ALEXANDER MAHR: Untersuchungen zur Zinstheorie. VI -f- 122 S. Gustav Fischers Forlag. Jena 1929. Pris 5 Rmk.

Forfatteren er i første Linie Elev af Böhm-Bawerk. Man ser
det straks af Optakten, idet første Kapitel benyttes til en
energisk sammentrængt Fremstilling af Böhm-Bawerks Lære.

Naar man ser bort fra Wicksell og hans Skole — om man
tør tale om en saadan — har 8.-B. jo været ude for megen

haard Kritik i skandinavisk Litteratur. Her tænkes paa Cassel, Jak. Kr. Lindberg og senest Birck i „Den økonomiske Virksomhed".Bircks offentliggjorte Kritik af 8.-B. har Forfatterenikke med i sin Behandling. Som det senere vil blive antydet, er et Par af Mahrs Angreb paa 8.-B.'s Forudsætningeridentiske nogle af Bircks Indvendinger.

Anderledes derimod med Lindbergs Kritik, der fremkom i dette Tidsskrifts 43. Bind 1905. Mahr giver et udførligt Referat af denne og fremsætter dernæst nogle imødegaaende Betragtninger.

I nævnte Kritik fremstilles, hvorledes man let kunde tænke sig Ligevægtspunkter ved andre Lønhøjder end den, som 8.-B. naar til i sine berømte Tabeller, hvor Grunden lagdes til den ny Lønningsfondsteori.

I Følge 8.-B.'s Forudsætninger, som naturligvis bibeholdtes i Lindbergs Kritik, skulde hver Driftsherre anvende alle de 10,000 Kr., han tænktes i Besiddelse af, for at der kunde komme Ligevægt paa Kapitalmarkedet, samt 62/s6²/s Arbejdere, for at der kunde komme Ligevægt paa Arbejdsmarkedet

8.-B. oversaa nu, at man da let kunde finde Korrelationen
mellem /, Lønnen pr. Arbejder, og t, Produktionsperiodens
Længde, af Formlen:

Indvendingens Resultat var, at naar man anvendte de Tal for Lønhøjder og Produktionsudbytter, som 8.-B, har brugt i sine Tabeller, naaede den enkelte Driftsherre den største Rente ved den længste Produktionsperiode, som 8.-B. overhovedet tog i Betragtning, og yderligere at Driftsherren i sine Bestræbelser at naa dette for ham ideelle Punkt ikke vilde komme i Konflikt med andre Driftsherrer, idet hverken han selv eller de andre Driftsherrer med Fordel kunde anvende flere Arbejdere, han forlængede sin Produktionsperiode.

Selv uden at Driftsherrerne sluttede sig sammen, vilde Lønnen altsaa hurtigt naa det laveste Punkt, den kunde, nemlig Det Modbevis, 8.-B. mente at have ført mod Ricardos jærnhaarde Lønningslov, sank da sammen.

Dr. Mahrs Stilling til denne Tankegang er, at den er ganske konsekvent udviklet af 8.-B.'s egne Præmisser. Var 8.-B. i sin Søgen efter Ligevægtspunktet ikke gaaet frem med „Herumprobieren", men efter ovenstaaende Formel, maatte han være kommet til lignende Resultater.

Men han vilde da ogsaa efter Dr. Mahr have set, at hans
Forudsætninger indeholdt en Fejl.

8.-B.'s Tankegang bygger paa den Forudsætning, at man kan anvende den forhaandenværende Kapital, som det passer een og uden økonomiske Tab i samtlige Produktionsperiodelængder 1 til 10 Aar.

Dette strider nu — efter Mahr — mod Virkeligheden. En Overgang fra kortere til længere Produktionsperioder sætter sig langsomt igennem (jvf. Birck S. 217, Linie 20 f. oven) og resulterer vel i en højere Gevinst for Driftsherren, men man maa da tage i Betragtning, hvad denne bruges til. Opspises den; ophører dermed videre Forlængelse af Produktionsperiodens Dette Tilfælde frembyder da ingen Interesse. Anlægger man derimod Merudbyttet produktivt, forøges Subsistensfonden Birck S. 214, Linie 8 f. neden). Det er da galt at forudsætte det samme Fond for korte og lange Produktionsomveje, som 8.-B. og Lindberg gør.

