I »Nationaløkonomisk Tidsskrifts« 6te Hefte for dette Aar har en Hr. Laurits V. Birck faaet optaget nogle aßandbemærkninger« til min Afhandling med ovenstaaende Titel i Tidsskriftet »For Industri og Haandværk«, 2. Hefte 1896"

Den Kritik, Hr. Birck heri retter mod min Afhandling, gaar hist og her en Smule videre i Retning af stærke Udtryk, end jeg vilde finde sømmeligt — han taler saaledes om * Charlatanen«, om at »danse Carmagnole paa den sunde Fornufts Grav« o. desl. — men herved skal jeg dog ikke opholde mig videre; Fænomenet kan maaske forklares ud af det ejendommelige Syn, Hr. Birck har tilegnet sig paa mit Arbejde, idet han nemlig gentagende klager over, at jeg har spaatvunget« ham — om hvis Existens jeg hidtil har svævet i en lykkelig Uvidenhed — dets Indhold. Men værre er det, at Hr. Bircks omfangsrige Kritik er saa rig paa Misforstaaelser af mit Arbejde i dets Helhed og dets enkelte Dele, at en Antikritik, der punktvis skulde optrævle alt dette, vilde faa et meget stort Omfang uden at byde Læserne andet Udbytte end en Paavisning af de Vildfarelser, som en dem rimeligvis aldeles ukendt Mand har gjort sig skyldig i.

Jeg har derfor — med den ærede Redaktions Tilladelse — valgt en anden Form for mit Gensvar, idet jeg nedenfor skal give et Uddrag af Indholdet af den af Hr. Birck kritiserede Afhandling, hvilket turde være saa meget mere praktisk, som Afhandlingen ikke paa saadan Maade har foreligget for Offentligheden, at jeg tør anse den for kendt af ret mange af dette Tidsskrifts Læsere. Naar jeg benytter denne Fremgangsmaade og dertil knytter Noter, der henvise til Hr. Bircks Kritik, saa haaber jeg, at Læseren idetmindste vil faa det Udbytte af Arbejdet, at han kan danne sig en Mening om selve Stridens Genstand.

Inden jeg skrider til Værket, vil jeg imidlertid bemærke, at en
af Hr. Bircks mere omfattende Misforstaaelser er den, at mit Arbejdeskulde
være bygget paa den engelske Forfatter Sir Barnard

Byles's Avtoritet*). Dette er aldeles ikke Tilfældet. Vel har min Afhandling i »For Industri og Haandværk< en Indledning, der gengiverIndholdet af et Kapitel i nævnte Forfatters »Sophisms of Free-Trade«, men dets Hensigt er alene at give den forudsætningsløse Læser et Slags Begyndelseskursus i det Æmne, jeg vilde afhandle, løvrigt staar min Afhandling nærmest i den Forstand i Forbindelsemed Byles's Udvikling, at jeg har fundet hans Resultaterfor vage og utilfredsstillende og derigennem modtaget Impuls til selv at søge mere præcise og praktiske Udtryk for Forholdet mellem Forbruger og Producent — hvilket da ogsaa gentagende er udtrykt i selve min Afhandling, f. Ex. paa dennes Side 49. Af denne Grund afholder jeg mig fuldstændig fra her at diskutere med Hr. Birck om Byles's Sætninger, og holder mig udelukkendetil min egen Fremstilling af Solidaritetens Betydning indenforNationen.

Hensigten med min Afhandling i »For Industri og Haandværk« var at undersøge, om det ikke skulde lade sig gøre at føre et mathematisk Bevis for, at Forbrugere og Producenter indenfor samme Land ikke, som det undertiden ses fremstillet, have diametralt modsatte Interesser (f. Ex. i Toldspørgsmaal), men tværtimod i en ret væsentlig Grad ere solidarisk interesseforbundne med hinanden. Denne min Undersøgelse tager da sin Udgang fra to formentlig faste Punkter, der skulle fremstilles i de hosfølgende to første Afsnit af min Udvikling.

1. Den indenlandske Produktions Betydning.

Den Udvikling, hvorpaa jeg her bygger, er ikke min Opfindelse, men et almenerkendt Faktum, nemlig dette, at en Nation ikke blot (som Enkeltmanden) tjener en vis Avance paa det, han producerer, men at den fulde Salgsværdi af en helt og holdent i Landet selv fremstillet Vare kommer Landets Indbyggere tilgode som Nettoindtægter**). Som Exempel herpaa anfører jeg følg-

---

*) F. Ex. Side 436 i dette Tidsskrift bebrejder Hr. Birck mig, at jeg paa min Afhandlings sidste 7 Sider »røber, at jeg end ikke har forstaaet den Forfatter, Byles, hvis Avtoritet jeg paaberaaber mig.« — Der findes ingen Forbindelse mellem Slutningsbetragtningerne i min Afhandling og Byles.

**) Hr. Birck mener i sine Randbemærkninger (S. 423), at jeg her kun taler om Udbyttet af nye Produktioner i Landet. Men det gør jeg selvfølgelig ikke — og dermed tages Grunden bort under Fødderne paa Hr. Bircks Kritik af dette Afsnit. Min Sætning gælder enhver indenlandsk Produktion, der helt og holdent frembringes i Landet selv. Forholdet mellem ny og ældre Produktion behandles senere.

ende (hvori jeg med Sagkyndiges Assistance har
indsat Tal, der ville vise sig nogenlunde at svare til
Virkeligheden):

Tag et Kvantum dansk Hvedemel, der sælges fra Møllen for ioo Kroner: Hver Øre af disse ioo Kroner kan da paavises at komme Danske tilgode som Nettoindtægt. Omtrent 2 Kr. 50 Øre er saaledes Møllerens rene Nettoudbytte, som han kan bruge til sit og sin Families Underhold; 7 Kr. 9 Øre har han betalt i Løn til sine Kuske, Møllersvende og Kontorfolk, og for hver af disse er Lønnen den Nettoindtægt, hvoraf de og deres Familie leve; 5 Kroner medgaa til Vedligeholdelse af Møllerens Bygninger og Redskaber, det vil sige til Nettoindtægter for de Mestre og Arbejdere, som udføre Reparationsarbejdet, samt for Teglværksfolk o. a., der levere Materialierne dertil. 2 Kr. 8 Øre medgaar dels til Forrentning af Møllerens Gæld — og det giver Nettoindtægt for Ejerne af hans Prioriteter, hvilken Indtægt disse Ejere kunne anvende til deres Familiers Underhold —, dels til Skatter, som afgive Nettoindtægter for Statens eller Kommunens Embedsmænd, dens fattige og syge. Hveden, hvoraf Melet maledes, købte Mølleren for 8$ Kr. 33 Øre af en Landmand. Af denne Sum var 8 Kr. 67 Øre Nettoindtægt for Landmanden, hvoraf han og hans Familie ernærede sig; 22 Kr. 50 Øre gaves ud til Arbejdsløn — aitsaa Nettoindtægter for Landmandens Karle, Piger og Høstfolk; 6 Kr. 75 Øre medgik til Vedligeholdelse af Gaardens Bygninger og Redskaber og kom aitsaa, ligesom de tilsvarende Udgifter for Møllerens Vedkommende, dels Haandværkere og Arbejdsfolk tilgode, dels f. Ex. de Skovejere, der leverede Tømmer o. lign.; for dem alle afgav Summen Nettoindtægter, hvoraf de og deres Familie ernærede og klædte sig. Til Indkøb af Heste, til Furage til disse og til Saasæd medgik 21 Kr. 92 Øre, hvilket Beløb paa tilsvarende Maade opløser sig i Nettoindtægter for Hesteopdrættere og Heste-

---

**) Hr. Birck mener i sine Randbemærkninger (S. 423), at jeg her kun taler om Udbyttet af nye Produktioner i Landet. Men det gør jeg selvfølgelig ikke — og dermed tages Grunden bort under Fødderne paa Hr. Bircks Kritik af dette Afsnit. Min Sætning gælder enhver indenlandsk Produktion, der helt og holdent frembringes i Landet selv. Forholdet mellem ny og ældre Produktion behandles senere.

handlere med deres Folk samt for de Landmænd med Folk, som avlede og solgte Furagen og Saasæden. 15 Kr. 66 Øre svaredes som Rente af den i Landbruget indestaaende Kapital — udgjorde altsaa. Nettoindtægt for Prioritetshaverne — og 5 Kr. 83 Øre gik som Skatter til Stat og Kommune for, ligesom i det tidligere Tilfælde, at afgive de Nettoindtægter, hvoraf Præster, Lærere og andre Embedsmænd samt Sognets Almisselemmer leve.

