Middelstanden og Tallene.

LJet »sociale Spørgsmaal« iklæder sig til forskellige Tider forskellige Former. Halvfjerdsernes og Firsernes Arbejderspørgsmaal er i Halvfemserne til en vis Grad stillet i Skygge af en levende Diskussion om Middelstandens Levedygtighed under den fremvoxende Stordrift. At dette Spørgsmaal saa forholdsvis sent har grebet Sindene, er ganske naturligt. Den Situation, som skabtes ved Næringsfrihedens Indførelse, Laugenes Ophævelse, Maskinernes, Jernbanernes og Kapitalens Tagen-Affære i Erhvervslivet, var til at begynde med ingenlunde ugunstig for den næringsdrivende Stand, eller i hvert Fald var man for kortsynet til at fatte, hvor Udviklingen vilde føre hen.

Nu har denne ad forskellige Veje ført til en mægtig Koncentrering af baade Produktion og Vareefterspørgsel, til Storindustri og Stormagasiner, og en Del af den næringsdrivende Middelstand føler for Alvor, at den er i Færd med at tabe Fodfæstet.

Uagtet dette er blevet gentaget indtil Trivialitet i
de senere Aar, gives der dog endnu Folk, som ikke
tro derpaa — Optimister, som mene, at Middelstanden

dog, naar alt kommer til alt, ikke har det saa ilde endda, og at den i hvert Fald har Kræfter til at ride Stormen af. Der har endog i Kredse, som indtil for kort Tid siden saa alt graat i graat, hævet sig Røster, der vidne om et lysere Syn paa Sagen.*)

Spørgsmaalet hører efter sin Natur übestrideligt til dem, ved hvis Behandling man er stærkt tilbøjelig til at lade sig lede af Fornemmelser og Indtryk og til at gaa ud fra et behændigt lanceret og ofte gentaget Postulat som en given og uimodsigelig Ting. Forfatteren kunde i saa Henseende anføre en hel Samling af Exempler fra vor hjemlige Middelstandsdebat, men da man ikke uden Nødvendighed bør forstyrre det gode Forhold til sine Naboer, foretrække vi at forholde os objektivt til Sagen og hellere forsøge at konfrontere de modstridende Opfattelser med Virkeligheden. Dette er i Øjeblikket saa meget mere paa sin Plads, som Statistikken netop i den seneste Tid har leveret forholdsvis gode Bidrag til Spørgsmaalets Belysning.

Ved Sagens Undersøgelse ad statistisk Vej er der
to forskellige Spørgsmaal, der naturligt ligge for:

i) Kan der paavises en numerisk Tilbagegang
i de selvstændige NæringsdrivendesTal?

2) I hvilken Retning og med hvilken Styrke
forandres den sociale Sammensætning af den
næringsdrivende Befolkning?

Der kan ikke godt være Tale om et Valg mellem
disse to Synspunkter. De maa begge tages i Betragtning,hvis

---

*) Jfr. Prof. Dr. Julius Wolfs Artikler vind Realisten in der Nationalokonomie«. (Zeitschrift flir Socialwissenschaft. 1898. Hefte 1, 2 og 4). Den første af disse Artikler er refereret af W. S. i Nationaløk. Tidsskr. 1898 Side 196 ff.

ning,hvisman vil have fuid Besked. Noget andet er det, at Mangelen af brugeligt Materiale kan tvinge til Resignation over for selv ret beskedne Ønsker, hvad det følgende kun alt for klart vil vise.

Sagen kunde endelig gribes an fra en tredie Side. Man kunde spørge, om Middelstandens materielle Kaar gennemgaaende ere i Op- eller Nedgang. Dette Spørgsmaalhar man i nyeste Tid med ikke ringe Held søgt besvaret gennem en rationel Bearbejdelse af Skattestatistikken.*)Men at inddrage dette tredie Synspunkt under nærværende UndeKøgelse, vilde dog næppe være hensigtsmæssigt, fordi man da blev nødt til at operere med Begrebet »Middelstand« i to forskellige Betydninger.I Skattestatistikken betyder »Middelklassen« den Del af Befolkningen, som sidder med de mellemstoreIndtægter - Synsvinklen er og maa altsaa her være en rent økonomisk. Hvad vi derimod tilsigte, er en Undersøgelse af det sociale Mellemlag i Befolkningen, den Klasse, man i gamle Dage benævnte »Borgerstanden«.At disse to Begreber langt fra dække hinanden,behøver ikke nærmere at paavises. Og dog hidrøre mange Misforstaaelser og megen Strid netop fra, at man ikke har holdt sig denne Dobbelthed ved

---

*) Vi minde her bl. a. om Julius Wolfs fortjenstfulde Værk: Socialismus und kapitalistische Gesellschaftsordnung. Stuttgart 1892. — Endvidere: Vilhelm Bohmert. Die mittleren Klassen der Einkommensteuer in einigen deutschen Grosstådten i. d. Jahren 1880^— _95. (Jahrb. f. Gesetzgebung, Verwaltung und Volkswirtschaft. 1896). — Af mere officielle Arbejder kan paa dette Felt anføres; Statistik d. Hamburgischen Staates. Bearbeitet und herausgegeben v. d. Statistischen Bureau der Steuer- Deputation. Heft XVII. Hamburg 1895. — Og paa dansk Grund; Marcus Rubin. Indkomstforholdene i København. Udg. af Københavns Magistrat. 1894.

Udtrykket klart for Øje. Naar det saaledes fra den ene Side paastaas, at »det borgerlige Samfunds økonomiskeUdvikling med Nødvendighed fører til den lille Bedrifts Undergang«*), og man fra den anden Side har benægtet Rigtigheden af denne Sætning ved at henvise til, at der i den sidste Menneskealder er sket en forholdsvis betydelig Bedring ikke blot i de laveste, men ogsaa i de mellemste Indtægtsklassers Kaar, da er det klart, at begge Parter kunne have Ret. Hvis den selvstændige Middelstands Udtynding nemlig foregaar paa den Maade, at de aller mindste Virksomheder i stort Antal falde bort, da er denne Bevægelse jo paa ingen Maade uforenelig med en almindelig økonomisk Opdrift.

Med det første af de foran opstillede Spørgsmaal ligger det nærmest at henvende sig til Folketællingerne. Disses Erhvervsstatistik maatte jo, hvis den var ideel, kunne give en direkte Besvarelse. Men desværre hører Befolkningens Gruppering efter Erhverv og Stilling i Erhvervet netop til de Punkter, som ved disse Tællinger blive mindst fuldkomment belyste.

Om en blot nogenlunde ensartet Fremgangsmaade ved den statistiske Behandling af dette Spørgsmaal i de forskellige Lande, er der slet ikke Tale. Hvert Land følger sin Praxis, og ikke sjældent ændres denne endda ret betydeligt fra Tælling til Tælling. Ved de Oversigter, som vi have uddraget af de europæiske

---

*) Jfr. det socialistiske Erfurt er-Program.

