De preussiske Love om »Rentengüter

iVledens Arbejdernes materielle Livsvilkaar utvivlsomthave sig i de sidste 50^—80 Aar — deres Løn er mere end fordoblet og Føden er bleven billigere,deres ere forbedrede, Handelens og KommunikationsmidlernesUdvikling umuliggjort Hungersperioder,som kendtes i forrige Aarhundrede, Lægevidenskabens Fremskridt har mildnet Epidemiernes Voldsomhed osv. —¦ saa har jo netop under FremgangsperiodenMisfornøjelsen de arbejdende Klasser voxet sig stærkere end maaske i nogen tidligerePeriode. inderste Grund til Nutidens socialeSpørgsmaal da sikkert mindre søges i, at Arbejdernesmaterielle finder Sted paa utilfredsstillendeMaade deri, at deres sociale Stilling væsentlig er bleven uforandret. Endnu leve Arbejderne i By og paa Land i stræng økonomisk Afhængighed, i klassemæssig Isolation, men netop i vore Dage — i den almindelige politiske Valgrets, i Værnepligtens og Skolepligtens Tidsalder — ere Forestillingerne om Frihedog

hedogMenneskeværdighed trængt ned i de dybeste Samfundslag. Først nu, ioo Aar efter Menneske- og Borgerrettighedernes Erklærings er denne Erklærings § i: >Menneskene fødes og forblive fri og lige i Rettigheder«,kommen Arbejderklassens dybeste Bevidsthed. Der er da en stærk Modsætning imellem Arbejdernes økonomiske Afhængighed og klassemæssige Isolation paa den ene Side og paa den anden Side deres Ligheds og Frihedsfølelse, og der er næppe nogen Tvivl om, at dette ethiske og psykiske Moment baade hos Byarbejderne og hos Landarbejderne er den væsentligsteGrund den voxende Misfornøjelse.

Blandt Industriarbejderne giver Utilfredsheden sig Udslag i en vældig politisk Bevægelse, blandt Landarbejderne en voxende Udvandring til Nordamerika og til Byerne.

Landarbejderen haaber det første Sted at faa sit brændende Ønske opfyldt: at eje et Stykke Jord. Og han venter i Byen at naa, hvad der synes ham at mangle paa Landet: en større personlig og økonomisk Uafhængighed, en rigere Livsnydelse, en højere Løn.

Om han virkelig vinder dette i Staden, er et andet Spørgsmaal, som vist maa besvares benægtende. Det synes mig, at Landarbejderen indtager en lykkeligereStilling Kollegaen i Byen. Lad dennes Løn end være højere, saa er Føden dyrere og Arbejdsløshedenhyppigere af længere Varighed i Byen end paa Landet. Landarbejderens Gerning falder snart i Lo og Stald, snart i Mark og Skov, i frisk Luft og under aaben Himmel, han stænges ikke inde mellem Fabriklokalets snævre Vægge, i dets usunde Luft, han ved ikke hvad det vil sige at staa Time efter Time og

Dag efter Dag ved det samme ensformige og sløvende Arbejde, han stuves ikke sammen med sin Familie i Arbejderkasernernes og Baghusenes usunde Boliger, Fattigdommen faar sjældent det Tag i ham som i Byarbejderen,hvor det end gaar, vil han dog næppe savne Ild under Kedlen og Kartofler i Gryden.

Men hvorom alting er, ét er sikkert, at Staden som en Magnet drager Landarbejderne til sig og vil vedblive dermed, indtil man forbedrer deres Stilling baade i økonomisk og social Henseende.

Den stærke Vandring fra Landet til Byerne medførervæsentlige for Landbruget. Ofte har det Vanskelighed med at skaffe den nødvendige Arbejdskrafttil der føres en hidtil ukendt Løshed og Uvederheftighed ind i dets Kontraktsforhold, og det maa finde sig i en Forringelse af Landarbejdernes Intelligens og Dygtighed, thi som oftest vil det være de dygtigste og flinkeste Folk, der vandre bort. Ved at tage Korn og Kød uden at give Gødningen tilbage kan Byen ogsaa, rent økonomisk set, udmarve Landbruget.Netop da Fremskridtene i Landbrugets Teknik og Konkurrencen med de kornexporterende Lande indtrængende maner til den afgørende Overgang til intensiv Kultur, svigter den første Forudsætning herfor:den Arbejdskraft. Og netop nu stillesder større og større Fordringer til den enkelte Arbejders Dygtighed og Samvittighedsfuldhed. Dette hænger først og fremmest sammen med, at Kulturen nu er rigere, mere forskelligartet end tidligere og JordensDyrkning med Benyttelsen af kostbare og komplicerede Redskaber og Maskiner, med den rationelle Fodring og omhyggelige Pleje af værdifuldeAvlsdyr

fuldeAvlsdyr— Røgtningen af den jydske Hingst, der betales med 14,000 Kroner, tør ikke overlades til den udygtige eller uvederheftige Arbejder. Men dernæst staar det ogsaa i Forbindelse med, at den menneskeligeArbejdskraft har en langt større Andel i en Landejendoms samlede økonomiske Udbytte end forhen,og har den mest hensigtsmæssige Udnyttelseaf nu en større økonomisk Betydning,end havde tidligere.

