MARIUS VIBÆK: C. F.Tieigen og hans Samtid. Den unge Tietgen. 287 S. Det Schønbergske Forlag. København 1929. JUL. SCHOVELIN: Tidens Hjul og Tietgen, 1857—1897. 663 S. Gyldendalske Boghandel. København 1929.

Schovelins Bog begynder, hvor Vibæks hører op. Men ellers er der ikke megen Forbindelse mellem de to Fremstillinger.Dette ikke blot i Forfatternes overmaade forskelligeTemperament Fremstillingsform, men ogsaa deri, at det Afsnit af Tietgens Liv, som Vibæk beskriver: Tiden indtil Privatbankens Stiftelse, i det hele ikke er særlig begivenhedsrigt.Det om en interesseret og flittig ung Købmand, der forbereder sig paa at skabe sig en Levevej. Derimod behandlerSchovelin blot det Afsnit af Tietgens Liv, hvori hans vidtrækkende Manddomsgerning øves, men da Bogen er et Led i den store Redegørelse for Grosserer-Societetes KomitésHistorie, det Tietgen i en saa udadvendt Stilling som

Formand for Komitéen, der især er Beskrivelsen Genstand. Og
ved den Beskrivelse kan der jo nok arbejdes med den store
Linjeføring.

Det er umuligt at tilbageholde en Bemærkning om Schovelins dertil har selv den skikkeligste Læser altfor mange Gange følt Raseriet koge i sig. under disse evindelige Brud i Stilen, der virker som lige saa mange Huller i en Vej, man bumpes hen over, og som bl. a. fremkaldes af Forfatterens Lyst til at pynte Fremstillingen med Citater. Desværre synes et Citat af et af Julius Langes Breve til Georg Brandes, i hvilket citerer Pascal, ikke at være Forf. bekendt eller i hvert Fald ikke at have gjort noget Indtryk paa ham. Brevet er skrevet ved Udbrudet af den fransk-tyske Krig og lyder saaledes:

I Dag faldt et „Dagblad" mig i Haanden med nogle ækelt affekterede Ord af Bille: „ Han har gjort Tigerspringet, franskes Cæsar!" Pascal siger etsteds: „Man kan benævne Paris paa to Maader, dels Paris, dels Hovedstaden i Frankrig, jeg foretrækker at sige Paris" —.

løvrigt maa det siges, at jo længere man kommer ind i Bogen, des mere føler man Trang til at tilgive de formelle Udskejelser, af Glæde over den klare og magtfulde Ordning af Stoffet og de mange morsomme og — som man har Følelsen af — vellignende Billeder af Tidens Mænd. Thi det er ikke blot Tietgen, men Købmænd og Politikere igennem et halvt Aarhundrnde, der her beskrives og karakteriseres baade i Almindelighed og hyppigst i deres Stilling til Toldlovgivningen i de 50 Aar. Forf. giver med kyndig Haand Baggrunden for Begivenhederne, økonomiske Betingelser hjemme og ude, og Bogen er da vel værd at læse alene for den økonomiske Danmarkshistorie, giver.

Men desuden er den naturligvis særlig tiltrækkende ved sin Fremstilling af Tietgen. Det ligger, som allerede nævnt, i Bogens Plan, at det væsentlig er de Sider af Tietgens Virksomhed,der i Forbindelse med Grosserer-Societetets KomitésHandlinger, Fremstillingen beskæftiger sig med. Men man har Indtrykket af, at dette er tilstrækkeligt til at give en udtømmendeKarakteristik Tietgens Personlighed, baade dens Styrke og Svagheder. Det er en Beskrivelse, der er præget ikke blot af Forts nøje personlige Kendskab til den, har skildrer, men endnu mere af den indre psykologiske Sammenhæng, det med stor Kunst er lykkedes Forf. at give Tietgen-Skikkelsen, og som giver Læseren et stærkt Indtryk af, at dette Billede af

Landets største Forretningsmand i det 19. Aarhundredes sidste
Halvdel vil blive staaende gennem Tiderne.

Vibæks Bog om den unge Tietgen har en helt anden Karakter. udgør første Afsnit af en stor anlagt Fremstilling, Barndoms- og Ungdomsaarene, i hvilke Grunden lægges til den kommende Vækst. Det er da kun en Begyndelse til et Billede af Tietgen, noget i Retning af de Lysbilleder man saa i gamle Dage: først var Billedet noget uklart, indtil Fremviseren havde faaet Linserne indstillet, saa Billedet traadte skarpt frem. Man sad og glædede sig over, at Billedet blev skarpere, og var spændt paa, at det skulde blive helt skarpt.

