Konsumenter kontra Producenter.

(Randbemærkninger til Hr. Jul. Wulffs Artikel i »For Industri
og Haandværk« 5 II.)

Hr. Sekretær Jul. Wulfif har Fortjenesten af i den hjemlige Tolddiskussion at have indbragt et Argument, der ikke mangler Nyhedens Interesse, men rigtignok er betydningsløst. Desværre maa selv den, der, som nærværende Anmelder, ikke er blottet for Forstaaelsen af Beskyttelsespolitikens fortidige Opportunitet, indrømme , at Hr. W. ikke har givet noget reelt Bidrag til denne Forstaaelses videre Udbredelse; dertil er hans Siutningsrækker tor lidet logisk gennemtænkte, hans Paastande for ufunderede, og det rigtige, han nævner, for meget iblandet Misforstaaelser.

Saa langt fra at gavne den Sag, han kæmper for, lægger han tværtimod Modstanderne den Stikreplik i Munden: »Naar de (Protektionisterne) tage deres Tilflugt til en saa uholdbar Argumentation, af hvilken Art maa da den Sag være, der begrundes paa slig Vis?«

Hr. W. begynder med den iøvrigt ret almindelige Forsyndelse mod det Logikens Bud: man tør ikke slutte a minori ad majorem, fra hvad der gælder delvis og under visse Forudsætninger til, hvad skal gælde i alle Fald og uden Betingelser.

Naar de produktive Faktorer, specielt dansk Arbejdskraft, er i fuld Virksomhed, er der ingen fornuftig Grund for en Regering til at skabe nye Erhverv. der; da alle Arbejdere er beskæftigede, maa tage sin Arbejdskraft fra bestaaende Industrier — eller fra en forøget Indvandring, noget, intet europæisk Land for Tiden kan ønske.

Vil Toldbeskyttelsen blot lede til at føre fremmede Maskiner og svenske eller tyske Arbejdere over paa dansk Grund, mangler den enhver raison d'etre — i det mindste hos os. Kun i Fald der findes en ledig Arbejdskraft, der alligevel skal underholdes ved offentlig eller privat Velgørenhed, eller beskæftigede Arbejdere, hvis Løn er saa ringe, at den maa suppleres af Understøttelser, kan Toldbeskyttelsen forsvares.

Hvad der nu i Øjeblikket taler stærkt for en protektionistisk Politik, er at der netop her i Landet findes mange ledige Hænder, og at en Del af Landbrugets Daglejere falder Fattigvæsenet til Byrde, rent bortset fra det politiske Moment, at vi paa Basis af skrappe industrielle Satser er i Stand til paa lige Vilkaar at negotiere om Handelsfordele (for vore Exportvarer) med det protektionistiske Udland.

Men denne Forudsætning, Arbejdsløsheden, glemmer Hr. W. aldeles; — først som et übetydeligt Anhang til sin mærkelige Solidaritetstheori fremdrager han dette Fundamental-Spørgsmaal.

Hr. Wulff paastaar (Pag, 44), at en Meltold, der strax forøger Produktionen og Forbruget af dansk Mel med 10 Mill. Kr., vil bevirke en Forskydning i Handelsbalancen af det doppelte i vor Favør.

Han slutter saaledes
Mel frit! (nu):

Differencen bliver uheldigvis kun højst 10 Mill. Kr., da Forbrugerne i begge Tilfælde bliver 10 Mill. Kr. fattigere, medens Producenterne ganske vist i sidste Fald tjener 10 Mill. Kr. Men selv denne reducerede Difference gælder kun, ifald Melproducenten ikke før Toldpaalægget var beskæftiget. Ifald de eventuelle Melproducenter nu frembringe f. Ex. en Exportvare, da stiller Forholdet sig som følger:

nu: Producenten sælger af danske Varer

I første Fald gør vi et Bytte med Udlandet, i
sidste Fald indbyrdes.

Reglen kan tillempes: vi producere f. Ex. Exportvarer, men faar kun 8 Mill, for Varer, vi frembringe i samme Tidsrum, vi kan producere for 10 Mill. Mel; i saa Fald vilde en Beskyttelse være forsvarlig, men Differencen blev ikke 10 men 2.

Sætningen (Pag. 46): »Overgang fra Forbrug af
udenlandske Varer til hjemlige medfører et Nationaltab

af en Sum, beløbende sig til det dobbelte af angældendeForbrugs Beløb« er saaledes aldeles gal, dels fordi Differencen som ovenfor vist kun er lig med Forbrugets Beløb, ikke det dobbelte deraf — og dels fordi — rent bortset herfra — den kun gælder under den Forudsætning, at der findes faktisk ledig Arbejdskraft, hvem Toldsatsen og det deraf bevirkede øgede Forbrug af Hjemlandets Varer vilde skaffe Anvendelse.At denne Forudsætning faktisk er tilstede for en Del af Europas Vedkommende, er en anden Sag.

