Det nye svenske Udkast til en Invalideog for Arbejderstanden og dermed Ligestillede.

Lovgivningsmagten kan ved Behandlingen af de store sociale Spørgsmaal vælge mellem to forskellige Veje. Den kan finde en Løsning, der tiltaler i Kraft af en rent umiddelbar Sympathi, eller den kan naa et Resultat gennem et ihærdigt fagligt Studium. Den svenske Regering ved det vigtige Spørgsmaal om Übemidledes Forsørgelse, naar Arbejdsevnen svigter, ikke tiltroet sig Aladdinsevnen til at gribe den rette Afgørelse i første Omgang, men har søgt frem ad Arbejdets stenede, men sikre Veje.

Allerede i 1884 blev der nedsat en Arbejderforsikringskomité,af Forslag kun to førte til et endeligtResultat, til Lovene af 1889 om Beskyttelse mod Ulykkestilfælde under Arbejdet og 1891 om Sygekasser-,alle andre Planer bleve vejede og fundne for lette, saaledes Ulykkesforsikringsforslaget og det i nærværende Tidsskrift i sin Tid omtalte Udkast til en ved det 60de Aar indtrædende Alderdomsforsikring for hele det svenske Folk. Ifølge en af Minister Groll til Statsraadsprotokollen afgiven Erklæring ankede den

svenske Regering navnlig over, at dette sidste Forslag omfattede hele Nationen, i Stedet for Arbejderbefolkningen,at tog Sigte paa en bestemt Alder, i Stedet for paa Invaliditet, og at det ikke inddrog Ulykkesforsikringen under sig. I 1891 blev der derfor nedsat en ny Arbejderforsikringskomité, der i indeværendeAar udsendt en Række statistiske Undersøgelser,Redegørelser Lovgivningens Stilling til Arbejderforsikringen i forskellige Lande, hvilke i Forbindelsemed tidligere fremkomne, allerede isoleret betragtet, udgøre et meget interessant Materiale, der kaster Lys over en Række økonomiske Forhold af Betydning og paa det socialøkonomiske Omraade anviserSverig smuk Plads mellem de evropæiske Nationer; men de danne tillige et forsvarligt Underlag for det Invalide- og Ulykkesforsikringsforslag, der er fremlagt som Slutningsresultatet paa Komiteens Arbejder.Dette er vel i sine Hovedtræk bygget over den tyske Invalide- og Alderdomsforsikringslovgivningsom ligesom denne tilstræber det ogsaa en paa livsvarige tvungne Arbejdsgiver- og Arbejderbidragsamt grundlagt Invalideunderstøttelsefor og dermed Ligestillede. Men det svenske Forslag er paa ingen Maade en blind Efterligning af den tyske Lov; det har tværtimod underkastet hver Side af Forsikringsspørgsmaalet en selvstændig Drøftelse og har paa en Række af Punkter indført Forandringer af stor Interesse, og paa hvilke det fortrinsvis skal være denne Artikels Opgave at henlede Opmærksomheden.

Fra den tyske Lovgivning har det svenske Forslag
da først og fremmest hentet Forsikringstvangen, væsenligi

ligiErkendelse af, at man uden Tvang ikke vil opnaa tilstrækkelig omfattende Resultater, skønt de statistiske Undersøgelser, som Komiteen har ladet foretage om de for industrielle Arbejdere bestaaende Pensionskasser, vise ret betydningsfulde Fremskridt ad Frivillighedens Vej. Der findes saaledes i det hele i Sverig 51 saadannePensionskasser 17,000 Medlemmer, og Antalletaf Arbejdere er fra 1890 til 1892 steget fra 52,000 til 68,000.

