Det engelske »Board of Trade's« >Labour Department« har i en Række af Beretninger om Arbejderforhold i Storbritannien offentliggjort en næst-en overvældende Mængde af statistiske Data. Disse Beretninger fortjene Opmærksomhed, ikke blot fordi de fleste af de omhandlede Emner i og for sig besidde en betydelig Aktualitet, men tillige fordi den Maade, hvorpaa de mange detaillerede Oplysninger ere bragte til Veje og gengivne, gør et i høj Grad tilforladeligt Indtryk.

I. Arbejdsløn og Arbejdstid.*)

Under denne Fællestitel er der udgivet tre Bind, hvoraf det første omhandler Forandringer i Løn og Arbejdstid i 1893, medens de to andre bringe Meddelelser om Priskuranter for en stor Mængde af de vigtigere Industrier, saaledes at det ene Bind omhandler Styk-Løn og det andet Tid-Løn (Timebetaling, Dagløn o. s. v.).

---

*) Report on Wages and Hours of Labour. Part I: Changes in Rates of Wages and Hours of Labour in the United Kingdom in* 1893 (C. 7567 of Session 1894); Part II: Standard Piece Rates (C. 7567. — I. of Session 1894); Part III: Standard Time Rates (C 7567. — 11. of Session 1894).

Hvor mangfoldige Kilder der end staar til det engelske Arbejdsdepartements Raadighed, og hvor godt det end forstaar at benytte disse Kilder, har det dog selvfølgelig ikke været muligt at samle en fuldstændig, alle Erhverv omfattende Lønstatistik. Tvært imod har man draget temmelig snævre Grænser for Undersøgelsens Omraade ved kun at medtage de store Hovedindustrier, hvorfra man var sikker paa at faa fuldt paalidelige Oplysninger i saa stort et Tal, at ingen Misforstaaelse kunde indsnige sig. Ikke heller har man gjort sig til Formaal at maale den virkelige Lønforandring med exakte Tal, men man har søgt et Udtryk for denne gennem Svingningerne i de Lønningssatser, der opføres i de mellem Arbejdsgivere og Arbejdere vedtagne Priskuranter. De fleste kortvarige og rent lokale Forandringer ere altsaa ikke medtagne.

De Industrier, om' hvilke der foreligger Oplysninger om Lønningsforandringer, tælle c. 7,000,000 Arbejdere, af hvilke 550,000 eller c. 8 pCt. bleve berørte af Lønforandringer. Den mest omfattende Bevægelse fandt Sted i Mineindustrierne, hvor Lønningssatserne ændredes for 43 pCt. af Arbejdernes Vedkommende. Dette har ikke — som man maaske kunde tro — sin Grund i den store Arbejdsstandsning i Kulminerne, idet Virkningerne af denne først faldt i 1894. I Metalindustrien omfattede Lønsvingningerne 12 pCt., i Bygningsfagene 5 pCt. og i Textilindustrien kun 4 pCt. af de beskæftigede

Uagtet Aaret 1893 ikke var noget godt Forretningsaar,blev Hovedresultatet dog en Stigning i Arbejdslønnen. Denne var ganske vist, naar den fordeles paa samtlige Arbejdere, meget svag, nemlig

i sh. 111^ d. pr. Aar, men selv dette for Arbejdernes materielle Vel temmelig betydningsløse Resultat har dog Interesse som Udtryk for, at de slette Konjunktureri det store og hele ikke formaaede at trykke Lønnen ned. Efter Udgivelsen af den her omhandlede Beretning" er der derimod i Arbejdsdepartementets Maanedsskrift »The Labour Gazette« fremkommet Oplysningerom Forholdene i 1894, af hvilke det fremgaar, at den almindelige Tendens i dette Aar snarest gik i Retning af en Nedgang i Arbejdslønnen.