Dermed falder — efter Mahr — ogsaa Lindbergs videre
Følgeslutninger.

Denne Modkritik vilde være berettiget, hvis den ikke oversaa, L. i ovennævnte Afhandling, efter at have kritiseret og suppleret 8.-B. med den af Mahr omhyggeligt refererede og i ovenstaaende genrefererede Fremstilling, opstiller en Tabel, der netop gaar ud paa at vise, hvorledes det gaar, naar Subsistensfonden Nemlig at Lønnen kan stige, omend Lønstigningen holder Skridt med Kapitaldannelsen, at Renten da falder, og Kapitalistklassen derfor er interesseret i et saa stort uproduktivt Kapitalforbrug som vel muligt.

Havde Mahr ikke overset disse supplerende Bemærkninger, vilde han næppe have forsøgt at bekæmpe L.'s Følgeslutninger alene paa Grundlag af det virkelighedsfjerne i de fra 8.-B. kun foreløbigt overtagne forenklede Forudsætninger.

Ogsaa en anden af Böhm-Bawerks Forudsætninger opponerer Mahr mod (se Side 18 og 43). Det er ikke den, der bestaar i, at Böhm-Bawerk gaar ud fra, at klogt valgte Produktionsomveje til et Tilskud i Produktionsudbytte, men derimod den samtidige Forudsætning 8.-B. gør, at dette Tilskud bliver stadig mindre, efterhaanden som rnan gaar længere Produktionsomveje. for at udtrykke det i grafisk Terminologi, at Produktionsudbyttekurven stiger med faldende Tilvækst. Efter Mahrs Mening stiger den i Virkelighedens Verden lige saa ofte med konstant eller stigende Tilvækst.

Dette være nu, hvad det være vil — Kritikken afslører

imidlertid Forfatterens bristende Klarhed over, at netop denne Forudsætning, han opponerer mod, ikke er tilfældigt valgt, ikke er en ligegyldig Udbygning af Teorien, men tværtimod er en med Flid tilpasset Hovedhjørnesten i den Fordelingslære,man kalder den Böhm-Bawerk-Wicksellske ny Lønningsfondsteori.

Forudsætningen, der iøvrigt synes at stamme tilbage fra von Thiinen og Jevons, er fortrinlig for Formaalet af 2 Grunde. Hvis man ikke forudsatte en Produktivitetskurve, der steg, var en saadan overhovedet irrelevant for en Kapitalrenteteori, og hvis man ikke forudsatte, at den steg med aftagende Tilvækst, kunde den ikke bruges i en Ligevægtsteori.

Den ny Lønningsfondsteori fremstilles bedst ved den af Wicksell i hans Ungdomsarbejde „Ueber Wert, Kapital und Rente" opstillede grafiske Illustration. Man tænker sig et Koordinatsystem med Tiden som Abscisse og Produktionsudbyttet Ordinat. En Kurve af ovennævnte Form indtegnes, løses nu saaledes. Lad os sige, at Kapitalen rækker til til en t-aarig Produktionsperiode. Ordinaten til dette Punkt tegnes. I det Punkt, hvor denne skærer Produktivitetskurven, konstrueres Tangenten.

Denne afskærer Stykket /, der rnaaler Lønnen, af Ordinataksen
til at Lønnen har samme Dimension som p,
Produktionsudbyttet). Af Abscisseaksen afskæres samtidig Styk-2

ket —, hvor z er Renten (svarende til at Renten har Dimen-

z 1
sionen —, hvor t er Tidsdimensionen).

Denne Konstruktion tilfredsstiller den Böhm-Bawerk-Wicksellske

hvilket man let indser ved en Betragtning af ligedannede Trekanter. kan da tages som Illustration til Løsning Fordelingsspørgsmaalet under de af Wicksell nærmere fremstillede statiske Forudsætninger.

