Handbuch der Finanzwissenschaft, herausgegeben von WILHELM GERLOFF und FRANZ Meisel, Verlag von J. C. B. Mohr, (Paul Siebeck) Tubingen 1926—ca. 29.

Dette Værks Fremkomst skyldes ifølge Forordet den Kendsgerning, Finanslæren, der nu maa betragtes som en selvstændig sædvanligvis ikke mere medtages i de økonomiske men overlades til Specialværker, som dog ikke har kunnet magte det store finansvidenskabelige Stof fuldtud. Der menes derfor at være Brug for en samlet Fremstilling af Finansvidenskaben, som systematisk underkaster Grundbegreberne og de nedarvede Læresætninger en Kritik samt klarlægger Metoderne Behandlingen af finansvidenskabelige Problemer. Den store Mangfoldighed af finansøkonomiske Fænomener indenfor og Selvforvaltningsorganerae, Udvidelsen af offentlige Erhvervsvirksomhed og ganske særligt de mange vanskelige internationale finansielle Problemer har tilført Finansvidenskaben meget nyt og forskelligt Stof, at Udgiverne er blevet opmuntret til at forsøge at samle og forarbejde deite til et Helhedsbillede samtidigt med, at man tager Hensyn til tidligere Tiders Teorier og Erfaringer.

Haandbogen udkommer i 4 Bind, hvoraf de tre første er afsluttet og det sidste formentligt vil være fuldendt i Løbet af indeværende Aar. Første Bind (ca. 550 Sider) er i Hovedsagen den „almindelige Del", der omfatter en Fremstilling af 1) Finansvidenskabens Væsen og Opgave samt dens Forhold til andre Discipliner, 2) de offentlige Udgifter, 3) Intægterne af private og offentlige Erhvervsforetagender og 4) Læren om Gebyrer og Skatter i Almindelighed.

Andet Bind (godt 600 Sider) omfatter 1) en speciel Fremstilling
de forskellige Arter af Skatter, 2) „Finanzausgleich"
og den kommunale Finanslære, 3) den offentlige Kredit.

I tredie Bind gives en Oversigt over Statshusholdningen og Skattesystemerne i de vigtigste Kulturlande fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede op til Nutiden. Et fjerde Bind, der skal bringe Artikler vedrørende „Internationale Finanzwirtschaftsfragen" tilligemed er udførligt Register for hele Værket, vil blive udsendt en nær Fremtid.

Hvad der rent umiddelbart virker tiltalende ved Værket
er, at man ikke alene ved tredie Bind, der beskriver Forholdene

i de enkelte Lande, men ogsaa ved de to første, ser en hel Del fremragende udenlandske Forfattere ved Siden af de tyske. Derved faar man paa Forhaand det Indtryk, at der i noget højere Grad er taget Hensyn til den ikke-tyske Litteratur end det maaske ellers vilde have været Tilfældet. Endog den ene af Udgiverne, Franz Meisel, er bosiddende i Prag, og han har der knyttet Navne som Theodor Mayer, Karl Englis, Alfred Amonn, Oskar Engländer, Willibald Mildschuh og Boleslav Fux til Værket. Af andre ikke i Tyskland bosiddende Medarbejdere ved de to første mere teoretiske Bind nævnes Alexander Freiherr von Spitzmiiller og Rudolf Goldscheid, Wien, M. R. Weyermann, Ziirich, Gaston Jéze, Paris og Edwin R. A. Seligmann,New Gennem hele Værket arbejder Universiteternes og Stats- og Kommuneetaternes Mænd Side om Side.

Det er naturligvis temmelig ørkesløst at kritisere et saa stort anlagt Værk ud fra det Synspunkt, om de forskellige Emner har faaet tildelt den Plads, som ifølge deres Betydning i den samlede Finansvidenskabs Rammer tilkommer dem. Ved f. Eks. i de forskellige Anmeldelser at læse om de meget divergerende Meninger om Inddeling af Stoffet i Westergaard og Nybølles Statistikens Teori er Anmelderen ganske særligt blevet belært herom.

