W. S. Lilly: First Principles in Politics. London, John Murray. 1899. (330 S.;.

W. S. Lilly, Honorary Fellow of Peterhouse,
Cambridge, har skrevet det ovennævnte Værk, der
for en stor Del er af en temmelig abstrakt Art, og

i de Partier — ikke de bedste — hvorom dette gælder, er stærkt smittet af Germanisme. Her tales saa meget om Statens »ethiske« Natur, — uden at det dog ret lykkes Forfatteren at klargøre sin Mening. Men andre Partier af Bog-en nærme sig mere den konkrete Politik og her, hvor Forfatteren mere vil interessere Læseren, viser han sig som en Discipel af W. H. Lecky. Lignende Anskuelser som de, der findes i Lecky's bekendte Bog »Democracy and Liberty(jfr. Tidsskrift, XXXV, S. 249 fg.) træffes for Exempel i den Del af Lillys Bog, der handler om »the corruption of the State«, dog ogsaa i andre Partier af den.

Der er — skriver Forf. her — en stadig Fare for, at Statsmagten skal blive misbrugt i Særinteressers Hvis dette sker, vil Statens sande Formaal blive forfejlet: Almenvellet vil blive forsømt; Herskerens eller den herskende Klasses Interesse bliver det Afgørende; der sker, som det kaldes, en n<XQ&x(3aGig; Monarken forvandles til en Tyran, Aristokratiet et Oligarki, Demokratiet til et Ochlokrati. vor Tid er det selvfølgelig navnlig den tredje af disse tre Omdannelser, som er at befrygte. Fra de ældste Tider og lige ned til vor Tid have advarende Røster lydt, — forgæves. Ogsaa en god Demokrat som Stuart Mill betragtede »the democracy of numbers as the final form of the degeneracy of all governments«, — men Stuart Mills Politik er ikke Nutidens. — Lilly undersøger, hvorledes det misforstaaede opstod, hvorledes det arbejder, og hvorledes det muligvis kunde rettes.

Det moderne Demokrati er et Barn af den store

franske Revolution. Dennes Førere og de Filosofer, der forberedte den, saa — som Stuart Mill saa rigtigt udtrykte det — »what was not true, not what was.« De saa, at Folkets store Masse under det gamle System havde været betragtet som Nul, og idet de »mistook reverse of wrong for right*, besluttede de, at den store Mængde nu skulde være Alt. Der udvikledesigsaa Demokrati, som Stuart Mill kalder

ere grundforskellige, blive betragtede som lige, naar Talen er om politiske Spørgsmaals Afgørelse; falske ere Sætningerne »one man one vote«, »every man to count for one; no man for more than one«, — og i meget skarpe Ord har Mill paavist Følgerne af dette falske Demokrati; — men hans Røst lyder i Nutiden som en Røst i Ørkenen.

Tre forskellige Arter af Forsvar føres der for det Demokrati, som den sande Folkeven Stuart Mill saa stærkt fordømte : det abstrakte, det utilitaristiske, det sentimentale. Som Repræsentanter for disse tre Forsvarsmethoder anføres henholdsvis Rousseau, Benthamog Lilly søger at vise, at den Førstnævnte manglede Kendskab til den Verden, vi leve i, at den Anden misforstod, hvad der virkelig er til Folkets Gavn, og at den Tredjes Forsvarstaler for Demokrati blot var hul Rhetorik, og heri gav for Exempel Carlyle ham Ret. Bentham havde Uret i sin Antagelse, at Folk gennemgaaende have Evne og Vilje til i politiske Sager at kunne skønne over, hvad der tjener dem bedst, og til at udfinde, hvilke Midler der bedst føre til Maalet. Voxne Personer kunne, politisk set, være rene Børn, og om Børn indrømmes det dog sædvanligvis, at de i mange Forholdmangle til at skønne over deres eget Vel og de bedste Midler til dettes Opnaaelse. Man behøverikke fordybe sig i mange Diskussioner om Indenrigs- eller Udenrigspolitik med en almindelig Vælger for at opdage, hvor vidt hans politiske Forstaaelserækker; Rækkevidden af endog de simplestepolitiske har han sædvanligvis intet Begreb, tænker endog i Almindelighed aldrig

