Cuba -- Statistisk Aarbog. -- Bücher: Entstehung d. Volkswirtschaft. Turmann: Catholicisme social.

Noget af det Første, Amerikanerne foretog sig efter at have faaet Fodfæste paa Cuba, var at foranstalteen med tilhørende LandbrugsogSkoletælling. Grund af Forholdene foretogesdette Arbejde under militær Overledelse, med Generalinspektør, Oberstlieutenant J. P. Sanger som Direktør, og det er da det amerikanske Krigsministerium,som et Antal af 12,000 engelske og 13,000 spanske Exemplarer har udsendt Beretningen om denne Tælling: »Report on the Census of Cuba 1899«. (Washington 1900. 786 S.). Som særligt statistisk Sagkyndige bistod Henry Gannett og Walter F. Wilcox, Sidstnævnte en velbekendt amerikansk Nationaløkonom og Statistiker. Assisterende Direktør var Victor H. Olmsted, ligeledes en bekendtamerikansk og i hans Haand laa den egentlige Ledelse. Forøvrigt er Optællingen sket ikke ved Amerikanere, men ved Cubanesere, idet de kloge Amerikanere, der ikke ere tilsinds at følge Spaniernes uforstandige Forvaltningsprinciper, klart have indset, at det fornuftigste Princip var dette: »a census of

Cubans by Cubans«. Over 1600 cubanesiske Tællerebenyttedes, 142 Damer: det var første Gang i Cubas Historie, at et offentligt Hverv betroedes Kvinder. Saavel de kvindelige som de mandlige Tællereroses den Intelligens og Samvittighedsfuldhed, med hvilken de udførte et Hverv, der var alle nyt og uvant, som ofte var vanskeligt, ja i nogle Tilfælde endog var forbundet med Livsfare.

Beretningen, der er forsynet med Kort, mange grafiske Fremstillinger og Illustrationer, indeholder forøvrigt, for den statistiske Redegørelse, en Oversigt Cubas geografiske Forhold, Historie og Forfatning, bringer overhovedet Meget af Interesse.

Cubas samlede Befolkning optaltes d. 16. Oktober 1899 til 1,572,597. Den foregaaende Tælling optog Spanierne i 1887, og da taltes der 1,631,687. >Om hin Tælling«, bemærkes der i den foreliggende Beretning, rigtig, er en Sag, man kan diskutere om; men hvis den ikke var rigtig, har den sikkert i det Mindste ikke overvurderet Folketallet«. I de tolv Aar er Folketallet altsaa gaaet tilbage med omtrent 60,000, eller 3,6 pCt. af Folketallet i 1887. Tabet skyldes Borgerkrigen og de ulykkelige politiske Forhold, — men det virkelige Tab er betydeligt større end hint Tal; Fødselsoverskudet er jo ogsaa blevet opslugt. Det antages, at Befolkningstabet fra Begyndelsen af Borgerkrigen og til det spanske Herredømmes Afslutning sættes til omtrent 200,000.

Ved de tidligere Tællinger taltes der paa Cuba:

De folketalrigeste Byer ere de følgende: Habana
c. 236,000 Indv., Santiago c. 43,000 Indv., Mantanzas
c. 36,000 Indv., og Cienfuegos c. 30,000 Indv.

Forholdet mel'em hvid og farvet Befolkning var
ved de forskellige Tællinger saaledes:

Den stærke Forøgelse af den farvede Befolkning indtil 1841 skyldes Importen af Negre fra Afrika, der vedblev — som Smuglerforretning — længe efter at den officielt var forbudt. At de Farvede, den ringere Race, senere ere gaaede tilbage i Tal, stemmer ganske med Erfaringer fra andre Lande, hvor en ringere og en kraftigere Race staa overfor hinanden.

Indtil 1841 tog Negerslavernes Tal meget stærkt til paa Cuba. I det nævnte Aar levede der paa Cuba kun omtrent 1 Million Indb., — men Negerslavernes Tal var 436,000. Af hele den farvede Befolkning var i dette Aar 74 pCt. Negerslaver. Siden da tog Tallet — absolut og relativt — stærkt af.

Af den i Udlandet fødte Befolkning (»foreign
born») var

Den i Udlandet fødte Befolkning — c. 172,000 Individer — bestod af c. 142,000 Hvide, c. 15,000 Kinesere c. 15,000 Negre (og Blandede). Af disse Negre var de allerfleste fødte i Afrika, var næsten alle gamle og udgøre øjensynligt den endnu levende Rest af den afrikanske Slave-Import.

