Nationaløkonomisk Forening.

I Foreningens Møde cl. n. Marts fremkaldte Kontorchef E.
Meyers Fordrag om Indkomst- og Formueskatten følgende
Diskussion:

kontorchef Trap udtalte, at den iaften diskuteredeIndkomstskat hans Skøn maatte betegnes som et Fremskridt. Vilde Regeringen forsøge gennemsaten af de direkte Statsskatter med det Formaal at lade en Del af disse tilflyde Kommunerne — hvilket vel lod sig forsvare — kunde den enten vælge at supplere de bestaaende Udbytteskatter med nye af samme Art, som ramte de Indtægtskilder, der hidtil vare slupne med for billigt Køb, eller den kunde foreslaa en Indkomstbeskatning ved Siden af de alt bestaaende direkte Skatter. Det er den sidste Vej, Regeringen har valgt og vistnok med Rette. Ganske sikkert vilde en Statsindkomstskat i Begyndelsen møde en Del Modstand; men Manglerne ved denne Skatteformknytte dog, naar Skatteprocenten ikke er for høj, væsenlig til dens praktiske Gennemførelse og blive derfor mindre tungt vejende, efterhaanden som Befolkningenlever sammen med Skatten. Anderledes med nye Udbytteskatter; her hæfte Manglerne netop ved Skattens Princip, en Paaligniag efter ydre Kendemærker,og

mærker,ogselv om man kunde naa til en i Øjeblikketretfærdig vilde alle Begivenheder, der i Fremtiden forrykkede de forskellige Indtægtskildersrelative hurtigt paany skabe Uretfærdigheder. Den foreslaaede Indkomstskat havde desuden, isoleret betragtet, store Fortrin, navnlig dette, at den beskattede Formueindtægt stærkere end Indtægtaf Virksomhed. Medens Taleren i store Træk kunde slutte sig til den af Indlederen udtalte Bedømmelse af Lovforslaget, og for saa vidt ikke behøvedeat nærmere Rede for sit Standpunkt, var der dog enkelte Spørgsmaal, om hvilke han havde en fra denne afvigende Opfattelse.

Taleren var saaledes en Modstander af, at Lovforslagethavdefritaget Konjunkturgevinst, for saa vidt den ikke hidrørte fra Salg af Genstande i Spekulationsøjemedellersom Udøvelse af den SkattepligtigesNæringsvej;han dog ikke være med til at ramme enhver Værdistigning, selv om den var af forbigaaendeKarakter,ikke fordi en saadan — t. Ex. for faste Ejendommes Vedkommende — vilde være overordenlig vanskelig at konstatere, men navnlig",fordiStatens af Indkomstskatten da under skiftende Konjunkturer vilde komme til at svinge overordenlig stærkt; thi det maa erkendes, at Konsekvensen af en Konjunkturbeskatning er Tilladelsetilat Værdifald ved Skatteansættelsen.Denfremhævede gør sig imidlertidlangtfra stærkt gældende, naar man kun rammer den realiserede Konjunkturgevinst. Nu rettesdervel den Invending mod at beskatte en saadan Værdistigning, at den ofte skyldes en almindelignedadgaaendeBevægelse

mindelignedadgaaendeBevægelsei Rentefoden, der bringe alle udbyttebringende Værdier i Vejret, medensSkatteyderensIndtægter og efter Værdistigningenkundevære samme. Selv her mente Taleren,atdet de fleste Tilfælde ikke vilde være uretfærdigtatbeskatte Sker Salget til Forbrug, er det en stor Fordel, at dette har fundet Sted under et højt Prisniveau; er Hensigten dermed at anbringe de indvundne Penge i nye Foretagender, paaregner Ejeren jo i alt Fald et større Udbytte og har den uomtvistelige Fordel at se Værdistigningen endelig fastslaaet. Men navnlig er det ikke stemmende med Retfærdighed, at en Værdistigning, der hidrører fra, at en Genstand paa Grund af Konjunkturerne giver forøget Udbytte, ikke rammes, medens den Formueforøgelse,derskyldes og anvendt Kapital, maa betale Skat. Man tænke sig t. Ex. to Landmænd, der eje Gaarde af lige Værdi og sælge dem efter et vist Antal Aars Forløb med samme Gevinst. For den enes Vedkommende skyldes Værdiforøgelsen den Omstændighed,athan har nedlagt opsparede KapitaleriJorden sat dem i Bygninger og Materiel;denanden høster, uden at han selv behøveratrøre Fordelen ved, at hans Ejendom har været beliggende i Nærheden t. Ex. af en Jernbane eller en Sukkerfabrik. Er det nu rigtigt, at den første beskattes af de aarlig opsparede og anvendte Kapitaler,medensden faar Lov til afgiftsfri at trække sin Gevinst i Land ? Der kunde synes maaske at være noget übilligt i at beskatte den realiserede Værdistigning,menlade urealiserede gaa fri; men herved maa det dog erindres, at Størstedelen af den urealiseredeKonjunkturgevinster

