Nationaløkonomisk Forening.

1 Foreningens Møde d. 21. Januar 1897 knyttede
der sig til Hr. cand. polit. Adolph Jensens foran
aftrykte Indledningsforedrag følgende Diskussion:

Prof. Scharling takkede Indlederen for det interessante og oplysende Foredrag, til hvis Hovedtankehanganske slutte sig. Det Hovedhensyn,somhavde til Statens Overtagelse af Jernbaner,Telegraferm. , og som ogsaa var det, der alene burde motivere Kommunens Overtagelse af Sporvejsanlæg m. v., var det, at der kun herigennem kunde gøres ligelig Fyldest mod alle Landets (Kommunernes)enkelteDele. Jernbaneanlæg til det private Initiativ, vilde de, som det jo ogsaa faktisk var sket, gerne paatage sig de Linier, der kunde betale sig, være betænkelig ved at gaa til de tvivlsomme, og aldeles ikke indlade sig paa dem, der afgjort ikke svarede Regning. Det var dette, som havde ført Staten til at paatage sig AnlægafJernbaner Jylland og til senere netop for Ligelighedens Skyld ogsaa at overtage de sjællandskeBaner.Dertil at de Betænkeligheder, som

ellers gjordes gældende mod Statens Overtagelse af egentlig Forretningsvirksomhed, ikke gjaldt her, fordi saadanne Anlæg efter Forholdets Natur mer eller mindre maatte være monopoliserede, saa at den private Konkurrences ansporende Indflydelse dog ikke kom til at virke. — Naar da det Offentlige havde overtaget Anlæg af den her omhandlede Art, burde deres Drift iøvrigt baseres paa de samme Forudsætningersomen privat Drift: det hele Foretagende skulde saa vidt muligt betale sig, men hverken søges bragt op til at give et betydeligt Overskud og saaledes blive en Indtægtskilde af Betydning,ellerforsætlig paa at give et Underskud, for at komme visse Klasser eller DistrikterellerInteresser til Gode. Selvfølgelig kunde der her være nogen Uenighed om, hvad der maatte siges at være en passende Rente af Anlægskapitalen,oghvorvidt i sin Helhed skulde fordres forrentet. I sidstnævnte Henseende var Taleren ikke fuldt enig med Indlederen, idet han netop havde hævdet, at Nutidens Jernveje maatte siges at svare til Fortidens Landeveje, hvis BenyttelsedetOffentlige — bortset fra Bompengene til Vejenes Vedligeholdelse — overlod Befolkningen Derimod maatte Driftsanlæget — i videste ForstandaltsaaBanegaardsanlæg v. — kræves for rentet. — Idet Taleren sluttelig berørte Kommunens Overtagelse af Sporvejene, fastholdt han, at der ogsaahervar Grund til at fordre, at det Publikum der benyttede Sporvejene, fuldt ud skulde betale hvad Driften i Forbindelse med Anlægets Forrentningkostede(den Parallel med Lande

vejene gælder ikke her, hvor Sporene lægges i selve Gaderne, der iøvrigt forblive til fri Afbenyttelse), medens der heller ingen Grund var til at gøre Sporvejenetilen Indtægtskilde for Kommunen. Saa man paa det Publikum, der langt overvejende benyttede Sporvogne og Omnibusser, var det afgjort ikke af en saadan Art, at der var nogensomhelst Grund til at favorisere det med Kørsel til Taxter, som ikke svarede Regning.

Committeret Buchheister: Man kan vistnok i det hele være enig med Indlederen i, at de af Staten og Kommunen ledede Entrepriser helst bør forvaltes saaledes, at de dække Driftsudgifterne, derunderindbefatteten Forrentning af de indestaaende Kapitaler. I Theorien er det neppe rigtigt, at saadanne Entrepriser giver et overdrevent stort Overskud eller drives med Tab. Vanskelighedenerimidlertid udfinde det rette Vederlag, der bør opkræves af dem, der benytte Stats- eller Kommune-Anstalterne; det rette Vederlag maa, i Følge den udviklede Theori, være et saadant, der er tilstrækkeligt, men heller ikke mere end tilstrækkeligt, til at dække Udgifterne, samtidig med at det fremkalderdenstørst Benyttelse. Problemet er ikke let at løse, i det mindste hvad Vederlaget for Jernbanebefordringen angaar. Statsbanernes nugældendeTariferhave bekendt ikke været nogen Hindring for en temmelig betydelig Fremgang af Overskudet. Dette steg fra 3,9 Millioner i 1894^—95 til 5,2 Millioner i 1895^—96, og som man vil have set af de periodisk offentliggjorte Meddelelser om Indtægterne, var disse i stadig Stigning. Man kan

