Hr. cand. polit. Henry Stjernqvist har i Iste Hefte af Nationaløkonomisk 1930 fremsat en Række teoretiske Betragtninger de Retningslinier, man kan følge for Elektricitetsværkernes hvilket kalder mig, en gammel Elektricitetsværksingeniør med altid levende Interesse for nationaløkonomiske socialøkonomiske Spørgsmaal, frem paa Arenaen.

Det er med Interesse, at jeg saaledes ser en yngre Nationaløkonom med dette Spørgsmaal, men det blev mig alligevel Gennemlæsningen klart, at Hr. Stjernqvist i mange af sine Ræsonnementer og Udviklinger ikke har faaet rigtig fat paa flere vigtige Momenter i Prisdannelsen for Elektriciteten i den Form, den til Lys. K.raft eller Varme sælges fra offentlige eller private Elektricitetsværker.

Det er rigtigt, som Hr. Stjernqvist begynder sin Afhandling med, at Elektricitetsforsyning stedvis er et faktisk Monopol, herhjemme næsten udelukkende, i Udlandet ogsaa overvejende. Enten drives disse Virksomheder direkte af Stat, resp. af Kommune, de er gennem Koncessioner fra offentlige Myndigheder Kontrol baade med Hensyn til deres Drift og deres Tariffer. Kun gennem en stærk Driftskoncentration kan der særlig for disse Virksomheder skabes Mulighed for, at Forbrugerne kan opnaa virkelig billige Priser ved Købet af elektrisk Strøm.

Hvor de offentlige Myndigheder, da saadanne Virksomheder opstod, ikke havde Øjet opladt for Koncentrationens Betydning,men begrænsede Omraader i flere Koncessioner, har det senere kostet store Kapitaler og Tab af Værdier for at skaffe ensartede og rationelle Forhold for Elektricitetsforsyningen

tilveje, hvilke Omstændigheder da længe har tynget paa de paagældende Anlægs Drift og hindret billige Elektricitetspriser. Og det har vist sig, at hvor Konkurrence fra flere Elektricitetsanlægindenfor Omraade har været etableret, fordyres Anlægs- og Driftsudgifterne saa meget for disse Værker, at virkelig billige Priser for Forbrugerne ikke kan fremkomme.

Jo større og mere tætbebygget et Omraade er, desto forholdsvis kan Anlægene blive og desto gunstigere ligger forholdsvis Driftsudgifterne, saa Muligheden fremkommer for at kunne levere til billigere Priser. De Priser, som derfor giver Storbyen et rundeligt Overskud af sine Elektricitetsværkers vil være minerende for et lille Værk.

Koncentration og Samarbejde mellem større og større Omraader derfor i høj Grad karakteriserende for den for Tiden værende Udvikling paa Elektricitetsproduktionens Omraade. Men endnu er der langt tilbage herhjemme. Hundredevis af smaa Jævnstrømsværker, almindelige Andelsværker ude i Landdistrikterne, baade for Forbrugerne og Værkerne selv en kummerlig Skal man derfor se paa Retningslinierne for en Prispolitik, maa man se bort fra disse smaa Værker, hvis Levetid vil være begrænset, og betragte Forholdene ved Byværk og de større Oplandsværker, hvor der overalt, saavidt jeg kan se, arbejdes paa en rationel Ordning af Elektricitetstariferne.

Det er paa Basis af denne faktiske Monopolstilling, at Hr.
Stjernqvisi behandler de forskellige Principper tor en Prispolitik;
angives at være følgende:

1) Ornkostningsprincippei.

2) Konkurrenceprincippet.

3) Monopolpolitik.

4) Konsumentrentens Maximum

Omkostningsprincippet tror jeg ikke er konsekvent gennemført Steder end i England, hvor Byernes Elektricitetsforsyning Koncession fra Statens Side i Reglen er overtaget direkte af Byernes kommunale Forvaltninger. Koncessionen bl. a., at Kommunen skal sælge Elektriciteten Forbrugerne paa Grundlag af de virkelige Omkostninger et lille Tillæg (vistnok 5 pCt.) som Sikkerhedsfaktor; Tariffernes Udformning ligger iøvrigt helt i Kommunens Princippet effektueres ogsaa for Tiden i Byen Wiens Elektricitetsforsyning, men ellers ved jeg ikke nogen By, hvor Princippet er gældende for alle Forbrugergrupper.

Indirekte kan man vel ogsaa sige, at vore store Oplands- Andelsværker bygger paa dette Princip, fordi Forbrugerne som Ejere af Værkerne faar det eventuelle Overskud som Kapitalrente men direkte Forhold mellem Eiektricitetsprisen og Omkostningerne pr. Elektricitetsenhed er der ikke.

