Dr. Ludwig Stein. Professor der Philosophie an der Universität An der Wende des Jahrhunderts. Versuch einer Kulturphilosophie. Freiburg i B. Verlag von J. C. B. Mohr. 1899. (415 S.).

Forf. hendrog i 1897 Opmærksomheden paa sig ved et omfangsrigt, altfor omfangsrigt, men fortjenstfuldt »Die soziale Frage im Lichte der Philosophie. iiber Sozialphilosophie und ihre Geschichte«. Det os foreliggende Værk betegnes af sin Forfatter udtrykkeligt som et Supplement til hint socialfilosofiske Værk, men adskiller sig forøvrigt fra det større Værk, idet det behandler flere filosofiske Spørgsmaal end blot socialfilosofiske, og desuden derved at Behandlingen sker under den lettere »Essay«-Form. omfatter i Virkeligheden tyve, i Hovedsagen selvstændige Afhandlinger, overvejende filosofisk-historiske og socialfilosofiske Afhandlinger. Der findes Meget af Interesse i dem, — det maa man indrømme, selv om man ikke billiger Alt, hvad der argumenteres for, ej heller føler sig tiltalt af Forfatterens altfor germanske Tankegang o? Udtryks- IIIUUUCi

I Anledning af den saakaldte Fredskonference i Haag udarbejdede Forf. en Afhandling: »Die Philosophiedes , og den udgør nu en af de tyve. Den nævnte Sammenkomst og den russiske Czars bekendte Manifest, der gav Stødet til den, fremkaldte, som bekendt, en omfangsrig Brochure- Literatur pro og contra. Prof. Stein satte sig, som han udtrykker sig, »die verzweifelte Aufgabe«, »die Friedens- und Unfriedenslitteratur berufsmassig herunterzu Opgaven var ikke lystelig, fordi den Literatur, der skulde gennempløjes, i høj Grad var præget af Konfusion, fixe Ideer af forskellig Art og pathetiske Deklamationer i den skønneste Forvirring.Af

virring.AfForf.s Studium af denne Literatur fremgikhans
Filosofi«.

Det første Spørgsmaal, Forf. her stiller sig, er det filosofiske eller sociologiske Grundspørgsmaal om den menneskelige Naturs Væsen, hvori den evige Krig siges at være begrundet. Krigsapostlenes Hovedargument er jo den aldrig beviste og i Virkeligheden Paastand, der i sig indeslutter en petitio principii, — den Paastand, nemlig: at »Krigen er begrundet i den menneskelige Natur«, eller, som Prof. v. Stengel endog udtrykte det i sin Brochure: -Der ewige Friede«, at »Krigen er en Bestanddel af den guddommelige Verdensorden«, - en Sætning, Prof. Stengel uvidenskabeligt og urigtigt søger at støtte ved Paaberaabelse af Biblens Ord. Spørgsmaalet »den menneskelige Natur« har jo i Tidernes beskæftiget utallige Tænkere, men mellem følgende Grundopfattelser vil det være nok i denne Sammenhæng at skelne:

Ifølge den ene Opfattelse er Menneskets Grundnatur»ond«. staar ifølge sin Natur fremmed og fjendsk ligeoverfor alle Andre: »homo homini lupus«. Den kirkelige Formulering af det »Ondes« Problem er: Syndefaldet; den filosofiske: Egoismen. Mennesket beherskes i Naturtilstanden af en Grunddrift,Selvopholdelsesdriften, negative Side er en »Alles Kamp mod Alle« (Hobbes), medens den positivefinder Udtryk i »Viljen til Magt« (Nietzsche). Denne naturalistiske Theori nægter, vel at mærke, ingenlunde Tilstedeværelsen af altruistiske Følelser, kun betragter den disse sorn værende af sekundær, medens Egoismen er af primær Art. Egoismen avler nødvendigvis — enten af Frygt (Hobbes) eller af klog Beregning (Bentham) — Altruismen, der i Stedet

for Alles Kamp mod Alle sætter Alles Arbejde for
Alle.

Skarpt ligeoverfor denne Vold- og Magttheori staar den fra Aristoteles og Stoikerne stammende Følelsestheori. Denne betragter Menneskenes Sammenslutningsdrift lige saa oprindelig som deres Selvopholdelsesdrift. Mennesket har aldrig været noget vildt Rovdyr, men var fra første Færd af et tamt Hjorddyr. De sociale Instinkter ere ligesaa primære som de antisociale (Bodin, Grotius, Shaftesbury). gensidig Hjælp, Kærlighed ere Bestanddele af den menneskelige Grundnatur (Smith, Hume). Naturmenneskene staa ikke ligeoverfor hverandre Ulvene i Urskoven; tværtimod: homo homini deus; — saaledes lære Følelsesfilosoferne og Romantikerne. Af Natur er Mennesket godt og ædelt; — det er Kulturen, som har fordærvet, egoiseret (Kynikerne,Stoa, Rousseau, Tolstoj).