derfor forudse et lignende gunstigt Resultat for 1896 — 97, forudsat naturligvis at Udgifterne ikke forøges, som Følge af Vinterens Vejrforhold eller andre extraordinæreTildragelser.Men er jo muligt, at disse Tarifer alligevel ikke have truffet det Rette, og at en Forhøjelse eller Nedsættelse af disse vilde kunne bringe bedre Resultater. Det sidste Alternativskaljo forsøges; hvad Resultatet vil blive, kan neppe forudses; man maa haabe det bedste. — vStaten og Kommunerne befatte sig imidlertid ogsaa med Entrepriser af anden Art. Københavns Kommunef.Ex. Entreprenør for Hovedstadens Belysningsvæsen.Nugiver som bekendt, efter at have afholdt sine Driftsudgifter, Forrentning af Anlægskapitalen og Tilskud til Fornyelsesfonden, et Overskud af ca. 1,2 Millioner Kroner. Med andre Ord, Gasforbrugerne betale et extraordinært Bidrag til Afholdelse af Kommunens Udgifter, hvilket Bidrag i sin Helhed vel kan anslaas til omtrent 40 å 50 pCt. af Indkomstskattens Beløb. Dette Forhold vilde jo, efter det af Indlederen udviklede, være temmelig ukorrekt. Men det anføres kun for at vise, at det ikke altid er ganske let at forsone Theori med Praxis. Havde Kommunen ikke disse 1,2 Millioner Indtægt, maatte Pengene jo skaffes til Veje paa anden Maade, og under den Forudsætning, at Indkomstskatten kunde opkræves med mere end 3 pCt. — hvad den jo for Tiden ikke kan — vilde Skatteprocenten stige mindst til 4, maaske til 4x4^x/₄₄ ^{— 11 j2j} ₂ pCt. Om nu Gasforbrugernehellereville den højere Indkomstskatendden for høje Pris for deres Gasforbrug,

er ikke let at afgøre. Meningerne vilde vist være
meget delte.

Prof. Scharling vilde i Anledning af den Committerede Udtalelser om den forestaaende af Jernbanetaxterne bemærke, at han ganske vist altid havde gjort gældende, at de Taxtnedsættelser. som han foreslog, vilde forøge Trafiken mindst saa meget, at den tidligere Balance opnaaedes; men han havde ikke paastaaet dette om enhver Taxtnedsættelse, og den, der nu skulde gennemføres, var ikke den, han havde foreslaaet. Skulde det derfor vise sig, at denne Taxtnedsættelse ikke vilde svare Regning, kunde han ikke erkende det som et Bevis imod Rigtigheden af hans Paastande. Taleren fremhævede til Belysning af den ovenfor fremsatte Tanke om Jernvejenes Behandling efter Principerne for Landeveje, at der ikke var noget til Hinder for at tænke sig, at Staten paatog sig at anlægge et Net af Jernveje over hele Landet og derefter overlod dette uden særlig Betaling til Befolkningens fri Disposition — selvfølgelig paa den Maade, som dets Natur fordrede — gennem Dannelsen Driftsselskaber eller Drift ved større Kommunekredse lign. Det oprindelige Anlæg af do jydsk-fynske Jernbaner paa Statens Bekostning med Dannelsen af et eget Driftsselskab var til Dels et Udtryk for denne Tanke.

Direktør Rubin bemærkede, at det maaske var et noget for bredt Grundlag, Indlederen havde givet sine Betragtninger i sit iøvrigt saa fortrinlige .Indledningsforedrag. forekom Taleren, at man maatte adskille saadanne Virksomheder, som det

\

Offentlige overtog af kulturelle Grunde, fra saadanne det overtog af andre Grunde. Saaledes burde formentlig vor Tid et Lands Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen übetinget være Statsanliggende. Thi bortset fra, hvad der af praktiske Hensyn talte herfor, Jernbaner, Post og Telegraf drives af Staten som fælles nationale Kulturmidler, der tillige havde betydelig international Vigtighed, og hvor det derfor blev Statsmagtens og Statsmagternes Sag at afveje, hvad der tilkom de enkelte Dele af Land og Folk og hvad der var til Gavn for Samfundet som Helhed, ligesom ogsaa hvad der var nødvendigt for Forbindelsen mellem Nationerne.