I de fleste af Evropas Stater føler man i større eller mindre Grad de Ulemper, som Formindskelsen eller Stagnationen i Landbrugets Arbejdskraft medfører, og mange Forslag ere fremsatte for at modvirke Bortvandringen.Man saaledes foreslaaet, at det skulde forbydes Mindreaarige at forlade Landet for at søge tilfældigt Arbejde i Byerne, at disse enten skulde kræve en vis, om end lille, Kapital hos hver den, der vilde tage blivende Ophold inden for deres Mure, eller have Ret til en Gang for alle at paalægge Indvandrerne en endog temmelig høj Afgift. Man har i Frankrig foreslaaetat Byens Arbejdsløse fri Hjemrejse tilbage til Landkommunerne, og man har dannet Foreninger, der med Raad og Daad hjalp Personer, der vilde tage blivendeOphold Landet (Laan til Køb af en lille Ejendom, Arbejdsredskaber osv.). I Belgien findes de saakaldte causes des magistrats, af hvis Midler Øvrighedenyder Personer Understøttelse til Hjemrejse. I England er der i Aar (1892) vedtaget en Lov — small holdings act —, hvis Hovedformaal er at søge oprettet Ejendomme paa I—so1^—50 acres (o. 3/_{4—364 —}36 Tdr. Land) for derved at faa dannet en mindre Selvejerstand. I ethvert Grevskab nedsættes der et

Udvalg, der skal søge at faa Loven ført ud i Livet; Grevskabsraadet erhverver den Jord, der er til Salgs og egner sig for slige Smaaejendomme, de nødvendige Pengemidler hertil kunne de laane hos Staten mod 3x3^x/₄ pCt. Enhver Vælger til Grevskabsraadet kan andrage om at faa overladt en af disse Ejendomme, og Raadet kan da overlade ham en saadan, mod at han udbetalermindst /₅ af Købesummen kontant og forrenter og amortiserer Resten i 50 Aar. Der hæfter visse Forpligtelser paa Ejendommen for at sikre dens Karakteraf lille Ejendom, og ved Arv kan den kun udelt tilfalde én Person.

Tyskland er et af de Lande, hvor man har følt Landarbejdernes Bortvandring haardest, men hvor man da ogsaa mest energisk er gaaet fra Overvejelser til Handling for at raade Bod paa Ondet. I den nordlige og østlige Del af Riget, i Øst- og Vestpreussen, i Posen, Pommern og Mecklenborg er ikke blot Befolkningen formindsket, men indenfor Landbruget er det gaaet paa samme Maade som i Industrien: Proletariatet voxer, medens Kapitalen og Jordbesiddelsen koncentreres paa stedse færre Hænder. Det lille og det middelstore Landbrug har været i stærk Tilbagegang, Storejendommener mere og mere prædominerende, Latifundiasystemet har bredt sig. For ca. 7 Aar siden gjorde den preussiske Regering et Forsøg paa at tilvejebringesundere Forhold i de 2 Provinser, i hvilke Tilstanden — tildels en Følge af Bismarcks brutale Udvisning af de polske Arbejdere — var værst: Vestpreussen og Posen. En Lov af 26. April 1886 »vedrørende Befordringen af tyske Kolonisationer« i de to Provinser stillede til Statsregeringens Raadighed en

Fond af ioo Millioner Mark til Køb af Land i polsk Besiddelse, som skulde udstykkes i smaa og middelstoreEjendomme paa lempelige og billige Vilkaar sælges til tyske Kolonister. Forskellige Udgifter afholdtesaf t. Ex. den første Regulering af Kommune-, Kirke- og Skoleforholdene. Kolonisations- Kommissionen fik Ret til at overdrage Jorden ikke alene mod en Kapitaludbetaling og i temporær Forpagtning,men i arvelig Forpagtning, mod at der ydedes en fast Pengeafgift, i hvilket sidste Tilfælde Ejendommen blev et »Rentengut«. Denne Lov, der havde et dobbelt Formaal: at skabe en bosiddende Arbejderstand og at fortrænge det polske Element og nationalisere Grænseprovinserne, har næppe opfyldt sit Formaal, hvad der bl. A. turde fremgaa deraf, at Landbefolkningeni sidste 5 Aar vedblivende er formindsketi paagældende Provinser.

Man er imidlertid ikke bleven staaende ved Loven af 1886, men er ved Loven om > Rentengüter« af 27. Juni 1890 og Loven af 7. Juli 1891 »vedrørende Fremme af Oprettelsen af Rentengüter« gaaet et betydningsfuldt Skridt videre. Man tager med disse vigtige Love, der omfatte hele Preussen, Sigte paa at beskytte de mindre Landbrug mod de Farer, der true dem: enten at de strax opsluges af Storejendommen, eller at de først pulveriseres i smaabitte Lodder, som saa alligevel, før eller senere, opsuges af Storbesiddelsen.

