|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 37 (1929)BETINGELSEN FOR KONJUNKTURBEVÆGELSERNESJørgen Pedersen. Professor Wesley C. Mitchell, der ikke er meget tilbøjelig til at drage klare Konklusioner af sine Undersögelser, synes dog i sin Bog Business Cycles at komme til det Resultat, at Betingelsen for, at de saakaldte Konjunkturbevægelser kan fremkomme, at det økonomiske Liv i Samfundet kan karaktiseres med Betegnelsen: „business economy", hvorved förstaas en Tilstand, hvor de enkelte økonomiske Enheder ikke producerer direkte for deres eget Forbrug eller til tuskmæssigt Bytte for Genstande, der tjener deres eget Forbrug, men derimod producerer for at opnaa Pengeindkomst, hvorved man igen forskaffer sig de ønskede Genstande. Beviset for, at denne Betragtning er rigtig, finder Mitchell deri, at Konjunkturbevægelserne først fremkommer, efterhaanden som denne business economy trænger frem, og at de den Dag i Dag optræder samme Grad og med samme Styrke, som det økomiske er indrettet paa en forretningsmæssig Basis. Det vil saaledes kunne paavises, at visse Lande, hvor man endnu i stor Udstrækning lever under naturaløkonomiske Vilkaar ikke kender disse Bevægelser, og ligeledes at der findes en tydelig Overensstemmelse mellem Konjunkturbevægelsernes Styrkegrad og Regelmæssighed og den Del af et Lands Befolkning, der ernærer sig ved Landbrug, et Erhverv, der mange Steder endnu ikke har viklet sig ud af Naturaløkonomiens Svøb.1) Medens
Pengeøkonomien altsaa for Mitchell er en absolut
1) Se Mitchell: Bussiness Cycles særlig S. 72, 87, 174 og 182 if. 2) H. Robertson: Banking policy and the price level London 1926. Side 136
vægeiserikkenødvendigt er knyttet til Pengeøkonomien, men vil kunne fremkomme i et Samfund bestaaende af enkelte Producentereller af Producenter, der udveksler Varer med hinanden in natura, altsaa et Samfund, hvor Penge eller Kredit overhovedet ikke eksisterer. Robertson søger at paavise, at en Forøgelse eller Formindskelse en enkelt Gruppes „Trang" til at komme i Besiddelse af en anden Gruppes Produkter kan føre til ensrettede Forandringer begge - Gruppers Produktion, ja, han hævder endogsaa, at en tilfældig Udvidelse af Produktionen, f. Eks. en Forøgelse af Høstudbyttet kan føre til, at andre Grupper, som er Forbrugere af Korn, forøger deres Produktion for at kunne tilkøbe sig mere af det nu relativt billigere Korn. Paa denne Maade vil Bevægelser i Produktionsvolumen eller Realindkomsten Sted selv i et paa naturaløkonomisk Basis indrettet Samfund. Et tredie Standpunkt indtager Dr. Johan Åkerman1). Denne Forfatter angiver to Betingelser som absolut nødvendige for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst2) nemlig: 1) at Produktionsprocessen Tid og 2) at Kreditsystemet kan fremme Kapitaldannelsen Bekostning af Folk med faste Indtægter. Dr. Åkerman hævder endvidere, at Konjunkturopgangen ikke kan udvikle sig af Depressionen, med mindre der findes en „Kapitalreserve" bestaaende af Lagre af Raavarer og Halvfabrikater, man kan tære paa under Opgangen. Da nu Konjunkturbevægelserne netop bestaar i en Vekslen mellem Depression Højkonjunktur, synes da en saadan Ophobning af Lagre at udgøre en tredie conditio sine guanon for Konjunkturbevægelsernes Dette, at Produktionsprocessen er „tidskrävande", og at Bankerne kan lave Inflation, kan derfor vel tænkes at være nødvendige, men ikke tilstrækkelige Betingelser, der altsaa yderligere kræves Lagerophobning af ganske bestemt Art. Som et fjerde Standpunkt skal nævnes R. G. Hawtrey's Anskuelse, den saakaldte monetære Konjunkturteori, som gaar ud paa, at Forandringer indenfor Kreditsfæren er nødvendige og tilstrækkelige Betingelser for Konjunkturbevægelsernes Opstaaen, som vi kender dem3) 1) Johan Åkerman: Om det ekonomiska livets rytmik (Stockholm 1928). 