Om det nu end naturligvis paa dette som paa andre Omraader var vanskeligt at drage bestemte Grænselinier, forekom det dog Taleren, at der var en Forskel mellem de nævnte Kommunikationsmidler og f. Ex. Telefon, Bypost, Sporvogne og lign. kommunale lokale Hjælpemidler, hvor man ingenlunde kunde paaberaabe sig de samme Grunde til, at det offentlige skulde overtage dem, som ved de før nævnte Foretagender. Det almene Kulturmæssige traadte ikke her paa samme Maade i Forgrunden, og man kunde, fra det kulturelle Synspunkt, ligesaa godt tænke sig Fyldestgørelsen af den Art lokale Kommunikationsvirksomheder i privat Haand som af saa mange andre Fornødenheder. Endnu mere gjaldt dette selvfølgelig, hvor der var Tale om noget saadant en Bys Overtagelse af Gas- eller Elektricitetsforsyning ikke Vandforsyning). Her var det i Virkeligheden de komunalt-finansielle Motiver, der spillede Hovedrollen, og, kulturmæssigt set,

•

maatte Byen f. Ex. langt hellere overtage Brød- og Kødforsyningen, Næringer, der jo i hvert Fald i gamle Dage paa mange Maader havde været offentlig kontrollerede delvis monopoliserede.

Disse Betragtninger, mente Taleren, maatte føre til en forskellig Bestemmelse af, hvordan det Offentlige stille sig overfor det finansielle Udtryk af de Foretagender, det stod i Spidsen for. Hvis det Kulturmæssige var det overvejende, burde vistnok, som Indlederen havde udtalt, Foretagenderne bære sig, men heller ikke mere: den indirekte Nytte maatte her nok saa meget tages i Betragtning den direkte. Men hvor Foretagenderne vare blevne offentlige, enten som hørende til de nødvendigt offentlige, eller fordi man fandt det mest praktisk, ogsaa for Befolkningen, at det Offentlige havde Monopol, eller endelig fordi man, med fuld Bevidsthed om Formaalet, vilde skabe sig indirekte Skatteobjekter, dér fjærnede man sig mere og mere fra det Grundlag, paa hvilket Principet over Ikke- Avance hvilede, og nærmede sig mere og mere til en Ordning, hvorefter Driften maatte ledes med samme økonomiske Synspunkter for Øje, som vilde være normgivende for Privatdrift.

Ved en theoretisk og almen Undersøgelse ansaa Taleren ikke saadanne Overvejelser for overflødige, thi selv om de theoretisk-systematiske Forskelligheder ikke altid kunde give sig tilsvarende Udslag i Praxis, vilde dog den Forstaaelse af dem, man blev enig om, kunne retlede med Hensyn til de Veje, man for de forskelligartede Foretagender skulde søge at gaa,

•

og derved i det mindste blive medbestemmende ogsaa
de praktiske Forholdsregler og Virkemaader.

Kontorchef Jerichau-Christensen var enig med Indlederen i Henseende til det almindelige Resultat,hvortil var kommen. Derimod mente han, at Indlederen ikke havde set tilstrækkelig forretningsmæssigtpaa af de berørte Spørgsrnaal,der Maaden, hvorpaa det almindelige Princip skulde gennemføres i Praxis. Indlederen havde saaledes givet Anvisning paa at forhøje Taxteri paa Lykønskningstelegrammer o. lign. som et Middel til at forhøje Telegrafvæsenets Rentabilitet. Dette Middel vilde sikkert vise sig ganske forfejlet i Praxis. Man maatte erindre, at Telegrafvæsenets Udgifter ikke kunde være proportionale med det befordrede Ordantal; der var faste Udgifter til Stationer, Linier og Personale, der udgjorde en meget betydelig Del af Budgettet, men som indenfor visse Grænser slet ikke bestemtes ved, hvad der var at bestille. Det gjaldt derfor om, naar man én Gang stod med Anlæg og Personale, at sysselsætte dette med indtægtsgivendeArbejde; opnaaede man imidlertid ikke ved høje Taxter paa Lykønskningstelegrammerne; disse betegnede et Luxusforbrug, der som ethvert andet saadant var meget elastisk og derfor ogsaa meget følsomt for Prisforhøjelser. En Taxtforhøjelse for Luxustelegrammer vilde derfor let medføre en forholdsvis større Nedgang i disses Antal og i Stedet for Indtægtsforøgelse fremkalde Indtægtstab. Spørgsmaaletom Indhold var af megen Interesse med Hensyn til Indlederens Æmne; men det vedrørte kun dettes almindelige finansvidenskabeligeSide,

