Tilhører Fremtiden Bimetalismen ?

ilvad der gør Spørgsmaalet om Bimetalismen aktuelt igen, er dels Ruslands Overgang til Guldmøntfodenog store Guldophobninger i den russiske Bank, som denne Overgang har givet Anledning til, dels Situationen i Amerikas Forenede Stater, efter det sidste Præsidentvalg, dels endelig Indvarslingen af nye Møntkonferencer fra fransk og amerikansk Side. Det er jo mere end en Gang blevet spaaet af Bimetalister, at hvis Nordamerika, tvunget af Omstændighederne, skulde beslutte sig til at følge Evropas Exempel og gaa over til Guldmøntfoden, saa vilde den monetære Situation tilspidse sig saaledes, at der maatte ske en Forandring. Havde Verden før lidt af Guldmangel — og det har den jo efter Bimetalisternes Mening — saa maatte den ved Amerikas Overgang til Guldfoden komme til at lide deraf i den Grad, at det nuværende System maatte falde. Dette System maatte styrte sig selv. Og den eneste Udvej til at slippe ud af

Miseren, maatte da blive den, at man tog Sølvet til Naade igen, paany gjorde det til Hovedmøntmetal — jævnsides med Guldet, det vil sige: indførte den internationaleBimetalisme.

Amerikas Overgang til Guldmøntfoden maatte med andre Ord komme til at danne Overgangen til Indførelsen Dobbeltmøntfoden i hele den civiliserede Verden.

Nu da Verden netop staar overfor en saadan
Eventualitet som den omtalte, kan man altsaa være
berettiget til at rejse Spørgsmaalet:

Tilhører Fremtiden Bimetalismen?

Der er et gammelt Ord, der siger, at det er af Fortiden, man skal øse sin Viden med Hensyn til Fremtiden. Men ser man paa den aller nærmeste Fortid, o: de sidste 24^—25 Aar, saa rejser sig strax dette nye Spørgsmaal: Hvad lærer denne Fortid os? — Og herom kan Meningerne være delte. Man vil nemlig i disse Aar paa det monetære Omraade kunne spore to — hinanden modsatte — Bevægelser. Den ene er Meningernes, Anskuelsernes, de fromme Ønskers Bevægelse; den anden er de nøgne Kendsgerningers. Den ene er Theoriens, den anden Praxis's. Og man kan rolig paastaa, at aldrig har Theori og Praxis divergeretmere i dette Tilfælde. Hvad den første angaar, synes det unægtelig, at Bimetalismen her har faaet Overtaget. Selv i Guldmøntfodens Fødested, England, har der jo hævet sig vægtige Røster til Fordel for Indførelsen af Bimetalismen, og man har her Exemplerpaa, Tilhængere af Guldmøntfoden har omvendtsig

vendtsigtil Bimetalismens Lære*). At denne ved sine Forkæmperes ihærdige Agitation har vundet Tilhængere i Mængde rundt om i Verden, er utvivlsomt ligeledes Tilfældet. Ganske vist forekommer der ogsaa Exempler paa Frafald fra Bimetalismen — Conrad i Tyskland**) — ; men som Helhed maa det unægtelig indrømmes, at denne nu staar med en ganske anderledes stor Stab af tænkende Talsmænd og troende Tilhængere, end Tilfældet var i Tiden omkring 1870.

Anderledes med Guldmøntfoden. Den har sine Talsmænd ganske vist — mange og dygtige Talsmænd; men Proselyter — i al Fald udenfor den videnskabelige Verden — det hverver den ikke. Snarest er det maaske tvivlsomt, om dens Tilhængeres Tal nu er saa stort som for 25 Aar tilbage.

I Theorien bærer det altsaa henimod Bimetalismen.
I Theorien er det Sølvet, der har Overtaget? Men i
Praxis ?

Ja her møder os et ganske andet Billede. — Jeg behøver ikke her at genfortælle Demonetiseringens Historie, den, hvis første Kapitel er den tyske Lov af 4. Decbr. 1871, og hvis sidste er Ruslands Overgang til Guldmøntfoden — hvis det da ikke bliver de ForenedeStaters Indiens. Det er nok at minde herom for at faa den Kendsgerning slaaet fast, at i Praxis er det Monometalismen, det vil sige: Guldet, der har baaret Sejren hjem, og det til den Grad, at der nu ikke længer er et eneste Land i hele den

---

*) Mr. Leonard Courteny, »chairman« ved Herschellkommissionen af 1886. Se Walker: >International Bimetalism« Side 215, Noten.