Spanierne havde særligt deres Tilhold i Habana:
20 pCt. af Befolkningen her var spansk, medens af
hele Øens Befolkning kun 8 pCt var af spansk Fødsel.

Af Cubas Befolkning var kun 15,7 pCt. gifte. (I 1841 endog kun 8 pCt). I Amerikas Forenede Stater, i Mexico og i de fleste evropæiske Lande er Procenten af Gifte i Almindelighed mindst to Gange større. Selv paa de fleste vestindiske Øer, der dog have talrige Negerbefolkninger, er Procenten større end paa Cuba;

— en Undtagelse danne Martinique og Trinidad, hvor
Procenten af Gifte kun er henholdsvis 10,8 og 14,4.

Udskilles Befolkningen under 15 Aar (enkelte Personer under 15 Aar var forøvrigt gifte), viser det sig, at af Befolkningen paa over 15 Aar var 24,7 pCt. gifte (men i de Forenede Stater 55,3 pCt.).

Sondrer man mellem Hvide og Farvede, ses det,
at af Befolkningen paa 15 Aar eller derover var:

De lovlige Ægteskaber var altsaa — relativt — mere end tre Gange hyppigere i den hvide end i den farvede Befolkning; — men ogsaa for den hvide Befolknings Vedkommende var Tallet særdeles lavt.

Men foruden de lovligt sanktionerede Ægteskaber bestaar der talrige Forbindelser mellem Mand og Kvinde, der mangle lovlig Sanktion, men som faktisk ikke adskille sig synderligt fra de legitime Ægteskaber. Børnene, der udspringe af disse Forbindelser, føre sædvanligt Moderens Navn, betegnes officielt som »uægte«, men behandles forøvrigt af deres Forældre ikke slettere end de »ægte«. De illegitime Forbindelser pleje at holde lige saa godt som de legitime. Af Befolkningen Aldersklasserne over 15 Aar levede

Det er første Gang, at en Statistik over den Art Forbindelser paa Cuba, — og der er vist adskillige Lacuner i den. — Fra Porto Rico haves en lignende Statistik, hvis Tal ikke ere meget forskellige fra de cubanske.

Race-Forskellen i det omhandlede Forhold illustrere
følgende Tal:

Af de Hvides Forbindelser var 81 pCt. legitime Ægteskaber. Af de Farvedes kun 28 pCt. En fuldstændig Statistik over dette Forhold vilde vistnok falde endnu mere ugunstigt ud for de legitime gteskaber.

Af Befolkningen paa over 10 Aar var:

Sondres der mellem Racer, ses det, at af den hvide Befolkning manglede 49,2 pCt. Læsefærdighed, medens af den farvede Befolkning endog 72 pCt. manglede denne Færdighed.

Den sidste Del af Beretningen omhandler udførligt det hele Undervisningsvæsen paa Cuba. En anden Del er helliget Agerbrugsstatistiken •, her spiller Omtalen af Sukker- og Tobaks-Dyrkningen, tildels ogsaa Kaffe- Avlen , den største Rolle. — Overalt i Værket finder man interessante Oplysninger om de ejendommelige Forhold paa denne mærkelige, af Naturen saa rigt udstyrede, af Spanierne saa mishandlede 0, der i det nittende Aarhundredes Slutning saa stærkt paakaldte Opmærksomhed, og som i det tyvende utvivlsomt vil blive ført ind i et nyt Udviklingsspor, hvis Amerikanerne hævde Besiddelsen af den.

— Statens Statistiske Bureau har i afvigte December Maaned udgivet ste Aargang af »Statistisk Aar bog«. Aarbogen er i Hovedsagen udarbejdet efter samme Mønster som sine Forgængere, men den indeholder endel nyt Stof. Saaledes bringer den en ny Afdeling: »Statistiske Oversigter vedrørende Bilande og Kolonier«, og navnlig fremtræder det Tabelstof, der vedrører de sociale Spørgsmaal, udførligere og mere overskueligt end tidligere. Blandt de ny Tabeller er der — exempelvis — en, som giver Oplysning om Arbejdsgiverforeninger og Fagforeninger d. 1. Januar 1900. Deraf erfares, at der nævnte Dag fandtes af Arbejdsgiverforeninger, organiserede under »Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening« :

Dette giver altsaa tilsammen 50 saadanne Foreninger, med et Medlemstal af 7152 (foruden 10 Arbejdsgivere, der var umiddelbare Medlemmer af Centralorganisationen).

Fagforeninger fandtes:

Af de 1195 Fagforeninger var de 1155 organiserede i faglige Landsforbund, medens 40 stod isolerede. Af de 96295 Fagforeningsmedlemmer hørte 88,583 under Landsforbundene, medens 7,712 stod udenfor.