Det nye svenske Forslag har dernæst, som omtalt, — efter rigtige nationaløkonomiske Grundsætninger — lagt Forsikringens Tyngdepunkt i Invaliditeten, hvormed en Alder af 70 Aar. Til Oplysning om den praktiske Forskel mellem en Invalide- og Alderdomsforsikring at et kombineret System som det i Sverig foreslaaede vilde koste det samme som en Alderdomsforsikring fra det fyldte 6ide Aar; men mere end en Fjerdedel af de forsikrede vilde da i Forvejen være Invalider, medens paa den anden Side to Tredjedele af dem, der opnaaede den nævnte Aldersgrænse, vilde være arbejdsdygtige. Derimod har det svenske Forslag brudt ud af den tyske Ramme og været Banebryder for en Forening mellem Invalideforsikringen snævrere Forstand og Ulykkesforsikringen, efter at denne Sammenslutning var knæsat af Ulykkesforsikringskongressen Bern i September 1891, medens man tidligere har ønsket disse Forsikringsgrene skarpt sondrede, og t. Eks. den tyske Lovgivning har ladet Bidragene til Ulykkesforsikringen udredes af Arbejdsgiverne og gjort Pensionerne her større end Invaliderenterne, hvis Omkostninger fordeles paa Arbejderne, og Riget. Medens Arbejderne

derfor søge ved alle Midler at bringe en indtruffen Invaliditet under Ulykkesforsikringen, have Arbejdsgiverne modsatte Interesse, og Følgen bliver en stadig Strid om dette Punkt. Med Rette fremhæves til Fordel for en saadan Sammenslutning, at den i høj Grad vil tjene til at simplificere Forsikringen, til at fjerne Stridigheder mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, og at det navnlig, principielt set, vilde falde vanskeligt at paapege Grunde til en forskellig Behandling af et akut Ulykkestilfælde og en paa Grund af Arbejdets Usundhed indtruffen Invaliditet, der ret illustrerende kan betragtes som foraarsaget ved en Række umærkelig Ulykkestilfælde. Paa et andet Punkt vil derimod Sammenslutningen fremkalde Vanskeligheder, hvorom senere.

Forsikringen omfatter i væsenlig Overensstemmelse med den tyske Lovgivning kun Arbejderklassen og dermed Ligestillede. Efter Forslaget skulle forsikres: i) Arbejdere, Tjenestetyende og Personer, hørende til svenske Skibes Besætninger, samt 2) betingelsesvis Medhjælpere Handel, Haandværk og Industri, Arbejderformænd Befalingsmænd paa svenske Fartøjer, nemlig for saavidt Lønnen ikke udgør 1800 Kroner. Personer, der endnu ikke have fyldt 18 Aar, i Forvejen udygtige til Arbejde eller ere ansatte hos Staten eller Kommunen, ere udelukkede fra Forsikringen. Naar kun Arbejderstanden og dens Jævnlige komme i Betragtning, er det i første Række begrundet i Hensynet Omkostningerne, der for en hele Nationen omfattende Forsikring vilde stige til det tredobbelte og lader sig saa meget bedre forsvare, som det fortrinsvis er det legemlige Arbejdes Mænd, der trænge til Under-

støttelse. Det fremgaar saaledes af en i 1884 foretagen Undersøgelse af Fattiglemmers tidligere Livsstilling, at Arbejder- og Tyendestanden leverer et 8 til 10 Gange saa stort relativt Kontingent til Fattigvæsenet som de selvstændige Næringsdrivende*). Derimod er det en Afvigelse fra tysk Ret, naar det svenske Forslag ikke medtager Personer, der ikke have arbejdet mindst en Uge hos samme Arbejdsgiver, og derved udelukker alle Arbejdere, hvis Virksomheds Natur medfører en ganske kortvarig Beskæftigelse hos den samme Ar- Syersker, Vaskekoner m. fl.

Til Gengæld har man i Sverig givet sig i Lag med det vanskelige Spørgsmaal om Understøttelse af de Forsikredes Familier. Jeg finder her Anledning til at gøre en mere almindelig Bemærkning. En Understøttelse,der strække til i alle Tilfælde, hvor der er Trang, vilde, selv om Arbejderne yde Bidrag, kræve saa uhyre Midler, at man fra anden Side ikke vilde være villig til at yde dem. Det kan derfor ikke være nogen Bebrejdelse mod Lovgivningsmagten, at den ikke hjælper i alle Tilfælde, hvor det kunde være ' ønskeligt; den maa nødvendigvis resignere og træffe et Valg. Om det derimod er et Fremskridt fra tysk Ret, naar det svenske Forslag udelukker en Del af Arbejderklassen, men til Gengæld udstrækker Understøttelsentil Forsikredes Familier, turde dog være tvivlsomt. Ganske vist maa der gives Motiverne Ret i, at en saadan Familieunderstøttelse er i høj Grad ønskelig — Oplysninger som disse, at der mellem

---

*) Se Motiverne Side 45.