derover. Det forhindrer dog" ikke en Rhetor som Gladstone — og de andre Politikere af den sentimentaleRetning; i at erklære, at de stole paa Mængdens sikre Instinkt. Og dog — naar det kommertil vilde Gladstone og hans Meningsfællerikke føle sig trygge, naar Afgørelsen af deres personlige Velfærd skulde betros den Mængde, om hvilken det læres, at den ikke kan fejle. Og Folk have gode Grunde til ikke for trygt at stole paa den ufejlbare og übestikkelige Mængdes Dom. Historien fortæller os Noget derom. Hvem foretrækkerFolket: eller Tesus? Earrabas-Folitiken florerer den Dag idag.

Lilly gaar derefter over til en udførlig Skildring af de politiske Forhold i det moderne Demokratis Mønsterlande, Frankrig og de Forenede Stater, taler dog ogsaa lidt om England, og opruller for Læserne et ikke ganske tiltalende Billede. Übarmhjertigt blotter han Fejlene, — og spørger saa om Midlerne derimod.

Det Middel, der først melder sig — naar Forudsætningener, den almindelige Valgret bevares uantastet — er naturligvis dette: større Folkeoplysning.Ja, ere vi jo Alle Tilhængere af, — men, advarer Lilly, man maa ikke vente sig altfor meget af den. Da Befolkningens store Masse ifølge ForholdenesNatur er og maa være sysselsat med strengt, legemligt Arbejde, er det ikke sandsynligt,at vil kunne naa højt, naar Talen er om Ydelse af eller blot Vurderingen af aandeligt Arbejde. Desuden vil den større Oplysning jo aldrig kunne faa Bugt med den menneskelige Ulighed, og vi ere altsaafremdeles

saafremdeleslige vidt med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorledes vi skaffe det aandeligt overlegne Mindretal den Magt ved politiske Spørgsmaals Afgørelse,som Vel kræver.

Et andet Middel, man har foreslaaet — ja delvis forsøgt —er obligatorisk Stemmeafgivning. Forslaget begrundes ved den Betragtning, at de Vælgere, der holde sig tilbage fra at deltage i de almindelige Valg, for en ikke ringe Del netop er Valgkredsens bedste, mest oplyste Mænd, — Folk, hvis Indflydelse paa Valgresultatet vilde være særlig ønskelig. Lilly forkaster imidlertid Forslaget, og med god Grund. Selv om Folk blot af Indifferentisme holdt sig borte fra Valgurnen, vilde det sikkert være urimeligt og ganske uhensigtsmæssigt at tvinge det suveræne Vælgerfolk til at stemme; men de Vælgere, der afholde fra at stemme, kunne desuden have gyldige Grunde til at forholde sig passive. Deres Passivitet kan være begrundet i en klar Pligterkendelse. En høj Grad af Samvittighedsfuldhed kan byde Folk at holde sig borte fra Handlinger, hvis Virkninger de ikke formaa at overskue. At forlange, at Vælgeren skal stemme, enten paa Kandidat A eller paa Kandidat skønt han maaske betragter Begges Valg som i samme Grad fordærveligt, vilde være en Krænkelse af den personlige Frihed, man dog maa indrømme Vælgere, lige saa godt som andre Mennesker.

Som tredje Middel nævner Lilly: den indirekte Valgmethode. I enkelte Tilfælde har denne velbekendteog ofte benyttede Valgmethode vistnok vist sig at være heldig. Men i det Store og Hele,

og særligt i Nutiden, hvor Vælgere og Valgmænd ere saa stærkt disciplinerede, tør det siges, at det indirekte Valgsystem er sunket ned til at blive et unyttigt Omsvøb.