**) Wissenschaftliche Gutachten iiber die Wåhrungsfrage, Side 33.

civiliserede Verden, hvor Bimetalismen er det raadende
Princip.

Spørgsmaalet er altsaa dette: Er det af Theorien
eller af Praxis, at man skal drage Konsekvenser med
Hensyn til Fremtiden?

For at kunne besvare dette Spørgsmaal vil jeg tillade mig at gaa noget længere tilbage i Tiden, i korte Træk skitsere — men ogsaa kun skitsere — den historiske Udvikling, saaledes som den former sig for mine Øjne, og saa se de sidste Tiders Udvikling i Sammenhæng hermed. Det vil da vise sig, tror jeg, at de sidste Aars Møntlovgivning danner en naturlig — om end en noget brat, en noget hovedkulds kommende — Fortsættelse af den almindelige Udvikling. Der er nemlig — for mig i al Fald — ikke nogen Tvivl om, at denne peger mod Guldet. Vi saa det i det gamle Rom: »Romerne brugte først Kobber og efter Aar 269 f. K. Sølv; men under det romerske Kejserdømme blev en Guldmøntfod almindelig, og Sølv og Kobber blev reduceret til Mønter af nominel Værdi« *). — Vi har set det samme i Perioden efter Roms Fald og til vore Dage. Vi har set det i hvert enkelt Land for SIS- Og denne Udvikling synes mig den naturlige: Gennem mer eller mindre primitive Omsætningsmidler naar Mennesket efterhaanden til kun at benytte Guld og Sølv som saadanne — af Grunde, som ere kendte, og som jeg derfor ikke skal gaa nærmere ind paa. — Af de to Metaller er det nu fra først af Sølvet, der kommer til at spille den dominerende Rolle som Pengestof. Dels optræder det jo i større Mængde end

---

*) Gibbins: The History of Commerce in Europe.

Guldet og kan derfor spredes over en større Flade. Dels svarer det paa Grund af sin mindre specifike Værdi bedre til den mindre udviklede Handel og til de forholdsvis smaa enkelte Omsætninger. Guldet er for kostbart og for sparsomt til Stede til, at det endnu kan gøre sig gældende. Optræder det i Møntform, er det sædvanligvis kun som Handelsmønter uden noget bestemt Forhold til Sølvet. Dette er altsaa det egentligePengestof. er ikke alene Omsætnings - middel, men ogsaa Værdimaal. Guldmønten er kun Omsætningsmiddel.

Men ganske de samme Grunde, som førte til, at Guld og Sølv blev Omsætningsmidler, maa nødvendigvis paa mere fremskredne Stadier i Udviklingen føre til, at man indenfor de to ædle Metaller vælger Guldet. Naar Handelen bliver en Verdenshandel, og de enkelte Transaktioner saa store som Tilfældet har været i dette Aarhundrede, maa der saa meget Sølv til at besørge Omsætningen, at dettes Mængde snarest bliver generende. lave specifike Værdi er det nu imod. Det gaar nu med Sølvet, ganske som det tidligere gik med Kobberet: det skydes til Side af Omsætningen. Ikke alene Handelsmanden, ogsaa alle andre, ønsker at blive de store, tunge, lidet værdifulde Sølvmønter kvit. Guldets større Værdi lader nu dette Metal komme til dets Ret, og paa Grund af sin voxende Mængde er det i Stand til at gøre denne Ret gældende. Forholdet skifter nu Karakter. De ædle Metaller skifter Position. Guldet bliver det foretrukne Betalingsmiddel. Sølvet trænges tilbage.