Men skulde man dog ikke alligevel have Lov til at mene, at Willibald Mildschuh's Afhandling om „Steuerwirkungen" (1. Bind S. 490_—505) burde have indtaget en større Plads i Værket end de 15 Sider? Det handler sig her jo dog nærmest om Finansteoriens Hovedemne. Da Mildschuh skiller sig pænt fra Emnet i en Fuldstændighed og Form, som f. Eks. den vordende Kandidat har udmærket Brug for ved Eksamenslæsningen, man godt ønske, at der' havde været overladt ham Plads til mere indgaaende Drøftelse af et af Finansøkonomiens brændende Spørgsmaal. Velgørende er det at se ham benytte Udtrykket „Steuerwirkungen" istedetfor det intetsigende „Overvæltning".

Friedrich Zahn er i Afsnittet om Finansvidenskab og Statistik(1. S. 102—145) mere kommet til sin Ret. Dette Emne har forresten det tilfælles med Granskningerne vedrørende „Skattevirkninger", at man endnu kun er naaet et ganske lille Skridt frem paa en tornefuld Vej. Zahn siger ganske rigtigt: „Kaum ein Gebiet der Statistik hat so viel theoretische Versuchsarbeitund wenig praktischen Erfolg aufzuweisen wie die Finanzstatistik. Die Ursache liegt in der Fiille der rechtlichen und wirtschaftlichen Probleme, die sich hier zusammenfinden und

deren Lösung auf eine Unsumme von Schwierigkeiten stösst" (S. 102). Dog bedst fremgaar Fiaskoens Størrelse vel nok deraf, at Zahn efter en hel Del interessante Udredninger i et Tillæg giver nogle endda meget summariske Tal for nogle Staters Finansforhold, men indtrængende maa advare imod at drage Sammenligninger mellem Landene og — hvad der er værst — mellem et og samme Lands Tal for forskellige Aar. Tydeligere kan det ikke siges, at det er forbundet med moralskLivsfare operere med finansstatistiske Resultater.

Det siger sig selv, at der i en saa stort anlagt Haandbog findes noget for enhver Smag. Anmelderen har, foruden af de lige nævnte Afsnit og et Bidrag af Freiherr von Spitzmiiller om „Samfundsøkonomi, Finansøkonomi og Penge" (1. Bind S. 57—85) følt sig særlig tiltrukket af Rudolf Goldscheid's Redegørelse for „Finansvidenskabens Væsen og Opgave ud fra et sociologisk Standpunkt" (1. Bind S. 146—184), hvilket Afsnithelst læses baade af Økonomer og maaske mest af Jurister, der jo i stor Udstrækning er knyttet til Staters og Kommuners Finansdepartementer. Igrunden kritiserer Goldscheid her den hidtidige Finansvidenskab sønder og sammen og spaar den kun en bedre Fremtid, forsaavidt den udvides til en Finanssociologi, der tager fuldt Hensyn til Vekselvirkningen mellem de mange forskellige Faktorer: Finanser, Folke- og Verdensøkonomi, Staternes og Samfundenes Struktur m. v. Dog ikke alene vedrørende den gængse Finansvidenskab hører man drøje Sandheder, ogsaa Finansadministrationen underkastes en sønderlemmende Kritik. Saaledes anker han over Skødesløshedenved af Budgetterne og over, at man ved de übetydeligste Erhverv forlanger Kvalifikationsbeviser o. 1., medens der ved Udvælgelse af Finansministre ikke engang forudsættes den allerbeskedenste sociologiske og „menneskeøkonomiske"Uddannelse 170). Han henviser til, at hidtil ikke fredelige Sysler, men altovervejende Krigs- og Rustningsudgifterhar Impulserne til Staternes Finanspolitik, at Mænd som v. Stein, Schäffle, Wagner, Schmoller, Neumann m. fl. netop holdt Udgifterne til Krige og Rustninger for særligt produktive (S. 157); „natiirlich ist es weitaus bequemer, die Sicherheit nach aussen wie nach innen vor allem durch Kanonen und Sabel zu schiitzen, statt, auf Grund sorgsamster Vergleichungder und der bevölkerungspolitischen Daten, den Menschen (iberall täglich und stiindlich im Interesse produktiverer gesellschaftlicher Oekonomie in ihrer Not beizustehen.Die können aber freilich öffentliche Fiirsorgenicht

