Nationaløkonomisk Forening. Diskussion om Spørgsmaalet: Bør vi have en Forsikringslov?

1 il Indlederen, Forretningsfører, cand. jur. C. A.
Iversens foran aftrykte Indledningsforedrag knyttede
der sig følgende Diskussion:

Grosserer Wm. Levison vilde som Repræsentantfor Selskaber gøre den Bemærkning,at fremmed Forsikringsselskab vilde hilse Indførelsen af Kontrolbestemmelser med Glæde; Selskaberne ere jo vante til Kontrollen i andre Lande; og det kan kun være dem behageligt at kunne sige til Publikum: „Kom kun til os, — vi ere jo kontrolleredeaf I" Hvad derimod angik Fordringenom, Selskaberne skulde stille et Depositum, maatte det erindres, at der herved var store Ulemper, idet det vilde svække Selskaberne, om der i alle Lande blev krævet en saadan Sikkerhedsstillelse. For mange fremmede (f. Ex. engelske) Forsikringsselskabervilde Fordring fra dansk Side dog maaske være mindre generende, da Rentefoden i Danmark ofte er højere end i vedkommende Selskabs

Hjemland; men der var Anledning til at spørge, om
det vilde passe danske Selskaber, hvis en reciproc
Anvendelse af denne Regel blev almindelig.

Cand. jur. Munthe Brun: Det var af Betydningvedhele Spørgsmaal at skelne mellem Livs- og Skadesforsikringer, idet det navnlig var overfor de førstnævnte, at der tiltrængtes en Lovordning.Spørgsmaaletvar hvorledes Tilsynet her bedst skulde ordnes. Taleren fremhævede, at naar man lod Staten kvæle al fremmed Assurance, vilde det danske Publikum blive mislig stillet; thi medens vel de allerede indgaaede Kontrakter maatte vedbliveatvære vilde der dog kunne opstaa Vanskeligheder og Übehageligheder ved Udbetalingen af Forsikringssummerne. Indlederen havde da heller ikke skænket denne Udvej sin Sympathi, hvorimod han havde udtalt sig til Gunst for Indførelsen af Kontrolforanstaltninger fra Statens Side. Skønt Taleren ingenlunde undervurderede de Grunde og Betragtninger, der talte herfor, og at der var størst Sandsynlighed for, at Bevægelsen vilde gaa i denne Retning, maatte det ikke overses, at der ogsaa herimodkundeanføres Indvendinger; der var Ulemper ved enhver Ordning, og Opgaven var her at vælge den mindst skadelige Løsning. Man havde sagt, at det burde forlanges af de fremmede Forsikringsselskaber, at de skulde anvende tilnærmelsesvisdesamme som vi. Men hvad vilde dette ikke sige for et Selskab, at skulde have flere forskellige Mortalitets- og Opgørelsesregleride Lande, selv om Reglerne kun vare lidet afvigende fra de i Hjemlandet anvendte?

Det stod til at befrygte, at de gode Selskaber alleredeafdenne vilde renoncere paa at tegne danske Forsikringer. Overhovedet var det den mest betænkelige Side ved Statskontrollen, at den let kunde drive de gode og solide Forsikringsselskaber ud af Landet. Noget lignende gjaldt ogsaa overfor FordringenomDepositum; alt Forbehold anførte Taleren, at det siges om amerikanske Selskaber, at de i det mindste tidligere kunde anbringe deres Kapitaler til en Rentefod af 7 °/0;/₀; hvis dette virkelig forholder sig saaledes, vilde saadanne Forsikringsanstalterfaaadskilligt Udbytte af deres Kapitaler,naardet, forlangt i enkelte Lande, blev paabudt, at Depotet skulde anlægges i indenlandske Værdieffekter, og Følgen vilde da blive, at disse Anstalters store Bonus og det betydelige Udbytte af f. Ex. Tontineforsikringer, der væsentlig maa hidrøre fra den høje Rente, vilde indskrænkes betydeligt. — Hvad dernæst angik et Statstilsyn med de fremmede Selskabers Statusopgørelser, gjorde Taleren gældende, at Publikums Interesse krævede, at Tilsynet ogsaa refererede sig til Selskabets Egenskab af solvent; men selv en Forsikringstekniker kunde ikke have nogen sikker Forestilling om vedkommende Selskabs Solvens, naar der ikke havdes Sikkerhed for, at en saadan Opgørelse foretoges paa Grundlag af de Dødelighedserfaringer,dervare blandt Selskabets egne Interessenter, saaledes som det var Tilfældet med Hensyn til vor Livsforsikringsanstalt af 1871. En Statskontrol vilde i modsat Fald kun kunne faa at vide, om der er regnet rigtig. Men hvor lidet betryggendedetteer, af et Exempel fra vort