Landes statistiske Publikationer, og som anføres nedenfor,gælder det derfor som en almindelig Regel, at de kun give et Fingerpeg, et Udtryk for den herskende Tendens, derimod ikke nøjagtige, kommensurable Resultateraf Maalinger, der ere foretagne overalt i samme Hensigt og efter samme Principper.

I den efterfølgende Tabel findes for 6 Lande en Sammenstilling af Befolkningstilvæxten og de senest konstaterede Forandringer i Antallet af Hovedpersoner (d. v. s. selvstændige Erhvervsdrivende) i Industri, Haandværk og Handel. Samtlige Data ere hentede fra Folketællingerne, dog med Undtagelse af de tyske, for hviike de særlige Erhvervstællinger af 1882 og 1895 ligge til Grund. Forholdstallene ere i Almindelighed afrundede til hele Tal, da en minutiøs Nøjagtighed her kun vilde være til Besvær.

Anmærkning. Englands Censusopgørelser gennemføre ikke Sondringen mellem Selvstændige og Uselvstændige. I Belgien foretages Sondringen kun for Industriens Vedkommende, derimod ikke for Handelserhvervene. I Holland haves en Erhvervsstatistik af 1889, men den nærmest foregaaende er af 1859 °S en Sammenstilling af Resultaterne derfor næppe forsvarlig. I Schweiz foretoges ved Tællingen i 1888 en Sondring mellem Selvstændige og Uselvstændige, derimod ikke ved de foregaaende Tællinger. Ungarns Folketælling af 1891 har vel en meget god og udførlig Erhvervsgruppering, men den anvendte Fremgangsmaade er ganske uden Tilknytning til tidligere Opgørelser. Endelig hvile de finske Erhvervsopgørelser af 1880 og 1890 ikke paa Individualtællinger, men paa Indberetninger fra Præsterne, og de turde derfor have en noget vel kalkulatorisk Karakter. — Naar Sammenligningen for Østrigs Vedkommende er ført tilbage til 1869, har dette sin Grund i, at Folketællingen af 1880 bearbejdedes paa en Maade, der afviger ret væsentligt fra den ved Tællingerne i 1869 og 1890 anvendte.

Som det første Hovedresultat af denne Undersøgelse maa da noteres, at Antallet af selvstændige Næringsdrivende, absolut sét, var i Fremgang i alle de i Tabellen anførte Lande, alene med Undtagelse af Frankrig, hvor der endog var en Tilbagegang af iopCt. Denne Afvigelse fra Regelen skulle vi dog ikke tillægge alt for stor Betydning. Dels var maaske Behandlingen af det paagældende Punkt ikke ganske ligeartet ved de to Tællinger i 1881 og 189₁ (Tællingsskemaerne havde i hvert Fald en noget forskellig Formulering af Spørgsmaalet), dels er jo den i Frankrig registrerede Tilbagegang af 10 pCt. i Virkeligheden mindre i Disfavør af de Selvstændige end den for Tyskland konstaterede Fremgang af il^ pCt.; thi Frankrigs samtidige Befolkningsforøgelse var kun 212¹j₂ pCt., medens Tysklands var 14 pCt.

Ser man Bevægelsen i de Selvstændiges Antal
Side om Side med Befolkningsforøgelsen, dele de 6
Lande sig i følgende to Grupper:

a) Danmark, Sverige, Norge og Østrig. I disse Lande have de selvstændige Næringsdrivende enten været i stærkere Fremgang end Folketallet eller dog (for Norges Vedkommende) næsten holdt Skridt med dette.

b) Tyskland og Frankrig. Her har Befolkningsforøgelsen
været langt stærkere end Forøgelsen af
de Selvstændige.

Denne Gruppering leder Tanken hen paa, at der maaske bestaar en Forbindelse mellem det undersøgte Forhold og Erhvervslivets almindelige Karakter (overvejende Landbrug etc. eller overvejende Industri etc.) i de enkelte Lande. En nærmere Undersøgelse bekræfter denne Formodning, saaledes som det fremgaar af efterfølgende Tal, der referere sig til Begyndelsen af de Perioder, for hvilke vi have beregnet Tilvæxtforholdet for de selvstændige Næringsdrivende.

Uden Fare for at gribe alt for meget fejl, tør man vel nu slutte, at Forholdene laa gunstigst for Udvidelsen af den selvstændige næringsdrivende Middelstand i de Lande, hvor det industrielle og kommercielle Liv var mindst fremskredet, medens Middelstanden synes at være kørt fast i de egentlige Industrilande. Dette Resultat stemmer ogsaa godt med, hvad man paa Forhaand maatte vente efter Sagens Natur. Hvad er det nemlig der sker, naar et Land gaar over fra Agrikulturstandpunktettil Industristandpunktet? Det er en Udvikling af den nationale Arbejdets Deling. Den ene Produktionsgrenefter den anden løsriver sig langsomt fra Landbrugsvirksomheden; der danner sig altsaa (forudsat at de legale Betingelser ere til Stede) en Land-Haandværkerstand,saaledes som vi have sét det her i Danmarki 6oerne og 70erne. Paa samme Maade gaar det med Handelsvirksomheden. Næringsfriheden virker i første Omgang decentraliserende; den hele Detailhandel breder sig over en større Flade, giver Existensmulighed for en Mængde smaa, selvstændige Handlende (Høkere o. s, v). Under de tilstedeværende Betingelser kan Landbruget kun beskæftige og give Brødet til en begrænsetMængde Mennesker; derfor begynder Bevægelsenbort fra Landbruget, Befolkningens Indvandringtil Byerne, hvor Laugsmonopolernes Ophævelse har givet Plads for de ledige Kræfter. Men disse ledige Kræfter ere uden Kapital; og der danner sig derfor til at begynde med overvejende smaa Virksomheder. Naturligvis udelukker denne extensive Udvikling af Næringslivet ikke, at der samtidig fremvoxer en fabrikmæssigStorindustri. Men det tager Tid; et Land gør ikke paa én Gang Springet fra »landbrugende« til

»industridrivende«-. Storindustrien har overalt for største Delen udviklet sig paa Haandværkets Grundlag, og kun en mindre Del af de moderne Fabrikprodukter ere ganske fremmede for Haandværket. Den store og den lille Industri kunne derhos meget vel en Tid lang trives godt —ogi god Forstaaelse — Side om Side; dels fordi Fabrikken næsten altid har sin Styrke i Specialiteter, som den fortrinsvis kaster sig over, og saaledes kun delvis gør Indgreb i Haandværkets Produktionsomraade •, dels fordi den lille Industri jo i Almindelighed arbejder for et ganske lokalt Marked, som den, ofte alene ved Sædvanens Magt, formaar at fastholde trods al Konkurrence.*) Men selvfølgelig kommer der et Tidspunkt, da Landet saa at sige er mættet med Smaaforretninger; og fra det Øjeblik er der som slaaet Bom for yderligereTilvæxt i de Selvstændiges Tal. Selv om Export-Industrierarbejde sig frem, forandres Forholdet ikke; thi Exportvarer maa tilvirkes i store Mængder, maa være Fabrikprodukter.