Altsaa: Salget af et Parti Hvedemel for 100Kr. var ikke blot en Forretning, der kom Mølleren tilgode. Nej, den indkomne Sum fordelte sig gennem Salget af Melet som en frugtbargørende Strøm ud over Møllersvende, Kontor- og Tjenestefolk, Landbrugere med Karle og Piger, Landarbejdere, Haandværkere og Fabrikanter med deres Arbejdere, Embedsmænd og Fattiglemmer. En helßefolkningsdel med alle sine Led — en Produktionskreds ville vi kalde den — fik altsaa godt af dette Salg; alle forsynedes de gennem de 100 Kr. med Nettoindtægter, som de kunde give ud til Mad og Drikke, Klæder og Fornøjelser, til deres Børns Opdragelse og alt andet, som Livet kræver. Bliver Melet produceret og solgt for de 100 Kr., saa faar hele denne talrige og vidtforgrenede Kreds det at mærke gennem Opretholdelse eller Forøgelse af den Nettoindtægt, hvoraf de leve, og med hvilken de underholde deres Familier. Standser Produktionen, fordi Melet ikke længer kan finde Købere, saa synker Velstanden i den frugtbargørende Strøm, og Slaget rammer hele den store Skare, som den hidtil tilførte Næring. Og gentager Tabet sig: kan heller ikke det næste Kvantum Mel til 100 Kr. finde Købere — bliver Indtægtsnedgangen altsaa varig — saa betyder det en Nedsættelse i Levefoden hos alle de i Produktionen interesserede. Antager Tilbagegangen et saadant Omfang, at hele den paagældende Produktion — her Hvededyrkning og Mølleri — maa standse, saa betyder det Ruin i vide Kredse af Befolkningen.

Men som det her er skildret for Hvedemelets Vedkommende, forholder det sig med al indenlandsk Produktion. Tag en hvilkensomhelst indenlandsk Vare, naar den blot — som det paa dette Standpunkt i

vor Udvikling er en uafviselig Forudsætning — er helt igennem af indenlandsk Oprindelse, lige fra Raastoffet af, saa vil en tilsvarende Undersøgelse vise, at dens fulde Salgsværdi paa samme Maade kan opløses i Nettoindtægter for en talrig Kreds af Nationens Medlemmer. Og maa dens Produktion af en eller anden Grund helt ophøre, saa betyder det et sig i vide Kredse af Befolkningen forplantende Tab — et Nationaltab — lig den forhen producerede Vares fulde Salgsværdi*).

2. Den nationale Solidaritet.

Indholdet af dette Afsnit, der i Modsætning til
det forrige væsentlig er min egen Ejendom, grunder
sig paa følgende Ræsonnement:

Selv om den Produktionskreds, der i vort nylig
benyttede Exempel nød Udbyttet af Hvedeproduktionentil
de ioo Kroners Værdi, ikke gav en Øre af

---

*) Hr. Birck siger i sin Kritik, at »et Forbrug af for ioo Kr. dansk Hvedemel — i Modsætning til importeret Mel — virkelig ikke giver Nationen større Gevinst end højst de 15 Kr., der gaa i Møllerens og hans Hjælperes Lommer«. — Dette viser, at Hr. B. grundigt misforstaar det Forhold, her behandles; her er slet ikke Tale om nogen Sammenligning med uiuiønc vaici, sgni dot under o.c olier de r crudsætninger maaske kan være fordelagtigt at bruge; saadanne Spørgsmaal, som om vort Hvede-Raastof er afsætteligt, dersom vor Melproduktion ophører, eller om den deri anbragte Kapital maaske kan finde anden Anvendelse — det er altsammen Spørgsmaal, som høre hjemme paa et senere Stadium af denne Udvikling (se 5.616 o. rig.). I dette Øjeblik spørges der kun om den simple Ting: hvilken Betydning har en faktisk bestaaende Produktion for Nationen. Og naar Svaret maa blive, at denne nyder det hele Udbytte af Produktionen, forsaavidt den er helt og holdent indenlandsk, er det en saa selvfølgelig og uomtvistelig Sandhed, at jeg slet ikke havde behøvet at udvikle den med saa mange Ord, dersom jeg ikke som Forudsætning for det efterfølgende havde maattet sikre mig den læge Læsers fulde Forstaaelse af Forholdet. Naar Hr. Birck (Side 423^—29) inddrager Sammenligninger mellem Udlandets og Indlandets Priser o. desl. Spørgsmaal i sin Kritik, er han derfor fuldstændig vildfarende. Selv om den indenlandske Hvedeproduktion var ti Gange saa dyr som den udenlandske, vilde Nationen dog nyde hele dens Udbytte som Nettoindtægt, og det var det, vi skulde slaa fast. Det nationale Tab, som maatte fremkomme ved et for dyrt Forbrug, er en helt anden Ting, som vi først senere kunne naa til at inddrage i vore Beregninger.

disse ioo Kr. ud paa en saadan Maade, at Beløbet kom Landets øvrige Beboere tilgode, vilde det alligevelstaa fast, at Nationen gennem denne Produktion nød en Nettoindtægt til det fulde Beløb af de ioo Kr. Dette er fuldstændig klart. Men nu er det umuligt for nogen Produktionskreds i et Land at isolere sig i den Grad, at dens Indtægt slet ikke kommer Landets øvrige Beboere tilgode. Den kan f. Ex. ikke unddrage sig Skatter til Stat og Kommune, hvilke forholdsvis ville lette den øvrige Befolknings Byrder, den kan heller ikke godt undgaa at benytte Landets Kommunikationsmidler (Jærnbaner, Skibe) og saaledes give disse Fortjeneste — med andre Ord: den kan ikke unddrage sig det Solidaritetens Baand, der forbinder alle Medlemmer af en Nation, og som bl. a. ytrer sig deri, at Nationens Medlemmer altid i større eller mindre Omfang leve af hinandens Produkterog Industrifrembringelser og derigennem gensidig yde hinanden Betingelserne for at kunne existere.

Men heraf følger jo, at det Resultat, hvortil vi naaede i vort forrige Afsnit, kun var et Minimums- Resultat. Vi beskæftigede os kun med den Betydning, som de ioo Kr. i Hvedemels-Exemplet havde for selve den i Hvedeproduktionen interesserede Produktionskreds; men der er jo en anden Side af Sagen tilbage — de ioo Kr. gives jo af Modtagerne ud »igen. og for en ikke ringe Del til danske Produkter. Men herigennen ydes der aabenbart andre Danske Nettoindtægter, som de ikke vilde have tjent, dersom Hvedemelet for de ioo Kr. ikke var bleven solgt. Altsaa: den Fordel, som Produktionen af Hvedemelet for de iooKr. indbringer, forplanter sig sig ud i endnu langt videre Kredse, end vi før omhandlede, og den løber op til endnu større Fordel for Nationen, end vi før opgjorde den til.