2) Se navnlig et Foredrag aftrykt i Ekonomen, Dec. 1928. 8) R. G. Hawtrey: Good and bad trade, London 1913, se særlig Quarterly Journal of Economics, Bd. 41, S. 472. Side 137
Vil man indkredse
Problemet om Konjunkturbevægelsernes Denne Liste over de forskellige Standpunkter med Hensyn til Betingelserne for Konjunkturbevægelsernes Opstaaen giver sig ikke ud for at være udtømmende, men den tør anses for at være temmelig repræsentativ og danner i hvert Fald tilstrækkeligt for en Drøftelse af Spørgsmaalet. Allerførst skal gøres den Bemærkning, at det selvfølgelig ikke er vanskeligt at nævne en Række nødvendige Betingelser Konjunkturbevægelsernes Opstaaen. Nogle af disse er imidlertid af saa fundamental Karakter, at det synes unødvendigt nævne dem. Til denne meget store Gruppe hører den af Dr. Åkerman opstillede Betingelse, at Produktionsprocessen Tid. „Der skal Tid til alting undtagen til at fange Lopper" siger et noget vulgært dansk Ordsprog. Hvis Produktionsprocessen tog Tid, saaledes at man altsaa kunde faa alle sine Ønsker opfyldt ved at sige: „Dug dæk dig!", vilde det ikke være nødvendigt at økonomisere med nogen Ting, og hverken Konjunkturbevægelser eller økonomisk Videnskab vilde eksistere. Det er overhovedet ikke af synderlig Betydning at opstille eller opregne nødvendige Betingelser for disse Konjunkturbevægelsers medmindre disse Betingelser samtidig er tilstrækkelige. Det vi her skal
undersøge er da, om de af de ovennænvte Hvad nu først Professor Mitchell angaar, saa hviler hans Anskuelse paa et bredt erfaringsmæssigt Grundlag; han er istand til at paavise, at i ældre Tid, da det økonomiske Liv i det væsentligste reguleredes af Staten eller halvoffentlige Korporationer, Konjunkturbevægelser af den Art, vi nu kender, ikke. De viser sig derimod gradvis, efterhaanden som det økomiske mere og mere baseres paa den enkeltes Profitstræben, og viser sig først i fuld Udfoldelse, hvor business Principet som i det europæisk-amerikanske industrielle Liv er blevet eneherskende. At der findes en saadan Overensstemmelse mellem KonjunkturbevægelsernesStyrke den industrielle Udvikling vil næppe blive bestridt af nogen, men dette indebærer ikke, at Pengeøkonomiens1) Fremtrængen er en tilstrækkelig Betingelse 1) Vi bruger i denne Artikel for Nemheds Skyld Ordet Pengeøkonomi synonymt med Mitchells Udtryk „business economy", selv om de to Udtryk ikke, hvad Ordenes Betydning angaar, er ganske identiske. Side 138
for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst. Det kan være, at disse Bevægelser vel faktisk i Reglen følger med Pengeøkonomien, uden at dette nødvendigt behøver at være Tilfældet. Hvis dette er saaledes, har man altsaa ikke at gøre med en tilstrækkeligBetingelse, Pengeøkonomi kan tænkes uden Konjunkturbevægelser. Naar dernæst Mitchell paapeger den negative Korrelation mellem den Procentdel af et Samfunds Befolkning, som Landbrugerne og Konjunkturbevægelserne, saa behøver denne Kendsgerning ingenlunde at støtte hans Hypotese; thi for det første drives Landbruget