lVledens Kammerherre Liittichau var Finansminister henvendte han sig til mig og anmodede mig om at udarbejde en Fremstilling af den fremmede Lovgivning om Indkomstskat særlig den norske, den engelske og fornemlig den tyske, og derefter at drage Hovedlinierne for hvorledes en dansk Indkomstskat burde være, naar der til den bliver knyttet en Beskatning af Formuen, samt tillige at give Udkast til de vigtigste Paragrafer i et eventuelt Lovforslag derom.

Jeg efterkom gerne denne Opfordring og udarbejdede ønskede Betænkning, Denne blev paa Ministerens trykt som Manuscript og uddelt i et mindre Antal Exemplarer.

I Betænkningen har jeg udtalt, at man ved en eventuel ny Indkomstskat kunde gaa to Veje, enten kunde man ligesom man hidtil havde gjort i Danmark og ved de ny Indkomstskatter i Norge og Preussen, lægge en Skat paa alle Personer i Forhold til deres Indkomst, altsaa anvende en personlig Indkomst og Formueskat, eller man kunde anvende den engelske

Fremgangsmaade og lægge en Skat paa selve Indkomstkilderneder disse springe frem, altsaa en Indkomstkildeskat. Jeg udtalte tillige, at denne sidste Form maaske nok i og for sig var den bedste, men at man af Hensyn til de forhaandenværende Forhold vistnokburde at anvende en personlig Indkomstskat.

Finansministeren følte sig imidlertid tiltalt af den engelske Beskatningsmaade og anmodede mig om at udarbejde i Grundtræk hvorledes en Indkomstkildeskat kunde tænkes gennemført i Danmark. Jeg efterkom gerne denne Anmodning og udarbejdede det hermed publicerede Forslag.

Der forelaa altsaa nu to af mig udarbejdede Betænkninger, angaaende »en personlig Indkomst- og Formueskat«, det er den foran omtalte, som blev trykt paa Ministeriets Foranledning, og en anden angaaende »Beskatning af Indkomstkilderne«, det er den, som jeg hermed forelægger. Regeringen valgte den første Beskatningsmaade forelagde det bekendte Lovforslag om Indkomst- og Formueskat, der er bygget paa den af mig afgivne Betænkning som Forarbejde og er i Overensstemmelse med dennes Grundtanker.

Hvad min personlige Stilling til Spørgsmaalet angaar, da var jeg fra først af mest stemt for en personligIndkomst og Formueskat. Jeg mente, at en Beskatning af Indkomstkilderne vilde møde næsten uovervindelige Vanskeligheder, allerede fordi Tanken i den er saa fremmed her i Landet. Der er Ufuldkommenheder,ja Urimeligheder, ved enhver Skat; men naar den Skat, der er Tale om, er gammelkendtog

kendtogtilvant, lægger man mindre Mærke til dem, det gælder saaledes i fuldt Maal om den personlige Indkomstskat, som vi jo alle have vænnet os til som et uundgaaeligt Onde i Kommunalbeskatning-en. En Indkomstkildeskat er derimod, i al Fald for største Delen af den nulevende Slægt, noget nyt, og Kritiken og Modvillien maatte derfor ventes at ville være særlig stærk og tilbøjelig til at overvurdere Ulemperne ved den. Og det maa indrømmes, denne Skat har sine store Mangler, navnlig ogsaa dens praktiske Anvendelse. Under min Syslen med Arbejdet kom jeg imidlertid efterhaandenmere den Anskuelse, at Vanskelighederne nok lod sig overvinde, og at der ved Indkomstkildeskatten var saa store Fordele, at den dog maaske kunde komme i Betragtning, og at Spørgsmaalet i al Fald fortjente at diskuteres.Det derfor at jeg med Finansministerens Samtykke hermed offentliggør Udkastet saaledes som jeg i sin Tid afgav det til Regeringen, dog med nogle faa mindre væsentlige Rettelser. Det er, som det vil ses, intet helt udarbejdet Forslag, det er kun Grundliniernetil saadant.

Hr. Ad. Jensen, Fuldmægtig i Statens Statistiske Bureau, har paa forskellig Maade ydet mig fortræffelig Hjælp ved Arbejdet og navnlig ved Undersøgelsen af hvad Skatten kunde antages at indbringe. Jeg benytter til at fremhæve og takke for denne Hjælp.

Forslag til »Beskatning af Indkomstkilderne« eller »Almindelig Erhvervsbeskatning".

I den Afhandling om Indkomst- og Formueskatten, som jeg i Fjor udarbejdede efter Ministeriets Anmodning, omtalte jeg, at der var to Grundformer for Indkomstskatten. kunde man beskatte enhver Person i Landet i Forhold til hans Indkomst, eller man kunde beskatte selve Indkomsterne, der hvor de komme frem; man kom da til en »Indkomstkildeskat« eller om man vil, tii en »Erhvervsskat«.

i) Den første Fremgangsmaade, den personligeIndkomstskat, den, man sædvanlig tænker paa, naar man her i Landet taler om Indkomstskat. Det er den, der anvendes i Kommunerne (Indkomstskatten i Københavnog saakaldte Formue og Lejlighedsskatter i Købstæderne og paa Landet), og det er den, man i den sidste Menneskealder har anvendt, naar Staten skulde have en Indkomstskat, saaledes i 1864, i 1867 og i 1870. Denne Fremgangsmaade er ogsaa teore tisk set den smukkeste og mest retfærdige; den beskatteralle ensformig, klar og let forstaaelig Maade ; man kan bestemme med stor Nøjagtighed, hvad der er Indtægt og skal beskattes, og man kan nøje udmaale,hvor Skatten skal være for hver enkelt Indtægt, hvorledes Skatteprocenten skal stige og falde, om der skal være Progression eller Degression og hvorledes denne skal indrettes. Men i Praxis ciderden Mangel ved den personlige Indkomstskat,at ikke kan faa alle Indtægterne rigtig frem

til Beskatning, især naar man skal holde sig til de lempelige Fremgangsmaader ved Skatteansættelsen, som hidtil ere blevne anvendte her i Landet. Det er sandsynligt,at meget stor Del af den skattepligtige Indtægt undgik at blive ramt af Stats-Indkomstskatten hos os, og det er tildels netop den Indtægt, der unddrager sig, som bedst kan taale Skatten, og" som samtidig mest unddrager sig ogsaa den øvrige Beskatning.Ved Unddragen bliver Indkomstskatteni temmelig ulige og uretfærdig"; den rammer uforholdsmæssigt haardt den, der har aabenlyse Indtægter, og den, der selvangiver samvittighedsfuldt.Man derfor sagt, at Indkomstskattenikke en Skat paa Indkomsten, men en Skat paa Ærlighed — et Udsagn, der er paradoksalt og overdrevet, men som dog ikke er helt blottet for Berettigelse.

En anden Indvending mod den personlige Indkomstskat dens Vilkaarlighed. Andre direkte Skatter, Ex. Hartkornsskatten, Bygningsskatten o. s. v. beskatte efter en fast bestemt ydre Regel, men den personlige Indkomstskat beskatter nærmest efter et vilkaarligt Skøn over de enkelte Borgeres Forhold. Dette, saaledes at være prisgivet Ligningskommissionernes har for mange noget meget frastødende ved sig, og det var f. Ex. dette Hensyn, der bidrog meget til, at Indkomstskatten stadig er bleven forkastet i det moderne Frankrig.

2) Den anden Fremgangsmaade, at beskatte selve Indkomsterne, der hvor de komme frem, altsaa en »Indkomstkildebeskatning« eller »Erhvervsbeskatning«,er set mindre heldig. Det

er ved den strax iøjnespringende, at der er visse, om end mindre, Uligheder i den Maade, hvorpaa Indkomsternerammes, der er den Ulempe, at man ikke kan gradere Skatteprocenten frit efter Ønske, idet man kun med Vanskelighed eller indenfor snæver Begrænsningkan Skatteprocenten være progressiv. Men Indkomstkildebeskatningen har den Fordel, at man bedre kan faa Indkomsten frem, og at Skatten dervedkan til at hvile fuldstændigere og ligeligere paa de Gebeter, der skal beskattes. Dette, at Indkomsternei komme bedre og ligeligere frem ved Indkomstkildeskatten, kan vist nok veje op imod den større teoretiske Ligelighed og Retfærdighed ved den personlige Indkomstskat.

Indkomstkildeskatten har dernæst en Fordel, som særlig har Interesse for vore nuværende Forhold, det er overfor den »kommunale« eller rettere sagt den »interkommunale«Beskatning. er Hovedulempen ved vor kommunale Beskatning i) at den ikke tilstrækkeligt rammerde som erhverves i en Kommune af en Person, der boer i en anden Kommune, og 2) at mange Indtægter unddrage sig Kommunalbeskatningen og at Skatteprocenten derfor bliver for høj paa de Indtægter, der rammes og som maa være ene om at bære de kommunale Byrder. Disse Ulemper vil man komme ud over ved at benytte en Indkomstkildeskat. Naar Staten indfører en saadan, vil derved blive tilvejebragt et Grundlag, som Kommunerne kunne benytte ved deres Beskatning. Enhver Kommune vil af dette Grund lag faa Oplysning om al den Indtægt, der erhverves indenfor Kommunens Grænser, Oplysning om Indtægt

ved Jordbrug, af Bygninger, af Industri, Handel, Arbejde,Renter, o. s. v., kan beskatte alle disse Indkomster og derved fuldstændigere og mere ligefrem naa det Maal, som man tilsigter at naa ved den saakaldte „interkommunale Beskatning«. Man vilde tillige opnaa, at de Indtægter, som nu mere eller mindreunddrage den kommunale Beskatning, vilde blive medtagne, og at Skatteprocenten derfor kunde blive lavere, da Skattegrundlaget blev bredere.

Hvordan en saadan kommunal Beskatning hensigtsmæssigt indrettes i det enkelte, skal jeg ikke indlade mig paa, det ligger udenfor den mig stillede jeg gør kun opmærksom paa den gunstige til at klare det kommunale Skattespørgsmaal.

Der er endelig den Fordel ved Indkomstkildeskatten, der er mindre Plads for den Vilkaarlighed overfor de enkelte Skatteydere; som man bebrejder den personlige Indkomstskat. Indkomstkildeskatten gaar mere frem, eller kan gaa mere frem, efter ydre, haandgribelige Kendetegn i Stedet for efter Skøn, og det er netop ogsaa derfor, at man i saa mange Tilfælde faar Indkomsten draget frem til Beskatning. Indkomstkildeskatten vækker derfor heller ikke Misstemning og Übehag i saa vide Kredse, som den personlige Indkomstskat. Hertil bidrager ogsaa en anden Omstændighed, det er, at den udredes for en stor Del i større samlede Summer gennem Pengeinstituter offentlige Kasser, mindre direkte af de egentlige Skatteydere. Borgerne skal ikke altid som ved Indkomstskatten ud med de Penge, de allerede har faaet ind, som de ofte maa samle sammen paa i

længere Tid, og som Yderne ofte ere i Forlegenhed for at skaffe, thi ved Indkomstkildeskatten bliver Skatten de fleste Tilfælde ikke en positiv Udbetaling af allerede modtagne Penge, men et Afdrag ved Udbetalingen, desuden deler Skatten sig i flere Dele.

