/Vllerede i en Aarrække harder — aldeles bortsetfra Revision af vor bestaaende Toldlov, der jo næsten synes at skulle blive udødelig, — været raabt paa en Reform af vort Skattesystem. Dette er i og¹ for sig naturligt. Selv om der ved Udarbejdelsen af et nyt Skattesystem eller ,ved Paalæg af enkelte nye Skatter tages nok saa omhyggeligt Hensyn paa den ene Side til Videnskabens Fordringer til et godt System af Skatter, paa den anden Side til de faktiske Forhold, som maa komme i Betragtning" ved disse Principers Anvendelse, kunne de engang paalagte Skatter ikke i det Uendelige findes tilfredsstillende. Dels ville de faktiske Forhold for de forskellige Skatteobjekters Vedkommendeforandre — og forandre sig saa uligeligt, at den oprindelige Balance imellem Skattepaalægene forrykke, og dels ville selve Anskuelserne om, hvilke Krav Skatterne bør opfylde for at kunne kaldes gode og retfærdige, forandre sig. Og end mere gælder da begge Dele, naar de bestaaende Skatter knapt kunne siges at være hinanden supplerende Led i et godt udtænktSkattesystem,

tænktSkattesystem,men i alt Fald for en Del ere blevne paalagte til forskellige Tider og væsentlig under Hensyn til i det givne Øjeblik at skaffe Staten Penge paa den nemmest mulige Maade. Med al Anerkendelse af den Omsigt og den Bestræbelse for at naa til et billigt og retfærdigt Resultat, hvormed man i tidligere Tider er gaaet til Værks, maa man derfor vistnok fra alle Sider erkende det Berettigede i Kravet om en tidssvarendeRevision vore bestaaende Skattelove eller m. a. O. en Skattereform.

Men dobbelt stærkt paatrænger Fordringen om en saadan Reform sig, naar Forholdet tilmed er det, at de Skatteydere, hvem man i tidligere Tid fortrinsvis har udset til Skatteobjekter, fordi de i særlig Grad fremtraadte Repræsentanter for Besiddelse og Formue, nu ikke blot ikke længere kunne siges at være dette, men endog tvært imod befinde sig under vanskelige og trykkede Forhold. Og at en saadan Forandring er indtraadt for de danske Hartkornsejere, erkendes fra alle Sider. Ingen kan derfor undre sig over, at der fra disses Side fremkommer Fordringer om en Skattereform, paa den ene Side inddrog den hidtil skattefrie altfor lidet beskattede Formue under Statsskatternes paa den anden Side lettede den Skattebyrde, der efterhaanden er bleven Landbruget for tung.

Uheldigvis er imidlertid dette naturlige Krav paa en Skattereform, der tilvejebragte en ligeligere og retfærdigereFordeling Skattebyrden, bleven Led i et agrarisk Program om en Hjælp og Lettelse for Landbruget,der bringe dette ud af dets betrængte Stilling. Herved er den hele Skattereform kommen til

at staa i et falskt Lys; man ser ikke i den et Middel til at afhjælpe en Ulighed, der altid virker irriterende ved at fremkalde Følelsen af en Samfunds-Uretfærdighed, men et Middel til at hjælpe Landbruget ud over dets Vanskeligheder. Dette fremkalder ikke blot et ganske urigtigt Syn paa Sagen, men det fremkalder Forventningermed til de Resultater, som en Skattereform vil bringe, der nødvendigvis maa føre til en Skuffelse.

Lad os tænke os det i denne Henseende videst muligt gaaende Resultat af en Reform af Statsskatterne, nemlig det, at man ganske opgav den særlige Hartkornsbeskatningtil altsaa fuldstændigt ophævede baade Gammelskatten og Land- og Ligningsskatten. Videre kan man overhovedet ikke gaa. Det blev et Beløb af 6,720,000 Kr., for hvilket Landbruget befriedes.Dette jo ikke saa lidt. Men i Virkelighedener dog kun 17 Kr. 42 Øre pr. Td. Ager og Engs Hartkorn — altsaa | for en Bondegaard af Gennemsnitsstørrelse, 4 Tdr. H., ca. 70 Kr. aarlig, for en større Bondegaard op til 8 Tdr. Hartkorn fra 70^— 140 Kr. Og kun ca. 5,600 Landejendomsbesiddere eje mere end 8 Tdr. Hartkorn. Hvor behageligt det end vil være for de Paagældende at faa en saadan Lettelse, og hvor meget den end kan føles som saadan, vil dog næppe Nogen paastaa, at en aarlig Hjælp af den nævnte Størrelse vil kunne frembringe nogen væsentlig Forbedring i de danske Landbrugeres Stilling og bringe dem ud over den nærværende Tids Vanskeligheder, end sige frelse de Besiddere, som staa paa svage Fødder og have Møje med at holde sig ved Gaarden. Og i Virkeligheden maa jo Lettelsen blive betydeligt mindre.

Thi da Statskassen umuligt kan undvære det ovenfor nævnte store Beløb, maatte i alt Fald den største Del af Beløbet søges dækket ved en ny Skat, hvoraf da i hvert Fald en Del vilde falde ogsaa paa Landbrugerne. Det af Regeringen i forrige Samling forelagte Lovforslagillustrerer dette Forhold. Saa vidt det end gik, var det jo dog knap det Halve af det foran forudsatte Beløb, som Statskassen vilde opgive — kun ca. 8 Kr. 30 Øre pr. Td. Hartkorn, altsaa kun ca. 33 Kr. for en Bondegaard af Gennemsnitsstørrelse —, og til Gengæld for det saaledes opgivne Beløb af ca. 3,350,000 Kr. krævedes der paalignet Landdistrikterne ca. 2,650,000 Kr. i Indkomst- og Formueskat til Staten. Selv om vi gaa ud fra, at kun 2/₃ af dette Beløb vilde falde paa Hartkornsbesidderne, vilde det dog blive godt og vel Halvdelen af det opgivne Beløb af Gammel- og Landskat, saa at den for Hartkornet vundne Fordel næppe vilde blive stort mere end ca. 4 Kr. pr. Td. Hartk. eller ca. 25 Kr. aarlig for en Gaard paa 6 Tdr. H. Til Udjævning af en tilstedeværende Ulighed i Skattebyrden kunde en saadan Lettelse spille en Rolle, som Middel til at bringe Landbruget ud over de Vanskeligheder, det har at kæmpe med, vilde det kun have en aldeles forsvindende — for ikke at sige intetsigende — Betydning.

Det vilde da være ønskeligt, om man vilde holde disse to Ting ude fra hinanden: Foranstaltninger til at bedre Landbrugets Stilling — og en Skattereform, der tilsigteren og retfærdigere Beskatning. Kunne vi ved en Reform blot naa til dette Sidste, naa til at hæve den Misfornøjelse og Utilfredshed, som Følelsen af at blive übilligt og haardt ramt af en Skat fremkalder, maatte

man være meget glad ved dette Resultat. Thi det er netop herpaa, der skal sigtes. Enhver Reform, der gaar ud over dette Maal, vil endog være absolut forfejlet-, thi den vil sætte en ny Ulighed og en ny Uretfærdighed istedetfor den bestaaende.

Det er da ud fra dette Synspunkt, at den efterfølgende er anstillet: Hvad bør og hvad kan der gøres for at fuldkommengøre vort Skattesystem fjerne de Übilligheder og Uligheder, som klæbe ved det bestaaende System ? Om der herved vil bringes en enkelt Samfundsklasse den Hjælp, hvortil den i Øjeblikket formenes at trænge, er et helt andet Spørgsmaal. Skattereformen skal ikke indrettes efter et saadant Øjebliksformaal; den skal gælde for lange Tider og ikke afpasses efter forhaabentlig forbigaaende Konjunkturer. Hvilke Foranstaltninger disse kræve og hvad der kan gøres for at bedre dem, er en Sag for sig; Skattereformen har, om den end kan yde en lille Skærv i samme Retning ved fortrinsvis at komme Landbruget til Gode, sit Maal for sig og dermed sin Maalestok for sig, hvorefter den maa bedømmes.

I. Klagerne over vort Skattesystem.

En Undersøgelse af, hvorvidt et Skattesystem kan siges at fyldestgøre den Fordring, at alle Borgere rammes nogenlunde ligeligt, støder strax paa den Vanskelighed,at ingenlunde er enig om det Synspunkt,hvorfra Ligelighed skal bedømmes. Det vilde imidlertid føre for vidt her at komme ind paa det bekendte Stridsspørgsmaal, om Skatteevneprincipet eller Nytteprincipet maa anses for det rette, og der er saa

meget mindre Grund dertil, som de praktiske Resultaternæppe saa forskellige, som man paa Forhaandskulde Desuden er det, hvorpaa det nærmest kommer an, jo kun det, at de, der i Henseendetil Kaar ere nogenlunde ens stillede, ogsaa komme — saa vidt muligt — til at bære den samme Skattebyrde.

Selv om vi vilde begrændse os til dette Spørgsmaal,vildeUndersøgelsen vanskelig nok, fordi den i Virkeligheden burde udstrækkes til det samlede Komplex af Skatter. Man benytter jo bl. A. af den Grund en Flerhed af Skatter, at de formedelst Skattepolitikens Ufuldkommenhed hver for sig maa forudsættes at ramme mindre ligeligt, end de helst skulde, og at da den Omstændighed, at én Klasse Borgere, der rammes forholdsvis noget for haardt af den ene Skat, til Gengæld rammes mindre haardt af den anden og omvendt, vil bevirke, at der i det Hele og Store bliver Ligelighed i Byrderne. Spørges der derfor, om dels Landbefolkningen i Sammenligning med Bybefolkningen, dels én Samfundsklasse i Sammenligningmeden rammes i ligeligt Maal af Statens Skatter, maa man ikke udelukkende se paa en enkelt Art af Skatter, men de maa alle inddrages under Undersøgelsen. Det tør saaledes betragtes som givet, at de indirekte Afgifter — og navnlig Toldbyrden og Ølskatten — falde tungere paa Bybefolkningen end paa Landbefolkningen, og udelukkende at se paa de direkte Skatter er derfor næppe rigtigt. En saa omfattendeUndersøgelse,som udkræves til en Afvejningafsamtlige

---

*) Jfr. Falbe-Hansen: Finansvidenskab I, S. 117^—34.

vejningafsamtligeStatsskatter tagne som Helhed, frembyder imidlertid for store Vanskeligheder til, at vi her tør indlade os derpaa; vi tage derfor blot et Forbeholdisaa overfor de oftere anstillede Sammenligninger imellem Skattebyrden henholdsvis i København, Købstæderne og Landdistrikterne, der udelukkendeknyttesig de direkte Skatter. Men iøvrigt maa det ogsaa overfor alle saadanne Sammenligninger erindres, at de allerede af den Grund blive noget skæve, at >Landdistrikterne« jo faktisk omslutte imellem */5/₅ og 1/₆ af København (nemlig Frederiksberg, Sundbyerne og Utterslev) samt derhos, foruden de fem »Handelspladser«, forskellige bymæssige Bebyggelser (Esbjerg, Odder og m. fl.), der langt snarere skulde henregnes til KøbstædernesKlasse.Da nu tilmed er klart, at en virkelig Sammenligning maatte bringe Skatterne i Relationtilde Ejendommes Værdi, og at Beregningen heraf kun ganske omtrentlig og tilnærmelsesvisladersig finde vi ingen Anledning til at gaa nærmere ind paa Spørgsmaalet om, hvorvidt de direkte Statsskatter falde lige tungt paa LandejendommeogByejendomme, og det saa meget mindre, som Spørgsmaalet yderligere kompliceres ved det noksom bekendte Stridsspørgsmaal, om GammelskattenmedRette karakteriseres som en Skat, eller om den ikke maa siges at være en Realbyrde, altsaa en engang for alle af Staten konfiskeret Prioritet, der i sin Tid er bleven paalagt de daværende Besiddere, men hvis Forrentning i Virkeligheden ikke — eller kun for en ringe Del — bæres af de nuværende Besiddere, der ved Køb eller Arv ere komne i Besiddelse af

Ejendommen, fordi den er fraregnet i Købesummen og
i Arveudlæget til Medarvinger.