seredeKonjunkturgevinsterunderkastet OmskiftelsernesPendulsvingninger.

Med Hensyn til Størrelsen af det skattefri Minimum Taleren enig med Indlederen i, at dette var for lavt. I andre Lande var det da ogsaa betydelig højere end her foreslaaet. Ikke alene var dette Tilfældet England, men selv i Preussen, hvis Forhold jo i denne Sammenhæng vare mere ensartede med Danmark, havde man dog et skattefrit Minimum af 900 Rmk. — Det var utvivlsomt rigtigt, at det tillodes at gøre Afdrag for de Børn, Skatteyderen havde at forsørge, men man burde da ikke standse ved 3—43^—4 Børn, thi Skatteevnen blev mindre, jo flere Børn der var. Taleren var ikke sikker paa, at det var rigtigt at fastsætte Aar som Aldersgrænse for de Børn, der kunde komme i Betragtning ved Fradrag. Børnene kostede jo i mange Tilfælde mere, naar de bleve ældre. I det hele taget burde der maaske mere, end Lovforslaget gjorde det, tages Hensyn til saadanne konkrete Omstændigheder, kunde tynge i det enkelte personlige — Om Formuebeskatningen skulde Taleren kun tilføje, at medens denne iøvrigt havde hans fulde Sympathi, fandt han, at man gik alt for rigoristisk naar man vilde medtage saa smaa Formuer 2000 Kr. Med Hensyn til det rette Valg af Undergrænsen kunde henvises til den preussiske Skat, hvor der anvendtes en Kombination af Formuen Indtægten, som syntes at være meget hensigtsmæssig.

Direktør Bram sen vilde rette en Misforstaaelse,
som Indlederen havde gjort sig skyldig i med Hensyn
til Talerens Standpunkt overfor Formueskatten. Han

havde ikke udtalt sig for Formueskattens Forandring til Arveafgift i al Almindelighed, men kun for, at den her foreslaaede Formueskat ombyttedes med en Art Arveskat. Sagen var nemlig den, at en Formueskatsomden foreliggende ikke havde noget Sidestykke i hele Europa. Det særlige var Anvendelsenafden Selvangivelse paa en Beskatning af al Formue — uproduktiv saavei som produktiv. Taleren var af den Opfattelse, at det i mange Tilfælde vilde vise sig ganske umuligt at angive i alt Fald den uproduktive Formues Størrelse. I Preussen havde man da heller ikke vovet at forlange tvungen Selvangivelse af Formuen, men man havde givet Regler for, hvorledesdeskatteansættende skulde gaa frem for at udfinde denne. Disse Regler og Instruktioner,somman Preussen havde givet for Skattekommissionerne,havdeman i det danske Forslag uden videre givet Anvendelse paa det enkelte Individ, og dette var ganske absurd. Taleren var ikke nogen Modstander af Formueskat som saadan, men af Formueskatmedtvungen Mere rationeltvardet gaa den Vej, man havde valgt i England,nemligat en Dødsbo-Skat, som udredes, forinden Arveafgiften beregnes. Hvis man opkrævede en saadan Dødsbo-Skat med i °/₀, vilde man derved opnaa det samme som ved 33 Aars Formueskat, opkrævetmedden det danske Forslag forudsatte Skattesats. — Skat til Staten af Aktieselskaber ansaa Taleren for en Urimelighed; hvordan man end ordnede den, vilde den blive overvæltet paa Befolkningen. Det var noget andet, at Skat paa Aktieselskaber kunde være berettiget i Kommunerne af Hensyn til den mellemkommunaleSkattefordeling.—