Man har sagt om Indkomstkildeskatten, at den slet ikke er en Indkomstskat men snarere en Art »Erhvervsskat«, en * Udbytteskat«. Der er noget sandt heri, — hvor meget, beror paa de Former, man anvender. det skal indrømmes, at den her foreslaaede Skat har en saadan Form, at den maaske snarere bør kaldes »almindelig Erhvervsskat« end »almindelig Indkomstskat«. Men det kommer jo ikke an paa Navnet.

Indkomstkildeskatten, saaledes som den her er foreslaaet, hviler paa et lignende Princip som de gamle Erhvervsskatter, hvilke vi f. Ex. kende her i Landet fra vor gamle Hartkornsskat eller fra de gamle kommunale men det er en Modernisering af dem og en Ligeliggøren af dem. Det er saaledes, for at blive i Lignelsen, ikke alene Landbruget, der sættes i Hartkornsskat, men det er alle Erhverv og Indtægtskilder i Landet, der paa en Maade sættes i Hartkornsskat, og dette nye Hartkorn saaledes, at det er lige paa alle Indtægtskilder og stadig holdes å jour med alle Forandringer.

En saadan Modernisering af de gamle Erhvervsskatter heller ikke ukendt. Den anvendes i England det er den berømte engelske »income and property tax« Den anvendes ien Del af den svenske »Almanna Bevillingen«. Den anvendes i nogle af de sydtyske Stater. Og endelig har den ogsaa været an-

vendt i Danmark i Anledning af Krigen 1848^— _50. Ordningen af denne Skat var i Hovedtrækkene følgende (jfr. f. Ex. L. 15. Maj 1850 jfr. ogsaa Fr. 5. Juni 1848 og L. 27. Juni 1851).

1. Der blev lagt en Skat af 3 Rdl. 24. Sk. (hvad der omtrent svarede til Halvdelen af den ordinære Hartkornsskat) paa hver Td. nyt Ager og Engs Hartkorn. var dengang nogenlunde brugelig, da den var bleven færdig nogle faa Aar i Forvejen (i 1843). Steder paa Landet med 2 Skpr. Hartkorn og derunder vare skattefri, og Steder med fra 2 til 4 Skpr. Hartkorn svarede halv Skat. Ejerne fik Ret til, naar de betalte Renter af den i Ejendommene indestaaende at tilbageholde 1/₁₆ af Renten; denne 1/₁₆ udgjorde Prioritetshavernes Andel i Krigsskatten, gav en tilsvarende Lettelse for Ejendomsbesidderne.

2. Paa Bygninger, der var ansat til Bygningsskat, blev der lagt en Krigsskat, lig med Halvdelen af den aarlige Bygningsskat. Ejerne fik Ret til at tilbageholde forholdsmæssig Del af Skatten, naar de betalte hos Prioritetshaverne, ligesom ved Hartkornsskatten.

3. Ved Udbetalingen af Renter af kgl. og andre offentlige Obligationer samt ved Udbetaling af Aktieudbytte Vi6- Herved, i Forbindelse med den Ejerne af faste Ejendomme tilkommende Afdragsret Prioritetshaverne, opnaaede man, at Penge og- Kreditkapital i alle sine Hovedposter kom til at betale den samme Skat, c. 6 °/₀, og at Kapitalisterne ikke kunde unddrage sig Ejendomsbesiddernes Afdragsret at sige Kapitalerne op eller forlange højere Rente.

4- Af alle Gager, Pensioner o. desl., der udbetaltes Staten eller af andre Autoriteter eller af autoriserede og Instituter indeholdtes der ved Udbetalingen af de første 50 Rdlr. Vk; pCt., af de derpaa følgende 50 Rdlr. 3/_]6 pCt. og saaledes fremdeles af hver følgende 50 Rdlr. 2/₁₆ pCt. mere, men dog at Skatten aldrig blev højere end 12V2 pCt, og Gager under 200 Rdlr. bleve helt fritagne for Afkortning.

5. Af »Næring« skulde der svares i Landdistrikterne Rdlr., i København 82,000 Rdlr., i de øvrige Byer 50,000 Rdlr., fordelt mellem dem efter deres Assurancesum og Folkemængde. Dette Beløb blev saa i hver By fordelt mellem de Næringsdrivende efter den Indtægt (Formue og Lejlighed), de skønnedes at have af »Næring«.

Disse 5 Afdelinger udgjorde en samlet og nogenlunde Beskatning af alle Indtægtskilder. Og uagtet den summariske Maade, hvorpaa Skatten var ordnet, da man i en Fart skulde skaffe Penge til Krigen, var Resultatet dog ret tilfredsstillende, og man var betænkt paa at anvende Skatten vedvarende i en modificeret Form; men da de ordinære Indtægter steg, viste det sig at være unødvendigt (jfr. Udvalgsbetænkninger Rigsdagens 2den og 3die Session).

Naar man nu vil optage denne gamle Tanke og paany beskatte Indkomstkilderne, viser der sig snart, at man ikke kan anvende Skatten fra 1848^— ₅₀ uforandret.Den og maatte være, et Hastværksarbejde, og man savnede desuden mange af de statistiske Oplysninger,som haves, og som kunne anvendes til at foretage en bedre og retfærdigere Ligning, især naar man har tilstrækkelig Tid til Forberedelserne.

Desuden er Tiderne meget forandrede, hvad der passededen passer ikke nu, og navnlig er Hartkornetblevet übrugeligt som Maal for en ny Beskatning. Vink om, hvorledes en almindelig Erhvervsbeskatningbør i Nutiden, kan faas dels fra Englands »income and property tax og dels — for de faste Ejendommes Vedkommende — fra Sverigs »AlmånnaBevillingen«.

En Indkomstkildeskat (Erhvervsskat) i
Danmark kunde formentlig indrettes paa følgende
Maade:

Skatten deles i 4 Afdelinger:

I. Ejendomsskyld. Denne skal beskatte den Indtægt, der haves af faste Ejendomme. Det, der skal beskattes ved Ejendomsskylden, er ikke den hele Nettoindtægt, som Brugeren faar ud af sin Virken med Ejendommen; thi en Del deraf er Betaling for Brugerens Arbejde; det, der skal beskattes ved Ejendomsskylden, er kun den Del af Indtægten, som repræsenterer Jordrenten, eller Lejeværdien eller, om man vil, Renten af Ejendommens Kapitalværdi.

11. Kapitalskatten. Denne skal beskatte al
Indtægt, der haves som Rente af Kapitaler,
som Udbytte af Aktier o. 1.

111. Næringsskatten. Denne skal beskatte al
den Indtægt, der haves ved personlig Virksomhed
i egen Tjeneste).

IV. Lønningsskatten. Denne skal beskatte den
Indtægt, der haves ved Arbejde i andres Tjeneste.

Det følgende er ikke noget helt udarbejdet Forslag en »almindelig Erhvervsbeskatning«, noget saadant jo ikke forlangt af mig, det er kun Hovedtrækkene en saadan, saaledes som disse maa foreligge r at Vedkommende kan træffe sin Afgørelse af, om Pr inci pet bør forkastes eller om det bør godkendes, og om der paa dette Grundlag bør udarbejdes Lovforslag; naar Udkastet alligevel fremkommer Paragrafer, Motiver o. s. v., er det kun fordi jeg har ment, at Tanken derved kom til at ligge tydeligere fremme.

I. Ejendomsskyld

§ i. Faste Ejendomme i By og paa Land vurderes deres Værdi i Handel og Vandel. I Vurderingen Landejendomme medtages Besætning, Inventarium Driftskapital efter deres sædvanlige og normale Størrelse paa Vurderingstiden. Til Bygningerne medregnes mur- og nagelfast Inventar.

Ejendomme, der benyttes i industrielt eller lignende Øjemed, vurderes efter deres Værdi som Ejendom i al Almindelighed o: deres Værdi naar den særlige Brug ophører.

Landbrugsejendomme, der ere bortforpagtede eller bortfæstede, vurderes ved en Kapitalisation af Afgifterne Indfæstningssummen) under Hensyn til den sædvanlige Rentefod og efter at de Ejeren i Anledning af Ejendommen paahvilende Udgifter ere fradragne*).

---

*) Eller man kunde benytte lølgende Fremgangsmaade: Landejendomme, der ere bortforpagtede eller bortfæstede, vurderes sædvanlig Maade efter deres Værdi i Handel og Vandel og derefter beregnes Skylden. Denne deles mellem Ejer og Lejer paa følgende Maade : Ejeren udreder saa meget, som svarer til den Del af Ejendomsværdien, som fremkommer, naar man efter en Rentefod af 4 pCt. (eller 313¹/₂ eller 3pCt.) kapitaliserer Ejerens Indtægt af Ejendommen (Forpagtningsafgift, Landgilde, Indfæstning samt eventuelt fri Bolig o. 1.) efter Fradrag hans Udgifter i Anledning af Ejendommen (ham paahvilende Vedligeholdelsesbyrder o. 1.). Af hvad den saaledes udkomne Værdi maatte mangle i den Sum, hvortil Ejendommen er vurderet, udreder Bruger.-n Ejendomsskylden.

§ 2, Smaaejendomme, hvis Værdi skønnes at være under t. Ex. 1500 Kr., vurderes ikke og svare ikke Skyld, naar Vurderingskommissionen skønner, at deres Ejere (og Brugere?) foruden Indtægten af vedkommende Ejendom ikke have anden Indtægt end af simpelt fysisk Arbejde eller iøvrigt ere stillede i økonomisk Henseende lige med Personer, der leve deraf. Smaaejendomme Værdi mellem 1500 og t. Ex. 3000 Kr. svarer under samme Betingelser kun halv Skat.

§3. Jernbane- og Kanalanlæg vurderes ikke. Tien
der derimod vurderes og skyldsættes som fast Ejendom.

§ 4. Vurderingen finder Sted hvert 3die Aar. Saa ofte en Ejer eller Bruger forlanger det, skal der finde Omvurdering Sted. men da paa hans Bekostning. Nybygninger, der ikke ere Appendix til et Landbrug, vurderes og skyldsættes hvert Aar.