I Almindelighed arbejder Elektricitetsværkerne efter Monopoludnyttelsen, begrænset for de kommunale Værkers Vedkommende de Takster, som Borgernes egne Repræsentanter fastsætter, og for de private Selskabers Vedkommende, som tidligere berørt, af Statens eller Kommunens Ret til at være medbestemmende for Tarifferne.

Konkurrenceprincippet, som i Elektricitetsværkernes første Tid spillede en stor Rolle i Kampen mod Gas og Petroleum, har nu almindelig kun Betydning ved Elektricitetens Anvendelse til Varmeformaal.

Det fjerde af Hr. Stjernqvist fremsatte Princip: Konsumentrentens har jeg ikke tidligere set fremsat, og det synes, saaledes som det fremsættes i Afhandlingen, at være noget virkelighedsfjernt.

ad 1. Omkostningsprincippet.

Hr. Stjernqvist vil her straks fastslaa, at man ikke som Omkostningerne den enkelte Forbruger blot kan regne med den Merudgift eller Tillægsudgift, som Værket vil faa ved at levere Elektricitet til Vedkommende. Som Princip kan jeg være enig med Hr. Stjernqvist heri. For den almindelige Forbruger af Gennemsnitsstørrelse — enten det er Lys elier Kraft — er det vel rigtigt, at man ikke skal regne med denne Tillægsudgift, men for visse Grupper af Forbrugere eller for enkelte Forbrugere af særlig Karakter og usædvanlig Størrelse, hvor man med betydelig Nøjagtighed kan afgøre, hvor store Tillægsudgifterne vilde blive, hvis de tilsluttedes som Konsumenter, en særlig Tarifering paa Grund af disse Udgifter baade være forretningsmæssigt rigtig og i enhver Henseende fuldt forsvarlig overfor den almindelige Forbruger, da ingen af de nye Udgifter overvæltes paa ham.

Det er iøvrigt i langt højere Grad, end Hr. S. tænker sig, muligt med ret stor Nøjagtighed teoretisk at beregne Omkostningerneved til de forskellige Konsumentgrupperindenfor samlede Produktion, og det er ingenlundesærlig som han mener, at bestemme, om en Udgiftspost hører til de bevægelige Omkostninger eller til de

faste Udgifter, i hvert Fald med den Nøjagtighed, som der i
Praksis kan være Tale om.

Hr. S. ofrer flere Sider paa Afskrivningsspørgsmaalet. Jeg finder hans Stilling hertil uklar. Han mener, at den almindelige i Beregningen af Afskrivningsprocenterne er stor, og skønt han rigtig siger, at Afskrivningsprocentens Størrelse af allerstørste Betydning, mener han dog, at det for selve Prisberegningen ingen Rolle spiller, om de i og for sig er ansat forkert, da Priserne Aar for Aar kan reguleres.

Hvad det sidste angaar, vil det være yderst uheldigt forretningsmæssigt,
Flektricitetspriserne svinger op og ned.

Hvad Usikkerheden med Hensyn til Afskrivningsprocenterne angaar, bør den ikke findes at være stor. Man har jo her ikke blot Elektricitetsværkernes egen over 40 Aars Erfaring bag sig, men ogsaa med Hensyn til Maskiner og Kedler almindelig yderligere meget længere Erfaringer. tror ikke, man paa dette Punkt kommer langt videre. Disse Erfaringer viser, at selve Anlægenes maskinelle Installationer bør afskrives paa 20 Aar. Ikke fordi de er opslidte de kan være saa gode som nye — men fordi de forældes indenfor en saadan Tid. De elektriske Ledningsnets Levealder kan vel anslaas til længere Tid, jeg vil mene mindst 30 Aar, men Udvidelser gør ofte Udskiftning længe før den Tid nødvendig. Det er jo rigtigt, som Hr. S. siger, at den tekniske Udvikling endnu ikke er tilendebragt, nej tværtimod, der er snarere Progression i denne Udvikling, saa slide sit Materiel op kan man ikke.

Omkostningsprincipnet vilde indebære store Uretfærdigheder overfor Forbrugerne, hvis man ikke tog Hensyn til, hvorledes Forbrugergrupperne participerede i de bevægelige og faste Udgifter, nøjedes med at udfinde en Enhedssalgspris ved at dividere samtlige Omkostninger ved Produktionen og Distributionen Forrentning og Afskrivning med det samlede Salgskvantum.

