I. Prof. Dr. Aug. Oncken: Zur Biographie des Stifters der Physiocratie, Francois Quesnay. I. Quesnays voreconomistische Lebensperiode. — 95 Pag. II. Entstehen und Werden der physiokratischen Theorie. 60 Pag. (Vierteljahrschrift fiir Staats- und Volkswirthschaft, fiir Litteratur Geschichte der Staatswissenschaften aller Lander, herausgegeb. Kuno Frankenstein. Leipzig 1895 & 96.) 2. Dr. Franz Blei: Galianis Dialoge iiber dem Getreidehandel Mit einer Biographie Galianis. — Berner Beitråge zur Geschichte der Nationalokonomie Nr. 6, herausgegeb. v. Aug. Oncken, Bern 1895. — 247 Pag. 3. Dr. Julius Mar chle wski: Der Physiokratismus in Polen. — 172 Pag. — Ziircher volkswirthschaftliche Abhandlungen, 2. Heft, herausgegeben v. Julius Wolf, Ziirich 1897.

Den 4. Juni 1894 var det 200 Aar siden Fr. Quesnay blev født i Méré, en übetydelig Landsby i Nærheden af Paris. Var denne Mindedag indtruffet nogle faa Decennier tidligere, vilde den sikkert være gaaet upaaagtet forbi •, thi Fysiokraternes Læresætninger, der i mange Henseender synes formulerede uden Forstaaelseaf Kendskab til det virkelige Liv, stod da i overmaade lav Kurs. Den Opmærksomhed, som disse Theorier vakte i Treserne og Halvfjerdserne i forrige Aarhundrede hos flere af den Tids Fyrster og ledende Statsmænd, hvad der i Båden og Toskana affødte praktiske Forsøg paa samt i Polen, Rusland

og Sverig alvorlige Overvejelser af, om det var muligt at lette de Byrder, hvorunder Datidens Folk stønnede, og skabe Lykke og Velstand for Folk og Hersker ad de af Fysiokraterne anviste Veje, tabte sig hurtig, da det viste sig, at selv de mest velmente Forsøg" paa at omsætte de fysiokratiske Theorier i Praxis, kun havde hjælpeløs Forvirring til Følge.

Og da Adam Smith kort Tid efter Quesnays Død i 1774 udsendte sin »Wealth of Nations« (1776), hvis klare, skarpe og konsekvente Tanker bragte Merkantilsystemet Fald og gav Signalet til den Kamp for Frihed i Handel og Næring, som Nationaløkonomien aldrig siden har opgivet, gik Fysiokraternes Lære hurtig i Forglemmelse. Det er navnlig Prof. Aug. Onckens Ære at have genvakt Interessen for Fysiokraterne og gjort den Uret god, der faktisk er blevet tilføjet Quesnay og hans Skole, idet disse Mænds Betydning og Indflydelse paa det Omslag i den økonomiske Opfattelse, fandt Sted i de fleste Kulturlande i den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, lige indtil den nyeste Tid, enten er blevet direkte benægtet eller i høj Grad undervurderet.

I Løbet af de sidste Decennier er der fremkommet omfattende Levnetsskildringer ikke blot af mere fremragendeFysiokratersom den Ældre, du Pont de Nemours o. fl., men endogsaa af ganske übetydelige Mænd som de Butré. Kun til Quesnays, selve Mesterens,Livvar hidtil yderst ringe, og store Partier af dennes Liv var hyllet i det dybeste Mørke. Hvad man vidste, indskrænkede sig i Grunden til de Mindetaler, der ble ve holdte over Quesnay efter hans Død af Mirabeau, af Sekretæren for det franske VidenskabernesSelskab,Grand