Med Hensyn til Forandringer i Arbejdstiden tale Tallene i Beretningen et langt tydeligere Sprog end med Hensyn til Lønnen. Otte Timers Bevægelsen, eller, som Englænderne kalde den, Bevægelsen for 48- Timers-Ugen, vinder den ene Sejr efter den anden, ikke saaledes, at man vilkaarligt nedsætter Arbejdstimernes Tal til 48, men saaledes, at man efter en paa praktiske Forsøg grundet Beregning af Nettoudbyttet af hver af Ugens Arbejdstimer stryger dem, der vise sig at være værdiløse, fordi Energien er slappet i den Grad, at Arbejdet ikke giver Kompensation for Omkostningerne til Drivkraft, Belysning o. s. v.

Arbejdstidens Reduktion pr. Uge var i 1893 i samtlige Fag, fra. hvilke der forelaa Oplysninger, gennemsnitlig 1,99 Timer. I de enkelte Hovedgrupper af Erhverv var den:

Reduktionen i den ugentlige Arbejdstid var i Almindelighed 2—42^—4 Timer, og kun i yderst faa Tilfælde blev Arbejdstiden forlænget. Forholdet stillede sig nærmere saaledes, at af de af Forandringerne berørte Arbejdere fik

I 1894 fortsattes Bevægelsen, og den omfattede i
dette Aar — efter hvad »The Labour Gazette« oplyser
— dobbelt saa mange Arbeidere som i 1893.

De to Bind, der omhandle Priskuranterne, indeholde mange interessante Enkeltheder, hvoriblandt nogle Exempler paa glidende Lønningsskalaer, som navnlig finde Anvendelse i Minedriften. Om det Omfang, hvori Stykløn anvendes, oplyses der, at naar Tyende og Landbrugsarbejdere medregnes, blive omtrent 26 pCt. af samtlige Lønarbejdere betalte efter Akkord, saaledes at de tilsvarende Procenttal, særskilt for Mænd og for Kvinder, ere henholdsvis 24 og 29. Fraregnes Tyende og Landbrugsarbejdere, bliver Procenten for Akkordarbejdere 39 (33 pCt. for Mænd og 61 pCt. for Kvinder).

II. Tantiéme-Løn og Præmie-Løn*).

Herom foreligger der en Beretning i to Bind. Det
første af disse udkom i 1894 og indeholder en Oversigt

---

*) Report on Profit-sharing. (C. 7458 of Session 1894). — Report on »Gain-sharing'< and certain other systems of bonus in production (C. 7848 of Session 1894).

over Udbredelsen og Virkningen af de forskellige Tantiéme-Systemer for industrielle Arbejdere, som i England sammenfattes under Begrebet »profit-sharing«. Som Supplement hertil udkom i afvigte Sommer en lignende Oversigt over Anvendelsen af en Del Lønningssystemer,som — ofte anvendte ved Siden af og i Forbindelse med »profit-sharing« — i de senere Aar have været prøvede i en Del engelske og amerikanske Fabrikker, og som i flere væsentlige Punkter synes at virke mere tilfredsstillende end den egentlige Tantiéme- Lønning.

Erkendelsen af de store principielle og praktiske Mangler, der klæbe ved baade Dagløn- og Stykløn- Systemerne, har ført til forskellige Forsøg paa at erstatte dem med en Lønningsmaade, som i størst mulig Udstrækninggør Arbejderne interesserede i Arbejdets Resultat. Dette opnaas vel allerede delvis ved Anvendelsenaf Akkord (Stykløn), men dels kan denne Lønningsmaade ifølge sin Beskaffenhed ikkun anvendes indenfor et snævert Omraade, og dels kan det ikke nægtes, at den i visse Tilfælde kan komme til at modvirke sit eget Formaal. Saaledes fremhæves det i Board of Trades ovenfor anførte Værk, at den Omstændighed,at Arbejdsgiveren efter Indførelsen af Stykløn-Systemet ser, at et vist Arbejde i Virkeligheden kan udføres i langt kortere Tid, end Tilfældet er, naar der arbejdes for Dagløn, idelig frister ham til at trykke Akkordbetalingen. Ethvert Forsøg herpaa fra ArbejdsgiverensSide, ja selve Tanken om, at han ved given Lejlighed vil prøve et saadant, reagerer ganske naturligtmod Arbejderens Lyst til ved Udfoldelsen af hele sin Energi og Dygtighed at tilendebringe Arbejdet i

