|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 37 (1929)TOLD- OG TRAKTATSYSTEMER.J. C. Jørgensen. De Toldtarifsystemer, som i de forskellige Lande danner den ydre Ramme om Toldsatserne, gaar i Almindelighed under visse traditionelle Betegnelser. Man skelner saaledes mellem: I)
Enkelttarifsystemet, Indenfor hvert af disse Systemer kan anvendes et paa etnografiske, eller politiske Hensyn hvilende særligt Præferencetoldsystem, ligesom alle tre Former kan kombineres et Straffetoldsystem, men de to sidstnævnte Former maa snarere ses under Synspunktet af Modaliteter end selvstændige Systemer. Teoretisk lader de tre Systemer sig vel indbyrdes skarpt adskille, men i Praksis glider de ofte over i hverandre, dels fordi det ikke har været muligt under Traktatforhandlinger at gennemføre det til Grund for disse liggende Princip i sin Renhed, dels fordi Staterne undertiden med velberaad Hu kombinerer Grænserne mellem Systemerne er derfor ofte saa vage, at det kan være vanskeligt at afgøre, til hvilken Kategori en given Tarif skal henføres. De forskellige Tarifsystemer kan endvidere — ud fra et andet Synspunkt — deles i to Hovedgrupper: a) autonome Tarifsystemer og b) bundne Tarifsystemer. Ved en autonom Tarif förstaas en Tarif, hvis Satser den paagældende Stat frit kan ændre (Toldautonomi), medens man ved en bunden Tarif forstaar en Tarif, som den paagældende Stat ved en Aftale med en fremmed Stat (Tarifaftale om Toldbindinger eller Toldnedsættelser)har sig til ikke at ændre, saalaenge den paagældende Aftale bestaar. Indenfor disse to Hovedgrupper Side 42
findes igen forskellige Varianter. Saavel autonome som bundne Tarifer kan bestaa af en eller flere Kolonner, men Forskellen mellem disse Underafdelinger indenfor Hovedgrupperne er dog langt mindre end Forskellen mellem disse to indbyrdes. Medens saaledes en autonom og en bunden Tarif er to væsensforskelligeTing, de autonome Enkelttarifer mange Lighedspunktermed autonome Dobbelttarifer, ligesom de bundne Enkelttarifer har mange Træk fælles med de bundne Dobbelttarifer. Ud fra dette
Synspunkt kan der da opstilles følgende to
A. Autonome Tarif
er: B. Bundne Tarifer:
I Praksis vil Linierne dog heller ikke efter denne Inddeling rene. Binder f. Eks. et Land kun ganske enkelte Satser, vil det ikke derfor kunne siges at have en bunden Tarif, men det er paa den anden Side da inde paa en saadan. Nærværende Undersøgelse vil imidlertid følge den traditionelle og den lige omtalte Opstilling er navnlig foretaget til Belysning af- Begreberne Toldautonomi, Toldbundethed Tarifaftale (Tariftraktat). Forinden vil det
dog være formaalstjenligt at fremsætte En Toldtarif har som Regel et eller flere af følgende tre Hovedformaal: 1) finansielt, 2) beskyttelsesmæssigt (eventuelt kompensatorisk), 3) traktatforhandlingsmæssigt. Andre mere specielle (saasom sociale, soaialhygiejniske, præferencemæssige, emæssige) findes ogsaa, men disse spiller en mere underordnet Rolle i Forhold til de tre Hovedformaal. Tarif en vil altid tjene det første Formaal, i større eller mindre Grad det andet og undertiden det tredie, men heller ikke ud fra dette Synspunkt lader Toldsatserne sig klart adskille, idet de jo samtidig kan tjene mere end et af disse Formaal. ad 1). Finans
told er en Told, hvis Hovedformaal er at Side 43
Varer, der ikke produceres i det paagældende Land, eller være opvejet af en intern Forbrugsskat for tilsvarende indenlandske Varer. Toldsatsen, der kan variere efter de forskellige Varers Natur, kan — ligesom ved nedenfor nævnte Kategorier af Told — være en vis Procentdel af Værdien (Værditold) eller beregnesefter eller Antal (Vægt- eller Styktold eller Specifiktold). ad 2). Beskyttelsestold er en Told, der paalægges Varer, som produceres eller vil kunne produceres i det paagældende Land, for derved at beskytte det nationale Arbejde. Undertiden den blot til Udligning af Forskellen mellem Produktionsbetingelserne Hjemlandet og i Hovedkonkurrencelandet (Kompensationstold), til andre Tider skaber den en Særstilling til Fordel for det nationale Produkt og til Skade for det fremmede Beskyttelsestold). Beskyttelsestolden tilpasses iøvrigt efter det paagældende Lands Økonomi. I visse Lande er det overvejende en Beskyttelse Landbruget, der tilsigtes (Landbrugstold), i andre Industrien i andre igen begge paa Grund af deres indbyrdes Sammenhæng (Solidaritetssystemet). Beskyttelsestolden danner ofte Basis for Fremme af Eksporten Salg i Udlandet til lavere Priser end paa Hjemmemarkedet, atter kan give Anledning til Opkrævning af en Dumpingtold i det Land, hvor Salg af Varer finder Sted; ligesom den efter Krigen paa Grund af Valutadepreciering skabte Valutadumping gav Anledning til Indførelsen i visse Lande af neutraliserende Modforanstaltninger (Valutadumpingtold). ad 3). Da Tolden i Almindelighed er det vigtigste Spørgsmaalved indrettes Tarifsystemet undertidenmed Henblik paa saadanne, og Tolden bliver da et Traktatforhandlingsmiddel. Ud fra dette Synspunkt har Tolden teoretisk set ingen Forbindelse med det gamle Stridsspørgsmaalom contra Beskyttelse. Ved en Undersøgelseaf forskellige Traktatforhandlingssystemer maa det derfor ikke tabes af Syne, at en Enkelttarif meget vel kan være mere protektionistisk end f. Eks. en Dobbelttarif, idet det afgørende Moment i saa Henseende ikke er Tarifens ydre Struktur men alene Højden af de Toldsatser, den indeholder. Principielt er Forhandlingstarifen et traktatteknisk Middel til at bevæge Udlandet til ad overenskomstmæssig Vej at indrømme Udførslen fra det paagældende Land bedre Vilkaar, "men ikke et Middel til at skaffe den indenlandske Produktion større Beskyttelse. At dette ofte bliver Resultatet skyldes enten, at Side 44
Forhandlingstarifen ikke har
virket efter sin Hensigt eller Som ovenfor nævnt kan der anføres andre mere specielle Formaal med Tolden. Denne kan saaledes undertiden have Karakter af en social Foranstaltning (f. Eks. Opretholdelse af en vis Lønstandard, Told som Middel til Bekæmpelse af saakaldt Dumping", hvorved den nærmer sig den tidligere nævnte Konpensationstold) eller socialhygiejnisk (f. Eks. høj Spiritustold). Dernæst kan Toldens Hensigt være at yde en vis Præference (Præferencetold) eller et Kamp- eller Retorsionsmiddel eller den hermed beslægtede Tillægstold til Bekæmpelse af Udførselspræmier („countervailing duties"). Det er imidlertid udelukkende med Tarif en som Forhandlingstari 1), at denne Undersøgelse skal beskæftige sig, men forinden de forskellige Toldsystemer undersøges ud fra dette Synspunkt, vil det være praktisk at gennemgaa de forskellige d. v. s. det traktattekniske Udtryk for de Synspunkter, som har været ledende under Traktatforhandlingerne Grundlag af det givne Toldsystem. Der kan opstilles følgende Hovedinddeling2) for Han delstraktater, v. s. Overenskomster mellem to eller flere Stater til Ordning af gensidige økonomiske Forhold, idet Traktater uden Mestbegunstigelsesklausul og uden Tarifaftale er en Form, der er uden praktisk Betydning i denne Undersøgelse: 1.