sorgenichtlieben. Sind doch Bajonette und Kanonen fiir das Kapital viel billiger als Brot und Sozialpolitik" (S. 170). Han advarer ogsaa mod altfor stor Ærefrygt for Privatejendom og Frygt for den offentlige Virksomhed, idet han henviser til, at det Offentlige ganske naturligt maa paatage sig stedse flere Opgaver og ogsaa med lidt god Vilje er istand til at administrereefter Principper. — Dog her kan naturligvis kun gives en lille „BMenlese" af de Goldscheid'ske Betragtninger; men de er friske og tankevækkende og virker maaske saa meget mere tiltalende, som Forfatteren bryder Staven over saa meget af det, der hidtil i mange tysk-østrigske Værker var højt hævet over enhver Kritik.

Det maa i høj Grad paaskønnes, at Forlaget har bestræbt sig for at faa de i tredie Bind givne Fremstillinger for de enkelte Lande skrevet af stedkendte Mænd. Gang paa Gang støder man jo i den udenlandske Litteratur paa misvisende Fremstillinger danske Forhold. Saaledes er Anmelderen netop i den senere Tid faldet over „The Scandinavian Countries" i Bowman, The New World, Problems in Political Geography, New York 1928 Chapter IX, endvidere over Artiklen „Baugenossenschaften" i den nye Udgave af Handwörterbuch der Staatswissenschaften, hvor Redegørelsen for danske Forhold nærmest er übrugelig.

Til Handbuch der Finanzwissenschaft har Fuldmægtig Christian Olsen skrevet Afsnittet „Der Staatshaushalt und das Finanssystem der skandinavischen Länder" (3. Bind S. 324 —363), der omfatter Landene Danmark, Norge og Sverige, medens Finland er medtaget under „Randstaterne" af Professor C. Ballod, Riga. Olsens Fremstilling har ganske naturligt maattet lide noget ved den snævre Plads, der var afset til Beskrivelsen af de tre historisk og kulturelt set ret betydelige Lande. Alligevel det dog lykkedes Forfatteren i den sammentrængte Form at give et interessant Bidrag til Belysning af Stats- og Kommunefinanserne i de tre skandinaviske Lande; ikke mindst er den sikkert med Besvær gennemførte ret ensartede Behandling Landene af Betydning, ihvorvel naturligvis ingen maa lade sig friste til kritikløst at stille Hovedposterne i Tabellerne for de enkelte Lande Side om Side, hvilket forøvrigt tydeligt nok fremgaar af Fremstillingen.

Til Slut kunde det være af Interesse at spørge, hvor længe Læren om Staters og Kommuners Finanser skal have Eneretten paa Ordet „Finanzwissenschaft"; nærværende Haandbog udmærkersig ikke fremfor andre Bøger ved et Forsøg paa en systematisk Bearbejdelse af „Privatlivets" Finanspolitik

m. m. Er det Meningen, at kun „Bedriftsekonomen" skal give sig af med de herhenhørende Problemer? Man bør ikke glemme, at Held eller Uheld ved et Folks privatøkonomiske Virksomhed gennem Indtægt og Formue bundfælder sig i de offentlige Finanser. Friedrich Zahn er, saavidt Anmelderen kan se, af Haandbogens mange Forfattere den eneste, der i sit Bidrag vedrørendeFinansøkonomi Statistik ud fra et statistisk Synspunktudtaler om de herhenhørende Problemer. En Finansvidenskab,som giver sig i Kast med en systematisk Undersøgelse af de private Husholdningers eller da Erhvervsgrenenes,Kartellers, Koncerners Indtægts-, Udgifts- og Formueforhold m. m., er nærværende Haandbog altsaa ikke.