Arbejderboliger i Udlandet.

1 Dagene fra den 18. til den 21. Juni 1900 afholdtes i Paris, paa Foranledning" af »la société frangaise des habitations å bon marché«, en Kongres for Arbejderboliger, ved hvilken jeg mødte som Repræsentant Københavns Kommune. Jeg besluttede at lægge Vejen til Paris over London for ved Selvsyn at gøre mig bekendt med nogle af de derværende kommunale Arbejderboliger.

Før jeg kommer ind paa at beskrive disse store Foretagender, er det naturligt at minde om den engelske Lovgivning vedrørende Arbejderboliger, fordi denne er en væsentlig Forudsætning for Kommunernes Indgriben paa dette Omraade. De Love, der regulerer disse Forhold, falder i to Hovedgrupper. Den første omfatter alle saadanne Bestemmelser, der angiver det Mindstemaal af Fordringer, som det Offentlige i Sundhedensog Interesse maa stille til saadanneBoliger, ordner Kontrollen med samme, der udøves af særlige Embedsmyndigheder (bl. a. de

saakaldte officers of health). En anden Række Bestræbelserfra Side samler sig om Tilvejebringelsen af bedre Boliger for Arbejderstandenog ses i Forbindelse med de Expropriationer,som elendige Boligforhold i mange engelske Storbyer har ført med sig. Fra i Begyndelsen kun at omfatte enkelte usunde Ejendomme udvider det Offentliges Expropriationsret sig senere til hele Kvarterer.Det om disse mere positive Bestræbelser for Tilvejebringelsen af gode Arbejderboliger, at der her skal siges nogle Ord.

Fremhæves skal først Hp.n Grundsætning, som efterhaanden er trængt igennem, at de kommunale Myndigheder, der exproprierer usunde Ejendomme eller Kvarterer, er forpligtede til i umiddelbar Nærhed disse eller paa andet passende Sted at sørge for Boliger for de husvilde Familier. For Londons Vedkommende kan denne strenge Regel dog med Indenrigsministeriets Samtykke lempes derhen, der skal skaffes Husrum til mindst Halvdelen af de exmitterede Arbejdere.

Naar Expropriationerne af usunde Kvarterer, trods Kommunernes store Myndighed, igennem lange Tidsrumblev uvirksomt Vaaben i deres Haand, var det begrundet i disse Foranstaltningers Kostbarhed. Erstatningsbeløbet blev væsentlig fastsat ved en Kapitalisationaf gældende Lejesummer. Jo mere hensynsløst en Ejendom var udnyttet, desto kostbarere blev det at expropriere. Herpaa blev der imidlertid raadet Bod ved >The housing of the working classes act« af 1890, der i det Offentliges Interesse nedstemmedede af de exproprierede Ejendomme tilkommendeErstatningssummer.

kommendeErstatningssummer.Hovedreglerne paa
dette Omraade var følgende:

i) Naar Lejesummerne er høje paa Grund af Lejlighedernes Overfyldning eller deres Anvendelse til ulovlige eller usædelige Formaal, skal der ved Vurderingen udelukkende tages Hensyn til den Lejesum der vilde være indkommen, hvis Bygningerne kun havde optaget det af Lovgivningen tilladte Antal Beboere eller kun havde været anvendte til lovlige Formaal.

2) Naar Huset er i sundhedsfarlig Tilstand eller forfaldent, skal man ved Vurderingen fradrage saadanne der er nødvendige til Fjernelse af den sundhedsfarlige Tilstand eller til Husets forsvarlige

3) Naar Huset ikke findes egnet til Beboelse af Mennesker og ikke kan gøres brugeligt dertil, skal der kun betales for Værdien af Grunden og Bygningsmaterialierne.

Med Hensyn til Opførelsen af de Arbejderboliger, som Kommunen efter det foregaaende er forpligtet til at tilvejebringe, kan den enten træffe Aftale med private Personer eller Selskaber — og det er det hyppigste — eller selv optræde som Bygherre.

For Fuldstændigheds Skyld skal kun blandt de vigtigste Lovgivningsakter til Fremme af Arbejderboligsagennævnes saakaldte »small houses act« af 1899, der giver Kommunerne Ret til at yde Laan til Personer, der ønsker at erhverve sig deres eget Hus. Laanesummen maa ikke overstige 4/₅ af Salgsværdien og ikke en Sum af £ 240. De nødvendige Penge er det Kommunerne tilladt at laane gennem »the public

loans works commissioners«, en til Fremme af offentligeArbejder Statsinstitution, der er bemyndigettil udstede Obligationer, der garanteres af Staten. Kommunerne maa ved Udlaanet ikke betingesig end 1/₂ pCt. udover den Rentefod, hvortil de selv har laant Pengene. Laanesummerne skal forrentes og tilbagebetales i højst 30 Aar enten ved ligestore aarlige Annuiteter eller saaledes, at Afdragene sker periodisk. Laantagerne kan ved de fjerdingaarlige Terminer extraordinært afbetale et hvilket som helst Multiplum af 10 £. En Betingelse for Laanets Ydelse er det. at Laantageren selv bor i Huset, og at han holder det assureret og i behørig Stand. Overdragelse kan ske med KommunalbestyrelsensSamtykke, at Køberen opfylder de samme Betingelser som den oprindelige Laantager.

Der er, som bekendt, i London to Kommunalbestyrelser, >Corporation of City« og the >London County Council«, der begge har ladet opføre Arbejderboliger. velvillig Foranstaltning af Mr. Riley, der er the County Councils ledende Arkitekt, havde jeg sammen med en ung tysk Videnskabsmand Lejlighed at tage i Øjesyn det betydeligste kommunale af Familieboliger, nemlig Kvarteret Bethnal Green omkring Boundary Street samt det i 1892 oprettede kommunale Logihus i Parker Street, Drury Lane.

Det Areal, som >Boundary Street« Kvarteret indtager,er 11 Tdr. Land stort. Paa dette Sted laa, for omtrent et Decennium siden, et af Londons usundeste Kvarterer, omfattende ialt 730 Beboelseshuse foruden Værksteder, Butiker m. m.