eligeSide,og det paa den Maade, at det Faktum, at en meget stor Andel af Telegrammer maatte betegnessom i høj Grad talte for Indlederens almindelige Resultat; men driftsmæssigt var Indholdet af Telegrammerne, hvis det overhovedetpraktisk kunde lægges til Grund for Tariferingen, hvilket vilde frembyde store Vanskeligheder,ikke tilsvarende Betydning; for Telegrafvæsenetsom var alle Telegrammer nærmestlige det var faktisk, at Luxustelegrammer for Øjeblikket ydede vort og andre Staters Telegrafvæsenen væsenlig Støtte; de burde derfor fastholdes og tiltrækkes, men ikke stødes bort; Telegrafvæsenetmaatte enhver anden Forretning skaffe sig Kunder og saa meget at bestille som mulig; og som enhver anden Forretning maatte det beskæftige sig med sine Kunders Psychologi og Tænkemaade. Ved Prisforhøjelse overfor de Kunder, der kun søgte det for at tilfredsstille en Luxustilbøjelighedog strengt taget ikke behøve at søge det, gjorde det ingen Forretning; langt snarere burde det ved særlig Prisbillighed overfor saadanne Kunder søge at erhverve og fastholde disse, hvis Penge dog tælle lige saa godt i Kassen som andres.

En praktisk Bestræbelse i denne Retning kunde ogsaa paavises i nyere Tildragelser paa det telegrafiske Omraade og tilsvarende Betragtninger sig gældende i den moderne postale Tarifudvikling.

Med Hensyn til Postvæsenet havde Indlederen
udtalt, at hvis det skulde vise sig, at Postvæsenet i
Fremtiden skulde have vanskeligt ved at bære sig,

maatte man slaa af paa Udgifterne til Landpostvæsenet,somvar der betalte sig mindst godt, og hvis Udvikling man derfor først maatte standse. Taleren troede ikke, at en saadan Situation, en saadanNødvendighedvilde Sagen stillede sig jo nemlig saaledes, at vi til en vis Grad her i Landet vare færdige paa Landpostvæsenets Omraade. Vi vare i alt Fald naaede til det Punkt, at vi med faa Undtagelser havde Bud til hver Mands Dør, hvilket var et Resultat af, at vi i Løbet af de sidste 25 Aar havde forøget Udgifterne til Landpostvæsenet fra 100,000 Kr. til i,600,000 Kr. Overfor en saadan Forøgelse af Udgiften til det sextendobbelte havde Indtægten af Postbefordringen paa Landpostruterne naturligvis ikke kunnet følge med; men vi stod nu paa det Vendepunkt, hvor Udgiftsforøgelsen vilde blive relativt mindre og mindre, medens Indtægtsforøgelsenvilleblive og større. Vi havde skabt, og vi underholdt nu et Befordrings- og Distributionsapparat,somkunde langt intensivere end det nu blev, og saaledes med væsenlig uforandret Udgift kunde og sikkert ogsaa vilde afkaste meget højere Indtægt, end det i øjeblikket gjorde. Dette turde Taleren udtale med stor Sikkerhed, fordi han daglig havde Lejlighed til at iagttage, hvor betydeligtAntalletaf paa en Budgang kunde stige, uden at Distributionstiden forøgedes saaledes, at Budlønnen maatte forhøjes, og, hvad der betød det samme, hvor forholdsvis ringe den Udvidelse af Budkraften var, der maatte til for at holde StigningeniForsendelsernes Stangen. At man kunde gøre Regning paa en almindelig Udvikling af