den kortest mulige Tid. Talrige Erfaringer skulle ogsaahave vist, at Overgangen fra Dagløn til Stykløn vel har bevirket nogen Vinding paa Arbejdsgiverens Omkostningskonto og noget højere Fortjeneste for Arbejderen, men at man, naar dette var naaet, befandt sig paa et dødt Punkt, hvorfra videre Udvikling i Reglen var udelukket. Systemets Hovedfejl er herefter, at det ikke formaar at gøre Arbejdernes og ArbejdsgivernesInteresser

Dette skulde derimod opnaas ved Tantiéme- Systemet. Ved Anvendelsen af dette tilsigter man at give Arbejderne en Impuls til Flid, Paapassenhed og Sparsommelighed med Materiale og Redskaber, og dette Formaal vil naturligvis naas saa meget desto sikrere, jo større en Del af Lønnen man kan give i Form af Tantieme.

At lønne den store Mængde af Haandens Arbejderehelt paa denne Maade, er selvfølgelig en Umulighed. En Mand, som intet ejer, og som skal leve fra Haanden og i Munden, kan ikke leve af Andel i Udbyttet af en Bedrift, som — alt efter de vexlende Konjunkturer — snart giver et betydeligt Overskud, snart lige netop forrenter den i Bedriften anbragte Kapital, og snart maaske endogsaa maa arbejde med Underskud. Og selv hvor der er Tale om Virksomheder af en saadan Natur, at der Aar for Aar kan paaregnes nogenlunde det samme Udbytte, har dog Tantiéme-Systemet altid sin Begrænsning deri, at Arbejderne i Almindelighed ikke ere i Stand til at kreditere Arbejdsgiverne en større Del af deres Løn, indtil Aarsopgørelsen viser, hvor stort Udbyttet har været. Tantiéme-Lønnen maa derfor altid fremtræde som et forholdsvis mindre Tillæg

til den egentlige Løn, hvad enten denne nu er Dagløn eller Akkordbetaling, og det maa da bero paa de konkreteForhold — navnlig i hvilken Grad den paagældendeVirksomhed beherskes af Konjunktursvingninger — hvor stor en Del af Lønnen man kan lade udbetale anpartsvis. Af den engelske Beretning fremgaar det, at det gennemsnitlige Tantiémetillæg i de 83 Fabrikker, om hvilke der foreligger udførligere Oplysninger, kun er 4,4 pCt. om Aaret, og at kun 31 af disse naa op til en Tillægsprocent af 5 eller derover.

Det er klart, at et System, som kun lægger det i Arbejdernes Magt at kunne paavirke en saa lille Brøkdel af deres Løn, i Almindelighed vil være lidet egnet til at tjene det tilsigtede Formaal. Men hertil kommer endvidere en Række af Momenter, som gøre Tantiémelønningen endnu mindre rationel og dens Virkninger i mange Tilfælde mere end tvivlsomme.

For det første gør man Arbejderen interesseret i Forhold, som han slet ikke selv er Herre over. Et større Aarsudbytte for Bedriften kan skyldes Forbedringer i Produktionsmethoden, i Bedriftens øverste Ledelse, i Indkøbs- .og Afsætningsvirksomheden, ikke at tale om Konjunkturforandringer o. s. v. Det vil ikke undgaa Arbejderens Opmærksomhed, at en meget stor Del af hans Tillægsløn tilflyder ham fra saadanne Kilder, og Bevidstheden herom vil i mange Tilfælde virke lammende paa hans Arbejdsiver.