At Bevarelsen af de existerende og Dannelsen af nye smaa Industri- og Handelsvirksomheder vanskeliggøresdes mere, jo stærkere det hele økonomiske Liv pulserer, har iøvrigt ikke sin Grund alene i Stordriftensfinansielle og tekniske Overlegenhed, men tilligei forandrede Vareefterspørgselsforhold. Jo mere fremskredet et Lands økonomiske Udvikling er, des

---

*) Et slaaende Exempel kan hentes fra det storindustrielle Sac lisen, hvor Smaabedrifterne i Perioden 1875—^2 tiltog endog stærkere end Befolkningen, uagtet Fabrikvirksomheden samtidig stod i en ualmindelig kraftig Udvikling. (Heitz. Zur Beleuchtung d. Handwerkerfrage. Zeitschr. f. d. gesamte Staatswissenschaft. 1893. S. 202 ff.)

mere koncentrerer Efterspørgselen og Forbruget sig. Som de væsentligste Aarsager hertil kan der bl. a. henpeges paa Storstædernes Befolkningstilvæxt, Dannelsenaf kæmpemæssige Konsumenter i Skikkelse af Stats- og Kommuneanstalter som Fængsler, Sygehuse o. s. v. Det maa ogsaa her erindres, at den ene Storbedriftstøtter den anden som Kunde; Transportanstalter og lignende Foretagender købe Industriprodukter i store Partier. Endelig ere de store Ilandelsiriagasiner, Forbrugsforeningero. 1. ikke blot blevne til som en naturlig Konsekvens af Fabrikindustrien, men de befordre tillige en videre Udvikling af denne. Salgets Koncentrering støtter i mange Tilfælde Produktionens Koncentrering.

Ogsaa i en anden Henseende ligge Forholdene i Industrilandet ugunstigere for de smaa Virksomheder end for de store. Det hele Kulturliv stiller her ofte Industrien saa omfattende Opgaver, at de ikke lade sig løse ved Haandværkets Midler og Arbejdsformer alene, og det selv om de tillige i stort Omfang kræve Anvendelse af egentligt Haandarbejde. Et Lokomotiv, en Dampkran, et Sporvejsanlæg ere talende Exempler herpaa.

Paa visse Omraader fører endelig den stærke Udviklingaf Stordriften til, at mindre Virksomheder ligefremabsorberes af denne. Enhver større Fabriks-, Handels- eller Transportforretning behøver Hjælp af forskellige Haandværksfag. I Begyndelsen og under mindre udviklede Forhold lader man da sine Arbejder udføre hos en Mester; men naar Anlæget har naaet en vis Størrelse og Udvikling, opretter det egne Værksteder(Bødkerværksteder

steder(Bødkerværkstederi Bryggerier, Smede- og
Sadelmagerværksteder ved Sporvejsanlæg o. s.v.)*)

Disse Momenter tjene til at forklare de forskellige Resultater, vor Undersøgelse om de selvstændige Næringsdrivendes Fremgang har givet i de to Grupper af Lande. Men naturligvis er det ikke udelukket, at ogsaa andre, maaske rent lokale Aarsager kunne have været medvirkende.

De statistiske Data, vi foran have opereret med, give kun i grove Omrids et Billede af Udviklingen. Det vil nu have Interesse at trænge lidt dybere til Bunds i Enkelthederne, og navnlig at gøre sig klart, hvilke Forskydninger indenfor de Selvstændiges Klasse Tiden har bragt. Et helt brugbart Materiale hertil foreligger kun for Tysklands Vedkommende,**) men efter det foran bemærkede hører dette Land jo ogsaa til dem, hvor Middelstanden er kørt fast — eller i alt Fald er i Færd dermed —, og Tyskland synes saaledes vel egnet til at være Prøvesten for Udviklingens Tendens.

---

*) Dr. Andreas Voigt. Die Organisation des Kleingewerbes. (Zeitschrift fur die gesamte Staatswissenschaft. 1895. S. 267 ff.). — O. v. Zwiedineck-Siidenhorst. Die Bedeutung des Bedarfs flir die Entwickelung der gewerblichen Betriebssysteme. (Zeitschr. fur Volkswirtschaft. Socialpolitik u. Verwaltung. 1898. S. 15 ff.). — Prof. K.Biicher. Die Entstehung der Volkswirthschaft. 2te Auflage. Tubingen IS9B. (Kapitlet »Der Niedergang des Handwerks«, hvoraf Forf. har meddelt et Udtog i Industriforeningens Tidsskrift 1898 Nr. 13).

**) Kilden er de officielle Publikationer vedrørende det tyske Riges »Berufs- und Gewerbezåhlung« af 14. Juni 1895. Blandt disse er en Redegørelse i »Vierteljahrshefte zur Statistik des Deutschen Reichs« (Ergånzung zum 1 sten Heft 1898) særlig instruktiv, ligesom den udmærker sig ved en prisværdig Kortfattethed.

Vi have hidtil under Begrebet »Næringsdrivende« sammenfattet de to Grupper: Industri og Handel, og vi fandt for Tysklands Vedkommende, at Fremgangen i det samlede Antal af Selvstændige i begge Grupper tilsammen 1882_{— 95} udgjorde i¹/₃ pCt. Naar vi nu betragte hver Gruppe for sig, viser det sig, at Forholdet paa ingen Maade er det samme i begge. Antallet af Selvstændige udgjorde nemlig i

Der var altsaa i Virkeligheden en absolut Tilbagegangfor Industriens Selvstændige af 6,7 pCt., derimod en Fremgang for Handelsfagenes af 26,6 pCt. De tilsvarende absolute Tal ligge ikke saa langt fra hinanden,idet Industrien har tabt 158,000, Handelen vundet 178,000. Desværre formaar Statistikken ikke at belære os om, hvorvidt denne Overensstemmelse er tilfældig, eller om den beror paa, at der i større Omfang er foregaaet en virkelig individuel Forskydning fra Industrigruppentil Handelsgruppen, idet Virksomheder, der begyndte som industrielle, ved Tidernes Ugunst ere trængte over i Smaahandlernes Klasse. At noget saadanter foregaaet, er i og for sig en ret sandsynlig Konsekvens af Storindustriens Opsving. Skotøjsfabrikkernefortrænge de smaa, selvstændige Mestere fra Markedet og tvinge dem til at ombytte Værkstedet med en Butik, hvor de forhandle Fabrikkernes Produkt

Paa samme Maade med Skræddere; kunne de ikke bestaa som saadanne, ligger det nær for dem at blive Ekviperingshandlere. Bagere og Slagtere opgive Haandværketog etablere Brød- og Kødudsalg. Og saa fremdeles. Men som sagt: her ere vi inde paa en Fantasi, som kun finder nogen Støtte, ikke direkte Bekræftelse i Tallene.