Som Forfatteren ogsaa er noget inde paa, maa man kende de forskellige Forbrugergruppers Andel i Elektricitetsværkets maximale Belastning for i Forbindelse med de samlede faste Udgifter at finde Aarsprisen pr, Kilowatt Maximum til Dækning disse Udgifter. Hertil kommer de bevægelige Udgifter, divideret med det solgte Kvantum giver en Enhedspris.

Men det er ikke derfor nødvendigt, at Tarifen almindelig
skal forme sig som en Aarspris pr. Kilowatt (KW) og en Enhedsprispr.

hedsprispr.Kilowattime (KWh) af Aarets Forbrug. For meget store Forbrugere kan en saadan Maaling af Maximum ved særlige Maalere være praktisk og sker ofte, men almindelig, selv om den teoretisk er rigtig, bruges den ikke meget herhjemme.

I Norge, hvor Elektriciteten produceres gennem Vandkraftsanlæg, er kostbare i Anlæg og meget billige i Drift, nøjes man de fleste Steder med alene at tage en Aarsbetaling efter et akkorderet Maximum. Overskrider Forbrugerne dette Maximum, bliver hans Belysning gennem en Vippemaaler flakkende og urolig og hans Motor gaar istaa, indtil Belastningen nede under dette Maximum.

Man ser altsaa her af Hensyn til et enkelt Administrationssystem
fra Betaling pr. Forbrugsenhed. Helt rationelt er
dette jo imidlertid ikke, og der begynder i Norge at ytre sig
nogen Betænkelighed derved paa Grund af det overordentlig
store Forbrug, der derved fremkommer pr. Installation, og som
oprindelig ikke var forudset.

Men selv hvor man ikke i gængse Kilowattimetarifer herhjemme afregner nogen fast aarlig Afgift pr. Kilowatt, bunder dog Lys- og Krafttarifernes Forskellighed i nogen Grad paa, at Lysforbrugergruppen som Gennemsnit foranlediger et langt større Belastningsmaximum i Forhold til Gruppens aarlige end Kraftforbrugergruppen, og at deres Maxima ikke overlapper hinanden.

Dette Forhold, ~ mil"u'" som 'Kaides Benyttelsestiden,
Aarsiororug,
er det meget vigtigt at have Rede paa. Alt iøvrigt lige kan
Forbrugerens Pris blive desto billigere, jo større Benyttelsestiden
denne svarer til Fabrikernes Beskæftigelsesgrad.

Regner man saaledes Lysgruppens Benyttelsestid i større Byer for ca. 1000 Timer aarlig og Kraftforbrugergruppens Benyttelsestid ca. 3000 Timer, bliver pr. KWh Lysgruppens Andel i de faste Udgifter, altsaa i Udgifterne til Forrentning, Afskrivning, Administration m. m., 3 Gange saa stor som Kraftforbrugergruppens Andel. Jeg skal dog medgive, at man for 40 Aar siden ikke var klar paa dette Forhold, men som tidligere berørt satte den billige Motorpris efter Konkurrenceprincippet og under Hensyn til, at Forbruget for den langt overvejende Del faldt udenfor Lysforbrugstiden.

Dette Forhold med Benyttelsestiden mener jeg, at Hr.
Stjernqvist ikke har haft Øjet aabent for, ellers vilde han

neppe have kommenteret Exemplet Side 27, saaledes som han
har gjort.

Omkostningsprincippet er i København indført overfor Sporvejenes af Elektricitet og i Samarbejdet med Nordsjællands og Sporvejsaktieselskab. Man er for disse Konsumentgrupper i Stand til med stor Nøjagtighed at fordele de bevægelige og faste Udgifter saaledes, at en rationel og forretningsmæssig sund Prisansættelse kan ske.

ad 2. Konkurrenceprincippet.

Hr. Stjernqvist anfører, at Beregningen af Elektricitetspriserne efter Omkostningerne ved konkurrerende Lys- og Kraftkilder mere eller mindre bevidst føres af mange danske Landcentraler og ser Beviset deri, at Kraftelektriciteten sælges til ca. Halvdelen Prisen for Lysprisen til Trods for, at Værkernes Maximum falder udenfor selve Belysningstiden. Jeg tror, hvis det var Tilfældet, vilde det medføre mere ensartede Lys- og Motorkraftpriser paa Landet, men den store Forskel, „Danske Elektricitetsværkers Statistik" viser i saa Henseende, gør ikke Antagelsen rimelig. For Oplandscentralernes Vedkommende synes jeg, at Hr. Stjernqvist her har overset, at der i Oplandscentralerne, Betaling efter Maaler almindelig paalægges faste Afgifter pr. HK- af Motorerne, af Jordværdi pr. Td. Land eller af begge Dele, netop for derigennem faa Dækning for Elektricitetsværkets Udgifter til FnrrprHrnncr ner Afskrivnill" äf Anlæ^Ctie.