Paa lignende Maade virker den Omstændighed, at Interessen er kollektiv. Den energiske og dygtige Arbejder kan ikke under et System, der deler Frugten af hans Anstrængelser mellem en Flok mindre samvittighedsfuldeKammerater, have det samme Incitament

til forøget Virksomhed, som han vilde have, hvis det
bedre Resultat af hans Flid kom ham alene til Gode.

Dernæst ligger Belønningen for det bedre Arbejde for langt ude i Fremtiden. Arbejderne ere i Almindelighed kortsynede i økonomiske Anliggender,, og den Præmie, der kun udbetales én Gang om Aaret, virker derfor mindre ansporende end den, der flyder i Arbejderens Lomme Uge efter Uge.

Endelig er det et Moment af stor praktisk Betydning, at Arbejderne ikke have noget Middel til at kontrollere, om Kontrakten overholdes fra Arbejdsgiverens Side. Der hersker ofte hos Arbejderne overdrevne Forestillinger om Rentabiliteten af den Bedrift, hvori de arbejde, og naar nu Resultatet i mange Tilfælde bliver mindre gunstigt, end de havde ventet, vil Følgen let blive en almindelig Mistillid til Arbejdsherrens Ærlighed. Selv om denne stiller sine Bøger og Regnskaber til Raadighed for Tillidsmænd, valgte af Arbejderne, vil man dog være lige nær; thi hvor mange Arbejdere ere saa bevandrede i det moderne Bogholderis Enkeltheder, at de efter et Gennemsyn af Forretningens Bøger ville gaa bort med Overbevisning om, at intet er stukket under Stolen?

Disse ere de vigtigste af de Indvendinger, der fra engelske Fabrikanters Side rejses mod Tantiémesystemet.De anførte Mangler pege hen imod en Ordning, som deler den forøgede Gevinst mellem Arbejdere og Arbejdsgiver, saaledes at disse to FaktorersInteresser ere fuldt solidariske, men en Ordning, som tillige direkte tager Sigte paa hver enkelt Arbejdspræstationog dens individuelle Resultat, i Stedet for

som Tantiémesystemet at gaa summarisk til Værks og
derved forflygtige det tilsigtede.

Det er nu virkelig lykkedes at konstruere saadanne Lønningssystemer, som i alt Fald i Theorien opfylde de ovennævnte Fordringer. Om de ved længere Tids Anvendelse ville frembyde praktiske Ulemper af den Art, som ikke kunne forudses, derom kan der ikke med Sikkerhed dømmes endnu; men da de til Dato gjorte Erfaringer ikke i noget væsentligt Punkt have skuffet de Forventninger, man i industrielle Kredse nærede til de nye Methoder, vil en kort Redegørelse for Princippet i disse formentlig ikke være uden Interesse.

Det maa da først bemærkes, at det er fælles for de Methoder, som her skulle omhandles, at Lønnen deles i to Dele, en større Part, som enten kan være Dag- eller Stykløn, og en mindre Del, der fremtræder som en Tillægspræmie, bestemt under forskellige Former ved Differencen mellem det virkelige og et fingeret Omkostningsbeløb, og saaledes, at denne Tillægspræmie udbetales uden Hensyn til Forretningens endelige økonomiske Resultat. Man gaar i Almindelighed frem paa følgende Maade.

Fra tidligere Erfaringer véd man, hvad Produktionsomkostningernefor et vist Arbejde beløbe sig til, og man lover nu Arbejderen, at han, hvis han kan udføre Arbejdet med mindre Omkostninger, skal faa udbetalt en vis Brøkdel af det sparede Beløb som Tillæg til den sædvanlige Løn. Det er imidlertid ikke alle Omkostninger, som her tages med i Beregningen, men kun saadanne, som staa under Indflydelse af Arbejderens Dygtighed og Paapasselighed, altsaa navnligMateriale

ligMaterialeog Redskaber. Men ogsaa Besparelser i selve den paa Arbejdet anvendte Tid kunne bringes ind under Systemets Ramme. Hvis et vist Stykke Arbejde sædvanligvis udføres i Løbet af 10 Timer, lover man f. Ex. Arbejderen, at han, hvis han kan udføre det i 9 eller 8 Timer, skal faa som Tillæg til den sædvanlige Timebetaling et vist Beløb for hver Time, han sparer.