Husene, hvoraf en stor Del laa 12 til 14 Tommer under Gadens Niveau, var opførte af Materialier, der opsugede Grundens Fugtighed, saa at Vandet drev ned ad Væggene. Mange Ejendomme savnede ethvert Spor af Gaardsplads, idet hele Arealet var indtaget til Bebyggelse. Ogsaa til Gaden var Luftrummet ringe, idet Husrækkerne kun var adskilte ved ganske smalle Gyder. Befolkningen, omtrent 7000 i Tal, hørte for en stor Del til den laveste Forbrydertype og førte udenfor Lands Lov og Ret sit uafhængige Liv. I nogle af de snævreste Gyder vovede ingen Udenforstaaende sig ind, og selv Politiets Efterforskningerstandsede At Dødeligheden i disse Huler krævede mange Ofre, er let forstaaeligt; den naaede i 1886_—88 40 p. m. mod 22,8 for Bethnal Sognet og 18,8 for hele London.

The officers of health havde allerede længe for Kommunalbestyrelsen udtalt Ønsket om dette Kvarters Nedrivning, men Planen var strandet paa store finansielle Vanskeligheder. Da gennemførtes 1890 »the housing of the working classes act«. Benyttende sig af de nysindførte gunstige Expropriationsregler Grevskabsraadet at expropriere og rasere hele det nys beskrevne Kvarter og paa den ryddede Grund at opføre gode og sunde Arbejderboliger. i 1891 tog man fat paa Værket, der fremmedes med stor Energi og nu i det Væsentlige fuldført.

Et godt Overblik over »Boundary Street« Kvarteretfaarman at stille sig paa den runde terrasseformigePladsi paa hvilken der er opført en lille Musikpavillon. Fra Pladsen gaar syv

50 Fod brede træbeplantede Gader straaleformet ud. Husene er anselige, gavlformede Bygninger med 5 Etager, hvoraf dog den øverste er indrettet i det høje Tag. En afvexlende Arkitektur og Brugen af lysfarvede Mursten mellem de røde Stenmasser bryder Husrækkernes Ensformighed. Karréernes Bygninger danner ikke et afsluttet Hele, men er gennembrudte paa flere Steder for at skaffe livligere Luftvexling, saaledes at man fra Gaden kan se ind i de store brolagte og vel vedligeholdte Gaarde, der tjener som Legeplads for Børnene, og hvoraf én er indrettet som Have. lait findes der paa Arealet 25 Bygninger eller Bygningsrækker, der indeholder 15 Etværelses, 533 Toværelsers, 388 Treværelsers, 98 Fireværelsers, 7 Femværelsers og 3 Sexværelsers Lejligheder. ForudenBeboelseslejlighederer i Bygningerne indrettet77Værksteder 18 Butiker samt et CentralværkstedtilUdførelse Reparationer, som de talrige Lejligheder nødvendiggør. Opgangene gør et lyst og meget tiltalende Indtryk. Her som ved Valget af Bygningsmaterialier i det Hele er der lagt særlig Vægt paa at sikre Husene mod Brandfare. Fra hver Trappeafsats er der i Regelen kun Indgang til 2 Lejligheder, og disse er saaledes beliggende, at der er sørget for Lufttræk, og at alle Soveværelser i alt Fald nogen Tid af Dagen har Sol. Boundary Street Bygningerne indeholder baade >self contained dwellings«,ihvilke »water-closets« m.m. ligger indenfor Lejligheden selv, og andre Boliger, hvor disse Bekvemmeligheder er afsondrede fra de egentligeBeboelsesværeiser.Lejlighederne desuden udstyrede med Komfur, avtomatisk Gasovn, et stort

ventileret Spiseskab, Kulkasser m. m. Beboerne er forpligtede til at bringe alt Affald fra Husholdningen ned i en Beholder i Gaarden, og til hver Lørdag skiftevis at vadske Trapper.

For at undgaa den Fugtighed, der i store Huse følger med Vadsk og Tørring af Tøj, er disse Virksomheder banlyste fra Beboelsesbygningerne og henviste til et stort centralt Dampvadskeri, hvor Beboerne bringe deres smudsige Tøj hen og selv vadske det i smaa Rum, der er forsynede med koldt og varmt Vand, hvorpaa Tøjet tørres ved en fortrinlig Maskine. Afgiften for Benyttelse af Vadskeriet er i^J/₂ d. pr. Time, men dette Beløb er kun beregnet til Dækning af Driftsomkostningerne, idet Betalingen for Benyttelsen af Anstalten er indbefattet Lejepriserne. En hel Families Vadsk kan være fix og færdig i Løbet af 2 å 3 Timer fra det Øjeblik, Tøjet føres ind i Bygningen. Med Vadskeriet forbundet en Badeanstalt, hvor varme Bade ydes for 3 d., kolde Bade og Styrtebade for 1 d.. derunder indbefattet Haandklæde. I samme Bygning findes nogle store Sale, der anvendes til Koncerter, Møder og selskabelige Sammenkomster for Beboerne, der danner en stor Klub med sine egne Love.

Priserne for Lejlighederne varierer naturligvis noget efter deres Egenskab af mere eller mindre »self contained«, deres Beliggenhed i Etager m. m. De Toværelsers Lejligheder, vi besaa, kostede 6 sh., Treværelseslejlighederne 8 sh. ugentlig, svarende altsaa Aarslejer af ca. 280 og 375 Kroner. Trods disse ret høje Lejesummer er Lejlighederne altid udlejede.