mange Steder f. Eks. her i Landet paa en fuldt ud forretningsmæssig Basis, og den Del, Landmændene af deres egne Produkter, betyder kun lidet i Forhold til den samlede Produktion, og dernæst behøver man ikke at ty til dette Moment som Forklaring paa, at Landbruget ikke opviser Konjunkturbevægelser1) af samme Art som Industrien. Fænomenet kan nemlig forklares paa anden Maade; man kan saaledes pege paa, at de faste Omkostninger i Landbruget ofte udgør en saa stor Del af Bedriftens samlede Udgifter, at der skal meget ugunstige Prisforhold til, før de løbende Omkostningerikke dækket. Har en Mand et Stykke Jord med tilhørende Bygninger og Maskiner, vil det ikke kunne betale sig at indskrænke Produktionen, selv om disse Værdier ikke forrentes, ja, selv Driftherrens eget Underhold er en „fast Omkostning", og selv om hans egen Arbejdsindsats kun honoreresmed meget lille Beløb, vil det bedre kunne betale sig for ham at arbejde end at ligge stille, da han dog sjeldent vil have Lejlighed til at anvende sin Arbejdskraft med Udbytte andet Steds. End ikke Udgiften til lejet Arbejdskraft behøver altid at dækkes fuldt ud, for at Landmanden skal se sin Fordel ved at fortsætte Produktionen i sædvanligt Omfang; det kan nemlig være, at de Forstyrrelser i Bedriften, som en midlertidigIndskrænkning volde, giver større Tab end Underskudet paa den betalte Arbejdsløn. Der er derfor særdeles vel Mulighedfor, rent forretningsmæssige Overvejelser kan føre til, 1) Ved Konjunkturbevægelser forstaar vi i denne Afhandling cycliske Bevægelser — ikke i Produktionsvolumen, heller ikke i Driftsherrernes Profit men i Omfanget af den relative økonomiske Aktivitet navnlig saaledes det giver sig Udslag i Beskæftigelsesgraden; vi gaar ud fra — hvor ikke andet nævnes — at de Forfattere, hvis Anskuelser drøftes, opfatter Konjunkturbevægelserne paa samme Maade, selv om det ikke altid er ganske at dette er Tilfældet. Side 139
at Bedriften fortsættes uforandret uden Hensyn til de cycliske Svingninger i det økonomiske Udbytte. Naar hertil føjes, at Driftsherren i Landbruget paa Grund af Bedriftens Lidenhed i mange Tilfælde overhovedet ikke anvender lejet Arbejdskraft, saa reduceres hans løbende Omkostninger ofte til et saa übetydeligtMinimum, det praktisk talt aldrig vil kunne betale sig for ham at indskrænke Virksomheden, med mindre varige Ændringer i Produktionsvilkaarene indtræder. Naar Mitchell endvidere peger paa, at Konjunkturbevægelserne de øvrige Erhvervsgrene er stærkere i de store end i de smaa Virksomheder, behøver dette heller ikke at skyldes, at Pengeøkonomien er stærkere gennemført i de første end i de sidste. Sædvanlig vil den selvstændigt arbejdende Haandværker forbruge mere af sine egne Produkter end den store Fabrikant. Forklaringen kan være den samme som for den selvstændige mindre Landbruger nemlig, at han ser sin Fordel ved at arbejde for en mindre Fortjeneste fremfor at ligge stille. Man vil heraf se, at Pengeøkonomien eller den enkeltes Stræben størst mulig Profit ikke er tilstrækkelig til at fremkalde Spørgsmaalet er nu, om denne Form for økonomisk Virksomhed er en nødvendig Betingelse for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst. Dette Spørgsmaal besvares som allerede nævnt benægtende af D. H. Robertson, idet han paastaar, at Konjunkturbevægelser fremkomme i et Samfund, hvor man overhovedet ikke arbejder for Pengeindkomst, men hvor Vare byttes mod Vare. Da