Fastholder man, at Gammelskatten er en virkelig Skat, vil man maaske nok komme til det Resultat, at de direkte Statsskatter paa Landejendomme udgøre en noget højere pro mille af Ejendommenes Værdi end de tilsvarende for Byejendommene. Men med den Uligelighed, som i saa Henseende kan siges at være tilstede til Ugunst for Landbrugerne, maa man da sammenholde den Forskel, som fremkommer derved, at Hartkornsskatternes samlede Beløb er faststaaende og saa godt som uforanderligt, medens Bygningsafgiften stadig voxer. Ganske vist voxer den ikke for den enkelte Ejendom; men paa hver ny Bygning, der opføres, Skat. Og herved fremkommer der en Forskel, er af væsentlig Betydning og som tjener til at belyse en anden Uligelighed, der ofte fremhæves som en formentlig Uretfærdighed ved vort direkte Skattesystem, nemlig den, at det kun er den i faste Ejendomme anbragte der beskattes, medens den rørlige gaar fri. Og dette fremhæves saa meget stærkere, som den rørlige Kapital i vore Dage spiller saa overordentlig stor en Rolle.

I Virkeligheden er denne Anke over Skattesystemet imidlertid uden reel Betydning, og dersom man vilde forsøge at afhjælpe den ved nu ogsaa at lægge en direkte Skat paa de rørlige Kapitaler, vilde man vistnokkun Ulykker. Saa berettiget og rigtigt det vilde have været, om man i sin Tid, da Hartkornsskatterne og Bygningsafgiften paalagdes, havde lagt en tilsvarende Skat paa rørlig Kapital, saa urigtige og uheldige Resultater vilde man komme til ved nu

at paalægge en saadan Skat som formentligt Supplementtil
bestaaende Skatter.

I det Øjeblik, en ny Formueskat paalægges det hele Samfund, skulde Opgaven naturligvis være den, at ramme de forskellige Former for Kapitalanbringelse saa ligeligt som muligt, saa at det ikke blev mere fordelagtigtat sin Kapital paa én Maade end paa en anden. Det havde derfor i sin Tid, da man i AarhundredetsBegyndelse Skat dels paa Hartkornet og dels paa alle Bygninger, der ikke udgjorde Bestanddelaf Landbrug, utvivlsomt været rigtigt, om man tillige havde lagt en tilsvarende Skat dels paa den i industrielle Foretagender anbragte Kapital, dels paa rentebærende Fordringer,. Prioriteter og andre Obligationer.Men fra de praktiske Vanskeligheder maa det erindres, at begge Dele dengang spillede en meget underordnet Rolle. Maskiner og Fabriksinventar var der ikke meget af, — og mindst af Alt vilde man skræmme Folk fra at tilvejebringe nye Fabriker eller udvide og forbedre de bestaaende; og Prioritetsgælden var forholdsvis übetydelig, særlig da i Landejendomme, fordi den langt overvejende Del af Jorden var Fæstejord.Og hen, i 2o'ne særlig, var der saa meget mindre Grund til at udfylde det nævnte Hul i Skattesystemet,som jo saa godt som slet ingen Fabriksdriftfandtes Danmarks Statistik 11, S. 461^—66), og det var forbundet med den største Vanskelighed for Landejendomsbesiddere at opnaa Laan. Da senere Forholdene forandrede sig, og den rørlige Kapital begyndteat en betydeligere Rolle, havde allerede det foran berørte Moment begyndt at gøre sig gældende,at ved Salg og Arvedeling af de faste Ejendommetoges

dommetogessaaledes Hensyn til de dem paahvilende
Skatter, at nye Ejere faktisk ikke kom til at bære de
Statsskatter, de havde at udrede af deres Ejendomme.

Overfor Spørgsmaalet om en ligelig Beskatning af al Kapitalanbringelse maa det da erindres, at faktisk er der nu kun én Form for saadan Anbringelse, der beskattes, nemlig Opførelsen af bygningsafgiftspligtige Bygninger. Paa enhver ny Bygning af saadan Art, der opføres, lægges der strax Skat. Derimod bliver ikke blot enhver Køber af en Landejendom faktisk fri for Beskatning af den i Købet anbragte Kapital, idet den kapitaliserede Skat fradrages i Købesummen; men enhver ny Kapitalanbringelse, hvad enten den bestaar i Opførelse nye Bygninger eller i Grundforbedring af Jorder eller i Anskaffelse af Landbrugsmaskiner — bortset fra Tolden, der jo ogsaa hviler paa Fabriksmaskiner - eller af forøget Besætning, lige saa fri for Skat som Anbringelse af Kapital i industrielle Foretagender.

Snarere kunde det da altsaa siges, at der nutildags kun gives en eneste Form for Kapitalanbringelse, som er særlig beskattet, nemlig som nævnt Opførelsen af Købstad- og lige dermed stillede Bygninger. Men her maa det da erindres, at Bygningsafgiften er ment at skulle være en Skat ikke paa Ejeren, men paa Lejeren. Dette fremgaar klart af to Omstændigheder — den ene den, at der ingen Bygningsafgift opkræves af lejeledige Lejligheder, den anden den, at der er indrømmet Lejligheder paa mindre end 80 n Al. Frihed for Skat. Dette vilde være meningsløst, dersom det var Ejeren af saadanne Bygninger, hvem dette kom til Gode, ikke Lejerne.

Der er saaledes i Virkeligheden nu til Dags ikke nogen særlig Form af Kapitalanbringelse, som er belagt en direkte Skat til Staten, og enhver Indførelse en saadan Skat nu paa visse Former af Kapital, som i sin Tid ikke blev belagte med Skat samtidig med, at andre Kapitalgenstande ramtes deraf, vilde saa langt fra raade Bod paa en i tidligere Tid begaaet Uret, at den tværtimod vilde være en ny Uretfærdighed. ganske andet er det, at der selvfølgelig, der blev Tale om Indførelse af en ny almindelig Formueskat, maatte drages Omsorg for saa vidt mulig at ramme alle de forskellige Arter af produktiv Formue nogenlunde ligeligt. Men til at gaa til en saadan ny Statsskat er der fra et rent Statsskattesynspunkt nogen Grund, saa længe Statens finansielle Status er en saadan, som den for Tiden er.

Vender man sig fra Sammenligningen af de forskelligeSamfundsklasser til en Betragtning af den enkelte Klasse af Skatteydere for at spørge, om de enkelte individuelle Ejendomsbesiddere rammes ligeligt af Skatten, da er dette Spørgsmaal egentlig ørkesløst overfor de bestaaende direkte Skatter, særlig Hartkornsskatterne. Thi da disse i en Menneskealder ingen Forandring ere undergaaede, ja endog i omtrent et halvt Aarhundrede, siden de ordnedes ved Frd. 1840 og L. af 1850, kun ere forøgede med 16 (i pr. Td. H. som Erstatning for Ophævelse af Forpligtelsen til at stille Distriktsheste, vilde enhver Forandring af Skatternei enkelte nu kun afføde Uretfærdighed — enten blive en Kapitalforæring til Nogle, der ikke havde Gran af Krav derpaa, eller Konfiskation af en Kapital for Andre, overfor hvilke en saadan Foranstaltningvilde

ningvildevære højst übillig. Mere aktuelt er Spørgsmaaletmed til Bygningsafgiften, for saa vidt som den stadig paalægges nyopførte Bygninger og det altsaa her kan spørges, om disse ved at rammes ligeligtefter ogsaa rammes ligeligt i Forhold til Værdi. Men da Skatten jo kun er bestemt til at paahvile Beboerne og kun foreløbig udredes af Ejeren, bliver Spørgsmaalet af mere underordnet Betydning, idet Ulighederne for Lejernes Vedkommende ere mere forsvindende, da Skatten taber sig i Lejesummen, hvis Størrelse paavirkes af forskellige andre Momenter. Størst Ulighed fremkommer der derved, at Beboere af Lejligheder paa 85 ? Al. maa svare fuld Bygningsafgift,medens af Lejligheder paa 80 ? Al. ere helt fritagne derfor. Men en saadan Ulighed vil fremtræde overalt, hvor man sætter en Minimumsgrændsefor saaledes tildels ogsaa ved Indkomstskat. Mindre skarpt vilde Uligheden fremtræde,dersom ved alle Lejligheder fritog de første 80 Q Al. — og dette er da i Grunden den Reform, hvortil der paa de direkte Statsskatters Omraade nærmestkunde Trang.

Der er da heller ikkeved de afßegeringen forelagte Forslag til en Skattereform foreslaaet Forandring i de bestaaende Statsskatter. For Skatteydernes Vedkommende bliver Alt uforandret; hele Forandringen ud paa, at Staten overlader en Del af disse Skatter til Kommunerne, for at disse derefter kunne give de kommunale Skatteydere en Lettelse. Det er hermed anerkendt, at det er paa de

kommunale Skatters Omraade, at der trænges
til en Reform.

II. Manglerne ved det kommunale Skattesystem.

Hovedmangelen ved det kommunale Skattesystem er nærmest den, at det ikke har været beregnet paa en saa stor Væxt af de kommunale Udgifter, som har fundet Sted i nyere Tid, og at de bestaaende Skatter derfor, saa at sige, ere blevne anstrængte over Evne for at kunne holde Skridt med dem. Et ejendommeligt fremkommer herved i København, idet der her endog er sat en absolut Grændse for Indtægternes ved Bestemmelsen om, at Indkomstskatten maa overstige 3 %, saa at Budgettet end ikke altid kan beregnes paa Balance, men man maa slaa sig til Ro med det Haab, at Udgifterne ville vise sig mindre og Indtægterne større, end paaregnet.

Udenfor København er der vel ingen saadan absolut for de Indtægter, der kunne skaffes tilveje; den Stigning, som Indtægterne af sig selv frembyde som Følge af Befolkningens Tilvæxt og stigende er saa übetydelig, at de voxende Udgifter største Delen maa dækkes ved en forhøjet Skatteligning paa de enkelte Individer. Og Udgifterne have i det sidste Tiaar været stærkt stigende.

Købstædernes samlede Udgifter ere saaledes — bortsete fra Posten »Forøgelse af Aktiver« og fra en saa stor Del af Udgifterne til Alderdomsforsørgelse som dækkes af Statens Tilskud —, fra 6,29 Mill. Kr. i 1885 voxet til 8,97 Mill. Kr. i 1894 — altsaa en For-

øgelse af 2,68 Mill. Kr. i Løbet af 10 Aar. I samme Tidsrum have Indtægtsposterne »Forbrug af Aktiver < og »Optagne Laan« maattet forøges fra ca. 1,09 til 2,29 Mill. Kr., altsaa med 1,2 Mill. Kr., og desuagtet har man maattet forøge de paalignede Skatter fra 3,4 til 4,9 Mill. Kr. — altsaa med il^ Mill. Kr., en Forøgelse, helt og holdent falder paa Formue- og Lejlighedsskatten. At denne Stigning ingenlunde skyldes Tilvæxt, vil fremgaae deraf, at de personlige Skatter alene i Femaaret 1890—94 ere stegne fra 9 Kr. 76 Øre pr. Individ til 11 Kr. 45 Øre — altsaa ikke mindre end 17 pCt.

I Landdistrikterne udvise Sognekommunernes Udgifter ligeledes en betydelig Stigning i det sidste Tiaar. fra de to forannævnte Poster ere de stegne fra 13,89 Mill. Kr. i 1885 til 15,29 Mill. Kr. i 1894 — altsaa en Forøgelse af 1,4 Mill. Kr., medens Amtsrepartitionsfondenes Udgifter ere stegne fra 6,5 til 8,3 Mill. Kr. eller med 1,8 Mill. Kr., tils, altsaa en Forøgelse af 3,2 Mill. Kr. Ogsaa her gælder det, at den forøgede Udgift væsentlig har maattet dækkes ved en forøget Skatteligning paa de enkelte Individer eller Ejendomme (Stigning pr. Ind. 1890^— ₉₄ ca. 14 pCt.).

