Koppedødeligheden i Preussen.

Kopper er ikke mere nogen Sygdom, der hører
hjemme i Preussen, — men den slæbes stadigt ind i
Landet fra de angrebne Nabolande, især Polen og
Galizien, uden dog at kunne vinde fast Fod i Preussen,
og uden at foraarsage mange Dødsfald. I tidligere
Tider var Forholdet som bekendt et andet. Alene i
TCni-mark Ttranripnhnrcr rlciHe i rip ti Aar T7ftn—oR af
_ o __— _ — — _,_7 -, _
Kopper 19,238, i Neumark 6,921. Efter at Vaccinationenvar
indført i Begyndelsen af dette Aarhundrede
i Preussen, tog Antallet af Dødsfald af, og fra 1816
til iB6O var Antallet af Dødsfald i hele Preussen i
Almindelighed under 4,500 i et Aar, — men i
enkelte Aar var det endda ikke saa ringe; saaledes
døde der i 1833 7,996, i 1834 6,625, i 1853 6,734, i
1854 7,490 og i 1858 4,691 af Kopper. I Halvtredsernetog
Vaccinationen af, — og Tallet af Dødsfald
steg: i Krigsaaret 1866 naaede det endog 11,937;
derefter tog det atter af og udgjorde i 1870 kun 4,200.
Men den fransk-tyske Krig bragte en voldsom Koppeepidemimed
sig, den voldsomste, Preussen har haft at

gennemgaa i dette Aarhundrede; den naaede sit Højdepunkti Aaret efter Krigen, i 1872, i hvilket Aar der i Preussen døde ikke mindre end 65,107 Personer af Kopper; endnu i 1873 var der 8,932 Dødsfald at notere. Under Indtrykket af de Ødelæggelser, Sygdommeni disse Aar havde anrettet, førtes den tyske Rigslov af 8. April 1874 om obligatorisk Vaccination igennem. Derefter tog Antallet af Dødsfald stærkt af, og i 1877 var det gaaet ned til 88; men derved er dog at bemærke, at en ikke saa ringe Del af Befolkningenved at have gennemgaaet Sygdommen var beskyttetmod ny Smitte. I de følgende Aar tog Tallet af Dødsfald vel atter til — det naaede i 1882 1,007^—» men det naaede dog ikke nær saa højt op som tidligere.I de ni Aar 1886^— ₉₄ døde ialt af Kopper i Preussen 895 Personer, eller 99,4 Personer i aarligt Gennemsnit; for Tidsrummet 1877^—85 havde det aarligeGennemsnit været 520, og for 1860—69 havde det været 6,612. Det ugunstigste Aar i Perioden 1886^— ₉₄ var 1889, nemlig 157 Dødsfald, det gunstigste var 1891, da Tallet af Dødsfald kun var 35.

Beregnet pr. 10,000 Levende udgjorde Tallet af Dødsfald ved Kopper i Perioden 1875—84 mindst 0,03, højst 0,3; i 1885^—89 var Forholdstallet gennemsnitligt 0,06, og i 1890^— ₉₄ gennemsnitligt kun 0,02.

Næsten Halvdelen af dem, der 1886^— ₉₄ døde af Kopper, var under 2 Aar gamle: 37 pCt. var endnu ikke 1 Aar gamle, 12 pCt. var mellem 1 og 2 Aar. »Statistische Korrespondenz«, hvoraf denne Notits er tagen, bemærker, at »disse Tal ere for store til at kunne forklares ved de smaa Børns ringe Modstandskraft;snarere

kraft;snarereere de begrundede i endnu manglende
Vaccination«.

De Dele af Preussen, hvor Kopperne navnlig trænge ind, er de østlige Grænsedistrikter. Det er naturligvis Smitten fra Rusland og Østrig. I Berlin foraarsager Kopperne kun sjeldent et Dødsfald; Konigsberg er mere udsat.

Lige siden 1834 er enhver Rekrut, strax naar han møder ved Fanen, bleven vaccineret, og i Virkeligheden er den preussiske Hær kun i forholdsvis ringe Grad bleven hjemsøgt af Kopper. Under den fransk-tyske Krig angrebes 2,879 preussiske Soldater af Kopper, og 164 døde; men dette er kun et lille Tal, naar man ser hen til, hvorledes Sygdommen rasede i Frankrig; den franske Hær mistede under Krigen 23,400 Mand ved Kopper. Efter Fredsslutningen angrebes i 1871 andet Halvaar 915 preussiske (samt badensiske og hessiske) Soldater af Kopper, og 37 døde. I 1872 udgjorde Tallet af Sygdomstilfælde i den preussiske Hær 205, Tallet af Dødsfald 16. Derefter dalede Tallene yderligere, og i de 23 Aar 1. April 1873 til 1. April 1896 har Tallet af Dødsfald endog kun udgjort 3. Garantien ved Revaccinationen viser sig navnlig i Grænsedistrikterne, hvor Civilbefolkningen oftere hjemsøges af Kopperne, medens Soldaterne ogsaa her gaa fri.