eget Forsikringsvæsens Historie. Da „den almindeligeEnkekasses"Status i 1820erne efter Tabellerne fra 1775, fandt man vel et lille Underskud, men hvor stor Underbalancen i Virkeligheden var, viste sig først langt senere, da man sammenlignede den virkelige Dødelighed med den kalkulerede. — Medens Indlederen syntes at være gaaet ud fra, at man kun havde Valget imellem at forbyde den private Konkurrence eller at indføre Statskontrol, gjorde Taleren gældende, at der gaves et tertium, nemlig at forlange en bestemt og vidtstrakt Offentliggørelse af vedkommende Selskabers Papirer og Regnskaber. Det tilsigtede Resultat, en betryggende Sikkerhed for Publikum, vilde fuldt ud naas derved, at man gav den enkelte Lejlighed til selv at undersøge Forholdene;Publikumbehøvede Staten som Pegepind. Naturligvis maatte man sikre sig, at disse Offentliggørelservarei med Sandheden, og det blev maaske nødvendigt i dette øjemed at indføre Skærpelse af visse Straffebestemmelser; men naar sligt skete, kom man — efter Talerens Mening — Idealet nærmest.

Folketingsmand, Direktør Bramsen var enig med Indlederen i, at vi trænge til en Lovordning muligvis fuldt saa meget paa det privatretlige som paa det offentligretlige Omraade. Taleren vilde dog have Betænkelighed ved at paabyrde Staten et større Ansvar. Man maatte erindre, at Staten som saadan hverken kan læse eller skrive; Staten kan kun handle gennem Individer, og om den end maaske lettere end den private Mand formaar at vælge saadanne Personer, der kunne gøre Fyldest, maa det dog ikke

glemmes, at hvis disse tage fejl, saa tage de fejl paa Statens Vegne, hvilket da bliver saa meget mere skæbnesvangert. Taleren anførte et ExempelfraUngarn, der var vist mangelfuld Kontrol fra Statens Side med et Udstyrsselskab. Hvis man specielt saa paa vore hjemlige Forhold, mente Taleren, at der var mindre Anledning for Danmark end for andre Lande til at indføre en Statskontrol,fordivi have en af Staten garanteret Anstalt, som byder store Fordele, idet den navnlig er billigere end alle de her repræsenterede udenlandske Selskaber i Europa. — Dernæst maatte det erindres, at den Kontrol, som Staten overhovedet kan udøve overfor udenlandske Anstalter, er meget lidet betryggende;Statenkan kontrollere Selskabernes Papirer,menikke af deres Fonds. I Virkeligheden havde den i Selskabernes Hjemland udøvede Kontrol, eftersom den ogsaa omfatter deres Fonds, langt større Værdi; men efter hvad Indlederen oplyste, udøves jo en saadan omfattende Kontrol næsten overalt, — Indlederen havde blandt sine Exemplerendognævnet saa lidet fremskredet Land som Rumænien. Der kunde altsaa være Mening i at nægte saadanne Selskaber, der ikke vare tilstrækkeligkontrolleredei Hjemland, at have Agenter her i Landet; dette vilde være mere betryggendeendselv mest komplicerede Statskontrol her. Det vilde ogsaa være uretfærdigt mod de indenlandskeSelskaberat deres udenlandske Konkurrenter; Taleren betragtede det nemlig som en Begunstigelse at blive undergiven Kontrol, og de indenlandske Selskaber maatte eventuelt fordre at