Slutningsthesen, (Pag. 46), at Tabet af et indenlandsk
Marked skal dækkes ved Erobringen af 2 ligestore
fremmede Markeder, er følgelig heller ikke korrekt.

A og B repræsenterer 2 Grupper af Producenter
1 samme Land: naar A hidindtil har solgt til B, der
igen sælger til Udlandet, og B nu i Stedet for at vedblive
at købe hos A, indfører Udlandets Varer, da er
Balancen forrykket, for først at genoprettes, naar A
03,3. £t" Q'^" cirr <=>f nrl(=»nlanrlcV TVTarkprl for
tr ■*, . . ~» . w* "*ij —- ——— —-—••■•-
de Varer, B ikke længere har Brug for. En anden
Ting er, at ifald A og B hidindtil har været hinandens
Kunder, saa maa, ifald dette Forhold ophører, A og B
hver søge sit udenlandske Marked \ men da har indenlandske
Varer ogsaa tabt 2 Markeder, erstattelige ved
2 fremmede.

Har nu denne Erstatning, Ombytning af indenlandske med fremmede Markeder, fundet Sted, da vilde det være urimeligt at tvinge A og B mod bedre Interesse til at købe hinandens Produkter.

Men ganske vist, har A et udenlandsk Marked, og
B staar uden at kunne afsætte sine Produkter, da vil
A se sin faktiske Fordel — selv til en højere Pris

— at købe hos B, naar A's Interesser gennem den det fælles Samfund paahvilende Forsørgelsespligt uløseligter knyttede til B's, og i saa Fald er det fuldt ud god Politik gennem Tarifen at retlede A's Opinion om, hvor Fordelen byder ham at handle.

Naar Forf. hævder, at en ny indenlandsk Produktion af f. Ex. ioo Mill. Kr. betyder ikke blot de 10—15 Millioner, der er sidste Afsætters Profit, men faktisk 100 Mill. Kr. for hele Landet, idet de 100 Mill, kan opløses i saa og saa mange Nettogevinster for Arbejdsgiver, Arbejder, Kapitalist, Raastoffets (eller Halvfabrikatets) Leverandør, har han til en vis Grad Ret, ifald han da ikke netop paastaar, at de 100 Mill, overalt fremtræder som en ny Nettogevinst for danske Borgere; thi i saa Fald vil etExempel vise hvormeget han fejler:

Et Forbrug af for 100 Kr. dansk Hvedemel — i Modsætning til importeret Mel — giver virkelig ikke Nationen større Gevinst end højst de 15 Mill., der gaar i Møllerens og hans Hjælperes (Arbejdere, Bygningshaandværkere) Lommer. Thi Melet er det fulde Fabrikat af Raastoffet, Hvede. Men dette Raastof er imidlertid som en international Handelsvare afsættelig uden Hensyn til, om der findes en indenlandsk Mølleindustri eller ej.

Det samme vil da vise sig at gælde her, som ved Arbejdet. Kun forsaavidt det egentlige Arbejde (Driftsherreog Arbejder) ikke er beskæftiget paa anden Vis, er der en national Fordel ved at kaste Produktionen ind i en ny Retning, skabe et nyt Erhverv, kun i det

Omfang, det nye Erhverv beskæftiger tidligere ledig Arbejdskraft, virker Erhvervet berigende for Statssamfundet.Kun forsaavidt vil ligeledes det i det nye Produkt indgaaede Halvfabrikat eller Raastof være et Plus for Landet, som det tidligere ikke var afhændelig uden Hensyn til den ved Beskyttelse muliggjorte fuldstændigeForarbejdelse*).

Men endnu er ikke alt sagt. Af de 100 Kr., af hvilke de c. 15 gik til Mølleren, medens de 85 førtes til Indtægt for Landbruget, der alligevel uden Hensyn til Mølleindustrien vilde have afsat sit Korn, gaar der maaske 5 Kr. til Forrentning af den Kapital, der indestaar i Mølle- og Hjælpeindustrier.

Men denne Kapital kan faktisk anvendes anderledes og give Udbytte, selv om en Meltold ikke skaber en øget Mølleindustri. Tilbage af de 100 Kr., som Hr. W. paastaar indvindes for Landet ved en øget indenlandsk Mølleproduktion af 100Kr., bliver — 10Kr.! —

Altsaa først skal fra den nye Produktions Udbytte trækkes 1) det deri værende udenlandske Element (fremmed Arbejde og Kapital — Forfatteren sætter det senere til c. 73 —V2 i Gennemsnit), dernæst 2) den Del af det i Produktet skjulte Raastof og Halvfabrikat, der alligevel var sælgelig, 3) den Arbejdsløn, udbetalt til danske Arbejdere, der ellers kunde have fundet Beskæftigelseheri Landet, eller Forskellen mellem den

---

*) Exempler paa et hjemligt Raamateriale, der uden den beskyttede Industris Existens vilde være værdiløst, afgiver saadanne Raastoffer, der vel ikke mangle Brugsværdi, men dog ikke kan bære Transportomkostningerne til Udlandet. De vil strax faa Værdi, naar de kunne anvendes hvor de findes (mange hjemlige Jord- og Kalkarter har ved Porcelains- eller Cementindustriens Veext faaet Værdi i Handel).