At Befolkningen har følt dette som et betydeligt Tryk, er naturligt. Sammenholder man imidlertid hermed,at ordinære løbende Indtægter i samme Tidsrum ere stegne fra 51,8 til 57,0 Mill. Kr. uden at den de Enkelte direkte paalignede Skat er stegen, saa at Stigningen, der væsentlig skyldes de indirekteAfgifter Indtægten af Statsbanerne, aldelesikke bleven følt som en stigende Skattebyrde eller et forøget Tryk, — saa vil man forstaa den Betydning,det

tydning,detfor et Samfund har at besidde Indtægter, der saa at sige stige af sig selv med Befolkningens Tilvæxt og Velstandens Forøgelse, og at der er ikke saa lidt Sandt i Prof. Falbe-Hansens bekendte Udtalelse,at har forbeholdt sig selv de Indtægter, der stige, og overladt Kommunerne de Udgifter, der stige. Medens den naturlige Følge af, at de Indtægter, som Kommunerne raade over, ikke i sig selv frembyde nogen synderlig Tendents til Stigning, har været den, at en Forøgelse af Udgifterne væsentlig har maattet dækkes ved en forøget Paaligning af Skat, er Ulempen herved bleven stærkt forøget derved, at man ved Paaligningenhar henvist til et Par enkelte Skatter sorn Basis for den forøgede Ligning, og det Skatter, som fra først af aldeles ikke have været beregnede paa at naa et saa stort Omfang eller overhovedet vedblivendeat til Basis for Paaligning. I Købstæderneer Formue- og Lejlighedsskatten, som efterhaanden er stegen til saadanne Procentsatser, at den er bleven overmaade trykkende for Skatteyderne. Men særlig føles de Uligheder i de Enkeltes Skatteansættelse,som Skat efter sin Natur lider af, og som man finder sig" i, naar Skatten kun er 2-^—3 pCt., ganske overordentlig, naar den stiger til 6, 8 å 10 pCt., I Landdistrikterne er ligeledes denne Skat voxet særdelesbetydeligt, den i 1885 kun udgjorde 3,0$ Mill. Kr., men i 1894 var voxet til 4,55 Mill. Kr., altsaaen af omtrent 50 pCt. i Løbet af et Tiaar,i Landbefolkningen kun er voxet meget übetydeligt.

Endnu uheldigere er det imidlertid, at de kommunaleHartkornsskatter
Siden heraf ere

voxede fra 10,70 Mill. Kr. i 1885 til 12,87 Mill. Kr. i 1894, altsaa en Stigning af 2,17 Mill. Kr. eller omtrent 20 pCt. Thi Hartkornet egner sig aldeles ikke til saaledesat Basis for ny Skattepaaligning. Medens de Ufuldkommenheder, der trods al den anvendte Omhu klæbede ved selve Hartkornsansættelsen, ingen Rolle spille og ingen virkelig Betydning have overfor Statsskatterne, der — med Undtagelse af 16 |i-Tillæget i 1868 — ingen Forandringer ere undergaaede, siden de paalagdes i Aarene 1840 og 1850, ere de i TidensLøb i den Grad forøgede ved den store og højst forskelligartede Udvikling, som henholdsvis Landbruget og de enkelte Landejendomme siden den Tid ere undergaaede, at de ere et overmaade utilforladeligtog Grundlag for nye Skatter eller — hvad der kommer ud paa ét hermed — Forhøjelse af de bestaaende. Enhver saadan ny Paaligning rammer derfor Skatteyderne højst ulige.

Men dertil kommer, at Udgifternes Stigning og dermed Skatternes Forøgelse er højst ulige i de enkelte Dersom nu Udgifterne kun repræsenterede kommunale Goder for Skatteyderne, havde denne Ulighed jo mindre at sige, idet Hartkornsejerne ogsaa turde forudsættes i disse Goder at faa Vederlag for deres forøgede Byrder. Men saaledes forholder det sig jo langtfra. Fattigvæsen og Skolevæsen, udgøre Hovedposterne paa Sognekommunernes ere for største Delen kun Byrder for Hartkornsejerne, og disse Byrder kunne for nogle Kommuner i langt højere Grad end for andre paa Grund af Forhold, som i og for sig ere Hartkornsbesidderne

Som Følge heraf udvise de kommunale Hartkornsskatter meget stor Ulighed i de forskellige Kommuner, i de forskellige Dele af Landet, men ofte dog ogsaa i ret nærliggende Kommuner, hvor derfor føles saa meget stærkere. Selv om man tager Hensyn til, at en Tønde Hartkorn heller ikke overalt har samme Værdi og at dens Værdi som Regel vil være størst i de Egne, hvor ogsaa Skattebyrden er højest, er Forskellen i sidstnævnte Henseende langt betydeligere end Forskellen imellem Hartkornets Værdi i de forskellige Egne og bliver Aar for Aar større. Medens saaledes Udskrivningen pr. Td. H. til baade Sognekommuner og Amtsrepartitionsfond i 1894 for Københavns Amtsraadskreds udgjorde i Gennemsnit ca. 55 Kr.; udgjorde den for den tilstødende Roskilde Amtsraadskreds knap 27^2 Kr. eller netop det Halve og i Præstø Amt lidt over 29 Kr. En tilsvarende Forskel man imellem Jyllands Amter, idet Gennemsnittet Hjørring Amt er over 30 Kr., for Ringkøbing ca. 15 Kr. Og gaar man mere i det enkelte, man, at Hartkornsskatterne til Sognet i Sjællands Stift udgjorde som Maximum 58 Kr., som Minimum 3 Kr. 84 Øre. I Jylland er Forskellen ikke fuldt saa stor, men man finder dog det samme Minimum et Maximum af 48 Kr. Skattebyrden til Sognet for en Tde. Hartkorn varierer saaledes fra 1 til 12 å 15, — medens Hartkornets Værdi varierer indenfor langt snævrere Grænser, vel næppe mere end fra 1 til 2.

Selv indenfor det samme Amt findes meget store
Variationer i Skattebyrden; saaledes i Frederiksborg
Amt fra 9 til 40 Kr., i Præstø Amt fra 3 Kr. 84 Øre

NationaJøkonomisk Tidsskrift. XXXV.

til 44 Kr.l Var det endda en faststaaende, engang for alle fastslaaet Skat, hvorom der her var Tale, vilde Trykket i Tidens Løb have jævnet sig igennem Ejendommenes men disse Skatter ere idel Forandring — og det da navnlig i Retning af Stigning. Medens der i 1885 var 121 Sogne, hvis Skattebyrde vare mindre end 10 Kr. pr. Td. H., var dette i 1894 kun Tilfældet med 56 Sogne; og medens der i 1885 kun var 29 Sogne, i hvilke Skattebyrden oversteg" 30 Kr., var dette i 1894 Tilfældet med ikke mindre end 116 Sogne. Og medens endnu i 1888 Skattebyrden i Københavns Amt ikke i noget Sogn oversteg 38 Kr. 40 Øre, var den fem Aar senere i det mest betyngede Sogn naaet op til 60 Kr.!

At der under disse Forhold trænges stærkt til en Reform af de kommunale Skatter, er übestrideligt, og det anførte viser ogsaa tilstrækkeligt, i hvilken Retningdenne maa gaa. Det gælder for det Første om i al Almindelighed at lette Skattebyrdenfor — og det saaledes, at en Fortsættelse af den hidtidige stadige Stigning af de kommunale Skatter formindskes. Men dernæst gælder det fuldt saa meget om at finde en anden Ordning af de kommunale Skatter, hvorvedman ensidig lægger Byrden paa et enkelt Skatteobjekt eller anvender en enkelt Skatteform utilbørligmeget. paa Grund af de Ufuldkommenheder,der ved enhver Skat, vil en overdreven Anvendelse af en enkelt Skat altid føre til en meget følelig Übillighed og Ulighed. Enhver Reform, der kun tager Sigte paa det Første, men ikke tilligepaa Sidste, maa derfor siges at være

forfejlet- men end mere forfejlet bliver den, naar den ikke engang løser den førstnævnte Opgave. Og det er netop dette, der, som nedenfor skal blive paavist, gælder om den ifjor forelagte Skattereform; Sagens Forelæggelse fortjener i og for sig Anerkendelse, men Forslaget løser ingen af de to Opgaver, der skulde løses.

III. Manglerne ved den af Regeringen foreslaaede Skattereform.

En Formindskelse af den kommunale Skattebyrde ved Statskassens Hjælp kan iværksættes paa to Maader — enten derved, at Staten overtager en Del af de kommunale Udgifter, eller derved, at den overlader Kommunen en Del af sip^ Indtægter. Begge Veje ere allerede forsøgte, og de i saa Henseende indvundne Erfaringer fortjene Paaagtning.

I 1884 besluttedes det, at Statskassen skulde overtage til Sindssygeanstalterne, der hidtil hvert Aar ved en særlig Ligning vare paalagte Kommunerne. Øjemedet med Overførelsen var dengang saa meget det, at skaffe Kommunerne en Lettelse, som det, at naa til Opførelse af en ny Anstalt, Udvidelse af de bestaaende, som ellers vanskelig kunnet sættes igennem. Men naar vi nu særlig staa overfor den førstnævnte Opgave, maa det erkendes, den paagældende Foranstaltning netop har vist sig at være et hensigtsmæssigt Middel til at befrie Kommunerne for stigende Beskatning. Thi medens Udgiften i det første Aar efter Overtagelsen 1885^—86 knap var 410,000 Kr., var den i 1896^— ₉₇ stegen til 665,000 Kr., — altsaa i 11 Aar en Stigning med over

6o pCt. Og hertil skulde da endnu lægges de Beløb, der ere medgaaede til Opførelse af en ny Sindssygeanstalt Udvidelse af de bestaaende, hvortil der i 1884^— ₉₇ er medgaaet 3,4 Mill. Kr. eller i aarligt Gennemsnit 260,000 Kr.

Det er da ogsaa den Vej, som Højre i sit Programaf har tilraadet at gaa, idet det tilsiger at ville »yde sin Medvirkning til, at de kommunale Skatternedsættes Statens Overtagelse af Delinkventomkostningerneog Oprettelsen af et særligt Statspoliti«.Hertil maaske føjes Udgifterne til ThingogArresthuse Retsvidner, der jo hænge nær sammen med Retsplejen, som dog er Statssag. Ogsaa her drejer det sig om Udgiftsposter, som ere voxende: Delinkventomkostningerne og de sidstnævnte Udgifter tiis. udgjorde for Amtsrepartitionsfondene i 1885^—86 knap 370,000 Kr., men i 1894^—95 ca. 437,000 Kr., altsaaen af over 18 pCt. Ogsaa AmtsrepartitionsfondenesUdgifter Politiassistenter og Politibetjentehave stigende om end i mindre Grad. end de vilde have været, dersom de ikke i Aarene 1885 —91, da Gendarmeriet bestod, havde kunnet holdes omtrent uforandrede; men de ere dog stegne fra 192,000 Kr. i 1890—91 til 228,000 Kr. i 1894^—95, — altsaa i fire Aar en Stigning af ligeledes over 18 pCt. (I Købstæderne ere Udgifterne til Rets- og Politivæsen stegne fra ca. 399,000 Kr. til c. 482,000 Kr. — altsaa over 20 pCt.) Men her maa det vel erindres, at vort Politivæsen rundt om i Landet er højst utilfredsstillende og lader overordentlig meget tilbage at ønske. Retssikkerhedener Gendarmeriets Ophævelse i afgjortTilbagegang, daglig bringe Aviserne Meddeleiserom

eiseromOverfald og Vold, som kun i meget ringe Grad tør ventes at ville holdes i Skranker ved de overmaade lempelige Bestemmelser i den saakaldte »Bøllelov«. Dersom vi virkelig skulle kunne færdes i i Fred paa vore Veje og Gader, vil det være absolut nødvendigt, at der i den nærmeste Tid tilvejebringes et langt mere virksomt Politi, end det højst mangelfulde,Landet har. Ved at tage denne Udgift til et forbedret Politivæsen paa sine Skuldre vil Staten derfori Grad bidrage til at forskaane Kommunerne for en stærkt stigende Udgiftspost.