blive delagtige i denne Begunstigelse for at blive konkurrencedygtige. — Naar det var blevet sagt, at Taleren var stemt for at forbyde udenlandske SelskabersAgenturher Landet, da maatte dette forstaasiBelysning det her Anførte: fremfor at overvælte Ansvaret fra Individ til Stat var det at foretrække at forbyde udenlandske Selskaber, under Henvisning til, at vi her have en Statsanstalt; denne lader sig lige saa vel bruge som Argument for at undlade at øve Kontrol med de fremmede Anstalter som for helt at forbyde dem. — Taleren ønskede ligesom Indlederen en Forsikringslov, eller egentlig to Love, idet Livsforsikringen maatte behandles for sig; i Belgien havde man nøjedes med én Forsikringslov,mendenne visse Ulemper, hvilket hænger sammen med Umuligheden af at give en Definition af „Forsikring", der rummer baade Begrebet„fixKontrakt" og Begrebet „betinget Kontrakt" (Skadesforsikring). — Med Hensyntilden Side af Sagen vilde Taleren anbefale ikke just Offentliggørelse, som Hr. Munthe Brunn, men snarere Offentlighed d: Adgang for den enkelte til at gøre sig bekendt med de Forhold, der vedrøre Selskaberne; hellere dette end at give Befolkningen en Formynder i Staten og en überettiget Tryghedsfølelse.

Professor Thiele holdt i Modsætning til den foregaaende Taler paa Statskontrol som hensigtsmæssigog Der var ikke Tale om vanskeligeog Statusopgørelser; men man maatte have et Institut, som hvert Aar kunde afgøre, hvor meget hvert enkelt Selskab skulde deponere her i

Landet som Sikkerhed for Fyldestgørelsen af de af
danske Forsikringer flydende Krav. En saadan Kontrolvar
ingen Maade uoverkommelig.

Professor; Dr. Will. Scharling: Statskontrol med udenlandske Selskabers Virksomhed i densHelhedvar umulig. Det kunde anføres, at det i en Artikel om Livsforsikringsanstalter i „Economist"udtales, der gives alt for sparsomme Oplysningerom Anbringelse; den lave Rentefod i England har i den senere Tid bevæget mange Selskabertil anbringe deres Kapitaler i Kolonierne eller i mere risikable europæiske Papirer, der lovede større Udbytte, hvorved en begrundet Dom over AnbringelsensSoliditet vanskelig. Men naar saa dygtige Kræfter, som „Economist" raader over, erklæredesig af Stand til at danne sig en Mening om Forsikringsanstalternes Tilstand, var det indlysende,at var aldeles uløselig for en dansk Statskontrol. Paa den anden Side kunde Taleren ikke være enig med Direktør Bramsen i, at man kunde nøjes med at udelukke de Selskaber, der ikke ere kontrollerede i deres Hjemland. De amerikanske Selskaber vare jo saaledes kontrollerede i deres Hjemstavn; der var rejst grundet Tvivl om denne KontrolsTilstrækkelighed. man have en Forsikringslovgivning— Talereren ansaa for meget nødvendigt,navnlig Livsforsikringens Vedkommende — saa kom man næppe til noget heldigt Resultat uden ved at betragte de fremmede ForsikringsselskabersVirksomhed i Landet som havende en vis relativ Selvstændighed, og saa indskrænke sig til at kontrollere denne Del af deres Virksomhed. Hovedsagenmaatte