Trafiken ansaa Taleren som utvivlsomt, og hertil kom, at der nu bestod visse Begrænsninger i den postale Forbindelse mellem Posthusene og deres nærmeste Opland, der muligvis kunde bortfalde, hvilket efter Talerens Mening vilde bidrage stærkt til en intensivere Benyttelse af det givne System. Det danske Postvæsen vilde derfor uden Tvivl være i vStand til med Bevarelse af det Princip, at det økonomiskskalbære at imødekomme de Krav, som herefter vil blive stillede til en videre Udvikling af Landpostvæsenet i Retning af hyppigere Omdeling i de mest befolkede Distrikter, Forøgelse af de kørendePostersAntal lign.

Overfor Direktør Rubin bemærkede Taleren, at han ikke kunde være enig med denne i, at der for Kommunen var mere Grund til at regalisere Bageriet end Gasværkerne; for disses Monopolisering talte aldeles væsenlige Omstændigheder, navnlig det iøjnefaldendeKraftspild, vilde være en Følge af, at forskellige Gasværker konkurrerede i samme Gade og samme Hus; for at Kommunen skal tage Monopoleti Haand talte derhos det Forhold, der bestodmellem og andre kommunale Virksomheder,navnlig og Vejvæsen. Naar man derimod vilde regalisere Bageriet for Kommunen, kunde man ikke til Fordel herfor anføre nogen særlig Mangel ved det bestaaende Produktionssystem.Et paa dette med Hensyn til Brødbagningenramte den bestaaende økonomiske Samfundsorden i Almindelighed og var af rent socialistiskIndhold. bemærkede endelig — overforen fra Direktør Rubin, at han da

selvfølgelig maatte være uvidende om, at Tanken om det Offentliges Overtagelse af Bagerier ogsaa var fremme i Udlandets Diskussion —, at dette var han ikke uvidende om, men han indsaa ikke, hvorledes Tilstedeværelsen af saadanne Bestræbelser i Udlandet kunde berøve Hr. Direktør Rubins Standpunkt dets rent socialistiske Karakter.

OverpostmesterPetersen: Der manglede meget lidt i, at Landpostvæsenet kunde siges at være komplet, i alt Fald foreløbig med 1 Gang daglig Ombæring. Skulde der være Tale om nogen Posttarifforandring, den navnlig gaa ud paa at sætte Avisportoen op. Den nuværende var übetinget for lav og forbunden med Tab. End ikke Udgifterne ved Avisens Omdeling blev dækket af den halve Øre, som Portoen nu udgjorde for hver Avis, og saa skulde deraf tillige afholdes Omkostningerne ved Avisens Expedition paa Afgangs- og Ankomststedet samt ved Transporten. Havde det Offentlige først erhvervet sig en stor Indtægt af et Regale, var det altid meget vanskeligt at gøre en Forandring; vort eget Postvæsens Historie bekræftede dette. Det var økonomisk rigtigt, at Telefonvæsenet var forbundet med Telegrafvæsenet, som iforvejen havde Apparatet.

Indlederen replicerede sluttelig til Deltagerne i Diskussionen. Han kunde ikke være enig med Professor Scharling, naar denne vilde have Jernvejene betragtede fra samme Synspunkt som Fortidens Landeveje, og naar han i Konsekvens deraf ansaa det for rigtigst, at Statens Jernbaner administreredes saaledes, at de kun dækkede deres Driftsudgifter og forrentede den i Driften anbragte Kapital, medens

den egentlige Anlægskapital for selve Banelinien forblevuforrentet. kunde ikke übetinget sige, at Jernbanerne var traadt i Stedet for Landevejene. De sidstnævnte existerede jo endnu, og Jernbanerne vare i hvert Fald et Plus, en ny Institution, og det var derfor ikke sikkert, at Analogien med Landevejene var til Stede. Der var saa gode Grunde for at drive Statsjernbanerne i stræng Overensstemmelse med Gebyrprincipet, at man ikke under ordinære Omstændighederburde det, og forlangte man Ikke Anlægskapitalen forrentet, blev det en Foræring til dem, der benyttede Banerne. I Anledning af Professor Scharlings Ytringer angaaende Sporvejene bemærkede Taleren, at han ikke havde forsvaret Sporvejsdrift med Taxter, der ikke svarede Regning; han havde kun villet hævde, at man, under Hensyn til, at visse Spor vej slinier i større Byer faktisk benyttedesstærkt de übemidlede Klasser, og paa Grund af Bebyggelsesforholdene maatte benyttes af disse Klasser, maatte være betænkelig ved at behandlekommunale som finansielle Regaler.