Mestbegunstigelsestraktater uden Tarifaftale, 3. Kombination af
Mestbegunstigelse og Tarif aftale. 1) Jfr. herom D. Serruys: Traités de Commerce, Systérnes Tarifaires et Méthodes Contractuelles (Geneve 1927) og W. T. Page: Memorandum sur les Tarifs Européens de Négociation (Geneve 1927), begge udgivet af Folkenes Forbund i Anledning af den økonomiske Verdenskonference i Genéve 1927. 2) Gruntzel: Handelspolitik (Wien og Leipzig 1921) Side 132, jfr. ogsaa T. E. G. Gregory: Tariffs. A Study in Method (London 1921), Side 447, hvor følgende Opstilling er foretaget: 1. Mestbegunstigelse alene. 2. a) Ydelse af en Del af Minimaltarifen alene, b) Ydelse af hele Minimaltarifen alene, c) Ydelse af hel Minimaltarif og Konventionalsatser (Gregory nævner her kun Ydelse af den hele Minimaltarif og Kombination med delvis Minimaltarif og Konventionalsatser er dog ogsaa mulig), d) Ydelse af særlige Toldindrømmelser ved Tarifaftale alene, e) Ydelse af særlige Toldindrømmelser ved Tarifaftale og samtidig Ydelse af alle andre Konventionalsatser. 3. Kombination af Mestbegunstigelse med en af de under 2. nævnte Former. Side 45
Formaalet med Mestbegunstigelsestraktater er — toldmæssig set — for det første at sikre sine Varer Behandling efter den almindelige Tarif eller i Tilfælde af autonom Dobbelttarif Minimaltarifen og dernæst at sikre sig alle Toldnedsættelser i eventuelle Tarif aftal er. Derved opnaas Ligebehandling med fremmede Konkurrenter, idet Toldens Højde — bortset fra rent prohibitive Satser — i Almindelighed spiller en mindre Rolle i Konkurrencen end en Forskelsbehandling. Sikkerhed mod Ikke-Diskrimination opnaas som nævnt ved Tilsagn om Mestbegunstigelsesbehandling („Meistbegiinstigung", „le iraitement la nation la plus favorisée", „the most favoured nation treatment"), men om Klausulen er formuleret negativt: „Varerne skal ikke betale andre eller højere Toldafgifter end et hvilketsomhelst tredie Lands Varer" eller positivt: „Varerne skal nyde alle de Begunstigelser og Fordele, som er tilstaaet noget tredie Lands Varer", er, naar det drejer sig om moderne Traktater, mere af teoretisk end praktisk Interesse1). Mestbegunstigelsen kan være nutidig (pro praeterito) eller fremtidig (pro futuro) eller begge Dele, hvad nutildags er det almindelige. Den kan dernæst være sagligt (materielt) eller territorialt begrænset. Sagligt begrænset er den saa= kaldte listemæssige Mestbegunstigelse, hvor Begunstigelsen i Modsætning til den generelle, som omfatter samtlige et Lands Varer, er begrænset til nærmere angivne Varer. Den territorialt Mestbegunstigelse omfatter enten kun de visse Lande tilstaaede Begunstigelser, f. Eks. Artikel 11 i Frankfurter- Fredstraktaten af 1871, hvorefter den „evige* Mestbegunstigelse, Frankrig og Tyskland gensidig tilstod hinanden, kun fik Anvendelse de England, Belgien, Holland, Schweiz, Østrig og Rusland tilstaaede Fordele, eller den udelukker Medkontrahenten Nydelsen af de visse Lande tilstaaede Særfordele, f. Eks. det i moderne danske Traktater tagne Forbehold, den saakaldte skandinaviske Forbeholdsklausul, hvorefter den af Danmark tilstaaede Mestbegunstigelsesbehandling ikke omfatter de Fordele, der er tilstaaet eller maatte blive tilstaaet Sverige eller Norge eller begge disse Lande. Fra
Mestbegunstigelsesbehandling tages ofte visse andre
1) Spørgsmaalet er behandlet af Dr. Qlier i: „Die Meistbegunstigungsklausul" 1905), hvor han sondrer mellem „Gleichbenachteiligungsklausul" Gleichbegunstigungsklausul". Side 46
nationaltanerkendt,at de deraf
flydende Begunstigelser selv Mestbegunstigelsen
kan endvidere være übetinget eller Fordelen ved den übetingede Klausul i sin videste Fortolkning, som nu søges internationalt fastslaaet af Folkenes Forbund, er, at det mestbegunstigede Land umiddelbart, øjeblikkeligt og uden Vederlag har Krav paa alle de Indrømmelser Fordele, som er eller senere maatte blive til— staaet noget tredie Land paa det paagældende Omraade. Den saaledes erhvervede Rets Indhold er og bliver dog afhængig af det af andre Lande opnaaede, hvilket hverken helt eller delvis behøver at dække det paagældende Lands særlige Interesser; med andre Ord Klausulen sikrer kun den formelle Ligestilling d: en Behandling, som er ligesaa gunstig eller i Tilfælde af stærk Protektionisme etc. ligesaa ugunstig som den, der ydes andre Lande. Herved kan der opstaa reel Ulighed, dels i de kontraherende Parters indbyrdes Forhold, nemlig naar den ene fører en liberal, den anden en protektionistisk Toldpolitik, dels i Forhold til tredie Land, idet Toldsatserne for de Varer, som er af særlig Interesse for dette, kan være lave, medens de, der er af Interesse for en selv, er høje. Dertil kommer, at en i Traktatafslutningsøjeblikket antagelig Balance mellem Fordele og Ulemper senere pludselig kan blive forrykket i ugunstig Retning, idet Modparten jo bevarer sin Toldautonomi übeskaaret. Derhos kan den übetingede Klausul paa den ene Side ved stærk Toldspecialisering blive udhulet og gjort illusorisk, men paa den anden Side ogsaa være en Hæmsko paa Ydelse af særlige Toldindrømmelser selv mod Kompensation, af hvilke de übetinget begunstigede Lande vilde nyde godt. En Udligningaf sidste Forhold har man søgt opnaaet ved at gøre Klausulen betinget, d. v. s. Medkontrahenten skal kun nyde godt af den tredie Land tilstaaede Begunstigelse uden Vederlag,dersom er givet uden Vederlag, eller mod at yde samme Godtgørelse, dersom Begunstigelsen er betinget af en saadan. Denne Form for Mestbegunstigelse er navnlig blevet indført af U. S. A. og anvendt af det i næsten halvandet Aarhundrede lige indtil 1923, da Staterne ved Afsluttelse af Handelstraktat med Brasilien og Tyskland gik over til den übetingede Klausul. Ulempen ved den betingede Klausul ligger i Vanskeligheden for Modparten ved at yde „samme Godtgørelse",thi Side 47