Man vil imidlertid se, at Tangenten ikke kan konstrueres, undtagen netop under de valgte Forudsætninger om Produktivitetskurvens Den faldende Tilvækst er da en Hovedhjørnesten for den ny Lønningsfondsteori.

Det vil føre for vidt her at behandle denne Forudsætnings
Virkelighedstroskab, Spørgsmaalet er jo iøvrigt indtil Aandsfortærelse
af 8.-B. i hans Exkurse.

Man vil ai det foregaaende have set, at Mahr ikke er nogen ukritisk Elev af 8.-B. Sine kritiske Evner lægger Forfatteren ogsaa for Dagen i 2det Kapitel, der behandler andre moderne Teorier: Fishers, Fetters, Wicksells, Cassels, Schumpeters og Hahns.

Wicksells største Fortjeneste er efter Mahr hans Lære om Diskontosatsens Afvigelser fra den normale Rente; iøvrigt roses han som en af de faa virkelige Kendere af Böhm-Bawerk (Side 21). Naar Mahr senere (Side 43, Note 1) bebrejder W., at han uden videre overtager 8.-B.'s Forudsætning om Produktivitetskurvens maa det, jævnfør ovcnstaaende, ses som et enkeltstaaende Forsøg paa en Underkendelse af dette Kendskab, et Forsøg som Forfatteren utvivlsomt hellere skulde have undladt.

Med 3die Kapitel begynder ogsaa andet Afsnit, der omfatter Forfatterens positive Fremstilling. Den udmærker sig ligesom den foregaaende kritiske Del ved et klart Fremstillingssæt. Paa flere Punkter udbygger Forfatteren selvstændigt den moderne Kapitalrenteteori.

Et af de Punkter, hvor Forfatteren viser stor Selvstændighed,
er Spørgsmaalet om Kapitalrenten i et socialistisk Samfund.

Altfor lang Tid har Behandlingen af dette Spørgsmaai beroet hos Cassel, der paa dette Punkt efterhaanden ikke er mindre ensidig end hans Antipode 8.-B. var. Naar Cassel Gang paa Gang vender tilbage til dette Spørgsrnaal, hænger det maaske sammen med, at han selv en Gang i sin Ungdom har ment, at Kapitalrenten kunde falde væk i et stationært, socialistisk Samfund. Ingen er saa haarde mod Hedningerne som de, der sent er blevet omvendt! De Argumenter, hvormed Cassel paa dette Punkt forfølger dern, der ikke har den rette Tro, tilfredsstiller imidlertid ikke Mahr.

Den stærke Stigning af Behovet efter Boliger, som Cassel mener en Rente paa 0 Procent vilde medføre, og som er en af Hovedgrundene til, at en saadan er umulig, en slig Stigning mener Mahr ret hurtig vilde finde sin Grænse som Følge af Amortiseringen og Istandholdelsen i videste Forstand. (Se Side 72—73 og 89).

Hovedgrunden til, at Renten i vort nuværende Samfund ikke kan falde til Nul, ligger i den voldsomme Stigning i Værdien af de faste Rentekilder, Jorden o. s. v., som et saadant Rentefald vilde medføre. Denne Tanke er iøvrigt herhjemme allerede skarpt formuleret af V. J. Madsen Mygdal i 1893 i hans desværre ret upaaagtede Bog „Frihed" (Side 40).

Men da man i det socialistiske Samfund ikke skal omsætte
de faste Rentekilder, fordi de er og forbliver Fælleseje, falder
den Anstødssten naturligvis bort (se Side 83).

Læsere, interesseret i Kapitalrenteteori, vil af det foregaaende have set, at Mahrs Bog ikke alene er værd at stifte Bekendtskab paa Grund af dens omfattende Fremstilling af tidligere Meninger, selv Forfattere, som man som Følge af Mahrs Nationalitet forbavses over at se omtalt, men ogsaa for de originale Standpunkter, Forfatteren indtager i visse tvivlsomme Spørgsmaal. Niels Lindberg.