Mere Udbytte vilde man maaske kunne vente sig af det fjerde Middel: Vælgerne vælge ikke som samlet Masse, men deles i Grupper efter deres Livsstilling og hver Gruppe vælger Repræsentanter blandt Gruppens Medlemmer. Altsaa en Art Stænderrepræsentation. har man jo tit nok forsøgt, og atter vraget. Men man kunde maaske udtænke en Nyordning. der kunde vise sig heldig. Absolut benægte Muligheden heraf kan man ikke, om man end har Lov til at være lidt skeptisk.

Som femte Middel nævnes: Referendum; Lovforandringer Folket til Vedtagelse eller Forkastelse. Dette System kendes jo i Schweiz, er heller ikke ukendt i Amerika. Schweizerfolket har forkastet adskillige af Repræsentationen vedtagne Love. I nogle Tilfælde var Forkastelsen vel heldig; om den var det i alle Tilfælde, er et andet Spørgsmaal. lægger en Dæmper paa Lovgivernes Reformiver, — men Konservatisme er selvfølgelig ikke noget übetinget Gode. I Lande med en stærkt gennemagiteret Befolkning, der for Størstedelen indrulleret i stærke Partiorganisationer, med skarp Disciplin, er det ikke rimeligt, at der vil vindes videre ved Referendum-Institutet. Desuden bøder det jo slet ikke paa Grundfejlen ved det falske Demokrati: at den Uforstandiges Stemme gælder lige saa meget som den Forstandiges. I Amerika er Institutet de senere Aar ofte blevet varmt anbefalet;

— man anfører, at Befolkningen, det übestikkelige Folk, har tabt Tilliden til sine Repræsentanter, der ofte ere mindre übestikkelige end Folket selv, og at Befolkningen derfor direkte, uden Repræsentanters Mellemkomst, bør kunne gøre sin Indflydelse gældende. er imidlertid — af de ovenanførte Grunde — ikke sandsynligt, at det tilsigtede Maal vil kunne naas ad den Vej.

Det virkelige, af Mill saa stærkt anbefalede, Middel er det sjette: ;> Multiple Vote ; den almindelige bevares, men gradueres: universal but graduated suffrage«. At der ved Systemets praktiske Gennemførelse vil rejse sig Tvivlsspørgsmaal med Hensyn til Gradationens Maade og Omfang, er selvindlysende; Principet — at Borgernes Indflydelse Statsstyreisen afmaales og afpasses efter deres Kvalifikationer — synes uangribeligt. I Belgien bragtes Principet som bekendt for faa Aar siden i Anvendelse under denne Form: Valgret (i Stemme) til Repræsentanternes Hus have alle überygtede der have fyldt 25 Aar; dobbelt Valgret (2 Stemmer) have gifte Borgere, som betale mindst 5 Francs i personlig Skat og ere mindst 35 Aar gamle, samt Borgere, der eje Grundejendom til en Værdi af mindst 2000 Fr., eller have en aarlig Renteindtægt af mindst 100 Fr., og ere mindst 25 Aar gamle; tredobbelt Valgret (3 Stemmer) have akademisk dannede Borgere, og de, der beklæde eller have beklædt højere Embeder eller Stillinger, der forudsætte en højere Dannelse; de skulle være mindst 25 Aar gamle. Det er jo let nok at kritisere dette System, og man har jo ofte nok fremsat andre,

mere radikale og maaske mere rationelle Forslag (f. Ex. Professor Lorimer i hans »Constitutionalism of the Future«, hvorefter enkelte Personer skulle kunne afgive indtil 25 Stemmer); men selv om det belgiske System er noget svagt, har det dog i sig optaget rigtige Momenter.

Som syvende Middel anbefaler Lilly Organisationen et stærkt Overhus. Flerstemme-Systemet er rigtigt nok, men ikke tilstrækkeligt; et Supplement er nødvendigt, og Supplementet er: et stærkt Overhus. Bevægelsen for Tiden ikke gaar i Retning af at styrke, men tværtimod af at svække Overhusene, han selvfølgelig. Men han trøster sig: den sociale Strøm løber ikke i lige Linje. Tværtimod, som skrevet staar: »inest in humanis rebus quidam circulus«.