Dette store og smukke Anlæg staar naturligvis Kommunen i meget betydelige Summer. Ved de store Expropriationer plejer man at afskrive som Tab Forskellen mellem det Beløb, i hvilket de erhvervede Grunde med alle paaløbende Udgifter til Nedbrydning m. m. staar Kommunen, og den Sum, som de antages at være værd, et Tab, som Skatteyderne altsaa maa bære. Til Gengæld fastsættes Lejesummerne saaledes, at de baade kan forrente de i Anlæget anbragte Kapitaler (å 3 pCt.) og amortisere dem i Løbet af 60 Aar. Med denne Forklaring som Udgangspunkt vil følgende Tal angive Udgifterne tor Boundary Street Anlæget:

Boundary Street Anlæget er uden Sammenligning the County Councils største Værk, men desuden har denne kommunale Institution i flere af Londons Kvartererladet Bygningskomplexer af forskellig Karakter, baade høje, fler-etages Bygninger, rummendemange de saakaldte »blocks« og Huse i Villastil. For at give et Begreb om Omfangetaf dens Virksomhed skal jeg kun anføre

nogle enkelte Tal, tagne af et Festskrift, udgivet i Anledning af Boundary Anlægets Indvielse i 1900. Til Expropriation af usunde Ejendomme og disses Racering er medgaaet 1,114,800 £. De fuldførte Bygninger, deri indbefattet Grundenes Værdi i Byggeøjemed,er til 609,438 £. lait er der rejst Huse med 1908 Lejligheder; under Opførelse er desudenBygninger 1190 Lejligheder, og Udgiften dertil er anslaaet til 327,000 £. Yderligere betydelige Planer er under Forberedelse.

Londons County Council er imidlertid ikke den eneste engelske Kommune, der har ladet opføre Arbejderboliger. ligger det her at fremdrage de af »the City Corporation« fuldførte Foretagender af denne Art. Men ogsaa andre af Ørigets Kommuner optraadte som Bygherrer i stor Stil, saaledes Liverpool og flere andre. Glasgow har gennemført et af de største Expropriationsforetagender, nogensinde er iscenesat, idet Byen lod nedrive et helt Kvarter, der i usunde og elendige Boliger husede en Befolkning paa ca. 50,000 Mennesker. saa sig, da det private Initiativ ikke magtede at fuldføre Kvarterets Genopbyggelse, tvungen til at træde hjælpende til, og har ladet opføre større Antal Arbejderboliger, der i 1896 allerede havde naaet det betydelige Tal af 1200.

Engelske Kommuner har saaledes udført et stort Arbejde paa dette Omraade, men der er Anledning til at minde om, at de kun er en af de mange Faktorer,der Storbritannien har været virksomme for dette Spørgsmaals Løsning. I denne Sammenhæng kan det nævnes, at en enkelt Mand, Mr. Peabody, i

levende Live og ved sin Død har skænket en samlet Kapital af 500,000 £ til Opførelse af Arbejderboliger, og at denne Sum, da den indbetalte Leje stadig skal lægges til Grundfonden, allerede er bragt op til over 1 x/₄ Million £. En anden Rigmand, Mr. Guinness, har ligeledes ofret store Kapitaler til det nævnte Formaal.

Omtale fortjener ogsaa den af Miss Octavia Hill udfoldede betydelige Virksomhed, der søger sit Felt i de laveste Befolkningslag. Ejendommelig for denne er det, at den gaar Haand i Haand med en stærk personlig Paaviikiiing fra Ejerens eller hans Befuldmægtigedes der t. Ex. indledes derved, at Ejeren selv afhenter den ugentlige Lejesum og derved skaffer sig Indblik i Beboernes personlige Forhold. Miss Hill mente, at hendes Formaal bedst kunde naas ved Opkøb af gamle Huse og deres sukcessive Istandsættelse og Omændring, et Punkt, hvorpaa de, der senere har optaget Miss Hills Værk, noget har forandret Taktik.

Men mest er dog udrettet ved Arbejdernes egen Sammenslutning. Det er navnlig her de saakaldte »building societies«, der har udfoldet en betydelig Virksomhed. Disse Foreninger paatager sig at opsamle forrente Medlemmernes smaa ugentlige Bidrag, indtil en vis Del, t. Ex. en Fjerdedel, af den nødvendige Byggekapital er samlet, hvorefter Selskabet Resten som Laan, der da senere sukcessive afdrages. Af saadanne Foreninger findes der i Storbritannien c. 2700 med omtrent 600,000 Medlemmer og en samlet Kapital paa c. 50 Mill. f.

Før jeg afslutter Beretningen om engelske Arbejder

bejderboliger, skal jeg med nogle Ord omtale det kommunale Logihus for Mænd i Parker Street, som vi besøgte, og som har Plads for 375 Personer. Luften i det store Rum, om hvilket Sovecellerne er grupperede i flere Etager, var upaaklagelig; det samme kan siges om selve Cellerne, idet den varme Luft ledes ind nær Gulvet i hver enkelt Celle, og Luftfornyelsen saaledes gaar livligt for sig. Der er Adgang for Beboerne til rummelige Opholdsværelser om Dagen, hvor Brædtspil forefindes og hvortil Bøger udlaanes fra det Logihuset tilhørende Bibliothek. Man foreviste os ogsaa det meget store Køkken, der var udstyret med en Mængde smaa Gasapparater, anbragte paa en stor Ovn, hvor Beboerne selv kunde tilberede deres Mad, hvilket ogsaa lettedes dem derved,at i Bygningen var Udsalg af alle Raamaterialiertil billige Priser. Derimod optraadte selve Logihuset ikke som Restavratør. Mit Spørgsmaaltil om dette var praktisk, besvaredes med et »Nej«. Det var ønskeligt, at det var Beboernetilladt at lave deres Mad, men der burde tillige aabnes dem Adgang til at købe den færdig. Af Regulativet fremhæves, at de Logerende maa være ude af deres Rum senest Kl. 8 om Hverdagen og Kl. 9 om Søndagen, men naturligvis har de Ret til at være i de til Ophold bestemte Lokaler om Dagen. Huset lukker en halv Time efter Midnat, og lige indtil den Tid kan Logerende optages. Betalingen pr. Nat er 6 d. En meget stor Del af de Logerende er faste Beboere, der Nat efter Nat indtager det samme Soverum i Logihuset.