lemkommunaleSkattefordeling.—Som Indlederen havde udtalt, var der i og for sig ingen Grund til at fritage Livsforsikringspræmier for Skatten, og naar man i England og Tyskland havde gjort det, var det kun for at opmuntre til Forsikring. — Indlederen var gaaet let hen over Spørgsmaalet om Beskatning af Pensioner ved Formueskat. Taleren maatte tilstaa, at han ikke forstod, hvorledes man kunde komme til det Resultat, at en Pensionist burde betale baade Indkomstskat af det aarlige Pensionsbeløb og Formueskat af dettes kapitaliseredeBeløb.— beskatte saa smaa Formuer som 2000 Kr. fandt Taleren ganske urimeligt. — Om Progressionen havde Indlederen udtalt, at denne ikke indeholdt noget socialistisk, men det var dog sikkert, at hvis Progressionen ikke indeholdt noget, der skræmmede,vildeden langt flere Tilhængere, end den havde, hvad andre Udtalelser af Indlederen ogsaa tydedepaa.Der ogsaa det betænkelige ved at anvendeProgression,at maatte give denne en vilkaarligGrænse,saaledes man bl. a. ogsaa havde gjort i den preussiske Skat. Den Methode, Indlederen havde givet Anvisning paa, førte ud paa en farlig Glidebane. — I Modsætning til den preussiske Lov vilde den danske inddrage Patent- og Forlagsrettigheder under Formuebeskatningen; men saadanne mere ideelleFormuerburde dog nok helst lade gaa fri.

Redaktør Aleksis Petersen-Studnitz var ikke bleven overbevist om den hele Skatteforandrings Anbefalelsesværdighed.Han at gamle Andræ, hvis han havde levet, vilde have fundet Anledning til at gentage sine tidligere Udtalelser om hvad Reformer« betød, — ny Former, andre Former, men maaske ikke

bedre Former. Forøvrigt udtalte han sig særligt mod Selvangivelsestvangen, som — der hvor man havde prøvet den for Formuens Vedkommende, nemlig i Amerika— vist sig uheldsvanger. [Jfr. S. 307 fg.]

Folketingsmand Neergaard sluttede sig i det hele til de Talere, der havde forsvaret Loven. RedaktørPetersen-Studnitz's over Forslaget var for haard, og det var navnlig urigtigt at karakterisere det som en Kopi af den preussiske Skat. Mønsteret var ikke hentet specielt fra Tyskland, men man havde her forsøgt at realisere den sidste Menneskealders Skattetheorier.— Direktør Bramsen bemærkede Taleren, at den af ham foreslaaede Dødsboskat ikke vilde kunne erstatte Formueskatten, idet mange Formuer vilde være formindskede eller endog opbrugte før Besidderens Død. Den foreslaaede Formueskats Satser vare ganske vist smaa, men saa man dem i Forhold til Indkomstskattesatserne,vare dog ikke saa ganske uden Betydning.— tvungne Selvangivelse vilde man næppe kunne undvære for Indkomstskattens Vedkommende, og det var ikke let at se, hvorfor det skulde være mere forkasteligt at anvende Principet paa Formuebeskatningenend Indkomstskatten, ja det vilde endogsaavære for de skatsættende Myndigheder at kontrollere Misbrug overfor Formueangivelser end overfor Indtægtsangivelser. En haarfin, nøjagtig Formueangivelsevar vist umulig, men herom var der heller ikke Tale. Vanskelighederne vare væsenligsttheoretiske, Praxis vilde man komme forholdsvis let ud over dem, især hvis man opgav at fordre specificeretAngivelse. Man skulde ikke være alt for bange for Muligheden af en Dobbeltbeskatning gennem