Det er saaledes en meget praktisk og af Erfaringer Vej, som Højre i sit Program har anvist ikke blot at skaffe Kommunerne en øjeblikkelig men ogsaa befri dem for en Udgift, der kan forudses at ville voxe ret betydeligt. Og det er den samme Vej, som Regeringen har fulgt i sit i ,Oktb. 1895 forelagte Forslag til en Skolelov; de betydelige som denne strax ved sin Gennemførelse medføre, nemlig noget over r Mill Kr., foresloges af Statskassen, som derhos skulde overtage Beløb af c. 420,000 Kr., der hidtil af Kommunerne udgivet til bestaaende Lærerembeder, hvorhos den væsentlige Del af den Stigning i Udgifterne til disse, som senere maatte indtræde, vilde falde paa Statskassen.

Ogsaa den anden Vej har man prøvet: at lade Staten overlade Kommunerne Noget af sin Aarsindtægt.Dette ved Lov 8. Maj 1894, hvorefter Statskassen gav Landkommunerne et Tilskud af 600,000 Kr., som skulde fordeles imellem Amtskommunerne efter Hartkorn, København og Købstæderne af 2C0,000

Kr., som skulde fordeles efter Folketal, samt ved Lov 10. April 1895, der forhøjede det sidstnævnte Beløb til 250,000 Kr. og desuden særlig bevilgede 15,000 Kr. til Handelspladserne, hvorhos den forandrede Fordelingsgrundlagetfor Vedkommende. Men denne Vej viste sig langt mindre tilfredsstillende, og man har ikke senere gentaget den.

Desuagtet er det i Realiteten den i førstnævnte Lov fulgte Vej, som det nu foreliggende Regeringsforslag slaaet ind paa, for saa vidt som det gaar ud paa, at Statskassen aarligt ofrer 782,000 Kr. til Fordeling Kommunerne efter Hartkorn; Forskellen nærmest kun den, at København og Købstæderne dette Forslag — Intet faa!

Formelt gaar Forslaget ganske vist betydeligt videre, det gaar ud paa at overdrage Kommunerne en Del af de direkte Statsskatter til et Beløb af 5,9 Mill. Kr. Men dette er, som strax nærmere skal blive paavist, en ren Øjenforblændelse, der kun vil berede Kommunernes Indbyggere en Skuffelse; thi med Undtagelse de nævnte 782,000 Kr. skulle de betale Statskassen Beløbet tilbage under en anden Form — en ny Statsskat paa Indkomst og Formue.

Se vi imidlertid foreløbig bort herfra og blive staaende ved Overdragelsen af de 5,9 Mill. Kr. til Kommunerne, vil det strax ses, at naar man fastholder, at Opgaven først og fremmest er den at faa sat en Stopper for den stadige Stigning af Kommuneudgifterneog for den Ulighed og Übillighed, som heraf følger for Forholdet imellem Skatteyderne indbyrdes, saa bliver den saaledes foreliggende Opgave aldeles ikke løst. Man giver Kommunerne—

erne—for saa vidt man kan skelne disse fra Kommunebeboerne— Gang for alle en Lettelse, svarendetil angivne Beløb. Men derefter begynder strax igen den aarlige Stigning i Skatterne, da Udgifterneforblive samme og deres Tendents til fortsat Stigning er uforandret. Hvad det gjaldt om, var netop at give Kommunerne en af sig selv sukcessivt voxende Indtægt, der saa nogenlundekunde Skridt med de voxende Udgifter. Men istedet giver man Kommunerne Indtægtsposter,der endnu mere fixe og uforanderlige end de, som de alt raade over, Skatter med et engang for alle fastslaaet Beløb.

Det er derfor ogsaa til at forudse, at man ikke kan blive staaende ved dette Skridt. Om faa Aar vil man atter staa overfor ganske de samme Ulemper som nu, de samme Klager over Hartkornsskatternes stadige Stigning, og der vil da rejse sig høje Raab om at faa det Restbeløb af de direkte Skatter udleveret, som Staten har forbeholdt sig. Og det vil blive overmaade for Staten at modsætte sig denne Fordring, naar den først har erkendt, at disse Skatter nok saa naturligt tilfalde Kommunerne som Staten. Den foreslaaede »Overgang af en Del af de direkte Statsskatter til Kommunerne« er derfor ogsaa allerede fra dette Synspunkt ret betænkelig.

Finansminister Hør ring har da ogsaa under Forhandlingernei gjort gældende, at det er en Misforstaaelse, at selve Skatterne for en Del skulle gaa over til Kommunerne, det er kun en Del af Udbyttetaf der overføres til Kommunerne. Saaledeskan hverken Lovforslagets foran citeredeTitel

edeTiteleller dets § i forstaas. Dog, Udtrykkene kunne naturligvis ændres i den af Finansministeren antydedeRetning. hvorfor skal man da overhovedet nævne disse Skatter og tage nogle aldeles vilkaarlige Brøkdele af dem istedenfor at overlade Kommunerne et vist bestemt Beløb af Statsindtægterne, uden særlig Angivelse af, hvorfra Staten faar denne Indtægt?

Anvisningen paa de direkte Statsskatter er ikke begrundet deri, at man derved havde et naturligt bestemt som Staten vilde give Afkald paa; thi Begrænsningen til 1/₃ af Gammelskatten og 3/₄ af Bygningsafgiften i den Grad vilkaarlig, at man endog spørger: Hvorfor just disse Brøker? Der er da ogsaa kun én Grund til særlig at pege paa disse Skatter, nemlig den, at man dermed har givet en Regel for Fordelingen af det samlede Beløb imellem Kommunerne; enhver af dem faar det Beløb, som falder indenfor dens Omraade.

Er da denne Fordelingsbasis saa heldig, at der er Grund til for dens Skyld at gaa til en Overførelse af de direkte Skatter til Kommunerne, for hvilken iøvrigt Intet særlig taler? Nej, paa ingen Maade! Den er tværtimod saa afgjort uheldig, som vel mulig, idet den saa langt fra fordeler Beløbet i Forhold til, som der er Trang til og Grund til at komme vedkommende Kommune Hjælp, at den tværtimod giver forholdsvis til de Kommuner, der trænge mindst til Hjælp, og forholdsvis lidet til de Kommuner, Nødstilstand er den egentlige Grund til den hele Foranstaltning.

Det er da ogsaa klart, at, naar de to Formaal,
som en kommunal Skattereform maa have, ere dels
det, at skaffe Kommunerne en med Udgifternes Stigen

parallelt stigende Indtægt, dels det, at fjerne den store Ulighed i Hartkornets Skattebyrde imellem de enkelte Kommuner indbyrdes, er en Fordeling, der giver alle Kommuner et og det samme Afslag pr. Td. Hartkarn*), saa absolut forfejlet, som vel muligt. Thi istedenfor at udjævne Uligheden, gøres denne i Virkeligheden endnu større. Naar saaledes Udskrivningenpr. Hartkorn, saaledes som i 1894^— _95, i Københavns Amtsraadskreds udgjorde 24 Kr., i Præstø Amt derimod knap 10 Kr., og der ved Overdragelseaf /3 af Gammelskatten gives dem begge det samme Afslag af c. 4x4^x/₂ Kr. pr. Td. Hrtk., saa at der i den første bliver at udskrive hen ved 20, i den sidste knap 6 Kr., bliver Forskellen kun endnu mere følelig end før. Og i Sognekommunerne, hvor Forskellen er langt større, vil Uligheden i den Lettelse, de faa ved Overførelse af Land- og Ligningsskatten, blive endnu langt føleligere. Medens Hartkornet ide Sognekorn« muner i Præstø Amt, hvor der kun paalignes 3—4 Kr. pr. Td. H., omtrent bliver skattefrit, vil en Lettelse af dette Beløb være omtrent umærkelig i de 116 Sogne i Landet, hvor der nu paalignes fra 30 indtil henimod

---

*) Der er her ikke taget Hensyn til de i denne Sammenhæng mindre væsentlige Modifikationer, som ville fremkomme dels derved, at Gammelskatten ikke staar i direkte Forhold til det nye Hartkorn, dels og fornemmelig derved, at en Del af„det til Kommunen overførte Beløb vil blive anvendt til Nedsættelse af Formue- og Lejlighedsskatten, hvilket vil ske i forskelligt Omfang i de forskellige Kommuner (jfr. Landsthingstidende for 1897^—98 Sp. 649^—51); thi der er al Grund til at tro, at disse Modifikationer, der ville føre til et noget forskelligt Afslag pr. Td, Hartkorn i de enkelte Kommuner, i Reglen ville føre til at forværre Forholdet ved at give det mest bebyrdede Hartkorn absolut taget en ringere Lettelse end det lidet be. byrdede Hartkorn.

6o Kr. pr. Td. H. M. a. O.: de Kommuner, der slet ikke ere betyngede og slet ikke trænge til Lettelse, faa en meget betydelig Lettelse, de derimod, der ere overbebyrdede og for hvis Skyld den hele Skattereform sættes i Scene, faa en højst übetydelig og næsten umærkelig Lettelse.

At Regeringen er slaaet ind paa denne højst uheldige og aldeles irrationelle Vej, er saa meget uforklarligere, som baade den og Rigsdagen efter at have prøvet denne Vej have forkastet den som uheldig. Det er jo nemlig den Fordelingsbasis,somman 1894 valgte for det Statsbidrag af 600,000 Kr., som da tilstodes Land-Kommunerne. Men i 1895 opgav man denne Fordelingsbasis som aldeles ufyldestgørende og fordelte Beløbet i Forhold til Kommunernes gennemsnitlige Udgift til Vejvæsenet. Om just denne Fordelingsbasis var den rette, kan sikkert omtvistes; thi netop Udgiften til Vejvæseneterjo en af de kommunale Udgifter, som i ikke ringe Grad har Betydning og er til Fordel for vedkommende Kommunes Hartkornsbesiddere. Men det, som giver disse særligt Krav paa en Lettelse, er, at Forhold, hvorover de ikke ere Herrer, paaføre dem betydeligeUdgiftertil som fortrinsvis komme andre Samfundsklasser til Gode. Det er særligdisseUdgifter, til Fattigforsørgelse, til JustitsogPolitivæsen,tildels som trykker paa de haardt betyngede Kommuner*) og som tillige ere stærkt

---

*) Naar det under Forhandlingerne om Skattelovene oftere er ble ven udtalt, at Staten ved Loven om Alderdomsunderstøttelsen paaført Kommunerne en Udgift, som nu giver dem Krav paa Hjælp, gælder dette kun for Københavns ogKøbstædernes Vedkommende. Den af Statistisk Bureau herover anstillede Undersøgelse, hvis Hovedresultater findes meddelte som Bilag til den af Folkethingsudvalget om Alderdomsunderstøttelsessagen Beretning (Rigsdagstid. Tillæg B Sp. 3103^—10), konstaterer følgende Hovedresultat: »Alderdomsunderstøttelsen i 1894 kostet 3,₂ Mill. Kr., og heraf har Staten betalt de 1,600,000 Kr., medens de øvrige 1,600,000 Kr. ere faldne paa Kommunerne, nemlig med ca. 1 Mill. Kr. paa Landkommunerne, ca. 300,000 Kr. paa Købstæderne og ca. 300,000 paa København. Da imidlertid Kommunernes samlede absolute Nedgang i de ordinære Fattigudgifter fra det Aar, da Udgifterne vare højest, indtil Aaret 1894 udgør 885,000 Kr., er saaledes langt over Halvdelen af de 1,600,000 Kr. dækket paa denne Maade. Men tager man Hensyn til den Stigning, Fattigvæsenet alle andre Udgifter maatte formodes at være Genstand for, og tager man Tilvæxten i det sidste Femaar før Loven som Udgangspunkt, — en Tilvæxt, der viser sig fra 1886_{— 90} overalt at have udgjort ca. 1/₈ —, kommer man til, at Fattigudgifterne uden Loven vilde have været 1,644,000 Kr. større i 1894, end de nu ere, saa at Kommunerne i Virkeligheden ingen Udgiftsforøgelse have haft i Anledning af Loven, snarere en Indtægt. Gaar man for en Sikkerheds Skyld Middelvejen imellem de to nævnte Beløb — de 885,000 og de 1,644,000 Kr. —, og deler man atter Kommunerne i Grupper, faar man som Resultat, at Landkommunernes Besparelse i Fattigudgifter som Følge af Loven i hvert Fald har udgjort I Mill. Kr., hvad der betyder Dækning af hele deres Udgift til Alder domsunderstøttelsen, — at Københavns Besparelse ca. 150,000 Kr., der er lig Dækning af dens halve Udgift dertil, — og at endelig Købstædernes Besparelse ca. 100,000 Kr., d. v. s. Dækning af ca. en Trediedel af deres Udgifter til Alderdomsunderstøttelsen.«

stigende, og man vilde naa til et langt rigtigere Resultatvedat Hensyn til disse Udgifters Beløb end ved at gaa efter Hartkornet og give dette det samme ensformige Afslag overalt. Der var da heller intet Menneske, der, dengang Alderdomsunderstøttelseslovenblevvedtagen, paa at fordeleStatensBidrag efter Hartkornet, men man