Vil man søge at komme de indviklede Forhold, som vi her berøre, nærmere ind paa Livet, og gøre dette paa en populær Maade — uden Benyttelse af for mange abstrakte Bogstavtegn — saa maa man søge at danne sig en Mening om, hvor stor en Del af sin Indtægt Befolkningen her i Landet anvender til Forbrug af indenlandske Varer. Og jeg har da — paa Basis af et Ræsonnement, som jeg af Pladshensynikke

hensynikkeher kan gengive — i min Afhandling¹ ment at kunne gaa ud fra, at den danske Befolkning gennemsnitlig bruger omtrent 3/₅ af sin Indtægt til danske Varer, 2/₅ til udenlandske Frembringelser. Om Tallet er nøjagtigt eller ikke, har iøvrigt mindre at sige, da det foreløbig kun skal tjene til Belysning af min Udvikling gennem et Exempel*).

Det Spørgsmaal, vi da foreløbig sætte os for at søge besvaret, er dette: Hvilke Følger vil det have for vor Nation, hvis en helt og holdent indenlandsk Produktion paa f. Ex. io Mill. Kroners Værdi af en eller anden Grund maa ophøre?

I vort Forsøg paa at besvare dette Spørgsmaal gaa vi ud fra det i forrige Afsnit vundne Resultat: at den fulde Salgsværdi af en fuldtud indenlandsk Produktion kommer Nationen tilgode som Nettoindtægt. Endvidere antage vi foreløbig, at den Produktion paa io Mill. Kr., hvis Betydning vi ville undersøge, ernærer en bestemt Befolkningsdel, f. Ex. paa en af vore Øer eller et andet begrænset Areal**), og vi forudsætte fremdeles, at denne Befolkning — en »Produktionskreds« ligesom i Hvedemels-Exemplet — har levet udelukkende af den omhandlede Produktion, at den gennem den har opnaaet >fuld Levefod« (d.v.s. sin Nations fulde Gennemsnitsindtægt, som vi her sætte til 300 Kr. aarligt pr. Individ), og at den, hvis Produktionen ophører, maa blive fuldstændig indtægtsløs***). . #

---

*) JJ^e _S betoner dette, fordi Hr. Birck synes at tillægge netop Størrelsen 3/& en vis Betydning. Det har den forsaavidt ikke, som den kun er brugt exempelvis, men ganske vist saaledes, at jeg ikke har villet vælge Exemplet aldeles hen i Vejret.

**) Grunden til, at denne (og flere følgende) Forudsætninger opstilles, er alene den, at Opgaven formentlig saaledes kommer til at staa klarere for den læge Læser. Resultatet bliver, som Eftertanke vil vise, ganske det samme, hvis vi tænke os Produktionen fordelt jævnt paa hele Nationen eller paa visse Lag af den, eller hvis den kun har udgjort en Biindtægt for Produktionskredsen.

***) Det er paa dette Stadium i Udviklingen en nødvendig Forudsætning , at Producenterne blive brødløse, hvis Produktionen ophører. Vi undersøge foreløbig Virkningen af den bratte Overgang mellem to Yderligheder: Nydelse af fuld Levefod og fuldstændig Indtægtsløshed. Senere ville vi drage Mellemtingene ind i Regningen.

Efter de saaledes givne Forudsætninger har vor nationale Produktion paa 10 Mill. Kr. altsaa givet Føde og Udkomme (fuld Nettoindtægt paa 500 Kr.) til 33-333 Mennesker. Hvad sker der nu, naar Afsætningen pludselig ophører, saa denne Produktion maa standse?

Ja, først og fremmest ville altsaa de 33,333 Mennesker blive brødløse. Men hertil vil Ulykken ikke indskrænke sig; thi de 33,333 have brugt deres Indtægt her i Landet — vi gaa ud fra, at hele Indtægten er brugt —, og af dette Forbrug har 3/₅ (altsaa 6 Millioner Kroner) været anvendt til danske Varer. Men dette vil jo sige, at de 33,333 gennem deres Existens have muliggjort andre 20,000 Danskes Existens; thi de 6 Mill. Kr., som de førstnævnte anvendte til danske Varer, lade sig jo — ligesom de 100 Kr. for Hvedemel — opløse i lutter Nettoindtægter for danske Borgere, og med den sædvanlige tænkte Levefod af 300 Kr. vil 6 Mill. Kr. afgive fuld Nettoindtægt for 20,000 Personer. Altsaa var de sidstes Tilværelse en Følge af de førstes; standser Produktionen til de 10 Mill. Kr., saa kunne de 6 Mill, ikke længere gives ud; følgelig vil Livsudkommet ved denne Produktionsstandsning forsvinde ikke alene for de 33,333, men ogsaa for de 20,000, der leverede dem deres Forbrugsfornødenheder. Saaledes er det Tab, der oprindelig udgjorde 10 Mill. Kr., nu voxet til et faktisk Nationaltab paa 16 Mill. Kr. — eller til Arbejdsløshed for 53,333 Mennesker.

Men herved blive vi heller ikke staaende. Thi de sidst omhandlede 20000 Mennesker havde jo ogsaa brugt deres Indtægt paa 6 Mill. Kr. her i Danmark, og deraf 3/₅ — altsaa 3,600,000 — til danske Varer. Dette Forbrug havde altsaa yderligere ernæret 12,000 Mennesker, der nu ligeledes blive brødløse ; men af disse tolv tusindes Indtægt paa 3,600,000 Kr. anvendtes ligeledes 3/₅ til danske Varer, hvorved fremdeles 7,200 Mennesker hidtil have fundet Udkommet; de sidste drage atter den Befolkning med sig i Faldet, som levede af deres Forbrug — og saaledes fortsættes under de givne Forudsætninger Virkningerne af den oprindelige Produktionsstandsning paa 10 Mill. Kr. i videre og videre Kredse ud i Befolkningen.

Men det samme Ræsonnement, som vi her anvendte i negativ Retning — for at paavise Følgerne af en Produktions Ophør — finder naturligvis lige saa fuldt Anvendelse, naar man vil undersøge Virkningerne af en ny Produktions Fremvæxt. Antage vi saaledes, at vi her i Landet lægge os efter at fremstille et Fabrikat (atter her fuldtud af indenlandsk Oprindelse), der forhen ikke frembragtes her i Landet, og som enten udføres herfra til Udlandet eller uden Prisfordyrelse fortrænger en Vare, der hidtil blev leveret af Udlandet til vort eget Forbrug — i begge Tilfælde altsaa saaledes, at Varen ikke paadrager os en ny national Udgift, men kun skaffer os Indtægt, og denne helt og holdent erobret fra Udlandet — saa vil denne nye Produktion i Henhold til det tidligere udviklede udøve følgende Virkninger paa Nationalhusholdningen: For det første vil Produktionens fulde Salgsværdi — lad den være io Mill. Kr. — komme Nationen tilgode som Nettoindtægt, og dette Beløb vil (hvis Produktionen besørges af den bestaaende Befolkning) bringe denne Befolkning en Velstandsforøgelse af gennemsnitlig 4V3 Kr. pr. Individ (Folkemængden sat til 232³/₁₀ Mill.), eller den vil (hvis den gamle Befolkning antages saa fuldt optaget, at den ikke kan paatage sig den nye Produktion) ernære en ny Befolkningsdel (Produktionskreds) paa 33,333 Mennesker, som Landet hidtil ikke var i Stand til at føde. Men derved bliver det ikke, thi de nye 33,333 Indbyggere skulle have Føde og Klæder, eller den gamle Befolkning vil forøge sit Forbrug med sin forøgede Indtægt; i begge Tilfælde vil der altsaa være 10 Mill. Kr. at give ud i Danmark, som før ikke kunde gives ud i Landet, fordi de ikke tjentes her. Gaa vi nu ud fra, at denne nye Indtægt fuldtud bliver givet ud *), og antage vi fremdeles (ligesom før), at 3/₅ deraf bruges til danske Produkter, saa betyder det altsaa, at der nu maa fremskaffes danske Produkter til et Beløb af 6 Mill.