Hvorledes dette System bliver til Fordel for baade
Arbejder og Arbejdsgiver, vil fremgaa af følgende
Exempel.

Lad os tænke os, at en Genstand normalt frembringes med en Arbejdstid af 10 Timer ä 30 Øre, og at der nu tilbydes Arbejderen en Præmie af 10 Øre pr. sparet Time. Resultatet vil da blive følgende:

Hvis det her anførte Tankeexperiment virkelig lod
sig realisere, hvis Arbejderen ved efterhaanden at udviklesin
Dygtighed og sine Kræfter kunde naa til at

udføre Arbejdet i den halve Tid, vilde hans Timeløn være forøget med 33V3 pCt, og den samlede Arbejdslønvilde samtidig være formindsket med 33V3 pCt. Hvis Præmien var bleven sat til mindre end 10 Øre pr. Time, vilde Besparelsen i Løn pr. sparet Time være i samme Forhold større, men samtidig vilde Arbejderen have en mindre Opfordring til at anstrænge sig, og Arbejdstiden vilde ikke være bleven saa stærkt reduceret. Det bliver derfor et vigtigt Spørgsmaal, hvor stor Præmien bør være. Herpaa kan der naturligvisikke gives noget almengyldigt Svar. I nogle Produktioner lægger Arbejdet allerede saa stærkt Beslagpaa de legemlige og aandelige Kræfter, at der skal en betydelig Præmie til for at bevæge Arbejderen til en yderligere Anstrængelse. Ved andre Arter af Arbejde gælder det kun om at udvikle en større manuel Færdighed eller at faa Bugt med en indgroet Vane til unyttig Spild af Tid. Her vil selv en mindre Præmie fremkalde det ønskede Resultat. Det er imidlertidaf stor Vigtighed, at man fra først af vælger en passende Størrelse for Præmien, thi enhver Forandring af denne vil let gøre Arbejderen misfornøjet og mistænksomoverfor

Den ovenfor antydede Fremgangsmaade tager kun Sigte paa Besparelser i Arbejdstiden. Almindeligere er det imidlertid ved Hjælp af Præmiesystemet at søge en Reduktion af alle de Omkostninger, som kunne paavirkes af Arbejderens Flid og Agtpaagivenhed. Man beregner da simpelthen et Normalbeløb for disse Omkostninger (heri indbefattet den sædvanlige TimeellerStykløn) og bestemmer dernæst, at Differencen mellem dette Normalbeløb og det virkelige Omkostningsbeløbbliver

ningsbeløbbliverat dele i et vist Forhold mellem
Arbejdere og Arbejdsgiver.

Det er naturligvis ikke altid muligt at udmaale den enkelte Arbejders Andel i Besparelsen, og i saadanne Tilfælde maa man da udbetale Præmierne gruppevis eller fordele dem blandt en Flerhed af Arbejdere, enten ligeligt eller i Forhold til den af hver Arbejder oppebaarne Timeløn. Herved indtræder en af Tantiémesystemets ovenfor paapegede Ulemper. I det hele taget maa Præmiesystemet siges at være bedst egnet for Virksomheder, hvor der arbejdes »single-handed«. Derimod lader det sig lige saa vel forene med Dagløn som med Akkordbetaling.

Den engelske Beretning indeholder udførlige Oplysninger om Resultaterne af Præmiesystemets Anvendelse i6 store Fabriker. Overalt har det medført en Forhøjelse af Arbejdernes Fortjeneste, i Almindelighed med io_{— 20} pCt., men undertiden op til 35^—40 pCt. Der forlyder intet om, at Arbejdere eller Arbejdsgivere have følt sig misfornøjede med Systemet, hvor det har været prøvet.