Committeret Buchheisters Paavisning af det vanskelige i at forsone Theori med Praxis, havde Taleren intet at indvende imod. Den Committerede havde som Exempel valgt den kommunale Belysningsentreprisei og vist, at Københavns Kommune uden denne Indtægtskilde vilde være i samme Forlegenhed som Preussen, efter det af Indlederentidligere vilde være, dersom denne Stat blev berøvet Overskudet af sine Jernbaner. Det ene som det andet viste imidlertid kun, hvor vanskeligtdet være at komme bort fra den overskudgivende

givendeDrift, naar man først havde den; men det
rokkede ikke Rigtigheden af det theoretiske Resultat,
at betydelige og vedvarende Overskud burde undgaas.

Til Direktør Rubin bemærkede Taleren, at Sondringen de Virksomheder, der tjene de store almene Kulturformaal, og dem, der i kulturel Henseende af underordnet Betydning, vistnok havde sin fulde Berettigelse, naar Spørgsmaalet var, om det Offentlige overhovedet skulde tage Sagen i sin Haand eller ikke. Men Sondringen fik, efter Talerens Mening, ingen Anvendelse paa Rentabilitetsspørgsmaalet, det saa meget mindre, som det, i alt Fald for Kommunikationsforetagendernes Vedkommende, ofte vilde vise sig, at Grænsen mellem de to Arter af Virksomheder var ret flydende. Saaledes det vistnok i høj Grad tvivlsomt, om man — som Direktør Rubin gjorde — kunde sætte Telegrafvæsenet den ene Gruppe og Telefonvæsenet i den anden, navnlig efter at sidstnævnte var blevet et internationalt Forbindelsesmiddel.

Endelig vilde Taleren bringe de i Diskussionen deltagende Postembedsmænd, Overpostmeter Petersenog Jerichau-Christensen, en Tak for deres oplysende Bidrag, hvoraf man havde lært, at det, i alt Fald efter de postale Autoriteters Plan, er Hensigten foreløbig at stoppe op med Udviklingen af vort Landpostvæsen. Selv om det nu virkelig var saaledes, som Kontorchef Jerichau-Christensen udtalte,at nu er god Grund til at haabe, at det nye Landpostapparat vil begynde at give noget Udbytte, saa var det dog godt at være paa det rene med, hvor man skal søge den rationelle Grænse for

Udgifternes Forøgelse; thi selv om Postbestyrelsen aldrig saa meget paastaar, at Landpost væsenet er færdigt, var det dog sikkert, at der vil komme Krav paa en yderligere Fuldstændiggørelse. Dagligt Bud til hver Mands Dør var jo i Grunden en ret vilkaarligGrænse. ikke to Gange daglig eller mere? Det kunde maaske derfor i Længden blive vanskeligt nok at holde igen, hvis man ikke fastholdtPrincipet Drift uden Underskud. — Om Kontorchef Jerichau-Christensen havde Ret med Hensyn til, hvad han havde udtalt om Virkningen af en forhøjet Taxt paa Lykønskningstelegrammer o. 1., var Taleren ude af Stand til at bedømme. Det var et rent Tarifspørgsmaal, der — som i Indledningsforedragetbemærket laa udenfor DiskussionensÆmne. Forbindelse, hvori Anvisningen paa at forhøje Luxusdepechernes Gebyr var fremkommen,maatte være undgaaet KontorchefensOpmærksomhed. havde overfor dem, der overhovedet tilraade høje Telegramtaxter, fordi det telegraferende Publikum formentlig i det store og hele er identisk med de bemidlede Samfundslag, gjort gældende, at en Forhøjelse af Taxterne i hvert Fald kun burde finde Sted overfor Luxustelegrammerne,uden der dermed var sagt, at en saadan Foranstaltning vilde vise sig hensigtsmæssig i Praxis.