denne Teori af let forstaaelige Grunde ikke kan bygge paa Erfaring, bliver det nødvendigt at se lidt nærmere paa de Argumenter, som fremføres til Støtte for den. I andet Kapitel af sit tidligere nævnte Værk foretager Robertson den fra enhver nuværende eller forhenværende Virkelighed Abstraktion at forudsætte, at de enkelte Industrigrene i Samfundet „is in the hands of a group of equal copartners, owning its own instruments of production in common deciding in some democratic manner on its industrial policy, somewhat as is advocated by the theorists of Guild Socialism." I et saadant Samfund, siger Forf., kan der tænkes tre forskellige Forhold, som kan give en Gruppe forstandig Anledningtil af Produktionens Omfang nemlig 1) Forandringaf (real operating costs) 2) Forandringaf af den Trang (intensity of desire), en Gruppe føler til de Varer, som den modtager i Bytte for sine Side 140
Produkter. 3) Forandring i „the real demand price" for en Gruppes Produkter d. v. s. Ændring af det Forhold, hvortil andre Grupper er villig til at tilbytte sig dens Produkter. Robertsondiskuterer disse Muligheder en for en, og det siger sig selv, at denne Drøftelse er af udpræget spekulativ Art, eftersom man ikke har andre Erfaringer at støtte sig paa, end de lagttagelser, man har kunnet gøre om Menneskers psykologiskeReaktionsmaade al Almindelighed. En Formindskelse af Produktionsbesværet, siger Forf., vil føre til en Forøgelse af den Mængde, det er Ulejligheden værd for en Gruppe at producere, medens det omvendte vil være Tilfældet ved en Forøgelse af Produktionsbesværet. Dette behøver imidlertid næppe at være rigtigt. Der er f. Eks. ikke mange, der vil mene, at en Formindskelse af Besværet Fremstilling af Drikkevand i et Samfund, hvor man i forvejen har denne Vare i rigelig Mængde, vil føre til en forøget Fremstilling; hvad der i et saadant Tilfælde vil ske er, enten at den Gruppe, der producerer Drikkevand, vil yde mindre Arbejde, eller at nogle af dens Medlemmer vil udvandre til Grupper, producerer Varer, hvis Forbrug er mere elastisk og derved bidrage til en Forøgelse af Produktionen af denne Vare, men en saadan Vandring mellem Grupperne er i Virkeligheden i Strid med de af Robertson opstillede Forudsætninger, som netop gaar ud paa. at Vandring mellem Grupperne ikke finder Sted1). Hvorvidt en Formindskelse af Produktionsbesværet vil føre til forøget Produktion af den paagældende Vare beror aabenbart om andre Grupper vil yde et saa meget større Kvantum deres Produkter for et forøget Kvantum af den Vare, hvis Produktionsbetingelser er forandrede, at Producenterne af denne Vare vil opgive den Tilfredsstillelse ved den formindskede som Lettelsen i Produktionsbesværet eventuelt giver den. Den mest alvorlige Indvending mod Robertsons hele Tankeganger den, at Spørgsmaalet er ganske irrelevant for Konjunkturproblemet; thi dette drejer sig som nævnt ikke om Bevægelser i Produktionsvolumen i Samfundet, men om cycliske Bevægelser i Muligheden af Beskæftigelse for de for Haanden værende Produktivkræfter (se Robertsons Henvisning til Arbejdsløsheden som et nødvendigt Karaktertræk ved KonjunkturbevægelserneS. i hans Bog). En Forøgelse af Produktionsvolumensom 1) se nævnte Værk S. 8. Side 141
