•— John Ruskin, født 1819, døde i at vigte Januar Maaned, 81 Aar gammel. I ham har England mistet et af sine berømteste Navne. Stor Indflydelse har han haft paa den engelske Aandsretning; udenforEngland kendtes han mere paa Andenhaand. Hans Bøger solgtes i England i mange Exemplarer og tildels til meget høje Priser, saa han tjente meget

betydeligt paa dem. Desuden havde han efter sin Fader, en stor Købmand, arvet en særdeles anselig Formue. Af den ofrede han dog vel efterhaanden det Meste til almennyttige og velgørende Formaal.

Som Kunstkritiker er det navnlig, at han har haft Betydning (»Modern Painters«, »The Stones of Venice« etc.); men ogsaa udenfor det kunstkritiske Omraade har han gjort sig gældende. I sine kunstkritiske Forelæsninger som Professor i Oxford — holdte for en overordentlig talrig Tilhørerkreds -- indblandede han stadigt nationaløkonomiske og sociale Betragtninger. Overhovedet var det en Hovedsag for ham at optræde som Socialreformator. Som saadan har hans Ord gjort Indtryk paa mangt et modtageligt Sind; det maa indrømmes, at de Frø, han har udsaaet, paa mange Steder have fundet modtaErelis?" Tord. have .slaaet Rod no- p>rp. ww^ri» r\^ cqo han har altsaa ikke levet forgæves; — men hans saakaldte nationaløkonomiske Betragtninger ere rigtignok langt fra at være uangribelige.

I »Cornhill Magazine* offentliggjorde han (i860) en Række Artikler, der siden udkom som Bog under Titlen »Unto this Last«, — en Hentydning til Matth. 20, 14, hvor det, i den engelske Form, hedder: »I will give unto this last, even as unto thee<. De da herskende liberale nationaløkonomiske Anskuelser fik ved denne Bog et Slag i Ansigtet, — men RuskinsAandsfrænde Carlyle tiljublede ham sit Bifald. »Jeg har læst Deres Artikel med Vellyst, med Jubel, med Fryde- og Bravissimo-Raab! Deter godt pludseligtat tilkaste en halv Million britiske fornaglede Hjernekister Sligt. Jeg beundrer paa mange Steder Deres Logiks Klarhed, den glødende Tang, hvormed De griber fat i visse ophovnede Kinder og oppustede Vomme. Bliv ved med dette Arbejde i de næste

syv Aar, — i Mellemtiden glæder jeg" mig over, at jeg¹ fra nu af befinder mig i en Minoritet, der dog i alt Fald bestaar af To<. Saaledes tilskrev Carlyle ham. Og Carlyles Opfordring blev fulgt. Blandt Ruskins senere Arbejder maa vel særligt fremhæves de Breve, han udsendte under Titlen >Fors Clavigera«.

Naar Ruskins Værker gjorde saa stærkt Indtryk paa Mange, skyldtes dette deres Form, og den Pathos, der gennemstrømmer dem; — men deres nationaløkonomiske Indhold staar sig bedst ved ikke at blive diskuteret. Der er, udvikler Ruskin f. Ex.. tre materielle Ting, uden hvilke overhovedet Ingen kan virkeligt leve: ren Luft, rent Vand, ren Jord. Der er tre immaterielle Ting', som ere lige saa nødvendige:Beundring,Haab, Kærlighed; — Ingen »ved, hvad det er at leve«, før han har dem. Og hvorledesgaardet med disse de sex vigtigste Ting? De skrækkelige Reder, som kaldes Byer, ere snart en Art Laboratorier, der udsende Røg og Stank og giftige Dunster. Floderne, der kunde være rene og klare som Bjergkrystal og saa fulde af Fisk, at disse kunde fanges med Hænderne, forvandles til ctinkende Kloaker; ja saa galt er det, at man snart ikke mere kan faa et engelsk Barn døbt uden at snavse det til, og prøver man paa at lade den nedstrømmendeRegnskylle dets Ansigt rent, saa falder ogsaa den snavset ned. Hvis man af Jorden kun forlanger Støv, saa kan man faa det; forøvrigt er den en Morderkule, og vi høre vore Brødres Blod raabe op fra den til os. I Stedet for at lære os Beundring har man lært os at være opblæste- og uden Ærefrygt, har indpustet os en Kærlighed for det Slette, en Foragt for det Gode. Haab findes ikke mere. Kærlighed til vor Næste lærte Den os, som stiftede vor Religion; -- vor hele nationaløkonomiskeVidenskaber