---

*) Hvis en Del af Summen ikke gives ud, men sættes i Sparekassen, forandrer det ikke Forholdet. Thi det opsparede Beløbs Anvendelse er da kun udsat. Saasnart det en Gang hæves og gives ud, vil det fortsætte sin Rolle i Overensstemmelse med den her givne Udvikling.

Kr., som der før ikke var Afsætning- for. Men det vil jo igen sige, at der er skabt en ny national Indtægt paa 6 Mill. Kr., som enten yderligere vil forøge den gamle Befolknings Velstand (Levefod) eller — hvis Befolkningen forud er fuldt optagen af Arbejde — skabe Udkomme for 20,000 nye Indbyggere, der før ikke kunde leve i Landet, foruden de 33,333, der direkte vare interesserede i den nye Produktion. Men da de 20,000 nye Borgere maa forbruge deres 6 Mill. Kr., og deraf 3/₅ eller 3,600,000 Kr. til danske Varer, skabe de igen Existensbetingelser for 12,000 nye Indbyggere i Landet — og saa fremdeles, indtil Virkningernes Række er gennemløben ligesom i det forrige Exempel.

Men hvorlangt fortsætte disse Virkninger sig?
Og er det muligt at beregne deres Totalbeløb?

Jo. Forlade vi her Exemplets konkrete Tal og gaa over til almene Bogstavbetegnelser, idet vi betegne Værdien af den Produktion, hvis Virkninger vi undersøge, med P, og den Brøk, som angiver, hvor stor en Del af sin Indtægt Landets Befolkning anvender til Forbrug af indenlandske Varer, med —, saa kan det Tab eller den Vinding, som henholdsvis Produktionens Standsning eller dens Fremvæxt under de forangivne Forudsætninger medfører for Nationen, opskrives i Form af følgende Kvotientrække:

Theoretisk bliver denne Kvotientrække uendelig, men da dens sidste Led nødvendigvis maa blive = o, kan dens Sum alligevel efter en kendt Formel beregnes at være

(Formel 1),

For —= 3/5, saaledes som foreløbig antaget for
Danmarks Vedkommende i vore Exempler, bliver

= 5/ = 2i/ Med andre Ord: Standsr
-i- q /2 /2

ningen af en fuldtud dansk Produktion vil
løbe op til et Nationaltab, der er 2121/2 Gange

saa stort som den standsede Produktions fulde Salgsværdi. Fremvæxten af en ny fuldtud dansk Produktion vil medføre en national Vinding, der er 2i2ⁱj₂ Gange saa stor som Produktionens fulde Salgsbeløb*).

Begge disse Sætninger, hvis Vigtighed er indlysende, vise da, at ernational Produktion en meget vigtig Faktor til Opelskning af Velstand i et Land, saa er nationalt Forbrug (Forbrug af Landets egne Frembringelser) det ikke mindre. Begge disse to Faktorer virke Haand i Haand, den første som oprindelig Aarsag, den anden som en Slags Multiplikator, et kraftigt Middel til den skabte Velstands Mangfoldiggørelse. I den Brøk (3(³/₅ i Exemplerne, — i vor almengyldige Formel), som angiver, hvor stor en Del af sin Indtægt en Befolkning anvender til Forbrug af indenlandske Varer, have vi altsaa fundet en saa mægtig Faktor i den Solidaritet, der forbinder en Nations Medlemmer, at vi passende kunne kalde den den nationale Solidaritetskoefficient.

Betydningen af, at Solidaritetskoefficienten er saa
stor som mulig, er herefter selvindlysende. Er den

---

*) Selvfølgelig stadig under de givne Forudsætninger, som paa dette Trin i Fremstillingen ere absolut nødvendige; vil man søge at finde Kede i det her behandlede indviklede Æmne, maa man begynde med tænkte, ideelt-rene Forhold og saa efterhaanden tage den ene praktisk begrænsende Faktor efter den anden ind i Regningen. Det er rimeligvis denne Methode, som Ur. Birck kalder »at slutte a minori ad majorerne, men i saa Fald ganske med Urette.

i Nationen slet ingen indenlandske Varer f — == —j.
T
saa bliver = i, hvilket vil sige, hvad vi jo
r -~- q a
allerede gennem Ræsonnement have indset, at under
denne Forudsætning indbringer en ny Produktion
kun Nationen sin egen Værdi og ikke mere. Gaa
vi derimod den modsatte Vej og antage, at Nationens
Forbrug af egne Varer (Solidaritetskoefficienten) voxer
T
til 9/10 af dens Indtægt, saa bliver —:— = 10.
hvilket jo vil sige, at i dette Tilfælde voxer hver
Million, som Nationen ved ny Produktion skaber sig
i Merindtægt, op til 10 Millioner. For en national
Solidaritetskoefficient af 99/ioo vilde Produktionsudbyttetfordobles
ioo Gange, og brugte Nationen
udelukkende indenlandske Varer, vilde Fordoblingen
fortsættes i det uendelige.'

Det sidste forfærder min Hr. Kritiker og lægger ham Ordene »haarrejsende« og »afsindige Resultater« i Munden. Men Resultaterne ere hverken haarrejsende eller afsindige, de ere simpelthen theoretiske. Det kan nemlig opstilles som Ttieori, at en Nation udelukkende lever af sit eget, men i Praxis er det næppe tænkeligt, end ikke under barbariske Forhold*) og mere fremskredne Nationer maa indføre ikke ganske lidt. Gaa vi blot lidt videre frem i vor Udvikling, saa skulle vi ogsaa se, hvorledes den ene praktiske Begrænsning efter den anden vil bringe de af vore tænkte Forudsætninger flydende theoretisk-forfærdénde Konsekvenser til at svinde ind til langt mindre skrækindjagende Dimensioner.

3. Forbruger og Producent.

Som paa Forhaand sagt: de to foregaaende Afsnit
indeholde det Grundlag, hvorpaa jeg bygger

---

*) Det er denne simple Bemærkning, som giver Hr. Birck Anledning til i et udtværet Foredrag at docere, at Theori og Praxis ikke i Virkeligheden kunne stride mod hinanden. Man ser, hvor liden Grund der er for Hr. B. til at holde denne Præken. Naar Hr. B. lader mig erklære det for utænkeligt, at en Nation kan nøjes med at indføre 1/₁₀ af sit Forbrug, saa maa der foreligge en Fejltagelse fra hans Side.

min Besvarelse af det Spørgsmaal, der danner Titlen paa min Afhandling. Med dette Grundlag, og særlig med Udviklingen af Solidaritetslæren i Afsnit 11, staar og falder da mit Resultat. Enhver Kritik rnaa derfor rettes særlig mod dette Afsnit; thi kan det ikke rokkes, saa vil der ikke kunne rettes noget væsentligt Angreb paa det efterfølgende; mit Resultat vil kunne suppleres eller korrigeres, men ikke omstyrtes. Men jeg ser ikke, at min Kritiker i dette Tidsskrift har gjort noget alvorligt Forsøg paa at rokke min Udvikling i Afsnit 11.