duktionsvolumensomFølge af mindsket Produktionsbesvær med samme eller med mindre Arbejdspræstation for Samfundet som Helhed saavel som et uændret Produktionsvolumen med reduceret Arbejdspræstation er lige irrelevante Fænomener med Hensyn til Konjunkturproblemet. Robertson søger imidlertid at paavise, at saadanne Variationer det tekniske Besvær i Samfundet som Helhed kan paapeges Konjunkturcyclens Forløb, idet Produktionsbesværet er stigende i den sidste Del af Højkonjunkturen og faldende hen imod Depressionens Slutning, og paa Grundlag heraf hævder han, at selv om det ikke dermed er bevist, at disse Variationer er Ophavet til Konjunkturbevægelserne, er det dog ikke urimeligt gaa ud fra, at dette er Tilfældet. Hertil er at sige, at det dog ganske tydeligt er Konjunkturbevægelsernes der fremkalder denne overdrevne Anspændelse Produktionskræfterne, som i Højkonjunkturen menes at formindske deres tekniske Effektivitet, og Udskilningen af mindre effektive Enheder, der i Depressionen øger Gennemsnitsydelsen; er at stille Tingene ganske paa Hovedet at ville forklare Konjunkturbevægelseme ved dette rene Følgefænomen. vil heller ikke være let at forklare, hvorfor en Overanspændelse af Produktivkræfterne skulde føre til, at disse i stor Udstrækning -— endda som det synes ufrivilligt — ophører enhver økonomisk Aktivitet (Arbejdsløshed). Dertil kommer yderligere, at det Moment, Robertson peger paa, ikke har den Betydning, det ofte tillægges. Det afgørende for Driftsherrernes Beslutning om Indskrænkning eller Udvidelse af Aktiviteten er ikke Omkostningerne i teknisk Forstand, men derimod bogholderimæssige Omkostninger: Arbejdslønnens, Rentens og Materialprisernes Højde. Hvad dernæst angaar Robertsons anden Anledning til KonjunkturbevægelsernesFremkomst: Gruppes Ændring af „Trangen" til at komme i Besiddelse af en anden Gruppes Produkter, skal vi gøre den Bemærkning, at det dog kun kan være Ændringer i Trangen til Goder i Samfundet i sin Helhed, som kan bevirke Ændringer i Produktionsvolumen, og en saadanÆndring Trang kan vel ikke antages at have et cyclisk Forløb. En asketisk Religions Fremtrængen i et Samfund kan vel tænkes gradvis at formindske Befolkningens Sans for denne Verdens Goder og føre til aftagende økonomisk Aktivitet, ligesomen nydelseslysten Livsanskuelses Fremgang kan have det modsatte Resultat, men enhver vil vel indrømme, at disse Foreteelser ikke har nogen Berøring med det her drøftedeProblem. Side 142
tedeProblem.Nu indrømmer Robertson ganske vist, saa vidt jeg forstaar ham, at Ændringer i Trangen til visse Konsumgodersædvanlig Ændringer i modsat Retning til andre Konsumgoder og altsaa ikke kan fremkalde Totalbevægelser i den økonomiske Aktivitets Omfang. Dette skulde derimod være Tilfældet med Trangen til Maskiner og Redskaber m. m., men hvorledes skulde man kunne tilfredsstille Trangen til disse Genstande, uden at nogen iforvejen — tvungent eller frivilligt — har givet Afkald paa andre Goder? Det er derfor ikke muligt at se, hvorledes en saadan ndring „Trang" i sig selv skulde kunne fremkalde noget i Retning af det, vi forstaar ved Konjunkturbevægelser; der kan højest være Tale om Forskydninger mellem forskellige Grupper. Det tredie Moment, som skulde kunne fremkalde Konjunkturbevægelserne Paavirkningen af en Gruppes Produktionsomfang, Ændringen i den Mængde Produkter, andre Grupper var villige til at give i Bytte for dens Frembringelser. Her gælder imidlertid den samme Indvending som i det foregaaende at man ikke kan se, hvorledes dette Moment skal kunne fremkalde Totalforandringer af cyclisk Karakter. Hvis der ikke, som