---

*) Naar det under Forhandlingerne om Skattelovene oftere er ble ven udtalt, at Staten ved Loven om Alderdomsunderstøttelsen paaført Kommunerne en Udgift, som nu giver dem Krav paa Hjælp, gælder dette kun for Københavns ogKøbstædernes Vedkommende. Den af Statistisk Bureau herover anstillede Undersøgelse, hvis Hovedresultater findes meddelte som Bilag til den af Folkethingsudvalget om Alderdomsunderstøttelsessagen Beretning (Rigsdagstid. Tillæg B Sp. 3103^—10), konstaterer følgende Hovedresultat: »Alderdomsunderstøttelsen i 1894 kostet 3,₂ Mill. Kr., og heraf har Staten betalt de 1,600,000 Kr., medens de øvrige 1,600,000 Kr. ere faldne paa Kommunerne, nemlig med ca. 1 Mill. Kr. paa Landkommunerne, ca. 300,000 Kr. paa Købstæderne og ca. 300,000 paa København. Da imidlertid Kommunernes samlede absolute Nedgang i de ordinære Fattigudgifter fra det Aar, da Udgifterne vare højest, indtil Aaret 1894 udgør 885,000 Kr., er saaledes langt over Halvdelen af de 1,600,000 Kr. dækket paa denne Maade. Men tager man Hensyn til den Stigning, Fattigvæsenet alle andre Udgifter maatte formodes at være Genstand for, og tager man Tilvæxten i det sidste Femaar før Loven som Udgangspunkt, — en Tilvæxt, der viser sig fra 1886_{— 90} overalt at have udgjort ca. 1/₈ —, kommer man til, at Fattigudgifterne uden Loven vilde have været 1,644,000 Kr. større i 1894, end de nu ere, saa at Kommunerne i Virkeligheden ingen Udgiftsforøgelse have haft i Anledning af Loven, snarere en Indtægt. Gaar man for en Sikkerheds Skyld Middelvejen imellem de to nævnte Beløb — de 885,000 og de 1,644,000 Kr. —, og deler man atter Kommunerne i Grupper, faar man som Resultat, at Landkommunernes Besparelse i Fattigudgifter som Følge af Loven i hvert Fald har udgjort I Mill. Kr., hvad der betyder Dækning af hele deres Udgift til Alder domsunderstøttelsen, — at Københavns Besparelse ca. 150,000 Kr., der er lig Dækning af dens halve Udgift dertil, — og at endelig Købstædernes Besparelse ca. 100,000 Kr., d. v. s. Dækning af ca. en Trediedel af deres Udgifter til Alderdomsunderstøttelsen.«

satte det i direkte Forhold til hver enkelt Kommunes Udgift i dette Øjemed. Selv om man ikke vil følge den samme Vej, hvad forskellige Omstændigheder kunne tale imod, burde der dog ganske sikkert tages i alt Fald noget Hensyn til Udgifternes Størrelse. Dette vilde ogsaa allerede ske ved at tage Folketallet med i Betragtning, fordi de her omhandlede Udgifter netop staar i et vist Forhold dertil — i alt Fald langt mere end til Hartkornet. En kombineret Maalestok — en Fordeling dels efter Hartkornet, dels efter Folketal og dels efter visse kommunale Udgifter, turde maaske, naar Alt kommer til Alt, give det bedste og rigtigste Resultat. Den er ganske vist ikke saa nem en FordelingsbasissomHartkornet, men det er jo dog heller ikke Nemheden, det i første Linie kommer an paa, naar det gælder om at fjerne en Ulighed og Übillighed og at gennemføre et Retfærdighedskrav.

Naar man erkender, at en Fordeling efter Hartkorn ikke fyldestgør det Formaal, der skal naaes, saa falder dermed det sidste — og eneste — Hensyn, som taler for en Overførelse af de direkte Statsskatter til Kommunerne. Thi det var kun, fordi de af sig selv let og naturligt fordelte sig efter Hartkorn, der var Grund til at udpege netop disse Statsindtægter Bortgivelse, — medens meget Andet taler imod at bortgive disse Statens sikreste og bedste Indtægter.

Planen om Overførelse af en Del af de direkte Statsskatter til Kommunerne løser saaledes ikke en eneste af de Opgaver, som det gælder om at løse. Den giver ikke Kommunerneden sig selv naturligt og stadigt voxende

Indtægt, hvortil de trænge, og den fjerner ikke den Ulighed i Skattebyrde, som nu er saa følelig, — den forøger den tværtimod. Den fører paa ingen Maade til den saa meget attraaede Fixering af Hartkornsskatterne,idet tværtimod efter Overførelsen fremdelesville ligesom før — kun fra et noget lavere Udgangspunkt end det i Øjeblikket givne, — og stige netop i s?.mme Forhold og Omfang — og med samme Uligelighed som før. Den hele Plan om ad denne Vej at skaffe Kommunerne den efterspurgte Lettelse maa derfor for en mere indgaaende og omfattende Betragtningstaa ganske forfejlet; og end mere maa den siges at være dette, naar den skal betragtes som en Reform af det kommunale Skattevæsen; thi alt det, der skulde reformeres, forbliver ganske uforandret, som det er.

Dersom Forholdet var det, at Statskassens finansielle var saa god, at den uden Erstatning kunde afgive henved 6 Mill. Kr. aarlig til Kommunerne, vilde det Spørgsmaal vel fremdeles gøre sig gældende, om det var rigtigt at fastslaa en saadan Gave for bestandig, om en Fordeling deraf netop i Forhold til Hartkornets Størrelse i hver Kommune var den rette; men det vilde under alle Omstændigheder være givet, at der bødes Kommunerne en meget betydelig Lettelse. Men saaledes forholder Sagen sig jo aldeles ikke. Forslagene ud paa, at der skal gives Statskassen Erstatning, denne foreslaas givet ved en permanent Indkomst- og Formueskat til Staten. Herved bliver den hele Ordning endnu mere besynderlig.

Kommunerne trænge til en Indtægt, der afsig selv voxer, for derved at faa nogen Modvægt mod de stadigt voxende Udgifter; Statskassen derimod er saa heldig, at dens Indtægter snarest voxe stærkere, end de løbende Udgifter i alt Fald behøve at voxe. Man foreslaar da at paalægge Befolkningen en ny Skat, som efter sin Natur kan forudsættes at ville voxe Aar for Aar, — men denne Skat overlader man ikke Kommunerne, som netop trænge til den, men derimod til Statskassen, som ikke trænger til den, — og lader saa Statskassen til Gengæld overlade Kommunerne nogle Skatter af den Art, de netop have, Skatter, der ikke voxe, og hvorved de bestaaende Ulemper altsaa ikke i mindste Maade afhjælpes. Der, hvor der trænges til en Reform, reformerer man ikke; man sætter kun en Hartkornsskatistedenfor anden Hartkornsskat, ja, man lader endog denne übevægelige Skat afløse en Del af den dog altid mere bevægelige Formue- og Lejlighedsskat (thi Meningen er jo dog ikke, at denne skal opkræves uforandret trods Overførelsen af de ca. 6 Mill. Kr. til Kommunerne). Derimod reformerer man, hvor der ingen Trang er dertil, idet man benytter Lejligheden til at lade Statskassen ombytte en faststaaende, uforanderligSkatteindtægt en anden, der forudsættesat give en stadigt voxende Indtægt*). Det

---

*) Naar jeg under Sagens Behandling i Folkethinget udtalte mig stærkt imod denne Forandring og ansaa den for ret betænkelig for Statskassen, var dette grundet paa den Formening, at Indkomst og Formueskatten snart vilde fremkalde saa megen Uvilje i Befolkningen, at det vilde vise sig vanskeligt at opretholde Den almindelige Begejstring, der nu synes at være for en saadan Skat, har vel ikke betaget mig min Tro paa en snarlig Misfornøjelse med den, saasnart den har gjort sin Ind- træden i Praxis; men de, der have foreslaaet eller stemt for Skatteforandringen, nære jo ingen saadan Bekymring, og for dem maa derfor Resultatet stille sig som ovenfor angivet.

er en lidet tilfredsstillende Maade at gennemføre en Reformaf
kommunale Skatter paa.

Dersom man simpelt hen havde indskrænket sig til at foreslaa en Lov om Indførelse af en kommunal Indkomst og Formueskat, hvis Udbytte direkte skulde anvendestil af Hartkornsskatterne, vilde man ganske anderledes sikkert og klart naaet sit Maal: en Lettelse af Hartkornet og en Omlægning af Skattebyrden, der fordelte den mere ligeligt efter Skatteydernes Evne. Naar Statskassen ved Siden heraf gav Landkommunerne de 782,000 Kr. aarlig, som det nu foreslaas at lade den give dem uden at give København og Købstæderne noget tilsvarende Beløb, vilde man i Virkeligheden naa det Resultat, man nu ønsker at naa, paa en langt sikrere og virksommere Maade. Det vilde staa klart for Befolkningen, hvad det Hele drejer sig om, hvad og hvor meget Kommunerne faa af Staten, samt hvilke Skatteydere der vilde faa en Lettelse og hvilke der vilde faa en forøget Skattebyrde. Den nu foreslaaede > Bytten Gaarde«, hvorved Staten overlader Kommunerne en af sine Skatter imod at paalægge Kommunernes Beboere en ny Skat til Staten, og hvorved Staten paatagersig opkræve den Skat, som Kdmmunerne skal have (jfr. Skatteomlægningslovens § 2), medens Kommunenpaaligner opkræver den Skat, som Staten skal have (jfr. Indkomstskatlovens §§ 17^{— 18} og § 38), kan kun have den Virkning at gøre den hele Reform saa uklar, uoverskuelig og uforstaaelig for Befolkningen, at den vækker Illusioner og fremkalder Skuffelser,

---

*) Naar jeg under Sagens Behandling i Folkethinget udtalte mig stærkt imod denne Forandring og ansaa den for ret betænkelig for Statskassen, var dette grundet paa den Formening, at Indkomst og Formueskatten snart vilde fremkalde saa megen Uvilje i Befolkningen, at det vilde vise sig vanskeligt at opretholde Den almindelige Begejstring, der nu synes at være for en saadan Skat, har vel ikke betaget mig min Tro paa en snarlig Misfornøjelse med den, saasnart den har gjort sin Ind- træden i Praxis; men de, der have foreslaaet eller stemt for Skatteforandringen, nære jo ingen saadan Bekymring, og for dem maa derfor Resultatet stille sig som ovenfor angivet.

medens det er ganske umuligt for Nogen at forudse, hvilke finantsielle Resultater den vil give henholdsvis Stat og Kommune. Den hele »Reform« bygger paa den Fiktion, at Statsskatteydere og kommunale Skatteydereere forskellige Slags Mennesker, saa at det bliver en Fordel for den ene Klasse, at man lægger en Del af dens Skattebyrde over paa den anden Klasse, medens Sandheden er den, at tildels de samme Personer udrede begge Skatter af den samme Lomme, og at det vil være disse ganske ligegyldigt, at de slippe for at betale lidt af den hidtidige Skat til Kommunen, naar de samtidig skulle svare akkurat lige saa meget — maaske endog lidt mere -- i Skat til Staten.