Jeg gaar da videre frem imod Løsningen af den Opgave, jeg har sat mig: at yde et Bidrag til Udredning af det indviklede Forhold, hvori et Lands Producenter og Forbrugere staa til hinanden. Og jeg kan nu begynde at fjærne mig fra det mere almene for at trænge ind paa det mere specielle Omraade. Før beskæftigede vi os med det Forhold, hvori Nationen som Helhed stod til Produktionen, nu søge vi at klare os, hvorledes specielt Forbrugerne staa til en indenlandsk Produktions Fremvæxt eller Ophør.

Det er da indlysende, at hvis vi gaa ud fra den Antagelse, at vi for vort Land vinde en ny Produktion, der beskæftiger forhen ledige Hænder *), og som fremstiller en Vare, som vi hidtil have købt fra Udlandet, til samme Pris hvortil Udlandet præsterer den — saa have vi alle vundet en meget stor Fordel. Forbrugerne have da ikke en øre mere at give ud end før, men arbejdsløse Folk, der hidtil maatte fattigforsørges af det øvrige Samfund,, have faaet deres rigelige, selvstændige Indtægt, som delvis forbruges her i Landet og saaledes ogsaa kommer dettes øvrige Beboere tilgode. At »Forbrugerne« lige saa vel som »Producenterne« vinde ved en saadan Produktions Fremvæxt, er saa indlysende, at det er ganske overflødigt at at sætte nogen Undersøgelse i Gang for at forklare det.

Men vi gaa da atter et Skridt videre i Retning
af at begrænse vor Opgave: Hvis den Produktion,

---

*) Herunder selvfølgelig ogsaa forstaaet forhen ledig Kapital (jfr. vort Hvedemels-Exempel!)

der fremkaldes i Indlandet, er dyrere end den
udenlandske, hvad saa?

Ja, her staa vi ved et Spørgsmaal, der under Tidens Tolddiskussioner har den mest aktuelle Interesse. Og her ville vi træffe paa Folk nok, der frejdigt ville erklære enhver Fordyrelse af »Forbrugernes < Fornødenheder for et Nationaltab lig Fordyrelsens Beløb. Paa den Maade har der rundt om i Landet paa Møderne været ført mange »Beviser«, snart paa hvad Landbruget »maa ofre« til Industrien gennem Maskintolden, snart paa »den fattige Mands Beskatning« til Klædefabrikanterne o. a. m. Men rent bortset fra, at Told i mange Tilfælde slet ikke fordyrer Varerne — hvilket vi hele denne Afhandling igennem skulle se fuldstændig bort fra — saa er disse Regnestykker allesammen affattede med den mest vildledende Ensidighed; de tage nemlig udelukkende Hensyn til den eventuelle Varefordyrelse, men glemme ganske den anden Side af Sagen: den Fordel, der ad Solidaritetens Vej nødvendig maa tilflyde de paagældende Varers Forbrugere, som jo paa deres Side ogsaa ere Producenter, gennem den større Købeevne, der vindes af den Del af Nationen, som nyder godt af den fordyrede Produktion.

Det er denne Ensidighed, vi ville søge at undgaa, idet vi nu med Benyttelse af Resultaterne fra de to forrige Afsnit søge at udfinde, hvad det koster den forbrugende Del af Nationen ved Fordyrelse af sit Forbrug at yde en given, producerende Del af Nationen Betingelserne for at kunne existere.

For alle Tilfælde under ét kan det vistnok ikke hjælpe at søge en Besvarelse af dette Spørgsmaal, men vel under visse Forudsætninger. Disse ere da følgende: Vi gaa ud fra, at vor Nation hidtil har forbrugt et vist Kvantum af en udenlandsk Vare, som den betalte med P Millioner Kroner*); men nu benytter den — frivillig eller tvungen af Toldbeskyttelse— samme Kvantum af en ganske lignende Vare, der fremstilles her i Landet, men er dyrere, idet den koster P -J- / Mill. Kr. Denne Vare er — antage vi foreløbig ligesom hidtil — helt og

---

*) Selvfølgelig betegner dette P altsaa Varens laveste Pris, »Verdensprisen<.

holdent af indenlandsk Oprindelse, uden nogensomhelstudenlandsk
Tilsætning, og dens Tilvirkning
ernærer en Produktionskreds (jfr. Hvedemels-Exemplet
foran!), der udgør —af Nationen. Varen forbruges
derimod af hele Nationen, ogsaa af Producenterne*);
71 ~— I
de rene Forbrugeres Antal udgør altsaa —'-—
af Nationen. Dennes samlede Indbyggerantal beløber
sig til B Millioner, og den anvender — af sin Indtægt
til Forbrug af indenlandske Varer (Solidaritetskoefficientener
= —).
r

Hvad vi nu skulle have at vide, er altsaa dette:
/YL ■ * ' T
Hvorledes kommer det til at stille sig for de —-—
n
af Befolkningen, der ikke producere den omhandlede
Vare, men alene forbruge den**), og som derfor
kunde antages at komme til at lide under den foretagne
Forandring fra Forbrug af fremmed til Forbrug
af indenlandsk Vare. Hvorledes bliver altsaa
denne Befolkningsdels Status?

Det er klart, at hele Nationen (siden de alle forbruge Varen) taber de p Millioner Kr., som den danske Vare koster mere end den fremmede; og dette Tab vil, idet vi nu tage det i forrige Afsnit vundne Resultat til Hjælp (se Formel i), gennem den nationale Solidaritets Indflydelse voxe op til

T
.p Mill. Altsaa bliver den Del af dette Tab,
som falder paa de :—:— Ikke-Producenter, =
n
7% * i f
: .p. Fordelen af den nye Produktions
n r -~ q r J

---

*) Dette maa nøje bemærkes. Forbruges Varen kun af en Brøkdel af Nationen, bliver Forholdet saa kompliceret, at jeg er afstaaet fra ethvert Forsøg paa at drage det ind i mine Beregninger.

**) Den producerende —'s Fordel er jo tilstrækkelig indlysende, til at vi ikke behøve at beskæftige os med den.

Overtagelse, hele Indtægtsbeløbet P + p Mill, Kr.
falder derimod paa den producerende — af Nationen
(d. v. s. paa en Produktionskreds i den tidligere
anvendte Betydning af dette Ord); men denne bliver
dog ikke ganske ene om det. Da den bruger —
af sin Indtægt til Indkøb af indenlandske Varer, vil
— af Beløbet P4- P komme hele Nationen tilr

gode, og efter den" nylig nævnte Solidaritetsformel
vil denne Fordel voxe op til .-.(? + /),
r -r- q r
Af denne Størrelse vil da atter —:— falde paa den
n
ikke producerende Befolkningsdel som en Fordel,
denne høster af at leve i et Samfund med den producerende
—. Den forbrugende —'-—'s samlede
n n
Vinding og Tab kan altsaa opskrives paa følgende
Maade:

hvilken Størrelse ved en Smule Regning kan simplificeres,
saa den bliver

(Form. 2).