Ikke stort sikrere er i denne Henseende Fodfæstet, naar vi derefter gaa over til at iagttage de Selvstændiges sociale Fordeling og de Forandringer, som Tiden mellem de to Tællinger har bragt i denne.

Undergrænsen for den næringsdrivende Middelstand have vi jo — i Overensstemmelse med, hvad den almindelige Sprogbrug har fastslaaet — sat der, hvor den økonomiske Selvstændighed hører op. Lønarbejderen hører herefter ikke til Middelstanden — han være saa Ingeniør, Kontorist eller simpel Daglejer. Men Skoflikkeren i Kælderen, hvis hele Driftskapital er en Kasse forslidt og forældet Værktøj, og som ikke har saa meget som en Læredreng til sin Hjælp — han hører i Kraft af sin Selvstændighed til Middelstanden sammen med Fabrikanten, som hver Dag beskæftiger mange Hundrede Arbejdere. Enken, der har et Brødudsalg paa Hjørnet, er tormelt lige saa selvstændig i sin Næring som Milliongrossereren •, begge tælle vi med under den næringsdrivende Middelstand.

Det maa da aabenbart være af Vigtighed at faa Klarhed over den sociale Gruppering indenfor denne brogede Blanding af selvstændige Existenser. Imidlertidhar man kun et højst ufuldkomment Maal for de Næringsdrivendes sociale Stilling, nemlig Antallet af de Personer, som de beskæftige i deres Virksomhed. En

Forfatter, som fra et noget andet Synspunkt har behandletStatistikken over de Selvstændige i Kongeriget Preussen,*) fremhæver med nogen Føje, at naar man anvender Arbejdertallet som Maalestok ved den sociale Gruppering, bærer man sig ad paa samme Maade, som hvis man vilde vurdere Indholdet af et Pengeskab alene efter Antallet af de Mønter, det indeholder, uden at undersøge, om det er Guld eiier Skillemønt. Arbejdertalleter vel et Moment, som ikke maa lades ude af Betragtning, men det er et ensidigt Kvantitetsmaal; en ideel Undersøgelse maatte tillige kræve Anvendelsen af et eller flere Kvalitetsmaal, som f. Ex. DriftskapitalensStørrelse, det større eller mindre Udbytte, som denne afkaster, o. 1.

Men overfor saadanne mere rationelle Kriterier nødes vi til at resignere, nøjes med at skrive dem paa Ønskesedlen for fremtidige Tællinger og foreløbig bruge de Oplysninger, der foreligge.

Delingen af de Selvstændige efter deres Arbejdertal gaar i 1895 noget videre end i 1882, men Overensstemmelsen mellem de to Opgørelser rækker dog til Opstillingen af efterstaaende Oversigt, hvor

Klasse I betyder: Virksomheder, der kun
beskæftigede 1 Person (Indehaveren), og som
ikke havde mekanisk Bevægkraft,

Klasse II: Virksomheder, der beskæftigede
1 Person og havde mekanisk Bevægkraft samt
Virksomheder, der beskæftigede 2-5 Personer,

Klasse III: Virksomheder, der beskæftigede
6 eller flere Personer.

---

*) Georg Welker. Die hauptberuflich Selbståndige im preussischen Staate mit ihren miterwerbenden und nichterwerbenden Angehorigen. (Zeitschr. d. kgl. Preussischen Statistischen Bureaus. I —II Heft. 1898).

Disse Tal give et godt Indblik i de meget betydelige
Forandringer, der ere foregaaede i Sammensætningen
af de tyske Næringsdrivende i Løbet af 13 Aar.

Bevægelsen i Retning af større Virksomheder giver sig tydeligt til Kende, og dette gælder baade Industrien og Handelen. At Udviklingen tillige er gaaet i Retning af virkelig Stordrift, fremgaar derimod ikke af det anførte; men et Blik paa efterstaaende Tal, der omfatte Industri og Handel under ét, vil fjerne enhver mulig Tvivl herom.

Stordriften figurerer altsaa næsten helt igennem
med dobbelt saa store Tal i 1895 som i 1882.

Vor Undersøgelse af de sociale Forskydninger have vi hidtil holdt indenfor Rammen af de selvstændige Næringsdrivendes Klasse. Men det er klart, at man ikke kan blive staaende herved. For de Næringsdrivende som Stand er det af ikke ringe Betydning, om de selvstændige eller de uselvstændige Arbejdere ere i Overtal og om Udviklingen i saa Henseende bærer i den ene eller den anden Retning.

Af de fra den tyske Erhvervsstatistik allerede anførte Data er det jo klart nok, at Antallet af Uselvstændige tiltager stærkere end Antallet af Selvstændige. Omend dette er et saare vel kendt Fænomen, som i Folks Bevidsthed endog har faaet almen Gyldighed, turde det dog ikke være overflødigt at forsøge, ved Hjælp af de til Raadighed staaende talmæssige Data, at maale Styrken af denne Bevægelse, især da det viser sig, at Regelen dog ikke er undtagelsesfri. Vi vende os da atter til Folketællingerne for de før nævnte Lande, hvis Erhvervsstatistik overhovedet tillader en Indtrængen i dette Forhold. Før vi i denne Sammenhæng nævne Tal fra de forskellige Lande, maa vi imidlertid gøre opmærksom paa den Usikkerhed, der klæber ved saadanne Opgørelser.