voxne fattigunderstøttede Personer findes dobbelt saa mange Kvinder som Mænd, og at ikke mindre end 40 pCt. af samtlige understøttede Personer ere Børn under 15 Aar, tale i saa Henseende tydeligt nok — men det bliver ligefuldt et Spørgsmaal, om det i den sociale Lovgivning ikke først og fremmest maa komme an paa at behandle ligeartede Tilfælde paa samme Maade, og man kan ikke lukke Øjet for, at en udelukkende Pensionering af Personer i fast Arbejde vil fremkalde en berettiget Misstemning blandt de løse Arbejdere, navnlig hos dem, hvis Virksomheds Natur medfører en kortvarig Beskæftigelse, og som derfor slet ikke have det i deres Magt at binde sig for længere Tid. Med denne Reservation maa den Maade, hvorpaa den svenske Komité foreslaar Familieforsørgelsen ordnet — og for hvilken Æren tilkommer den — erkendes for rationel, idet den i det væsenlige naar det tilsigtede Maal med de færrest mulige Midler.

Til Grund for den foreslaaede Ordning ligger følgendeRæsonnement: en Alderdomsforsikring ikke føjer sig om de virkelige Livsforhold, saaledes gælder det samme om en Enkeunderstøttelse, der indtræderumiddelbart Mandens Død-, efter Fattigprotokollernevarede gennemsnitlig 7 Aar, inden Enker efter Arbejdere erholdt Fattighjælp. Der er væsenlig to Forhold, der fremkalde Enkers Trang til Støtte ude fra, dels Arbejdsinvaliditet, dels Tilstedeværelsenaf der endnu ikke kunne forsørge sig selv. Arbejdsføre Enker uden uforsørgede Børn er der ingen Grund til at hjælpe. Børnenes store Indflydelse paa Enkers økonomiske Modstandskraft fremgaar tydeligtnok følgende statistiske Data: Af Enker, hvis

Ægteskab opløstes i Alderen fra 25 til 45 Aar, erholdt ikke færre end 21 pCt. fuld Forsørgelse umiddelbart efter Mandens Død og 33 pCt. inden 2 Aar derefter; for Enker mellem 45 og 65 Aar synke Tallene til 10 pCt. og 18 pCt. Da Invaliditetstilfældene utvivlsomt tiltage betydeligt med Alderen, kan Forklaringen til den stærke Nedgang formentlig kun søges i de yngre Aldersklassers langt større Kontingenter af uforsørgede Børn. Paa den anden Side ere Hustruerne ofte trængende,naar ere Arbejdsinvalider. Af Enker under Fattigvæsenet havde saaledes et anseligt og med Alderen stigende Procenttal nydt Understøttelse før Mandens Død.

For at bringe Forsikringen i Overensstemmelse med de her konstaterede Forhold gaar nu det svenske Forslag ud paa, i Stedet for en Enkepensionering i almindelig Forstand, at indsætte en jævnsides med Mændenes Pensionsret løbende Understøttelse af arbejdsinvalide baade dem, der selv indtage en forsikringspligtig Stilling, og Hustruer og Enker til forsikrede En saadan Invalideforsikring anbefaler sig tillige af økonomiske Grunde 5 thi medens en almindelig med en aarlig Understøttelse af kun 55 Kroner vilde koste ca. 4 Millioner Kroner, vilde et System som det foreslaaede med gennemgaaende Renter kun medføre den halve Udgift. Til Invalideforsikringen skulde der saa slutte sig en Understøttelse til afdøde mandlige Forsikredes ægte Børn under 15 Aar.

For at nogen kan nyde Understøttelse, maa han
være Arbejdsinvalid, o: ude af Stand til at ernære sig
selv ved et til sine Kræfter og Evner svarende Arbejde,eller

bejde,ellerhave fyldt 70 Aar samt have ydet Bidrag i mindst 260 Uger. Personer over 55 Aar kunne ikke indtræde i Forsikringen. Den, for hvem der ikke er erlagt Bidrag i 260 Uger, naar han fylder 60 Aar, udgaaraf og faar de selvbetalte Bidrag tilbage.En er det desuden, at Invaliditeten ikke er tilføjet forsætligt eller ved en grov Forbrydelse. Fra Fordringen om en bestemt Ventetid ses der bort, naar Invaliditeten skyldes et Ulykkestilfælde, og Pensionenberegnes som om den Forsikrede havde ydet Bidrag i 260 Uger. Ganske vist betyder dette et Brud med den proklamerede Ligestilling mellem Invalide- og Ulykkesforsikringen; men praktisk set tror jeg dog ikke, det vil give Anledning til større Ulemper; thi det vil her overvejende dreje sig om Invaliditet, indtruffen i den yngre Alder, hvor det forholdsvis let vil lade sig konstatere, om den skyldes et akut Ulykkestilfælde.Naar har varet udover et Aar, indtræder der en midlertidig Invalideunderstøttelse.