Der har været fremsat mange Forslag for at raade Bod paa dette Onde. Et Forslag gaar ud paa at genindføreden tyske Bondearveret, den saakaldte Anerbenrecht, det vil sige, at Jorden udelt tilfalder en enkelt Arving i Modsætning til de nyere romersk-franske

Grundsætninger om lige Ret for Alle. Andre Forslag tage Sigte paa: at indskrænke Friheden, hvad Jordens Deling og Ejerens Ret til at prioritere den angaar; at lade Staten afløse de alt foretagne Prioriteringer, eller i det mindste lade disses Indfrielse foregaa med den langsomst mulige Amortisation; at genindføre den saakaldte Erbpacht, det vil sige den arvelige Forpagtningosv.

Det er den sidste Tanke, der nu er ført videre i den preussiske Lov om »Rentengüter«, eller Jordejendoms Statens saa vel som Foreningers og Enkeltmands arvelige Ejendomsoverdragelse med Forbud mod, at Erhververen foretager nogen Udstykning eller Deling af Jorden, samt mod Erlæggelsen til den oprindelige af en bestemt aarlig Afgift, »Rente«, som betingelsesvis kan afløses.

Det socialpolitiske Formaal, som Loven stiller sig, er dette: man vil søge at danne en fast bosiddende Landarbejderstand og forøge Antallet af smaa og middelstore at der kan skabes det uundværlige Mellemled mellem Storbesiddelsen og de besiddelsesløse

Man har i Tyskland (som andet Steds) for længst gjort den Erfaring, at de lykkeligste Landarbejderforholdfindes hvor Landbruget har udviklet sig i industrielRetning f. Ex. i Egnene med Roesukkerindustrien),eller der (som i vide Egne af Sydtyskland, i Rhinpfalz, Rhinhessen osv.) har dannet sig en bosiddendeog Arbejderstand. Naar Landarbejderenhar at erhverve sig et Hus og — som sin Sparebøsse — en lille Jordlod, saa har han faaet sit brændende Ønske opfyldt, og den tidligere Uro og

Misfornøjelse vil afløses af Ro i Sindet og Tilfredshed. Besiddelsen giver ham en vis Stilling udadtil, en vis Anseelse i den lille hjemlige Verden, den vækker hans Hengivenhed for Hjemmet og Fædrelandet. Har den unge Arbejder Udsigt til at erhverve sig en Jordlod, saa vil det lære ham at underkaste sig midlertidige Savn og Opofrelser, og kommer han saa en Gang til at eje en Plet Jord, er det, som Arthur Young siger, en magisk Indflydelse, Følelsen af at besidde udøver, den forvandlerSand Guld, en Ørken til en Have. Den Arbejder, der i sin Fritid styrer sin egen lille Bedrift, vil vel have flere Bekymringer end den jordløse Arbejder, men disse Vanskeligheder bidrage netop til at opdrage ham og give ham den Udvikling, som han er modtagelig for. Ved sit Fritidsarbejde for egen Fordel vænnes han til at bruge sine Evner, opdrages han til flittigt og" energisk Arbejde.

Ved de i Lovene af 1890 og 1891 givne Begunstigelser man altsaa søge at danne saa at sige en Trinfølge af smaa og mellemstore Jordbrug, saaledes at der vises de energiske Elementer blandt Landarbejderne Vej til at naa fra Proletariatet op i de højere Lag af Landbefolkningen derved, at der aabnes dem den hidtil saa godt som udelukkede Mulighed at erhverve en lille Ejendom, uden at de behøve at frygte for, at deres Ejendomsret muligvis senere tabes derved, at Købesummen bliver dem opsagt.

De nævnte Love ere imidlertid ogsaa til Fordel for de større Landejendomsbesiddere. De giver dem ikke blot en Haandsrækning til at faa dannet en fast, bosiddende Arbejderklasse, men i Tilfælde af, at en større Ejendom — ved Arv eller af anden Grund —

skal sælges, gøre de det muligt ved Udparcellering at opnaa en højere og disponibel (udbetalbar) Salgssum, saaledes at Ejeren (Arvingerne) selv erholder den Gevinst,der slige Udparcelleringer ellers plejer at tilfalde Spekulanterne.

Loven af 27. Juni 1890 indeholder i sine 5 §er
følgende nærmere Bestemmelser:

I § 1 hedder det, at et Grundstykkes Overdragelse til Ejendom er tilladt mod en fast Afgift (Rentengut) hvis Afløsning er afhængig af begge Parthaveres Samtykke. af Afløsningssummen og Opsigelsesfristen til den kontraktmæssige Bestemmelse. Afløsningen sker paa Afgiftsnyderens Forlangende, han imidlertid aldrig fordre en Afløsningssum, er større end Afgiftens 25 dobbelte Beløb.