Løn, de opnaa i det beskyttede Erhverv og den, de vilde opnaa t. Ex. ved Landbruget, forsaavidt det havde kunnet beskæftige dem, og endelig 4) Renten af den i Bedriften indestaaende Kapital, der, som sagt, kunde anbringes udenfor vedkommende Erhverv.

Facit vil altsaa blive, at højst Lønnen til den i vedkommende Erhverv beskæftigede Arbejdskraft, der ellers ikke kunde anvendes, kan regnes til national Vinding*).

Endnu en Fejl gør Hr. W. i Fastsættelsen af Nettoproduktionen, idet han ikke ser, at i Fald der er Forskel mellem Udlandets og Hjemlandets Produktionsprøve, denne Forskel skal fradrages Størrelsen P, eller med andre Ord, at P ikke maa betyde Hjemlandets, men Udlandets mindste Produktionspriser, til hvilke Varen kunde anskaffes, ifald ikke Beskyttelsen holdt den ude.

Den Størrelse, vi skal operere med, bliver
altsaa ikke P, men P x P
u
(Omfanget af de udenlandske Bestanddele) —. deraf
0
(Kapitalrenten) -= deraf igen (Halvfabrikatet eller
Raastoffet, der ellers var sælgelig —. deraf (den
cv
Arbejdsløn, der i andre Erhverv kunde være bleven
udbetalt til de i det beskyttede Erhverv beskæftigede
Driftsherrer og Arbejdere).

---

*) Anderledes vil det selvfølgelig stille sig, naar Talen bliver om Industrier, der alt bestaa i Læ af Toldsatser; der vil Kapitalmomentet i Reglen ikke kunne fradrages, da Ophævelsen af bestaaende Industrier ofte har en faktisk Kapitaltilintetgørelse til Følge.

Er P f. Ex. = 90,
P = 90. h deraf (fremmede Bestanddele f. Ex.
33 pCt. = 30),

= 6o —. (ellers sælgeligt Raastof f. Ex. 33 pCt.
— 20),

= 40 ~t- — (ellers anvendelig Arbejdskraft f. Ex.
50 pCt. = 20),

= 20 -i (ellers anvendelig Kapitalkraft f. Ex. 25 pCt.
C
= 5)-

= 15, bliver den faktiske Berigelse for de ved Produktionen
af det beskyttede Erhverv beskæftigede ikke
90, (P), men 15. (/>).

Medens nu denne Nettoproduktion (P_t) fremtræder som en Vinding for Samfundet, skabt ved dettes forøgede Arbejde, angiver den kun Velstandsforøgelsen for den nu producerende Klasse, men faktisk ikke for Samfundet.

Forsaavidt vedkommende Vare er dyrere i Indlandet end i Udlandet, fremtræder Prisdifferencen som det Tab for Forbrugerne, der, naar de skulle betale / Kr. mere for en Vare, har p Kr. mindre at anvende paa Indkøbet af andre Varer. Producenterne (de beskyttede) tjene ganske vist P_l Kr., men Konsumenterne tabe p Kr., altsaa Gevinsten ved det beskyttede Erhverv bliver ikke P, heller ikke P_lt men Pi -/•

I Størrelsen Px -f- p, hvor Pt angiver ProducentensGevinst,
vil Varefordyrelsen, udtrykt i Størrelsen p,
tillige angive, for hvor stor en Omflytning Forbruget

og dermed Produktionen har været Genstand paa Grund
af Beskyttelsen til Fordel for et enkelt Erhverv.

Er P_x -f- p positiv (o: P_x yp), er der en Samfundsfortjeneste, er P_x </. p, et Samfundstab, idet Størrelsen p—•Px i saa Fald angiver den Forringelse i Konsumenternes Købeevne, der ikke er kontrabalanceret af Producenternes Gevinst.

Ovenfor har vi forudsat, at den nye Produktion har beskæftiget Arbejdere, der ellers ikke vilde have haft noget Erhverv, og overfor hvem dog Samfundet havde en Forsørgelsespligt (Fattigvæsenet og privat Velgørenhed etc.), der f. Ex. koster Samfundet a_x Kr. (Understøttelsesomkostningerne, udtrykt i en øget Skattebyrde, en større Velgørenhedskonto eller direkte personlige Tab (f. Ex. ikke betalt Husleje etc.).