Disse tilsyneladende uforsonlige Modsætninger i
Fortolkningen af »den menneskelige Natur« søger nu
den af Stein forfægtede evolutionistisk-optimistiske
ai iwse. iipiKur, Repræsentant for den
førstnævnte Theori, har Ret, forsaavidt angaar den
sociale Evolutions Udgangspunkt, — Stoa, forsaavidt
angaar dennes senere Udviklingsstadier. Begge
Theorier begik den sociologiske Fejl at gaa ud fra
den falske Forudsætning: at det nuværende MenneskesNatur
et uforandret Aftryk af Anthropoidernes.Men
Begyndelse og nuværendeStatus
netop ikke hinanden, langtfra.
Der er, ifølge Udviklingslæren, Intet til Hinder for,
at den brutale Egoisme kunde staa ved den sociale
Udviklings Begyndelse, den fuldendte Altruisme ved
dens Slutning. Alle sympathiske Følelser blive derefterProdukter
den sociale Samvirken. Om denne

Sympathi, dette Alles Arbejde for Alle i Stedet for den tidligere Alles Kamp mod Alle skyldes Frygt (Hobbes) eller Medfølelse (Smith, Hume) eller Velvilje(Shaftesbury) snu-egoistisk Beregning (Schopenhauer) eller Fornuftbud (Kant, Fichte) eller saglige Nyttehensyn (Utilitaristerne), har mindre at sige ligeoverfor den Kendsgerning, at der i hele den evropæisk-amerikanske Kukurverden af det foregivne Rovdyr — Nietzsches > blonde Bestie« — er blevet et tamt Husdyr.

Er nu, som Krigsapostlene paastaa, Krigen et uundgaaeligt Produkt af den menneskelige Natur? Ingenlunde! Af de tre ene mulige Theorier om den menneskelige Natur hævde de to sidstnævnte, at Velvilje Sympathi (Altruisme) enten oprindeligt eller efter en kortere eller længere social Udviklingsproces indgaar i den menneskelige Natur, medens den første Theori vel gør gældende, at Krigstilstanden ganske vist er det Primære, men netop derfor med Hobbes og Spinoza konkludere saaledes: netop fordi Krigen er Udgangspunktet for menneskeligt Samleven, er Maalet: Fred.

Bortset fra nogle antike Sofister og en moderne Sofist som Nietzsche findes der neppe nogen Tænker, der i Krigen saa Andet end et Middel, et Gennemgangsmoment.Logisk , hører Krigen ikke uadskilleligtsammen Menneskenaturen, — ejheller synes den at gøre det, naar man betragter Forholdet historisk. Jo længere man gaar tilbage, des mere blive Fremmed og Fjende Synonymer. Den gensidige internationale Forstaaelse stiger i Kulturverdenen. I den moderne Verden, med dens Verdenshandel og Samfærdselsmidler og overhovedet saa livlige internationaleSamkvem, man de forskellige Nationers Sæde, Religion, Forfatning etc., — og

saasnart man begynder at sammenligne, opdager man ikke udelukkende Fejl og Mangler hos de Andre, men man faar ogsaa Øje for sine egne Fejl og¹ Mangler og for de Andres Fortrin. Fiktionen om at være Guds udvalgte Folk svinder, Agtelsen for de Andre stiger; Fremmede kunne blive Venner. Den internationaleSammenslutning paa alle Punkter, — og naar tidligere internationale Tvistepunkter let førte til Blodsudgydelse, vil man nu ofte slippe med Blæksudgydelse:Pennen Sværdet som Vaaben. Saaledes forstaar Forf. Historien: handlede man tidligeremere Trykket af pludselige Impulser, saa vil man i Fremtiden mere lade velovervejede Fornuftgrunde være raadende. Sværdet skal ikke derfor kastes bort; det skal fremdeles være Nationernesultima — thi hvad »Fredsfilosofien« forlanger, er kun dette, at Sværdet faktisk bliver Nationernes ultima, ikke, som maaske tidligere, deres prima ratio.

Af denne sidste Bemærkning fremlyser det da, at Forf. ingenlunde er nogen radikal Fredsapost^l iictnurømraerilfke om »den evige Fred«, — et Ideal, ligesaa uopnaaeligt som andre Idealer. Han tænker ikke paa Krigenes fuldstændige og definitive Afskaffelse; skulle kun gøres stedse sjeldnere.

Heller ikke overser han, at omend Krig ikke er begrundet i Menneskenaturen, saa er Kamp det tilvisse.Han selvfølgelig sin Darwin og sin Spencer. Uden Kamp er Liv — ikke blot Menneskeliv,men Liv — utænkeligt. Krig er blot en særlig Form af Kamp. Men fordi Kamp er naturnødvendig,behøver særlige Form, der hedder Krig, ikke at være det. Krig er en historisk Kategori,der sin Gyldighed under visse Forhold, ikke under andre. Kamp er en psykologisk Kategori,

følger ikke blot med visse historiske Konstellationer. men hører, i Modsætning til Krig, uadskilleligt sammenmed Uden Krig kunne Nationerleve Aarhundreder, uden Kamp ikke en Dag.