Udgifterne ved Forsikringen fordele sig paa Arbejderne Arbejdsgiverne og Staten. Men medens Statens Andel i Tyskland bestaar i et regelmæssigt aarligt Tilskud til hver bevilget Rente, har den i Sverig mere Karakteren af en extraordinær Hjælp, der skal dække Udgifterne ved de Begunstigelser, der tilstaas visse Klasser af Forsikrede, uden at dette skal komme Resten til Skade.

Til Udmaaling af Pensioner, saa vel som Understøttelser,har inddelt de Forsikrede i 3 Lønningsklasser.Første omfatter mandlige Arbejdere, hvis kontante • ugenlige Løn er 10 Kroner eller derover, anden Klasse alle andre mandlige Arbejdere; tredje

Klasse alle Arbejdersker og Hustruer eller Enker til
forsikrede Mænd.

For hver Uge, forsikringspligtigt Arbejde finder Sted, erlægges i iste, 2den og 3dje Klasse henholdsvis 5O; 30 og 20 Øre. Arbejdsgiverne udrede disse Summer, Halvdelen af de udlagte Beløb ere de berettigede at indeholde i Lønnen. De Forsikredes egne Bidrag udgøre i Regelen ikke 2 pCt. af deres Indtægt og stige kun undtagelsesvis til 2V2 pCt. af denne. De af en mandlig Forsikret erlagte Bidrag gælde tillige for hans Hustru og Børn. Naar der er betalt Præmier i 260 Uger, regnes den under Sygdom faldende Tid under visse Betingelser den Forsikrede til gode, som om han havde erlagt Bidrag, skønt Pligten til at erlægge bortfalder saa længe.

Ved at udstrække Forsikringspligten over hele den Paagældendes Arbejdsperiode, er der gjort en betydningsfuld fra det oprindelige Udkast, der kun kendte tvungne Bidrag fra det 19de til det 28de Aar. Motiverne gaa let hen over dette Punkt, der dog er af gennemgribende Betydning, da en tvungen Forsikring, til en kortere Periode af den yngre Alder, hvor Arbejderen som Regel endnu ikke har Familie at forsørge, langt bedre stemmer med de økonomiske Forhold i de übemidlede Klasser end en livsvarig Tvangsforsikring, og væsenlig afvæbner den vægtigste Anke mod Tvangsprincipet, at dets Gennemførelse vil være mulig uden en skæbnesvanger Reduktion i den arbejdende Befolknings Livsvilkaar.

Det tyske System for Bidragenes Erlæggelse under
Form af Pensionsmærker, der sælges gennem Postvæsenet,er
af det svenske Udkast, der imidlertidhar

lertidharerstattet Kvitteringskortet med en Pensionsbog(beregnet at optage 260 Ugemærker). Af Interesseere foreslaaede Forholdsregler til Sikring imod, at Bidragene udredes for langt tilbageliggende Perioder, hvilket naturligvis i høj Grad vil formindske Præmiernes Forsikringsværdi. Det bestemmer, at der ikke maa sælges andre Mærker end de, der udgives i det paagældende Aar og bære dette paatrykt, og det er forbudt at indklæbeMærker Tiden før Begyndelsen af det foregaaendeKalenderaar. Brud paa dette Forbud vil kunne læses ud af Pensionsbogen og paadrager ArbejdsgiverenErstatningsansvar.