Det gamle Logihus i Parker Street stilles imidlertidbaademedHensyn

lertidbaademedHensyntil Udstyrelse og Indretning ganske i Skygge af de ved privat Initiativ oprettede saakaldte »Rowton Houses«. Det første af disse byggedes i 1893 af Lord Rowton. Senere er tre nye Huse komne til, og ialt er der nu Plads til 2750 Personer. Da Foretagendet udvidedes stærkt, gik det over til et Aktieselskab, for hvilket Lord Rowton er Præsident. Af disse Huse havde jeg Lejlighed til at tage i Øjesyn det mægtige Arbejderhotel i Hammersmith, der for nylig er taget i Brug og rummer800Senge.Imponerende det med sin dobbeltgavlede Facade, hvis røde Mursien er brudte af Terrakotta-Prydelser, ud mod den brede Hammersmithroadograger op over de omgivende Bygninger. Gadefacaden er kun 65 Fod, men Grundenharenmeget Dybde, saa at dens hele Areal udgør 44,000 ? Fod. Til det smukke Ydre svarer en udmærket Indretning i det Indre. Gangene er brede og høje, Trappegangene smukke og lyse, Væggene af røde Mursten, der af dekorative Hensyn er brudte af forskellig farvede Sten og Fliser. Gulveneerbetonlagte.Hver har sit selvstændigeSoverum,derer med Vindue. De 800 Soverum ligger i 5 Etager i dobbelt Række paa begge Sider af lange Korridorer, fra hvilke de er skilte ved b^x\% Fod høje Vægge, der lader et stort Mellemrum aabent til Loftet. Rummeneernogetsmaa ^m 10 X i^m 50), men udmærket ventilerede. Naar de Logerende har forladt Cellerne, kan man ved at aabne Vinduerne paa begge Sider af Gangene, til hvilke der er Døre fra hvert enkelt Rum, sørge for en vedholdende Gennemtræk, og

Luften var ganske upaaklagelig. For at undgaa Brandfare har hver Korridor Adgang til to Trappegange,ogdisseer af brandfri Materialier.OmDagenmaa Logerende ikke opholde sig i Soveværelserne og heller ikke efterlade nogen af deres Ejendele der, medens der derimod i nederste Etage er indrettet Aflukker, som de kan leje for en meget lille Pris, og hvortil de selv har Nøgle. Til Ophold om Dagen staar derimod en Række Lokaler til Disposition. Et uhyre Rygeværelse med en Gulvfladeaf2428? er udstyret med Borde og Bænke i Teaktræ og magelige Stole; her slaar BeboerneenhyggeligPassiar eller udkæmper et Parti vSkak eller andet Spil. I et Læseværelse kan de i Ro nyde de Bøger, som kan faas til Laans hos Driftsbestyreren. Det største Rum er dog en SpisesalmedPladstil Personer. I Modsætning til det kommunale Logihus har de Logerende frit Valg mellem selv at lave deres Mad eller bestille den tilberedt.PlakaterpaaVæggene det ret talrige Udvalg af Retter, som Gæsterne kunde faa til yderst billige Priser, og i det mægtige, i høj Grad renlige og med alle Nutidens Hjælpemidler udstyrede KøkkenlaaBjærgeaf bestemte til at underkastes den Omdannelsesproces, der lader dem fremtræde i den endelige til Fortæring bestemte Skikkelse. For de Logerende, der ønsker selv at tilberede deres Mad, er indrettet smaa Rum, udstyredemedkoldtog Vand, til den foreløbige Tilberedning; i det tilstødende Køkken, der er forsynetmedGasovneog nødvendige Køkkentøj, kan de fuldende Madens Tilberedning. Til de LogerendesBekvemmelighedfindesder

endesBekvemmelighedfindesderi Bygningen Barbér, Skomager, Skræder og andre Haandværkere. Lejen er pr. Dag 6 d., der erlægges forud. I øvrigt finder der ingen Kontrol Sted med Hensyn til PersonersIndladelseiHotellet. hersker den størsteFrihedpaadette og det føler Gæsterne sig vel ved. Man ser vel nogle paa Væggene ophængteRegulativer,dergiver ret stærke Magtmidler i Hænde overfor de Logerende; men det har vist sig ufornødent at bringe disse til Anvendelse.DetheleAnlæg et saa tiltalende Indtryk,atjegspøgende til Driftsbestyreren, der viste os omkring, at hvis det skulde gaa tilbage for En i Livet, vidste man da, hvor man mod en billig Penge kunde finde et udmærket Logis. Ligesom i det kommunale Logihus havde Forholdet udviklet sig saaledes, at en stor Del af de Logerende var blevne faste Beboere.

Fra det Kursus i praktisk Velgørenhed, som jeg havde erhvervet i London, gik Vejen til den mere theoretiske Viden, som ydedes af Kongressen i Paris. Denne var ordnet af »la société frangaise des habitationså marché«. Efter det almindelig fastslaaedeMønster saadanne internationale Kongresserhavde opstillet en Række af Spørgsmaal, der dannede Rammen saavel for de indsendte Artikler som for de mundtlige Forhandlinger. Disse Arbejderboligkongresser,som fortjente franske Selskab har givet Stødet til, har deres Betydning ved det store Oplysningsmateriale, der bæres sammen, og derved at Mænd fra alle Evropas Lande med indgaaendeKendskab

gaaendeKendskabtil samme Sag mødes og har Lejlighedtil udvexle deres Erfaringer. Hvor det derimoddrejede om store Principspørgsmaal, t. Ex. om Intervention eller Ikke-Intervention fra de offentligeSamfunds stod Meningerne for skarpt mod hinanden, til at en mere virksom Paavirkning skulde kunne finde Sted. Hver Enkelt har jo her dannet sig sin Mening efter sit Blik paa Livet og sin samlede Livserfaring, og det er ikke sandsynligt, hvad Andre kan meddele ham i Løbet af nogle faa Timer, kan rokke synderligt derved. Saaledesgik ogsaa paa Kongressen. Anskuelserne kom ikke hinanden nærmere, om det end lykkedes ud af de mange afvigende Synspunkter at redde en Resolution, der gik udenom selve Hovedspørgsmaalet, men fastslog en Række enkelte Punkter, hvorom der var opnaaet Enighed.

Det var ikke første Gang, at dette Emne har været fremme til Drøftelse. Saaledes havde Kongressen Paris af 1889 i en Resolution udtalt sig imod, at Staten eller Kommunerne paa dette Omraade skulde optræde som Konkurrenter til den private Virksomhed. Ved den nys afholdte Kongres var det Eugéne Rostand, der er en bestemt Modstander af det Offentliges Indgriben, der kom til at indlede Diskussionen.