Langsomt og gradvis følger Lovgivningen i den
naturlige Udviklings Spor. Man begynder med at gøre

Guldet til lovlig Betalingsmiddel ved Siden af Sølvet og ender med at lade det fortrænge dette. Englands Lovgivning er et interessant Exempel herpaa. Fra 1257 til 1664 sættes Guldmønterne ved forskellige Proklamationeri efter Metallernes indbyrdes Værdi vexlende Forhold til Sølvet. Endnu er det dog dette Metal, der er Standardmetallet. Fra 1664 til 1717 udkommer ingen Proklamationer, Guldet maa selv finde sin Værdi i Forhold til Sølvet, og England har i denne Tid en ren Sølvmøntfod. Men 1717 fixeres atter Forholdet, idet 1 £ sættes =-= 21 Shilling, og Guldet gøres til lovligt Betalingsmiddel efter dette Forhold ved Siden af det hvide Metal. Englands Møntfod er nu den dobbelte. 1774 følger en Indskrænkning i Sølvets Betalingsevne, idet det bestemmes, at Sølvet for Summerover £ kun skal være lovligt Betalingsmiddel efter Vægt Og endelig følger saa 1816 Englands Overgang til Guldmøntfoden. Fra nu af er det Guldet, der er Pengestof, o: Omsætningsmiddel og Værdimaal, medens Sølvet er reduceret til Omsætningsmiddel for smaa Omsætninger, o: det er blevet Skillemønt.

At det netop blev Verdens første Handelsnation, der først gjorde dette Skridt, er selvfølgelig ikke tilfældigt, kun i Overensstemmelse med den naturlige Udvikling og tillige ganske betegnende for dennes Karakter.

Denne Udvikling taler altsaa til Gunst for Guldet. Den taler til Fordel for de sidste Tiders Møntlovgivning. Men er den endt hermed? Er Guldmøntfoden i den nuværende Betydning af dette Ord Udviklingens Endemaal? Det vilde være meningsløst at tro det.

Jævnsides med den Bestræbelse, der har været i

Samfundsøkonomien, efter at gøre Guldet til Hovedmøntmetal,har været en anden — en Bestræbelse,hvis endnu mere vil være at overflødiggøre Sølvet og umuliggøre Bimetalismen. Det er en Bestræbelseefter skille Pengenes to Funktioner ad. Pengene er jo paa en Gang Værdimaal og Omsætningsmiddel.Det, efter min Mening foregaar i vore Dage, er nu dette, at Guldet, samtidigt med at det gøres til Standardmetal, er i Færd med at kaste sin Egenskab af Omsætningsmiddel af sig for for Fremtidenkun optræde som Værdimaal. Mer og mer trækker det sig ud af Omsætningen; mer og mer ophobesdet de store Banker, hvor det — foruden at tjene som Repræsentant for Kapitalerne — faktisk kun spiller Værdimaalets Rolle. Det Princip, der er det ledende her, er os ikke ukendt; og det vilde i Sandhed være ret unaturligt, om det ikke ogsaa paa dette Omraade skulde gøre sig gældende. Dette Princip er Arbejdsdelingens.

Og hvad er det saa, der skal dele Arbejdet med Guldet? Hvad er det, der skal overflødiggøre dette som Omsætningsmiddel ved for Fremtiden selv at optræde saadant? Det er ikke Sølvet; thi det skyder Omsætningen fra sig overalt, hvor den er blot nogenlunde stor og levende. Nej, Fremtidens Omsætningsmiddel Papiret. Det kostbare Guld som Værdimaal, det værdiløse Papir som Omsætningsmiddel, det er Fremtidens monetære Program. Det er Fremtidens Det er det Maal, som Udviklingen i vore Dage er i Færd med at realisere.

Noget nyt er dette jo ikke. Saa snart man begynder
udstede Sedler, funderede paa Metal, eller

Anvisninger, for hvilke der haves Metaldækning i Banken, begynder ogsaa denne Arbejdsdeling. Men det har været vort Aarhundrede, og især den sidste Halvdel deraf, forbeholdt at gennemføre den i stor Stil. Og ogsaa her er det den mest fremskredne Handelsnation, gaar i Spidsen. Ogsaa her er det i England, Udviklingen først baner sig Vej. At England har saa stor en Del af sit Guld, som det har, liggende i Banken, medens snart sagt hele dets store Omsætning ved Hjælp af Papir — hvad er dette andet end den omtalte Arbejdsdeling? Hvad vil dette sige andet, end at Guldet er Værdimaal, Papiret Omsætningsmiddel

At dette maa være Udviklingens Maal, kan man ogsaa se ved at betragte Udviklingen under en anden Synsvinkel end den nys anlagte. Jeg skal med nogle faa Ord forsøge at vise dette.