Før Beskyttelsen betalte Konsumenterne (o: de
øvrige Samfundsborgere) for en Vare P ~- p Kr. samt
i Underhold til de ikke beskæftigede ax Kr.

Deres Udgift var altsaa P ■— p -j- a\ efter Beskyttelsen
betale Konsumenterne for samme Vare
P, men spare Understøttelsesudgiften.

Er ax y p har Konsumenterne ved Ombytningen
af det udenlandske med det hjemlige Produkt vundet:

Eller hvis p "7* ax, da tabt

Uden Beskyttelse gaar der saamange af de i vedkommende
Erhverv beskæftigede ledige, at den Hjælp,
Samfundet betaler til den, andrager at.

Efter Beskyttelsen tjener de Px, deres Merfortjeneste
er altsaa Px -f- a. Ved Beskyttelsen

tjener Konsumenterne: ax — p*)
og tjener de beskyttede Producenter: Pl ~- ax*)
begge (o: Nationen) tjener: Px -f- f.

Heraf følger**)

i. at Nationen som Helhed kun vinder, ifald Pt
(Nettoudbyttet af den faktisk ny tilkommende
Produktion) er større end p (Varefordyrelsen),

2. og at, naar Varefordyrelsen (p) ikke er større end de sparede Understøttelsesudgifter (a^, har Konsumenterne ingen Grund til at klage over Toldbeskyttelsen, der altsaa kun forhøjer Varen med et Beløb, der er lig med eller mindre end det, de ellers skulde udrede gennem offentlig eller privat Velgørenhed.

Den praktiske Følge heraf er altsaa:

Beskyttelsen tør aldrig være saa høj, at den hidfører en Varefordyrelse, der er større end det faktisk tilkommende ny Produktionsudbytte (ellers producerer Landet med Tab).

---

*) a₁ =p d: Differencen mellem Understøttelsesudgifterne og Varefordyrelsen, P₁ -i- a_x o: Differencen mellem Nettoproduktionen og Understøttelsesudgifterne, P₁ -±- p o: Differencen mellem Nettoproduktionen og Varefordyrelsen.

**) Ex. P₁ = 15 vil saalænge Fordyrelsen^ er < 15, Samfundet vinde. Med en Fordyrelse af f. Ex. 8 vinder Nationen 7. Er Fattighjælpen = 10, tjener heraf Konsumenterne 2, Producenterne Var Fordyrelsen 18, vilde Nationen tabe 3. Var ogsaa i dette Tilfælde den undgaaede Fattighjælp = 10, vilde (stadig P_x =. 15) Producenterne ganske vist vinde 5, men Konsumenterne have en Merudgift af 8.

Saalænge Varefordyrelsen er lig med eller
mindre end den sparede Fattigudgift, er Konsumenterne
ikke blevne misfordelte.

Altsaa, det Øjeblik, Konsumentens Tab ikke længere finder en Kompensation i et producerende Klasses Tillægsgevinst, vil i ethvert Fald en Beskyttelse, der kunstig holder denne producerende Klasse oppe (Tilfældet P_x </_ ft) være irrationel, om den da ikke kan forsvares udfra Opdragelsesprincipet — men et Surplus, hvorpaa man videre kan grunde Solidaritetsgevinsten, mangler i hvert Fald.

Og ordentligvis tør, som ovenfor omtalt, Beskyttelsen
ikke være højere end de undgaaede Fattigudgifter.

Men dette Resultat kunde vi ogsaa have naaet
uden at benytte det algebraiske Apparat, Hr. W. har
paatvunget os.

Efter saaledes at have korrigeret Hr. Wulffs Tal, har vi fundet en Maalestok for Størrelsen af Nationens Gevinst {P₁ -r- p) af et nyt tilkommende Erhverv, selv om de i dette Erhverv beskæftigede Personer forbrugte hele deres Indtægt i Indkøbet af fremmede Varer, — eller — for at benytte Hr. W.s Terminologi, selv om Solidaritetsquotienten (d: den Størrelse, der angiver, hvormeget et Samfundsmedlem anvender af sin Indtægt til Indkøb af hjemlige Varer) er = Null

Med denne Solidaritetskvotient introducerer Forf. et nyt — om ikke Begreb — saa dog Navn i Undersøgelsen over Toldbeskyttelsens Virkninger. (I Gennemsnit sætter Forf. den = 3/₅).