III. Anvendelse af kvindelige Arbejdere*).

Beretningen herom skyldes Arbejdsdepartementets kvindelige Korrespondent, Miss Collet, som ved de her tilvejebragte Oplysninger har givet et højst paaagtelsesværdigt Indlæg i Kvindespørgsmaalets Praxis.

Man er i Almindelighed tilbøjelig til at gaa ud fra,
at Anvendelsen af kvindelig Arbejdskraft, trods alle

---

*) Report by Miss Collet on the Statistics of Employment of Women and Girls. (C. — 7564 of Session 1894).

fysiologiske og sociale Hindringer, er i stærk Stigning, og at navnlig Kvinderne i stor Udstrækning ere i Færd med at fortrænge deres mandlige Konkurrenter paa adskillige Felter af Forretningslivet. Man føres i saa Henseende paa Vildspor af den Tendens, der gør sig gældende blandt Kvinder af Middelklass en til at søge selvstændig, lønnende Beskæftigelse, idet man ofte herfra slutter til en almindelig Bevægelse i den nævnte Retning. At en saadan skulde foregaa i større Omfang finder imidlertid ingen Bekræftelse i den her foreliggende Undersøgelse, som spænder over det 10aarigeTidsrum fra 188₁ til 189_1. I det store og hele er Anvendelsen af kvindelig Arbejdskraft i England forbleven stationær i den nævnte Periode. Ganske vist viser der sig en Stigning i Antallet af unge Arbejderskerunder 25 Aar, men denne er fulgt af en næsten lige saa stor Stigning i Antallet af mandlige Arbejdere i samme Aldersklasser, og hvad ældre Arbejdersker angaar, da er deres Antal aftaget i næsten alle Erhverv.

I 1881 opførtes af samtlige Kvinder over 10 Aar 34,05 pCt. som Lønarbejdersker-, i 1891 var den tilsvarende Procent 34,42; altsaa var Stigningen ganske übetydelig.

Til nærmere Belysning af Bevægelsen skal anføres nogle faa Tal, som tillige give et Bidrag til Forklaring af den ovenfor omtalte almindelig udbredte Overvurdering af Kvindearbejdets voxende Udbredelse.

I 18 Erhverv, som hver beskæftigede mere end
1 pCt. af samtlige Lønarbejdersker, var der beskæftiget

samtlige øvrige Erhverv:

Forholdet er altsaa dette, at Kvindearbejdet i de store Erhverv er aftaget med 1/_IS, medens det i de smaa er tiltaget med 1{_s, og det er ganske forklarligt, at man særlig har fæstet Opmærksomheden paa den sidstnævnte stærkere Bevægelse fremfor paa den førstnævnte svagere, særlig da der blandt de Erhverv, der udvise en Stigning, findes enkelte, hvor Forandringen er meget betydelig, saaledes:

Nu vil man maaske sige, at det her anførte netop bekræfter Paastanden om Kvindearbejdets stærke Udbredelse,kun at Bevægelsen er begrænset til bestemte Grupper af Erhverv. Men denne Indvending afkræftes, naar man samtidig betragter Statistikken over Anvendelsenaf mandlige Arbejdere. Sagen er, at de paagældendeErhverv i de 10 Aar, hvorom her er Tale, have modtaget en ganske overordentlig Udvidelse, hvorved det samlede Arbejdertal af begge Køn er steget stærkt, men saaledes at Stigningen har været endnu betydeligere for Mændenes Vedkommende end for Kvindernes. I 1881 vare af 100,000 Mænd over 10 Aar 1884 beskæftigede som Kontorarbejdere, i 1891

var Tallet 2166, altsaa en Tilvæxt af 282 pr. 100,000. Tilvæxten var for Kvindernes Vedkommende kun 96 pr. 100,000 Kvinder over 10 Aar. I Bogtrykkerierne var Stigningen for Mænd 140 pr. 100,000, for Kvinder kun 17 pr. 100,000, og saa fremdeles. I det hele taget er der ikke nogen Kendsgerning, der med større Klarhedfremgaar af Beretningen, end den, at de Erhverv, i hvilke Kvinder have været anvendte til Arbejde, som tidligere blev udført af Mænd, udelukkende ere saadanne,i hvilke Anvendelsen af de sidste tillige er steget i overordentlig Grad.