gørelse",thiselvom Forholdet i Tidens Løb er ændret til Ydelse af lignende eller tilsvarende („equivalent") Godtgørelse, har Diskussionen herom givet Anledning til uendelige Stridigheder.Den Klausul hører da — i hvert Fald paa Toldomraadet — navnlig efter at U. S. A. har opgivet den, nærmest Historien til, omend den af og til atter dukker frem (jfr. f. Eks. de nyeste mexicanske Traktatforslag) og fortsat anvendes af forskellige sydamerikanske Stater. Ulemperne ved
Mestbegunstigelsessystemet har ført en I Slutningen af det 19de Aarhundrede søgte saaledes U. S. A. ved Hjælp af et Straffetoldsystem at sikre sig ikke blot formel men ogsaa reel Ikke-Diskriminationsbehandling. Dette søgtes navnlig opnaaet ved de saakaldte „Argol-Overenskomster", Toldsatserne paa et Antal nærmere angivne Varer, deriblandt Vinsten (Argol), hvoraf Overenskomsterne har faaet Navn, kunde nedsættes til bestemte Beløb til Gengæld for fyldestgørende Indrømmelser til Fordel for Produkter fra U. S. A. Eksempler paa et Forsøg paa en Borteliminering af Mestbegunstigelsesklausulen i den spanske og franske Handelspolitik Verdenskrigen, hvor Mestbegunstigelsesprincipet formelt fornægtedes og Medkontrahenten søgtes bevæget til at akceptere og hyppigt maatte lade sig nøje med Minimalkolonnen eller endog blot en Del af denne eller Mellemsatser i Forbindelse en mere eller mindre omfangsrig listemæssig Mestbegunstigelse. Forsøg er imidlertid atter opgivet, da det var umuligt helt at gennemføre dem overfor Medkontrahenterne. Det mest effektive System til Etablering af hel eller delvis material Reciprocitet er dog det, der bestaar i Udveksling af gensidige Toldindrømmelser (Toldbindinger eller nedsættelser) Afsluttelse af Tarifaftaler. Suppleres disse med Mestbegunstigelse, hvad der i Almindelighed sker, opnaas saavel Ligebehandling som Garanti for de gunstigst mulige Betingelser for de paagældende Landes specifike Interesser. Dette System, der som bekendt dannede Grundlaget for Frihandelsperioden det „vesteuropæiske Traktatsystem", som fortsattes under det „mellemeuropæiske Traktatsystem" og blev forsøgt („Casson-Traktaterne") men opgivet af U. S. A., har haft en frodig Renæssance efter Verdenskrigen. Side 48
Efter disse mere
generelle Bemærkninger skal de forskellige ad I.
Enkelttarifsystemet. Enkelttarif sy
stem et er principielt baseret paa een Toldsats Den autonome Enkelttarif har toldpolitisk set den i selve Toldautonomien liggende Fordel: Frihed for den lovgivende til til enhver Tid at ændre Toldsatserne i Overensstemmelse med Landets økonomiske Interesse og toldpolitiske og saaledes fastsætte Satserne efter en nøje Afvejen af finanspolitiske og beskyttelsesmæssige Krav. Desuden frembyder Enkelttarifen den Fordel, at den behandler Varer fra alle Lande ens, hvilket igen letter og billiggør Toldlovens Administration, idet f. Eks. Oprindelsescertifikater, Anvendelse medfører stor Gene og Besvær samt ekstra Omkostninger for Handelen, undgaas. Faren ved den er paa den anden Side den, at skiftende Regeringer med forskellig Opfattelse kan medføre toldmæssig Ustabilitet f. Eks. Forholdet i England under Baldwins og Mac Donalds Regeringer). Traktatpolitisk maa et Land med autonom Enkelttarif naturligt føre Mestbegunstigelsespolitik, som svarer til den af Enkelttarifen følgende toldmæssige Ligebehandling og iøvrigt har de med Mestbegunstigelse forbundne Fordele og Mangler (jfr. foran). Ud fra et forhandlingsmæssigt Standpunkt ligger der vel en Fordel og Styrke i principielt at kunne tage Afstand fra særlige Tarifindrømmelser, men paa den anden Side opstaar der let Vanskeligheder ved at gennemføre en ren Mestbegunstigelsespolitikoverfor med andre Told- og Traktatsystemer.Navnlig en Medkontrahent, der fører Tariftraktatpolitikefter „Noget for Noget" („quid pro quo"; „do ut des"), ikke være tilbøjelig til at anse en selv paa en liberal Enkelttarif baseret Mestbegunstigelsesstilling som tilstrækkeligKompensation, vidende at han i Almindelighed selv uden Traktat vil nyde samme Behandling som paa traktatmæssigGrundlag, saaledes — bortset fra Toldkrig — ikke behøverat Retorsioner. Han vil heller ikke være tilbøjeligtil gøre Indrømmelser, med mindre han opnaar en Stilling, som faktisk er bedre end den, han allerede nyder, saaledes at kun Modpartens Evne til at yde Indrømmelser vil være et Middeltil opnaa noget hos ham. En Enkelttarif vil saaledes i disse Tilfælde naturligt virke som et Minus ved Traktatforhandlinger,idet Side 49
linger,idetder mangler Incitament til og Kornpensationsmulighederunder Forhandlinger, hvor irrationelt det end synes, at Lande med høj Tarif ikke vil anerkende en liberal Tarif som Kompensation i sig selv. Dette kan imidlertid hænge sammen med principielle Betragtninger. Medkontrahentens Lovgivning,i Kompensationsprincipet udtrykkelig er fastlagt,de et Brud paa Systemet følgende betænkelige Konsekvenseretc. I saadanne Tilfælde, hvor System staar imod System, maa der da som oftest skabes et Kompromis, og Eksempler paa saadanne indenfor engelsk og hollandsk Traktatpolitik. I Tilfælde af denne Art er Brud paa Principerne vel sket ud fra den Opfattelse, at Traktaten som Helhed var et saadant Offer værd. Faren er imidlertid — som ovenfor antydet — at Enkelttilfælde til mange, hvorved Enkelttarifen efterhaanden bliver irrationel og fra at være autonom bundet. Det er som Følge af saadanne Kompromiser, at Told- og Traktatsystemerne sjældent forekommer i deres Renhed. I Almindelighed vil dog eventuelle Toldnedsættelser indgaa i Tarifen og generaliseres, saaledes at denne bevarer sin Karakter af Enkelttarif (jfr, saaledes Eks. Sverige, der saavel i 1911 som i 1926 generaliserer Tyskland indrømmede Toldsatser ved at indføre dern i Toldtarifen). En Enkelttarif med mere protektionistisk Karakter, f. Eks. den svenske og norske, vil selvsagt være mere egnet som Forhan idet der i disse lettere kan findes