sagenmaattevære, at de Forsikrede havde Adgang til at faa deres Retskrav paadømte ved danske Domstole;i hermed maatte man da opstille Fordringen om et tilstrækkeligt Depositum, hvoraf saadanne godkendte Krav kunde fyldestgøres. løvrigt maatte det være de Forsikredes Sag at træffe deres Valg mellem Selskaberne. Det oplyses i „Economist", at de enkelte Selskabers Udgifter til Reklame, Agenter etc. ere højst forskellige; for nogles Vedkommendeandrager Udgiftspost 20^—24 °/0/₀ af den samlede Præmieindtægt (en enkelt større Anstalt anvender aarlig 4 Mill. Kr. til Agentur og Reklame); men naar dette er Tilfældet, maa de Vilkaar, der bydes de Forsikrede, variere i høj Grad, hvad der da ogsaa af „Economist" er oplyst at være Tilfældet, og navnlig maa den danske Statsanstalt nu, da den udbetaler Bonus, eftersom den anvender saare lidt til Administration og Reklame, være fordelagtigere end alle fremmede Selskaber, der ere repræsenterede her i Landet; naar mange Mennesker ikke desto mindre vælge de fremmede Selskaber, har dette sin Grund i den Ligegyldighed, der i det hele taget hersker overfor hele dette Spørgsmaal: man skal presses til at tegne Forsikringer, — og saa gaar naturligvisden med Sejren, der gør mest Reklame. Men de Paagældende maa da ogsaa til Straf for deres Ligegyldighed betale højere Præmier, end de vilde behøve, dersom de selv henvendte sig til den danske Statsanstalt.

Højesteretssagfører Octavius Hansen: Indlederenmente,at
var noget at gøre paa dette
Omraade, og da han nævnte, hvad der var at gørev

tog han alt med, — ja han tog for meget med. Man maatte være forsigtig og huske, at her er Tale om privatretlige Kontrakter, hvor Staten ikke bør gribe for stærkt ind. Det var vel rigtigt, at den übundne Frihed medfører Ulykker; derfor -maa Staten bl. A. have et Politi, — men man skal ikke have Politiet til at indblande sig overalt (en Politistat). Man maatte vogte sig for at lade Staten være Daarernes Formynder.EtKontor, skulde udføre alt det, Indlederenvildehave til et saadant, vilde ogsaa let komme i højst übehagelige Kollisioner. Taleren var enig med Professor Scharling, naar denne havde betonet, at Hovedsagen var, at den Forsikrede kunde komme til sin Ret, og at der derfor maatte forlanges et Depositum. Derimod var Taleren ikke enig med Indlederen og Professor Thiele, naar disse forudsætte, at man maatte fordre deponeret, hvad der i Forsikringssprogetkaldes„den Formue" — ja endnu mere (Reservefond); dette vilde føre for vidt; det vilde være tilstrækkeligt at fordre et mindre Depositum i Forhold til Præmiernes Størrelse her i Landet. — Taleren mente dernæst, at der var noget aparte i hele den Maade, hvorpaa Forsikringsvæsenet drives her i Danmark. Vi havde jo Statsanstalten og ved Siden af den de konkurrerende private Selskaber;dissesidste jo Indlederen ikke forbyde, og saa vidt vilde i Virkeligheden ingen gaa. Men hvilken Stilling indtager nu Statens Anstalt i denne Konkurrence med de private? Hidtil har den ikke anvendt meget til Agentur, og først •i den seneste Tid har den udbetalt Bonus. Det Lovforslag, som nu er forelagt Rigsdagen, indeholder bl. a. Bestemmelseromen

