Det norske Folks Liv og Historie eiennem Tiderne. iSind VIII. 1814—1840. Af WILHELM KEILHAU.

Efter i sin Bog om Jordrenten at have vist sig som en god Teoretiker og en fortræffelig Dogmehistoriker, og i sin bl. a. mod Grænsenyttelæren rettede kritiske Bog „Wertungslehre" at have givet et Kursus i Logik, vendte Dr. Keilhau sig til Historten, hvor hans første Arbejde blev en med Heckshers i og Einar Cohns parallelløbende Beskrivelse af Norges Økonomi under og efter Krigen; allerede her viste han sig som en fremragende Valutakender. Sammenholdende dette Arbejde med en Række Monografier over kendte norske Politikere overdrog Udgiverne af det norske Folks Liv og Historie Keilhau at behandle sidste 100 Aar.

Det er lykkedes ham at føre Beviset for, at en Historiker, der kan Nationaløkonomi, har et Fortrin, for saa vidt Historiens Opgave er Folkenes Liv og ikke Kongernes Bedrifter. Som Optakt skildrer Forfatteren Norge Anno 1800 med en Indtrængeni

trængenidet daglige Liv, der ofte genkalder Troels Lund. Vi ser, at Norge da rummede lidt over en Trediedel af det danskeMonarkis (900,000, hvoraf kun 9 pCt. levede i Byerne). Med Citater fra Malthus undersøger han Befolkningsforholdeneog bl. a. det for os kuriøse, at jo mere velstilleten var, jo flere Børn fik den dengang. En Skildring af Landbruget viser os, at det var hverken arbejdsellerkapitalintensivt. vil nyde Paavisningenaf, Bergen som Kredittens Sæde sejrer over Trondhjem som Central for Fiskeeksporten, endda den sidste By syncs at have flere naturlige Forudsætninger.

En ikke ringe Del af Bogen er optaget af en udmærket Fremstilling af, hvorledes det nye Norge arbejder sig ud af den grove Pengeforvirrings Tid; gennem Nedskrivningen (1000 Rbkdaler =100 Specier), gennem den fortsatte Pengeusikkerhed dens forskellige Forslag, hvoraf Grev Vedels om at indføre Barrestandarden og Loven om, at en Kontrakt for at være gyldig skal være afsluttet i Landets Mønt, er huskeværdige, Norge første Gang Pari i 1825 uden dog straks at kunne opretholde den. Forf. har her en skarpsindig Analyse af, hvorfor det skortede paa Sammenhæng imellem Valutakurser og Varepriser omkring 1820, uagtet de tvende Kurver før 1816 havde fulgt hinanden.

Selvfølgelig savnes det politiske ikke, man faar en Forkiaring hvorfor Norge reddede saa meget af sin Suverænitet i Forholdet til Sverige, saaledes at det kun var paa det udenrigspolitiske at det skortede; Forf. er ikke blind for Christian Frederiks Indsats her; af hans Fremstilling fremgaar at det Storsind Oscar II udviste i 1905, for hvilket Norden vil være ham evig taknemlig, ogsaa laa bag den danske Handlinger et Sekel iforvejen. Saa kan Dr. Keilhau vel have Ret i, at Carl Johan maaske var en større Skikkelse, en virkelig Konge, og at Norge skylder hans Moderation, hans Fredsvilje og Respekt for Norges Ret, at Storsvenskerne ikke fik gennemført en Fortolkning af Kielertraktaten, som vilde have gjort det da forsvarsløse Norge til et Lydland.

For danske er Afsnittet 1814^—1830 af stor Interesse, fordi det Norge, der i den Tid politisk og økonomisk byggede sig op, endnu bar Præget af at have været en Del af Fællesmonarkiet.Desforuden i denne Tid Forholdet til Danmark, bl. a. Norges Forhold til Fællesgælden og endelig Forholdet til Island, Færøerne og Grønland. Keilhau gør opmærksompaa, disse 3 Lydlande var styrede fra København,

selv om de historisk var blevet danske via Norge — atter et af de Tilfælde, hvor det juridiske og det reale ikke dækker hinanden. Baade fra svensk og fra dansk Side vil man anerkendeden hvormed Keilhau behandler dette vanskeligeTidsrum, enhver Nationaløkonom vil glæde sig over den praktiske Bevisførelse for, at med de Krav, vi nu stiller til Historien, er økonomisk Forstaaelse en nødvendig Ballast for den, der vil fortælle os om Folkenes Liv; det smukke originale Sprog og de raske Tegninger af de politiske Personlighedergør belærende Bog ogsaa underholdende.