i det lige drøftede Tilfælde, i Samfundet som Helhed opstaar en Tilbøjelighed til mod forøget Indsats at tilkøbe sig en forøget Godemængde, hvilken Tilbøjelighed, som lige nævnt, ikke kan antages at optræde cyclisk, saa vil den Gruppe, der tilbyder mere af sine Varer for samme Mængde af en anden Gruppes Varer, nødvendigvis tilbyde andre Grupper for deres Varer, og hvis den Gruppe, der tilbyder det større Kvantum, deraf forledes til at tilkøbe sig saa meget af den tilbudte Vare, at dennes Producenter opnaar en større Mængde af Byttevaren (Elasticiteten > 1), saa maa denne Gruppe overgive mindre af sine Varer til andre Grupper, medmindre Trang til Varer i det hele taget er vokset, saaledes at den vil bringe et større samlet Offer for at komme i Besiddelse af et større samlet Kvantum Varer. Vi vil slutte denne besværlige og trættende Diskussion af Robertsons over al Maade abstrakte Tilfælde med at fastslaa, at denne Forfatter ikke har paavist, at Konjunkturbevægelserne kan opstaa i et paa naturaløkonomisk Basis organiseret Samfund, at han altsaa heller ikke har rokket ved Professor Mitchells Paastand om Pengeøkonomien som nødvendig Betingelse Konjunkturbevægelserne. Den tredie
Forfatter, hvis^ Anskuelser paa dette Punkt vi
Side 143
at Paastanden om, at Produktionens Tidtagen er en nødvendig Betingelse for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst, er en Selvfølgelighed,idet overhovedet ikke kan tænke sig økonomisk— anden — Virksomhed uden i Forbindelse med Tid. Lige saa selvfølgelig er det, at Produktionens Tidtagen ikke er nogen tilstrækkelig Betingelse for disse Betingelsers Fremkomst — noget Åkerman ganske vist heller ikke har paastaaet—, vi vil gaa et Skridt videre og sige, at Produktionstidenikke nogen som helst Forbindelse med Konjunkturbevægelserne;som herfor skal vi blot anføre, at Produktionen altid har taget Tid, og at det ikke er muligt at paavise,om gennemgaaende tager mere eller mindre Tid nu end tidligere; men Konjunkturbevægelserne er af forholdsvis ny Dato, og det synes derfor ejendommeligt, om „ProduktionsperiodensLængde" have nogen som helst Forbindelse med Fænomenet. Hvad angaar den anden af Åkerman opstillede Betingelse (se foran S. 136), saa falder den i Virkeligheden sammen baade med Mitchells Betingelse, idet „business economy" vanskeligt kan tænkes uden i Forbindelse med et saadant Banksystem, og med Hawtreys Betingelse, Vi skal derfor ikke nærmere drøfte den paa dette Sted, men kun bemærke, at nogen tilstrækkelig er Banksystemet næppe, og det af de under Drøftelsen af Mitchells Standpunkt nævnte Grunde. 9 Derimod skal vi
gøre nogle Bemærkninger om Dr. Äkerman's Den Statistik elier anden Oplysning, der findes om Varelagrenes og Sammensætning, er desværre saa mangelfuld, den ikke kan sige det afgørende Ord i denne Sag. Paa Grundlag af saadanne Oplysninger mener Dr. Åkerman dog at kunne fastslaa, at Lagrene af Raavarer og Halvfabrikater varierer omvendt med Konjunkturbevægelserne, saaledes at Lagerets Maximum altsaa falder sammen med Konjunkturcyclens Minimum, Lagrene af færdige Forbrugsvarer i Hovedsagen varierer som Konjunkturcyclenx). Variationerne i Lagrenes Størrelse spiller en Rolle hos de fleste Forfattere, der har behandlet Konjunkturproblernet. Hawtre 2) gaar saaledes ud fra, at Lagrene under de stigende Priser øges i spekulativt Øjemed hos Mellemhandlerne, der likviderer Lagrene, naar Konjunkturomslaget indtræffer, hvorved dette forstærkes.Af 1) Se Diskussionen af Spørgsmaalet i Åkerman's Bog S. 75 f. f. 2) I det tidligere nævnte Værk. Side 144