Er Kvotienten nu 0.60 (3(3/5), vil, ifald en ny
Produktion paa 100 Mill. Kr. skaber en faktisk ny
Konsumentklasse med en Indtægt (den ikke havde før)

af (i Exemplet) 15 Mill. Kr., denne Konsumentklasse, der ikke hidtil var købedygtig, anvender sine Indtægter til Indkøb af Varer, hvoraf i Gennemsnit 3/₅ vil være indenlandske, altsaa 0.60 . P_x; men af disse 0.60 XPx vil atter 60 pCt. blive anvendt i Indkøb af indenlandske Varer, altsaa bliver nu Formlen for den nationale Gevinst P_x +0.60 X P_x -}- (0.60)² X PLP_L o. s. v. ien Uendelighed til vi efter Kvotientrækkens Formel

a. :—:— i Exemplet paa Px X —7-gy- = 2xj.2 -\- Pv
i -7- q 1 ~r- /5/5

Rent bortset fra, at det er farligt at operere med en saa flydende Gennemsnitsværdi, da Kvotienten er forskellig i de forskellige Samfundslag, er Kvotienten af en yderst prometheusagtig Natur: den skifter Karakter hver Gang vi skal bruge den. Er Kvotienten for Øjeblikket f. Ex. 0.5 og et udenlandsk Forbrug af 0.1, bliver erstattet med det samme indenlandske Forbrug, kommer vi til at regne ikke med 0.5 men med 06.

Nu kan Kvotienten variere fra 0.00 til 1.00 (eftersom intet, en Del, eller hele Fordruget er af indenlandsk Oprindelse). Men vi ser saa, at jo højere Kvotienten er, jo nærmere ved 1, altsaa jo mindre et Land indfører, des mere voxer Gevinsten over alle fornuftige Grænser: allerede ved Kvotienten 9/io bliver Resultatet, at Gevinsten er 10 Gange saa stor som den faktisk ny tilkommende Produktion (eller — da Hr. W. ikke reducerer af hele Produktionen eller 10 X 100 Mill. = 1000 Mill, d: for Danmark ij₃ af hele Nationalformuen).

Naar vi en Kvotient = , bliver Resultatet af
1000
en blot lille Forøgelse af Produktionen aldeles haarrejsende.

Men en Formel, der for tænkelige Værdier giver
et afsindigt Resultat, er kun vanskelig anvendelig.

H. W. skyr selv tilbage for Konsekvensen af en Solidaritet, der naar saa nær op til i, at Resultatet bliver en uendelig Størrelse, og taler bl. a. om, at Theori og Praxis ofte er i Modstrid med hinanden.

Nu først, ifald Theori og Praxis er i Strid, da er det kun, fordi Theorien er falsk, eller der i dens Dannelse ikke er taget alle de fornødne Momenter med i Beregning.

Ligesaa med en Formel: Tallene lyve aldrig, naar
de ere rigtig anvendte I

I sin Forklaring paa dette Resultats Forenelighed med Formlens Rigtighed røber Hr. Wulff desværre, at han endnu ikke er klar paa den iøvrigt ikke ret subtile Distinktion mellem Forbrug og Frembringelse, lige saa lidt som mellem Kapital og Penge — noget, der maaske kan undskyldes i Betragtning af Forf.s Mangel paa Fortrolighed med Økonomiens Terminologi.

Hr. W. forklarer dels, at et Land, der ikke importerer mindst — af sit Forbrug, næppe kan tænkes, og dels at Gevinsten (»den uendelig store«) skal være »erobret« fra Udlandet, hvad — efter Hr. W. — den ikke kan være, naar Solidaritetskvotienten er = i, da intet Land, der ikke importerer, kan erhverve Indtægter

Rent bortset fra, at det idetmindste for et kort Tidsrum er tænkeligt, at et Land, der intet indfører, kan exportere og vinde Nettoindtægter udefra, saa er denne Nationalgevinst, der skulde afledes fra en Befolkningsdels øgede Købeevne (og hvis Størrelse Formlen

X P< skulde angive) ikke erhvervet fra Udi
H- q : '
landet, men netop i selve Indlandet ved en forøget
indenlandsk Produktion.

Denne Gevinst fremkommer da kun i det Omfang, hvori den hjemlige Produktion voxer, og denne Produktion kan selvfølgelig ikke voxe udover Landets Evne til at producere.

Naar alle Borgerne arbejde indtil Grænsen af deres
Produktionsevne, ja, saa maa al Tilvæxt i Produktionen
standse.

Det er ikke — som Forf. synes at tro — Forbruget, men Produktionen, der er Rigdommens Kilde; højst tør man sige, at den ved Beskyttelsen skabte indenlandske ny Produktion gør en Del Konsumenter købedygtige, hvad der igen betyder en større Efterspørgsel, der som oftest vil fremkalde en forøget Produktion — forsaavidt da denne Produktions Maximalgrænse ikke er naaet.