Som bekendt begynder Omsætningen som Tuskhandel. byttes mod Vare. Efterhaanden bliver saa en bestemt Vare, en af alle kendt og attraaet Vare, det almindelige Omsætningsmiddel. Og i Tidernes Løb er det da Guld og Sølv, der bliver Omsætningsmidlet alle civiliserede Folk. Men en Vare maa det være, en Værdigenstand maa man have som saadant. I Tider, hvor Retssikkerheden er ringe, hvor Tilliden til Samfundsinstitutionerne mangler, hvor Erfaringen lærer Mennesket, at det gør bedst i kun at tro paa sig selv, i saadanne Tider maa man for hver Værdi, man giver fra sig, paa Stedet have en lige saa stor Værdi tilbage. Værdigenstanden som Omsætningsmiddel et Udtryk for manglende Tillid. I samme Grad som Tilliden til Samfunds-

institutionerne og mellem Borgerne indbyrdes bliver større, i samme Grad aftager ogsaa for Køberen Nødvendigheden strax at give fuldt Ækvivalent i Bytte, og Sælgeren lader sig nøje med et blot Løfte om Betaling. Den Bestræbelse efter en sundere Økonomi, der gaar gennem al Udvikling, hvad enten vi bevæger os paa Naturens, paa Sprogets, paa Menneskelivets eller paa Samfundslivets Omraade, og som gaar ud paa ved stadig færre og simplere Midler at naa det samme Resultat, den gør sig desuden ogsaa gældende her: Værdigenstandens Mellemkomst mellem Køb og Salg har været en Omvej, som Udviklingen nu gør overflødig. Metallet skydes derfor ud af Omsætningen. I Stedet for Penge træder Pengerepræsentativer; i Stedet for Værdien træder Fordringen. Hermed bliver Omsætningen og Verden opnaar tillige at faa de store Værdier, den har haft bundne i Form af Omsætningsmidler, disponible til andre Formaal.

Udviklingen bevæger sig i en Spiral. Vi ser det paa alle Omraader. Overalt vendes der tilbage til tidligere Tilstande. Kun kommer disse igen under mere moderne Former, paa højere Trin i Udviklingen. Det er ganske det samme Fænomen, der møder os her. Vi begynder med en Tuskhandel, hvori de forskelligeVarer ombyttes mod hinanden. Vi naar et Stadium, paa hvilket vi har lært Nytten af et Omsætningsmiddel at kende. Omstændigheder gør det nødvendigt, at dette Omsætningsmiddel er en Værdigenstand.Dette er Pengeøkonomiens. —Vi ender med en Tuskhandel af en højere Art. VærdigenstandensMellemkomst Køb og Salg er ikke længer nødvendig. Vare byttes atter mod Vare; kun

er Byttets to Led adskilte i Tid. Dette er KreditøkonomiensStadium. dette drager man Fordel af Erfaringen om Nytten af et Omløbsmiddel, samtidig med at man undgaar Ulemperne ved at have store Værdier bundne i Anvendelsen som saadant.

Med andre Ord: Det er ikke alene Sølvet, der som Pengestof er skudt ud af Omsætningen; det er ogsaa Guldet. Metallerne er bundfældede i Udviklingens Et Forsøg paa at tvinge den til atter at tage dem med sig, vil kun volde Vanskeligheder og Forstyrrelse. Det, man skal rette sine Bestræbelser paa, er derfor ikke at sætte Sølvet ind i Omsætningen, men tværtimod at sætte Guldet ud af den. Det er den sidste Art af Bestræbelser, der har nogen Udsigt til at lykkes og til at bære Frugt.

Men kan man end undvære Guldet som Omsætningsmiddel, man dog ikke undvære det som Værdimaal. Til Maal for Værdien kan kun bruges en Værdi. Dette er naturligt og selvfølgeligt. Men heller ikke her er der Brug for Sølvet. Dels har det vist sig for svingende og upaalideligt som Værdimaal, dels er den forhaandenværende Guldmasse sikkert mere end tilstrækkelig til at gøre Tjeneste som saadant. — Ogsaa ad den nys omtalte Vej skrider derfor Udviklingen mod Guldet og Papiret.