— Af Professor Karl Biichers udmærkede, her i Tidsskriftet gentagende omtalte Værk »Die Entstehungder er tredje, forøgede og forbedrede Oplag udkommet. (Tiibingen, Verlag der H. Laupp'schen Buchhandlung. 1901. Pris: M. 6,60). Man penfinder her den vel bekendte Afhandling, der har givet Titel til hele Bogen, fremdeles Afhandlingerneom Tilbagegang, Arbejdsforening og Arbejdsfællesskab, Arbejdsdeling, social Klassedannelse,Avisvæsenets Begyndelse m. m. Et helt nyt Afsnit er det, der hedder: »Die Wirtschaft der Naturvolker«. Med den Kunst, der er ham egen, har Professor Biicher her forstaaet af Enkelttræk, der hvert for sig ere Læserne bekendte, at danne et Helhedsbillede, som dog vil overraske mangen en Læser. For Mange, der holde af at agere »Kulturbringere«ligeoverfor sorte og brune Medmennesker,er en Personifikation af alle økonomiskeUdyder: skildres som doven, uordentlig, sorgløs, ødsel, upaalidelig, havesyg, tyvagtig, hjerteløs, nydelsessyg. Han er dog ikke saadan uden Videre at foragte. Vel ser det i vore Øjne ud, som om han kun levede i Øjeblikket, som om han slet ikke tænkte paa Fremtiden og skyede ethvert regelmæssigt Arbejde, og han mangler jo unægtelig vor Pligt-Opfattelse; — men anerkendes maa det ikke desto mindre, at han

med sine i højeste Grad tarvelige Hjælpemidler i det Hele præsterer en Sum af Arbejde, der maa vække vor største Beundring. I vore Museer finde vi Vaaben og Redskaber, som han har fremstillet med en uhyre Taalmodighed og med en Dygtighed, der er beundringsværdig:vi prøve paa med de Hjælpemidler, som han raadede over, at fremstille noget Lignende! den Maade, hvorpaa Naturfolkene dyrke Jorden, fortjener vor Agtelse: thi Agerbruget er ikke — fremhæver Professor Biicher — et senere Udviklingsstadium; den gamle Rækkefølge: Jæger-, Fisker-, Nomade-, Agerbrugs-, Industri , Handelsfolk,holder helt Stik; og Jorden dyrkes, hvor de klimatiske Forhold overhovedet tillade det, at Naturfolkene i langt større Omfang, end man tidligere antog. Og i en Henseende have Naturfolkene et stort Forspring for Kulturnationerne: Naturmenneskets Maade at tage Livet paa skaffer ham en Livsglæde, et godt Humør, som den nervøse og overanstrængte, for den Dag imorgen stedse bekymrede Europæer kunde misundeham. gamle Sætning »lad enhver Dag have nok i sin Plage« har Kulturmennesket glemt; Naturmennesketpraktiserer og føler sig lykkelig derved.

Naar adskillige Naturfolk, efter at de havde gjort Bekendtskab med den evropæiske Kultur, gik tilbage eller endog helt uddøde, saa kan Grunden vel være denne: ind i deres barnlige Tilværelsesforhold førte vi vort Erhvervslivs nervøse Uro, den lidenskabelige Jagen efter Gevinst, vore ødelæggende Nydelser, vore religiøse Stridigheder og Modsætninger. Vore fuldkomne Redskaberbefriede pludselig" for en mægtig Arbejdsbyrde;hvad havde været Maaneder om at udføre

med deres Stenøxer, kunde nu udføres i Løbet af nogle Timer med vore Staaløxer, og nogle af vore Bøsser erstattede Hundreder af deres Buer og Pile. Dermed bortfaldt den velgørende Spænding, som den gamle Arbejdsmaade havde holdt Naturmenneskets Legeme og Aand i, især da hans Nydelsesevne ikke udviklede sig som Produktionsevnen. Saaledes gik han til Grunde, paa samme Maade som Skyggeplanten tørrer hen, naar den udsættes for den brændende Middagssol. — Saaledes lyde Prof. Biichers Slutningsordi nytilkomne, særdeles læseværdige Kapitel.