Ved Afgiftens Indførelse i Pantebogen maa Aftalerne vedrørende Udelukkelsen af Afløsningen eller vedrørende Afløsningssummens Størrelse og Opsigelsesfristen indføres. Er dette ikke sket, saa er overfor den Tredje i Besiddelsesrækken den Afgift, der hviler paa Grundstykket, at anse som en saadan, der af den Forpligtede kan afløses efter en 6 Maaneders Opsigelsesfrist med det 2odobbelte Beløb.

Et »Rentengut« skal oprettes fri for de Hypotheker
og Grundbyrder, der hvile paa det Grundstykke, fra
hvilket det er udskilt.

Finder der Salg Sted i den Hensigt at oprette
Rentengüter«, finde Lovbestemmelserne vedrørende

ogsaa ved Bortsalg af større Stykker, naar de RealberettigedesSikkerhed
formindskes derved.

— »Lovbestemmelserne vedrørende lettet Bortsalg af Grundstykker« findes særlig i en Lov af 3. Marts 1850 angaaende Bortsalg af smaa Grundstykker. I Følge denne Lovs § 1 kan enhver Ejendomsbesidder, Lensog bortsælge enkelte Parceller, enten mod faste og afløselige Pengeafgifter eller mod en bestemt uden først at indhente de Lcnsog ei kommisber ettig edes, Hypothek- og Realkreditorernes Samtykke, naar Kreditforeningsdirektionerne at Bortsalget ikke er til Skade for de vedkommende Interessenter. En slig »Uskadelighedsattest« efter § 2 dog kun udstedes, naar Pengeafgiften eller Købesummen ækvivalerer med det bortsolgte Jordstykkes eller Værdi.

Loven af 1890 udvider altsaa denne Ret: at sælge uden Prioritetshavernes Samtykke, til at gælde ogsaa Bortsalg større Jordstykker, naar der af disse dannes »Rente

Modsætningen til den i § 1, første Stykke, nævnte faste Pengeafgift (»Geldrente«) er en fast Købesum. Den tidligere preussiske Lovgivning forbød vel ikke helt at købe Jord mod »Rente«, men den besværliggjorde dog denne Salgsform ved betydelige Vanskeligheder (jvnfr. navnlig L. af 2. Marts 1850, § 2).

§ 2 bestemmer, at lig med de faste Pengeafgifter ere at regne de faste Afgifter i Korn, som betales i Penge efter den aarlige — ved Anvendelse af Afiøsningssummen — Markedspris.

— Paragrafen tillader ikke som Købesum for et Rentengut at stipulere en fast Kornafgift og udrede denne in natura, den gør det kun muligt at lægge en anden Værdimaaler end Penge til Grund for Købsafgiften.

Betalingen af »de faste Afgifter i Korn« finder altid Sted i Penge, hvis Beløb imidlertid retter sig efter den i Regeringsbladene aarlig bekendtgjorde Gennemsnits- Markedspris (»Roggen-Rente«). Markedsprisen fastsættes efter Gennemsnitspriserne i en længere Periode, af hvilken de 2 dyreste og de 2 billigste Aar udskydes. — Meningenmed i § 2 har, saa vidt skønnes, været den at ville bortfjærne den Mislighed, der klæber ved de faste, aarlige Hypothekrenter, der paa Grund af deres fra Aar til Aar uforanderlige Beløb i Virkeligheden ikke passe med Forholdene i Landbruget, hvor Indtægterne netop fra Aar til Aar kunne vexle ret betydeligt. Ved at Hypothekafgiftenstadig med samme Beløb gaar Landbrugetglip den uvurderlige Fordel, at Udgiften delvis afpasses efter Indtægten.

§ 3: Naar ved Salg af et Grundstykke mod Afgift Erhververen af et »Rentengut« kontraktmæssig er indskrænket sin fri Raadighed, saaledes at en Deling af Grundstykket eller Salget af Stykker af det ikke kan finde Sted uden Afgiftsnyderens Samtykke, saa kan dog det nægtede Samtykke erstattes ved Øvrighedens (Auseinandersetzungsbehörde) retslige Afgørelse, naar Delingen eller Bortsalget er ønskeligt i almen (gemeinschaftliche)

I § 4 hedder det, at er der kontraktmæssig paalagt af et »Rentengut« den Pligt at opretholde overtagne Grundstykkes økonomiske Selvstændighed Vedligeholdelsen enten af Bygningernes beboelige Tilstand eller af et bestemt Landbrugs Inventar ved andre Ydelser, kan dog den Forpligtede ved Øvrighedens retslige Afgørelse blive befriet fra sin Forpligtelse, naar Opretholdelsen af et Grundstykkes økonomiske Selvstændighed strider imod overvejende almenøkonomiske (gemeinwirthschaftliche) Interesser.