Der er et andet Forhold, som her fortjener at bemærkes. Det er Forbindelsen mellem den relative Stigning af de kvindelige Arbejderes Tal og Aldersforskydningerne blandt samtlige Arbejdere i visse Fag. Ser man f. Ex. paa Skomagerfaget, vil man vel finde, at Antallet af de i dette arbejdende Kvinder er steget stærkere end den kvindelige Befolkning (fra 0,036 til 0,040 Procent af samtlige Kvinder over 10 Aar), medens Bevægelsen for de mandlige Arbejderes Vedkommende gaar i den modsatte Retning (fra 0,202 til 0,191 pCt. af samtlige Mænd over 10 Aar), men dette har sin Grund i en almindelig Tendens til i denne Industri at udskyde de ældre Arbejdere af begge Køn, og denne Udskydning rammer Mændene stærkest, fordi ældre Kvinder overhovedet ikke — eller kun i yderst ringe Omfang — finde Anvendelse i Skotøjsfabrikationen. Dette vil klart fremgaa af følgende Tabel:

En ganske tilsvarende Bevægelse har fundet Sted i Skrædderfaget. I begge de nævnte Industrier er Grunden til, at man udskyder de ældre Arbejdere, sandsynligvis den, at man i stigende Omfang gaar over fra Systemet med hjemmearbejdende Svende til Værksteds - og Fabrikdrift.

At der i det hele taget er foregaaet en ret betydelig
Forskydning i de kvindelige Arbejderes Aldersfordeling,
fremgaar af følgende Tal.

Aldersklasserne over 45 Aar vise en betydelig Nedgang. Dog skjuler der sig under de summariske Tal en modsat Bevægelse for ganske enkelte Arter af Beskæftigelse, nemlig Tyendegerning og saadant Arbejde, som mer eller mindre har en tyendeagtig Karakter (Boutiksexpeditricer o. 1.). For Aldersklassen 25^—45 Aar er der en meget ringe Stigning, og den skyldes næsten udelukkende Erhverv, som enten have en tyendeagtig Karakter eller som fortrinsvis egne sig for Kvinder af Middelklassen (Lærer- og Sygeplejergerning o. s. v.).

Kvindernes hele Stilling i det industrielle og kommercielleLiv vil i Almindelighed bestemmes af de mandlige Forsørgeres økonomiske Evne. Denne er — relativt set — nedadgaaende i det moderne Samfunds Middelklasse; men samtidig er Levefoden stigende og Ønsket om at assurere Fremtiden mere levende end før, medens Ægteskabssandsynligheden aftager*). Alle disse Momenter bidrage til at føre Middelklassens Kvinder ud paa Arbejdsmarkedet, medens den stigende Velstand, som i Nutiden er bleven Arbejderklassen som Helhed til Del, er stærk nok til i det store og hele at kompensere Virkningen af de af de foran

---

*) Antallet af ugifte Kvinder var i England i hver Aldersklasse: 1881 1891 15—25 Aar 82,4 pCt. 84,5 pCt. 25— 45 — 23,2 — 25,7 — 45—65 — 11,5 — 11,8 — over 65 — 10,4 — 10,8 —

nævnte Aarsager, som ogsaa her maatte være tilstede. De sidste synes iøvrigt at maatte øve størst Virkning overfor de unge Kvinder, medens de bedre økonomiske Kaar maa formodes først og fremmest at bevirke, at de ældre og de gifte Kvinder skaanes for Virksomhedudenfor Hjemmet. De nyere Erfaringer fra Englandbekræfte Rigtigheden af denne Slutning. Saa vidt som de foretagne Undersøgelser række, viser det sig nemlig, at Antallet af gifte Løn-Arbejdersker er aftagende.