nomiskeVidenskaberbygget op paa det, som man paastaar er Menneskenes stadige Drivfjeder: Begærlighedenefterat bedrage sin Næste. Kvinderne har man gjort vanvittige, saa at de ikke mere forlange Kærlighed, men staa op imod os og forlange Retfærdighed.Arbejdsherrernelade sig hellere betjene af Jerndjævle end af Mennesker. Arbejderne paa deres Side forlade deres Mestre, og det tidligere trofaste Sammenhold mellem Mester og Arbejder kendes ikke mere. ... I lignende voldsomme Udtryk taler Ruskin mod Dampmaskinerne — en Dampskorstenerham det Hæsligste af Alt; han kan ikke taale at se den —, mod Jernbanerne, mod Arbejdsdelingen,modhele den industrielle Udvikling, som han overhovedet ikke forstaar, ligesaa lidt som han forstaar Nationaløkonomien. »Nationaløkonomien« har ikke snort Luften nrer» Vandet urent, Jorden uren, — snarere det Modsatte. Fremfor Alt har Liberalismen, netop den økonomiske Liberalisme, trods Ruskins modsatte Paastande, gjort Sit til at indpuste i os Beundring, Haab, Kærlighed. Ruskins Kritik af »Nationaløkonomien« er i Virkeligheden ganske hul, og hans positive Forslag fantastiske. Han föreslåar saaledes sine Medborgere, at de ofre en Tiendedel af deres Formue eller Løn, »ikke for at udvandre, men for at blive i England, og for at skabe et lykkeligt England«. »Selv vil jeg yde en Tiendedel af, hvad jeg endnu ejer, saa nøje beregnet, som jeg kan. — I skulle faa mine Bøger at se! Hvem vil ellers hjælpe med? Vi ville købe engelsk Jord, og dyrke den med vore egne Hænder; VindogVandkraftville vi ogsaa benytte. Dampmaskiner og Jernbaner ville vi ikke have. Ingen skal føle Lidelser der, uden de Syge; Ingen skal være übeskæftiget,udende Døde. Frihed ville vi ikke have;

men vi ville bestandigt adlyde Lovene og de udvalgte Førere. Lighed ville vi ikke have; men for ethvert højere Fortrin, som vi træffe, ville vi bøje os. I vore Haver ville vi have en Rigdom af Blomster og af Grønt, paa vore Marker en Rigdom af Korn og af Græs, men ikke meget Murværk. Musik og Poesi ville vi have; Børnene skulle lære at danse og at synge, maaske ogsaa de Gamle — med Tiden«. Alt dette lyder jo meget fristende, — übegribeligt er det dog, at Carlyle efter at have læst dette Fors-Clavigera- Brev, i hvilket de ovenciterede Talemaader tindes, kunde tilskrive Forfatteren saaledes: »Dette femte Fors-Clavigera Brev, som jeg lige har læst, er uforligneligt,enhellig Trøst for mig, og næsten maatte jeg græde. Ethvert Ord deri er talt udaf mit Hjerte, og talt ned til os fra den evige Himmel«. Saaledes dømte Carlyle. Og Tusinder af andre, selv mindre overspændte Englændere har Ruskin enthousiasmeret. Udenfor England er han bleven mindre forstaaet.