Dr. Franz Oppenheimer. Das Bevölkerungsgesetz des T. R. Malthus und der neueren Nationalökonomie. Berlin^—Bern. 1901.

Det foreliggende Arbejde er ikke det første Forsøg paa at gøre det af med den klassiske og den moderne Malthusianisme, og det bliver heller næppe det sidste. »Befolkningsloven« er et saa fundamentalt Dogme, "den lukker — og aabner — saa mange Døre i den nationaløkonomiske Bygning, den skærer saa mange Problemer af ved Roden, at dens Rigtighed bestandig maa prøves.

Forfatteren bemærker i sin Indledning, at den i videnskabelige Kredse herskende Mistillid til Arbejder med en lignende Tendens som dette er ganske berettiget, Erfaringen hidtil har vist, at Kærnen i Malthus's Lære har formaaet at modstaa ethvert Angreb. hertil søger Forf. i en urigtig Taktik. Man har villet bekæmpe Befolkningsloven med Kendsgerninger, den rette Fremgangsmaade skulde være den, at tilspidse Argumenterne til et Bevis for, at Malthus's Lov gendriver sig selv.

Hvad man nuomstunder kalder Befolkningstheori
opløser Forfatteren i tre ganske forskellige Theorier,
som han bekæmper hver for sig: først den egentlige

Malthusianisme, der bygger paa en formentlig Naturlov, gyldig paa ethvert Trin af Menneskehedens Udvikling i Fortid, Nutid og Fremtid. Dernæst den profetiske Malthusianisme af første Afart, der grunder sin Fremtidsfrygt ikke paa en Naturlov, men paa Forudsætningen om visse sociale Komplikationer.Endelig profetiske Malthusianisme af anden Afart, »der mit Zahlen jonglirt«; denne sidste Lære har det tilfælles med den klassiske Malthusianisme, at den forudsætter en vis Karrighed hos Naturen, der dog først i en fjærnere Fremtid vil vise sine skæbnesvangre Følger.

Paa den førstnævnte Theori, Malthus's egen, i sin Kærne af Videnskaben knæsatte Lære, tager Forfatteren med haard Haand. Malthus ser ikke, at hans Anvendelse Loven om det aftagende Jordudbytte fører til de største Urimeligheder; hvad der gælder som Rentabilitetslov den private I,andøkonomi i det enkelte Øjeblik, kan ikke uden videre ophøjes til at have almen Gyldighed gennem Tiderne. Dette er det centrale Punkt i Angrebet paa den egentlige Malthusianisme. Der er vist nok ikke ført noget nyt Vaaben i Marken, men de gammelkendte Argumenter ere benyttede med stor Kraft og Behændighed.

Skønt Forfatteren erklærer, at hans Pietet overfor de mange afdøde og nulevende Mestre, der tælles blandt Malthus's Tilhængere, har paalagt ham stærke Baand, iklæder hans Kritik sig dog ganske ualmindelig! energiske Former. At >Befolkningsloven« har kunnet leve Hundrede Aar og tilsidst naa at blive »næsten eneherskende i den sociale Videnskab«, bliver for Forf. kun forklarligt af følgende to Aarsager. For det første

fordi det var en Theori, der væltede ethvert Ansvar for den daværende Arbejderklasses himmelraabende Elendighed bort fra Bourgeoisiets Skuldre og over paa den uansvarlige Natur. Denne Theori var alt for bekvemog for velkommen til ikke at blive accepteret: en Klasse eller et Parti anerkender altid — i god Tro — den Theori, der undskylder dets Handlemaade. Naar saa dertil kommer, at Besættelsen af Lærestolene er i Hænderne paa den Klasse, for hvilken Theorien er saa bekvemt tilskaaren, da bliver det forklarligt, at den hele officielle Videnskab efterhaanden er bleven sammensat af godtroende Tilhængere, thi Modstanderne ere naturligvis satte udenfor som »uvidenskabelige« eller »umethodiske«. Desuagtet vilde det have været umuligt, at en i sig selv saa uholdbar Theori, der »brydes sønder ved den første saglige og logiske Prøvelse«,kunde naaet en saadan Indflydelse, hvis den ikke var bleven almindeligt misforstaaet. Thi hvad der den Dag i Dag doceres ved Universiteterne som formentlig Malthusianisme, er i det mindste for største Delen Theorier, som Forf. — om han end holder dem for falske — dog føler en videnskabelig Glæde ved at kæmpe imod. Og nu vender Dr. Oppenheimer sig mod disse nutildags herskende Theorier, den »profetiske« Malthusianisme af første og anden Afart, der hvile paa ganske andre Forudsætninger end den oprindelige »Befolkningslov«.Pessimismen Malthus gælder den værende Tid lige saa vel som den vordende, idet den hviler paa Forudsætningen om en almindelig Naturlov. Men efter at man har opdaget, at denne Forudsætning beror paa en logisk Bommert, bortfalder Frygten for Nutiden, og Malthusianismen bliver >profetisk«.