Kaader f. ii,x. et Land over i2OOu daglige Arbejdstimer, dersom alle Landets Borgere ere i Virksomhed til deres Kapacitets fulde Udstrækning, men for Tiden kun benytter de 8000, da kan Produktionen forøges med højst 4000 Timers Arbejde, en Grænse, den rimeligvis ikke vil naa, da Borgerne maaske vil foretrække med ringere Udbytte at arbejde de 5/_G Del af Arbejdstiden fremfor at udsætte sig for den sidste sjettedels Arbejdstids større subjektive Anstrængelse for at faa et ringere subjektivt Udbytte.

Da det er af Produktionen, ikke af Forbruget, den større Gevinst afhænger, mister Forfatterens Formel (rent bortset fra de Reduktioner, hans Værdier maa undergaa), største Delen af sin Brugbarhed.

En anden Ting er, at Beskyttelser lige saa vel som gunstige Konjunkturer opliver Produktionen og dermed Forbruget, — at Opstaaelsen af et nyt Erhverv, der beskæftiger hidindtil arbejdsløse, altsaa ikke købedygtige Borgere, kan stimulere hele Industrien Landet over, ved den voxende Efterspørgsel efter Varer (Forbruget afhænger af Produktionen, ikke omvendt).

Denne Efterspørgsel kan maaske finde et tilnærmende Udtryk i Formlen — x (/^ -~ fi)_t vel at mærke saalænge Landets Borgere ikke har arbejdet op til Grænsen af deres Produktionsevne, thi i saa Fald er Formlen simpelthen übrugelig. Men selv naar vi dels har reduceret Formlens Anvendelighed til kun at gælde ide Tilfælde, og da kun til den Grænse, hvor Produktionsevnen udtømmes, og selv om vi kun deri ser et ikke aldeles paalideligt Udtryk for den voxende Efterspørgsel, maa vi, som sagt, formindske alle Værdierne, vi indsætte i Formlen.

Ligesom P (brutto Produktionen) blev ført tilbage til P_x (netto Produktionen), maa Kvotienten ligeledes formindskes, idet alle de Forhold, der gjorde sig gældende ved Ansættelsen af, hvor meget af P der faktisk var ny tilkommende Produktion, der hverken havde existeret før eller var traadt i Steden for en ophørt Produktion, ligeledes virke ved den af den oprindelige beskyttede Produktion fremkaldte Efterspørgsel efter andre Produkter.

Saaledes Hensynet til 1) det ellers alligevel beskæftigede
Arbejde, 2) Kapitalrenten og 3) Halvfabrikat
eller Raastof, der ellers alligevel var sælgelig.

Men alle disse Størrelser blive saa varierende, at
det aldeles ikke kan betale sig, at regne Formlen vidtløftigud

løftigudefter at have indsat den ved — (Arbejdet),
CL
— (Kapitalrenten) os — (Raastoffet) vderlit? reducerede
c.~r,
Kvotient. Lade vi denne {qx) i Gennemsnit staa i
samme Forhold til q, som /\ til P, faar vi et Resultat,
der ikke i den Grad overvælder den sunde Fornuft,
og maaske er mindre umuligt end Hr. Wulffs oprindelige

Formel. løvrigt er selv den korrigerede Formel Jl-r-ft

uden praktisk Værd.

Men endnu er ikke alt sagt I Det forøgede Antal af købedygtige Producenter og eo ipso Konsumenter kan efterspørge en Vare, der nok fabrikeres i Indlandet, men hidindtil er bleven exporteret. I saa Fald kan, i Fald Produktionen af denne Vare ikke forøges, den ny Efterspørgsel maaske blot bevirke, at Varen bliver solgt i Indlandet, i Steden for at blive udført.

En voxende Bybefolkning vil rimeligvis have den Virkning paa vort Landbrugs Produktionsforhold, at dette i Fremtiden vil producere med Hjemlandets Forbrugere for Øje i Steden for, som nu, med direkte Sigte paa det engelske Markeds Krav, eller med andre Ord ombytte et fremmed Marked med Hjemlandets.

Men hvor er Plus'et i saa Fald? Vi se altsaa, at Hr. W.'s Formel, selv hvor Størrelserne P og q er reducerede med Henblik paa ellers sælgelige Bestanddelei Produktet, Kapitalrenten, udenlandske Stoffer og ellers anvendelig Arbejdskraft kun gælder under en saadan Række af > men »er og »hvis« er, at den, selv om den indenfor en vis Grænse og i enkelte Tilfælde kan ramme det rette, gennemgaaende mangler i alt Fald den almindelige Gyldighed, som kan berettige os

til paa Basis af den at beregne videre Formler og Tabeller, og aldeles uforsvarligt bliver det, naar man — som Hr. Wulff — søger at forlene disse Tabeller med en absolut Gyldighed, hvor Basis selv kun i enkelte Tilfælde havde en approximativ Rigtighed.