Satser, paa hvilke Kompensation kan ydes, og dette er jo ogsaa sket i Praksis; men ogsaa her vil Toldindrømmelserne faa Karakter af Paatvungethed og * medføre Gnidninger, idet saavel det finansielle som den protektionistiske Tilpasning paa de forskellige Erhverv og navnlig Ligevægten mellem den dem ydede Beskyttelse staar i Fare for at blive brudt. Der kan i det hele taget næppe tvistes om, at et Land, der tvinges ind paa Tarifforhandlinger paa Grundlag af en Enkelttarif, som ikke oprindelig er udarbejdet med saadanne for øje, er ilde faren og let kan komme i en meget uheldig Stilling. I enkelte Tilfælde har Lande, som iøvrigt hylder Principet om den autonome Enkelttarif og Mestbegunstigelse paa Traktatomraadet,som Eks. Sverige i 1911 overfor Tyskland, forhandletpaa Enkelttarif, opstillet med den specielle Forhandlingfor I saadant Tilfælde gaar Landet faktisk over til en General- og Konventionaltarif ad hoc, og man møder de samme Fordele og Ulemper som ved General- og Konventionaltarifforhandlingeri Side 50
naltarifforhandlingeriAlmindelighed
(jfr. senere), yderligere Enkelttarif findes
i Argentina1), Bulgarien, Chile2), ad 11. Maksimal-Minimaltarifsystemet eller det egentlige bestaar af to af den lovgivende Myndighed fastsatte Kolonner (Maksimal- og Minimalsatser). De to Satser kan være identiske for nogle Varer; undertiden er Minimaltarifen mere specialiseret end Maksimaltarifen, undertiden det omvendte Tilfældet. Marginen mellem de to Tarifer være forskellig for de enkelte Varer, idet Maksimalsatsen som Minimalsatsen bestemmes under Hensyntagen til Udlandets Konkurrence etc. (f. Eks. den franske og spanske), eller Maksimalsatserne dannes ved et procentvis Tillæg til eller simpel Multiplikation af Minimalsatserne (f. Eks. i Brasilien (Fordobling), (3 Gange Minimalsatserne), Estland og Rumænien pCt.s Forhøjelse) og Litauen (30 pCt.s Forhøjelse)). Minimaltarifen, der skal tjene som Kompensationsobjekt mod tilsvarende Indrømmelse fra Medkontrahenten ved Traktatforhandlinger, i Almindelighed — hel eller delvis — Anvendelse overfor Traktatlande, medens traktatløse Landes Varer efter Maksimaltarifen. Varianter i Systemet kan fremkomme, dels ved at Minimaltarifen skal være yderste Kompensation autonome 1892-System i Frankrig), dels ved at der er Mulighed for at give Bindinger af eller Nedsættelser i Minimalsatserne (f. Eks. den tidligere spanske, den saakaldte „Bergamin" Lov (af 23. April 1922), som for et begrænset Tidsrum gav Regeringen Bemyndigelse til en Nedsættelse under paa 20 pCt. i enkelte Tilfælde mere; og det nugældende belgiske og græske System). I sidste Tilfælde opstaar der en Blanding af Maksimal-Minimaltarifsystemet og General-Konventionaltarifsystemet. Det autonome
Dobbelttarifsystem har som alle Systemer 1) I enkelte Tilfælde kan Satserne for et nærmere fastsat Tidsrum nedsættes overfor Lande, der byder argentinske Varer tilsvarende Fordele. 2) Toldloven (§ 23) indeholder dog en Bestemmelse om, at Præsidenten bringe Maksimalsatser (25 pCt.s Forhøjelse af de almindelige Satser) i Anvendelse overfor Lande, der ikke yder chilensiske Varer mestbegunstiget Behandling. Side 51
Enkelttarif har det den Fordel at indeholde et Kompensationsobjekt(Ydelsen Minimaltarifen), sammenlignet med den bundne Enkelttarif den, at den ud fra finansielle og beskyttelsesmæssigeHensyn Minimaltarif er udskilt fra Forhandlingsomraadetsamt i Sammenligning med General-Konventionalsystemetden, Forhandlerens Ansvar er langt ringere og hans Modstandsevne overfor haardnakkede Krav om eventuelleToldbindinger Nedsættelser langt større, idet Grænsen for Indrømmelserne forud er fastlagt. Ulempen er imidlertid den, at Kortene saa at sige straks lægges aabent paa Forhandlingsbordet,og saaledes paa Forhaand ved, hvad han kan opnaa. Dette i Forbindelse med manglende Garantifor Forhøjelser af Minimalsatserne gør naturligt Medkontrahenten mindre villig til at give særlige Indrømmelser, og et autonomt Dobbelttarif land er saaledes forhandlingsmæssigt ofte ikke bedre stillet end et autonomt Enkelttarifland. Erfaringenviser ogsaa, at det er vanskeligt at gennemføre det rene Maksimal-Minimaltarifsystem (jfr. Frankrigs Politik i Perioden189 —1914), og at man i hvert Fald, naar man ikke selv vil give særlige Indrømmelser, i Almindelighed alene kan opnaa Mestbegunstigelse. Jo højere Minimalsatserne derhos er, des større bliver selvsagt Kravet om særlige Indrømmelser, men dette skyldes da ikke Systemet som Dobbelttarif men dets protektionistiske Karakter. Endelig opstaar der toldadministrativtden at Dobbelttarifsystemet under enhver Form kan nødvendiggøre Anvendelse af Oprindelsescertifikater. Det skal ogsaa anføres, at Maksimal-Minimaltarifsystem et af nogle Forfattere1) anses for et tvivlsomt Vaaben ien svag Stats Haand, ligesom stærke Nationer ofte vil kunne klare sig uden at anvendedet. Indførelse i Frankrig medførte jo Toldkrige,men kan jo ogsaa det Moment have bidraget, at Frankrig stod overfor at skulle afløse tidligere lave Konventionalsatsermed autonome Minimalsatser. Større Forhandlingsmuligheder byder Systemet, naar Bindingerneaf Nedsættelserne i Minimalsatserne ikke er udelukketeller har Karakter af Undtagelser, men indgaar som et generelt Led i Forhandlingerne (jfr. indtil fornylig Spanien). Paa den anden Side medfører dette de til det bundne Tarifsystemknyttede (jfr. senere under General-Konventionaltarifsystemet),og som har været en typisk Repræsentantfor Politik, staar jo ogsaa nu i Begreb med at gaa 1) Jfr. f. Eks. Gregory: Tariffs, Side 85. Side 52