stærkes.Afnogle Undersøgelser foretaget af J. M. Keynes1) drager Robertson følgende Konklusion: „There is, however, some evidence that in the recent cycle in this country stocks diminished during the last few months of the boom, increased during the first year of depression, and during the remainder of the depression suffered a continuous decline." Dette falder — som man ser — i Hovedsagen sammen med Hawtrey's Anskuelse. Da man ikke har Statistik til Afgørelse af Spørgsmaalet, findes der ingen anden Vej end at ræsonere sig til et Resultat. Dette synes at maatte blive, at de handlende opsamler Lagre under stigende Priser, medens Producenterne paa Grund af manglende Afsætning og for saa vidt muligt at holde Virksomhederne Gang opsamler Lagre i Begyndelsen af Nedgangsperioden. Haabet om snarlig Bedring af Konjunkturerne skuffes, realiseres Lagrene atter, saaledes at Lagrene overalt er paa Minimum sammen med Konjunkturbevægelserne. Dr. Akerman's Thesis — som han har fra Knut Wicksell — er nu den, at hvis der ikke i Depressionstiden findes betydelige vil Opgangen ikke kunne finde Sted, fordi der i saa Fald vilde kræves en saadan Indskrænkning af det nutidige Forbrug, at Tiderne i forbrugsmæssig Henseende ikke kunde kaldes gode. Naar Lagrenes Opgave angives paa denne Maade, ses det ikke, hvorfor Åkerman, saaledes som Tilfældet er, sondrer mellem af Konsumvarer og andre Varer. Det afgørende maa blive Lagrenes totale Størrelse. Et Lager af Raavarer eller Halvfabrikater vil ganske vist betyde, at en Udvidelse af Produktionsapparatet finde Sted med samme Arbejdskraft uden saa stærk en Overflytning fra Konsumgodeproduktionen, som vilde udkræves, hvis saadanne Lagre ikke fandtes, men et Lager af Konsumvarer vilde paa den anden Side bevirke, at en saadan Overflytning kunde finde Sted, uden Indskrænkning af det nutidige Forbrug. Er man klar herover, vil Opgaven at samle Statistik til Konstatering af den faktiske Lagerbevægelse være betydelig lettet, idet man slipper for den vanskelige — i mange Tilfælde umulige — Sondring mellem Konsumvarer og andre Varer. Hovedsagen er
imidlertid, om en Lageropsamling overhovedeter
1) Memorandum Nr. 1 on Stocks and Staple Commodities (London and Cambridge Economic Service). Side 145
kan sætte o ind. Dette Spørgsmaal maa afgjort besvares med Nej. Dr. Åkerman synes ganske at overse, at der i Depressionenaltid — og efter den her anvendte Definition altid maa findes — Ledighed saavel af Mennesker som af Maskiner. Den Omstændighed, at disse tages i Virksomhed, selv om det sker til udvidelse af Produktionsapparatet eller til Fremstilling af Raavarer eller Halvfabrikater, behøver dog ikke at betyde nogen Indskrænkning af Konsumvareforbruget i Landet, før deres Forbrug overstiger, hvad de forbrugte som arbejdsløse. Naar dertil kommer, at den Kreditudvidelse, der nødvendigt maa fremkomme ved Virksomhedernes Igangsættelse,som Åkerman selv er fuldt ud opmærksom paa, saafremt Udvidelsen af Konsumgodeproduktionen ikke holder Skridt med de nyansatte Arbejderes eventuelt udvidede Forbrug, fører til en Indskrænkning af Forbruget hos alle med faste eller langsomt bevægelige Indtægter, er der god Mulighed for, at en opadgaaende Konjunktur kan indtræde uden en Indskrænkning— endog med en Udvidelse — af det samlede Forbrug af Konsumvarer i Landet, uanset om der tæres paa Varelager eller ikke. En saadan