At Guldmængden vil være tilstrækkelig til at varetageden Funktion, tror jeg aldeles bestemt. I Omsætningen holdes Guldet nu for Tiden kun fast ved kunstige Midler, særlig ved at Minimum for Sedlernes Paalydende er sat for højt i de store Lande. Hæves disse Skranker for Guldets Bortstrømmen fra Omsætningen,vil endnu mere, end det nu gør, trække

sig tilbage herfra for at ophobes i Bankerne som Værdimaal.Dets her bliver altsaa større samtidig med, at dets Virksomhedsomraade bliver mindre. Desudenkan übestrideligt tjene som Grundlag for et langt større Seddelbeløb end nu. I Omsætningen kan det altsaa mangfoldiggøres — til en vis Grad naturligvis—, dets Mængde bliver ogsaa af denne Grund stærkere virkende.

Der vil altsaa ingen Guldmangel blive. Om der er det selv nu, er desuden et stort Spørgsmaal. Jeg tillader mig at indskyde en Bemærkning herom. Jeg tror ikke, der er Guldknaphed. Hvad Verden lider under, er ikke Manglen selv, men Frygten for Mangel. Det er denne Frygt, der faar de forskellige Lande til krampagtig at holde fast paa deres Guld, hvad der selvfølgelig hindrer dettes frie Bevægelighed og vanskeliggør Fungering. Og denne Frygt har til Dels andre Aarsager end de økonomiske. Den har særlig et politisk Motiv: Frygten for en Krig. Kan Verden blive Frygten kvit, vil »Manglen« være forsvunden det samme.

Hvad iøvrigt den omtalte Arbejdsdeling mellem Guldet og Papiret angaar, ses det let, hvad Resultaterneaf vil blive, naar den faar Lov at udvikle sig frit: At Guldmængden, som jeg forsøgte at vise, kommer til at gøre sig stærkere gældende, vil være ensbetydende med, at de værdiforstyrrende Momenter faar en mindre Indflydelse. Dette vil atter sige det samme som, at vi faar et mere stabilt Værdimaal, altsaa ogsaa et mere stabilt Prisniveau. Det var den ene af de Fordele, Bimetalismen skulde forskaffe os. Naar endvidere, som jeg tror, alle store Nationer vil

havne i Guldmøntfoden, saaledes som jeg opfatter denne, vil dermed de Forstyrrelser, der nu genere den internationale Handel, og som er opstaaede ved, at de forskellige Nationer har et forskelligt Værdimaal, være bragte til at forsvinde, og Handelens Chancer vil atter være lige. Det var den anden af de Velsignelser, Bimetalismen skulde bringe. Da Efterspørgslen efter Guldet er ble ven mindre, vil ogsaa dets Værdi være bleven mindre — den vil i alt Fald ikke stige — og selv om dette nu ikke kan skaffe os et højere Prisniveau,vil dog medføre, at det nuværende kan opretholdes. Det var den tredje af de Fordele, som Bimetalismen har nogen Mulighed for at kunne yde Verden. Men hvad der især har Betydning vil dog være, at Prisniveauet under en saadan Ordning, hvor Værdiforstyrrelser, udgaaede fra Værdimaalet, saa godt som umuliggøres, i langt højere Grad, end det nu er Tilfældet, vil blive et Udtryk for Varernes indbyrdes Værdiforhold, vil blive et virkeligt Værdiniveau, og at en Mængde Forstyrrelser i Omsætningen, en Mængde usunde Spekulationer og en Mængde Kriser —¦ hvilke gode Ting alle i de forgangne Tider altfor ofte har haft deres Rod i Værdimaalets egne Værdisvingninger — derved vil være bragt ud af Verden.

Naar Øjet følger Udviklingens Retning fremad, ser det altsaa med det samme Udvejen til Frelsen. Midlerne hertil bærer Udviklingen selv i sit Skød. Og det vilde i Sandhed være unaturligt, stridende mod al Erfaring, rystende ens Tro paa det gode i al naturlig Udvikling, om dette ikke var Tilfældet.