Tager man exempelvis det danske Folketællingsværkfor
Aarene 1880 og 1890, vil man vel finde en Sondringmellem
Hovedpersoner og Medhjælpere, og man

vil finde de tjenende Personer (hvoraf en Dei dog maa henregnes til Medhjælpere i Industri og Handel) udskilte for sig. Men trods denne formelt gennemførte Deling viser det sig overmaade vanskeligt at gøre sikre Slutningerom de fra Tælling til Tælling foregaaede Forandringer.Af Hovedpersoner og Medhjælpere i Industri og Handel taltes der ved de to Folketællinger i 1880 og 1890:

Herefter skulde den sociale Struktur i de paagældende Erhverv have forandret sig saaledes, at medens der i 1880 for hver 100 Hovedpersoner kun fandtes 70 Medhjælpere,var dette Forhold i 1890 steget til 100:91. Nu er der vel ikke Tvivl om, at dette Resultat idet væsentlige er rigtigt, men at de anførte Forholdstal netop skulde være et nøjagtigt Udtryk for Bevægelsens Styrke, tør man ikke antage. Ved enhver Folketælling er der nemlig to store Grupper, som volde ErhvervsstatistikkenBesvær og Fortræd. Først »Arbejdere og Daglejere uden specificeret Næring«; disses Antal var i 1890 c. 49000. Dernæst Tyende, hvoraf der i samme Aar opførtes c. 37,000 som tjenende hos Industridrivendeog Handlende. Begge Grupper staa i 1890 med lavere Tal end ved den foregaaende Tælling; og

om end Hovedgrunden hertil vel nok — i alt Fald for Tyendeklassens Vedkommende — er af reel Natur, er det dog ikke udelukket, at Erhvervsangivelsen saavel for de løse Arbejdere som for den Del af de tjenende Personer, der helt eller delvis ere beskæftigede i HusbondensNæring (ikke ved husligt Arbejde), er foregaaetmed mere Præcision i 1890 end i 1880, hvorved det registrerede Medhjælpertai i førstnævnte Aar altsaa kan have faaet et Plus, som manglede ved den foregaaende Tælling.

Den forstyrrende Indflydelse af disse to Grupper er ingenlunde lige stor overalt, og fra Tælling til Tælling bestræber man sig naturligvis for at indskrænke Uklarhederne til det mindst mulige.*) For saa vidt der ved de to Tællinger, vi for hvert Land have benyttet til nedenstaaende Oversigt, paaviseligt har været anvendt forskellig Praxis ved Sondringen mellem Hovedpersoner og Medhjælpere, have vi, saa vidt muligt, korrigeret Tallene, saa at de ere blevne kommensurable. Land og Land imellem tør man derimod ikke gøre Sammenligninger.

For hver 100 Hovedpersoner (selvstændige Næringsdrivende) iHaandværk, Industri og Handel fandtes der følgende Antal Medhjælpere (Uselvstændige):

---

*) Det fortjener i saa Henseende at fremhæves, at Antallet af Personer, hvis Næringsvej var utilstrækkelig betegnet, ved den norske Folketælling af 1891 var bragt ned til 8 a 9000, medens Tallet ved den foregaaende Tælling i 1876 var over 33.000.

Hovedregelen, at de Uselvstændige tiltage i Antal efter en stærkere Maalestok end de Selvstændige, brydes altsaa kun i et af de anførte Lande, nemlig Østrig. Denne Undtagelse kan imidlertid føres tilbage til Forhold, der ere ejendommelige for dette Lands hele Erhvervsliv. Der er næppe noget af de øvrige her betragtede Lande, hvor den økonomiske Udvikling har været saa uensartet fra Provins til Provins som netop her. Det østrigske Rige rummer Lande med en gammel og stærkt fremskreden Industri, der paa sine Steder har taget Karakter af en ualmindelig kraftigt udviklet Stordrift. Men ved Siden heraf er der Egne, der i den Grad ere blevne staaende paa det oprindelige Agrikulturstandpunkt, at saa godt som alt industrielt Arbejde udføres i Hjemmet. I 1890 var der i Østrig

---

*) Kun Haandværk og Industri (ikke Handel).

40 Forvaltningsdistrikter, i hvilke Landbruget lagde Beslag paa mindre end en Femtedel af Befolkningen; disse Distrikter findes særlig i Bohmen og Schlesien, hvor Mine- og Fabrikvirksomheden er stærkest udviklet.Paa den anden Side var der 80 Forvaltningsdistrikter(særlig i Galizien og Dalmatien), hvor over de fire Femtedele af Befolkningen levede af Landbrug. *) Denne uensartede Udvikling medfører, at to forskellige Bevægelser gaa Side om Side og i det summariske Resultat tilsløre hinandens Virkninger. I Industriegnene tiltager Antallet af Uselvstændige (Fabrikarbejdere) langt stærkere end Antallet af Selvstændige. I Landbrugsegnenedanner der sig ved det industrielle Arbejdes Løsrivelse fra Landbruget en stor Mængde smaa selvstændigeNæringsbrug uden eller i alt Fald med et Mindretal af Arbejdere. I den her betragtede Periode har nu den sidste Bevægelse været i Overvægt, og saaledes er Resultatet blevet en Nedgang i Bedrifternes gennemsnitlige Arbejdertal.

Ganske lignende Forhold kunne paavises for flere af de øvrige Lande (navnlig for Norge, hvor Naturforholdene gribe mægtigt ind i Udviklingen af den nationale Arbejdsdeling), men overalt udenfor Østrig har dog Opdriftsbevægelsen haft Overvægten over Nydannelsesbevægelsen.

For nu at trænge lidt dybere ind i den her omhandlede
Side af Sagen maa vi atter vende os til de
to tyske Erhvervsopgørelser af 1882 og 1895. Lige-

---

*) Dr. H. Rauchberg. Die Hauptergebnisse der osterreichischen Berufsstatistik. (Statistische Monatschrift. XX Jahrg. Wien 1894).

som før betragte vi de industrielle og de kommercielle
Erhverv hver for sig, og indenfor hver af disse dele
vi det hele arbejdende Personel i tre sociale Grupper:
1) Selvstændige, som have lønnede Arbejdere i deres
Tjeneste; eller kortere: Arbejdsgivere.*)
2) Selvstændige, som arbejde uden Hjælpere.
3) Uselvstændige af alle Klasser (saavel højere Funktionærer
samt Butiks- og Kontorfolk som egentlige
Arbejdere); altsaa: Lønarbejdere i videste Forstand.

At indskyde som en Mellemgruppe de Selvstændige, som ikke have fremmed Hjælp, er formentlig hensigtsmæssigt, dels fordi det viser sig, at der er en overordentlig Bevægelse i denne Gruppe, dels fordi man derved opnaar at kunne stille Arbejdsgiverne og Arbejderne overfor hinanden.

Se vi da først paa de industrielle Erhverv,
finde vi, at disses arbejdende Personel udgjorde (Tallene

i 1882: 5,934,000
i 1895: 8,001,000,

og den procentvise Fordeling mellem de anførte tre
sociale Grupper ser saaledes ud: (Se omstaaende
Tabel).

Det fremgaar tydeligt heraf, at Tyngdepunktet, som allerede ved Periodens Begyndelse laa i LønarbejdernesGruppe, i de forløbne 13 Aar yderligere har forrykket sig i denne Retning. Man er heller ikke

---

*) Til denne Gruppe er dog ogsaa (jfr. det foregaaende) henført selvstændigt arbejdende Personer, som vel ikke havde Hjælpere, men som benyttede en lille Motormaskine. Deres Tal er imidlertid forholdsvis ringe.

i Tvivl om, at det er Mellemgruppen, de Personer,
der hverken ere Arbejdsgivere eller Arbejdere, der er
mest udsat for at tabe Fodfæstet.