En for de Forsikrede i høj Grad gunstig Afvigelse fra den tyske Lovgivning er det, at den engang ved erlagte Præmier erhvervede Ret ikke formindskes eller ophører ved, at den Forsikrede for begrænset Tid eller bestandig kommer ud af forsikringspligtig Stilling. Denne Bestemmelse vil ikke alene simplificere Systemet, idet de i Tyskland gældende særlige Regler om ForsikringensFortsættelse frivillige Bidrag bedre kunne undværes, men den vil navnlig bidrage til at gøre Forsikringenlangt effektiv. Det oplyses, at af dem, der indgik i forsikringspligtig Stilling fra 18 til 20 Aar, vilde ved 55 Aars Alderen henved Halvdelen være traadt ud, og paa dette Misforhold vilde der næppe i væsenlig Grad blive bødet ved Retten til at forsætte Forholdet ved frivillige Bidrag, da der kræves af den Forsikrede, at han foruden sin egen ogsaa skal tage Arbejdsgivernes og Statens Del paa sin Kappe. Den i Sverig foreslaaede Ordning vil navnlig have det Fortrinat Forsikringens Goder for en stor Del af de Arbejdere, der senere tjene sig op i selvstændige

Stillinger. Derved begunstiges den mindre Arbejdsgiverstand,der hæver sig højt over Arbejdernes økonomiske Niveau, og som under en Tvangsordning som den tyske let bliver i høj Grad stedmoderlig behandlet, idet den skal udrede Bidrag til sine Arbejdereuden at se sig i Stand til at bevare Forsikringenfor selv. Tillige vil en Del af den kvindeligeSlægt, af Tyendeklassen, der indgaar gteskabmed forsikringspligtige Mænd, allerede i Forvejen have erhvervet sig Forsikringsret.

De foreslaaede Arbejdsgiver- og Arbejderbidrag ere beregnede paa, uden at senere Forhøjelse maa finde Sted, at dække Udgifterne ved Forsikringen under den Forudsætning, at denne griber Arbejderen i det Øjeblik, han efter Lovforslagets almindelige Reglerindtræder forsikringspligtig Stilling (i Gennemsnit 18 til 20 Aars Alderen), og at han forbliver i denne, indtil Invaliditeten melder sig. Det har min fulde Sympathi,at nye svenske Forslag har haft Mod til at forlange fulde Bidrag strax; ethvert andet System, enten det baseres paa en aarlig Ligning af de løbende Udgifter (Ligningssystemet) eller paa et modificeret Princip som det tyske (Kapitaldeckung), betyder dog en Beskatning af den fremtidige Slægt til Gunst for den nuværende, og jeg tror ikke, det er den Maade, man skål lave Socialpolitik paa. Medens det er højst problematisk, om den nulevende Generation vil vide Lovgiverne Tak herfor, er det derimod fuldstændig sikkert, at en kommende Slægt, der ser Byrderne regelmæssigtiltage en tilsvarende Væxt i PensionernesStørrelse, faa rig Lejlighed til at fordømme deres Forfædres Egoisme. Flere af de for Ligningssystemetanførte

systemetanførteGrunde ere af yderst tvivlsom Værdi. Man fører saaledes for ramme Alvor følgende Argumenti Den aarlige Ligning af Udgifterne maa foretrækkes for et System med faste Præmier, fordi den ikke paavirkes af Rentefoden, hvis Synken derimodfor Vedkommende vil medføre en Forhøjelse af de forud beregnede Bidrag. Det maa dog erindres, at den faktiske Forhøjelse er rent übetydeligi med den, der bliver nødvendig, naar man ikke i Forvejen har sørget for Opsparing af et uhyre Forsikringsfond. Ræsonnementet er lige saa berettiget, som om en Mand vilde sige: »Jeg vil ikke spare, for saa risikerer jeg ikke at faa mindre Udbytte af mine Penge, end jeg havde gjort Regning paa«.

Som tredje bidragydende Faktor indtræder Staten, der afholder Administrationsudgifterne og desuden, naar en Invaliderente træder i Kraft, aarlig indskyder 2 Øre for hver til samme erlagt eller godskreven Præmie.Denne maa imidlertid ikke betragtes som et regelmæssigt Tilskud, men er beregnet paa at dække de Udgifter, som foraarsages ved Udtrædelser af forsikringspligtigStilling, Invaliditeten melder sig, samt ved de i Overgangstiden bestaaende særlige Forhold. Skønt det svenske Forslag ikke, som den tyske Lov, kender særlige Overgangsbestemmelser, fremkommer der nemlig desuagtet et Deficit derved, at Forsikringen ikke, naar Systemet sættes i Virksomhed, kan gøre Regning paa at faa sine Medlemmer i den regelmæssigeTiltrædelsesalder til 20 Aar, men tværtimod vil faa Tilgang fra alle Aldersklasser indtil 55 Aar. Forslaget har vist sig mindre principfast ved Reglerne for Udredelsen af Statstilskudet, end lige overfor de