IV. Hvad der bør og hvad der kan gøres.

Som alt antydet deler det foreliggende Spørgsmaal sig i to Hoveddele: i) Tilvejebringelse af en Nedgang i den kommunale Skattebyrde ved Statens Hjælp, og 2) en Omordning af det kommunale Skattevæsen, hvorved bestaaende Uligheder i de Enkeltes Skattebyrder eller dog formindskes og det stærkt bebyrdede saa vidt mulig ophører at være Basis for Paaligning af nye eller forøgede Skatter. Det er navnlig det første Punkt, som her er Genstand for vore Undersøgelser, og det vilde føre for vidt her at komme nærmere ind paa Enkelthederne i en kommunal vi skulle derfor med Hensyn hertil blot angive de Hovedpunkter, som det paa dette Omraade gælder om.

1. Enhver Virksomhed, som foregaar i en
Kommune, bør ogsaa yde Skat til denne, selv

om denPaagældende ikke bor der. Da dette allerede er Tilfældet for Landejendomsbesidderes Vedkommendeigennem kommunale Hartkornsskat, er det de øvrige borgerlige Næringer, som det gælder om paa denne Maade at beskatte, og særlig den Virksomhed,som af Aktieselskaber.

Landstinget har alt for sit Vedkommende søgt at ordne dette Forhold, og Regeringen har fuldtud tiltraadtdet Tinget vedtagne Lovforslag, idet IndenrigsministerHør i Oktober 1896 forelagde Folketingetet enslydende Forslag til Lov om Afgift af Næringsvirksomhed i visse Tilfælde. Forslaget gaar ud paa. at. naar en Person i en Kommune,i han ikke har skattepligtigt Ophold, driver Haandværks , Fabriks-, Handels- eller anden dermed beslægtet Næringsvirksomhed, saasom Vexellerer- og Bankvirksomhed, Agenturvirksomhedeiler ved Forsikring mod Præmie eller Virksomhed ved Befordring af Personer eller Gods eller Beværternæring, skal han for saadan Næring svare en Afgift til Kommunens Kasse, der af Ligningsmyndigheden under Hensyn til vedkommende Erhvervs Betydning og Omfang bestemmes for et Aar ad Gangen til fra 10 Kr. til 1200 Kr. aarlig, dog ikke over 3 pCt. af Nettoindtægten. Herved vil altsaa en Nettoindtægt af saadan Virksomhed af indtil 40,000 Kr. kunne rammes med .3 pCt. — Derhos bestemmes, at her i Landet hjemmehørende Aktieselskaber og andre Selskaber med begrændset Ansvar samt Kommanditaktieselskaber,som Næringsdrift eller paa anden Maade søge Erhverv, skulle svare 3 pCt. aarlig af deres Nettoindtægt, ligesom ogsaa Forbrugs- og

Produktions foreninger samt andre kooperative Foreninger, naar Virksomheden udstrækkes ud over Medlemmernes Kreds. Den her omhandlede Beskatning rammer endelig ogsaa Selskaber og Foreninger, der ere hjemmehørende i Udlandet.

Ved disse Bestemmelser vilde de to Hovedmangler ved den nugældende kommunale Beskatning fjernes, at Kommunens Beboere maa konkurrere med Virksomhederaf Art som deres egen, der ere ganske fritagne for Skat til Kommunen, og at Aktieselskaber ligeledes ere fritagne for saadan Skat, hvad der særlig i vor Tid faar Betydning, da saa mange industrielle og kommercielle Foretagender, der tidligere dreves af en enkelt Person, saaledes endog Skræderetablissementerog Haandværksforretninger saa vel som almindelige Butiksudsalg, gaa over til at blive Aktieselskaber, i hvilke ofte kun nogle ganske faa Personerere men hvorved Virksomheden delvis bliver fritagen for Skat. Lovforslaget indeholder saaiedes alt det, der altid er bleven betragtet som Hovedsagen i en eventuel Lov om mellemkommunal Beskatning", medens det under de mangeaarige F"orhandlingerom saadan Lov har vist sig, at den iøvrigt er ganske uigennemførlig, fordi Grundlaget for den kommunale Beskatning er saa højst forskelligt i Byerne og paa Landet. Om der end naturligvis i det Enkelte kan være Tale om Modifikationer, særlig med Hensyn til Skattens Ansættelse, betegner det af Landstingetvedtagne derfor sikkert den eneste Vej, ad hvilken Kommunerne kunne vente at faa deres mangeaarige Ønske om en Beskatning af Aktieselskaber og af udenbys Boende opfyldt og dermed en ny

Skatteindtægt, som kan medføre en Lettelse for de
nuværende Skatteydere.

Desuagtet har Folketinget ladet Lovforslaget henligge efter en første Behandling, der just ikke viste nogen velvillig Stemning overfor Forslaget. Venstrereformpartiets fastholdt det gode gamle Venstrekrav: eller Intet; naar han ikke kunde faa den Lov, som sytten Aars Forhandling har vist det umuligt at opnaa Enighed om, vilde han ikke have denne Lov. Og det moderate Venstres Isører brød sig ikke om den, naar han ikke kunde faa de Hartkornsejere, der ikke bo i Kommunen, til at betale personlig" Formue og Lejlighedsskat, uagtet det er indlysende, at den Side af dens Forhold, som alene vedkommer den Kommune, hvori de ikke bo, er deres Landbrugsvirksomhed, de betale Skat i Form af Hartkornsskat.

Det foreliggende Lovforslag er utvivlsomt et væsentligt til en Reform af det kommunale Skattevæsen indeholder i hvert Fald Løsningen af den her nævnte Del af Opgaven; men den Mangel paa Interesse, som Folketinget har vist det, varsler kun lidet godt for en saadan Reforms Gennemførelse.

2. Der bør sættes en fast Grændse for Hartkornets Beskatning, og det saaledes, at der samtidig opnaas større Ligelighed i Hartkornets i de forskellige Kommuner.

Uden at komme nærmere ind paa den Maade, hvorpaa en saadan Fixering af Hartkornsskatterne bør søges naaet, skulle vi kun bemærke, at det maa fastholdes,at er det overbebyrdede Hartkorn,

som det gælder om at skaffe dels Lettelse, dels Sikkerhed imod en yderligere Bebyrdelse, medens der ingen særlig Grund er til at lette Hartkornet i de Kommuner, hvor dets Skattebyrde kun er forholdsvis ringe. Opgaven skulde jo netop ogsaa være den at skaffe større Lighed i Hartkornets Beskatning hele Landet over. Der er saaledes næppe særlig Grund til at skaffe de 264 Sognekommuner, i hvilke de kommunale Hartkornsskatter i 1894 ikke naaede 15 Kr. pr. Td., nogen Lettelse, og der er næppe samme Grund til at sætte en absolut Stopper for en stigende Skattebyrde i de 294 Kommuner, hvor de ikke var naaet op til 20 Kr. pr. Td. H., som i de 116 Kommuner, hvor de oversteg 30 Kr. En ganske ensformig Fixeringsregel for hele Landet vilde saaledes næppe være paa sin Plads undtagen som en Maximumsgrændse, ud over hvilken der ikke kan gaas i nogen Kommune; men der kunde sikkert være Grund til at sætte selv denne Maximumsgrændse lidt lavere i én Del af Landet end i en anden under Hensyn til Hartkornets forskellige Værdi i de enkelte Landsdele.

3. Det er ikke blot Hartkornsskatterne, men ogsaa Formue- og Lejlighedsskatten, for hvis Størrelse og fortsatte Stigning der bør sættes en Grændse. En Skat, der i den Grad som denne er prisgiven til Ligningskommissionens Vilkaarlighed og hvor det efter Forholdets Natur er den Enkelte umuligt at værge sig imod en übillig Ansættelse, bør ikke stige til saadanne Procentsatser, at Uligheden og Übilligheden kan antage meget store Dimensioner. Og lige saa lidt som det er heldigt, at Hartkornsejerne blive altfor uligeligt beskattede i hinanden nærliggende Kommuner,

lige saa lidt er det heldigt, at den personlige Skatteydelsegør By eller Landkommune til et meget dyrere Opholdssted end en anden. I al Almindelighed tør det vistnok siges, at 5 pCt. er en Grændse, som denne Skat ikke burde kunne overstige, medens den nu i adskillige Købstæder naaer op til 6 å 8 pCt. og derover.

I nær Forbindelse hermed staar Fordringen om faste Vedtægter for Paaligning af Formue- og Lejlighedsskat. Nu er Paaligningen ganske overladt Ligningskommissk nærernes Forgodtbefindende, og Klagerne over disses Vilkaarlighed og Ansættelsernes Übillighed ere mange. Og Skatteyderne staa ganske værgeløse overfor al denne Vilkaarlighed; saa længe der ingen Vedtægt er, kan en Paaanke aldeles Intet nytte; man er simpelt hen retløs. Dette er udtrykkelig af afd. Indenrigsminister Ingerslev, der saa nøje kendte disse Forhold, og selve Fordringen om Indførelse af Vedtægter blev saa stærkt og dygtigt under Folketingets Forhandlinger ifjor gjort gældende og Vigtigheden af denne Reform saa stærkt fremhævet af Direktør Bramsen, at jeg her ganske kan henholde til hans Udtalelser derom*).

For at kunne gennemføre de to sidste Foranstaltningervil være nødvendigt, at Staten kommer Kommunerne til Hjælp enten ved at overtage nogle af de dem nu paahvilende Udgifter eller ved at overladedem af sine Indtægter eller endelig paa begge Maader. Vi vende os hermed til den Del af

---

*) Se Folketingstidenden f. 1896^— ₉₇ Sp. 5981^—87 og 6009—13.

Spørgsmaalet, som er den egentlige Genstand for vor
Undersøgelse.

i) At Staten bør overtage nogle af de Kommunerne paahvilende Udgifter, er allerede anerkendt ved det Rigsdagen foreliggende Skolelov forslag. Det gaar, som alt nævnt, ud paa, at Staten overtager Udgiften til de Lønningstillæg til Lærere og Lærerinder, som Lovforslaget vil tillægge dem, til et samlet Beløb af noget over 750,000 Kr. aarlig til Kommuner udenfor København, hvortil kommer 170,000 Kr. til Københavns Kommune nærmest til samme Formaal- at den endvidere Købstæderne og Landkommunerne for et Beløb af ca. 424,000 Kr. af de dem nu paahvilende Udgifter, for at de dermed kunne dække Udgiften til det forøgede Antal Lærere, som Loven kræver, samt at den endelig overtager ca. 140,000 Kr. af de nu Skolefondene paahvilende Udgifter. M. a. O.: det er et samlet Beløb af henved 111¹/₂ Mill. Kr., som den paatænkte Forbedring af Skoleforholdene udkræver, og dette Beløb vilde det ved Fastholden af, at Skolevæsenet en kommunal Sag, paahvile Kommunerne at skaffe tilveje, hvis ikke Loven overførte dette Beløb til Statskassen.