I Handelserhvervene var Antallet af samtlige
arbejdende Personer:

i 1882: 1,340,000
i 1895: 2,166,000
og Fordelingen efter den sociale Stilling var følgende:

Vi genfinde altsaa her den samme Bevægelse som i Industrien, men dog med den Modifikation, at den relative Tilbagegang i Gruppe 2 i nogen Grad ogsaa er kommen Arbejdsgivernes Gruppe til Gode.

Betragter man Industri og Handel under ét, bliver det samlede Resultat af Forskydningen, paa Grund af Handelserhvervenes numeriske Underlegenhed, ikke meget forskelligt fra det, vi have fundet for Industrien alene:

Det vil nu være lønnende for et Øjeblik at se bort fra den mellemste Gruppe og udelukkende betragte Talforholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere. Foran have vi anført, at der for hver 100 Hovedpersoner (Grupperne 1 og 2) ved de to Opgørelser i 1882 og 1895 fandtes henholdsvis 156 og 250 Medhjælpere (Gruppe 3). Gruppe 2 har jo imidlertid ingen Medhjælpere, og Forholdet mellem Grupperne 1 og" 3 giver derfor et mere rationelt Udtryk for Virksomhedernes Gennemsnitsstørrelse.

For hver 100 Arbejdsgivere (Gruppe 1) fandtes der
følgende Antal Arbejdere (Gruppe 3):

Disse Tal give maaske det mest træffende Udtryk
for den stedfundne Udvikling i Retning af Arbejdets
Koncentrering.

Mod hele den Fremgangsmaade, som er anvendt ved den foranstaaende Fremstilling, kan man nu med nogen Ret indvende, at Delingen mellem Selvstændige og Uselvstændige ikke falder sammen med den Linie, der begrænser den næringsdrivende Middelstand nedad.

Denne Indvending har to Sider.

For det første, kan man sige, ere ikke alle selvstændige Næringsdrivendes økonomiske og sociale Stilling en saadan, at de Paagældende og deres Omgivelser henføre dem til Middelstanden. Deres økonomiske Existens er i mange Tilfælde overordentlig usikker; deres »Selvstændighed« er rent formel, for saa vidt som den ofte ikke har andet at støtte sig til end en kummerlig Kredit, der brister i samme Øjeblik, som Sygdom eller lignende tvinger »Forretningen« (d. v. s. dens Indehaver) til at standse sin Virksomhed en Uge eller to. Til denne lidet misundelsesværdige Klasse af Selvstændige maa ogsaa henføres en stor Del af Husindustriens Arbejdere, de mange »Hjemmemestere« i Beklædningsindustrien, som i Virkeligheden staa i samme Forhold til den Fabrikant eller det Magasin, de arbejde for, som en almindelig Haandværkssvend til sin Principal. En Strejke, en kortvarig Forretningsløshed i Faget, en ny Maskine kan gøre Hjemmemesteren brødløs; med Selvstændigheden er det forbi, og Mestertitelen giver ham hverken nogen særlig social Position eller noget Tillæg til Lønnen, naar han Dagen efter søger Arbejde som Svend paa et Værksted.

Alt dette er rigtigt, og vi have ogsaa haft det in mente, da vi udsondrede de »Selvstændige, der arbejde uden Hjælpere«, fra de øvrige. Alligevel gives der i dette Forhold intet andet Kriterium, som Statistikken kan gribe og føre sig til Nytte. Her ligger netop en stor, vanskelig Opgave og venter paa sin Løsning: Opstillingen af praktisk brugbare Rammer for Befolkningens Klassificering efter sociale Synspunkter. Indtil denne Opgave har fundet sin teoretiske Løsning, og denne igen er blevet praktisk anvendt paa mindst to Tællinger, er der intet andet for end — saa forsigtigt som muligt — at følge den gamle erhvervsstatistiske Skellinie mellem »Hovedpersoner« og »Medhjælpere«

Selvstændige og Uselvstændige.

Paa ét Punkt kunde man dog maaske bryde denne Regel. Her føres vi ind paa den anden Indvending mod den benyttede Fremgangsmaade, som er, at man til Arbejderne, til de Uselvstændige, har henført hele den industrielle og kommercielle Funktionærstand lige fra den videnskabeligt uddannede Fabrikingeniør og Stormagasinets Afdelingschef til Værkstedsformanden og Kontoristen. Man har undertiden overfor hele denne Gruppe af Lønarbejdere anvendt Betegnelsen »den nye Middelstand«, fordi den i den stordriftmæssige Ordning formentlig skulde danne et lignende socialt Mellemlag som Smaamestrene og de mindre Handlende danne i det gamle Erhvervssamfund. Den tyske Statistik viser nu ogsaa, at Funktionærstanden og dennes Bevægelser fortjener særlig Opmærksomhed.

Til denne Gruppe henførtes i 1882 omtrent 205,000
Personer (Industri og Handel under ét). Hvis Talforholdettil
det samlede Personel havde været det samme

i 1895 som i 1882, skulde man ved Tællingen i det førstnævnte Aar have ventet at træffe c. 288,000 Funktionærer,men det faktiske Resultat er c. 448,000. Det er klart, at dette betyder overordentlig meget, naar Talen er om Middelstandens Erstatning for det relative Tab af selvstændige Existenser. Gaa vi ind paa Tanken,at betragte Funktionærerne som hørende med til den næringsdrivende Middelstand, kunne vi udtrykke den stedfundne Forandring gennem følgende Forholdstalmellem de saaledes fremkommende tre Hovedkategorieraf Middelstandsfolk:

Med andre Ord: Funktionærerne udgjorde i 1882 mellem ]/io °g Vie- * l8₉₅ mellem V7V₇ og Vs- Dette Faktum er af overordentlig Betydning, og det kan ikke lades ude af Betragtning, naar Talen er om den Udtynding af Middelstandens Rækker, som virkelig er begyndt i de egentlige Industrilande.

Selvfølgelig indeholder »den nye Middelstands« Fremvæxt kun en ringe Trøst for dem, der have den Opfattelse, at socialt Velvære i overvejende Grad er betinget af den formelle »Selvstændighed«. Men vi tro ikke, at denne Opfattelse er rigtig. Tildels er det

naturligvis en Fornemmelsessag, og for saa vidt vil det vel i Regelen strax staa som et Minus for Haandværksmesterenat maatte opgive sin egen Forretning og tage Tjeneste som Værkfører i den Fabrik, der hidtil har været hans forhadte Konkurrent. Men naar Forandringenén Gang er fuldbyrdet, naar Aar ere gaaede og Saaret er lægt — vil han da ikke kunne tilegne sig et andet og lysere Syn paa Sagen? Især naar det viser sig, at hans økonomiske Stilling nu er baade i og for sig bedre og navnlig mere betrygget end før. Thi derom nære vi ingen Tvivl: at den mere rationelle Økonomi, den mere intensive Udnyttelse af de produktiveKræfter og Værdier, som er Stordriftens væsentligsteraison d'etre, den vil i det lange Løb komme Funktionærstanden til Gode, saa vist som den allerede delvis er kommen Arbejderklassen til Gode baade gennem et højere Lønningsniveau og et lavere Prisniveau.