skabernesSelskab,GrandJean de Fouchy, af Grev d'Albon og af Marquis Romance de Mesmon samt til enkelte Bemærkninger i Mad. du Haussets Memoirer. Ud af dette ganske uvederhæftige Materiale er der i Løbet af vort Aarhundrede blevet spundet en Krans af Legender om Quesnay, Fabler, hvoraf næppe en eneste fortjener Tiltro. Endnu i 1888, da Prof. Aug. Oncken udgav Quesnays samlede økonomiske og filosofiskeAfhandlingerog havde han intet andet Materiale at holde sig til ved Udarbejdelsen af en dertil knyttet kortfattet Levnetsskildring af Fr. Quesnay. Denne bragte derfor intet videre Nyt; men Udgaven af Quesnays Værker havde til Følge, at der fra Frankrig uopfordret tilgik Prof. Oncken en Række hidtil ukendte Oplysninger om Quesnay. Disse Oplysninger ere blevne benyttede i de to foreliggende, højst interessante Afhandlingeridet Tidsskrift. Den første Afhandling bringer saaledes fuldstændige og faktiske Oplysninger om Quesnays Barndoms- og Ungdomsaar, indtil han som Enkemand drog til Paris. Man ved nu, at Quesnay virkelig er født i Méré — hvor der i August ifjor blev indviet en beskeden Æresstøtte for ham, hvortil der var ydet Bidrag af Økonomer i alle Lande — en lille Landsby i Nærheden af Montfort l'Amaury i Departementet Seine-et-Oise, at hans Fader var en velstaaende og agtet Bonde (laboureur) og Handelsmand, der døde, da Sønnen var BV2 Aar gi. 16V2 Aar gi. kom Quesnay i Lære hos Barberen i Ecquevilly, hvor han knap forblev et Aar, hvorpaa han rejste til Paris og i 6 Aar stod i Lære hos den berømteKobberstikkerPierre Rochefort, der førte Titlen »graveur ordinaire du roi pour l'academie des

sciences«. Samtidig drev Quesnay kirurgiske, medicinskeognaturvidenskabelige og erhvervede sig, uden at det dog har været mulig at oplyse hvorledes, Titlen »maitre-es-arts«, hvoraf han senere med Forkærlighedbetjentesig. giftede han sig med Catherine Dauphin, en Købmandsdatter fra Paris, og nedsatte sig 23 Aar gi. som Kirurg i Mantes, efter at have aflagt Prøve for Kollegiet i St. Come. Ti Aar efter berøvede Døden ham hans Hustru og lod ham tilbage som Enkemand med tre Børn, hvoraf Sønnen, Blaise-Guillaume, var 10 Aar, og den yngste kun nogle Uger. Han giftede sig ikke senere.

Alt dette er nyt og af Interesse. Derimod maa det meget beklages, at Prof. Oncken ikke har kunnet bringe noget særligt Nyt om Quesnay s Liv i Paris og ved Versailleshoffet. Navnlig" om det sidste vilde fyldigere Oplysninger have været af stor Interesse; thi her kan det ikke nægtes, at EfterverdenensKendskab Quesnays Liv er overmaade ringe. Saa meget større Betydning har det at faa Kferhed herover, som Dr. Stefan Bauer fra Wien i 1890 gjorde den Opdagelse, at Quesnay under sit Ophold i Versailleshavde sig udstrakte Godser i Nivernais,over han, da han i Forvejen var blevet ophøjet i Adelsstanden, øvede alle en »grand seigneurs« Rettigheder. Jeg har i et tidligere Hefte af »Nat. Tidsskr,« troet mig berettiget til at fremsætte den Formodning, at disse Godser var at betragte som Betaling for de Tjenester, Quesnay havde ydet Mad. de Pompadour umiddelbart efter Damiens Attentat paa Kong Ludvig den 15de. Prof. Oncken godtgør imidlertid,at allerede har været i Besiddelse af