over til det autonome Dobbelttarifsystem (altsaa det gamle franske System) i Forbindelse med Mestbegunstigelsesbehandling (genereleller alt efter den Reciprocitet, som skønnes at være tilstede hos Modparten, eller som denne præsterer i Form af egentlig eller uegentlig1) Binding af sine Satser. Hensigtenmed Forandring er at genvinde Toldautonomien for at imødekomme den protektionistiske Bevægelse og undgaa den Breche i Toldsystemet, som de tidligere givne Nedsættelseri Kolonne medførte, og det er hidtil lykkedes Spanienat sin Politik. Det skal dernæst anføres, at Frankrig for at skabe sig et yderligere Forhandlingsmiddel i Efterverdenskrigstiden kombinerede Dobbelttarifsystem med et Mellemtarifsystem, saaledes at Minimaltarifen kun blev tilstaaet for visse Varer, medens andre blev underkastet Mellemsatser (procentvis Nedsættelse Marginen mellem Maksimal- og Minimalsystemet, senere af Maksimaltarifen, altsaa stadig med Bevarelse af Toldautonomien) endog Maksimalsatserne. Systemet maa vel nok siges at have været en Støtte for Frankrig i Overgangstiden Krigen, men har paa den anden Side heller ikke kunnet gennemføres i sin Renhed og staar nu i Afviklingens Tegn, Den seneste Fase i fransk Traktatpolitik er en Kombination Maksimal-Minimaltarifsystemet med General-Konventionaltarifsystemet med de facto Mestbegunstigelse2). Det maa dog anføres, at de af Frankrig ydede Konventionalsatser i væsentlig har Form af Toldbindinger, saaledes at Kombinationen af de to Dobbelttariftyper har haft den Fordel, at Konventionalsatserne paa det af Frankrig ønskede Niveau. Dobbelttarifsystemet (Maksimal-Minimaltarifsystemet) blev først indført i Spanien (i 1877), dernæst i Frankrig (1892) og findes nu yderligere i Australien, Belgien (1924), Brasilien, Cuba (1927)3), Estland (1928), Græken- 1) Ved „uegentlig Toldbinding' förstaas det Forhold, at den ene Kontrahent finde sig i en Opsigelse af hele Traktaten i Almindelighed med et kortere Varsel end ellers fastsat, saafremt nærmere angivne Satser bliver forhøjet. Det er saaledes snarere at betragte som en Ændring i Opsigelsesbestemmelserne en Binding (jfr. f. Eks. den dansk-spanske Handelstraktat 2. Januar 1928). 2) Den af Frankrig opstillede Sondring mellem de facto og de jure Mestbegunstigelse er ikke ganske klar, men synes at være af mere formel end reel Karakter. 3) Maksimaltarifen er endnu ikke anvendt overfor noget Land, og det formenes, at den kun vil blive anvendt — helt eller delvis — overfor Lande, som paalægger cubanske Varer prohibitive Toldsatser. Side 53
land, Letland
(1928), Litauen (1928), Persien (1928), Systemet er endelig blevet forsøgt af Rusland, som indførte i 1893, idet den russiske Regering benyttede Enkelttarif af 1891 som Minimaltarif, medens Maksimalsatserne blev dannet ved et 30 pCt.s Tillæg for Helfabrikata, 20 pCt. for Halvfabrikata. For Raamateriale var Satserne derimod ens. Det medførte imidlertid en Række Tarifstridigheder, og Maksimaltarifen nærmest Karakter af en Kamptoldtarif og maatte kombineres med en Konventionaltarif. I 1903 blev det opgivet til Fordel for Enkelttarif en, som dog i flere Tilfælde blev bundet Følge af Tariftraktater. Ogsaa Norge har haft Dobbelttarifsystem fra 1897 til 1925, men Maksimalsatserne havde her faktisk mere Karakter af Straffetold. 1925 drog ogsaa Norge Konsekvensen heraf og har siden da Enkelttarif med dertil hørende Straffetoldbestemmelse. Endelig har
Dobbelttarifsystemet som Straffetoldsystem ad 111.
General-Konventionaltarifsystemet. Dette System bestaar af en under Hensyntagen til Traktatforhandlinger fastsat Generaltarif og en ved Afsluttelse Tarifaftaler med Udlandet bunden Tarif, Konventionaltarifen. sidste, der — gennem Mestbegunstigelsesforpligtelsen sædvanligvis generaliseres, omfatter som Regel færre Positioner Generaltarif en. Jo flere Toldnedsættelser, Konventionaltarifen des større ydre Lighed bliver der mellem dette System og den bundne Dobbelttarif, og naar Toldbindingerne de overvejende og Nedsættelserne de færreste, faar den Lighed med en bunden Enkelttarif. Nogen skarp Grænse mellem General- og Konventionaltarif system et og Dobbelttarif- og til Tider Enkelttarif sy stem et kan der derfor ikke altid drages. Enkelte Forfattere henfører det forøvrigt under Enkelttarifsystemet. Fordelen ved General- og Konventionaltarifsystemet i Modsætningtil autonome Maksimal- og Minimaltarifsystem er den, at der gives Forhandleren større Bevægelsesfrihed og derved skabes større Mulighed for Opnaaelse af Modydelser. Systemet er som tidligere nævnt et udpræget materielt Reciprocitetssystem,beregnet Udveksling af Begunstigelse mod Begunstigelseunder til de paagældende Landes specielleInteresser. medfører derhos den Fordel, at der — saalængeTarifaftalerne Side 54
længeTarifaftalernebestaar, som
oftest i en længere Aarrække — Ulempen ved Systemet ligger som ved alle bundne Tarifer foruden i Toldautonomiens Opgivelse — i at forlige de finansielle, beskyttelses- og forhandlingsmæssige Momenter og deri, at Systemet, saalænge Forhandlingerne staar paa, medfører større Toldbelastning for Forbrugerne, Usikkerhed for Producenten Hensyn til den endelige Toldsats og Faren for en forøget men ikke tilsigtet Beskyttelse1), ogsaa efter Forhandlingsperioden Tyskland). Dette vil navnlig fremkomme, saafremt Forhandlingerne ikke fører til det ønskede Resultat, d. v. s. at Staten ikke faar solgt alle de Satser, den er villig til at sælge, selvsagt mod tilsvarende Indrømmelser, og som man formodede, at Modparten var villig til at købe, thi ihvorvel der ikke teoretisk noget i Vejen for, at Generalsatsen kan nedsættes ad autonom Vej, bliver der let skabt en Forventning hos Producenterne Bevarelse af de høje Satser. Endelig lægger Systemet meget stort Ansvar paa Forhandleren, idet han kan blive tvunget til at gøre Indrømmelser, som ligger under det tiltænkte dette har man i nogle Tilfælde søgt at undgaa ved forud at fastsætte Konventionalsatserne eller en Minimumsgrænse visse Varer efter nøje Afvejen af finansielle og økonomiske men i samme Forhold, man gør dette, forringes Effektivitet som Forhandlingsmiddel. I det foranstaaende er det forudsat, at