At Ruslands, Amerikas, ja selv ogsaa Indiens
Overgang til Guldmøntfoden, skulde fremkalde nogen

væsenlig Forandring i den monetære Situation, saaledes som denne er fremgaaet af den ovenfor skitserede Udvikling, kan jeg ikke anerkende, og allermindst kan jeg indrømme, at Forandringen skulde gaa i den af Bimetalisterne profeterede Retning. Kampen om Guldet vil blive hidsigere ganske vist; men dette vil kun føre til, dels at Guldproduktionen vil anspænde sine Kræfter i endnu højere Grad end nu, dels at man med Magt vil tvinge endnu mere Guld ud af Omsætningen, o: fra det Omraade, hvorfra det forlængst vilde være forsvundetaf selv, hvis man ikke netop med Magt havde holdt det tilbage.

Jeg har dvælet saa længe ved det foregaaende, fordi det for mig er Hovedsagen at faa konstateret den Retning, som Udviklingen, uafhængig af menneskelig af sig selv maa tage, fordi jeg tror, at denne Side af Sagen har været draget for lidt frem i Debatten, i al Fald herhjemme, og fordi jeg derfor kunde ønske at faa Diskussionen i Aften til at dreje sig hovedsagelig dette Spørgsmaal.

Vil man indvende, at man ikke maa overse de Forstyrrelser, som utvivlsomt vilde følge af, at man paa en Gang lod Sølvet falde som Hovedmøntmetal, saa forekommer det mig, at der ikke er andet at svare hertil, end at de Lande, der paa kunstig Maade har holdt Sølvet i Funktion, paa kunstig Maade har holdt Efterspørgslen efter det vedlige, og derved foranlediget en Masseproduktion af et Metal, hvis Mængde i Forvejen var for stor — at disse Lande maa tage Skade for Hjemgæld og betale deres mislykkede Experimenter.

Desuden vil jo Sølvets Rolle som Møntmetal ikke være udspillet, selv om det ikke længer kan fungere som Hovedmønt. I Form af Skillemønt kan det endnu i stor Udstrækning tjene Omsætningen i de civiliserede Lande; og i Østerlandene har det jo som Skatkammermateriale en rig Fremtid for sig. Et Middel til at lette dets Anvendelse fandtes desuden i det Forslag, som afdøde Nationalbankdirektør Levy fremsatte for Pariserkongressen i 1881. Havde end Realiseringen af dette Forslag ikke skaffet Plads for alt Sølvet, vilde den dog have skabt en^Tilstand, der havde været langt at foretrække for den Usikkerhed, som Sølvets upaalidelige Værdi nu frembringer.

Der er en Indvending endnu, som man kan rette mod det foregaaende: Der er deri ikke anvist nogen Vej til at komme ud over det, der af alle anses for at være Hovedulæmpen ved den nuværende Situation — nemlig det lave Prisniveau. Om dette skal jeg da nu gøre et Par Bemærkninger.

Det vilde nu her føre for vidt at komme ind paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Verden stod sig bedst ved høje eller lave Varepriser. Hvad der ankes over er jo imidlertid heller ikke saa meget det lave, som det er det nedadgaaende Prisniveau. Med Hensyn til dette er alle enige om, at det er af det onde. Det hindrer Spekulationen, hæmmer Handelen, trykker baade herigennem direkte Produktionen og vanskeliggør Kapitalens Kort sagt, et nedadgaaende Prisniveau Aarsag til tusinde Ulykker, og kun faa har noget godt at sige om det.

Uden nu at ville hævde, at Verden vilde staa sig
bedst ved et stadigt synkende Prisniveau, eller blot at

et saadant kunde tænkes at existere, vil jeg dog minde om, at lige saa lidt som noget andet her i Verden blot er af det onde, er et nedadgaaende Prisniveaudet. Gliden-nedad i de sidste Par og tyve Aar har trykket Produktionen. Det maa man indrømme. Men det maa dog heller ikke glemmes, at dette Tryk har lært Produktionen at arbejde paa den mest økonomiske Maade, har tvunget den til at formindskeFrembringelsesomkostningeine har faaet den til at indrette sig med den mindst mulige Avance for Øje. Et Prisniveau som det, Verden har kendt siden 1875, vilde maaske have knuget en Produktion som forrige Aarhundredes til Jorden; men vor Tids Produktioner ud af Krisen med en saa godt som fordoblet Arbejdsevne. Afset fra de Fordele, som de nedadgaaende Priser har bragt Konsumenterne, er dog allerede dette et Resultat, som ikke bør overses', og hvis Godhed næppe vil kunne bestrides.