Skatten paa Aktieselskaber. Fire Procent var ikke meget under det Udbytte, som danske Aktieselskaber i Almindelighed give, og der vilde derfor næppe være ret mange Aktionærer, som vilde blive dobbeltbeskattede. Derimod var der Anledning til at vise Skaansomhed overfor andre Klasser af Selskaber, Andelsselskaber o. 1.. hvor der i Virkeligheden ikke var nogen Indtægt at beskatte. — Livrenter burde man ikke skaane helt, de burde beskattes, men dog ikke baade med Indtægtsogmed — Grænsen for den skattepligtigeFormue efter Talerens Mening, ikke være under 4000 Kr.; dette var ikke noget vilkaarligt valgt Tal, men det havde en Slags Hævd i den oprindelige Lovgivning om Husmandskreditforeninger. — Pensioner vare at betragte som opsparet Embedsindtægt, og der var ingen Betænkelighed ved at medtage dem under Formuebeskatningen. — En Hovedindvending imod Lovforslaget var det, at det var noget for theoretisk, for doktrinært, saaledes at der var mange Bestemmelser,som, de vare fuldstændig principrigtige og i Konsekvens med andre Punkter, dog vare praktisk uudførlige.

Cand. polit. Adolph Jensen troede, at man noget havde overdrevet Betænkelighederne ved den tvungne Selvangivelse. Principet var blevet angrebet fra to Hold. For det første skulde det være forbundetmed praktiske Vanskeligheder at angive Formuens Størrelse, Vanskeligheder, som man dog, efter Folkethingsmand Neergaards Mening, vilde kunne komme ud over ved at gaa lidt mere summarisk til Værks, end Forslaget forudsatte. Den anden Anke imod Selvangivelsespligten var med størst Styrke blevet

fremført af Redaktør Petersen-Studnitz. Det skulde erfaringsmæssigt være godtgjort, at den tvungne Selvangivelsevirkede paa Skatteyderne. Taleren vilde snarere være tilbøjelig til at tro paa, hvad man fra mere optimistisk Side lovede sig af Selvangivelsespligtensom moralsk og økonomisk opdragende Moment, I hvert Fald var der ingen Grund til at agte paa amerikanske Skræmmebilleder. Man havde jo fra Lande, med hvis offenlige Moral vi Danske stod mere i Niveau, Erfaringer for, at Selvangivelsen, anvendt paa Indkomstskatten, havde givet udmærkede Resultater.Det saaledes en almindelig Mening, at det skyldtes Deklarationspligten, at den preussiske Indkomstskataf 89₁ i det første Skatteaar gav et Udbytteaf Procent mere, end man havde kalkuleret paa Grundlag af Erfaringerne fra den tidligere Klasseskat,og var vel ingen Grund til at antage, at Folk vare mere ærlige med Angivelsen af deres Indtægt end med Angivelsen af deres Formue.

Indlederen bemærkede overfor Kontorchef Trap, at medens han indrømmede, at der overfor visse Konjunkturgevinsterkunde Anomalier ved LovforslagetsBestemmelser, man dog af Hensyn til de af ham anførte Grunde fastholde disse, og navnlig vilde det være uretfærdigt at beskatte den realiserede Gevinst, naar man var nødt til at lade den urealiseredegaa Der kunde meget let nævnes Exempler paa, at den, der beholdt sin Ejendom, i Virkeligheden stod sig bedre end den, der af forskellige Forhold blev tvungen til at realisere den. Overfor Direktør Bramsenmaatte hævdes, at man ved en Estate-duty