Vi indsætter Værdierne i Formlerne efter Hr. Wulff

reduceret (efter ovenstaaende Exempel)

Der er en vis Forskel!

Hr. W. subtraherer senere, hvor han beregner Konsumenternes Gevinst, Varefordyrelsen fra Produktionsudbyttet, men synes ikke ganske klar paa, at den er et Nationaltab og ikke alene et individuelt Tab for Konsumenterne.

Selv om man derfor vil indrømme, at Forf.s Solidaritetsformel beror paa andet end en Fiktion, kan man vanskelig tillægge hans Tabeller nogensomhelst Betydning udover den at være et goldt Udbytte af et Tankeexperiment af et »ifald«, hvis >hvad saa?« det ikke nytter at besvare.

I Forf.s Paavisning af, at Exportpræmier have deres Berettigelse, hvor Anvendelsen af de høje Tariffer er forsvarlig, samt i den skarpe Pointering af alle Borgeresøkonomiske Solidaritet ligger det rigtige, om end ikke det nye, der vilde have givet Piecen en Undskyldningfor, om end ikke en Begrundelse af dens Fremkomst,hvis ikke Hr. Wulff paa de sidste 7 Sider havde

dokumenteret en Overfladiskhed, der grænser stærkt op til Charletaneri, ja, hvor han endog røber, at han end ikke har forstaaet den Forfatter, Byles, hvis Autoritethan paaberaaber sig.

Og længere end til at misforstaa sin egen Theori
kan man vel ikke drive det.

Vi reducerede ovenfor P til Pt -f- p, q til q±, og
ved at indsætte de forringede Værdier i Hr. W.s Formel

P — i>
idLar vi —-—'-—, der selvfølgelig kun bliver positiv, ifald
1 ~~^~ Q\
P1 er positiv og større end p.

Formlen kan (ikke skal) tilnærmelsesvis anvendes ved Udregningen af den Efterspørgsel, de ved et beskyttet Erhverv (ellers ledige) beskæftigede Arbejdere skaber.

Hvorvidt og i hvilket Omfang den anvendes, beror
som sagt paa Nationens Produktionsevne og Vilje.

Forudsætningen for dens Anvendelse er altsaa, at der bliver en Surplusproduktion, der ikke existerede i nogen Form tidligere, og som forøger en Befolkningsdels

Men en Omflytten af Konsumet fra en Klasse til en anden og en Ændring af Produktionens Retning sætter ikke en eneste Arbejder yderligere i Anvendelse. Hvis Landbruget, i Stedet for at udføre, solgte sine Varer til Indlandet, producerede det ikke og var altsaa heller ikke i Stand til at efterspørge flere Varer. Hvad der skete, var i saa Fald blot en Substituering af en Produktion med en anden, der faktisk ikke vilde beskæftige en større Arbejdskraft.

Forf. begaar den Kapitalfejl, at overføre en Regel,
der kun betingelsesvis gælder for et enkelt nyt tilkommendepaa

kommendepaaalt bestaaende Erhverv, hvoraf han tager et enkelt ud, lader dets Kundekreds (ikke dets Omfang) skifte Karakter, og beregner saa med en større Kvotient efter sin urigtige Formel, med hvor meget Forandringen vil forøge den nationale Gevinst.

Har vi 4 Erhverv, hvor der produceres henholdsvis

ved vi, at af de 10 Mill. Kr., hvortil As Produktion beløber sig, har B allerede betalt sin Del med sit Arbejde, C og D ligeledes, og at det samme er Tilfældet for B, C og Z>'s Vedkommende.

A har sat B, Cog D og er til Gengæld bleven
sat i Virksomhed af disse.

Forf. tør derfor ikke multiplicere Kvotienten med de 10 Mill., f. Ex. for As Vedkommende, men maa fra Produktet drage den Størrelse, der repræsentere B, C og D's Køb af As Varer.

Differencen — de ved As Virksomhed i Arbejde satte Leverandeurer til A — skal ligeledes først købe hos A, B, CogD inden de sætter flere Personer Virksomhed.

Og tage vi alle Produktioner under et, vil vi se, at A, B, C, D, E o. s. v. sætter hverandre i Virksomhed, saaledes at A ganske vist behøver Leverandeurer af Arbejde, men at B, C, D, E o. s. v. netop er disse Leverandeurer og vice verca!

Derfor, hvad enten Solidaritets-Kvotienten stiger
eller synker ved at A f. Ex. handler med Udlandet i
Steden for med B, der paa sin Side foretrækker fremmedHandel,

medHandel,ingen af dem producerer eller efterspørger
flere Varer.