Denne Formel giver da i Millioner Kroner det
samlede Tab eller den samlede Vinding, som den
/y& * x
forbrugende —'■— af Befolkningen under de givne
ru
Forudsætninger har af Overgangen fra fremmed til
nationalt Forbrug, ønsker man at kende Tabets
eller Vindingens Størrelse gennemsnitlig pr. Individ
— hvilket jo har størst Interesse — har man
kun at dividere det opnaaede Resultat med —'-— .B,
n
som angiver den alene forbrugende Befolkningsdels
Antal, og Resultatet bliver da

(Formel 3).

I disse Formier have vi vundet Udtryk, der hjælpe os et godt Stykke paa Vej til Løsningen af vor Opgave. Sætte vi Talstørrelser ind, f. Ex. i den sidste Formel P = 10 Mill. Kr., Tillægsprisen p = 1 Mill. Kr., -2- == 3/₅, B= 232³/₁₀ Mill. Mennesker, og

lade vi den producerende — være = af Nationen, saaledes at dennes alene forbrugende Del kommer til at udgøre 62/₆₃, saa faa vi til Facit paa Regningen -f- 6,09. Det vil sige: Landets Forbrugere tabe ikke, men vinde 6 Kr. 9 Øre pr. Individ ved under de givne Forudsætninger at betale den danske Vare 10 pCt. højere end den udenlandske. Saa meget større er altsaa den Fordel, de 62/₆₃ af Befolkningen have haft af at faa Del i den Indtægt af 11 Mill. Kr., som gennem den nyvundne Produktion tilflød x/₆₃ af Nationen, end det Tab, de led ved at maatte betale Varen 1 Mill. Kr. dyrere end før!

Og dette Resultat, som i første Øjeblik kan se
ret forbavsende ud, vil ved nærmere Eftersyn vise
sig" at gælde i temmelig stort Omfang. Jeg har i
min A ■fVi ar»rllinr* i %T7«-»T" Tnrincft-i r\rr- tToon^wnri7-j nrl_
regnet en Tabel, som viser dette, idet den for vexlende
Værdier af Solidaritetskoefficienten — og af de a
Fordyrelse p, som Varens Fremstilling i Danmark
antages at medføre, angiver, hvad hvert Individ af
Forbrugerne vinder eller taber ved at bruge den
danske Vare i Stedet for den billigere fremmede.
Denne Tabel — som den mig indrømmede Plads's
Knaphed forbyder mig at gengive her i Tidsskriftet
— viser, at det (stadig under de givne Forudsæt-71
I
ninger) kan betale sig for den blot forbrugende —'-—
af Nationen at udrede forbavsende høje Varefordyrelser;
det viser sig, at Størrelsen —-— ligefrem angiver,
til hvilken fordyrelses- (Beskyttelses-)procent
man kan gaa, inden der bliver Tab for Forbrugerne.

Men — de, som forskrækkes eller foruroliges af de vundne høje Resultater og med Hr. Birck føle sig tilbøjelige til at henføre dem til det »afsindiges« Kategori, maa jeg minde om, at hele min Regning, trods de efterhaanden indførte Begrænsninger, endnu i stort Omfang hviler paa tænkte Forudsætninger, hvortil Virkeligheden vanskelig kan byde noget tilsvarende. Derfor har ogsaa det sidst vundne Resultat endnu kun theoretisk Interesse — som et Stadium paa Vejen til Maalet; men naar vi efterhaanden trække Traadene sammen, saa vi komme Virkeligheden nærmere i vore Forudsætninger, ville vi se, hvorledes de afskrækkende theoretiske Resultater ville blive beskaarne mere og mere, indtil de ikke længer i deres Form eller Indhold frembyde noget usandsynligt, og end mindre noget »afsindigt«.

En af disse fornødne Begrænsninger skulle vi
foretage her med det samme: Vi ere hidtil gaaede
ud fra den Forudsætning, at den Produktion, hvis
Betydning vi undersøge, var aldeles fri for Bestanddele
af udenlandsk Oprindelse. Men saadanne
Varer existere næppe i vore Dage; ville vi naa
praktiske Resultater, maa vi derfor søge at
inddrage det Forhold i vore Beregninger, at en vis
Del af enhver Vares Værdi, selv om den er produceret
i Indlandet, skyldes udenlandske Raastoffer,
udenlandsk Brændsel eller Anvendelsen af udenlandsk
Værktøj, maaske ogsaa udenlandsk Kapital. Denne
Del — vi ville sige, at den udgør — af den indenu

P 4- i>
landske Vares samlede Værdi P -4- A altsaa -———
— maa da fradrages i vore Beregninger af det Udbytte
(hvad enten det er Vinding eller Tab), som de
blot forbrugende '— af Nationen har af at yde
den producerende — en vis Beskyttelse, der udnyttes

i Form af en Varefordyrelse p, ud over VerdensprisenP. Men denne Ændring i vore Formler sker meget let; vi have simpelthen i vor Beregning S. 611 at formindske det Produktionsudbytte, der faldt paa den producerende Del af Befolkningen og fra denne

delvis meddelte sig til hele Nationen, med de frem-
P-\- i>
mede Bestanddeles Værdi -——. Man vil da ved
u
Efterregning finde, at Formel (2) med denne Forandringvil

(Form.4).

og som Gennemsnitsudbytte pr. Individ faas
herefter (ved at dividere med den ikke-producerende
Befolknings Antal —'— . B):

(Form. 5).

Med dette Resultat ville vi slutte nærværende Afsnit af vor Udvikling. Vi have nemlig nu fundet et Udtryk, som besvarer vort Spørgsmaal paa S. 609, idet det under de givne Forudsætninger angiver det paa ethvert Individ af den ikke-producerende (rent forbrugende) Befolkning faldende Udbytte (Vinding eller Tab) af den Støtte, der gennem Var efor dy r else (udnyttet Beskyttelse) er ydet en producerende Del af Nationen.

Gør man sig Betydningen af denne Formel (5)
klarere ved at indsætte Værdier i den, vil man hurtig
blive opmærksom paa, hvor betydeligt Størrelsen —
u
allerede har reduceret de høje Resultater fra Formel
3. Jeg har i min oprindelige Afhandling i »For
Industri og Haandværk« udregnet nogle Tabeller
til Belysning ogsaa af dette Forhold, idet jeg for
hver af disse Tabeller har sat — (det Forhold, hvori
fremmede Bestanddele indgaa i Produktionen) = henholdsvisl
/3, 1/2, 2/3 og 5/6*). Det viser sig da, at

---

*) Hr. Birck skriver Side 424 i sine >Randbemærkninger«, at jeg 1 sætter — (de indenlandske Varers udenlandske Bestanddele) = 1/3 —V2 i Gennemsnit. Jeg tror ikke at have givet Hr. B. nogensomhelst Anledning til denne Misforstaaelse. Tværtimod, jeg har ladet denne Brøks Værdi variere lige fra o til 1.

med en Solidaritetskoefficient = 3/5 (altsaa formentlig
med danske Forhold for Øje) kan den forbrugende
Befolkning ikke uden Tab taale en Varefordyrelse,
der for —= 5/6 overstiger 11,1 pCt., for —= 2/3
25 pCt., for —= x\% 42,9 pCt. og for —== V 3 66,6
u u
pCt. af Verdensprisen. Og med lavere Solidaritetskoefficienterkan
der kun taales langt lavere Varefordyrelser;til
—= 1/5 vil der saaledes for de nys

nævnte Værdier af — svare henholdsvis 3,8 pCt., 7,1
u
pCt., 1 i,i pCt. og 15,4 pCt.

