OSCAR ENGLANDER: Theorie der Volkswirtschaft. I. Preisbildung und Preisaufbau. Wien. Julius Springer 1929. Pg. 192.

Prof. Engländer søger at udfinde et System for de indbyrdes afhængige Priser paa en Maade, der i Virkeligheden er analog med Cassels simultane Ligninger, selv om han ikke anvender disse; han gaar ud fra de subjektiv-sociale Elementer (Individets og Indkomstfordelingen), og paa den anden Side de objektiv-tekniske Elementer (Frembringelsesbesvær og Grundstofmængde eller bedre Knaphed).

Første Afsnit, Behovenes Rangskala, giver i Virkeligheden den gamle Grænsenyttelære om Forholdet mellem Attraa og subjektive Priser, fremstillet paa en alt for indviklet Maade; ogsaa over for denne Forfatter maa jeg beklage den Løshed i

Terminologien, som gør, at man ikke fastholder, at Nytte og Attraa er et absolut i hvert enkelt Tilfælde kvantitativt bestemmeligtBegreb, at Værdi er et Forhold, hvori man vil ombytte eller har ombyttet. Om Grænsenytte kan man da ikke bruge Udtrykket primær Værdi. Med Hensyn til det tekniskeOffer han mellem ægte og uægte Omkostninger, henholdsvis den primære Ulyst og hvad jeg kalder Substitutionsværdien,den jeg taber eller ikke opnaar ved at anvendemit paa en vis Maade og ikke paa en anden. Forf. anvender en for lang Fremstilling paa at forklare, at Grænsepris ikke behøver at falde sammen med Markedspris, naar denne sidste blot er højere end en følgende Efterspørgers Pris; ved straks at gøre opmærksom paa, at Efterspørgselskurvener kunde han have sparet 20 besværligeSider; kunde han i Stedet for at dele i „Anlagen-,Reihen og Sonderkost" have anvendt den sædvanlige Inddeling, General- og variabel Udgift, og blot gjort opmærksompaa, nogle Mellemudgifter i Forhold til visse Udgifter staar som General- og i Forhold til andre som variabel Udgift (Lokomotiv er General i Forhold til Vognen, Variabel i Forholdtil Naar Forf. siger, at Gennemsnitskost ikke har Betydning, glemmer han, at den enkelte Bedrift i Tilfælde af „increasing return" har sin Gennemsnits- og ikke sin Grænseudgiftsom Mindstepris. Hvad han tænker paa, er det Begreb, som Clark jun. kalder „additional cost". Forf.s Vilje til at skabe en ny Terminologi viser sig, naar han kalder Bruttoudbytte for „Erfolg" og Nettoudbytte for „Ertrag".

Vendende sig til Begrebet „Prisvillighed" undersøger han de subjektive Prisers Opstaaen. Jeg anerkender i høj Grad, at han paaviser de subjektive Prisers gensidige Afhængighed, og at Ændring i Markedsprisen for en given Vare forandrer alle subjektive Priser; men jeg tager Afstand fra hans Sætning, at den højeste Pris, jeg tilbyder for en Vare, er, hvad jeg har tilovers af min Indtægt, naar jeg har dækket mit øvrige Behov. Denne Lov gælder kun praktisk i Forholdet mellem Raastoffer, der indgaar i samme Vare. Naar Forf. gaar over til Markedsprisdannelsen, han med det overflødige Tilfælde, at alle Købere har samme Indkomst og følgelig samme Prisvillighed; burde han have haft et Stykke om, hvorledes Indkomstfordelingen de subjektive Priser og straks være gaaet over til den praktiske Prisdannelse paa Markedet med flere Købegrupper.