§ 5. Af den paa den angivne Maade udfundne Vurderingssum for faste Ejendomme betragtes 4 (eller 3 eller 3V2) pCt. som »Skatteindtægt« og heraf svares en Skat af t. Ex. 3 pCt. som Ejendomsskyld.

§6. Alle faste Ejendomme baade de offentlige og de private, vurderes og svare Skat paa den anførte Maade, ogsaa de der tilhøre Staten og Kommunerne. Fritagne ere kun de, der udtrykkelig fritages ved Lov.

---

*) Eller man kunde benytte lølgende Fremgangsmaade: Landejendomme, der ere bortforpagtede eller bortfæstede, vurderes sædvanlig Maade efter deres Værdi i Handel og Vandel og derefter beregnes Skylden. Denne deles mellem Ejer og Lejer paa følgende Maade : Ejeren udreder saa meget, som svarer til den Del af Ejendomsværdien, som fremkommer, naar man efter en Rentefod af 4 pCt. (eller 313¹/₂ eller 3pCt.) kapitaliserer Ejerens Indtægt af Ejendommen (Forpagtningsafgift, Landgilde, Indfæstning samt eventuelt fri Bolig o. 1.) efter Fradrag hans Udgifter i Anledning af Ejendommen (ham paahvilende Vedligeholdelsesbyrder o. 1.). Af hvad den saaledes udkomne Værdi maatte mangle i den Sum, hvortil Ejendommen er vurderet, udreder Bruger.-n Ejendomsskylden.

§ 7- Ejerne af faste Ejendomme have Ret til, naar de betale Renten af de i deres Ejendomme indestaaende (derunder Bankhæftelsen og lignende at tilbageholde 3 pCt. af Rentebeløbet som Æqvivalent for den af dem betalte Ejendomsskyld. Enhver Bestemmelse, der strider mod denne Afdragsret, for saa vidt ugyldig. Denne Afdragsret omfatter de med Renten forbundne Kapitalafdrag ejheller Administrations- og Reservefondsbidrag til Kreditforeningerne.

Hvis 'Renten af de i en Ejendom indestaaende Prioriteter er større end Ejendommens Skatteindtægt, skal Ejeren indbetale til Statskassen, hvad han har afdraget i Renterne, ud over hvad han har betalt i Skat.

§ 8. Vurderingen af de faste Ejendomme sker ved Skattekommissioner, en for hver Skattekreds. Skattekredsenes Antal og Størrelse bestemmes af Finansministeren. bestaa af en af Finansministeren valgt Skattekommissær og af to Medlemmer hver Kommune i Kredsen, valgte af Kotnmuneraadet. er Formand og har navnlig den Opgave at vaage over, at Vurderingen sker efter de samme Regler som i de øvrige Skattekredse. kan baade som Helhed og i Enkelthederne indankes for Rigsskattekommissionen.

§9. Rigs-Skattekommissionen bestaar af 9 af Kongen (og Rigsdagen) valgte Medlemmer. Den udarbejder Reglerfor Maade, hvorpaa Vurderingen skal foregaa, og holder instruerende Møder med Skatte kommissærerne. Den afgør de Sager, der indankes for den fra Skattekommissionerneog desuden selv gribe ind og ændre en Vurdering, hvis denne forekommer den at være

urigtig. Rigs-Skattekommissionen arbejder dels samlet, dels i Afdelinger, en for hvert Amt. Skattekommissærernei Amt have Sæde men ikke Stemme i Rigs-Skattekommissionens Amtsafdelinger.

§ g b. Der skal for Skattekommissionen foreligge Oplysninger om enhver Eiendoms Areal, Hartkorn, Besætning, Assurancesum, Prioritetsbehæftelse, tidligere Kjøbesummer og Vurderinger, samt om Løn, Forsikrings-, og Indfæstningssummer. Ejeren er forpligtet til at afgive de nødvendige Oplysninger.

II. Kapitalskat.

§ io. Naar Stat, Kommuner eller andre offentlige udbetale Renter af deres Gæld; tilbageholdes 3 pCt. som Skat. Dennes Beløb indbetales til Statskassen.

Naar Kreditforeninger, Hypotekbanker og lignende Laaneinstituter udbetale Renter af de af dem udstedte Gældsbeviser (Kasseobligationer o. 1.), tilbageholdes 3 pCt. af Rentebeløbet og indbetales som Skat til Statskassen. For saa vidt vedkommende Instituts finansielle Status er forbedret i Aarets Løb, betaler det 3 pCt. i Skat af denne Fremgangs Beløb.

Sparekasser og lignende Instituter tilbageholde indbetale som Skat til Staten 3 pCt. af d<i Beløb, de i Aarets Løb have udbetalt eller godskrevet og af det Beløb, hvormed deres finansielle i Aarets Løb er bleven forbedret.

Banker skulle tilbageholde og indbetale som Skat
til Staten 3 pCt. af, hvad de i Aarets Løb udbetale

eller godskrive som Rente til Indlaanere, Deponenter,
Sparere o. s. v.

Institutioner og Private, som foruden de alt omtalte, Gældsbreve i Form af Børsobligationer (Partialobligationer), skulle tilbageholde 3 pCt. af Renten som Skat til Staten.

§ 11. Aktieselskaber og andre Fællesforetagender 1. skulle, naar de udbetale Udbytte Bonus o. 1., tilbageholde heraf 3 pCt. som Skat til Staten. De skulle ligeledes betale 3 pCt. Skat af det Beløb, hvormed deres finansielle Status i Aarets Løb er blevet forbedret.

§ 12. Naar de i §§ 10 og 11 nævnte Institutioner og Foretagender skulle indbetale den dem paahvilende Skat til Staten, kunne de i Skattebeløbet afdrage, hvad der bevislig er afdraget af deres egen Renteindtægt og Udbytte ved Andres Skatteafdrag, samt (maaske dog kun for Aktieselskabers Vedkommende) hvad de have erlagt i Ejendomsskyld.*)

§ 13. Der udarbejdes af Finansministeriet en Vejledning,
nærmere angiver, hvorledes Kapitalskatten
skal beregnes og opstiller som vejledende Eksempler

---

*) Der kunde maaske være Grund til at ordne Beskatningen lidt anderledes for de Sparekasser, Fællesforetagender o. s. v., som ikke ere Aktieselskaber, med det Formaal for Øje saavidt muligt at holde dem helt udenfor Beskatningen. Det maatte da være ved imellem § 12 og § 13 at indsætte en § 12 b saalydende: »Sparekasser. Fællesforetagender 0.l , som ikke have Interessenter Aktionærer, der skulle have Udbytte, svare Kapitalskat de af deres Indtægter, som ikke ere ramte ved Andres Afdragsret. De have Ret — men ingen Pligt — til, naar de udbetale Renter til Sparere eller Obligationsejere, at indeholde 3 pCt. af Rentebeløbet.-'

Skatteberegninger for de forskellige Arter af Foretagender.

§ 14. Livsforsikringsanstalter, Livrenteanstalter, Forsørgelsesanstalte r o. i. betale som Kapitalskat 3 pCt. af deres fulde Renteindtægt, saa vidt denne ikke alt er ramt af Andres Afdragsret, samt af deres Status-Forbedring i Aarets Løb. Til Gengæld have de Ret til at indeholde Skatten i de Forsikrings- og Forsørgelsesbeløb, de have forpligtet til at udbetale. Ere saadanne Selskaber Aktieselskaber, indeholdes desuden som Skat 3 pCt. af det udbetalte Udbytte (eller maaske kun af den Del af Udbyttet, hvormed dette overstiger 4 pCt. af den indbetalte Kapital).

§ 15. Private Personer, der virke som Sparekasser eller Banker, ere pligtige til at opgive Størrelsen af deres Sparekasseindskud og Bankindlaan og den deraf beregnede Indtægt samt deraf svare Skat til Staten. De kunne forlange at svare Skat af deres egen Fortjeneste Kapitalskattens Regler i Stedet for efter Næringsskattens Regler.

§ 16. Private Personer skulle paa Forlangende
opgive, hvilke Indtægter de have haft fra Udlandet og
deraf betale 3 pCt. Skat.*)

§ 17. Kapitalskatten ansættes ved regnskabskyndige
der ved Ed ere forpligtede til at

---

*) Renten af private Udlaan til Private uden reel Sikkerhed bliver ikke ramt af Kapitalskatten, naar den ordnes som ovenfor foreslaaet. man vil have denne iøvrigt ikke store Indtægt med, maatte det ske ved til § 16 at tilføje efter Ordene »fra Udlandet« : »og hvilke Renteindtægter de have haft af Udlaan til private Personer uden Pant i fast Ejendom o. s. v.«

hemmeligholde de Oplysninger, de maatte erholde
gennem Skatteansættelsen.

III. Næringsskat.

§ 18. Landbrugere svare Næringsskat af den Fortjeneste, have af deres Landbedrift ud over Renten af den i Ejendommen og dens Drift indestaaende Kapital, der er svaret Ejendomsskyld. Naar en Landejendomsbesidder selv driver sin Ejendom, beregnes skattepligtige Fortjeneste efter en fast Skala, der er progressiv efter Ejendommens Størrelse (se Anm. næste Side).

Naar en Landejendom er bortforpagtet eller bortfæstet, Brugerens skattepligtige Fortjeneste ved et Skøn over de Betingelser, hvorunder Driften føres, derunder særlig Afgiftens og Indfæstningssummens Størrelse, den Kapital, Brugeren selv har indestaaende i Bedriften, og som ikke er beskattet paa anden Maade, samt Brugerens Gæld, for saa vidt denne staar i Forbindelse Bedriften. Dette Skøn foretages af Skattekommissionen.

Naar Skattekommissionen skønner, at der er særlige til Stede, som kunne begrunde en Skattemoderation, stor personlig Gæld, der staar i Forbindelse med Bedriften, stor Familie, Sygdom og Svaghed, eller naar Skattekommissionen skønner, at der er særlige Forhold til Stede, som bevirke, at den faste Skala giver en alt for lav skattepligtig Fortjeneste navnlig naar der er ejendommelige Driftsformer Driftsbetingelser til Stede, kan den ved-

Anni, Følgende Skala anføres, men kun som Exempel, da
jeg ikke er tilstrækkelig land brugskyndig til at opstille et egentlig
Forslag:

tage, at Skatten for de Landbrugere, der selv drive
deres Ejendom, beregnes paa lignende Maade som for
dem, der bruge en andens Ejendom.*)

§ 19. Bedrifter i Industri, Handel, Transportvirksomhed, og liberale Erhverv (Kunst, Videnskab, Journalistik, Læge- og Sagførervirksomhed etc.) beskattes den Fortjeneste, hver enkelt Bedrift giver, uden Hensyn til om Bedriften har en eller flere Driftsherrer, dele Fortjenesten.