Vi ville ikke modsige dem, der paastaa, at det — socialt sét — vilde være bedst, om den selvstændige Middelstand kunde bevares saa bred og kraftig som muligt. Vi have kun villet pege paa et Moment, som ofte overses i denne Sammenhæng. Afgangen fra de Selvstændige fører ikke udelukkende nedad; for en stor Del fører den til Siden og endog opad.

Vi have paa flere Steder i denne Skitse gjort opmærksompaa, hvor ufuldkommen og fragmentarisk Erhvervsstatistikken viser sig at være, saa snart man forsøger at afvinde den selv ganske elementære sociale Resultater. Der er selvfølgelig endnu mange flere Lakuneren

kuneren3de paapegede, og navnlig har Statistikken indtil for ganske nylig bevaret fuldstændig Tavshedmed Hensyn til det vigtige Spørgsmaal om MiddelstandensRekruttering. Danne de selvstændige Næringsdrivende en afsluttet Kaste? Eller tilføres der dem som Regel nyt Blod ved Opdrift fra Arbejderstanden?I hvilken Alder træde de Næringsdrivende i Regelen i selvstændig Virksomhed? Med hvilken Styrke og i hvilken Retning foregaa Vandringerne fra Erhverv til Erhverv?

Disse og mange flere Spørgsmaal maatte besvares, før man havde en fuldkommen Karakteristik af den næringsdrivende Stands hele Stilling i Øjeblikket. Det fortjener da at anmærkes, at der for kort Tid siden af det norske statistiske Centralbureau er gjort et Forsøg paa at trænge ind i nogle af disse Hemmeligheder.*)

Ved Folketællingerne for Kongeriget Norge i 1876 og 1891 har man foretaget en Fordeling af den hele Befolkning efter Livsstilling og Aldersklasser, og ved Sammenligning af de herved fremkomne kombinerede Erhvervs- og Alderstabeller har man derefter, under fornøden Hensyntagen til Afgangen ved Dødsfald og Udvandring og Tilgangen ved Indvandring, konstrueret et Billede af Bevægelsen fra den ene Livsstilling til den anden i de forskellige Aldre. De Personer, som i 1891 f. Ex. vare i Alderen 30^—35 Aar, ere jo nemlig de samme som de, der i 1876 vare i Alderen 15^—20

---

*) Oversigt over de vigtigste Resultater af de statistiske Tabeller vedkommende Folketællingen i Kongeriget Norge i. Januar 1891. Norges officielle Statistik. 3. Række. Nr. 284. Kristiania

Aar, med Fradrag af de Døde og Udvandrede og med Tillæg af de Indvandrede. Dødelighedens og Ud- og Indvandringens forskellige Indvirkning paa Antallet i hver enkelt Livsstilling kender man ganske vist ikke, men man er gaaet ud fra, at begge Faktorer have virket i nogenlunde ligeligt Forhold paa alle Livsstillinger,selv om det er sandsynligt, at Afgangen har været forholdsvis størst indenfor Arbejderklassen.

De Livsstillinger, som have størst Interesse for os paa dette Sted, er Grupperne »Selvstændige Erhvervsdrivende« og »Arbejdere«, og vi skulle derfor meddele de herhen hørende Tal, dog kun for Mændenes Vedkommende. (Se omstaaende Tabel).

Den samlede Afgang ved Dødsfald og Udvandring
udgjorde i Perioden 1876—91 for

Paa Grundlag af disse Data kan man nu gøre
følgende Slutninger:

De 79,621 Arbejdere, som i 1876 vare i Alderen mellem 15 og 20 Aar, ere i Løbet af de følgende 15 Aar ved Dødsfald og Udvandring blevne formindskede med 37,8 pCt. eller med c. 30,000. Da der i 1891

kun var 24,107 tilbage, maa altsaa Resten, c. 25,500, være gaaet over i andre Livsstillinger. Betragter man nu Tallene for de selvstændige Erhvervsdrivende i samme Aldersklasse, ser man, at disses Antal gik op fra 3,112 til 23,891; man tør altsaa antage, at de fleste af de Arbejdere, der gik over i andre Livsstillinger, bleve selvstændige Erhvervsdrivende.

I den følgende Aldersklasse (Mænd, der ere fødte i Aarene 185_1—55)1 ^—55) fandtes i 1876 omtrent 53,700 Arbejdere. Afgangen blandt disse ved Død og Udvandring var i de 15 Aar c. 27,9 pCt. eller omtrent 15,000. Da der nu i 1891 var hen imod 20,000 tilbage som Arbejdere, maa altsaa omtrent 18,700 være gaaet over i andre Livsstillinger. De selvstændige Erhvervsdrivende i samme Aldersklasse udgjorde i 1876 omtrent 11,400, som ved Dødsfald og Udvandring bleve formindskede med c. 3,400; tilbage bliver 8,000; men det virkelige Antal i 1891 var c. 25,700, altsaa en Tilgang fra andre Livsstillinger af c. 17,700; disse maa i det væsentlige have været de samme som de (18,700) Arbejdere, der i denne Aldersklasse have forandret Livsstilling.

Og saa fremdeles.

Paa Grundlag af de detaillerede Tabeller i den norske Statistik, hvoraf vi foran have meddelt et Brudstykke, beregne vi nu den efterstaaende Oversigt, idet vi udtrykkelig bemærke, at denne Udnyttelse af Tabel lernes Enkeltheder, ogsaa hvor Tallene ere smaa og derfor mindre sikre, staar for vor Regning. (Se omstaaende

Tilgangen til de Selvstændiges Gruppe vedvarer
altsaa omtrent til 60 Aars Alderen. Den skyldes i det
væsentlige Opdrift fra Arbejderklassen. Interessant er

det tillige at se, hvorledes Afgangen fra begge de to arbejdende Grupper i de højere Aldersklasser fordeler sig mellem Partikulier- og Pensionistgruppen paa den ene Side og Gruppen af Erhvervsløse (Fattige) paa den anden.

Sammenholder man for hver Aldersgruppe Antallet af Selvstændige den 1. Januar 1891 med de ovenfor anførte Tal for Tilgangen til de Selvstændige i 15 Aar, faar man følgende Skala:

Man kunde ogsaa se Sagen fra den anden Side og spørge, hvor stor en Del af Arbejderne fra 1876 der i 1891 vare naaede at blive selvstændige. Man ser dette af følgende Tabel, der er beregnet paa Grundlag af afrundede Tal.