Ganske i Overensstemmelse med dette Princip vilde det da være, om Staten paatog sig de Udgifter, som den absolut nødvendige og højst paatrængende Forbedringaf vilde kræve af Kommunerneefter nu gældende Orden, — og det saa meget mere, som det for en stor Del sker af Hensyn til Retsplejen, der jo er Statssag. Ogsaa herved vilde Kommunerne befries for en Udgift, som stiger, idet det vilde være muligt ved Gennemførelsen af en

saadan Foranstaltning at fixere Kommunernes Udgiftertil Men Staten kunde meget vel forsvareat et Skridt videre og ved at overtage dels Delinkventomkostningerne, dels Noget af Udgifterne til Arrest- og Fængselsbygninger, derunder fremtidige Nybygninger, delvis sikre imod en fortsat Stigning af disse Udgifter, og i hvert Fald nedbringede nu Kommunerne paahvilende Udgifter endel. Med de Erfaringer for Øje, som man nu har om Betydningenaf Lettelse, Statens Overtagelse af Sindssygeanstalterneefterhaanden bragt Kommunerne (jfr. foran), er der al Grund til at antage, at disse alleredeved her nævnte Foranstaltninger i Aarenes Løb vilde faa nok saa stor en Lettelse som ved det Beløb af 782,000 Kr., som Statskassen efter Regeringens Forslagmaaske Afkald paa til Fordel for Landkommunerne.

Men det er ingenlunde vor Mening, at Staten skulde blive staaende herved. Der er, selv om man vil gaa denne Vej, — og da end mere, naar man ikke vil gaa den —, al Grund til desforuden at give Kommunerneen som kan sætte dem i Stand til at nedsætte de bestaaende Skatter — baade Hartkornsskatternepaa og Formue- og Lejlighedsskatten i Købstæderne og Handelspladserne. Det er klart, at ethvert Forslag, som gaar ud paa at give Statskassen Erstatning for det Beløb, den overlader Kommunerne, for saa vidt kun har den Betydning at være en Omlægningaf der letter Byrden for Nogle ved at forhøje den for Andre. Men dette er jo netop for en stor Del ogsaa det Formaal, som skal haves for Øje ved en Skattereform. Det er kun, for saa vidt

der desforuden bliver et udækket Beløb, for hvilket Staten ikke faar Erstatning, at Kommunebeboerne faa en virkelig Gave. Dette er i Regeringsforslagene kun Tilfældet med de 782,000 Kr., hvori Statskassens Gave til Kommunerne bestaar, og dette Beløb bliver da naturligt Maalestokken for de forskellige Forslags Betydningi Henseende. De foran nævnte Forslag kunne da formentlig ganske sættes ved Siden af Regeringsforslagenemed til, hvad der skænkes Kommunerne; men den videre Udvikling vil vise, at en yderligere Liberalitet ikke herved er udelukket. Vi for vort Vedkommende kunne godt gaa med til en større Dotation til Kommunerne, hvorom nedenfor.

2) Fastholdes det altsaa, at det endvidere gælder om at lade Statskassen overlade Kommunerne Noget af sin Indtægt, og at dette bør ske saaledes, at Kommunerne derved ikke faa en blot øjeblikkelig Lettelse, men tillige sættes i Stand til at møde stigende Udgifter med en stigende Indtægt, saa at der ikke strax indtræder en ny Stigning af de direkte paalignede Skatter, frembyder det sig maaske som det naturligste, at det bliver en eller flere af de indirekte Afgifter, Staten deler med Kommunerne. Dog gives der jo ogsaa direkte Skatter, som af sig selv voxe; det gælder saaledes om Bygningsafgiften, som Byerne skulde have; kun om Hartkornsskatterne er det givet, at der ved deres Overførelse til Landkommunerne vil blive Tale om nogen stigende Indtægt for disse.

Paa den anden Side maa man ogsaa erindre, at
man overfor Nutidens store og Aar for Aar stigende
Krav til Statskassen maa være varsom med engang for

alle at bortgive store Beløb af Statskassen uden nogen Udsigt til Erstatning. Men ogsaa i saa Henseende er Betænkeligheden langt mindre ved at bortgive en vis Forholdsdel af en Indtægt, som forandrer sig med Konjunkturerne,end fast bestemt Beløb, som Statskassenselv ugunstige og vanskelige Forhold maa give Afkald paa. Det, Kommunerne kunne kræve af Statskassen, er fornuftigvis dog kun, at den skal dele med dem af sit Overflod, ikke, at den endog i trange Tider skal blotte sig selv for at komme dem til Hjælp.

Den Tanke, som under Forhandlingerne i Landstinget fremsat, at overlade Kommunerne en vis Andel i Toldindtægterne, har derfor ikke lidet Tiltalende ved sig. Det har vist sig at være under gunstige Forhold den stærkest stigende Indtægt, og man vilde ved at give Kommunerne Del heri netop naa at give dem en saadan af sig selv voxende Indtægt, som de trænge til. Havde man saaledes t. Ex. overladt 10 °/0/₀ af Indførselstolden og den dermed sammenhængende Afgift af indenlandsk Roesukker, Kommunerne i 1892^— ₉₃ have erholdt ca. 2,39 Mill. Kr., i 1896^— ₉₇ derimod 2,87 Mill. Kr., altsaa næsten */2/₂ Mill. Kr. mere, medens det for Staten netop paa Grund af den stærke Stigning ikke vilde have haft stor Betænkelighed at afstaa saa meget mere i det sidste Aar. Og idet man naturligvis maatte fordele dette Beløb efter Folketal, vilde man samtidig fyldestgøre Formaal, at give Landkommunerne en forholdsvis Andel af Beløbet, end de selv have ydet i Skat; thi det er tilstrækkelig statistisk godtgjort, at Toldbyrden pr. Ind. er ikke saa lidt ringere paa Landet end i Byen.

Hvorvidt Staten vilde kunne afse saa stor en Del af Toldindtægterne uden Erstatning, lader der sig i Øjeblikket næppe udtale Noget bestemt om, fordi det i saa høj Grad beror paa den Maade, hvorpaa Toldreformen Muligt er det endog, at dennes Gennemførelse vilde lettes ved en saadan Plans Fremkomst. saa meget er i hvert Tilfælde klart, at denne Plan ikke lader sig forbinde med nogen væsentlig i Toldindtægterne, uden at der ad andre Veje maa søges Erstatning. Der er imidlertid for os saa meget mindre Grund til at dvæle herved, som det ikke nærmest er den Vej, vi havde tænkt at foreslaa.

Det forekommer os nemlig, at der er en Afgift, som det ligger endnu nærmere at lade Statskassen dele med Kommunerne, nemlig Brændevinsafgiften, fordi Brændevinsdrikkeriet staar i ret nøje Forhold til nogle af Kommunernes Udgifter. Vi staa tilmed her overfor en Afgift, som ganske bortset fra de her foreliggende bør forhøjes — og derfor ogsaa længe før de foreliggende Lovforslags Fremkomst er foreslaaet forhøjet — for at komme til at staa i det rette Forhold til andre tilsvarende Afgifter og da navnlig Ølskatten, ved hvis Indførelse i 1891 det var en bestemt Forudsætning, at den skulde føre en Forhøjelse af Brændevinsafgiften med sig; og efter at Ølskatten nu er bleven forhøjet, bliver dette Krav saa meget mere paatrængende. En Forhøjelse af Brændevinsafgiften da betragtes som en Sag, der i og for sig staar paa Dagsordenen, og man er derfor berettiget til at regne med denne Faktor.

Mod den foreslaaede Forhøjelse til i Kr. pr. Pot
Spiritus af 100 pCt. Styrke kan det med Føje indvendes,

at det er ganske umuligt at beregne de finantsielle Virkninger af en saa stor Forhøjelse. Det er da ogsaa bekendt, at Finantsministeren i forrige Samling erklærede sig beredt til at blive staaende ved 50 Øre. Ud over dette Beløb (svarende til 23,₇ Øre pr. Pot 8°), altsaa en Forhøjelse af 32 Øre (15,2 Øre pr. Pot 8°), vil man da vel næppe kunne komme. Ved en saadan Forhøjelsemaatte formentlig paaregne en Nedgang i Forbruget med ca. 25 pCt. Men hertil kommer den Afgang, der vil fremkomme ved, at Sprit til teknisk Brug fritages for Afgift. Hertil er i Anmærkningerne til Lovforslaget paaregnet x/₂ Mill. Potter å 100 °/0;/₀; men dette menes af Sagkyndige at være for lavt. Gaar man ud fra den i 1896 tilvirkede Mængde (med Fradragaf ca. 17 Mill. Potter å 100 °/₀, og anslaar Forbruget i teknisk Øjemed til ca. 3/₄ Mill. P., medens det øvrige Forbrug antages at ville gaa ned fra \6^XU til i2^x/₄ Mill. P., vilde en Afgift af 50 Øre give et Beløb af ca. 6,₁₂ Mill. Kr. istedenfor 3,₁₄ Mill. Kr. i 1896^—97, altsaa en forøget Indtægt af (rundt) 3 Mill. Kr.

Med de nuværende politiske Forhold for Øje, maa man imidlertid vistnok gaa ud fra, at Venstre næppe vil gaa ind paa den nævnte Forhøjelse af Brændevinsafgiften,medmindre samtidig vedtages en Indkomst og Formueskat, — ligesom man paa den anden Side tør gaa ud fra, at Højre ikke vil gaa ind paa sidstnævnte Skat, naar der ikke samtidig vedtages den Forhøjelse af Brændevinsafgiften, som maa anses for i sig selv ønskelig og derhos paakrævet som nødvendig Konsekvents af det øvrige Afgiftssystem. Disse to Love ere da ogsaa af Regeringen satte i den nøjeste

Forbindelse med hinanden. Man er derfor vistnok berettigettil gaa ud fra, at enten faar Staten begge disse Skatter, eller ogsaa faar den ingen af dem. Men der er ogsaa Grund til at antage, at der vil blive et vist Forhold imellem de Beløb, som de hver for sig skulde indbringe. Efter vor Formening vilde der tilvejebringeset passende Forhold, naar der overforen af Brændevinsafgiften, der maa forudsættesat en Indtægtsforøgelse af ca. 3 Mill. Kr., kom til at staa en Indkomst- og Formueskat, der paaregnedes at give ca. 4 Mill. Kr., hvad der efter de af Regeringen i Anmærkningerne til Lovforslaget givne Oplysninger vilde kunne naaes ved en Indkomstskataf °/0/₀ og en Skat paa produktiv Formue af V4V₄ p. m.

Vi forbigaa her ganske de forskellige principielle Spørgsmaal, som knytte sig til Indførelsen aflndkomstog derunder ogsaa det betydningsfulde Spørgsmaal, om ikke en Beskatning af Indkomstkilderne burde foretrækkes for den af Regeringen foreslaaede Form. Vi beskæftige os her nemlig kun med de forventede Resultater, og disse ville kunne blive de samme, hvad enten man vælger den ene eller den anden Basis for Paaligningen.

Med en Brændevinsafgift af 50 Øre pr. Pot 100 °/o og en Indkomstskat af 1 pCt. med Tillæg af en For mueskat paa 1/₄ p. m. vilde Staten altsaa formentlig kunne paaregne en Indtægtsforøgelse af omtr. 7 Mill. Kr. Men paa den anden Side vil Skoleloven paadrage den en Udgiftsforøgelse til Bedste for Kommunerne af ca. IV2 Mill. Kr. og hertil maatte, dersom de foran omtalte Forslag om Overtagelse af Delinkventomkostningerog

omkostningerogen Del af Udgifterne til Justits- og Politivæsen gennemførtes, yderligere føjes et Beløb af vistnok ca. 3/₄ Mill. Kr. Dernæst maa man gaa ud fra, at en Revision af Toldloven vil medføre en Nedgang i Toldindtægterne, der mindst maa sættes til i, maaske til il^ Mill. Kr., saa at der, selv om de nysnævnte 3/₄ Mill. Kr. ikke medtages, i hvert Fald næppe vilde kunne paaregnes som samlet Resultat af de her nævnte Foranstaltningeren for Staten af mere end (rundt) 4 Mill. Kr. Dette Beløb vilde den altsaa — foruden de forannævnte Lettelser — kunne tilbyde Kommunerne uden at forringe sin nuværende Status. Hvorvidt det vilde kunne forsvares at gaa videre og yderligere overdrage Kommunerne et Beløb af Statens nuværende Indtægtsbeløb som en direkte Gave, saaledes som det af Regeringen er foreslaaet for et Beløb af 782,000 Kr., maa selvfølgelig bero paa en nærmere Undersøgelse og Overvejelse af Statens hele finantsielle Status; vi skulle ikke her komme ind paa en saadan, men kun udtale, at vi ikke anse dette for udelukket;vi os dog foreløbig her med dette Forbeholdtil foran angivne Tal, idet vi kun bemærke,at et Beløb af 4 Mill. Kr. overfor et samlet kommunalt Skattebeløb af ca. 30 Mill. Kr. (jfr. Statistisk Tabelværk, 4de Række, Litra E Nr. 4, S. 22^—23) vilde muliggøre en betydelig Lettelse for de nu benyttede kommunale Skatteobjekter, som det jo er Opgaven at tilvejebringe.