Hvad Aarsagen er til det nedadgaaende Prisniveau, skal jeg ikke komme ind paa, dels fordi det vilde falde udenfor dette Indledningsforedrags Ramme, dels fordi jeg anser dette Spørgsmaal for uddebatteret. Hellere rejser jeg derfor det Spørgsmaal, som i denne Forbindelse det vigtigste, og som jeg tror at have Lov til at rejse:

Vilde man ved Indførelsen af Bimetalismen kunne
opnaa at hæve Varepriserne, og vilde i saa Fald dette
være heldigt?

Maa Svaret herpaa blive et Nej, vil et af de allervæsenligste til Indførelsen af Bimetalismen være bortfaldet, og der vil være en Grund mindre til at tro, at Fremtiden skulde tilhøre denne.

Og jeg tror, at Svaret maa blive benægtende. Thi selv om der virkelig ved Omsætningsmidlernes Forøgelse indtraadte en Prisstigning, vilde denne dog, tror jeg, blive rent forbigaaende. Markedet er nu saa følsomt, Konkurrencen saa levende, Produktionen saa ydedygtig, at selv den allerringeste Udsigt til Gevinst ud over det sædvanlige vilde være Anledning nok for Producenterne til at kaste saa store Varemængder ud over Markedet, at Priserne atter hurtigt vilde synke. Naar en Produktion et nedadgaaende Prisniveau har udviklet til den Grad af Fuldkommenhed, til den Størrelse, til den Rigdom, til den Snarhed i Vendingen, som vor Tids Produktion har det, er der dog al Sandsynlighed forekommer det mig, at en Opgang i Prisniveauet vil blive mødt med en saadan Forøgelse i Vareudbuddet, at Opgangen meget snart vil forvandle sig til Nedgang. Vareudbuddet er med andre Ord nu for Tiden saa elastisk, at Prissvingningerne kun kan blive smaa. En stor og varig Stigning i Prisniveauet anser jeg derfor for absolut udelukket. Man vil sige, at den Forøgelse af Sølvmængden, som vilde følge paa Indførelsen af Bimetalismen, vilde være tilstrækkelig til at holde Varepriserne oppe. Dette er tvivlsomt. Og meget mere end tvivlsomt er det, at Udvidelsen i Sølvproduktionen skulde kunne frembringe — hvad der dog skulde være en af Bimetalismens fornemste Virkninger opadgaaende Prisniveau. Herfor vil Produktionens Ydedygtighed være en uoverstigelig Utvivlsomt er det derimod, at Bimetalismens Indførelse vilde være Signalet til en kunstig og stærk Forcering i Produktionen af et Metal, hvis Mængde allerede nu er unødvendig stor, og som

— hvis Udviklingen havde faaet Lov til frit at gaa sin
Gang — forlængst vilde være blevet kasseret som
Omsætningsmiddel.

Og naar de civiliserede Nationer — selv de, der som de Forenede Stater allerivrigst kæmper for Bibeholdelsen Sølvet som Hovedmøntmetal — allerede nu undgaar at bruge det i Omsætningen, hvorledes kan man da tro, at de samme Nationer vil akceptere dette Metal som Omløbsmiddel i Fremtiden, naar Omsætningen endnu livligere, endnu større, og derfor kræver endnu lettere haandterlige Hjælpemidler, end den nu kræver?

Men selv om Sølvet virkelig blev remonetiseret, og selv om der virkelig efter denne Remonetisering indtraadte en Prisstigning, saa staar dog stadig dette Spørgsmaal tilbage: Vilde denne Prisstigning være af det gode?