Det, der beskattes, er Bedriftens Nettoindtægt o:
Overskuddet, der bliver tilbage efter afholdte Driftsomkostninger
L. 2. Juli 1870).

§ 20. Fra den Driftsindtægten efter § 19 paalignede Skat maa drages Ejendomsskylden af de Lokaler og Arealer, der ere benyttede i Bedriftens Tjeneste, samt forsaavidt Bedriften er forbunden med Landbrug, tillige der erlagt i Nærings-Skat af Landbrugsvirksomheden 18).

§ 21. Smaa selvstændige Bedrifter (excl. Landbrugsbedrift),hvis tilfalde Personer, hvis samlede Indtægt er under 800 Kr. i København, 700 Kr. i Købstæderne og 600 Kr. paa Landet, fritages for Skat.

---

*) Man kunde ogsaa beskatte Brugeren (Forpagter og Fæster) af en Gaard paa en anden Maade overensstemmende med hvad der er bemærket i Anm, S. 624. Nemlig saaledes: Gaarden med Besætning etc. vurderes paa sædvanlig Maade; fra den udkomne Værdi drages Forpagtningssummen (med Fradrag af Ejerens Udgifter) kapitaliseret efter 4 pCt. (eller 3ⁱli—3pCt.); af hvad der derefter maatte blive tilbage af Gaardens Vurderingsbeløb Brugeren Ejendomsskyld, og ved Siden deraf betaler han Næringsskat efter den faste Skala. Ved Siden af denne Beskatningsmaade af Brugerne kunde man nok — om end vanskeligere beholde Bestemmelserne i § 18 sidste Membrum; dog maatte der her foretages en Redaktionsændring.

Bedrifter, der drives af Aktieselskaber, Foreninger
ell. 1. svare ikke Næringsskat, idet de antages beskat
tede af deres Fortjeneste ved Kapitalskatten.

§ 22. Driftsindtægten udfindes ved Selvangivelse og enhver er pligtig til at angive dens Størrelse, medmindre tillader de edsvorne Skatteembedsmænd (§ 17) at gennemse hans Regnskaber og foretage Skatteansættelsen. udarbejdes af Finansministeren et specificeret Skema til Vejledning for Selvangivelse*).

IV. Lønningsskat.

§ 23. Personer, der arbejde i andens Tjeneste — altsaa offentlige og private Embeds- og Bestillingsmænd, Funktionærer, Arbejdere og Tyende betale Lønningsskataf Indtægt, de have af denne Virksomhed, for saa vidt deres samlede Indtægt overstiger 800 Kr.

---

*) I Stedet for den i § 22 angivne Fremgangsmaade at beskatte Driftsindtægterne ved en Procent-Indkomstskat, kunde man benytte Kontingentsystem ligesom ved Krigsskatterne 1848 —50 og Indkomstskatterne i 1864 og 1867. §en maatte da lyde saaledes: Et Beløb af 1 Mill. Kr. (i¹/, Mill. Kr.?) udredes af de Indtægter, haves af selvstændig Virksomhed (o: ikke Lejeindtægter, Industri o. s. v.). Dette Beløb fordeles mellem Landdistrikter og Byer, mellem Kjøbenhavn og Købstæderne af Finansministeren (eller af en Kommission hvori maaske Medlemmer af Rigsdagen have Sæde). Det Beløb, som tilfalder By, fordeles af Kommuneraadet paa de enkelte Skattepligtige. Det Beløb, der tilfalder et Landdistrikt, fordeles af Amtsraadet de enkelte Sogne, og indenfor dette af Sogneraadet paa de enkelte Skattepligtige.

i København, 700 Kr. i Købstæderne og 600 Kr. paa
Landet.

§ 24. Skatteprocenten er det halve af den, der
kræves af Ejendomsskyld, Kapitalskat (og" Næringsskat?)

§ 25. Alle offentlige og private Institutioner (derunder Aktieselskaber, og overhovedet alle, der beskattes efter §§ 10, 11 og 14, ere pligtige til, og større Forretninger og Arbejdsgivere opfordres til for saa vidt det antages, at Modtagerens samlede Indtægt over 800, 700 og 600 Kr. — henholdsvis i København, i Købstæderne og paa Landet, at indeholde ved Lønningernes Udbetaling og derefter indbetale Beløbet i Statskassen.

Alle Arbejdsgivere er paa Forlangende pligtige at
angive, hvilke Lønninger de udbetale.

De Lønninger, der ikke beskattes ved Afdrag,
udfindes saa vidt muligt ved Selvangivelse og Skattekommissionens

§ 26. Offentliggørelse af de Oplysninger, som
fremkomme ved Skatteligningen, finder ikke Sted.

Ad § 1.

Vurderingen tænkes foretaget ved Skøn af lokalkendteMænd Grundlag af alle foreliggende Oplysningerom Størrelse og Værdi (jfr. § 9). Erfaringer fra England og Sverige vise, at saadanne Vurderinger kunne foregaa med tilstrækkelig Hurtighed(i Par Maaneder) og Sikkerhed, samt uden uforholdsmæssigeOmkostninger.

holdsmæssigeOmkostninger.Det er de i Nutiden saa hyppige Vurderinger og Salg, samt de fyldige Oplysninger,der om de objektive Momenter, der vedrøreEjendommens der muliggøre dette. Den foreslaaede Vurdering af Ejendommene bringer langt bedre og retfærdigere Resultater end de gammeldags, langsomme og kostbare Matrikuleringer, der kostede Millioner, varede Menneskealdre igennem og som vare forældede, inden de vare færdige.

Naar Landejendommene ere bortborpagtede eller bortfæstede, maa der tages Hensyn til, om ikke Afgiften uforholdsmæssig lav, samt til, om Brugeren har Besætning, Inventar og anden Driftskapital. Dette kan gøres paa to Maader^ enten ved at Ejeren svarer hele Ejendomsskylden og at denne beregnes ved en Kapitalisation af hans Indtægter af Ejendommen, medens svarer Næringsskat af den Indtægt, han skønnes at have af sin Bedrift; eller ved at Brugeren svarer den Del af Ejendomsskylden, som Ejeren paa Grund af Brugsforholdet ikke er kommen til at svare, ved Siden deraf svarer Brugeren Næringsskat (efter den faste Skala) af sit Landbrug.

Industrielle Ejendomme vurderes til Ejendomsskyld efter deres Værdi som Ejendom i Almindelighed og ikke under Hensyn til den større Værdi, som deres særlige Anvendelse giver dem; denne større Værdi maa beskattes under Næringsskatten, thi den kan ikke adskilles fra den øvrige Nærings- og Bedriftindtægt.

Ad § 2.

Smaaejendomme blive enten helt fri eller betale
kun halv Skat. Derved opnaas baade Lettelse for

Skattekommissionen, da talrige smaa jordløse Arbejderhusederved holdes udenfor Ansættelsen, og tilligeopnaas Degression i Beskatningen. Lettelse for Ejendomme af Værdi mellem 1500 og 3000 Kr. kunne ogsaa gives paa den Maade, at af Ejendomme, hvis Værdi er under 3000 Kr., svares ikke Skat af de første 1500 Kroners Værdi. Det er selvfølgelig kun som klargørendeExempel, der er anført Tallene 1500 og 3000 Kr. Skattelettelsen maa være betinget af Ejerens hele Stilling, da han jo kan være en rig Mand, selv om han ejer en lille fast Ejendom, han kan jo eje andre Ejendomme. Det er noget tvivlsomt, om der ikke ogsaa bør tages Hensyn til Brugerens, Lejerens, økonomiskeStilling.

Ad § 3.

Jernbaner etc. beskattes bedst under Kapital- og
Næringsskatten.

Ad § 4.

Erfaringerne fra Sverige tyde paa, at det er tilstrækkeligt, de ordinære Vurderinger af Landejendomme Sted hver 3die Aar, man sparer derved Del Tid og Omkostninger. Det er iøvrigt tvivlsomt, om man ikke stod sig ved at vurdere hvert Aar; man fulgte derved bedre alle Forandringer i Ejendommens Værdi, klarede lettere Spørgsmaal om, hvad der maatte betragtes som Besætnings og Inventariums og normale Størrelse« og havde ingen Vanskelighed ved Overgangen fra Selvdrift til Forpagtning eller Bortfæstning af en Ejendom. Det hele Apparat virkede ogsaa mere regelmæssigt og jævnt, end naar det kun skulde træde i fuld Virksomhed 3die Aar.

Ad § 5.

At beregne Indtægten af de faste Ejendomme efter en ensartet Gevinstfod —4 pCt. (3¹/₂ ell. 3) af Ejendommenes — er en Begunstigelse for Byerne; thi faste Ejendomme i Byerne give i Almindelighed flere Procent af Salgsværdien end Landejendomme, der i al Fald for Tiden give mindre end 4 pCt.; men dels kan dette Forhold forandre sig, dels har jeg tænkt mig, at dette stærkere Skattetryk paa Landet kunde kompenseres paa anden Maade. Jeg havde tænkt mig, at naar Indkomstkildeskatten burde Land- og Ligningsskatten og dette vilde give en større Lettelse for Landbruget (1,700,000 Kr.) end for Byerne (200,000 Kr.). Vilde man gaa endnu videre med Skattelettelse og ogsaa ophæve Gammelskatten og Bygningsskatten, vilde Lettelsen for Landet og Landbruget ligeledes være langt større end for Byerne.

Ad. § 6.

Det er ønskeligt, at ogsaa offentlige Ejendomme vurderes og skyldsættes, navnlig af Hensyn til Kommunebeskatningen,da er urimeligt, at adskillige Statsejendomme, f. Ex. Statsskovene i en Kommune, ikke svare Kommuneskat. Omvendt bør mange af Kommunernes Ejendomme betale Statsskat allerede af Hensyn til Ligheden overfor private Ejendomme, og de betale jo ogsaa nu ordinært Skat til Staten.

Dette Hensyn spiller i Nutiden en Rolle, da Kommunenoptager mange Bedrifter under sig (Vand, Gas, Landbrug, Sporveje, Slagtehuse o. s. v.). Alle faste Ejendomme, ogsaa de offentlige, bør derfor vurderesog Skat undtagen de, som udtrykkelig ved Lov ere fritagne (Skoler, Hospitaler, Fyranlæg, Fæstningsanlægo. v.).

Ad § 7.