private Præmier. Det offenlige Tilskud stiger derfor fra en ren Übetydelighed til ca. 7.8 Millioner Kroner efter 80 Aars Forløb. Ved dette Tidspunkt vil hele Forsikringen foraarsage en aarlig Udgift paa 33.3 MillionerKroner, 11.7 Millioner bestrides af de aarlige Præmier, 7.8 Millioner af Statsbidrag og de 13.8 Millioner hidrøre fra Renter (3¹/₂ pCt.) af en opsamlet Fond paa 393 Millioner Kroner.

Pensionernes Størrelse er sat til et fast, for alle Klasser fælles, Grandbeløb, der er foreslaaet til 50 Kroner, plus et Tillæg for hver erlagt Præmie, i iste Lønningsklasse 10, i 2den 5, i 3dje 2 Øre. Efterligningen den tyske Lovs Bestemmelser er paa dette Punkt lidet heldig, da Tyskland foruden den Rente, som skyldes Arbejdsgivernes og Arbejdernes Bidrag, har et fast offenligt Tilskud paa 50 Mark, som det svenske Udkast ganske savner, og som for Begyndelsesrenternes lader Vægtskaalen synke dybt i Tysklands Favør. Exempelvis skal anføres, at medens den højeste og laveste Invalideunderstøttelse i Tyskland efter 260 Ugers Forløb beløber sig til 102.53 og 127.98 Kroner (115.20 og 143.80 M.), vilde de efter det svenske Udkast kun komme til at udgøre 55.20 og j 6 Kroner. Saadanne Beløb, der tilmed fortrinsvis vilde blive tilstaaede unge Folk, til hvem Familiens Underhold stiller langt større Krav end senere hen, vilde være aldeles utilstrækkelige til Livets Ophold.

Denne Anke voxer i høj Grad i Betydning ved den foreslaaede Forbindelse mellem Ulykkes- og Invalideforsikringeni Forstand. Ved denne sidste ville praktiske Grunde, Hensynet til at anspore Arbejderentil for tidligt at opgive sit Arbejde og

virksomt at modarbejde Simulation, føre til, som i Tyskland, at lade Pensionerne stige med Antallet af betalte Præmier, hvorved ogsaa vindes, at Renten mere fremtræder som Resultatet af sukcessive Opsparinger.Man saa trøste sig over de lave Begyndelsesbeløbmed, Antallet af Invaliditetstilfælde i de unge Aar er relativt lavt. Men denne Trøst gælder ikke længere, naar man staar overfor Ulykkesforsikringen. De yngre Aldersklasser yde her et fuldt saa stort Kontingent som de ældre, og de psykologiske Grunde til en sukcessiv Forøgelse i Renternes Størrelse ville her kun i ringe Grad gøre sig gældende.

Jeg ser nu ikke rettere, end at vil man Sammenkoblingen,maa tage Konsekvenserne og forhøje Begyndelsésbeløbet. Der kunde enten være Anledning for Staten til extraordinært at skyde til i Tilfælde af tidlig Invaliditet, eller Maalet kunde muligvis, uden nogen Forhøjelse i de samlede Udgifter, naas ved et System, hvorefter Grundbeløbet sattes højere (maaske noget forskelligt i de 3 Klasser), steg i Ventetiden (260 Uger) som foreslaaet, men herefter blev staaende i en Aarrække for først efter dennes Udløb atter at stige. Incitamenterne til ikke for tidlig at opgive Arbejdetbliver ikke saa megen Trang til i Mellemaarenesom et mere fremrykket Stadium af Livet. Naturligvis er jeg mig vel bevidst, at for den Mangel ved Forslaget, som her besejres, ville nye Vanskelighederdukke paa andre Punkter; det vil saaledes kunne vække Betænkelighed at tilstede det svenske Udkasts liberale Regler for Erhvervelsen af en Rente, naar Begyndelsésbeløbet sættes op, men jeg ser dog ikke rettere, end at de meget lave Begyndelsesbeløb

navnlig for Ulykkesforsikringens Vedkommende, ville medføre saa utilfredsstillende Resultater, at der er al Anledning til at søge Midler til at forhøje dem, selv med Ofre paa andre Kanter. Til Invalideforsikringen slutter der sig, som omtalt, en Understøttelse af mandligForsikredes Børn under 15 Aar, der er sat til 30 Kroner aarlig. Er en Pensionsnydende ikke længere ude af Stand til at ernære sig selv, inddrages Understøttelsen.