Generaltarifen, hvori der kan gives Indrømmelser, sættes i Kraft, før Forhandlingerne indledes. For at undgaa de hermed forbundne Ulemper har man (jfr. det tidligere tyske System (1902—06) og det nugældendeschweiziske skabt en Generaltarif og meddeltUdlandet, man er villig til at forhandle paa denne, men foreløbig undladt at sætte den i Kraft. Naar alle Forhandlingerneer burde de Satser i Generaltarifen, som er fastsat med Købslaaen for Øje, ud fra et teoretisk Standpunkt nedsættes ad autonom Vej, men naar dette ikke sker, og Indrømmelsesmarginenikke blevet helt udnyttet, indeholder dette System ligeledes den Mulighed, at Slutresultatet bliver forhøjet Beskyttelse, eller at Konventionalsatserne fastlægges paa det Niveau, man alligevel vilde have fastlagt Toldsatserne 1) Dette i højere Grad, hvor — som i Efterverdenskrigstiden — det forhandlingsmæssige Moment 3: at have noget at slaa af paa, skydes i Forgrunden, f. Eks. herom Udtalelser af Flertallet i den svenske „Tull- och Traktatkomité" i Generalberetning af Ve 1924. Side 55
paa ad autonom Vej. Der skal i denne Forbindelse henvises til en engelsk Kommissions Udtalelse1) angaaende Toldtarif en som Forhandlingstarif („means of bargaining"), nemlig „at der er en Tendens til at overdrive Nytten af en Tarif til at opnaa Nedsættelser i andre Landes Toldtarifer for derved at udvide sit Eksportmarked, idet begge Parter for at have en Margin ved Forhandlingerne erfaringsmæssigt hæver deres Toldsatser til en højere Grænse end Hensynet til Landets økonomiske Interesse kræver, samt at Traktatnedsættelserne sjældent kommer til at ligge under de hidtil i Kraft værende Satser, med mindre saadanneNedsættelser har været paatænkt" (jfr. f. Eks. de svensk-tyske Forhandlinger 1911). Med andre Ord IndrømmelsernesVærdi i mange Tilfælde en Illusion, idet de ofte snarerebestaar Tilbagetagelse af en Trusel end i Ydelse af en egentlig Koncession, men man maa dog her paa den anden Side regne med det rent psykologiske Moment o: at have noget at forhandle paa. En tysk Forfatter2) siger saaledes, at er der „teoretisk vel meget at indvende mod Forhandlingstold og Forhandlingstoldtillæg,er i Virkeligheden uundværlige, saalænge ikke alle førende Lande giver Afkald derpaa, og det er ikke til at vente". En særlig1 Forhandlinsrstarif vil derhos otte være et Værn for den egentlige Brugstarif (jfr. Schweiz og Frankrig). General-Konventionaltarifsystemet
findes i Czekoslovakiet, Præferencesystemet opstaar ved Ydelse af særlige Toldsatser til Fordel for Lande, hvortil det ydende Land har særlig politisk, geografisk eller etnografisk Tilknytning, og som det derfor ønsker særlig at begunstige. Det er derfor ikke nogetToldtarif i samme Forstand som de tidligere omtalte. En saadan præferentiel Toldbehandling er navnlig almindelig i 1) Jfr. Final Report of the Committee on Commercial and Industrial Policy after the War (London 1918). 2) Dr. R. van der Borght: Handel und Handelspolitik (Leipzig 1922) S. 458. Endvidere kan ogsaa henvises til' det schweiziske Budskab af 9/i 1925, hvor lignende Betragtninger gør sig gældende, samt Mindretallets Udtalelse den tidligere nævnte Beretning fra den svenske „Tull- och Traktatkomité". 3) Finland vilde principielt have en Enkelttarif, men blev af Omstændighederne ind paa en Række Tariftraktater uden egentlig at være indstillet saadanne, men delvis ved Benyttelse af Stjernesystemet, d. v. s. Tillægsafgifter de med en Stjerne forsynede Løbenumre i Toldtarifen; da Konventionalsatserne automatisk indgaar i Stedet for de oprindelige Satser, opstaar der saaledes et General-Konventionaltarifsystem. Side 56
Forholdet mellem Kolonier (resp. Dominions) og Moderlandet og mellem Dominions indbyrdes (jfr. f. Eks. den britiske Præferencepolitik),men ogsaa mellem andre Stater, jfr. f. Eks. Forholdet mellem Cuba og de Forenede Stater (Reciprocitetstraktatenaf mellem en Række sydamerikanske Stater indbyrdes og fandtes tidligere mellem Spanien og Portugal, Spanien og Cuba, Norge og Sverige („Mellemrigsloven") samt forudses at kunne finde Anvendelse f. Eks. mellem de skandinaviskeLande („den skandinaviske Forbeholdsklausul"),mellem baltiske Lande („den baltiske Forbeholdsklausul"),mellem og Portugal etc. Ifølge PræferencesatsernesNatur Formaal kan de ikke udstrækkes til et hviiketsomhelstLand nødvendiggør derfor — som alt antydet — Optagelsen i Mestbegunstigelsestraktater af en Forbeholdsklausul.Præferencesystemet ofte være det forberedende Skridt til en i sidste Linie tilstræbt Toldunion mellem to Lande (jfr. f. Eks. Handelstraktaten af 1853 mellem Prøjsen og Østrig). . En Præferencekolonne kan iøvrigt findes i Forbindelse med et hvilketsomhelst Tarifsystem. England anvender den saaledes Forbindelse med autonom Enkelttarif, Australien i Forbindelse en autonom Dobbelttarif og Canada i Forbindelse med et Tarifsystem, der er en Kombination af Maksimal-Minimaltarifsystemet General-Konventionaltarifsystemet. Præferencetarifen saaledes et Supplement til det egentlige Tarifsystem i Tilfælde af foreliggende Dobbelttarifsystem af den ene eller anden Art bliver den egentlige Minimaltarif (resp. KonventionaltarifJ en Mellemtarif (jfr. „Intermediate Tariff i Australien og Canada eller 2den Kolonne i Spanien). Straffetoldsystemet dannes i saadanne Tilfælde, hvor der i Toldlovgivningen er aabnet Mulighed for Paalæggelse af højere Afgifter overfor visse Lande, i Almindelighed saadanne, der behandler det paagældende Lands Skibe og Varer, eventuelt i Danmark ogsaa Statsborgere, ugunstigere end andre Landes — den rene Straffetold (jfr. f. Eks. § 4 i den danske, § 10 i den tyske Toldlov). Undertiden har Straffetolden en videre Karakter, idet den kan bringes til Anvendelse overfor Lande, der underkaster det paagældende Lands Varer særlig ugunstige Betingelser, navnlig høje Toldsatser1) (jfr. Frankrig og Schweiz). 1) „Vergeltungszoir, jfr. J. B. Esslen: Die Politik des auswärtigen Handels (Stuttgart 1925), Side 164. Side 57