Det er en Übillighed ved den nuværende Hartkornsskattil (ved Kommunebeskatning-en kunde maaske nok andre Hensyn gøre sig gældende), at Ejerne betale den samme Skat, uden Hensyn til hvorledesderes ere behæftede med Prioriteter. Dette er ogsaa en Übillighed af den Grund, at de Personer, der faa en Del af Indtægten, ofte Hovedindtægten,af nemlig Prioritetshaverne, slippe fri for direkte Skat. Denne Ulempe bør undgaasved nye »Ejendomsskyld«. Man kan undgaaden flere Fremgangsmaader, t. Ex. ved kun at paalægge Ejerne Ejendomsskyld for den Del af Ejendommens Værdi, som er tilovers udover Prioritetsbehæftelserne,eller ved at fradrage Prioritetsrenternefra skattepligtige Udbytte af Ejendommene,eller ved at bruge denne Fremgangsmaadefor Del af Prioriteterne, som bestaa af offentlige Penge, hvor man altsaa kan kontrollere, at ingen Omgaaelse finder Sted, og give Debitor Afdragsretoverfor private Personer, der ere Pantekreditorer.Jeg prøvet disse og forskjellige andre Fremgangsmaader ved at tænke mig dem gennemført i Praksis i Skattens forskjellige Afdelinger, særlig Kapitalskat-Afdelingen,men

pitalskat-Afdelingen,menjeg er kommen til det Resultat,at af dem er saa hensigtsmæssig som den Fremgangsmaade, der fulgtes ved Krigsskatten 1848^— _50, nemlig at beskatte Ejendomsbesidderne uden Hensyn til Prioriteterne, altsaa af den fulde Ejendomsværdi, men saa til Gengæld give dem Ret til, naar de betale deres Prioritetsrenter, at tilbageholde i disse et Beløb, der svarer til Skatten, f. Ex. hvis denne er 3 pCt. af den beregnede Skatteindtægt af Ejendommen, da at give Ejerne Ret til at tilbageholde 3 pCt af Prioritetsrenterne.Prioritetshaverne ikke unddrage sig dette Afdrag; thi hvor de ellers vilde anbringe deres Kapital, i Værdipapirer, i Sparekasser, i Aktier eller lignende, eller hvis de selv vilde benytte den til at kjøbe Ejendom for eller til at drive en Bedrift for, overalt vilde de møde det samme Skatteafdrag af 3 pCt. Ejendomsbesiddernes Afdragsret vilde paa denne Maade blive effektiv. Det er en lignende Fremgangsmaade,som i England ved income and property tax.

Man kunde indvende, at der burde gives Ejendomsbesidderneden Skatte-Afdragsret for al Gæld ogsaa for den personlige Gæld, en saadan almindeligAfdragsret saavidt jeg har kunnet se indrømmetEjendomsbesidderne England. Teoretisk lod dette sig meget vel gøre, men saaledes som Forholdenehave sig i Danmark med de mange Mellemled mellem Debitorer og Kreditorer, der ofte staa overfor hinanden i flere Etager, vil det blive en meget indviklet Historie. Hvis man imidlertid fastholdt en saadan Fordring, saa lod den sig som sagt gennemføre,men maatte da gives alle Debitorer

ikke blot Ejendomsbesidderne, thi man kunde ikke holde Ejendomsbesiddernes ikke prioriterede Gæld afsondretfra Gæld. Gennemførelsen maatte da f. Ex. ske ved i en Slutningsparagraf til Skatteloven at bestemme i al Almindelighed, at enhver Debitor ved Betaling af Renten havde Ret til at tilbageholde 3 pCt. af Beløbet. Men jeg troer, at en saadan Bestemmelsevilde Lovens Gennemførelse, og jeg maa meget tilraade i al Fald i Begyndelsen, indtil Folk ere blevne vante til Skatten og dens Princip,at med at give Afdragsret for Prioritetsrenterne.Den der derved i visse Tilfælde vil blive begaaet mod visse stærkt forgældede Personer, vil der desuden maaske blive raadet Bod paa ad inddirekteVej, i særlige Tilfælde ved Beregningen af Landbrugernes Næringsskat (cfr. § 18 in fine).

Ad § 8.

Skattekommissionens Sammensætning og Virkemaade
kun givet i aldeles løse Træk for at antyde
den Vej, der formentlig bør følges.

Vurderingen antages, naar man ser hen til Erfaringerne Sverige, at kunne gennemføres i ca. 2 Maaneder. Første Gang vil det rimeligvis tage meget længere Tid, men naar først Apparatet er indarbejdet, vil det gaa lettere.

Ad § 9.

Forarbejderne, Tilvejebringelsen af de statistiske Oplysninger, kan ske ved Hjælp af det statistiske Bureau, ligesom man ved Hjælp af dette er i Stand til at kontrollere, Vurderingerne ere foretagne paa nogen lunde ensartet Maade i alle Dele af Landet.

Ejendomsskylden antages at ville indbringe, der opkræves 3 pCt. af Skatteindtægten, ca. 5,2 Mill. Kr. Deraf ville Ejerne gennem Afdragsretten vælte c. 3,₀ Mill. Kr. over paa Prioritetshaverne. virkelige Skattebyrde antages da at blive ca. 2.₂ Mill. Kr.

hvoraf

Disse Fordelingstal ere dog meget usikre.

Ad. § 10.

Ved Bestemmelsen i denne og de tilsvarende følgende§er det opnaas, at al Renteindtægt udenforRente Pantegæld i faste Ejendomme, hvilke jo rammes af Ejendomsbesiddernes Afdragsret (§ 7), skulde rammes af Skatten. Dette Maal vil ogsaa i det væsentligekunne og paa en nogenlunde bekvem Maade, idet den langt større Del af Beløbet vil blive indbetalt til Statskassen i større samlede Summer af Pengeinstituter.Heri en af Hovedfordelene ved Indkomstkildeskatten,thi de sædvanlige direkte Skatter, ogsaa ved den personlige Indkomstskat, kan Renteindtægtenlet sig Beskatningen, men her drages den frem med Sikkerhed og ret fuldstændigt. Der er en Gruppe af Renteindtægter, som kunde synes at unddrage sig Skatten, og delvis maaske ogsaa gør det, det er Renten af private Udlaan uden Pantesikkerhedi Ejendomme. Det er dog kun i ringe

Omfang. Naar nemlig Udlaanene sker fra offentlige Institutioner til private Personer eller fra private Persvnertil vil de rammes af Skatten, og ligeledes naar vedkommende Laan drives som selvstændig Forretning(Bankiers, eller i Forbindelse med anden Forretning f. Ex. Købmandsvirksomhed, men udenfor disse fremkommer der en Del spredte Udlaan, hvis Rente vanskelig vil kunne rammes; det er dog forholdsvis kun ringe Beløb det drejer sig om. Hvis man vil fastholde, at ogsaa disse Beløb, i det mindste formelt, skulle rammes af Skatten, kunde det ske ved Hjælp af Selvangivelse.

Stat og Kommune o. s. v. maa helst indeholde Skatten ikke alene for Renten af den Gæld, for hvilken der er udstedt Børsobligationer, men tillige for Renten af anden Gæld, f. Ex. af Laan hos Banker, Forsørgelsesanstalter, eller lignende (det er i Overensstemmelse hvad der sker ved Renten af Prioritetsgæld faste Ejendomme, der indbefattes i »Ejendomsskylden«.)

Kreditforeningers, Sparekassers, Bankers o. 1. Anstalters
kan formentlig let udfindes af deres
Regnskab.

Naar Aktieselskaber, offentlige Institutioner eller
Private udstede Partialobligationer uden Pant, bør de
underkastes den sædvanlige Skatte- og Afdragsret.

Ad. § 11.

Aktieselskabers Beskatning hører egentlig hjemme
under Næringsskatten, men af praktiske Grunde bør

de henføres til Kapitalskatten, hvis Beskatningsform
passer bedst for dem.

Ad. § 12.

Der maa gives de i §§ 10 og u omhandlede Institutioner til i den Skat, de skal indeholde til Statskassen, at afdrage, hvad de have tabt ved Andres Afdragsret overfor deres Beholdning af Obligationer og Aktiver. Man kan i saa Henseende gaa flere Veje — f. Ex. rette Afdragets Størrelse efter Størrelsen af Beholdningen af disse Papirer en bestemt Dag og Time; dette er dog næppe heldigt. Man kunde ogsaa rette Afdragets Størrelse efter den Mængde af Afdragskvitteringer saa Fald maatte Debitor altid udstede saadanne Kvitteringer hver Gang Afdrag var indeholdt), de kunde forevise, ligesom ved de franske Toldkvitteringer a caution); denne Methode er baade noget besværlig og indviklet, og det er tvivlsomt, om den kan anvendes her, hvor det dels ikke er alle Kupons-Afdrag dels tillige Prioritetsrenter, der senere skulle godtgøres i Skatten. Det vil da maaske være bedst at benytte den Fremgangsmaade at fradrage i Forhold til Størrelsen af den Beholdning, vedkommende har haft i hele Aaret, saaledes at den Beholdning, de kun have haft f. Ex. en Maaned, regnes for 1/₁₂ o. s. v. Bevisbyrden maa paahvile vedkommende og dette maa derfor føre sit Regnskab saaledes, at man kan se dets Beholdning af vedkommende til enhver Tid. De faa kun Afdragsret for de Papirer, de kunne godtgøre at have besiddet og for det Tidsrum, hvori de have besiddet dem.

Der er to Maader at beskatte Pengeinstituter

paa. Enten kan man vælge den i§§ 10 og 11 angivneMaade, hvilken man beskatter alle dem, der modtage Renter og Udbytte af Institutionen ved direkte at lade afkorte hvad de modtage; for at undgaa Dobbeltbeskatning har da vedkommende Institut Ret til at afkorte i denne Skattebetaling, hvad de have mistet ved Andres Afkortning. Denne Fremgangsmaademaa al Fald benyttes ved alle Aktieselskaberne. Eller man kan gaa den modsatte Vej og beskatte Pengeinstitutets Indtægt forsaavidt denne ikke er beskattetpaa Maade, og til Gengæld give InstitutetRet at tilbageholde Skatter ved pligtige Udbetalinger. Det er denne sidste Fremgangsmaade, der som subsidiær er fastslaaet i § 12 Anmærkningen og som nærmere vil findes oplyst i vejledende Exemplerfor etc.

Ad. § 14.

Forsørgelsesanstalter ere en Kombination af Sparekasse Assuranceforretning og maa derfor behandles paa særegen Maade. Man bør kun lægge Skat paa den Del af de udbetalte Forsikringsbeløb etc., som ikke er Tilbagebetaling af Kapital, og dette kan gjøres enten efter en summarisk Beregning, af den Del, Renten udgør af de udbetalte Forsørgelsesbeløb, eller ved at beskatte deres hele Renteindtægt. For saa vidt det er et Aktieselskab maa tillige Aktieudbyttet beskattes, men da den Del deraf, der er Renten af Aktionærernes Kapital, alt er ramt, burde maaske kun det, der tjenes derudover, beskattes, og sættes Renten til 4 pCt., vil der altsaa være at kræve Afdrag af alt, hvad der betales Udbytte ud over 4 pCt.