Som Grundlag for sit Foredrag havde M. Rostand udarbejdet en Afhandling, der kortelig skildrede, hvilke Skridt Lovgivningsmagten i de enkelte Lande havde foretaget til Fremme af Arbejderboligsagen. Størst Interesse frembød Forholdene i Storbritannien, der imidlertid allerede er berørte i det Foregaaende.

Af det iøvrig meddelte Materiale skal enkelte Punkter
fremdrages.

Det Land, hvis Lovgivning med Hensyn til Arbejderboligerligeledes høj Grad paakalder Opmærksomheden,er navnlig ved det stærke Stød, som den har givet til Arbejdernes Erhvervelse af deres eget Hus. Ved Lov af g. August 1889 blev der her skabt de saakaldte >comités de patronage«, der skulde udfolde en meget forskelligartet Virksomhed,t. tilvejebringe Klarhed over de bestaaende Boligforhold, øve Kontrol med de gældende Sundhedsregler,men Hovedopgave det dog var at virke for Opførelsen af gode og sunde Arbejderboliger.En Løftestang for disse Bestræbelser er de af Staten ydede Skattelettelser for mindre Lejligheder, men dog navnlig den Bemyndigelse, som er givet »la caisse générale d'épargne«, der staar under Statens Kontrol og Garanti, til at yde Laan til Arbejdernes Erhvervelse af eget Hus. Et Hovedprincipfor Virksomhed er det, at den ikke laaner direkte til Laantagerne, men at Udlaanet sker gennem visse i Loven nærmere betegnede Institutionersom Disse ere dels Byggeselskaber, dels Laanekasser. Forskellen er, at de førstnævnte selv lader opføre Bygninger, de sidstnævnte derimod udøver Laanevirksomhed i det nævnte Øjemed. Hver af disse Grupper kan atter omfatte saa vel Aktieselskabersom Foreninger. Blandt disse indtager Aktieselskaberne den vigtigste Plads; ved Slutningen af 1899 udgjorde deres Tal 120 mod kun 10 gensidige Foreninger. Aktieselskaberne dannes i Regelen paa den Maade, at der tegnes en Aktiekapital,hvoraf

kapital,hvorafen Tiendedel indbetales, medens Resten er Garantikapital. Størst Vægt ligger der altsaa paa, at Aktionærerne virkelig er gode for den Sum, for hvilken de hæfter, og med Hensyn til Valget af de rette Personer har Nationalsparekassen et vægtigt Ord at sige. Nu er Regelen den, at Nationalsparekassenkan Foreninger Laan indtil en Størrelse, der svarer til Halvdelen af Garantikapitalen. Med 100,000 Francs indbetalt Aktiekapital kan Nationalsparekassenaltsaa 450,000 Francs. Senere hjælper Foreningen Laantagerne med at faa yderligereLaan hos Nationalsparekassen. Forstrækningeni hele kan stige indtil il/^i¹/^ Gange den tegnede og 15 Gange den indbetalte Kapital. Rentefoden er 212¹j₂ å3 pCt. De gensidige Foreninger betaler den højere Rente, medens Aktieselskaberne nyder godt af den lavere, men under visse Betingelser. Saaledes maa de kun udbetale deres Aktionærer en Dividende af 3 pCt. og skal gøre betryggende Henlæggelser til Reservefondet, for at de i Tidernes Løb kan blive uafhængige af Nationalsparekassen. Alle de stiftede Kreditselskaber har i Virkeligheden rettet sig efter disse Regler og saaledes erhvervet Retten til den lavere Rentefod.

De væsentligste Betingelser for at en Person
kan nyde godt af de Begunstigelser, som Loven
yder, er

i) at han hører til Arbejderstanden eller dermed
Ligestillede og

2) at han selv tilskyder mindst 7io a^ den nødvendige
Laanesum.

Dette har Betydning ikke alene ved noget at

forøge Sikkerheden for de udlaante Penge, men fuldt saa meget ved at skabe et Udvalg af Personer, der gennem den ydede Selvhjælp har godtgjort deres Soliditet. Da Kravene til Laaneselskaberne voxede, maatte Nationalsparekassen bestemme, at den ikke ydede Laan i Bygninger, der havde en større Værdi end 5500 Francs.

Laantagerne forrenter og amortiserer deres Laan ved Annuiteter i Løbet af 10, 15, 20 eller 25 Aar. Rentefoden er i Regelen 4 pCt., i nogle Selskaber Den indvundne Renteforskel anvendes væsentlig til Dannelse af et Reservefond. Fur at Systemet kan virke med større Sikkerhed er det kombineret med en blandet Livsforsikring. Forsikringskontrakten da saaledes, at Forsikringssummen ved Afdragsperiodens Udløb eller, hvis den Paagældende dør forinden, ved Dødsfaldet. I sidste Tilfælde indkasserer Laaneselskabet Forsikringssummen, Ejendommens Overgang til de Efterladte sikret. Forskellen i Udgiften med eller uden Forsikring illustreres ved følgende Exempel: Erhversomkostningerne Huset er 2000 Francs, heraf tilskyder 200 Francs. De resterende 1800 Francs forrenter og atbetaler han i 25 Aar med en ugentlig Ydelse af 2 Fr. 22 et. Træder Forsikring til, stiger Beløbet til 2 Fr. 54 et. Dette Forsikringssystem vundet saa stor Indgang, at det kun undtagelsesvis bringes til Anvendelse. Et vigtigt Led i det hele System er de allerede omtalte «comités patronage«. De danner Mellemleddene, ikke alene mellem Nationalsparekassen og Foreningerne, men ogsaa mellem disse og deres Medlemmer.

Størrelsen af de Kapitaler, som Nationalsparekassen udlaant i Arbejderboliger, steg fra en Fjerdedel af Reservefonden til dennes halve og hele Beløb og er nu fastsat til 1/₂₀ af samtlige Kassens Virkemidler. Resultaterne af Loven af 1889 er meget betydelige. Nationalsparekassen havde indtil Sommeren udlaante 32 Millioner Francs i Arbejderboliger, og deres Antal udgjorde allerede i 1897 og er utvivlsomt siden da voxet stærkt.