Den findes i Lande saavel med Enkelttarif (f. Eks. Danmark, Norge, Sverige og U. S. A.) som med Maksimal-Minimaltarifsystem Eks. Frankrig og Spanien) og General-Konventionaltarifsystem Eks. Finland, Italien, Tyskland, Østrig og Ungarn). Undertiden anvendes selve Maksimalsatserne sorn Straffetold (f. Eks. Brasilien og tidligere Norge, Rusland og U. S. A.), men den bestaar i Reglen af et procentvis Tillæg de almindelige Satser eller eventuelt til Maksimalsatserne (Frankrig og Spanien). Procenten kan være fastsat i Toldloven (jfr. Tyskland (Fordobling af Satser) og (Norge Firedobling), eller der kan være en vis Maksimumsgrænse for den (jfr. i Danmark indtil 75 pCt. ad valorem), Finland og Sverige (højst en Fordobling af Satsen)). Straffetoldens Ikrafttræden vil i Almindelighed overladt til Regeringen, men den kan ogsaa træde i Kraft automatisk, i hvilket Tilfælde den selvsagt vil have større Slagkraft. Straffetoldens Anvendelse forudsætter som nævnt i Almindelighed vist agressivt Skridt fra Modpartens Side og vil navnlig Anvendelse i Tilfælde af Toldkrig1), altsaa være af midlertidig Karakter. En saadan Kamptold er dog et tveægget Sværd; thi selv om den mulig kan bringe den hjemlige Produktion øjeblikkelig Gevinst, kan den, naar den rammer udenlandske Raastoffer og Fabrikata, som det straff ende Land ikke kan undvære, medføre stor Skade for saavel Produktion som Forbrug. Hertil kommer, at Modparten sjælden bliver Svar skyldig, hvorved Eksportinteresserne bringes i Fare, og Kamptolden derfor som Regel kun anvendes overfor Lande, der er af ringe Betydning som Afsætningsmarked og kun under nødtvungne Forhold. Dette saa meget mere som Hensigten — at tvinge Modparten — ofte slet ikke naas, idet denne efter Omstændighederne kan undgaa Kamptoldens Virkninger ved at vende sig til andre Afsætningsmarkeder, navnlig hvis det straffende kun betyder forholdsvis lidt som Marked for det straffede Land. Som et Middel til Opnaaelse af Traktat maa Straffetolden derfor i Almindelighed anses som lidet egnet. Den indskrænker sig til at være et Supplement til den almindelige og som Nødmiddel under eventuel Toldkrig. 1) Saaledes førte Danmark Toldkrig med Spanien (1883—1892), Østrig-Ungarn Rumænien (1886—1890), Tyskland med Rusland (1893— 1894), Spanien (1894—1899) og Canada (1903—1910), Frankrig med Italien (1888—1898) og Schweiz (1893—1895), ligesom Tiden efter Verdenskrigen har været Vidne til en Række Toldkrige. Side 58
Beslægtet med Kamptolden er Tillægstold til Bekæmpelse Udførselspræmier („countervailing duties"). Saadanne har navnlig haft praktisk Betydning som Retorsion overfor Lande, der gav Udførselspræmier for Sukker. Der har været nogen Tvivl om, hvorvidt Afgiften kunde anvendes Lande, der havde Ret til Mestbegunstigelse, og forskellige Regeringer har under Hensyn til den øjeblikkelige Interesse endog indtaget et forskelligt Standpunkt i saa Henseende. 1880 tog England saaledes det Standpunkt, at „countervailing var i Strid med Mestbegunstigelsesforpligtelsen nogle Aar senere at tage det modsatte Standpunkt. Paa samme Maade erklærede ,U. S. A. i 1894 sig for det første Standpunkt for allerede i 1897 at indtage det sidste, som senere godkendt af de Forenede Staters Højesteret2). Efter Brysselerkonventionen af 1902 maa saadanne Tillægsafgifter siges at være internationalt anerkendt, som ikke gørende Indgreb i Mestbegunstigelsen. En Række Lande har
i deres Toldlove optaget særlige Hvis man dernæst sluttelig vil skematisere Landene, eftersom i de sidste 30—40 Aar har anvendt en Forhandlingstarif: eller General-Konventionaltarifen med deres forskellige Varianter, eller ej, vil man for de europæiske Stormagters Vedkommende naa til det Resultat, at Tyskland, Frankrig, det tidligere Østrig-Ungarn, Rusland (indtil 1917), Italien og Spanien næsten konsekvent har anvendt et af disse Systemer og efter Krigen højtidelig har proklameret at ville fortsætte dermed, medens kun Storbritannien ligesaa konsekvent har holdt fast ved Enkelttarif sy stem et og endnu stadig følger dette. Sovjetunionens Traktatpolitik lader sig vel ikke helt indordne den europæiske Told- og Traktatpolitiks Rammer, men den maa snarest siges at være af forhandlingsmæssig Art. Ser man paa de andre europæiske Lande, vil man se, at alene Danmark og Holland i den ommeldte Periode principielt har holdt sig fri af Forhandlingsprincipet og følgelig afsluttet Traktater uden Tarifaftaler, med andre Ord de af den autonome Enkelttarif følgende rene Mestbegunstigelsestraktater. I Sverige har man derimod i 1911 benyttet Tariftraktatpolitiken, men da 2) Jfr. herom Gregory: Tariffs, S. 471 og United States Tariff Commission: and Commercial Treaties (Washington 1919), S. 433. Side 59
dette kun er sket een Gang, i Forholdet til Tyskland, og Satsernegeneraliseredes, Sverige dog i al Almindelighed siges at staa paa den autonome Enkelttarifs Grund, og at det vil fortsætte dermed foreløbig, tør man vel slutte deraf, at Flertalleti til Overvejelse af en Forandring i Traktatpolitiken nedsatte Kommissioner har taget positiv Afstand fra Forhandlingssystemerne.Finland, oprindelig vilde følge Enkelttarifsystemet,er Omstændighedernes Magt blevet ført ind paa et Slags General-Konventionaltarifsystem særlig baseret paa det i importindskrænkende Øjemed indførte Stjernesystem. Norge havde Dobbelttarif fra 1897 til 1925, men denne havde som alt anført mere Karakter af en Enkelttarif med en Straffetold end af en egentlig Forhandlingstarif. Resten af de europæiske Lande har ført Forhandlingspolitik. Det er en Selvfølge, at Landenes Traktatpolitik i Principet giver Udtryk for en souveræn Opfattelse af den Politik, der bedst er egnet for Landet og dets Økonomi, men paa den anden Side viser en Gennemgang af forskellige