Det andet Argument, Krigsmændene føre i Marken, er det socialpædagogiske. Stein indrømmer fuldt vel, at den almindelige Værnepligt har sin moralske,den Opdragelse sin socialpædagogiske Betydning. De Dyder, man ønsker udviklede — Udholdenhed,Haardførhed, Disciplin, Selvopofringslyst,Kammeratskabsaand, og Mod m. fl. fysiske og psykiske gode Egenskaber — kunne opnaas ved billigere Midler end jævnlige Krige og stærk Militarisme. De mindst militaristiske Nationer — Amerika, England, Schweiz, Holland, Skandinavien — bevise dette. En saa fredelig Nation som den nordamerikanske er, som Erfaringen har vist, i Virkeligheden i højere Grad i Besiddelse af de saakaldte militære Dyder, end den vaabenelskende spanske Nation har vist sig at være. »Uden Krig vilde Verden forsumpe i Materialisme«, sagde Mokke; — Overdrivelsen er iøjnefaldende. Og en anden General, v. Boguslawski, der har skrevet en Bog, som er en Art »Philosophie des Krieges«, henviser til Krigens æsthetiske Betydning: Stryg Krigen ud af Verden, og I skulle faa at se, hvilken kraft- og saftløs Hyrdepoesi I ville faa. Hvem vilde saa synge en >Marseillaise« eller en »Wacht am Rhein«?« Imidlertidvar ikke Korners »Leier und Schwert<-, der besynger den fysiske Kamp, men Goethes »Faust«, der kun skildrer en Sjælekamp, som skaffede Tysklanddets i Verdensliteraturen. Og naar Prof. Stengel betegner Krigen som et »Element i Kulturfremskridtet«,saa baade de af ham anførte Exempler og de andre Exempler, der maatte kunne

nævnes til Belysningen af Krigens Arbejden i KulturfremskridtetsTjeneste, at vi her atter have at gøre med »historiske Kategorier«, ikke med psykologiske.

En tredje Indvending" mod Forsøgene paa at sikre Freden ved Voldgiftsinstituter er af statsretlig Art. Det gøres gældende, at Oprettelsen af en international vilde være uforenelig med Staternes Suverænetet. Men Staternes Suverænetet finder sig som bekendt meget vel i at lade sig begrænse Statsforbund og allehaande internationale Overenskomster. Suverænetetsbegrebeteroverhovedet ganske relativt, bøjeligt, elastisk. At international Voldgift ikke kan faa Bugt med al Krig, er utvivlsomt. en international Voldgiftsdomstols Kendelse dog altid tynge med en ikke ringe moralsk Vægt. Ad den Vej har man alt opnaaet gode Resultater enkelte Tilfælde, — men Fremtiden vil sandsynligvis bringe meget mere.

Efter at have som fjerde Punkt omtalt de tekniskeVanskeligheder en ligelig Afvæbninsr i de lur&Kenige .Lande, kommer Stein til den femte Gruppe af Argumenter: de økonomiske. Især iet Skrift, betitlet: »Can we disarm« (London, 1899) af J. Mac Cabe og G. Darien er den Anskuelse stærkt forfægtet, at i de militære Industrier ere saa uhyre Kapitaler fastbundne, at Regeringerne ikke vilde vove at røre derved: en kapitalistisk Katastrofe, en Arbejderrevolte,en industriel Ruin vilde ellers være at befrygte; Bourgeoisiet vil hellere finde sig i Militærbudgetternes svære Tryk end udsætte sig for det industrielle og finansielle Kaos, der vilde være en Følge af en radikal Omdannelse af vort nuværendeøkonomiske , der nu engang er afpassetefter ; Militarismen er nu engang

bleven en Luxus. som Nationen ikke vil undvære: »an implement for the gratification of its vanity and the defence of certain fancifulgeographicalboundaries«. Stein imødegaar denne Argumentation og betegner den som »vollendete logische Donquichotterie«, vistnokmed skønt ikke Alt hvad det nævnte engelske Skrift indeholder, synes at være at forkaste. Men klart er det, at de Argumenter mod Krigen, der veje tungest, netop ere de nationaløkonomiske. Naar selv Moltke profeterede: >der Krieg selbst wird den Krieg abschaffen«, saa ligger bagved denne Profeti Tanken om, at Krigen ved sin egen Teknik og sit uhyre økonomiske Tryk synes paa Veje til at voxe sig selv over Hovedet. — —

Det er ikke blot i denne, men ogsaa i andre af de tyve Afhandlinger, at Stein viser sig som en Fredens Mand. Han vil Fred, ikke blot politisk, men ogsaa social. Derfor er han imod de extreme Retninger, hvadenten disse nu kaldes Marxisme eller Nietzscheanisme, Socialisme eller Ultra-Individualisme osv. Disse Retninger, og endnu adskilligt Andet, findes omtalt i hans Bog, — ofte ganske aandfuldt, undertiden med vel mange Ord.