Ogsaa dette forekommer mig at være tvivlsomt. Erfaringerne fra dette Aarhundrede taler i al Fald ikke derfor, Guldopdagelserne midt i Aarhundredet bragte os Krisen i 1857, Transaktionerne efter 1870 førte til Krisen i 1873. Og den Spekulation, som utvivlsomt vilde blive Følgen af Bimetalismens Indførelse,vilde saa sikkert ende med en Krise, især da Konsumenternes Købeevne paa ingen Maade vilde kunne voxe — om den overhovedet voxede — i samme Grad som Spekulationen tog Fart, og Produktionenudvidede Krisen vilde blive saa meget alvorligere, som Spekulationen tillige vilde give sig Udslag i en Formindskelse af Verdens disponible Kapital, der ingen Forøgelse havde modtaget, fordi Tysklands, Frankrigs og Amerikas Sølv atter var blevet

en kurant Handelsvare. Jeg tænker her ganske særlig paa Landbruget: Takket være Bimetalisternes Agitation nærer Landbefolkningen rundt om i Verden en sand Kulsviertro paa, at Bimetalismens Indførelse vilde være ensbetydende med Genkomsten af gode Tider. Ogsaa Landmændene vilde derfor tage Forskud paa disse. Ogsaa Landmændene vilde derfor spekulere. Og et Udslag af deres Spekulation vilde være en ny og stærk Behæftelse af Jorden. Disponible Kapitaler vilde i Mængde gøres faste. Allerede heri kunde da ligge Spiren til en Krise. Og havde vi saa naaet PrisstigningensTinde, Landmændenes Indtægter ikke længer steg i samme Grad, som deres Udgifter var voxede — ja, saa vilde Følgen blive en Landbrugskriseaf endnu værre Art end den nuværende, fordi Gælden var saa meget større end nu, og Renten saa meget højere, paa Grund af de disponible Kapitalers Formindskelse.

En anden og nok saa betydningsfuld Virkning af Prisstigningen vilde være en Skærpelse af den sociale Kamp. Det er en Selvfølge, at Arbejderne, der i den sidste Snes Aar har tilkæmpet sig adskillige Fordele i Form af Lønningsforhøjelser, ikke vilde lade sig disse slippe af Hænderne gennem en Forhøjelse af Prisen paa deres vigtigste Forbrugsartikler. Lønkampene med alle deres uheldige Følger for Produktion og Omsætning vilde derfor tage fat med fornyet Raseri, og det er et stort Spørgsmaal, om Produktionen ikke allerede herved vilde lide mere, end den vilde vinde ved Forhøjelsen af Varepriserne.

Om det nuværende Prisniveau endnu blot dette:
Man er tilbøjelig til at se det kun i Forhold til Priserne

nærmest efter 1850, som oftest kun i Forhold til Priserne efter 1870. Men dette, tror jeg, er urigtigt. Man ser for lidt tilbage, betragter ikke Tilstanden i dens historiske Kontinuitet. Hvis det maa være mig tilladt at sige min Mening om Prisniveauet nu, saa er det denne, at det er en Fortsættelse af det, som man maaske kunde kalde det historiske Prisniveau: det, som det økonomiske Liv var et helt Aarhundrede om at naa til, som det holdt sig paa — med jævne Svingninger— et Par Aarhundreder, og som det derfor ikke uden Forstyrrelser pludseligt kunde bryde med. Prisstigningerne efter 1850 og 1870 var begge Pris revolutioner, pludselige og voldsomme Brud paa en jævn Udvikling. De fremkaldte derfor begge lige saa voldsomme Reaktioner. Nu er Verden kommen nogenlundetil derefter. Vi er nu nede paa det »historiske«igen. er der nogensomhelst Anledning til at tro, at et nyt Brud paa dette ikke skulde have de samme Følger som de tidligere? Er der nogensomhelst Grund til at antage, at en ny Revolution ikke ogsaa skulde drage Reaktionen efter sig?

Sikkert ikke!

Efter alt, hvad jeg har sagt i det foregaaende, tror jeg derfor, at Svaret paa det Spørgsmaal, jeg begyndte med at stille, maa blive dette: Bimetalismen er overflødig. Den er ikke alene overflødig, dens Indførelse endogsaa have skadelige Virkninger. — Fremtiden tilhører Guldmøntfoden.