Landes Told- og Traktathistorie, geografisk Beliggenhed, omkringliggende Nabostaters Politik og i enkelte Tilfælde den specifike Modparts traktatpolitiske i ikke ringe Grad har haft Indflydelse paa det individuelle Lands Opfattelse. Dette er formentlig Tilfældet for Lande som Belgien og nye Lande som Randstaterne og de østrig-ungarske Successionsstater, og ganske typisk i denne Henseende er Schweiz, hvis Regering utvetydigt har erklæret, at den Omstændighed, at de det omgivende Lande fører Tarifforhandlingspolitik, højere Grad end Overbevisningen om Forhandlingssystemets har ført det ind paa dette System. Søger man dernæst at fremdrage de væsentligste Træk i den ved Tariftraktatsystemet skabte Handelspolitik, vil man se, at Forhandlingssystemet tvinger de Stater, som deltager deri, til 1) at revidere deres Toldtarifer med bestemte Mellemrum uden Hensyn til, om dette er paakrævet af indre økonomiske og politiske Forhold, 2) at indføre i deres Toldtarifer Satser, som indeholder en betydelig Forhandlingsmargin, 3) at forhandlesamtidig, med korte Mellemrum, med et stort Antal Stater. Dertil kommer, at de Lande, som slutter Tariftraktater,ikke ændre deres Traktatsatser, før Traktaterne udløber, samt at der i Forhandlingsperioderne opstaar stor Usikkerhedfor interesserede Erhverv. Paa den anden Side er der større Mulighed for en Tilpasning af Toldsatserne efter Landenes gensidige Handelssamkvem, Af saadanne typiske Side 60
Traktatforhandlingsperioder kan nævnes Aarene 1891—94 og 1902—06, i hvilke den europæiske Toldpolitik blev stabiliseret i to omtrent 10-aarige Perioder, medens den eventuelle Fornyelsei naturligvis bortfaldt. Ved Verdenskrigen bringes Told- og Traktatsystefnerne som saa meget andet i Støbeskeen. Oprettelsen af nye Stater og de ændrede økonomiske og politiske Forhold skaber en helt ny handelspolitisk Æra med hyppige Toldrevisioner, Afsluttelse af Handelstraktater, i hvilke de kendte Forhandlingssystemer kombineres med helt nye, jfr. f. Eks. det franske Mellemtarifsystem det finske Stjernesystem, og Indførelsen af kortvarige i Modsætning til de tidligere langvarige (10 Aars) Tariftraktater. Deraf følger en Ustabilitet indenfor Toldomraadet, Handelen endnu lider, men der synes dog nu at være nogen Lysning i Forholdene, idet Landene mere og mere glider tilbage til de gamle Systemer, og Traktaterne sluttes nu ofte for en noget længere Aarrække. Hertil skal endelig føjes det helt nye Moment: Folkeforbundets paa det handelspolitiske Omraade. Som bekendt Folkeforbundets Økonomiske Komité af den internationale (Maj 1927) Paalæg om at undersøge Muligheden for et fælles Grundlag for Handelstraktater. Den Økonomiske Komité har nødvendigvis, naar den skulde søge at løse den stillede Opgave, maattet foretage en Undersøgelse af de forskellige Traktatsystemer, men den har, som det var til at vente, til Trods for den største Flid og Indsigt ikke kunnet træffe noget Valg mellem den Traktatpolitik, der baseres den urørlige Enkelttarif og paa Forhandlingstarifen. Flertallet af den Økonomiske Komités Medlemmer hælder formentlig til Tariftraktatsystemet som det, der er bedst egnet til at føre til en Nedsættelse af Toldsatserne, hvorpaa følgende Udtalelse, som er godkendt af Folkeforbundets Raadgivende kunde tyde: „Den formener, at den økonomiske Komités Virksomhed, som gaar ud paa at faa alle Stater, om ikke til at akceptere ensartede Tarifsystemer Forhandlingsmetoder, saa i det mindste Overenskomster, der praktisk talt tiltrods for Forskelligheden i Opfattelsen og Metoderne opnaas en effektiv Udførelse af 1927-Konferencens Resolutioner, Øjeblikket er den eneste praktiske Vej, ad hvilken det vilde være muligt at gøre Fremskridt paa Handelspolitikens Omraade." Den fremsatte
Udtalelse er, som det vil ses, meget forsigtigtaffattet,
Side 61
ningogdet Indtryk, som man ved Studiet af de herhenhørende Spørgsmaal maatte faa af det berettigede i de forskellige Staters Uvilje mod at lade sig paatvinge et System, det være sig af den ene eller anden Art, kunde føre til en større Tolerance end hidtil er blevet vist, naar Lande med diametralt modsatte Systemer mødes ved Forhandlingsbordet, vilde allerede noget derved være opnaaet for Fremtiden. Endelig søger Folkenes Forbund ved Oprettelse af internationale af handelspolitisk Karakter at lette og befordre den fri Omsætning mellem Landene. Dette er alt sket ved Barcelonakonventionen af 1921 om Transitfriheden, Konventionerne af 1923 angaaende Forenkling af Toldformaliteter, mellemfolkelig Jernbaneordning og mellemfolkelige Regler vedrørende Søhavne og navnlig ved Konventionen af 1927 med Tillægskonventionen af 1928 angaaende Ophævelse af Ind- og Udførselsforbud og Ind- og Udførselsrestriktioner. Yderligere har Folkeforbundet forberedt et Udkast til en Konvention Behandlingen af Udlændinge (navnlig med Hensyn til Næringsvirksomhed). Hvad specielt angaar den af den økonomiske Verdenskonference 1927 vedtagne Resolution orn, at der skal søges opnaaet en Sænkning af Toldniveauet ad den flersidige Overenskomstvej, Folkeforbundets Økonomiske Komité, som har faaet til Opgave at undersøge Mulighederne for dette Problems og at foreslaa en dertil egnet Fremgangsmaade, ment, at Spørgsmaalet hverken vil kunne gennemføres ved en samlet gradvis (procentvis) Nedsættelse af Toldsatserne eller ved Fastsættelse af en almindelig gældende Maksimaltarif („le tarif plafond"), idet Landenes forskellige Tariftyper og traditionelle Opfattelse vilde umuliggøre en saadan Fremgangsmaade. Derimod har den økonomiske Komité ment, at der er Mulighed for Vej frem ved at tage enkelte Varer op til Undersøgelse i den Hensigt at naa til Enighed om internationalt Satser for saadanne Varer (f. Eks. Aluminium, Staal og Cement). For Cements Vedkommende er Aktionen alt i Gang, men Udsigten til et tilfredsstillende Resultat er ikke særlig god. |