Ad § 15.

Der er her tænkt paa Vexellerere og Bankiers, hvoraf enkelte ligefrem virke som Sparekasser og Banker. De bør behandles efter Reglerne for disse, hvilket ogsaa af andre end fiskale Interesser kan være rigtigt. Ved at lade deres egen Fortjeneste beskatte efter Kapitalskattens Regler i Stedet for efter Næringsskattens de bedre at kunne gjøre Fradrag for erlagt Kuponskat.

Udbyttet af Kapitalskatten beregnes ved at tage Udbyttet af samtlige Aktier m. m., fremmede Værdipapirer, Kautionslaan, Bankers Deposita og Prioritetslaan. Det vil blive omtrent følgende Beløb:

Det samlede Tab, Kapitalisterne lide paa Grund af Skatten, vil rimeligvis blive noget over 4 Mill. Kr. (4₍₁ Mill Kr.). Men de 3 Mill. Kr. er Ejendomsbesiddernes for Prioritetsrenterne, tilbage er kun lidt over 1 Mill. Kr., hvoraf 270,000 Kr. skyldes Skat paa Stats og Kommunegjæld, og 540,000 Kr. skyldes Skat paa Aktieselskaber. Resten er Skat paa fremmede Værdipapirer og paa Sparere og Indlaanere i Sparekasser Banker.

Ad § 18.

Landbrugernes Indtægt er vanskelig at udfinde, fordi de kun sjældent føre Regnskab, og fordi saa meget af deres Indtægt bestaar af Naturalier (f. Ex. Bolig, Gaardens Produkter m. m.), og særligt er det vanskeligt, naar man skal udsondre den Del af Indtægten,der betragtes som Brugerens Fortjeneste ved hans personlige Virksomhed, fra den Del, der maa

betragtes som Udbytte af den i Ejendommen anbragte Kapital. Man er derfor gaaet en anden Vej og har ansat Indtægten efter et vist Forhold til Jordbrugets Størrelse.

Det, man skal beskatte ved Næringsskatten af Landbrugere, er disses Fortjeneste ved deres personlige hvad de tjene ved selv at gøre Karlearbejde ved Konens og Børnenes Arbejde), ved at være deres egen Forvalter eller Forpagter. Denne Fortjeneste skulde altsaa som Minimum være den samme som en Arbejdsmand med Familie kan tjene, men derefter være stigende med Jordbrugets Størrelse, da Arbejdets Værdi jo stiger med dette, der skulde altsaa være en Art Progression, men ikke ud over en vis Grænse; denne er foreslaaet sat til 1500 Kr.; hvilket er anset som det højeste, der i Gennemsnit kan tjenes ved det blotte personlige Arbejde i Landbruget.

Forpagternes Fortjeneste er foreslaaet beregnet paa en anden Maade, da de dels virke med en ofte anselig Kapital, der ikke tilhører Ejeren, dels undertiden en mindre Forpagtningsafgift (undertiden en større), end der egentlig passer til Gaardens Værdi, Det samme gælder om Fæsteforholdet, og her maa tillige tages Hensyn til Størrelsen af den erlagte Indfæstningssum.

Som Regel vil de Landbrugere, der selv drive deres Jord, være at beskatte paa den først angivne Maade, men i Tilfælde, hvor Forholdene afvige fra det normale af en eller anden Grund, bør der være Adgang at modificere Reglen og beskatte efter den Fremgangsmaade, som anvendes naar Brugeren er en anden end Ejeren.

Ad §§ ig og 22.

De i § 19 nævnte Næringer skulle beskattes efter den Indtægt, Bedriften afkaster. Ved denne Del af Skatten er det foreslaaet at anvende den samme Methode ved de sædvanlige Indkomstskatter. Her møder da ogsaa disses sædvanlige Mangler, navnlig at man ikke kan stole paa Selvangivelserne, og at Skønnet er vanskeligt og vilkaarligt. Man kunde delvis afhjælpe disse Vanskeligheder ved som i § 22 foreslaaet at anvende Selvangivelse, hvis ikke Vedkommende tillader de edssvorne Skatteembedsmænd fri Lejlighed til at gjennemse Bedriftens Regnskaber. Man kunde endelig ogsaa benytte en helt anden Fremgangsmaade Anm. ved § 22) og t. Ex. kontingentere visse Beløb paa Landsdele, Amter og Byer og Egne og saa lade Kommunalbestyrelserne fordele det dem tilfaldende Beløb i Forhold til hver Enkelts »Næringsindtægt« i Kommunen. Det var den Fremgangsmaade anvendte i 1848^—50 (jfr. f. Ex. L. 15. Maj 1850 § 5). Jeg skal tilføje, at man nu bedre og sikrere kunde fordele Kontingentet end i 1848^— _51, da man har bedre Statistik. —

Næringsskatten af Landbruget antages at ville indbringeca. ₉ Mill. Kr. Hvad den øvrige Del af Næringsskatten vil kunne indbringe er højst tvivlsomt, men naar man ser hen til Antallet af de Personer, der vilde falde herunder, synes det at være meget lavt,, naar Beløbet ansættes til i,, Mill. Kr. Hvis man, hvad meget kunde tale for, valgte den Udvej at paalægge Næringsskatterne paa Næringer udenfor Landbruget som en Kontingentskat, var det jo derved givet, hvad

Skatten vilde indbringe; Tvivlen drejede sig da om, hvor stort Kontingentet burde være, det burde nærmereberegnes Regeringen efter de den foreliggende Oplysninger. Efter Forslaget skulde Næringsskatten indbringe ca. 3 Mill. Kr.

Ad §§ 23 og 24.

Overensstemmende med Bemærkninger i den forrige har jeg foreslaaet, at Indtægten ved personligt Arbejde i Andres Tjeneste, (derunder Embedsindtægt) svarer halv Skat mod Indtægt af fast Ejendom og Kapital, hvad vistnok ogsaa er retfærdigt. Der er adskilligt, der taler for at give en Skattelettelse ogsaa til de Indtægter, der rammes af »Næringsskatten«; men der er herved den Betænkelighed, at adskillige af de Indtægter, der falde ind under Næringsskatten, ere overvejende Kapitalindtægter, der ikke burde have Afdrag, at desuden mange af Næringsindtægterne ikke drages saa skarpt frem og derved give sig selv en saa stor Lettelse.

løvrigt maa det bemærkes, at selv om man maatte komme til det Resultat ikke at ville give de kortvarige Arbejdsindtægter (Lønningsindtægt) nogen Moderation i Skatteprocenten, vilde disse Indtægter dog være relativtbedre end ved en Indkomstskat som den efter L. 2. Juli 1870-, thi ved den blev de varige Kapitalindtægter begunstigede ikke alene ved at de beskattedes med samme Procent som de andre Indtægter,uagtet have en større Værdi end disse, men tillige derved, at de i stort Omfang skjulte sig for Beskatningen. Ved Indkomstkildeskatten bliver Kapitalindtægtenderimod

indtægtenderimoddraget helt frem, og allerede deri
ligger en relativ Lettelse for Lønningsindtægterne.

Ved Udarbejdelsen af Forslaget har man tænkt sig en lignende Minimumsgrænse som ved L. 2. Juli 1870 og søgt at finde Former for denne, som lettede den praktiske Anvendelse af Skatten. Der er selvfølgeligtintet Hinder for at sætte Skattens Minimumsgrænseop for Ejendomsskylden, Næringsskattenog For Kapitalskatten er der aldeles ingen Minimumsgrænse foreslaaet, Grunden hertil er, at man jo ikke ved, om den, der modtager et lille Rentebeløb f. Ex. af en Sparekasse eller som Ihændehaver af en Statsobligation, jo maaske er en velhavende Mand derved at han tillige har andre Indtægtskilder.Hvis vilde have et Skatteminimum ved Kapitalskat, maatte det være i Form af Tilbagebetaling,saa de Personer, der godtgjorde, at deres samlede Indtægt af alle Kilder var under et vist Beløb (f. Ex. 800 Kr. i Kjøbenhavn, 700 Kr. i Købstæderneog Kr. paa Landet), fik den erlagte Skat tilbagebetalt af Statskassen. Dette samme System med Tilbagebetaling af erlagt Skat kunde ogsaa anvendes ved de andre Afdelinger af Indkomstkildeskatten, og i saa Fald kunde Skatteskalaen graderes mere rationelt. Alle, selv ganske sraaa. faste Ejendomme, alle Næringsindtægter,Kapitalindtægter Lønninger maatte da betaleSkat, enhver, der godtgjorde, at hans Indtægt var under et vist Minimum, fik bagefter enten helt eller delvis tilbagebetalt, hvad han regnedes at have betalt i Skat. Et saadant Tilbagebetalingssystem anvendes i England,men tør ikke anbefale det her i Landet, da jeg frygter, at det vil forvolde et uhyre Arbejde for

Administrationen. Det er min Agt iA årets Løb at
rejse til England, og jeg skal da undersøge, hvorledes
dette Tilbagebetalingssystem virker i Praxis.

Lønningerne til Statens og Kommunernes Embedsmænd Bestillingsmænd udgør ialt ca. 36,₇ Mill. Kr. og heraf vil kun lidet falde under Skatteminimum (800 Kr., 700 Kr. eller 600 Kr.). Dertil kommer en Del Særindtægter for Gejstlige og Skoleembedsmænd o. 1. I alt et Beløb af ca. 38V2 Mill. Kr. — betales heraf halv Skat, o: il^ pCt., indkommer et Skattebeløb af ca. 570,000 Kr.

Hvor meget der vil indkomme af private Lønninger, umuligt at beregne, men naar man erindrer, at Antallet af skatskyldige Personer i denne Klasse er større end Antallet af Statens og Kommunens Embeds- og Bestillingsmænd, og naar man erindrer, at mange af dem have høje Lønninger (Direktører, Bestyrelsesmedlemmer Funktionærer i Aktieselskaber, Sparekasser, Foreninger o. 1., private Forretningsførere, Skibsførere o. 1.), saa tør det maaske antages ikke at være for højt, naar Indtægten regnes at blive 430,000 Kr. altsaa i Forening med Skatten af Embedsmænd en samlet Indtægt af Lønningsskalaen paa ca. 1 Mill Kroner ved il^ pCt. og 2 Mill, ved 3 pCt.