Men selv om man saaledes i dette første Bind kun aner Omridsene af den kommende Storkøbmand, er man dog ikke i Tvivl om, at denne unge Mand vil naa vidt. Vibæk viser os med den kyndige Pædagogs Myndighed, hvorledes den unge Tietgen de Muligheder for at udvide sine Kundskaber og Indsigt, der frembyder sig, og hvor utrættelig arbejdsom han er; men desuden giver Bogen en værdifuld Fremstilling af det Købstads-Milieu fra Midten af forrige Aarhundrede, hvori Tietgen voksede op, og siden en økonomisk Redegørelse den Diskussion, der førtes i Aarene før Privatbankens Oprettelse om Skabelsen af et efter Tidens Forhold moderne Bankinstitut, der kunde tjene det opblomstende Erhvervslivs Tarv efter den fri Forfatnings Indførelse; en Diskussion, der paa mange Maader samlede sig om en Kritik af Nationalbanken, denne ikke vilde imødekomme de Krav, der stilledes den. Det er Spørgsmaalet om Nationalbankens utilfredsstillende og om dens Uvilje til at forrente Folioindlaan, der navnlig laa for. Det synes nu ganske klart, at Kravene til Nationalbanken dels beroede paa en Misforstaaelse en Seddelbanks fornemste Opgaver, dels forsaavidt var berettigede, som Banken vel nok kunde have vist større Imødekommenhed Diskonteringen uden at bringe Pengevæsenet i Fare, og i hvert Fald ikke burde have taget saa stærkt paa Veje mod Skabelsen af et privat Bankvæsen. Men Forholdet var jo dette, at man i Virkeligheden baade fra Nationalbankens fra de andres Side overhovedet ikke kunde forestille en Bank uden et Seddelprivilegium, og at derfor de, der vilde grunde private Banker, fortabte sig i Spekulationer over, hvorledes de skulde kunne omgaa Seddelprivilegiet, medens drabeligt hævdede sin Eneret.

Det er altsammen overmaade klart fremstillet, og man kan kun
beundre den ikke specielt nationaløkonomisk uddannede Forf.s

Evne til at beherske og levendegøre Stoffet; kun en sjælden Gang føler man Trang til en saglig Indvending. Naar Forf. saaledes S. 223 taler om „Nationalbankens hysteriske Skræk for at arbejde med Indlaan", er den Bebrejdelse, der ligger i Ordet hysterisk, vist überettiget. En Seddelbank bør ikke arbejde med Indlaan, den rnaa ikke være under det Pres, at den for at skaffe Forrentning til sin Indlaanskapital tvinges til at gøre Udlaan. I den i mange Henseender fortræffelige Bog: Kisch & Elkin: Central Banks, der udkom i 1928 med et anbefalende Forord af Førstedirektøreni Bank, er der et læseværdigt Kapitel (VI, Forholdet mellem Seddelbanken, de private Banker og Pengemarkedet)om Spørgsmaal, der altsaa har holdt sig ungdomsfrisktihvertfald 75 Aar.

Noget lignende gælder et andet af de Spørgsmaal, der spillede en Rolle i Diskussionen før Oprettelsen af Privatbanken, nemlig Faren ved at samle store Kapitaler i en Aktiebank til videre Udlaan til Erhverslivet; thi som Grosserer-Societets Komité (Vibæk, S. 213): „Den Idé, der ligger til Grund for disse Selskaber, nemlig med store sammenskudte Kapitaler at udføre Foretagender, som overstiger den enkeltes Kræfter, er vistnok god og kan blive frugtbringende paa gode Resultater, naar den anvendes vel; men lige saa vist er det, at den ved Tilsidesættelse af fornøden Forsigtighed kan lede til Misbrug og Overdrivelser, der kan blive skadelige ej alene for enkelte Borgerklasser, men for Samfundet i det hele. Allerede nu høres de ovennævnte Lande [Frankrig, Tyskland] mange Klager demoraliserende Virkninger af det Aktiespil, som fremkaldes disse Aktieforetagender, over at de absorberer Kapitalerne Skade for den almindelige Handel og Industri o. s. v." Ogsaa Spørgmaalet om Børsernes Evne til at beslaglægge Kapital Erhvervslivet er jo mindst lige saa brændende i Dag som dengang.

Bogen kalder saaledes baade i Enkeltheder og i sin Helhed Interessen, og det er at ønske, at dens iøvrigt saa stærkt optagne Forf. maa faa Tid og Kræfter til at føre Fremstillingen efter de Linjer, han her har trukket op.