i Lighed med den engelske ikke naaede det Formaal, som tilsigtedes ved den foreslaaede Formueskat, idet denne skulde være et stadigt Supplement til Indkomstskatten,hvorved Uretfærdigheder, der kunne klæbe ved en ren Indkomstskat, mildnedes, saa at de enkelte stadig kom til at betale en Skat, der saa korrekt og retfærdigt som muligt udmaaltes efter deres økonomiskeSituation. Dødsboskat kunde desuden i visse Tilfælde komme til at ramme helt andre Personer end dem, Loven vilde have fat paa, f Ex. i de Tilfælde, hvor Formuen var testamenteret bort i velgørende eller lignende Øjemed. — Progressionen efter det af Indlederen foreslaaede Skema vilde ikke have nogen afskrækkende Karakter, selv om den fortsattes op til ioo %, dels fordi man først vilde naa herop til, naar Indtægten havde en ganske enorm Størrelse, og dels fordi Skatten jo selv i dette Tilfælde kun vilde hvile med ioo % P^aa en forsvindende lille Brøkdel af Indtægten.— om Formueskatten efter Forslaget var ret beskeden, var den dog ikke af saa ringe Betydning,som mente. Skatten paa 100,000 Kroner var ganske vist kun 30 Kr,, men dette betød jo bl. a., at medens den, der havde en Arbejdsindtægt af 4000 Kr., betalte 42 Kr. i Skat, vilde den, der havde samme Indtægt som Rente af en Kapital paa 100,000 Kr., komme til at betale 72 Kr., og dette var dog ikke nogen helt forsvindende Forskel.

Professor Wm. Scharling udtalte, at han havde en ganske anden Opfattelse af Lovforslaget end den, der var kommen til Orde gennem Flertallet af AftenensTalere.Han ikke den foreslaaede Reform for god og ansaa ikke det foreliggende Lovforslag

for godt. Indkomstskatten var vel en brugbar Skat, men heller mere; den havde mange Mangler. En Hovedanke var det, at Skatten i mange Retninger sejlede under falsk Flag; bag dens tilsyneladende minutiøse Retfærdighed skjulte der sig en Mængde Uligheder. En Embedsmand med Repræsentationspligterhavdeikke, samme Indtægt, den samme Skatteevne som en Næringsdrivende, der kunde leve, som han vilde. En Familieforsørger havde ikke samme Skatteevne som en Ugift o. s. fr. Selv om Indkomst og Formueskatten nu ikke gjorde Ret og Skel til alle Sider, kunde den dog maaske være et ganske godt Led i Skattesystemet; den var maaske netop haard mod dem, der ved andre Skatter slap for let. Men saa kom der en anden Betænkelighed, nemlig at den store Befolkning, og da navnlig Bondestanden, men ogsaa en stor Del af den næringsdrivende Klasse, ikke havde Begreb om at opgøre Indtægter og Formue. Maaske vilde dette blive bedre i Fremtiden, men i Øjeblikket troede Taleren ikke, at Befolkningen var tilstrækkelig moden til, at Skattens Apparat kunde virke sikkert og godt. Hvad den tvungne Selvangivelseangik,da denne Talerens Følelse absolut imod, og saaledes gik det de fleste. Man var i Almindelighedutilbøjeligtil lægge Oplysninger om sin IndtægtogFormue for andres Beskuelse. Det kunde heller ikke nægtes, at Deklarationspligten indeholdt en Tendens til at demoralisere. Med Hensyn til Selvangivelsesmaaden, Taleren, at Lovforslagets Bestemmelserikketydede at man kunde slaa sig til Ro med en saa summarisk Fremgangsmaade, som FolketingsmandNeergaardhavde — I det hele

taget kunde Taleren ønske, at Lovforslaget havde været
betydelig mere kulant og mindre smaatskaaret, end det
her fremtraadte.

Folketingsmand Neergaard: Naar Professor Scharling betegnede Lovforslaget som uretfærdigt, skulde det indrømmes, at det ikke var absolut retfærdigt, men det var jo ingen Skat, og denne vilde dog virke mere retfærdigt end flere af de bestaaende Skatter, f. Ex. Bygningsafgiften. Taleren troede, at Scharling overvurderede ved Selvangivelsen; i København der dog en meget stor Del af de kommunale der valgte at angive deres Indtægt

Scharling: Selvangivelse er i Københavnet Nødværgemiddel en for høj Ansættelse af Ligningskommissionerne navnlig imod disses ganske überettigede af Skatteansættelsen Aar efter Aar.

Meyer: Men det viser dog, at man er i Stand
til at selvangive.

Formanden sluttede her Mødet, idet han takkede
for den livlige Deltagelse i Diskussionen. Denne fortsattes
privat, efter en Fællesspisning.