Den samlede Indtægt af den hele Indkomstkildebeskatning
herefter blive, naar Skatten regnes
til 3 pCt. mellem 11 og 12 Mill. Kr., heraf:

Altsaa for hver Skatteprocent henimod 4 Mill. Kr.
(3.77 Mill.)

Til Sammenligning skal anføres, at den personlige Indkomstskat efter L. 2. Juli 1870 kun gav en Indtægt af i,« Mill. Kr. for hver Skatteprocent. Selv om nu ogsaa Indtægten her i Landet er steget betydeligt, selv om man ogsaa giver et stort Spillerum for muligt urigtige Kalkulationer, vil man dog af disse Tal faa Indtrykket af, at Indkomstkildeskatten er i Stand til langt bedre at faa Indkomsterne frem end den personlige Indkomstskat.

Anm. Tallene om Skattens Udbytte angive, hvormeget vil faa ind ved Skatten, men det maa erindres, at paa den anden Side vil Skatten ogsaa foraarsage store Udgifter, idet den maa betale Skat af sine faste Ejendomme og ved Afdrag mister Skat af sin Renteindtægt m. m.

Opkrævningsomkostningerne og Administrationsomkostningerne Skatten ville neppe blive store; det antages, at 2 a 3 pCt. af Skatteindtægten vil tilstrække, det er, naar henses til, hvad andre Skatter koste at opkræve, ikke ret meget.

Beskatning af Renten af danske Statspapirer etc. i Udlandet har sine Betænkeligheder, men de ere i dette Tilfælde ikke afgørende (se min Finansvidenskab iste Del S. 246 og 2den Del S. 228_—230).

Exempler til Vejledning,

1) En Sparekasse paa Landet

Sparekasseindskud 3 Millioner Kr. Reservefond
200,000 Kr.

Pengene ere anbragte saaledes

a. 2 Mill. Kr. i Prioriteslaan i faste Ejendomme.

Rente 80,000 Kr.

b. 700,000 Kr. i danske Værdipapirer

Rente 24,000

e. 400,000 Kr. udlaanes mod personlig

Kaution. Rente 20,000

d. 100,000 Kr. i fremmede Værdi-

papirer. Rente 4,000

Renteindtægt... 128,000 Kr.

Af de 3 Mill. Kr. Sparekasseindskud betales 3333/4
pCt. Renteudgift 112,500 Kr.

Skatten betales saaledes:

1 ste Methode:

"Af de 112,500 Kr. Rente til Sparerne — hvilket Beløb ses af Bøgerne — indeholdes 3 pCt. (3 Øre af hver Krone) = 3,375 Kr., hvilke indbetales til Staten som Sparernes Skat.

Sparekassens Reservefond er i Aarets Løb
bleven forøget med 10,000 Kr., hvoraf betales 3 pCt.
til Staten = 300 Kr.

I de 3,375 Kr., som repræsentere Sparernes Renteskat, Sparekassen indeholde (§ 12), hvad den har tabt ved Andres Afdragsret, altsaa 3 pCt. af Renteposterne og b, ialt 104,000 Kr. = 3,120 Kr.

Sparekassen betaler altsaa kun til Staten 3375 Kr.
-— 3120 Kr. = 255 Kr.; i Forening med de 300 Kr.
af Kassens Overskud bliver det 555 Kr.

2den Methode.

Hvis man gaar frem efter den i Anm. (§ 12) angivne
bliver Beskatningen saaledes:

Af Post a, Prioritetslaan betales intet, da de
3 pCt. Skat alt er afdraget af Prioritetsdebitorerne.

Af Post b, danske Værdipapirer betales intet,
da Kuponskatten har taget de 3 pCt.

Af Post c, Renten afKautionslaan betales derimod
pCt. til Staten = 300 Kr.

Af Post d, Renten af fremmede Værdipapirer,
betales ligeledes 3 pCt. = 120 Kr.

Paa den anden Side har Kassen Ret — men ikke Pligt — til at indeholde 3 pCt. af hvad den udbetaler i Rente til Sparerne. Hvis den benytter denne Ret, sparer den derved 3375 Kr. aa den anden Side har den tabt ved Andres Afdrag (Post a og b) 3120 Kr. Den har altsaa sparet 255 Kr. mere i Rente end den har tabt i Rente, men den maa betale ind til Staten 720 Kr.; den virkelige Skat bliver 465 Kr. At Skatten ved denne Methode bliver anderledes end ved iste Methode skyldes fornemlig den Omstændighed, at der ikke gives Fradrag for Administrationsomkostninger.

I Lønningsskat af Sparekassens Personale indeholdes
3000 Kr, IV2 pCt. = 45 Kr.

2) En Kreditforening beskattes saaledes:

iste Methode (§§ 10 og 11). Naar den udbetalerRenter sine Kasseobligationer, indeholder den 3 pCt. af Beløbet. Dette er Obligationsejernes Skat og indbetales til Staten-, men ved denne Indbetaling kan Foreningen tilbageholde, hvad den selv har mistet ved Andres Afdragsret, altsaa ved Ejendomsbesiddernes

Afdrag, naar de betale Rente af deres Kreditforeningslaan,samt
Afdrag i Renter af de Penge, Kreditforeningenhar
i Banker og Sparekasser.

Hvis Kreditforeningens Status er forbedret i Aarets
Løb, udbetales 3 pCt. af det Beløb, hvormed dens
egen Formue er blevet forøget.

2den Methode (Anm. § 12). Kreditforeningens
Skat beregnes saaledes:

Den betaler Skat af sine Midler, for saa vidt disse ikke betaler Skatten ved Andres Afdrag, men da den antages at have alle sine Midler anbragt enten i Prioritetslaan faste Ejendomme eller i indenlandske Banker, betaler den aldeles intet. Men som Vederlag for, hvad den har mistet ved Andres Afdragsret, har den Ret til, naar den betaler Renter af sine Kasseobligationer, at tilbageholde 3 pCt. af Renten.

Kreditforeningen kommer altsaa slet ikke til at betale Kapitalskat. Dette er i Overensstemmelse med, at den kun er Mellemled mellem Laangivere og Laantagere. Sparekasser blive ligeledes fri for Kapitalskat, de have anbragt deres Midler i Prioritetslaan og indenlandske Værdipapirer.

Om Kreditforeninger og Sparekasser bør have Ret til i deres Skat at afdrage Ejendomsskyld af deres faste Ejendomme er noget tvivlsomt, det afhænger af den Maade, hvorpaa Kassens Overskud beskattes.

Kreditforeningen indbetaler som Lønningsskat
IV2 pCt. af de af den udbetalte Lønninger og
Honorarer.

3) N. N.-ban ken.

Naar den udbetaler Renter af sin Hypothekafdelings indeholder den deraf 3 pCt. og indbetaler Beløbet til Staten. Det er Obligationsejernes

Naar den betaler eller godskriver Renter til Sparernei

rerneiSparekasseafdelingen, indeholder den
heraf 3 pCt., som betales til Staten. Det er SparernesSkat.

Af de Renter, den udbetaler eller godskriver til Indlaanere eller Deponenter i Vekselafdelingen, indeholdes 3 pCt, som den indbetaler til Staten. Det er Indiaanernes Skat.

Af det Udbytte, den betaler til sine Aktionærer,
eller hvorved den forbedrer sin Status, indbetales 3 pCt.,
til Staten.

Men i alle disse Beløb tilbageholdes, hvad Banken af sit Regnskab godtgør at have mistet ved Andres Afdragsret, af indenlandske Prioritets- og Kommunelaan, indenlandske Værdipapirer (derunder dens Beholdning af egne Hypothekobligationer); ogsaa den erlagte Ejendomsskyld af Bankens faste Ejendomme maa tilbageholdes, da Indtægten af disse er indbefattet i Aktionærernes Udbytte og ikke bør beskattes to Gange.

Lønningsskat tilbageholdes af de Gager og
Tantiemer, der udbetales af Bankens Kasse.

Filialerne betale ikke Skat til Staten af deres Overskud, (derimod betale de eventuelt Kommuneskat af dette). Dette rammes gennem Skatten paa Aktionærerne. skulle Filialerne indeholde 3 pCt. Skat af hvad de udbetale i Rente til Sparere og Indlaanere i¹/₂ pCt. af Lønninger.

4) Overformynderiet mister ved Andres Afdrag 3 pCt. af sin Rente af Prioritetslaan og af sine danske Børspapirer. Det skal derhos selvangive, hvilke Renteindtægterdet af fremmede Værdipapirer eller andre Indtægter fra Udlandet og heraf betale 3 pCt. som Skat til Staten, samt ligeledes 3 pCt. af de Renter, det har af Tilgodehavende hos Private, for hvilke der ikke er Prioritetsobligationer. Endelig skal det betale Ej endomsskyldaf

domsskyldafde faste Ejendomme, det ejer. Alle disse Bestemmelser gælde ikke alene for de Værdier, som »Massen« ejer, men tillige for hvad der indestaar under »enkelt Værgemaal«. Til Gengæld for disse Afdrag og Indbetalinger til Staten kan Overformynderiet indeholde3 af de Ydelser, det udbetaler til dem, der staa under dets Værgemaal, og disse 3 pCt. beholder det selv. Det hele er kun en Overvæltning af de Skatter, som middelbart (Afdragene) eller umiddelbart (Ejendomsskyld og Skat af Indtægter fra Udlandet og Gæld uden Pant i fast Ejendom) er udredet af Overformynderietsom men som skulle hvile paa de Indtægter, de Umyndige modtage. Maaske kunde der dog være Anledning til som Overformynderietsegen at tage 3 pCt. af det Beløb, hvormed det forøger sin egen Formue i Aarets Løb.

Desuden indeholder Overformynderiet Lønningsskat
de Lønninger, det udbetaler.

5) En Selvejergaardmand.

Han ejer en Gaard, som med Besætning og Inventar
til 24,000 Kr. Hans Skatter ere følgende

1. Ejendomsskylden beregnes saaledes: 4pCt.
af 24,000 Kr. er 960 Kr.; 3 pCt. Skat heraf er 28 Kr.
80 Øre.

2. Næringsskatten. Den antagne Erhvervsindtægter Kr. (se Skemaet i § 18); 3 pCt. heraf er 27 Kr. Han har staaende i Gaarden Prioriteter til Beløb 10,000 Kr. å 4 pCt, afdrager altsaa i Renter 12 Kr. Han har i Sparekassen 2000 Kr., mister af Renterne deraf ved Afdrag 2 Kr. 20 0. Han betaler altsaa i Virkeligheden direkte og indirekte 46 Kr., men eventuelt slipper han for Hartkornsskatten til Staten af ca. 4 Tdr. Hartkorn, er 69 Kr. 64 0. med

Gammelskatten, men kun ca. 15 Kr., hvis kun LandogLigningsskatten

6) En Fæstegaard.