Ogsaa Frankrig har ved Lov af 30. November 1894 skabt Institutioner, de saakaldte »comités des habitations å bon marché«, der skal danne faste Midtpunkter for virksomme Bestræbelser til Fremme af Boligsagen. Men desuden yder Staten paa forskellig sin Støtte til denne. Saaledes er der givet 5 Aars Fritagelse for Bygnings- og Grundskat til Bygninger, som 1) ikke naar en vis Skatte værdi, der er forskellig efter Husets Beliggenhed i mer eller mindre folkerige Kommuner, og 2) tilhører eller udlejes til Personer, der ikke ejer noget andet Hus. Skattelettelser er endvidere tilstaaet Bygge- og Kreditselskaber Fremme af Opførelse af Boliger for Übemidlede, Omsætningsskatterne er der givet forskellige Ret til at dele i en Række Afdrag. Ved Siden deraf er der aabnet Adgang for »la caisse des depots et des consignations«, der administrerer største Del af de private Sparekassers Midler, til at anvende indtil 1/₅ af den fra disse opsamlede til Udlaan i Arbejderboliger, og i Kraft af en senere Lov af 20. Juli 1895 kan ogsaa Sparekasserne direkte disponere over en Del af deres Midler i det nævnte Øjemed.

I Østrig har en Lov af 9. Februar 1892 under visse Betingelser givet forskellige Skattelettelser for Arbejderboliger, for saa vidt disse er opførte af Kommunerne, anerkendte Foreninger, gensidige Arbejderforeninger Arbejdsgivere til Fordel for deres Arbejdere. Der kræves, at de paagældende Boliger fyldestgør visse% i Sundhedens Interesse stillede og at Lejen ikke overstiger en efter Beliggenheden fastsat Maximumspris pr. Kubik meter. Fritagelsen gælder 24 Aar efter Husets Fuldførelse er betinget af, at der ogsaa er givet Lettelse for kommunale Afgifter, og forudsætter altsaa. en Samvirken mellem Stat og Kommune.

I Prøjsen har en Lov af 13. August 1895 givet Regeringen Bemyndigelse til at anvende 5 Millioner Mark til Boliger for Arbejdere eller Betjente i Statens Virksomheder. Staten kan enten selv bygge Boliger eller yde Penge under Form af Laan. Paa samme Maade har en saxisk Lov af 1892 givet Regeringen Bemyndigelse til at anvende il^ Millioner Mark til Boliger for Jernbanefunktionærer og en Lov af 1898 en lignende Sum til Arbejderboliger.

Blandt de Stater, hvis Lovgivning har grebet ind til Fordel for Arbejderboliger, nævnedes ogsaa Danmark, der ved en Lov af 26. Februar 1898 bestemte Millioner Kroner som Udlaan til Opførelse af Arbejderboliger og en lignende Sum til Ombygning usunde Kvarterer. Som bekendt er kun den første Sum bleven benyttet,

De vigtigste Indvendinger, som M. Rostand anførteimod,
Stat og Komune direkte optraadte

som Bygherre, var, at de offentlige Myndigheder allerede var overlæssede med Varetagelsen af uløste Opgaver og at man ved stadig at drage nye Felter ind under deres Omraade udsatte hele det administrative Maskineri, der i Forvejen arbejdedetungt, at løbe fuldstændig i Staa, og at det Offentliges Virksomhed, i Forhold til Opgavens uhyre Omfang, dog kun kunde være stærkt begrænset og derfor ikke af vidtrækkende Nytte. Selv det største af disse Foretagender, »County Councils« Arbejderboliger,var kun at betragte som en Draabe i Havet mod den samlede Efterspørgsel efter Husrum. Men var dette Tilfældet, skulde det Offentlige ikke blande sig i Sagen, fordi det let kunde lamme det private Initiativ, der pludselig saa sig overfor en Konkurrent, der i alle Retninger var det overlegen; derved kunde ske stor Skade. Dertil kom, at Stat og Kommune byggede dyrt og Underskuddet derfor maatte dækkes ved Skatter, hvilket betød, at alle Skatteydere,ogsaa daarligst stillede, maatte gøre Ofre for dem, som Kommunen skaffede billigt Husrum, en Fare, som blev forøget derved, at der under de herskendefrie stadig vilde blive øvet et Pres paa de kommunale Forsamlinger, for at Lejen skulde blive sat saa lavt som muligt.

Foredraget løb ud i et Forslag, der udtalte en
Fordømmelsesdom over, at de offentlige Samfund
direkte optraadte som Bygherrer.

Mod dette Forslag rejste der sig Modstand fra Mænd, hørende til forskellige Nationaliteter og forskelligenationaløkonomiske den tyske ProfessorBrandts, Mahaim og Statssocialisteii

Hector Denis, Englænderne Waterlow og Stevenson (Glasgow) og Svenskeren Palme, medens Indlederen væsentlig kun fandt Støtte hos sin Landsmand M. Georges Picot, Præsident for »la societé des habitationsil marché«, og Englænderen Mr. Ashley.

Brandts gjorde gældende, at Forholdene i de enkelte Byer kunde være saa forskellige, at det ikke lod sig gøre ved en almindelig Regel at forkaste Statens Indgriben, og den Stilling, man indtog til Spørgsmaalet, maatte i høj Grad afhænge af, om der i det konkrete Tilfælde kunde siges at være Bolignød tilstede. Til Exempel havde Beboelsesforholdene i Diisseldorf været af den Karakter, at det Offentlige havde været nødsaget til at gribe ind.

Englænderne var i det hele glade ved deres kommunale Arbejderboliger. Mr. Waterlow erkendte vel, at Kommunens Optræden paa Byggemarkedet midlertidig kunde lamme det private Initiativ — saaledes Tilfældet været i London i Midten af Halvfemserne — men nu arbejdede alle Faktorer, der var virksomme paa dette Omraade, sammen uden gensidig at skade hverandre. Den Frygt, som Indlederen næret for, at Beboerne ved Paavirkning af deres Repræsentanter paa Tinge vilde faa Lejen presset ned, skulde heller ikke bekræftes af de virkelige dertil var Riften om Lejligheder for stor. Med Hensyn til Omkostningsspørgsmaalet mente Mr. Waterlow at kunne udtale, at i alt Fald Grevskabsraadet London ikke havde bygget dyrere end private Selskaber, hvilket rigtignok blev bestridt fra anden Side.