Den Interesse, der knytter sig til det norske Arbejde, er saaledes i nærværende Sammenhæng nærmest af theoretisk Natur. Anderledes vil det stille sig, naar man en Gang kan gøre Undersøgelsen om igen for en anden Periode (f. Ex. Tiden mellem Folketællingerne i 1891 og 1901). Man vil da i Perioden 1876 —91 have en Sammenligningsbasis for de nye Erfaringer, f. Ex. med Hensyn til den Styrke, hvormed Overgangen fra Arbejdernes til de Selvstændiges Klasse foregaar i de forskellige Aldersgrupper (jfr. den sidst anførte Tabel).

I hele den foregaaende Fremstilling have vi i det
væsentlige maattet bevæge os paa fremmed Grund.
For at finde Tendensen i Udviklingen have vi navnlig

søgt til Tyskland; af dansk Materiale ere kun enkelte Tal fra Folketællingerne blevne benyttede. Og dog er det selvfølgelig i første Linie de danske Forhold, der maa interessere os. Man kunde derfor være berettiget til at spørge, hvorfor vi ikke have gjort Brug af de Oplysninger, der ere fremkomne ved den danske Haandværks - og Industritælling af 1897.

Dette har imidlertid sine gode Grunde, idet denne Tælling er den første i sin Art, der omfatter hele Landet. Da det ikke saa meget har været os om at gøre at se den faktiske Tilstand i Øjeblikket som at komme paa Spor efter de Bevægelser, der ere de herskende i Tiden, er det derfor ganske naturligt, at vi have ladet uomtalt en Række Data, til hvilke der intet almindeligt Sammenligningsmateriale findes.

For et enkelt territorialt Omraade kan man dog maaske prøve, om vore hjemlige Forhold følge den Udviklingstendens, vi have konstateret for Tysklands Vedkommende. Vi tænke her paa København, hvor den ved Kommunens Foranstaltning udarbejdede Industristatistik af 1882*) paa de væsentligste Punkter muliggør en Sammenligning af den daværende Tilstand med den nuværende.

Efter Opgørelsen i 1882 fandtes der da i København5962 Hovedpersoner i Industri og Haandværk (med Undtagelse af Systuer og Vadskerier). Femten Aar senere (25. Maj 1897) taltes 7977 Industri- og Haandværksforretninger. **) For at g-øre dette Tal tilnærmelsesviskommensurabelt

---

*) Tabelværk til Københavns Statistik Nr. 7.

**) Jfr. Statistiske Meddelelser. 4de Række, 2det Bind, ste Hæfte. Foreløbig Redegørelse for Danmarks Haandværks- og Industrivirksomheder ved Tællingen den 25. Maj 1897.

nærmelsesviskommensurabeltmed det anførte for 1882, fradrages for det første alle Vadskerier, dernæst Konfektionsforretningerne*) med indtil 5 Arbejdere. Hervedfaas 6608 Forretninger. Da Antallet af Hovedpersoner(selvstændige Næringsdrivende) og af Forretninger paa det nærmeste dækker hinanden, og da København i 1882 havde omtrent 250,000 Indbyggere, i 1897 omtrent342,000, kan man slutte, at i de mellemliggende 15 Aar

forøgedes de selvstændige Industridrivende med c. 11 pCt.
Folkemængden med c. 36 —

Af de 5962 Hovedpersoner i 1882 havde 2066 ikke opført sig paa de med Mandtalslisterne omdelte > Industrilister«. Det formodedes den Gang, at disse 2066 i det væsentlige vare Smaahaandværkere, som arbejdede uden Medhjælp, og denne Formodning blev yderligere bekræftet ved en, c. 1000 Tilfælde omfattende Prøve**). Af de paa Industrilisterne opførte selvstændige Industridrivende havde endvidere 906 ingen Medhjælpere. Der fandtes altsaa i 1882 paa det nærmeste 3000 Selvstændige, der arbejdede uden Hjælpere, og ligeledes hen ved 3000 Arbejdsgivere i Industri og Haandværk, medens Medhjælpernes Antal var 31,347. — Efter de nødvendige Fradrag for Vadskerierne og Systuerne (jfr. ovenfor) faar man i 1897: 4572 Arbejdsgivere, 2036 Selvstændige, der arbejdede uden Hjælpere og 50,996 Arbejdere. Herefter kan Forandringen i Sammensætningen af det industridrivende Personel udtrykkes saaledes:

---

*) Tabel la, Lb. Nr. 62 —67 inkl. i den anførte foreløbige Redegørelse.

**) Jfr. det anf. Tabelværk Nr. 7 til Københavns Statistik, S. 27.

Endelig skulle vi, lige som foran for Tysklands Vedkommende, sætte Antallet af Arbejdere i Forhold til Arbejdsgiverne. For hver ioo Arbejdsgivere (ovenstaaende Tabels Gruppe i) fandtes der følgende Antal Arbejdere (Gruppe 3):

Sammenligne vi nu disse Hovedresultater af de to Industriopgørelser for København med de Fingerpeg, den tyske Statistik har givet os, finde vi paa alle Punkter en slaaende Overensstemmelse. Dette gælder naturligvis ikke om selve de fremkomne Forholdstal, end ikke om Styrkegraden af de Bevægelser, de ere Udtryk for. Men Bevægelsernes Retning er den samme.

Antallet af selvstændige Industridrivende i Københavnhar saaledes ikke formaaet at holde Skridt med Folketallet, hvilket, ifølge det tidligere paaviste, heller ikke var at vente, idet vor Hovedstad som Landets industrielle Knudepunkt maa antages at være i en lignende Situation som Tyskland og de øvrige Industrilande:at

lande:atvære mættet med Smaavirksomheder. Den relative Tilbagegang i de Selvstændiges Tal falder ogsaa,i København saa vel som i Tyskland, i det væsentligepaa de aller mindste Forretninger — de Selvstændige,som arbejde uden Hjælpere. Endelig kan der, selv naar man ser helt bort fra disse hendøende Dvergvirksomheder,paavises en ikke übetydelig Tilvæxt i det gennemsnitlige Arbejdertal for hver Forretning — et Vidnesbyrd om, at Forandringerne i den sociale Struktur ikke blot skyldes, at de smaa Virksomheder gaa ud af Spillet, men ogsaa at de øvrige tiltage i Størrelse.

Saa vidt man kan dømme efter det foreliggende Talmateriale, bærer Udviklingen altsaa ogsaa hos os i den Retning, som vi foran have anskueliggjort ved nogle Figurer. Gennem disse læser man, saa vidt vi kunne skønne, Statistikkens Svar paa de to Spørgsmaal, hvormed vi indledede denne lille Undersøgelse.