Den Tid, da Kraften af Petroleurnsrnotoren paa Landet var
en Substitutionsvare for Kraftelektriciteten, er forlængst forbi.

Naar Hr. S. taler om, at det er ret almindeligt, at Værket lader en Del af Forbrugerne betale Størsteparten af Generalomkostningerne, de øvrige Forbrugere kun betaler en Übetydelighed over Enhedsomkostningerne, lader dette sig selv ved smaa Værker vanskeligt konstatere (jfr. mine tidligere Bemærkninger Hensyn til de forskellige Forbrugergruppers Benyttelsestid). Saadanne smaa Værker, som ingen fremtidig økonomisk Berettigelse har, bør, synes jeg, imidlertid lades ude af Betragtning ved Discussioncn om fremtidige Retningslinier Prispolitiken.

For de større Værker, enten det er Byværker eller Oplandsværker,vil imidlertid hævde, at der ikke, som det i Afhandlingenanføres, som Formaal at lade Elektricitetsproduktionenstige mest mulige og lade en Konsumentgruppebetale

gruppebetaleUnderskudet for en anden Grnppe. Jeg vil her i Almindelighed paastaa, at de enkelte Konsumentgrupper nogenlunde økonomisk hviler i sig selv. Selv i Elektricitetens Anvendelse til Varmeformaal, hvor Prisen for Elektriciteten i nogen Maade maa sættes efter Omkostningerne ved Substitutionfra Varmekilde, arbejdes der ved disse Værker paa et økonomisk sundt Grundlag.

Elektriciteten kan saaledes maales efter Princippet: Dobbelttarifmaalere, der automatisk indstilles til Prisændringer paa visse Tider af Døgnet, og da særlig til den højere Pris paa den Tid, da Elektricitetsværkets stærkeste Belastning iøvrigt — i Reglen jo i Aftentimerne. For Elektricitetsforbrug de sene Nattetimer har mange Værker en meget billig Tarif for at muliggøre Anvendelsen af Varmeakkumulatorer e. Vandbeholdere, der opvarmes til henimod Kogepunktet Natten for om Dagen til Lettelse for Husholdningerne staa rede til Afgivelse af det varme Vand.

Men i flere Byer er man iøvrigt inde paa til de forskellige Forrnaal i Husstandene at nøjes med én Elektricitetsmaaler. hvorpaa al Elektriciteten registreres og derefter afregnes til en meget lav Pris, som muliggør Elektricitetens Anvendelse til Kogeforrnaal. I Tillæg kommer saa en fast Pris aarlig pr. Værelse Lejligheden eller efter Lejlighedens Areal.

ad 3. Monopolpolitik.

Herved förstaas en Fastsættelse af Priserne, saaledes at Elektricitetsværket
størst mulig Fortjeneste.

Hr. S. støtter sig her paa og henviser til den geometriske Behandling af Monopolproblemerne i Almindelighed, som Dr. polit. F. Zeuthen giver i en Afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift af 1929: „Mellem Konkurrence og Monopol" — en Afhandling, som iøvrigt var en Videreførelse af hans Betragtninger det samme Emne i hans Bog „Den økonomiske Fordeling".

Jeg tror dog, det er vanskeligt at overføre Betragtninger fra Fabriksvirksomhed over almindelige Forbrugsvarer til Elektricitetsværksdrift, Varen — Elektriciteten — produceres i samme Moment som den af Forbrugeren rekvireres. Om Lager er der praktisk set ikke Tale.

Hr. S. tager dog ikke alene Geometrien til Hjælp, ogsaa
Aritmetiken og Differentialregningen benytter han for at finde
den Elektricitetspris, som giver den størst mulige Fortjeneste.

Saadanne Beregninger svæver imidlertid i Luften, naar de
Forudsætninger, de bygger paa, ikke er rigtige. Ikke alene er
Efterspørgselskurven ydermere heller ikke en ret Linie.

Hr. S. omtaler dog, hvilke Afvigelser der fremkommer, naar Efterspørgselskurverne er Hyperbler, men mener at Efterspørgselskurven Lyselektricitetsforbruget er en konvex Hyperbel og for Motorelektricitetsforbruget en konkav Hyperbel. Jeg mener, at der for begge disse Forbrug gælder samme Lov, nemlig noget i Retning af en konkav Hyperbel, og Dr. Zeuthen siger ogsaa (Nat. Tdskr., 1929, p. 29), at Efterspørgselskurven i Reglen vi! have et aftagende Fald. En nøjagtig Hyperbel er Kurven dog utvivlsomt ikke, men for den Del af den, som man almindelig vil arbejde med, vil den kunne nogenlunde betragtes som en Hyperbel.