Ved den profetiske Malthusianisme af første Afart er der dog kun Tale om en relativ Overbefolkning. Man frygter for, at Nutidens »Exportindustrialisme« skal løbe løbsk eller køre fast, saa at et Industrifolk en skønne Dag staar med Hænderne fulde af Fabrikvarer dog at kunne købe sig det tørre Brød. Denne Pessimisme er efter Dr. Oppenheimer baade »uorganisk« og uhistorisk. Man vurderer ikke tilstrækkelig regulerende Indflydelse af Prisforholdet mellem og Landbrugsprodukter; og man overser, at Exportindustrialismen ikke er noget nyt, men en ældgammel økonomisk Proces, der nu fuldbyrdes paa et højere Trin af Samfundsudviklingen.

Den profetiske Malthusianisme af anden Afart frygter en absolut Overbefolkning i en ikke alt for fjærn Fremtid. Med en Befolkningsforøgelse af 8 pCt. pr. Tiaar (Englænderen Ravenstein) eller med blot 0,5 pCt. aarlig (Tyskeren v. Fircks) vil Jordens Befolkningom faa Aarhundreder have naaet et saadant Tal, at der ikke vil kunne skaffes Føde til flere, selv om alt dyrkeligt Land er lagt under Kultur. Disse Profetier tvinge Dr. Oppenheimer til at foretage en Fantasiberegning, uagtet han erkender, at man helst bør lade sligt fare. Han gør gældende, at Spørgsmaalet maa stilles saaledes: hvor mange Mennesker kan der ernæres ved den intensiveste Art af Urproduktion, der kendes den Dag i Dag? Og paa Grundlag af de Erfaringer,man gjort ved Drivhuskultur, beregner han saa, at der paa hver Kvadratkilometer frugtbar Jord kan leve mindst 4000 Mennesker, og at hele Kloden kan ernære en Befolkning af to Hundrede Milliarder. Tidspunktet for Katastrofen ligger herefter

saa langt ude i Fremtiden, at der ikke er nogen Grund
til at diskutere Sagen.

Denne sidste Udtalelse synes os ikke ganske rigtig. Er der ingen Grund til at bekymre sig for en Fare, der truer om Aartusinder, maa vel det samme gælde om den, der truer om Aarhundreder. Men Dr. Oppenheimer have udnyttet sin Stilling i Debatten bedre ved at understrege det, der dog er det væsentlige, nemlig det er ganske »uhistorisk« at gøre Produktionsberegninger Hundreder eller Tusinder af Aar paa Grundlag af hidtil gjorte Erfaringer. Det er ganske vist uhyre forsigtigt, men det er ørkesløst. Den samme Jord er nu 4 Gange saa givtig som for 100 Aar siden, men Landbrugskemikeren kan allerede ved Hjælp af kunstig Belysning, elektriske Strømme og Vakcinering med Mikroorganismer fremkalde mange Gange bedre Resultater. Tror man ikke blindt paa disse Løfter, ender det med, at man maa give den profetiske Malthusianisme Thi at føre Diskussionen over paa den anden Forudsætning, Tilvæxtprocentens Størrelse i Fremtiden, det turde være ganske haabløst.