Men hvad enten man nu maatte bestemme sig for et Tilskud af 4 eller 5 Mill. Kr. eller mere, synes der efter det foran Udviklede kun Rimelighed for at gaa en af to Veje. Den ene er den, at betragte Statskassens

Indtægter som en samlet Helhed, hvoraf man beslutter at overdrage Kommunerne et vist Beløb uden Hensyn til, fra hvilken Kilde dette hidrører. At sige. at Beløbetskal fra de direkte Skatter, naar disse selv dog ikke gaa over til Kommunerne, og deres Udbytteikke er Norm for Beløbets Størrelse, synes ret unaturligt, og at vælge denne i sig selv be synderlige Omvej blot for at slaa fast, at en vis Del deraf skal fordeles efter Hartkornet, synes ganske unødvendigt og overflødigt-, Loven af Bde Maj 1894 viser, at man ogsaa uden det godt kan fastslaa Hartkornetsom imellem Landkommunerne. Men denne Vej har den Mangel, at den ikke giver nogen Hjælp overfor Kommunernes stigende Udgifter,og man derfor inden ret lang Tid vil mødes af ganske de samme Klager over denne fortsatte Stigning som nu.

Den anden Vej er den, at man ligefrem giver Kommunerne Andel i de stigende Indtægtsposter, som man skaber netop for at kunne komme Kommunerne til Hjælp. Det er ikke blot i sig selv den naturligste og simpleste Vej at gaa, men den anbefales ogsaa af andre Hensyn. Det er, som alt nævnt, netop Brændevinsdrikningen,som ikke ringe Grad foraarsager nogle af de kommunale Udgifter, som stadig stige-, det er da ogsaa naturligt, at Afgiften derfor hjælper Kommunernetil bære disse Byrder. Og skulde det vise sig — som man jo haaber — at en stærk Forhøjelse af Afgiften vil virke ikke blot til den paaregnede øjeblikkeligindtrædende i Drikkeriet, men derefterogsaa vedblivende at formindske dette og da netop det overdrevne Drikkeri, tør man ogsaa heraf

vente en Standsning eller Nedgang i Kommunernes Udgifter. Og hvad Stats-Indkomstskatten angaar. da er det — bl. A. — en af dens svage Sider, at der hos hver enkelt Kommune vil være en vis Tilbøjelighed til at holde en nænsom Haand over sine egne Indbyggere, saa længe Talen blot er om at skaffe Staten Indtægter. Dersom derimod Kommunen selv er interesseret i, at det Udbytte, Skatten giver for dens Vedkommende, ikke bliver for lille, vil der være langt mere Udsigt til, at Skatten giver Staten den paaregnede Indtægt. I modsat Fald vil det let vise sig, at Udbyttet af Skatten langtfra kommer til at svare selv til den vistnok moderate Beregning, som er gjort i Anmærkningerne til Lovforslaget.

Med Hensyn til Fordelingen af den Del af disse Indtægter, som man vilde tillægge Kommunerne, maatte da deres Andel i Indkomst- og Formueskatten selvfølgelig en vis Kvota af, hvad der opkræves i hver Kommune, medens deres Andel i Brændevinsafgiften fordeles i Forhold til Folketallet. Fordelingen Hovedgrupperne København, Købstæderne og Landdistrikterne vilde da komme meget nær op til det i Regeringsforslaget beregnede Forhold ved Overførelsen de direkte Skatter. Gaa vi saaledes ud fra de foran forudsatte Beløb og fra, at Halvdelen af Brændevinsafgiftens ca. 6 Mill. Kr. og x/₄ af Indkomstog 4>134_>13 Mill. Kr. *) skulde tilfalde Kommunerne den angivne Fordelingsbasis, vilde Fordelingen følgende:

---

*) Beregnet paa Grundlag afr de i Lovforslaget forudsatte Tal med I °/0/₀ Indkomstskat og °>25 p. m. Formueskat.

Indenfor de to sidste Grupper vilde Fordelingen imellem de enkelte Købstæder, men særlig imellem Landkommunerne indbyrdes, derimod blive en anden end efter Lovforslaget, men formentlig netop en langt heldigere, idet der ganske sikkert paa denne Fordelingsbasis tilfalde de stærkt bebyrdede Kommuner forholdsvis mest, de lidet betyngede derimod endel mindre.

Det er dog, som sagt, ikke vor Mening, at man skulde blive staaende ved en Ordning, som netop kun giver Kommunerne et Beløb, der svarer til den Indtægtsforøgelse,de Afgifter og Skatter vilde give Kommunerne.Med øjeblikkelige gunstige Status for Øje og særlig under Hensyn til den forøgede Indtægt, som Ølskattens Forhøjelse giver Statskassen, mene vi, at der i Øjeblikket er al Grund til at gaa videre og ydermere give Kommunerne et direkte Tilskud,som — for ikke at binde Statskassen for bestandig— burde have en midlertidig Karakter, t. Ex. gælde for 5 Aar. Vi tænke os da dette Tilskud nærmest ordnet efter de i Lovene af Bde Maj 1894 og 10de April 1895 fulgte Principer, saaledes at man navnlig fulgte den sidste med Hensyn til Tilskudets Størrelse og Fordeling imellem København, Købstæderne og Landdistrikterne-, derimod kunde man, om man fandt

det rigtigt, følge den første ved Fordelingen af det disse tilfaldende Beløb og altsaa fordele det efter Hartkorn, for ogsaa delvis at benytte denne Basis. Og dersom man ikke vilde gaa ind paa den her foreslaaede Overtagelseaf Del Udgifter til Rets og Politivæsen (formentligtil Beløb af ca. 3/₄ Mill. Kr.), vilde det vel endog kunne forsvares at gaa til det Dobbelte af det i Loven af 1895 fastsatte Beløb, — hvad der dog for vort Vedkommende er en ganske subsidiær Henstilling. I saa Fald vilde Fordelingen imellem Hovedgrupperne ogsaa absolut taget vise sig meget nær ved Lovforslagenes Fordeling imellem disse, idet der da vilde tilfalde:

Det samlede Beløb vilde altsaa blive ca. 137,000 Kr.
mindre, — og denne Nedgang vilde i alt Væsentligt
falde paa København.

Det Formaal, Lovforslaget har sat sig ved sin Fordelingsbasis, vilde altsaa for Hovedgruppernes Vedkommende saa godt kunne naaes ad den her foreslaaede Men i den fortsatte Fordeling kommer man til andre og formentlig langt heldigere Resultater, navnlig for saa vidt angaar de Landistrikterne tilfaldende Beløb.

Det vil saaledes ses, at vore Forslag saa langt fra sigte paa at modarbejde de i Regeringsforslagene tilsigtedeFormaal, de tvært imod aabne Mulighed for at naa til ganske det samme Hovedresultat. Dette vil

blive endnu klarere ved følgende Sammenstilling af de
samlede finansielle Resultater af begge Forslag.

Efter de i Folketinget af Regeringen i forrige Samling fremsatte Lovforslag, der jo dannede Grundlaget hele den der førte Forhandling, skulde der paalægges Befolkningen følgende Skatteforøgelser eller nye Skatter:

Paa den anden Side foresloges

Herefter vilde altsaa det samlede Resultat
blive en

Efter vort Forslag stiller Resultatet sig saaledes: Skatteindtægterne
ved

Derimod forudsættes der at blive

---

*) Ved de af Finantsministeren under Toldlovens Forhandling akcepterede Nedsættelser til et samlet Beløb af 4'/₄ Mill. Kr. samt det i Udsigt stillede Afslag paa Brændevinsafgiften forandredes Resultat saa væsentligt, at der istedetfor en Indtægtsforøgelse for Statskassen maatte paaregnes en Indtægtsnedgang ca. 3l3^l/_a Mill. Kr.

Der vilde herefter for Statskassen blive et Tab af omtrent \^xj% Mill. Kr., som altsaa bliver en tilsvarende Nedgang i den samlede Skattebyrde. Det finantsielle Resultat falder altsaa omtrent midt imellem de oprindelige og de senere af Finantsministeren antydede Ændringer i disse, dog nærmere ved de sidste.

Men i Retning af at fyldestgøre det, der bør være
Maalet for en Skattereform, naa vore Forslag en Del
videre og frembyde særlig følgende Fortrin:

Der rækkes ikke Landkommunerne en Hjælp blot én Gang for alle til Nedbringelse af deres kommunale Skattebyrde, hvorefter denne fremdeles fortsætter sin Stigning i det gamle Forhold og paa den gamle Basis; men der skaffes dem ved Siden af en midlertidig Indtægt samme Art og Fritagelse for nogle stærkt voxende Udgifter en Indtægt af over 212¹/₂ Mill. Kr., som tør ventes Aar for Aar at ville voxe og i hvert Fald gøre Skatternes Stigning langsommere og mindre følelig.

Der tilvejebringes en Fordeling mellem de enkelte Kommuner, som i ganske anden Grad vil ramme det Formaal at lette særlig de haardt betyngede Kommuner,idet istedetfor den uheldige ligelige Fordeling efter Hartkorn faar en tredobbelt Basis. Af det i sidstnævnte Tilfælde Landdistrikterne tilfaldende Beløb vilde de 2,073,000 Kr. blive fordelte efter Folketal,de Kr. i Forhold til, som Kommunen rammesaf nye Indkomstskat, og enten 615,000 Kr. efter Hartkorn og et lignende Beløb i Forhold til KommunernesUdgift Politi og Retsvæsen, eller subsidiært1,230,000 efter Hartkorn. Da det særlig er de folkerige Kommuner og de. i hvilke Hartkornet

har en forholdsvis stor Værdi, der som Regel have den største Skattebyrde, er der herefter langt mere Udsigt til, at de Kommuner, hvor Skattebyrden er stor, ogsaa ville faa en nogenlunde tilsvarende Lettelse.

Man undgaar at berøve Staten for bestandig Indtægtsposter,
have lang Tids Hævd og høre til
de sikreste under alle vexlende Konjunkturer.

Man undgaar den Uklarhed og Uoverskuelighed, som den hele Foranstaltning faar ved den foreslaaede Ombytning af Skatter, som kun er skikket til at skjule det sande Forhold og fremkalde Illusioner og Skuffelser hos Befolkningen ved at bibringe den Indtrykket af, at Statskassen giver den en meget stor Sum, som den i Virkeligheden selv kommer til at betale i Form af forøget Skat til Staten.

Det kommer derimod til at staa langt mere klart, at der i første Linie er Tale om en Skatte-Omlægning, skal føre noget af den hidtidige Skattebyrde fra én Skulder over paa en anden, og at dette sker ved at paalægge Befolkningen en ny Skat og samtidig formindske bestaaende. Den hele Foranstaltning vinder i Overskuelighed og Forstaaelighed og vil derfor berede langt færre Skuffelser og dermed forebygge den Utilfredshed, Befolkningen vil føle med Regeringsforslagene, disses sande Karakter begynder at gaa op for Skatteyderne.

Det vil saaledes ses, at vort hele Indlæg aldeles ikke gaar ud paa nogen principiel Forkastelse af det Formaal. som Regeringen har tilsigtet med sine Skattelovforslag, kun er rettet imod den Maade, hvorpaa dette Formaal søges naaet, — fordi Formaalet efter vor Formening netop ikke vil naaes ad den foreslaaede Vej.