— Ved i S i, første Stykke, at tillade Afgiftens Uafløselighed Loven haft til Hensigt at gøre Forholdet mellem Sælgeren og Erhververen af et »Rentengut« til et vedvarende. Nytten af denne Vedvaren kan, da det drejer sig om en privat Kolonisation, kun være en økonomisk. For at forhøje Virkningen erklærer Loven i §§ 3 og 4 visse Aftaler for tilladelige, hvis privatretlige Gyldighed efter de hidtidige Retsforhold var tvivlsom eller udelukket. Ved Siden heraf ere selvfølgelig andre Aftaler, der ikke ere forbudte i den almindelige Ret, ligeledes tilladelige, som f. Ex. naar Kolonisations-Komiteen i Posen som Regel forbeholder sig Ret til Tilbagekøb.

->Auseinandersetzungsbehörde«, o: Generalkommissionerne nedenfor), af hvilke der findes 8; de ere paa en Gang Administrations- og Dommerkollegier. Naar Loven taler om deres »richterliche Entscheidung«, refererer den til den sidste Egenskab.

Endelig bestemmer § 5, at bliver efter § 3 Afgiftsnyderens erstattet (nemlig af Øvrighedens eller bliver efter § 4 den Forpligtedes udtalt, kan Afgiftsnyderen, saa fremt ikke andet er fastsat i Kontrakten, forlange den hele Afgift afløst med det 25 dobbelte Beløb.

Et Aar efter at den her refererede Lov var emaneret, Loven af 7. Juli 1891 >angaaende Fremme af »Rentengiiters« Oprettelse.« Denne Lovs Fremkomst skyldes den Overbevisning, at den nye »Rentenguts«-Form næppe vilde slaa igennem i Handel og Vandel uden en bankmæssig, offentlig Hjælp. De alt existerende »Statsrenten«-Banker frembød sig naturligt som et passende Mellemled til at yde denne Hjælp.

»Statsrenten «-Bankernes Oprettelse skriver sig fra Loven af 2. Marts 1850, hvis § 1 bestemmer, at der i hver Provins skal oprettes en «Rentenbank« »til Befordringen af Afløsningen af Realbyrder og til den fuldstændige Afvikling af Retsforholdet mellem de hidtilværende og Forpligtede.« Saasnart Realbyrderne omsatte til faste Pengeafgifter sker, i Følge § 2, Afløsningen ved en af »Rentenbankerne« paa den Maade, at Banken udløser den Berettigede ved at give ham rentebærende og amortisable Obligationer (Schuldverschreibungen), medens han paa sin Side overdrager den Afgift, der tilkom ham. Den Forpligtede da til Banken Afgiften, saa længe som dette er nødvendigt til Renternes Betaling og Obligationens Amortisation. Saa snart som Amortisationen er tilendebragt, ophører Debitors Forpligtelse at udrede Afgiften. § 3 bestemmer fremdeles, Staten garanterer Opfyldelsen af de Forpligtelser, paahvile »Renten«-Bankerne, samt forsyner dem med den nødvendige Driftskapital. Af Lovens 65 §'er er der formentlig her endnu kun Grund til at omtale § 18, der bestemmer, at de til en »Renten«- Bank forfaldne Afgifter ved Konkurrence med det behæftede andre Forpligteiser nyde den samme Fortrinsret, som der tilkommer Statsskatterne.

Paa disse »Renten«-Bankers Medhjælp er det nu,
at Loven af 7. Juli 1891 lægger Beslag.

Det hedder i denne Lovs § 1, at de Afgifter, der hvile paa »Rentengiiter« af middelstor eller lille Omfang,paa af Interessenternes Anmodning kunne afløsesved «-Bankens Mellemkomst, for saa vidt

da deres Afløsning ikke er gjort afhængig af begge
Parters Tilladelse.

Afgift snyderen kan indgive Andragendet herom, saafremt han kan fordre Afløsningen al den anden Part, »Rentenguts«-Besidderen saa fremt han er berettiget at afløse Afgiften uden den Førstes Samtykke, eller denne selv har fordret Afløsningen.

Afgiftsnyderen faar i Aftindelse enten Afgiftens 27-dobbelte Beløb i 3V2 pCt.s eller dens 2 323²/₃ dobbelte Beløb i 4 pCt.s Obligationer (Rentenbriefen) efter deres Nominalværdi, eller, for saa vidt dette ikke kan ske, i rede Penge*).

Af »Rentenguts «-Besidderen bliver Affmdelsen at
forrente og amortisere med en Rentenbanks«-Afgift.

— Ved udtrykkelig at fremhæve: »Rentengüter« af middelstor eller lille Omfang« har Loven i Modsætning til Loven af 1890 indskrænket sin Virksomhed til kun at gjælde en bestemt Slags »Rentengüter«. Der forstaas ved Udtrykket saadanne Ejendomme, ved hvilke Besidderne selv administrere og selv arbejde med. Størrelsen maa selvfølgelig variere i de forskellige Provinser, og det overladesderfor de respektive Generalkommissioner i hvert enkelt Tilfælde at afgøre, om et »Rentegut« hører ind under Kategorien. Bliver den nyoprettede Ejendom enten saa stor, at Ejeren kun har Overledelsen og udelukkende anvenderfremmed — hvad der jo vil være Tilfældetpaa med et Areal af f. Ex. 4—5004^—500 Morgen —• saa kan den ikke gøre Fordring paa de i Loven tilbudte Fordele; eller kommer paa den anden Side

---

*) Staten udfærdiger »Rentenbriefe« til Beløb af 3000, 1500, 300, 75 °g 3° Mark. Hvad der ikke kan betales i disse runde Summer, udredes altsaa i rede Penge.