M. Hector Denis gav en Skildring af de interessantePlaner,

essantePlaner,han havde fremsat for en Samvirken
mellem offentlige og private Institutioner til Fremme
af Arbejderbolig-sagen. Denis' oprindelige Forslag
gik ud paa, at der skulde dannes en Nationalforening
for Opførelse af Arbejderboliger, organiseret som det
store Selskab for lokale Jærnbaner (la société des
chemins de fer vicinaux). For at tilvejebringe den
til Anlæg af nye Linier nødvendige Kapital udsteder
Selskabet Serier af Obligationer, som Staten yder sin
Garanti og som forrentes og amortiseres i Løbet af
90 Aar ved en aarlig Annuitet af 3,35 pCt. Overskudetaf
enkelte Linier anvendes fortrinsvis til
Dækning af Annuiteten, men er der Underskud, maa
de Kommuner eller Provinser, i hvilke Linierne findes,
dække dette. Den nævnte Plan var bleven drøftet
af den i 1886 nedsatte Arbejderkommission, der
imidlertid ikke kunde give den sit Bifald. Denis
havde derefter modificeret sin Plan saaledes, at der
skulde dannes lokale Selskaber ved Samvirken mellem
Kommunerne, de velgørende Institutioner og de gensidigeHjælpeforeninger.
Plan er allerede
realiseret i enkelte Kommuner, saaledes Bryssel, der
dog i Modsætning til Denis har ønsket, at indtil
af den nødvendige Kapital skulde kunne tilskydes af
Private.

De forskellige Anskuelser, der var komne til
Orde under Diskussionen, fandt Udtryk i de foreslaaede

I diametral Modsætning til M. Rostand ønskede Hector Denis og Stevenson, at Kongressen principielt udtale sig til Gunst for de offentlige Samfunds direkte Indgriben paa Byggeomraadet.

M. Denis' Forslag gik ud paa, at Kongressen tilkendegiver sin Tilslutning til de offentlige Samfunds direkte Intervention paa Boligomraadet som et Udslag den moderne Stats naturlige Opgaver.

Mr. Stevenson ønskede en Udtalelse fra Kongressens om, at Erfaringen har bevist, at de kommunale Myndigheders Ingriben paa Boligomraadet er i Stand til at give udmærkede Resultater.

Disse Anskuelser formaaede dog ikke at samle
Flertal om sig. Dette gjaldt derimod om følgende
Forslag af Brandts, Mahaim, Fuchs m. fl.:

I Betraetninfr af. at B^ncrelseme for Statens Indgriben i Opførelsen af Arbejderboliger kan stille sig forskelligt i de enkelte Stater, erklærer Kongressen, at Spørgsmaalet ikke kan finde nogen og ensartet Besvarelse, og henskyder Afgørelse til de nationale Kongresser for de enkelte repræsenterede Stater.

Vedtagelsen af denne Passus betød jo i Virkeligheden, Kongressen var gaaet uden om det store Principspørgsmaal om de offentlige Samfunds direkte Indgriben paa Boligomraadet. Derimod enedes man om at fastslaa følgende Opgaver for Statsmagten:

a) som ansvarlig for den offentlige Sundhedspleje
skal den udstede de Bestemmelser, der er nødvendige
at sikre denne,

b) lige over for sine Bestillingsmænd er den berettiget at medvirke til at skaffe dem Boliger, der tilfredsstiller visse Fordringer, og til at lette dem Erhvervelsen af eget Beboelseshus,

c) den bør fremme og understøtte saa vel Enkeltpersoners
Foreningers Virksomhed for Til-

vejebringelse af Boliger for Übemidlede og det
paa forskellig Maade:

i) ved at anstille Undersøgelser om Arbejderboligers

2) ved at Stat og Kommune giver saa vel vedvarende midlertidige Skattenedsættelser af en saadan Størrelse, at de betyder en virkelig

3) ved at yde Bidrag som Opmuntring eller virkelig
til Foreninger, der fremmer Arbejderboligsagen

4) ved at sørge for, at offentlige Pengeinstitutioner
Fremme af Sagen kan yde billige
Laan eller billig Assurance,

5) ved at søge at udvikle Samfærdselsmidlerne paa en Maade, som muliggør det for Übemidlede bosætte sig i Storbyernes Omegn og dog hurtigt og billigt at komme ind til Arbejdsstedet, endelig

6) ved selv direkte at virke til Fremme af Byggeforetagender Übemidlede, t. Ex. ved billige Laan eller ved Tegning af Aktier eller Andele under Forudsætning af, at det sker i begrænset Maalestok og paa fornuftige (circonspectes) Vilkaar.

Om de foreslaaede Forholdsregler var Kongressens i det væsentlige enige; dette gjaldt derimod ikke om den sidste Bestemmelse, der vedtoges 22 Stemmer mod 18; den lød saaledes:

De nævnte saa vel som mulige andre Former
for Statens Støtte bør stadig ydes efter Regler,
der er ens for alle, og stadig søge at fremme

det private Initiativ uden at sætte sig i dettes Sted, og uden at de offentlige Samfund etablerer en privilegeret Konkurrence med det private Initiativ.

Af det betydelige positive Oplysningsmateriale,
der tilførtes Kongressen, maa jeg her indskrænke
mig til at meddele nogle enkelte Data.

I det Foregaaende er der givet en Fremstilling af nogle af de store Logihuse i London, der er bestemte mod en billig Penge at yde de übemidlede Klasser en saa stor Sum af Velvære, som lader sig forene med Hensynet til, at disse Institutioner økonomisk bære sig. Muligvis kunde det have Interesse at erfare, hvad der i andre Byer er gjort til Realisation af samme Formaal.