Altsaa have vi som Resultat af vor Undersøgelse foreløbig fundet den Formodning bekræftet, at den ofte hørte Paastand, som siger, at enhver Varefordyrelse er et Tab for Forbrugerne, er fuldstændig falsk. Fremkalder Fordyrelsen en indbringende indenlandsk Industri, kan, som vi have set, Forbrugeren have positiv Fordel af at bære endogsaa en ret høj Varefordyrelse — højere jo større Solidaritetskoefficienten er, og jo renere indenlandsk Varen er. Men paa den anden Side se vi ogsaa, at der er Grænser for den Fordyrelse, som kan bæres, naar Producenten ikke skal nyde sine Fordele paa Forbrugerens Bekostning. Vi tør derfor mene at have naaet et Resultat, der dog har en vis Betydning som Vejleder gennem Erhvervslivets Mangfoldighed og Tolddiskussionernes

Vi minde her endnu en Gang om, at vi i denne Udvikling stadig gaa ud fra, at en Toldbeskyttelse altid vi) fordyre en Vare. Som bekendt er det ikke Tilfældet; i mange Tilfælde vil man derfor have at sætte Størrelsen p (Fordyrelsen ved indenlandsk Produktion) i de vundne Formler = o, hvorved deres Resultat vil blive meget gunstigere end angivet.

---

*) Hr. Birck skriver Side 424 i sine >Randbemærkninger«, at jeg 1 sætter — (de indenlandske Varers udenlandske Bestanddele) = 1/3 —V2 i Gennemsnit. Jeg tror ikke at have givet Hr. B. nogensomhelst Anledning til denne Misforstaaelse. Tværtimod, jeg har ladet denne Brøks Værdi variere lige fra o til 1.

4. Det vundne Resultats praktiske Anvendelighed.

Men, vil man spørge, hvor kan det have Rimelighed, at endnu saa høje Varefordyrelser som de nylig anførte skulde kunne bæres af Forbrugerne uden Tab? Hvor kan det være tænkeligt, at endogsaa en Fordyrelse af 66,6 pCt. skulde kunne taales. naar der er Tale om en Vare, hvis Tilsætning af udenlandske Bestanddele udgør 1/₃ af dens Værdi?

Det ligger i, at der endnu er tre Forudsætninger tilbage, under hvilke vort Resultat er blevet til, og som maa holdes klart for Øje, naar man vil forstaa dets Betydning.

1) Den første af disse Forudsætninger er den, at den Produktion, hvis Betydning vi undersøge, fremstiller en Vare, der bruges af alle. Dette er en Forudsætning, som vi ikke kunne give slip paa; thi, som allerede bemærket i Noten Side 610, en Produktion af en Vare, der kun bruges af en Brøkdel af Befolkningen, giver saa forviklede Forhold, at vi ikke have dristet os til at drage dem ind under vore Formler. — Men saa maa vi altsaa vide, at vor Formel 5 kun gælder under denne Forudsætning og ikke for enhver Produktion.

2) Den anden Forudsætning er den, at vi kun befatte os med at undersøge en saadan Produktion, som flytter Tilvirkningen af en af vore Nødvendighedsartikler fra Udlandet til vort eget Land*) — med andre Ord: en Produktion, der skaffer os en ny Indtægt uden at paabyrde os en ny Fornødenhed (Udgift).

Ogsaa denne Forudsætning jnaa vi fastholde. At tvinge hele Erhvervslivets brogede Maskineri indenfor Formlers Ramme er en Tanke, som vi ikke have dristet os til at ville realisere. Vi ere tilfredse med at naa et Resultat indenfor den begrænsede Opgave, vi have stillet os — tilmed da Opgavens Grænser jo ere særdeles rummelige. Vi give for Tiden henved 200 Mill. Kr. ud om Aaret til Varer,

---

*) Eller alene tjener til Export, saaledes at vi kun faa Indtægten af den.

som vi vistnok for en stor Del selv kunde fremstille; derfor synes det baade aktuelt og betydningsfuldt nok, om vi kunde finde en paalidelig Vejledning til Belysning af det Spørgsmaal, under hvilke Forudsætninger vi med Fordel for os alle kunde søge at sysselsætte de ledige eller utilstrækkeligt beskæftigede Hænder i vor Befolkning med Fabrikation af disse store Varemængder, som vi nu indføre fra fremmede Lande.

3) Den tredje Forudsætning derimod hører til dem, som vi kun midlertidig have opstillet for at simplificere vor Opgave saaledes, at den overhovedet kunde haabes løst. Vi sigte her til, at vi hidtil bestandig ere gaaede ud fra, at de Befolkningsdele, som vi gennem ny Produktion skaffede et til »fuld Levefod« svarende Udkomme, forud vare aldeles indtægtsløse; eller at de Befolkningsdele, som havde haft fuld Ernæring gennem en dansk Produktion, ved dennes Standsning sank ned i absolut Forarmelse. Det er denne Forudsætning, som har Hovedskylden i Formlernes »haarrejsende« Resultater*). Naar saaledes i Exemplet Side 612 1/_ez af vor Nation, hvilket vil sige ca. 36,500 Mennesker, pludselig avancerer op fra at have en Indtægt = o til at nyde en samlet Indkomst af 11 Mill. Kr. om Aaret, saa er det let forstaaeiigt, at en saa overordentlig Forandring i en betydelig Befolkningsdels Forhold maa udøve saa mægtig en Indflydelse paa den øvrige Nation, at den langt opvejer en Merudgift for denne paa 1 Mill. Kr. (eller rettere 62/₆₃ af 1 Mill. Kr.).

Men saa bratte Omvexlinger forekomme vel aldrig i Praxis. Der har man jo i Almindelighed at gøre med Folk, som havde nogen Indtægt, inden de bleve sysselsatte i den nye Produktion, eller som ville finde sig en mer eller mindre taalelig Erstatning, hvis den Produktion ophører, hvormed de hidtil vare

---

*) Besynderlig nok bebrejder Hr. Birck mig Side 420 i dette Tidsskrift, at jeg aldeles glemmer at tage Hensyn til at der gives Arbejdsløshed i vore Dage. Jeg vilde snarere have ventet den modsatte Bebrejdelse, eftersom hele mit Ræsonnement — lige indtil jeg naar Slutningen — gaar ud fra Arbejdseller Indtægtsløshed som Grundlag! Intetsteds har jeg, som Hr. B. synes at tro, tænkt paa at fremkalde Industri >ved fremmede Maskiner og fremmede Arbejdere«.

sysselsatte. Derfor er det da ogsaa indlysende, at en saadan Løsning af de her omhandlede Spørgsmaal,som skal finde praktisk Anvendelse, ogsaa maa kunne tage Hensyn til disse mellemliggende Schatteringerog ikke blot til de theoretiske Yderligheder.

Det synes nu at være min Kritikers, Hr. Bircks, Mening, at jeg har manglet Blik for alt dette, og han anvender mange og lange Sider af sine »Randbemærkninger« paa at indprente mig de herhen hørende Sandheder. Men dette er overflødigt. Direkte at indføre alle disse Mellembestemmelser i Formlerne, uden at gøre disse altfor haabløst forviklede, anser jeg rigtignok ikke for gørligt, men jeg har derfor ingenlunde glemt dem; jeg har i min Afhandling i »For Industri og Håndværk« henvist dem til det sidste Stadium af min Undersøgelse — der hvor Formlernes praktiske Anvendelighed behandles — og jeg har da givet følgende Anvisning til Løsning af den saaledes komplicerede Opgave:

Lad os f. Ex. tænke os, at vi ved Hjælp af en 10 pCt.s Toldbeskyttelse fremkalde en Cementindustri, hvis Produktion til Verdenspris (P) vilde indbringe 10 Mill. Kr., men som nu ved Hjælp af Beskyttelsen (p) fordyres med i Mill. Kr. og altsaa indbringer Produktionskredsen P -\- p = 11 Mill. Kroner. Lad Solidaritetskoefficienten (--) være = 3/₅, frenmiede Bestanddeles Andel i Produktionen f—) «— xx_{J i} og

Nationens Folketal (B) = 2,3 Millioner. Sætte vi da disse Tal ind i Formel 5 (Side 614), ville vi til Facit faa + 4,29, hvilket jo vil sige, at den omhandlede Cementindustri ikke vil give den forbrugende Befolkning i Landet Tab, men en positiv Fordel paa 4 Kr. 29 Øre pr. Individ.