Ejendommen kun til at bestaa af et Hus og en Stump Have, kan den ikke blive indrettet som et »Rentengut«. — Generalkommissionen for Hannover anslaar f. Ex., at for denne Provins' Vedkommende maa et »Rentengut« med middelgod Jord for at falde ind under Loven af ißqi ikke have under 2 ha. og ikke over 40 ha. (c. 3^2^— ₇₂ dansk Tønde Land).

§ 2 bestemmer, at til den første Indretning af et »Rentengut« af den i § 1 betegnede Art ved Opførelsen de nødvendige Beboelses- og- Avlsbygninger kan >Rentenbanken« yde »Rentenguts«-Ejeren Laan i 3x3^x/₂ eller 4 pCt.s Obligationer (Rentenbriefe) efter deres paalydende Værdi eller, for saa vidt det ikke kan ske i saadanne, da i rede Penge. Laanet forrentes og amortiseres ved Udredelsen af en »Rentenbanks«-Afgift.

Laanet er uopsigeligt fra »Rentenbanken_«s Side; dog har denne Ret til at fordre Laanet eller den endnu resterende Del af dette tilbage, naar Debitor ikke efterkommer Paalæget om Bygningernes forsvarlige Vedligeholdelse og Forsikring, naar han kommer under Konkurs eller ved Exekution (Zwangsvollstreckung) maa tvinges til at betale den resterende »Rentenbanks«- Afgift.

— Foruden i de i § 2 nævnte Tilfælde kan en Opsigelseogsaa Sted efter § 20 i Loven af 2. Marts 1850: »Rentenbankens Direktion kan forlange, at i et saadant Tilfælde — o: ved et »Rentenguts« Udstykning — skulle Beløb, der ved Afgiftens Fordeling komme til at udgøre mindre end 3 Mark aarlig, strax afløses ved en Kapitaludredning.« Det i §'ens andet Stykke nævnte Paalægkan være indsat i Kontrakten eller senere være givet af »Rentenbanken«. Denne afgør i hvert enkelt

Tilfælde, hvad der skal forstaas ved forsvarlig Vedligeholdelse.Forsikringen kun gyldig, naar den finder Sted i et af de af »Rentenbanken« offentlig nævnte Selskaber.Debitor altid en Frist til at opfylde sine Forpligtelser, og først naar Fristen er oversiddet, har Banken Ret til strax at fordre Laanet tilbage.

I Følge § 3 skal * Rentenguts »-Ejeren fra Afgiftsovertagelsens
til »Rentenbanken« svare en
Afgift. Denne andrager:

i) Hvis der er givet 3V2 pCt.s Obligationer i Afløsning
som Laan, 4 pCt. af Obligationens Paalydende
af de til Supplering betalte Penge, eller

2) hvis der er givet 4 pCt.s Obligationer i Afløsning
eller som Laan, 4V2 pCt af Obligationens Paalydende
af de til Supplering betalte Penge.
»Rentenbanks«*Afgiften af4pCt. skal »Rentenguts«-

Besidderen svare i en Amortisationsperiode af 6o1/2
Aar, »Rentenbanks«-Afgiften af 4x4x/2 pCt. i 56V12 Aar.

— Det hedder i Lovens Motiver: »Til Amortisation er der beregnet 1/₂ pCt. af Obligationens Nominalværdi. Renten og Amortisationsbidraget udgøre i Forening »Rentenbank« Afgiften, som vedblivende udredes i det efter Nominalværdien beregnede Beløb uden Hensyn til den efterhaanden fremskridende Amortisation. Det Beløb, der ikke medgaar til Forrentning, bidrager sammen med Amortisationsbidraget til Gældens Afbetaling. Eftersom der udstedes 313¹/₂ eller 4 pCt.s Obligationer, har »Rentenguts«-Besidderen at betale en »Rentenbank«s-Afgift af 4 eller 4x4^x/₂ pCt.« Eller med andre Ord: Afgiften til »Rentenbanken« er under hele Amortisationsperioden den samme.

§ 4: Saa længe der hviler en »Rentenbank«s-Afgift
paa et »Rentengut«, kan en Ophævelse af dettes økonomiskeSelvstændighed

nomiskeSelvstændighedeller en Deling eller Salg af
Stykker retmæssig kun finde Sted med GeneralkommissionensSamtykke.