Gaarden er af samme Værdi som Selvejergaarden, altsaa 24,000 Kr. Indfæstning og Landgilde kapitaliseres en antagen Fæstevarighed af 30 Aar til en Værdi af 10,000 Kr. Altsaa svarer Ejeren (det forudsættes, der aldeles ikke paahviler Ejeren nogen Udgift, Afgiften er ren Nettoindtægt) Skyld af 10,000 Kr.: 12 Kr., medens Brugeren betaler af 14.000 Kr.: 16 Kr. 80 0. foruden Næringsskat, der i dette Tilfælde er 27 Kr. Fæstegaardsmanden betaler altsaa 43 Kr. 80 0. Der gaar altsaa den samme Skat af Fæstegaarden som af Seivejergaarden, hvis Værdien er den samme.

7) En Proprietærgaard.

Gaardens Værdi er 200,000 Kr. (Hartkorn 35 Tdr.). Prioriteter ioo.ooo Kr. å4 pCt. Ejendoms-Skyld: 240 Kr. Deraf indeholder Ejeren Halvdelen, 120 Kr., af Prioritetsrenterne. Han betaler Næringsskat af 1500 Kr.: 45 Kr. lait betaler han 165 Kr. Skat, slipper for 609 Kr., hvis alle Hartkornsskatterne til Staten hæves, og" for 131 Kr., hvis kun Land- og Ligningsskatten

Hvis Gaarden er bortforpagtet for t. Eks. 8000 Kr.,
svarer Ejeren t. Eks, saaledes:

8000 Kr. ~— 1000 Kr. i Ejendomsudgifter. Rest
7000 Kr. i Nettoindtægt. Deraf Skat . . 210 Kr.

I Prioritetsrenter indeholder han

120

Rest Skat. .. 90 Kr.

Hans Indtægt af Gaarden er 8000 -H (1000+4000)
= 3000 Kr., hans Skat er altsaa 3 pCt. af hans
Indtægt.

Forpagteren af Gaarden betaler saaledes:

Enten: Han skønnes, under Hensyn til, at han har 20,000 Kr. staaende som Driftskapital etc. i Bedriften, og under Hensyn til Afgiftens Størrelse, at tjene 3000 Kr. netto; deraf 3 pCt. er 90 Kr. — Gaarden giver altsaa i Skat til Staten 300 Kr. (nemlig 90 af Ejeren, 90 af Brugeren og 120 af Prioritetsejeren), hvilket er 15 Kr. mere end hvis Ejeren selv brugte den, men der er ogsaa tilført 20,000 Kr. Kapital.

Eller: Man kunde ogsaa beregne Skatten aldeles som om der ingen Forpagter var, altsaa (i Lighed med Eksemplet ovenfor ved Fæstegaardsmanden, se nærmere 18 Anm.):

og saa sige: dette Beløb skal komme ud i alt, og det skal deles saaledes mellem Ejer og Forpagter, at først betaler Ejeren Skat af Afgiften -~- Ejendoms-Udgifterne kapitaliseret, og hvad der saa mangler i de 285 Kr. skal Forpagteren udrede. Paa denne Maade vilde Forpagteren i Reglen komme til at udrede mindre end i første Tilfælde, sandsynligvis for lidt.

8) En Pengemand. Manden lever af sin Formue,
er frugtbargjort saaledes:

8. Sparekassebøger 5.500 Kr.

9. En Landejendom i Holsten, som er
bortforpagtet for 3000 Kr. netto aarlig
(Skatter og Vedligeholdelse betales af
Forpagteren).
Han beskattes saaledes:

Nr. 1, 2. 3, 4 og 8 beskattes gennem Afdrag.

Nr. 5 giver 5 pCt. af 50,000 Kr. er Skatteindtægt
2500 Kr., der beskattes ved Selvangivelse og direkte
Skattebetaling til Staten.

Nr. 6 beskattes ikke, medmindre man vil ramme denne Indtægt ved at forlange Selvangivelse af denne Art Renteindtægt ligesom ved udenlandske Værdipapirer, men jeg tilraader foreløbig ikke at gøre det, det er dog kun mindre Summer, og de rammes maaske indirekte.

Nr. 7. 3 pCt. af 40,000 Frcs (28,000 Kr.) giver Skatteindtægt
Kr. (beskattes som Nr. 5).

Nr. 9. Skatteindtægt 3,000 Kr. (beskattes som
Nr. 5).

Den direkte Skatteindbetaling er altsaa 3 pCt. af 2500 -\- 840 -f- 3000 Kr. eller 190 Kr. Desuden mistes ved Afdrag ca. 320 Kr. Den samlede direkte og indirekte er altsaa ca. 500 Kr.

9) De danske N. N-fa brikker

De faste Ejendommes Værdi er ansat til 313¹/₂ Mill. Kr., idet der ved Vurderingen ikke er taget Hensyn deres særlige Benyttelse, men til Værdien, naar Fabrikkerne ere nedlagte. 4 pCt. af 3,5 Mill. Kr. er 140,000Kr., 3 pCt. heraf er Eje ndomsskyld: 4200 Kr.

Fabrikkerne have udstedt Partialobligationer for 6 Mill. Kr., heraf svares i Rente 240,000 Kr. Af dette Beløb indeholde Fabrikkerne 3 pCt.: 7200 Kr., hvilket Beløb er Obligationsejernes Skat, som indbetales deres Vegne af Fabrikkerne til Staten.

1,3 Mill. Kr. er almindelig Prioritetsgæld;

Renten heraf er 50,000 Kr.; heraf indeholdes af Fabrikkerneved 3 pCt.: 1500 Kr. Den hele Ejendomsskyld, Fabrikkerne selv betale, er altsaa 4200-^ 1500 = 2700 Kr.

Heraf 3 pCt. Skat er 19,500 Kr

Men heri kan afdrages, hvad Selskabet maatte have betalt som Ejendomsskyld, 2700 Kr., og Afdrag Bankbeholdninger, ca. 3500 Kr. Selskabet kommer saaledes til i alt at indbetale til Staten 23,200 Kr. foruden den Lønningsskat, det indeholder af Lønninger og Tantiemer.

De enkelte Filial-Fabrikker betale ikke Skat til Staten, men der, hvor de ligge, betale de Kommuneskat deres Driftsoverskud, saaledes som dette fremgaar Regnskaberne. Desuden indeholde de Lønningsskat.

10) De forenede N. N.-fabrikker.

De miste 3 pCt af Beholdninger i Banker og Sparekasser. De indbetale til Statskassen 3 pCt. af hvad de udbetale til Aktionærerne og af de Værdier, deres Status er forbedret.

Af hvad de betale i Rente af deres Partialobligationer 3 pCt., som i samlet Sum betales til Statskassen. Fabrikkerne betale Ejendomsskyld af deres faste Ejendomme. Naar de indbetale Skattebeløbene Statskassen, have de Ret til at tilbageholde, de have mistet som Ejendomsskyld og ved Andres Afdragsret, dog aldrig mere end hvad de skulle betale i Skat af Aktieudbytte og Statusforbedring.

De enkelte Fabrikker betale ikke Statsskat
men Kommuneskat af deres Driftsoverskud.

li) Brand-Forsikringsselskabet N. N. (gensidigt

Det mister ved Afdragsret 3 pCt. af Renten af
hvad. det har anbragt i Prioriteter, danske Værdipapirer
samt i Banker.

Det betaler 3 pCt. af hvad det har i Rente af
fremmede Værdipapirer.

Det betaler 3 pCt. af de Beløb, hvormed det i
Aarets Løb har forøget sine Beholdninger.

12) Livsforsikrings-Selskab, gensidigt.

Det mister 3 pCt. af Renten af sine Kommunelaan,
Værdipapirer og Prioriteter samt Renter
af Beholdningerne i Banker og Sparekasser.

Det betaler 3 pCt. af Renterne af sine fremmede
Værdipapirer.

Desuden betaler det 3 pCt. af Renten af Laan paa Policer samt 3 pCt. af hvad der udbetales som Bonus. Til Gengæld burde der maaske gives Selskabet til at indeholde Skatten ved Udbetalingen af pligtige Forsikringsbeløb; med hvor stort Beløb dette Afdrag skulde indeholdes i hvert Forsikringsbeløb kunde maaske bedst afgøres efter en af Finansministeren godkendt Skala, der tog Hensyn til hvad af Forsikringsbeløbet, der var opsamlet Rente, hvad blot Tilbagebetaling af Kapital. — I Praxis er iøvrigt en saadan Ret til at indeholde Skatten af Forsikringsbeløbene nødvendig, Sagen ordner paa de fleste Punkter sig selv derved, at »Bonus« bliver formindsket med Skattens Beløb.

13) Et Livsforsikrings-Aktieselskab bør betale Skat af Aktieudbyttet eller i al Fald af den Del af dette, der overstiger 4 pCt. Fremmede Assurance-Selskaber bør betale Skat af den Bedrift og den Fortjeneste, de have her i Landet.

14) Professor Falbe Hansen.

Jeg mister 3 pCt. af min Gage, hvilke indeholdes ved Udbetalingen. Jeg mister 3 pCt. af Renten af Værdipapirer og Sparekasserenter. Hvis jeg har fremmede eller paa anden Maade Indtægt fra Udlandet, er jeg pligtig at angive dette og skal indbetale Staten 3 pCt. af denne Indtægt. — Af hvad jeg faar i Honorarer af Staten eller af offentlige Institutioner Bedrifter o. 1., der paatage sig Lønningsindeholdelser, Ex. hvis jeg skriver en Artikel i Nationaløkonomisk indeholdes ligeledes 3 pCt.

Det er altsaa übetydelige Beløb eller slet intet, jeg kommer til positivt at udbetale; saa godt som det hele Skattebeløb betales i Afdrag fordelt paa mindre Dele. Dette anser jeg for en ikke ringe Fordel. Man betragter som om Gagen eller Honoraret var saa meget mindre, man har ikke den Übehagelighed at skulle udbetale Penge, som man allerede har haft i Hænde og glædet sig ved, og ikke den Übehagelighed at skulle spare sammen et større Beløb til Skat. Det er noget lignende som ved Betaling af Overlevelsesrenter, indeholdes i Gage. Jeg tror, at de fleste ville indrømme, at disse Beløbs Indeholdelse i Gagen er mindre übehagelig, vækker mindre Misfornøjelse, end hvis de positivt skulle udredes hver eller lj₂ Aar. For ikke at tale om, at det for Finansministeren er behageligere, da der ingen Restancer er. Det er en noget lignende Fordel som ved de indirekte Skatter.