ALBERT HAHN: Geld und Kredit. Neue Folge. 278 S. J. C. B. Mohr, Tubingen 1929. Pris 10.80 Rm.

Den, der som nærværende Anmelder ikke kender nogen bedre Bog om moderne Kreditøkonomi end Bankdirektør Dr. Hahns: Volkswirtschaftliche Theorie des Bankkredits (anmeldt her i Tidsskriftet af Gustaf Ole Bech, 1926), og som derfor har fulgt denne Forfatter, vil med Glæde modtage den her foreliggende Samling af Dr. Hahns i de sidste Aars offentliggjorte Afhandlinger.Den og Klarhed, der kendetegner Forfatterensgrundlæggende genfindes naturligvis i disse Afhandlinger,der alle angaar Forsøg paa at belyse den faktiske Udvikling igennen Forf:s Hovedteorem om Bankernes Evne til at skabe Købekraft. Den første Afhandling omhandler

Indførelsen af Rentemarken og adskillige af de øvrige ligeledes praktiske tyske Valutaspørgsmaal, medens en Afhandling af en lidt anden Art er den saare instruktive „Zur Frage des volkswirtschaftlichenErkenntnisinhalts Bankbilanzziffern", som viser de skiftende økonomiske Bevægelsers Indvirkning paa Bankernes Balancer.

I det hele er det vel utvivlsomt, at enhver Betragtning af moderne økonomiske Foreteelser, der ikke tager tilstrækkeligt Hensyn til Bankernes særlige Funktioner og Mekanik, i bedste Fald bliver ufuldstændig — Cassels Paavisning af, at den amerikanske ikke beslaglægger Kapital synes mig et Eksempel herpaa, fordi den foretagne Undersøgelse helt ser bort fra, at den „Kapital", der gaar til Børsen, i hvert Fald formindsker Bankernes Likviditet — og Økonomerne har derfor al Grund til at være en saa teoretisk skolet Praktiker som Dr. Hahn taknemlig for det Arbejde, han til Stadighed gør for at paavise Penge- og Bankvæsenets Sammenhæng med og Evne til at paavirke de økonomiske Foreteelser.

Imidlertid kommer der, naar man forlader den abstrakte Betragtning og gaar over til ved dens Hjælp at analysere de foreliggende Begivenheder, næsten uvægerligt et Usikkerhedsmoment igennem den forskellige personlige Vurdering af de enkelte Faktorers Betydning i et Komplex, der ikke kan opløses, i hvilket de enkelte Faktorers Vægt derfor heller ikke objektivt kan afgøres. At dette i mange Tilfælde har præget Valutadiskussionen er kendt nok, og dette Forhold præger naturligvis Dr. Hahns Behandling af Spørgsmaalene. Kun et enkelt Punkt skal berøres i denne Sammenhæng, nemlig den Indflydelse, Tilbagebetaling af Laan til Udlandet har for Pengevæsen Økonomi. Dette Spørgsmaal har jo ikke blot været af stor Betydning for den tyske Rigsbanks og Erstatningsagentens paa de fremmede Laan, Tyskland har optaget i disse Aar, hyppigt til Formaal, der i hvert Fald ikke direkte var produktive, Spørgsmaalet er af Betydning for ethvert Land, der har Gæld i Udlandet af nogenlunde stort Omfang.

Dette Spørgsmaal berører Dr. Hahn navnlig i Bogens sidste og største Afhandling: Aufgaben und Grenzen der Währungspolitik,der været holdt som Foredrag i den videnskabelige Klub ved Institutet for Verdensøkonomi og Skibsfart i Kiel og er trykt i Serien af Klubbens Skrifter (Nr. 27). Denne Afhandlinggiver udmærket Oversigt over den tyske Pengepolitik, siden Marken stabiliseredes i Efteraaret 1923, og udnytter de faktiske Begivenheder til en teoretisk Undersøgelse af Pris- og

Varebevægelsen i disse Aar; tillige finder man Angivelse af
andre Forfattere, der er enige eller uenige med Dr. Hahn i
hans Betragtninger.

Som Helhed er Forf. lidet tilfreds med Rigsbankens Politik, han mener har været for usikker og langsom og desuden ladet sig vildlede af forskellige urigtige gængse Betragtninger.

Det er for en udenforstaaende naturligvis vanskeligt at dømme om, hvorvidt Dr. Hahn har Ret i sin Kritik overfor Rigsbankpræsident Schacht eller ikke, men for min Del har det syntes mig paafaldende ved Gennemlæsning af denne Afhandling,at tiltror de pengepolitiske Foranstaltninger, Rigsbankenkan Evne til næsten uopholdeligt at bringe økonomiske Forhold i Lave. Jeg tænker f. Eks. paa en DiskontoforhøjelsesEvne at gøre Handelsbalancen mere aktiv — at den har denne Evne er jo utvivlsomt. Det synes mig derimodmere hvorvidt denne Omlægning af Ind- og Udførsel,der fremtvinges, virkelig kan gaa saa let for sig, som Forf. synes at forudsætte; og paa tilsvarende Maade synes det mig tvivlsomt, om Betalingen af Penge til Udlandet har saa gnidningsfri Følger som af Forf. fremstillet (S. 260 ff.): .. .

glat, vil det medføre en Nedgang i det laantagende Lands Valutaog Belastning af Guldmøntfoden, der kan blive vanskeligat Og saa vil man dog vende sig imod den Rigsbank,der i Tide hindrede Faren.

Jeg forstaar derfor meget vel den tyske Rigsbanks Utryghed den stærke Gældssættelse til Udlandet, selv om der maaske sammen med Utrygheden har været Ønske om at komme til at erfare, hvorledes Erstatningsbetalingerne vilde foregaa, naar de ikke tilsløredes af den samtidigt stedfindende Gældsættelse. Og naar en saa praktisk anlagt Teoretiker som Dr. Hahn saa stærkt slutter sig til Kritiken over Rigsbankens Forsigtighed, er det jo tænkeligt, at den virkeligt er drevet for vidt. Men Afgørelsen heraf vil som sagt altid bero paa et Skøn, noget videnskabeligt eller praktisk Kriterium kan man ikke faa — før bagefter.

løvrigt er det vel saaledes i Tyskland som andetsteds, at den Kritik, der — ikke mindst fra økonomernes Side — har været over Bankernes fejle Dispositioner har været saa stærk, at det nu synes en og anden af dem, der skriver om disse Emner, nødvendigt at prøve paa at sætte noget mere Mod i Bankerne og at faa dem til atter at tage en Risiko for Erhvervslivets Faa kan være mere egnede hertil end Dr. Hahn, fordi faa saa klart som han har gjort Rede for Bankernes kreditskabende Evne og dermed for deres Betydning for Udviklingen Erhvervslivet. Einar Coh^_