— Forholdet mellem Staten og »Rentenguts«Besidderen altsaa op, naar efter § 3 Amortisationsperioden er udløben. Medens Loven af 1890 overlader det til Interessenterne selv at bestemme, om Ophævelsen af et »Rentengut«s økonomiske Selvstændighed eller dets Deling skal være tilladt eller ikke. lader altsaa Loven af iBgi for et »Rentenbank«s-Rentengut«s Vedkommende dette afhænge Generalkommissionens Samtykke. Det hedder i Motiverne til Loven: »Forudsætningen for »Rentenbanken Mellemkomst er den vedvarende Opretholdelse af et * Rentengut« s økonomiske Selvstændighed.« Og i en »Ministeriel Vejledning« af 16. November 1891 fremhæves, at en Deling eller et Bortsalg som Regel kun skal nægtes, naar et »Rentengut«s økonomiske Selvstændighed risikeres derved. — Derimod er selvfølgelig Salget af et »Rentengut« ét tilladelig.

Naar »Rentenguts«-Besidderen indgiver et Andragende
kan han i Følge § 5 blive fritaget for
at svare Afgift i det første Aar.

§ 6 giver forskellige administrative Bestemmelser vedrørende »Rentenbankerne«, Generalkommissionerne etc. En »Rentenbank« har ikke Ret til at opsige den overtagne Afgift, derimod kan »Rentenguts«-Erhververen, naar han i 10 Aar har betalt Afgiften, til enhver Tid opsige »Rentebanken« den og betale den endnu ikke amortiserede Del af Obligationen med rede Penge. Naar der ikke er gaaet 10 Aar, er Opsigelsen derimod kun gyldig med Generalkommissionens Samtykke. Paa dennes Anmodning bliver der anført i Pantebogen, at

Grundstykket er afgiftspligtig til »Rentenbanken« .samt
Afgiftens Størrelse og Amortisationsperiodens Længde.

Efter § 7 skal Generalkommissionen afvise Andragendet Afgiftens Afløsning (§ i) eller om Ydelsen et Laan (§ 2): 1) naar der ikke tilkommer den Afgift, der ønskes afløst, eller Laanet en Forret frem for de tidligere privatretlige Behæftelser paa vedkommende eller 2) naar der ikke er den behørige Sikkerhed til Stede for en »Rentenbank«s-Afgift. Paragrafen nærmere Regler for, hvornaar Sikkerheden maa siges at være til Stede.

Der findes i Loven af 1891 endnu 8 Paragrafer, af hvilke der formentlig kun er Grund til at omtale § 12, der bestemmer, at paa Anmodning af en af Interessenterne Oprettelsen af et »Rentengut« ske ved Generalkommissionens Mellemkomst. Andragendet skal tilbagevises, hvis der rejser sig retslige eller faktiske Betænkeligheder mod Oprettelsen, men er dette ikke Tilfældet, skal Generalkommissionen modtage og bekræfte vedrørende Oprettelsen eventuelt i Forbindelse med Kontrakten vedrørende Afgiftens Afløsning Ydelsen af et Laan. Den bekræftede Kontrakt skal Generalkommissionen indsende til den Øvrighed, der fører Pantebogen (dem zuständigen Grundbuchrichter) med Anmodning om Ejendommens Omskrivning. I saa Tilfælde bliver denne erhvervet til et »Rentengut« ved den, paa Grundlag af den bekræftede Kontrakt, foretagne i Pantebogen.

Generalkommissionen skal, efter at have erklæret Andragendet om Oprettelsen af et »Rentengut« for tilladelig,anmode (Grundbuchrichter) om at føre til Bogs en Bemærkning om den saaledes

forberedte Dannelse af et »Rentengut«. Bemærkningen har den Virkning, at de senere indførte privatretlige Behæftelser ere retslig ugyldige over for »Rentengut« s- Overtageren. Ved Ejendommens Omskrivning til et »Rentengut« udslettes Bemærkningen.

Det er altsaa i væsentlig Grad lagt i Hænderne paa Generalkommissionerne at bringe Loven af 1891 ud i Livet. Som alt nævnt, findes der 8 Generalkommissioner, hver for sin Landsdel modtager Andragenderne Oprettelsen af »Rentengüter« af middelstor lille Omfang. Den optager fremdeles Kontrakten Udstederen og Erhververen af et »Rentengut«, Afløsningen af de stipulerede Afgifter i Stand ved »Rentenbanken_«s Mellemkomst og bevilger endelig Laan af Statsmidler til Hjælp ved Opførelsen af Bygningerne paa et »Rentengut« (§ 2). Generalkommissionen selv, om den vil modtage eller afvise indsendte Andragender. En Afvisning skal imidlertid finde Sted, naar der ikke er Tale om Oprettelsen et landligt »Rentengut«, eller naar det af Omstændighederne fremgaar, at det drejer sig om en eller anden Pengespekulation. Andragendet er ikke bundet til en bestemt Form, og det kan indgives baade af den, der vil afgive Jord til Oprettelsen af »Rentengüter« og af den. der vil erhverve et »Rentengut«. Der maa med Hensyn til Andragendet skelnes imellem 2 Tilfælde:

a) Er et Grundstykkes Inddeling i »Rentengüter« og en foreløbig Fastsættelse af Retsforholdene foretaget af Interessenterne uden Øvrighedens Mellemkomst, kan det til Generalkommissionen indsendte Andragende kun

gaa ud paa at opsætte den egentlige »Rentengut«s- Kontrakt, ordne Retsforholdene og bringe Afløsningen af den stipulerede Afgift i Stand ved »Rentenbanken_«s Mellemkomst, eventuelt ogsaa paa at give »Rentengut s- Erhververen et Laan af Statsmidler til Opførelsen af Avlsbygninger.