Godserne i Januar 1755, skø.nt Købekontrakten først er dateret den 24. Januar 1757. Hvorfra Quesnay har faaet Midler til Købet af et saa stort Godskomplex, er fremdeles en Gaade. Sikkert er det imidlertid, at han kun besad en ringe Formue ved sin Ankomst til Paris, og at hans faste Gage hos Mad. de Pompadour var meget beskeden. Da Prof. Oncken imidlertid ikke betragter nærværende Afhandling som en Afslutning, men haaber, at der fremdeles vil tilgaa ham værdifulde Meddelelser fra Frankrig, tør man maaske haabe, at det tilsidst maa lykkes ham at faa spredt Lys over alle de Punkter i Quesnays Liv. der endnu ere dunkle. Destoværre fristes Prof. Oncken af og til af den Beundring, han nærer for Quesnay som Videnskabsmand og Menneske, til at dømme mindre objektivt og til at undskylde eller bortforklare et eller andet, som maaske netop ikke burde bortforklares.Ligeledes Prof. Oncken utvivlsomtQuenays medicinske og metafysiske Arbejder større Betydning, end de have haft. Den berømteAlbrecht Hallers Optræden overfor Quesnay vilde ellers være ganske uforklarlig. Desværre ere disse Skrifter ikke senere bievne gjorte til Genstand for Undersøgelse og Vurdering af medicinske Forfattere. Selv om Quesnay end ikke har Krav paa at regnes blandt Heroerne i den medicinske og kirurgiske Videnskab,kunde sociale Stilling og betydelige Forfattervirksomhedfuldtvel en Undersøgelse, og jeg betragter det som utvivlsomt, at en saadan vilde give Nøglen til mangt et Træk i Quesnays Karakter, som de økonomiske Forfattere ikke kunne udrede.

Hvor samvittighedsfuldt og grundigt Prof. Oncken

end er gaaet til Værks i det udførlige Afsnit af Afhandlingen,derbehandlerden Theoris Tilblivelse, er det dog i Grunden ikke lykkedes ham helt at oplyse noget eneste Punkt, der tidligere var tvivlsomt. Det samme gælder hans Fremstilling af de ydre Aarsager, der have bevirket, at Quesnay pludseligoptraadtesomøkonomisk At den Beretning,derfindesi Fonts »Notice sur les économistes«idenaf besørgede Udgave af Turgots Værker, om Samarbejde imellem Quesnay og Gournay,fraEndetil er urigtig, har det kun ringe Betydning at faa konstateret. Du Pont, den økonomistiske Skoles »concierge«, som Linguet spottendekaldteham,tager som Regel ikke saa nøje med Sandheden, naar det gjælder at reklamere for Økonomisternes Theorier. Naar Prof Oncken imidlertidbenytterdenaf foretagne Optrevling af Du Ponts Paastand til at hævde Quesnay Æren for alene at have formuleret de nye økonomistiske Theorier, er dette kun forsaavidt berettiget, som det er en MisforstaaelseatregneGournay hans Disciple blandt Fysiokraterne, en Misforstaaelse, hvori dog de fleste ældre Forfattere have gjort sig skyldig. Thi i Virkeligheden stode Mænd som Forbonnais, Montaudouin og andre af Gournays Elever i næsten fjendtligt Forhold til Økonomisterne. Derimod er Quesnay sikkert blevet stærkt paavirket af den samtidige engelske Literatur. Lockes, Humes, I. Tukers, Josias Childs, Jethro Tulls og Cantillons Værker vare alle oversatte paa Fransk ved det attende Aarhundredes Midte, og af franske Forfattere havde navnlig John Nicolls (Plumart de Dangeuil) og Ch. J. Herbert, der begge vare stærkt

paavirkede af Gournay, skrevet om Kornhandel og Agerdyrkningspolitik. Navnlig Herbert og Cantillon synes at have haft stor Indflydelse paa Quesnays Tankegang. Prof. Oncken protesterer dog imod de engelske Økonomers, navnlig W. Stanley Jevons og Henry Higgs Forsøg paa at fremstille Irlænderen Cantillonsomdefysiokratiske egentlige Ophav, og sikkert med Rette; thi hos Cantillon findes endnu enkelte rent merkantilistiske Betragtninger. Hvad derimodQuesnaysegneagrikulturtekniske angaar, vare de neppe saa selvstændige eller byggedepaaensaadan i Forening med praktisk Indsigt og Erfaring, som Professor Oncken søger at godtgøre. Skønt født og opdraget paa Landet havde Quesnay i hele sit Liv staaet Landbrugetsaafjernt,at ikke kan forudsætte, at han skulde være i Besiddelse af videre Detailkundskab til dettes Praxis, om han end i sin fremrykkede Alder kan have lært noget af Mænd som Le Roy, Patullo og Dr. Marivelt, som han omgikkes meget. Saavel i Artiklernes >grains« og »fermiers« som i Quesnays senere Skrifter findes der af og til Udtalelser, som maa have skurret i en af den Tids praktiske Landmænds Øren. Manglen paa Kendskab til det praktiske Agerbrug var dog endnu mere fremtrædende hos Flertallet af QuesnaysEleversomDu Mercier de la Riviere, Le Trosne o. s. v. Ja selv Mirabeau, der dog ejede et Gods i Provence, synes ikke at have haft synderligt Begreb om Landbrug. Lucas de Montigny, der har skrevet Sønnen Gabriel Honoré de Mirabeaus Biografi, beskylder ham endog for at have drevet sine Ejendommepaaenrent