melseromenudvidet Agenturvirksomhed, om rigeligereLønningtil om et fast System for Uddeling af Bonus etc.; alt dette vil medføre, at Statsanstalten vil komme mere ind i Konkurrencen. Men dette er ikke heldigt, særlig da Anstalten i Statens Garanti har et stort Fortrin ganske gratis. Følgen heraf vil nemlig blive, at den private danske Livsforsikringsvirksomhed vil blive klemt ihjel mellem Statsanstalten og de udenlandske Selskaber, hvilke sidste ere de danske Selskaber overlegne i at reklamere.Derpaatrænger da det Spørgsmaal, om man ikke bør tilvejebringe en Lovgivning, der regulererForholdetsaaledes, en privat dansk Livsforsikringsvirksomhedkantrives Siden af Statens. En saadan Lovgivning burde imidlertid kun omfatte offentligretlige Regler; ganske vist havde man f. Ex. paa Søforsikringens Omraade særegne privatretlige Regler; men hvis Indlederen havde tænkt sig en lignende deklaratorisk Lovgivning indført i Livsforsikringsforhold,kundeTaleren følge ham heri; de for Søforsikring gældende Normer havde udviklet sig historisk for dette specielle Omraade, hvor Forholdenevaremeget og ensartede; for de mere komplicerede Retsforhold, der fremkom i Livsforsikringen,maatteman staaende ved de almindelige privatretlige Regler, Paa det offentligretlige Omraadevarder — som fremhævet — en Del at gøre, og navnlig tiltrængtes der en Skærpelse af Straffebestemmelser — ikke blot for hvad der efter den gældende Ret er Bedrageri (ulovligt), men ogsaa for saadanne Forhold, som i den særlige Forsikringsmaterieeftercommunis betragtes som unfair".

Professor Falbe-Hansen hævdede, at det af tidligere Talere foreslaaede Oplysningskontor vilde være unyttigt; det store Publikum vilde ikke kunne forstaa de Oplysninger, et saadant Kontor skulde meddele. Derimod maatte Taleren anbefale Kontroltanken, som Professor Thiele havde fremsat den. Kontrol var ogsaa nødvendig overfor de indenlandske man glemte ofte de talrige smaa indenlandske Forsikringsselskaber, der benyttes aldeles kritikløst. Taleren havde for en Del Aar siden undersøgt Mængde af disse Selskabers Status og fundet, at adskillige vare insolvente.

Direktør B r a m s e n udtalte i Anledning af Højesteretssagfører Hansens Bemærkning om Livsforsikringsanstalten 1871, at han betragtede denne som en tung Haand lagt paa den danske private Forsikringsvirksomhed; men da denne Statsanstalt nu én Gang existerede, vilde det være urimeligt at sige til den, at den ikke maatte gøre det alt for svært for Konkurrenterne at komme med, saa meget mere som de private danske Selskaber vare oprettede senere end Statsanstalten. løvrigt troede Taleren, at det ogsaa var i de private Selskabers Interesse, at Statsanstalten tegnede mange nye Forsikringer; der var endnu en stor Mark herhjemme at arbejde paa, og alle Parter vare godt tjente med, at der kom Liv i Forsikringsvirksomheden.

Professor Scharling sluttede sig til Direktør Bramsens sidste Udtalelser om Anstalten af 1871 og fremhævede, at, naar man betragtede det som en Samfundsopgave at faa Folk til at forsikre deres Liv og i det Øjemed oprettede en Statsanstalt, burde

man ogsaa give denne de fornødne Midler til sin
Virksomhed i saa vide Kredse, som mulig.

Octavius Hansen betonede atter, at der er en Fare for, at den private Virksomhed vil blive kvalt, naar man ikke sikrer sig imod, at de udenlandske bruge ulovlige Midler. De fornuftige gaa til Statsanstalten, medens Reklameselskaberne største Delen af de øvrige; saa bliver der intet til de private danske Sel= skaber.

Overpostmester Petersen oplyste, at Livsforsikringsanstalten 1871 honorerer sine særligt ansatte med 3 °/0/₀ af de oppebaarne Indskudsog men for dette ringe Honorar er det ofte vanskeligt at finde Agenter, hvorfor det er gjort Postmestere og Postexpeditører til Pligt at besørge til og Udbetalinger fra Kassen mod et Vederlag af 2%• Der maatte derfor siges at være Grund til at give Anstalten Ret til at give et højere Honorar for Agenturvirksomhed i dens Tjeneste.

Sluttelig replicerede Indlederen til forskellige Talere, idet han navnlig hævdede, at Erfaringen fra flere Lande, særligt fra Schweiz, godtgjorde, at Statskontrol mulig, ligesom han ogsaa betragtede det som utvivlsomt, at Fordringen om Kaution lader sig gennemføre.