— Endnu inden Kardinal Pecci som Pave Leo XIII havde besteget St. Peders Stol, havde han ved forskellige Lejligheder og navnlig ved sit Hyrdebrev om >Kirken og Civilisationen« vist sin Interesse for Arbejderbevægelsen, — men det stærkeste Udtryk fandt hans varme Interesse dog i den berømte Encyclica af 15. Maj 1891 »de conditione opificum« eller, som den ifølge sædvanlig Skik benævnes: »Rerum Novarum« (Skrivelsens to første Ord). Denne Rundskrivelse vakte et mægtigt Røre i den katholske Verden, og den har i høj Grad givet den specielt kristeligt-katholske ArbejderbevægelseVind Sejlene. len Bog, som Max Turmann har udgivet under Titlen »Le développementdu social depuis l'encycliqueRerum Idées directrices et caractéres généraux« (Paris, Felix Alcan, éditeur. 1900. 334 S. 6 fr.) gøres der omhyggeligt Rede herfor.Den Katholicisme« er i ethvert Fald et Fænomen af Interesse, og den har da ogsaa fremkaldt

en ret omfangsrig Literatur. Nu har altsaa Max Turmann,Professor »college libre des sciences sociales«. yderligere forøget denne med sin Bog. Forsaavidt denne fra katholsk Standpunkt skrevne Bog giver positiveOplysninger, den sin Betydning; — i theoretiskHenseende den svagere-, men en nationaløkonomisk-theoretiskBegrundelse Rundskrivelsen »Rerum Novarum« kan heller aldrig være nogen lønnendeOpgave; nogen dybere nationaløkonomisk Indsigt vidner denne Rundskrivelse tilvisse ikke, hvilket jo selvfølgelig ikke udelukker, at den har været vel skikket til at fremme sit — kirkelige — Formaal.

Den saakaldte katholske sociale Skole har formuleretLæresætninger, tilsammen udgøre det, som kaldes »den sociale Katholicisme«. Disse Læresætningerhævdes ikke overalt ganske egalt: i Italien synes man mere at interessere sig for den katholske Opfattelse af Kapitalismen, i Tyskland mere for den legale Arbejderbeskyttelse, i Østrig mere for en Rekonstruktionaf korporative Organisation osv.; —

vilde det religiøse Grundlag, som den katholske Skole hviler paa, give den en Særstilling. Han tror yderligere,at der læser hans Bog, i hvilken han kun vil paapege »de ledende Ideer og de almindelige Karaktertræk«, følgende Bind skulle fremstille Bevægelsens Historie, vil modtage det Indtryk, at den sociale Katholicisme i den moderne Verden repræsentereren Magt, som ved sin Styrke og Udbredthedkan med den revolutionære Kollektivisme, til hvilken den omtrent overalt er i Modsætning«.

Snm nncrpt c^pt-Hrrt TT-jrol'fp>rioficl^ fr_far"hcSVei" Max Turmann: Kravet paa »le salaire familial«. Herved forstaas en Arbejdsløn, der er saa høj, at ikke blot den enkelte Arbejder, men ogsaa hans Familie kan leve anstændigt. Enhver Arbejder har Krav paa en Minimumsløn,o: Løn, af hvilken han kan leve anstændigti da enhver Arbejder ogsaa bør kunne gifte sig og stifte Familie, medens hans Hustru og Børn bør være fritagne for at arbejde i Fabriker og paa Værksteder,saa deraf, at Minimumslønnen bør være saa høj, at Arbejderen, hans Kone og hans Børn kunne leve deraf paa en passende Maade. Dette lyder jo meget tiltalende, — men da Katholikerne ikke paavise, hvorledes Kravet altid vil kunne gennemføres, og da de heller ikke give nogen sikker Maalestok for Bedømmelsenaf, der er en >anstændig« eller »passende^Levemaade, deres Nationaløkonomi her at være noget utilstrækkelig. Det Samme gælder om deres andre Postulater. De tale mod »Kapitalismen«, — men paavise ikke, hvorledes >Kapitalismen« kan komme ud af Verden. Mod Rentetagning have de i

umindelig Tid talt, — men deres Handlinger have ikke ganske svaret til deres Ord. »Usura vorax«, hvorved end ikke forstaas en »üblu« Rente, men Rente overhovedet,har maatte holde for, — men Rundskrivelsen »Rerum novarum« har ikke bragt os videre end Benedikt XlV's berømte Bulle Vix pervenit«af — jfr. Artiklen om »Kirken og AagerspørgsmaaleUi Tidsskrift t. XXXII. Paa samme Maade kunne Betragtningerne over FamiliensHellighed, en international Arbejderbeskyttelseosv. noget for Følelsen tiltalende ved sig, — men dette er jo uheldigvis ikke nok.

Imidlertid indeholder Bogen en Del positivt Stof, og for dettes Skyld kan den anbefales til dem, der interessere sig for den katholske Opfattelse af det sociale Spørgsmaal.