne koste dem mange Penge — og des flere for hvert Aar der gaar. Af de københavnske svarede i Aaret 1881 en Fjerdedel mindre end 10 Øre pr. Uge i Kontingent, og de to Tredjedele svarede mindre end 15 Øre, medens det højeste Kontingent, 35 Øre ugentlig, kun svaredes af 4 pCt. af samtlige Medlemmer; er der kun et Par Procent der svare under 15 Øre, og over en Fjerdedel af alle organiserede Arbejdere yde mindst 75 Øre om Ugen i Fagforeningsbidrag. En i Januar igoo foretagen samlet Opgørelse af de ordinære Aarskontingenter, udredes til samtlige Landets Fagforeninger, følgende Resultat:

For Tiden løber det ordinære Kontingent til
Fagforeningerne i Danmark op til den anselige Sum
af ca. 1111/2 Million Kr. aarlig.

Der findes store Modsætninger indenfor Kredsen af Danmarks 96000 fagorganiserede Arbejdere. Fra Lejlighedsarbejderen til Typografen, fra Maskinstrikkersken Farmaceuten, fra Landbrugsarbejderen til Pakmesteren ved Statsbanerne og den københavnske Brandmand, fra Gadesælgeren til Handelskontoristen er den sociale Kløft baade bred og dyb. Ganske vist er hertil at bemærke, at de Fag, der ikke høre til den egentlige »Arbejderklasse« , samt en Del af dem, der socialt — om end maaske ikke altid økonomisk repræsentere Arbejderklassens øverste Lag", staar udenfor Centralorganisationen. Dette gælder saaledes Farmaceuternes, Ilandels- og Kontormedhjælpernes, og Sporvognsfunktionærernes Derimod er det københavnske Arbejderforbund« (Arrestbetjente, Brandfolk, Kvægtorvs og Slagterifunktionærer samt de kommunale Opsynsmænd) optaget i De samvirkende Fagforbund.

Trods Organisationens brogede Sammensætning, er det hidtil i Regelen — om end ikke altid — lykkedes at holde Disciplin i Rækkerne og ave de oprørske og separatistiske Tendenser, som nu og da have vist sig. Paa dette Punkt ligger maaske Fagforeningsledelsens aller vanskeligste Opgave i Fremtiden.