Dr. Carl Freiherr v. Manteuffel gen. Szöge. Das Sparen. Sein Wesen und seine volkswirthschaftliche Wirkung. Jena 1900.

I sin Undersøgelse angaaende Sparemotiverne kommer Forfatteren til det Resultat, at den ældre Nationaløkonomi overvurderede Indflydelsen af de ydre Betingelser. Opsparingen paavirkes kun i ringe Grad af Rentefodens Højde, af de sociale Forhold og af den offentlige Sikkerhed; men den afhænger i høj Grad af et mystisk Noget, som Forfatteren benævner Befolkningens»Sparsinn«.For vidt denne Sparesans bunder i ethiske Motiver og i et medfødt Instinkt, er den naturligvis ganske uafhængig af de ydre Betingelser(Rentefodo. v.); skyldes Sparesansen økonomiske Motiver, paavirkes den i sin Udvikling af mangeartede Forhold (Natur, Historie m. m.), men ogsaa da staar Rentefod, Sikkerhed o. s. v. i anden Linie. — Forfatterenforsvarermed Energi den Opfattelse, at Luxusforbrug er af det Onde. Der kan ikke spares for meget, og dette Slutresultat kommer man til, hvad enten man ser Sagen fra et økonomisk eller fra et

ethisk Synspunkt. Produktionen er bedst tjent med, at der opspares saa megen Kapital som muligt; er det ogsaa sandt, at der med stærk Kapitalforøgelse kan følge visse økonomiske og sociale Ulæmper, da maa Skylden herfor skydes over paa den bestaaende økonomiskeOrdning,som ændres, uden at man tilstopperselveRigdomskilden. naar Talen er om Fordelingen af de økonomiske Goder, da er Opsparingenogsaaet , som man ikke kan tillægge for megen Betydning. Stærk Kapitalopsparing giver lav Rente, billige Produktionsomkostninger, billige Varepriserogderigennem højere Arbejdsløn. I Lande, hvor der spares af alle Samfundsklasser, gælder den Sætning ikke, at »de Rige blive bestandig rigere, de Fattige bestandig fattigere«; Frankrig er det typiske Exempel paa, at Sparsommelighed som Nationaldyd fører til en god Formuefordeling. Ogsaa Arbejderne skulle spare; det er galt, naar Socialdemokraterne paastaa,atSparsommelighed Arbejderklassen bidrager til at holde Levefoden lav, tværtimod giver IndskrænkningeriArbejdernes denne Klasse et Rygstød i Lønningskampen. Af ikke mindre Betydning er det, at Middelstanden sparer, at den ikke giver efter for Lysten til at leve som de Rige; det sociale Spørgsmaalernuomstunder saa meget et MiddelstandssometArbejderspørgsmaal, dette Spørgsmaal tilspidsesdesmere, dybere den økonomiske Kløft bliver, der skiller Middelstanden fra »the upper ten thousands«. Tager man saa endelig den hele lange Række af ethiske Momenter i Betragtning, tør man vel med Rette sige, at et af de væsentligste Midler, om

ikke det eneste, imod vor Tids sociale Sygdomme, er
dette: at spare.

Den stærke Ensidighed, der præger Forfatterens Opfattelse, giver sig selvfølgelig ogsaa til Kende i Bogens Slutningsafsnit om Sparepolitik. Tanken om Sparetvang har i Forf. fundet en varm Forsvarer, selv om han maa erkende, at den frivillige Opsparing er det Ideelle.