Forsikringens øverste Ledelse skal betros en central Pensionsstyrelsen; men ved Siden heraf har man foreslaaet Oprettelsen af lokale Myndigheder, de saakaldte Pensionsnævn. Pensionsstyrelsen, hvis nærmere Organisation bestemmes af Kongen, staar for Forsikringens tekniske Ledelse, forvalter Anstaltens Formue, sørger for at tilvejebringe de nødvendige statistiske forsikringstekniske Arbejder og Beregninger m. m. Pensionsnævnet, hvis Virksomhedsomraade i Regelen falder sammen med Kommunen, bestaar af Repræsentanter for de 3 bidragydende Faktorer, 1 for Staten, 2 for Arbejdsgiverne og 2 for Arbejderne, de to sidste Kategorier valgte af de kommunale Vælgerkorporationer. have Indflydelse paa de Sider af Forsikringen, med hvilke Befolkningen træder i direkte Berøring; disse Myndigheder skulle saaledes afgøre, hvor vidt en Arbejder kommer ind under Lovens Bestemmelser, om der tilkommer en Forsikret den ved Sygdom hjemlede Ret; de have at undersøge den indgivne Pensionsbog, samt overhovedet føre Tilsyn at Lovens Bestemmelser overholdes indenfor Pensionsdistriktet.

Bestemmelsen om, naar en tilstaaet Understøttelse

skal unddrages en Forsikret, samt hvor vidt der foreliggerInvaliditet, sidste Afgørelse er at betragtesom i den hele Forsikringsvirksomhedog Erklæring fra en Læge eller 2 troværdige Mænd, tilkommer ligeledes Pensionsnævnet. Men dettes Bestemmelsesret er i disse Tilfælde kun foreløbig og kan omstødes af Pensionsstyrelsen.

Det svenske Udkast betegner paa dette Punkt formentlig et Fremskridt fra den tyske Lov. Ogsaa denne kender lokale Tillidsmænd for Arbejdsgiverne og Arbejderne, der skulle medvirke ved Invaliditetens Fastsættelse, men den endelige Indstilling til Forsikringsanstaltenforetages en Statsembedsmand, der i sit Skøn ikke er bunden ved Tillidsmændenes Erklæringer.I derimod vil det blive Arbejdsgiverneog i Nævnet, der faa den afgørendeIndflydelse denne Indstilling. Ganske vist vil den endelige Fastsættelse af Invaliditeten efter det svenske Forslag næppe komme i Stand uden en stærk Gnidningsmodstand mellem de deltagende Faktorer. Det lokale Nævn vil nemlig have en ureguleret Interessei skaffe sine egne Forsikrede det mest mulige — Forsikringens økonomiske Resultater falde jo ikke tilbage paa den lokale Egn, men fordeles paa hele Riget — og Pensionsstyrelsen, der har Ansvaret for Forsikringens økonomiske Ledelse, vil se sig nødsaget til at bremse stærkt for Udgifterne. Pensionsnævnet vil derfor næppe faa den bestemmende Indflydelse paa Invaliditetens Erklæring; dertil vilde kræves, at den Kreds, der repræsenteres, ogsaa blev økonomisk ansvarlig.Afgørelsens vil tværtimod efterhaanden glide over til Pensionsstyrelsen; men

den foreslaaede Ordning vil i alt Fald have den Fordel,at centrale Styrelse vil kunne bygge sin Afgørelsepaa indhentede direkte fra de lokaleKredse, i Tidernes Løb vil der sandsynligvis kunne udvikle sig et frugtbart Samarbejde mellem de centrale og lokale Myndigheder.

Det nye svenske Udkast betegner et Stadium i Udviklingen af den sociale Forsikringsvidenskab og maa studeres af enhver, der i de grundlæggende Principer i Overensstemmelse med samme.