Den By, som har taget Førerskabet i denne Sag, er Glasgow. I 1870 opførtes to kommunale Logihuse, et for Kvinder og et for Mænd; det sidste er senere efterfulgt af 5 nye. Disse Bygninger har Plads til ialt 2400 Personer. Prisen pr. Døgn er 3 å 3V2 d* for Kvinder, 313¹/₂å,4¹/₂ d. for Mænd. Trods den lave Pris giver disse Logihuse et godt Overskud, i de senere Aar 5å 535³/₄ pCt. For 5 Aar siden oprettedes endvidere Logihus for Enkemænd og Enker med Børn, en Klasse Personer, der er særlig vanskeligt stillede, idet Faderen eller Moderen, naar de om Morgenen gaar paa Arbejde, i mange Tilfælde maa lade Børnene gaa for Lud og koldt Vand, hyppigt uden Tilsyn.

I Liverpool har et privat Selskab taget Affære
og oprettet det saakaldte Bevington House med
Plads til 450 Personer, væsentlig efter Rowton BygningernesMønster.

ningernesMønster.Der er Planer om at tilbygge
en Fløj med 200 Senge og udvide Foretagendet til
andre Kvarterer af Byen.

I Frankrig har en M. Cousinet oprettet et møbleret for Arbejdere paa den Grund, som det parisiske Fængsel Mazas tidligere indtog. Bygningen opvarmes ved Damp og er godt indrettet. Man har særlig bestræbt sig for at gøre Opholdet hyggeligt for de Logerende; de har Adgang til Bibliothek, Fotografi værelse m. v.

I Belgien har en gensidig Forening, >les hotelleries , Fortjenesten af at have taget fat paa denne Sag. Det første Hotel oprettedes i 1895 i Seraing og har Plads til 130 Logerende. En anden lignende Anstalt er senere kommen til i Nærheden af Charleroi. Endvidere har man fornylig aabnet et stort Logihus i Antwerpen med Plads til 200 Personer; Hus er beregnet for Dokarbejdere, hvis Logering ofte er meget uheldig. At Oprettelsen af disse Huse har fundet Paaskønnelse ses deraf, at Efterspørgslen efter Husrum er langt større, end den kan tilfredsstilles. Nævnes kan det ogsaa, at en privat Arbejdsgiver, M. Valére Mabille i Morlanwelz. har oprettet et Logihus for sine Arbejdere. Bygningen oplyst med Elektricitet og opvarmet med Damp, forsynet med Bade og rummelige Opholdsværelser.

Af de givne Oplysninger fremgaar det, at de Bestræbelser, der i en Række af Byer er udfoldede baade fra privat og offentlig Side for at skabe billige og gode Logihuse, de fleste Steder er kronede med Held. Kun fra Sverig løde Vidnesbyrdene noget

mindre gunstigt. Den svenske Delegerede Palme oplyste, at et Forsøg, som hans Broder havde gjort med Oprettelsen af et Logihus, ikke havde fundet den ønskelige Tilslutning. En medvirkende Aarsag var det, at Arbejderne ikke syntes om de faste Regler,de underkastede med Hensyn til Husets Aabning og Lukning, og foretrak at bo hos private Familier, hvor de følte sig mere fri.

Ogsaa om forskellige andre Sider af det komplicerede
gaves nyttige Oplysninger.

østrigeren Kogler fortalte om, hvad der i forskellige var udrettet for at anvende en Del af de til sociale Forsikringsformaal samlede betydelige til Arbejderboliger. Saaledes har de tyske Alderdoms- og Invaliditetsforsikringsforbund udlaant 52 Millioner Mark i kooperative Byggeforetagender, i Østrig har Ulykkesforsikringsanstalterne omtrent 47 Millioner Kroner i Arbejderboliger, de til Dels selv har bygget.

Ligeledes fremkom der paa Kongressen forskellige samlede Fremstillinger af, hvad der i de enkelte Byer og Lande var udrettet til Fremme af Boligsagen. Mr. Willoughby gav en meget interessant Skildring af Arbejderboligsagen i Amerika, Felix Mangini skildrede i Lyon. Om danske Arbejderboligforhold Arkitekt Olaf Schmidt og nærværende Forfatter i Forening skrevet en Afhandling »les habitations en Danemarc et principalement de Copenhague.«

Af Mr. Willoughbys Afhandling skal gives nogle
enkelte Data. Blandt disse maa fremhæves de betydeligeExpropriationer,
er foretagne i flere

amerikanske Storbyer, navnlig New York. Hvad der har lettet disse Forholdsregler er en Lov, der i Lighedmed engelske nedsætter Expropriationssummeni Tilfælde, hvor Beboelsesforholdene strider mod Lovgivningens Regler, eller hvor Huset ikke er egnet til menneskelig Beboelse. Den nævnte By har udgivet 5 Millioner Dollars til Expropriation af usunde Kvarterer og Indretning af Parker i de mest befolkede Kvarterer.

Direkte er Staten og Kommunerne derimod ikke optraadte som Bygherrer, og ej heller har filantropiske Stiftelser spillet nogen større Rolle i Nordamerika. Desto betydningsfuldere har Udviklingen været af Arbejdernes egne kooperative Byggeforeninger. De fleste af disse er organiserede saaledes, at Medlemmernetilskyder Bidrag. Efterhaanden som der dannes den tilstrækkelige Kapital, laanes der ud til de Medlemmer, der vil give den højeste Rente. Laantagerne forpligter sig da samtidig til at forrente og tilbagebetale Laanet i regelmæssige maanedlige Bidrag. Om disse Foreningers Betydning udtaler Mr. Willoughby sig i høje Toner, og de opnaaedeResultater maaske endnu mere veltalende. Den første Forening stiftedes i 1831 i Philadelphia. Ifølge en i 1893 af »the labour department« foretagen Undersøgelse fandtes der i det nævnte Aar ialt 5838 Foreninger, hvoraf de 5796, om hvilke Oplysninger forelaa, ialt havde omtrent i3i³/₄ Million Aktionærer, hvoraf 70 pCt. hørte til Arbejderstanden, og Aktierne beløb sig til ca. 473 Millioner Dollars. For 4444 Foreninger var oplyst Antallet af opførte Huse, til hvis Erhvervelse de havde været medvirkende. Antalletaf

talletafdisse Huse var 314,755 foruden 28,459 Bygninger,der
anden Bestemmelse.

Til Fordel for de mindre bemidlede Arbejdere
virker en Del Aktieselskaber, hvoraf nogle af filantropisk
med begrænset Udbytteret.