Men dette Resultat er kun rigtigt under den Forudsætning, at alle de Mennesker, der nu faa Føden gennem den nye Produktion, forud vare uden Sysselsættelse (enten hele deres Dag eller den Del af Dagen, som de nu anvende i den nye Produktions Tjeneste). Nu kan det imidlertid antages, at det ikke har set slet saa galt ud, før Cementfabrikationen kom; vi kunne gaa ud fra, at de samme Arbejdere

(eller en Del af dem) da vare sysselsatte ved StenellerJordarbejder, ved Teglværker eller Landbrug, og at de ledende Ingeniører ligeledes havde delvis Sysselsættelse. Antage vi, at disse forskellige Arbejderden Gang indbragte den nu cementproducerendeBefolkningskreds ialt 7 Mill. Kroner, saa ydede denne Sysselsættelse jo ogsaa Landets Forbrugere Fordele. Beregne vi disse efter samme Formel som før, idet vi gaa ud fra, at der ogsaa i denne Produktionindgik udenlandske Bestanddele til x/₄ af Værdien, men at den ikke var fordyret ved Told (p = o), saa faa vi til Facit -f- 3,42. Altsaa havde Forbrugerbefolkningen allerede en Fordel ■= 3 Kr. 42 Øre pr. Individ af den ældre Produktion; saa kan den Fordel, som Forbrugerne vandt gennem Indførelsenaf Cementindustrien, selvfølgelig ikke sættes lig hele dennes Industris Udbytte, men kun lig Forskellenmellem Udbyttet af den nye og den gamle Produktion. Dette er 4 Kr. 29 Øre -— 3 Kr. 42 Øre = 87 Øre pr. Individ, og hertil indskrænker altsaa hele Vindingen ved den nye Produktion sig for Forbrugernes Vedkommende.

I dette Tilfælde ville, som man ser, de høje Fordyrelsesprocenter, der theoretisk skulde kunne taales, i Praxis lide en meget stærk Reduktion; efter det første Facit vilde Cementen nemlig kunne fordyres 82 pCt., uden at Forbrugerne tabte derved, men efter det rettede Facit vilde den højeste Fordyrelse, der kunde taales, være 17 pCt.l Og det kunde komme til at se endnu værre ud for den nye Produktion. Indgik der f. Ex. slet ingen udenlandske Bestanddele i den Produktion, . hvormed de paagældende Arbejdere før vare beskæftigede, saa vilde den i Henhold til Formel 3 have givet Forbrugerne 4 Kr. 57 Øre pr. Individ, hvilket er mere, end den nye Cementfabrikation gav, og Forbrugerne vilde altsaa under denne Forudsætning ikke have haft Fordel, men et Tab paa 28 Øre pr. Individ af dens Indførelse. (At det vilde stille sig anderledes for Producenterne, er en Selvfølge).

Se, paa den Maade og paa dette Stadium bringer jeg de praktiske Faktorer i Anvendelse, som ville skrue Formlernes og Tabellernes tilsyneladende »afsindige«Tal ned til ganske jævne Størrelser. Og

jeg tror, det er umuligt at bringe dem i Regning
paa et tidligere Tidspunkt. *)

Man kunde jo maaske nu spørge, hvilken Betydning de forangivne Formler have, siden deres Anvendelse kræver saa store Restriktioner. Svaret herpaa bliver dels, at Formlerne jo indeholde Betingelserne for den rette Anvendelse af Restriktionerne, dels at der jo ikke vil savnes Tilfælde, hvor Formlernes Resultater blive gældende i hele deres Styrke. Det vil jo dog af og til hænde, at et Lands Styrelse faar den Opgave at søge Sysselsættelse for virkelig arbejdsløse Dele af Nationen eller for en Befolknings til væxt, som man maa skyde fra sig gennem Udvandring, hvis man ikke kan give den Arbejde. Og i begge Tilfælde vil der være Brug for Formlernes Resultater uden nogen Afkortning; thi det gælder da i det ene Tilfælde som i det andet om at skabe Indtægter for Nationen, hvor der forud ingen Indtægt er.

Hermed slutter jeg da Gengivelsen af min AfhandlingsIndhold. Gærne havde jeg medtaget endnuen Anvendelse af de beregnede Formler, nemlig det Forsøg, jeg har gjort paa at benytte dem til en Paavisning af, at det System, hvorefter et Erhverv (f. Ex. Landbruget) exporterer sine egne gode Produkterog i deres Sted selv forbruger indførte udenlandskeVarer af simpel Kvalitet, i Længden er uheldigt baade for Nationen og Erhvervet. Men dertil har den ærede Redaktion ikke villet give mig Plads. Jeg maa da overfor Hr. Bircks mere end mærkelige Hexeridt gennem denne Del af min Afhandlingnøjes med at henvise til Fremstillingen i »For Industri og Haandværk«. Den hviler, ligesom

---

*) Hr. Birck røber S. 435 i sin Kritik, at det dog ikke er undgaaet hans Opmærksomhed, at jeg sluttelig tager alle de Hensyn, han før har bebrejdet mig at savne Blik for. Men paa dette Stadium beskylder han mig for ikke at kunne indse, at Fordyrelsen af Varerne »er et Nationaltab og ikke alene et individuelt Tab for Konsumenterne«. Jeg turde maaske her gøre min ærede Kritiker opmærksom paa, at det har været min Opgave helt igennem at udfinde Forbrugernes Stilling til en ved Varefordyrelse fremkaldt Produktion; derfor dvæler jeg naturligvis særlig ved denne Side af Sagen, Men at jeg ikke derover har glemt »Nationaltabet« , fremgaar jo af Ordlyden i min Udvikling Side 6io, Linie 18 flg.

alt det øvrige i min Afhandling, paa Udviklingen i Afsnit II af Solidaritetens og særlig »Solidaritetskvotientens«Betydning, og den har Hr. Birck jo ikke rokket synderlig ved; tværtimod, han tænker sig jo endogsaa (Side 435 i dette Tidsskrift) den Mulighed at kunne indrømme, at min Solidaritetsformel»beror paa andet end en Fiktion«. Men staar den fast, saa skal ogsaa nok dens Anvendelse paa Landbrugsexporten vise sig at staa fast — saa meget mere som Resultatet af denne Anvendelse jo übetingethar den indre Sandsynlighed for sig: En Nedtrykning af Levefoden (her gennem Overgang til Forbrug af mindre gode Fødemidler) kan aabenbartikke være Tegn paa fremadskridende Velstand.

Redaktionen har ikke villet nægte Hr. Folketingsmand Wulff Optagelsen af ovenstaaende Artikel, i hvilken Hr. Candidat Birck imidlertid intet Sagligt har fundet, som kunde give ham Anledning til at komme tilbage til Forfatterens Theorier eller Beviser, saameget mindre som disse jo nu foreligge i Hr. Wulffs egen Fremstilling for »Nationaløkonomisk Tidsskrifts« Læsere.

Red.