Gælder det et bestaaende Erhverv vil Kvotienten ingen Indflydelse faa, saasandt som en Ændring af Produktions-Retning ikke er ensbetydende med dens Forøgelse, og det er, som vist, kun paa den ved den øgede Efterspørgsel forøgede Produktionsmulighed Formlen overhovedet bør anvendes.

Om Solidariteten er Nul eller i, gør intet til Sagen, da en bestaaende Produktion virker frem paa andre bestaaende Produktioner med samme Intensitet, som disse virke tilbage paa hin.

Men man burde overhovedet ikke have været tvunget til at vise Hr. Wulff, at hans Formel er uanvendelig paa Forholdet mellem alt bestaaende Erhverv, hvis Udøvere er hinandens Kunder, og som er den gensidige Basis for hinandens Virksomhed.

Selve dens praktiske Konsekvens burde have gjort
Hr. W. betænkelig ved dens Anvendelse.

Forf. lader vort Landbrug producere samme Varekvantum som før, hvoraf til Export for 171 Mill. Kr., hvoraf de 58 Mill. Kr. igen anvendes til Indkøb af fremmede

Ved at ophøre med denne Import, og til Gengæld
exportere for samme Sum mindre, vil vort Landbrug
— paastaar Hr. Wulff — profitere enormt.

Regnestykket vilde faktisk se saaledes ud:

som Hr. Wulff ønsker det (Pag. 96)

nu tjener Landbruget

efter Hr. Wulffs Ønske:

forudsat det, som W. tror, var Byerne dér indførte for
de 58 Mill.

Forskellen mellem de 109 og 113 fremkommer ved at de 58 Mill. Kr. i den Wulffske Fremtidsomsætning betegner et større Varekvantum, da han beregner, at de samme Varer, der, udførte, havde en Værdi af 62 Mill. Kr., ved Salg i Indlandet kun vilde indbringe 58 Mill. Kr.

Nu først: Forf. tager Fejl iat tro, at det er Byerne, der indfører for de 58 Mill. Kr. i Landbrugsprodukter, thi den største Del af disse 58 Mill. Kr. er netop udgivet af Landbruget selv til Foderstoffer, der er Raastof i Fedevareproduktionen.

Rent bortset fra, at en Ændring ikke er mulig, fordi
vi indføre et Raastof, yi genudfører i forædlet Tilstand,

— og fra, at Forf. ikke her paa en blot Ændring i Produktionens Retning tør anvende Formler, han selv oprindelig kun giver Gyldighed, naar der er Tale om en Forøgelse af Produktionen (eller Forbruget, som

Hr. W. kalder det), drager han uden at blinke, indrømmende,at han præsterer det >vidunderlige« (se S. 97), Slutninger, som — ja, naar de ikke forbavse Forf. selv, bør de heller ikke forundre os andre, der ved Læsningen af Pjecen efterhaanden er blevne overbevisteom, at Hr. Wulff ikke er en øvet abstrakt Tænker.

Ved Anvendelse af sin Formel regner W. ud, at Landbruget ved at vedblive at importere og exportere som i Øjeblikket beriger Landet med 425 Mill., hvoraf Byerne faa de 125 Mill., medens Landbruget foruden de 171, dens Udførsel andrager, som dets A ndel af Solidaritetsgevinsten faar yderligere 129 Mill., eller ialt 300 Mill. Kr.!

Ved at følge Wulffs Raad, vil Nationen ialt tjene 500 Mill. Kr., hvoraf 165 tilfalder Byerne, medens Landbruget foruden de 167, hvortil dens Produkter udbringes, i Solidaritetsgevinst faar 168 Mill. Kr. eller

ica.il ,^t)3 itaiij.. J."*.! *1

Ved at stoppe op for Indførelsen af Raastoffer og til Gengæld exportere mindre (hvad som sagt faktisk er umuligt) tjener Landbruget til sig selv 35 Mill. Kr., til Byerne 401!

For at drive Absurditeten ud i dens yderste Konsekvens slutter Forf. med at opstille fig. Axiom: (S. 97) »En Nedgang i Exporten af Landbrugsprodukter, forbunden med Salg af det tilsvarende Varekvantum — selv til en lavere Pris — i Indlandet, giver baade Landbruget og hele Nationen et klækkeligt Merudbytte«.

Med dette Bukkespring ender Hr. Wulff den Carmagnole,han

magnole,hansaa sirligt har danset paa den sunde
Fornufts Grav.

Sluttelig vil jeg ikke undlade at bemærke, at der, efter hvad jeg véd, bag Hr. Sekretær Wulff staar indflydelsesrige Mænd. Dette giver Hr. Sekretærens Udtalelser en Interesse, som de vilde savne, hvis de blot udtrykte hans individuelle Anskuelser. Og deri maa ogsaa Forklaringen søges til, at jeg har fordybet mig saa meget i hans Ræsonnementer.