dommepaaenrent»vanvittig« Maade, og neppe med
Uret.

Men ikke blot har Prof. Oncken med en Selvopofrelse, bør anerkendes, i Aaringer viet al den Tid, hans Embedsforretninger lader ham fri, til indgaaende af den ældre Nationaløkonomi; men han stræber ogsaa at vække Interesse for disse Studier blandt den Kreds af yngre Videnskabsmænd, hvormed han kommer i Forbindelse. Prof. Onckens »Berner Beitråge zur Geschichte der Nationalokonomie«, af hvilke der nu foreligger en Række Bind, indeholder derfor foruden værdifulde Afhandlinger fra dennes egen Haand interessante Afhandlinger af yngre Videnskabsmænd. foreliggende 6. Bind indeholder saaledes af Dr. Fr. Blei skrevet livlig og interessant Biografi af Galiani, Fysiokraternes vittige og altid slagfærdige Modstander, samt en Oversættelse paa Tysk af dennes engang saa berømte Afhandling om Kornhandelen.

Det skyldes ogsaa udelukkende Prof. Onckens utrættelige Energi, at der i de sidste to Aar er blevet foretaget grundige Undersøgelser af de franske FysiokratersForbindelse Regenter eller ledende Mænd i Sverig, Polen og- Toskana, for derigennem at faa afgjort, hvormegen eller ringe Betydning de fysiokratiske Theorier har haft for Udviklingen i disse Lande. Det var oprindeligt hans Tanke, at de af disse Undersøgelserresulterende skulde fremkomme samtidigt som Festskrift i Anledning af Indvielsen af Monumentet for Quesnay. Indsamlingen gav imidlertid ikke det

Sverigs Vedkommende har Undersøgelsen været overdragettil der dertil ifjor nød Bistand af Carlsbergfonden. For Polens Vedkommende er dette Arbejde blevet udført af en yngre polsk Videnskabsmand,Dr. Marchlewski, hvis Bog: »Der Physiokratismusin er udkommet i disse Dage. Denne Bog indeholder foruden sit egentlige Emne en interessantRedegørelse en Række forskellige økonomiske Forfatteres Opfattelser af Fysiokraterne samt en overordentliglæseværdig af indre polske Forholdmidt forrige Aarhundrede. Fysiokraternes og navnlig Baudeaus og du Ponts direkte Forbindelser med højtstaaende Polakker vise sig i Følge Dr. M.'s Undersøgelser at have været temmelig værdiløse. Ja Baudeaus specielle Protektor, Biskopen af Wilna, Massalski, hørte til Ruslands betalte Venner og endte sit Liv i Galgen. I 1774 drog du Pont til Polen som Opdrager for Fyrst Czartoryskis, Kongens Fætters Børn. Du Pont, hvis Sandhedskærlighed altid er betydeligsvagere hans Forfængelighed og Lyst til at prale, sendte fra dette iøvrigt kortvarige Ophold Breve til Markgreven af Båden, hvori han fortæller, at der var tilbudt ham forskellige høje Stillinger i Rigets Administration; selvfølgelig var der ikke et sandt Ord i disse Fortællinger. løvrigt synes ingen af de Mænd, med hvem Fysiokraterne personligt ere komne i Berøring,og de proklamerer som Tilhængere af deres Lære, at have bidraget det mindste til dennes Udbredelse i Polen. Ad ganske andre Veje trængte de fysiokratiske Ideer imidlertid senere ind i Polen, og blandt de »Mænd, der kæmpede for Bondestandens Frihed, nærede mange rent fysiokratiske Anskuelser.