Statistik over Striker og Arbejdsstridigheder.

1 de store Staters og i en Del af de mindres aarlige statistiske Publikationer har Oversigter over Striker, Lock'out's og Mægling i Arbejdsstridigheder efterhaanden faaet fast Plads. Det er, som bekendt, de nordamerikanske Staters Arbejdsbureauer, som først tog dette Emne op til indgaaende Behandling, og den amerikanske Strike-Literatur er i Aarenes Løb svulmet op til en meget anselig Række af tykke Bind. Men ogsaa i England, Frankrig, Østrig og flere andre europæiske Lande offentliggøres aarlig Beretninger, som vel i Almindelighed synes at tynges af en ufornøden Stofmængde, men hvori man altid finder et og andet til Forstaaelse af Udviklingen.

Idet vi udtrykkelig bemærke, at en Sammenligning Land og Land imellem i Almindelighed ikke tør foretages , fordi de Kilder, hvorfra Oplysningerne hentes, næppe udnyttes paa samme Maade overalt, skulle vi meddele nogle Data fra de sidste Aars officielle Strikeberetninger.

Det franske »Office du travail« udgiver aarlig en
Beretning, hvis sidste Bind (omfattende Aaret 1895)
allerede udkom i April Maaned. Det meddeler en

Oversigt over de sidste 6 Aars Striker, hvoraf vi
fremhæve de væsentligste Tal:

Uagtet man bestræber sig for at faa alle Arbejdsstandsningermed i disse Opgørelser, er det sandsynligt, at en stor Del — navnlig kortvarige og lidet omfangsrigeStriker unddrage sig Registreringen. Man tør derfor ikke i Antallet af strikende Arbejdere eller af tabte Arbejdsdage søge et nøjagtigt Udtryk for det Krafttab, som Industrien eller Arbejderne lide paa denne Maade. Dette saa meget mindre, som Strikernejo ofte medføre en Arbejdsstandsning for en stor Del Arbejdere, som ikke aktivt tage Del i Striken, og disse ere ikke medindbefattede i de registrerede Tal. I det store Strikeaar 1893 maatte saaledes ca. 10,000 Arbejdere (foruden de ovenanførte 170,000) for kortere eller længere Tid sættes ud af Virksomhed paa Grund af Striker. — Til Forklaring af Betydningen af Tallene for de tabte Arbejdsdage skal anføres, at de 3.175,000 tabte Dage i 1893 udgjorde omtrent 3 pro

mille af den franske Industris aarlige Antal Arbejdsdage
under regelmæssige Forhold.

Strikernes mere eller mindre heldige Udfald for
Arbejderne oplyses gennem følgende Tabel:

Det langt overvejende Antal af Strikerne vare
ganske kortvarige, hvad der fremgaar af den følgende
Opgørelse for Aaret 1895:

Med Hensyn til Strikernes Omfang oplyses for
1895, at

Om Strikerne i England findes Oplysninger i de af Board of Trades »Labour Department« udgivne Beretninger. Vi anføre nogle Hovedtal for de sidste 4 Aar:

Det store Antal strikende Arbejdere i 1893 skyldes den omfattende Kulmine-Strike; i dette Aar faldt 19,9 pCt. af Strikerne og ikke mindre end 80 pCt. af de strikende Arbejdere paa Minedriften.

Strikernes Udfald angives saaledes:

I Østrig er Statistiken over Striker endnu temmelig ufuldkommen-, den indbefatter saaledes slet ikke Mineindustrien, hvilket bidrager til at forklare de efterfølgende mærkeligt lave Angivelser.

Om de østrigske Strikers Udfald foreligger der for
os kun Oplysninger vedrørende Aaret 1894, da Forholdet
stillede sig saaledes:

---

*) Incl. Son- og Helligdage.

**) Excl. Søn- og Helligdage.

Af det nylig afsluttede 6te Bind af Neumann- Spallarts »Übersichten der Weltwirtschaft« anføre vi endelig nogle Oplysninger om Strikerne i Preussen, Italien og de Forenede Stater i Nordamerika.