Derefter undersøger han de objektive tekniske Betingelser

under den aftagende Abstraktions Metode: I. Arbejdet er den eneste produktive Faktor, hvorefter Varerne ombyttes i Forhold til den i dem værende Arbejdsmængde. 11. Nu kommer Jord til; Varerne ombyttes i Forhold til deres Arbejdsmængde paa Dyrkningsgrænsen. Den inden for denne sparede Arbejdsmængde er Jordrenten. Interessant er her Analysen af Prisforholdet mellemto der begge kan avles paa samme Jord, f. Eks. Sukkerroer kontra Hvede, og af hvorledes Dyrkningsgrænsen for samme Jord er forskellig efter hvilken Afgrøde, man ønsker,og af hvorledes Ønsket om at faa maksimal Anvendelse til de forskellige Afgrøder i Sammenspil med Loven om, ai Dyrkningen af de konkurrerende Afgrøder skal føres ned til Indifferenspunktet. Dette Afsnit er inciterende, og Forfatterenbør det og omskrive det. Her er forøvrigt Forf.s største Tankeskred: han siger, at Loven om „abnehmende Bodenertrag" kan omskrives til Loven om „zunehmende Arbeitertrag".Nej atter Nej! hvilken fysisk Faktor vi end tager som konstant, gælder altid Loven om, at man ved Paahældningaf Variabler har det aftagende Udbytte.

I et Afsnit om Jordens Beliggenhed giver Forf. et Bidrag tii Læren om Lokalisationsfaktorerne; atter her giver han for lidt og for meget. Hans Analyse om den relative Løn for Byog er ikke tilfredsstillende, fordi de to Konsumentgrupper bruger samme Varer og aldrig i samme Forhold. Hans Tabeller om Afstandens Indflydelse paa Omsætningen forskellige Varer er ikke værdifulde; Læsere fortrolige med von Thiinen gør vel i at prøve dette Afsnit.

Endelig tager Forf. Renten med, idet han først gaar ud fra Marx' Lære om, at Varerne ombyttes i Forhold til deres Arbejdsmængder, at Merværdien er Forskellen mellem, hvad Arbejdet frembringer og koster at frembringe. Derefter prøver han andre Teorier for Renten, f. Eks. den naive Produktivitetsteori. opstiller en urigtig Causalteori ved at hævde, at Rentens Højde bestemmer Kapitalens Grænseproduktivitet og ikke omvendt, medens han skulde sige, at der ikke foreligger et simpelt Causalsammenhæng men en Vekselvirkning.

Han undersøger nu, hvorledes Tilstedeværelsen af forskellige Køberklasser virker: Han gaar ud fra, at Samfundet har to lige store Køberklasser: den ene har i Gennemsnit 300, den anden 150 Kr.'s Indtægt. Prisen paa to Varer er x og y, deres Mængder 13 og 32. De er fordelt saaledes, at 300 Kr. = lOx -f 20y og 150 Kr. == 3x + 12y. Nu forandrer han

Indtægtens Fordeling, f. Eks. til 250 og 200 Kr., og derefter Antallet af Stykker af Varen, og søger at finde Prismulighederne,uagtet er flere übekendte end Ligninger. Afsnittet giver Incitament til Undersøgelse, men Forudsætningerne er saa primitive, at det positive Resultat er lidet værdifuldt.

Forf.s Stilling til Tilregningslæren er angivet ved, at han
ikke taler om „Werthzurechnung" men om „Erfolgzurechnung".

Han ender med at udskyde Læren om Penge, der paa én Gang „som Omløbsmiddel er Udvikler af Prisopbygningen og som Erhvervsmiddel Kapital", til anden Del; men han lader alligevel allerede her Pengene spille ind ved at operere med en Priscoefficient; han taler om Penge som „eine Geldmenge", som vi maa dele i „Erwerbsvermögen" og „Genussvermögen"; m. H. til hvad han siger om Penge, har jeg en svigtende Forstaaelse, vil vente med Kritiken til II Del foreligger.

Hvis jeg ikke af Sammenhænget og indskudte Bemærkninger kunde se, at Forf. er en højt trænet Nationaløkonom, fortrolig med Teorierne og Problemerne, vilde jeg have troet« at det var en ung Mand, der af sin Bevidstheds Indre forudsætningsløst en ny Prislære; det er en Mand, der vil tænke selv og gaa sine egne Veje, men de Veje, han gaar, er ikke bedre end den Alfarvej, vi andre benytter, og han vækker mere Interesse for Problemerne end han løser dem.