b) Generalkommissionens Hjælp kan ogsaa fra første Færd af paakaldes ved Oprettelsen af et »Rentengut« og Reguleringen af de vedkommende Forhold. Der kræves i dette Tilfælde forskellige Oplysninger vedrørende og Fremlæggelsen af forskellige Papirer, Ejendommen og Jorden synes, og bevilges da Andragendet, foretager Generalkommissionen den videre Ordning. Vedkommende »Rentengut« opmaales og reguleres, der optages et Kort over det, og Kommissionen for, at det optages i Pantebogen, den ordner Hypothekforholdene og lader opsætte en Kontrakt Interessenterne. Da disse i langt de fleste Tilfælde, i hvilke Generalkommissionens Mellemkomst paakaldes, ville andrage om den stipulerede Afgifts Afløsning ved »Rentenbanken_«s Hjælp, ordner Kommissionen Afløsning sammen med Kontraktens Udfærdigelse.

Naar Generalkommissionen har stadfæstet Kontrakten,sørger
for den afgiftsfri Udstykning fra
Hovedejendommen samt Udarbejdelsen af Skøde til

Art) og til Planer vedrørende Vandings- og Udtørringsanlæg,Dræning

— »Rentengüter« kunne oprettes enten derved, at en større Ejendom bliver delt, eller derved, at tidligere Forpagtersteder forandrestil »Rentengüter« og overdrages Forpagterne til Ejendom, eller endelig paa den Maade, at der gives et alt bestaaende Sted den økonomiske Selvstændighed derved, at der tillægges det den nødvendige I alle Tilfælde forudsættes det, at de ny Steder blive fri for Afgifter til Hovedejendommen, og at de sikres for ved varende Besiddelse. Som tidligere fremhævet, kan et »Rentengut«, saa længe der hæfter en »Rentenbank_«s-Afgift paa det, ikke deles uden Kommissionens Samtykke eller blive berøvet sin økonomiske Selvstændighed.

— I den før nævnte »Ministerialweisung« af 16. November 89₁ hedder det om Generalkommissionerne, at de af al deres Evne og Formue skulle virke for, at de økonomisk som socialt set vigtige Maal, som Loven sætter sig, kunne naas. De maa derfor ikke indtage nogen afventende Holdning, ikke opfatte Stillingen saaledes, de blot skulle bistaa ved Forretningernes Fuldbyrdelse, men de skulle være gennemtrængte af den Overbevisning, at der her foreligger en for Nutid og Fremtid stor Opgave, hvis heldige Løsning kun kan naas ved deres energiske Initiativ.

— Baade i Udlandet og i selve Tyskland har Opmærksomhedenfortrinsvis sig paa det storartede Lovgivningsarbejde, der i Tyskland i det sidste Tiaar er udført paa det industrielle Arbejderomraade, medens det her refererede Lovgivningsarbejde, i alt Fald uden

for Kejserriget, kun har vakt en forholdsvis ringe Opmærksomhed.Sikkert Urette. Hvad de her gengivneLove Sigte paa er næppe mindre betydningsfuldtend Maal, man har sat sig med de egentlige Arbejderlove. Man vil jo, kort angivet, med Lovene af 1890 og 1891 søge at formindske Udvandringenog de hjemlige Arbejdskræfter ved Kolonisation, søge at danne en fast bosiddende og besiddende Landarbejderstand samt endelig — gennem en Trinfølge af ganske smaa, smaa, mindre, middelstore og større Ejendomme — søge at skabe det i flere af Rigets Provinser hidtil savnede, men i Virkeligheden uundværlige Mellemled mellem Storbesiddelsen og Arbejderstanden.

Interessant er det at se den Maade, paa hvilken de 2 Love søge at sikre den praktiske Udførelse paa bedst mulige Maade: Staten skaffer ikke blot de nødvendige til Veje, sikrer Sælgeren og letter Erhververen pekuniære Afvikling, men gennem Generalkommissionerne den fortrinlig teknisk Medhjælp Disposition og værner om Soliditeten; Generalkommissionernes er jo ikke obligatorisk, men de skulle kun træde til, naar de personlige og stedlige Forhold tilraade det.

— Vel behøve vi ikke herhjemme at søge dannet en middelstor Bondestand, thi vi have den — til Held for vor økonomiske og sociale Udvikling. Men paa den anden Side er der i de tyske Love sikkert Momenter, vil være værd at fæste Opmærksomheden ved, naar det store Spørgsmaal om at bevare Arbejdskraften Landet og Landbruget for Alvor sættes paa Dagsordenen herhjemme.