Den officielle preussiske Strikestatistik opfører hvert af en Strike berørt Etablissement som et Striketilfælde, ser altsaa Sagen mere fra et industrielt end fra et socialt Synspunkt. Der registreredes i Perioderne

Af de preussiske Striker i 1889^— ₉₀ endte kun 36 Procent uheldigt for Arbejderne, medens Procenten for de tabte Striker i 1893^—94 var steget til 65, i andet Semester (V 4—³%) af 1894 endog til jy.

Efter de officielle Beretninger fra Italien var
Antallet af Striker og strikende Arbejdere i Aarene
1889 til 1893 følgende:

Fra de Forenede Stater foreligger der meget udførlige Oplysninger, som delvis gaa langt tilbage i Tiden-, for ikke at sammenstille alt for uensartede Tal skulle vi dog kun anføre et Uddrag af Tabellerne for Tiden fra 1889 til 1894.

Udfaldet angives paa følgende Maade:

Om det materielle Tab, som Striker og Lock'out paaføre Arbejdere og Arbejdsgivere, findes der i Almindelighed kun sparsomme Oplysninger. Det er ifølge Sagens Natur ogsaa vanskeligt at beregne. Mr. Carroll D. Wright, de Forenede Staters Commissioner of Labor, har for de 13V2 Aar ra Begyndelsen af 1881 til Midten af 1894 kalkuleret de nordamerikanske Arbejderes Lønningstab ved Arbejdsstandsninger til 190 Mill. Dollars, hvortil kommer et Understøttelsesbeløb af c. 13 Mill. Doll. Arbejdsgivernes Tab i samme Tidsrum anslaar Wright til 95 Mill. Doll.

Med Hensyn til de almindelige Resultater, man tør udlede af Strikeberetningernes Tabeller, gælder det vistnok om at være meget forsigtig i sine Slutninger. Ikke alene ere internationale Sammenligninger, som foran berørt, i Almindelighed utilstedelige, men selv indenfor det enkelte Land ville Tallene ofte ikke være homogene fra Aar til Aar. Selv om Statistiken er udtømmende, saaledes at det lykkes at registrere hver eneste 'Arbejdsstridighed, vil f. Ex. en Stigning i StrikernesAntal ikke absolut betyde en Skærpelse af den

sociale Modsætning mellem Arbejdere og Arbejdsgivere. Det maa jo erindres, at Arbejdernes Organisation, sorn er Forudsætningen for enhver Samoptræden fra disses Side, ingenlunde er fuldt gennemført, og at navnlig de ikke faguddannede Arbejdere overalt ere meget løst eller slet ikke organiserede. Efterhaanden som Organisationen bliver fastere og mere almindelig, stiger derfor Muligheden for Arbejdsnedlæggelser. Den Strassburgske Universitetslærer, Frh. v. Waltershausen, har i det sidst udkomne Hefte af »Allgemeines StatistischesArchiv« benyttet den nordamerikanske Strikestatistikfor Aarrækken 1881 —94 som Argument for den Paastand, at de amerikanske Arbejdere ere i Færd med at miste deres hidtidige gunstige Stilling i Kampen om Arbejdsbetingelserne. Forfatteren slutter dette navnlig deraf, at Tallene udvise stedse færre agressive Striker, og at disse i relativt stigende Antal gaa tabt for Arbejderne. Det er muligt, at Slutningen er rigtig, men udelukket er det dog ikke, at de gamle, vel indøvedeArbejderorganisationer have opnaaet, hvad de med Billighed kunne fordre, eller at de sætte deres Fordringer igennem ad anden Vej end gennem Arbejdsnedlæggelser,medens de mange tabte Striker fortrinsvis skyldes de nye, mindre kampøvede Organisationer. I hvert Fald bør Strikeberetningernes Tal læses under stadigt Hensyn til den sociale Udvikling, som finder Sted indenfor hvert enkelt Land.