Men Problemets teoretiske Behandling kompliceres i høj Grad ved, at Omkostningskurverne ogsaa er konkave Hyperbler, jo Monopolgevinsten er Differencen mellem Pris og Omkostning multipliceret med Forbruget.

ad 4. Konsumentrentens Maximum.

Afhandlingen opstiller som Maal at føre en saadan Prispolitik, samtlige Forbrugere under et faar den størst mulige Fordel ved at anvende Elektricitet i Stedet for andre Lys- og Kraftkilder. Naar Hr. S. mener, at dette i Modsætning til Monopolpolitiken er et ideelt Krav, kan jeg ikke helt give ham Ret.

Ved koncessionerede Selskaber vil de offentlige myndigheder afpasse Tariferne, saa at der fremkommer en passende Kapitalrente til, at Selskaberne ved Kapitaludvidelser kan fremskaffe Kapital.

Naar Stat eller Kommune ejer Virksomheden, som altsaa drives til fælles Bedste for Statens resp. den enkelte Kommunes Borgere, har Elektricitetsforbrugerne ingen selvfølgelig Ret til at faa de billigst mulige Elektricitetspriser, som Virksomheden var i Stand til at tage.

Den Fordel, som f. Ex. den store By som Elektricitetsproducent i Modsætning ti! en lille By, bør komme alle Kommunens Borgere til Gode som saadanne, ikke i deres Forhold som Elektricitetsforbrugere. Elektricitetsprisen maa dog naturligvis ikke være højere, end den lille By tager af sine Forbrugere.

Af den tekniske Udvikling af Elektriciteten som Lyskilde

har Forbrugerne iøvrigt høstet enhver ønskelig Fordel. I 40
Aar er Prisen for Lysenheden i store Byer sunket til Vö å Vs.

Hr. S. siger selv, at en Gennemførelse af Konsumentrenteprincippet overordentlig vanskelig, idet en Række af überegnelige gør sig gældende, men han forsøger dog alligevel en matematisk Udredning af Spørgsmaalet, skønt baade Efterspørgsels- og Omkostningskurverne som tidligere omtalt i Virkeligheden er hyperbelformede Kurver og ikke rette Linier; thi jeg kan ikke indrømme Rigtigheden af Hr. S.'s Bemærkning p. 39, at de faktiske Efterspørgselskurver efter Elektricitetsværksstatistiken giver tilnærmende rette Linier. Jeg forstaar overhovedet ikke, hvorledes han bærer sig ad for efter denne Statistik at finde Værkernes Efterspørgselskurve.

Naar Hr. S. alligevel p. 39 udtaler, at Værkernes Prispolitik efter Substitutionsmetoden indenfor visse Grænser er samfundsmæssigt synes jeg, de lange Udviklinger er ganske overflødige.

P. 36 kommer Hr. S. til en Pris for Kraftkonsumenter, som er lavere end hans Omkostninger pr. Enhed, et Forhold, som han tidligere nederst p. 28 har betegnet som forkert. Jeg synes, han derved er inde paa modsigende Betragtninger. Jeg skal derfor ikke komme nærmere ind paa detailleret Omtale af dette Afsnit i Afhandlingen, som jeg i det Hele ikke finder er vellykket.

Naar, som tidligere anført ved de førende Værker i By og paa Land, de enkelte Konsumentgruppers Økonomi hviler i sig selv, er efter min Opfattelse den største Betryggelse tilstede, for at samtlige Forbrugere kan faa den størst mulige Fordel.

Til Slutning vil jeg kun tilføje, at Tarifspørgsmaalet for Salg af Elektricitet i de sidste 30 Aar har været erkendt af Elektricitetsværksfolk uhyre vigtigt, og at der gennem disse Aar herhjemme og ude baade af Enkeltpersoner og ved Kommissioner bleven nedlagt et meget stort Arbejde for at komme til rigtig Forstaaelse af Problemerne og dermed til rationelle baade for Værker og Forbrugere tjenlige og praktiske Tarifer. Jeg skal gerne indrømme, at der endnu mange Steder er langt igen i saa Henseende, og jeg samstemmer med Afhandlingens i, at Tarifer bør være saa klare og simple som muligt.

Mon Nationaløkonomerne kan hjælpe Elektricitetsværkerne i
Tarifspørgsmaalet?