E. Castberg og J. Schjerner: De Fattiges Anstalt. Et Fremtidsbillede. I Kommission hos Axel Andersen, København. 108 Sider.

Staden Københavns stærke Befolkningstilvæxt i den nyeste Tid har blandt meget andet ogsaa medført, at Byen er kommet til at huse et større Antal Trængende; ikke mindst Tilflytningen af saadanne Personer, som i deres Hjemstavn stod uden Beskæftigelse, men hvem Haabet om at opnaa Virksomhed lokkede ind til Hovedstaden, har haft dette til Følge. Det er derfor efterhaanden blevet til en Opgave af ikke ringe Betydning at holde disse Skarer fra at maatte søge det Offentliges Hjælp, og det ikke alene for de Trængendes egen Skyld, men ogsaa for hele Samfundets.

Den private Godgørenhed, hvorigennem dette kan ske, har derfor ogsaa et meget stort Virkefelt her i Byen, og paa den anden Side kan det ogsaa siges til Hovedstadens Ros, at sjælden eller aldrig appelleres der forgæves til Medborgernes gode Hjærter, naar virkelig Trang er tilstede, og heller ikke savnes der her i Hovedstaden Folk, som stille deres personlige Kræfter til Disposition i Velgørenhedens Tjeneste.

Forff. af ovenstaaende Afhandling have selv personligdeltaget
i Godgørenhedens Værk, og de Erfaringer,de

inger,defremstille, ere derfor ogsaa grundede paa Selvsyn. De have offentliggjort denne Pjece for yderligereat slaa til Lyd for en Bevægelse, som de, der følge Godgørenheden her i Byen, godt kende gennem de Forhandlinger, den har været Genstand for baade privat og offentlig.

Efterhaanden som de Trængendes Antal nemlig er blevet saa stort, som det er, og efterhaanden som de velgørende Foreningers Antal og Virkemidler forøges, løber Velgørenheden den Fare, at dens Hjælp ikke altid træffer de rette Steder; de energiske og paatrængende, som langtfra altid ere dem, der trænge, end sige trænge mest, kunne ved at løbe fra Forening til Forening opnaa store Summer, som derved ikke komme dem til Gode, de burde komme, og istedetfor at sprede Lys og Lindring i mange Hjem bidrage de nu til at svække Arbejdsevnen og Arbejdslysten hos en Del Familier, som finde det behageligere at leve paa denne Maade end selv at arbejde for det til Livets Underhold nødvendige. For at hindre dette, er det, at der er foreslaaet oprettet et Oplysningskontor, hvor baade de velgørende Foreninger og private Folk skulde kunne henvende sig for at skaffe sig Oplysning om de Trængende, som anraabe om Hjælp.

Det er et saadant Oplysningskontors Nytte, Virkemaadeog Virkefelt, Forff. give en Skildring af i det foreliggende Værk, og her kommer den Sagkundskab, de mange Aars Beskæftigelse med disse Emner nødvendigvismaa afkaste, baade Forff. og Læserne til Gode. Man maa ogsaa være enig med Forff. i, at et saadant Kontor kan være af overordentlig Betydning; det er efterhaanden blevet næsten umuligt for Foreningerneat

eningerneatsikre sig imod, at de Hjælpsøgende ikke ogsaa have opnaaet Understøttelse andetstedsfra, og til sligt maa der nødvendigvis tages Hensyn baade ved Hjælpens Tilstaaelse og Udmaaling. Det er nemlig baade mange forskellige Selskaber og Stiftelser, der findes, og ogsaa store Pengesummer, der hvert Aar uddeles her i Byen; Forff. anføre 4 Mill. Kr., men et saa stort Tal kan man kun naa til ved at medtage Fattigvæsenets Uddeling, og for denne Institution vil et Oplysningskontor ikke faa videre Betydning, da Fattigvæsenet nok selv skal vide at skaffe sig de Oplysninger,det har Brug for. Men selv med Fradrag heraf er Summen mere end stor nok til at berettige til en Udgift paa c. 5000 Kr om Aaret til Oprettelsen af et saadant Kontor, som vil være af lige stor Betydningfor Godgørenheden, som derved mere bliver istand til at opfylde Formaalet: »at hjælpe paa rette Sted og paa rette Maade«, og ogsaa for de Hjælpsøgende,hvem der saa virkelig kan ydes den Hjælp, de trænge til.

Hvad derimod den aldeles private Velgørenhed angaar, som finder sit Udtryk i en personlig Henvendelsetil den enkelte Velgører, er det maaske nok et Spørgsmaal, om Kontoret her vil blive af større Betydning;det burde være det, men om ikke den øjeblikkeligeMagelighed sejrer over den Ulejlighed, der dog altid er forbundet med at skulle sætte sig i Forbindelsemed Kontoret, kan vel nok være Tvivl underkastet.Kunde imidlertid Kontoret ogsaa faa den Betydning, at det hindrede den ganske planløse Given ved Dørene og det Plattenslager!, som ofte følger dermed, hvorved i mange Tilfælde Godgørenheden kun

bliver til en Kasten i Grams af Penge til Skade for de virkelig Trængende og uden nævneværdig Betydning som Hjælp for dem, der faa Pengene, vilde Kontorets Existens ogsaa derved blive i høj Grad betydningsfuldt.

Det er derfor at haabe, at de Forarbejder, der ere gjorte, for at et saadant Oplysningskontor kan komme istand, maa sætte Frugt baade ved Oprettelsen af det og ved at alle velgørende Faktorer slutte sig til det og benytte dets Hjælp, saa at København kan undgaa den Fare, Storstadslivet fører med sig, at Godgørenheden bliver planløs.

Forfif, omtale dernæst ogsaa andre Formaal, som Oplysningskontoret kunde blive af Betydning for, og udvikle deres Anskuelser om, hvorledes det vilde blive muligt, nemlig Oprettelsen af et Arbejdsanvisningskontor,som skulde blive en Art Selvsikring mod den almindelige Arbejdsløshed, og endvidere skulde Tanken om en Arbejderkoloni mulig kunne realiseres herigennem.Jeg ser imidlertid mere Afhandlingens Nytte og Betydning i dens første og store Formaal at søge oprettetKontoret som Oplysningskontor; de andre Spørgsmaalere af saa stor Rækkevidde og Betydning, at de næppe lade sig løse herigennem, selv om Kontorets Tilstedeværelse kunde give dem et Stød fremad. Et Arbejderanvisningskonter maatte saaledes omfatte mange andre Personer end dem alene, der henvende sig til Godgørenheden om Hjælp, og ligesaavel som man kan billige meget af det, der anføres til Støtte for den skitserede Arbejderkoloni, ligesaavel kan der anføres berettiget Tvivl, om den virkelig blev til Støtte for dem, der burde støttes herigennem. Man kommer

herved ind paa mange og store Spørgsmaal, som alleredeofte have været Genstand for vidtrækkende økonomiskeUndersøgelser i den nyere Tid, og som bunde i Statens Stilling til Samfundets enkelte Medlemmer, hvor Principet »Hjælp til Selvhjælp« ikke mindst fremtrædertil Besvarelse og Afgørelse.