Ophobning af Varelagre i Depressionstiden kan Vender vi os endelig til Hawtrey's Paastand om, at Forandringer for Kreditsfæren er tilstrækkelige og nødvendige Betingelser for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst, saa kan vi heller ikke akceptere denne Sætning. Tænker man sig et fuldstændig „atomistisk" Samfund, hvor Produktionsfaktorernes Priser øjeblikkeligt tilpassede sig de skiftende Afsætningsforhold for de paagældende Produktionsydelser, og hvor Produktionsfaktorerne fuldt mobile fra den ene Produktionsgren til den anden, vilde Udvidelsen og Indskrænkningen af Betalingsmidlernes vel medføre Prisbevægelser men ikke Bevægelser i Produktionsomfanget eller Beskæftigelsesgraden. Konjunkturbevægelserne da i Sandhed blive et rent monetært Fænomen. Ja, man kan gaa videre og sige, at naar blot en vigtig Gruppe af Produktionsfaktorer f. Eks. Arbejdet havde de ovennævnte Egenskaber i et vist Omfang, vilde Kreditudvidelse og Kreditindskrænkning vel fremkalde tilsvarende Bevægelser i forskellige Produktiongrenes Rentabilitet, men Konjunkturbevægelser,som kender dem, med Arbejdsløshed, vilde ikke indtræde. Hawtrey's Paastand er rigtig under Forudsætning af de nuværende sociale Institutioner og den nuværende Mentalitethos Side 146
litethosProduktionsfaktorernes Indehavere, men da begge disse Momenter kan ændres, er det ikke korrekt at sige, at Kreditsystemeter tilstrækkelig Forudsætning for KonjunkturbevægelsernesFremkomst. Det Spørgsmaal, vi til sidst skal berøre, er da dette: Er det overhovedet muligt at angive en enkelt Betingelse eller flere enkelte eller samvirkende Betingelser som nødvendige og tilstrækkelige til at fremkalde Konjunkturbevægelserne? Det er uklogt at udtale sig for kategorisk om Spørgsmaalet; vi skal dog henstille til Overvejelse, om ikke Eksistensen af en besiddelsesløs, Penge lønnet Arbejderklasse under den herskende er en nødvendig Betingelse for Konjunkturbevægelsernes Hvis den økonomiske Virksomhed var udstykket i smaa Bedrifter, hvori lejet Arbejdskraft ikke anvendtes, synes Konjunkturbevægelser, som dem, hvorom her er Tale, ikke at kunne fremkomme. Ligesom den selvstændigt arbejdende Landmand aldrig bliver arbejdsløs uanset, hvorledes Prisforholdene de Varer, der har Interesse for ham, gestalter sig, saaledes vil ogsaa den selvstændigt arbejdende inden for andre Erhverv i Almindelighed se sin Fordel ved at fortsætte sit Arbejde, om den Betaling, han kan faa derfor, midlertidigt ligger under en vis Højde. Den Vare eller Tjeneste, som fremstilles ydes, kan naturligvis være af en saadan Art, at den ikke kan afsættes til nogen Pris, og hvis dette Forhold er midlertidigt, er det muligt, at den selvstændigt arbejdende vil foretrække at gaa ledig fremfor at søge andet Erhverv. Ledighed kan ogsaa finde Sted, fordi en Person midlertidigt ikke kan tjene saa meget, at han finder det Ulejligheden værd at arbejde, idet han paa anden Maade kan skaffe sig Midler til at leve for, men disse Tilfælde af Ledighed har kun lidet tilfælles med den periodisk optrædende Arbejdsløshed. Hertil kommer, at hvis Produktionen fortsattes paa de Omraader, hvor Varernes Efterspørgselselasticitet tillod det, vilde stærke Udsving paa andre Omraader være ret sjældne. Det følger af den Tankegang, vi her er inde paa, at i et autoritativt ledet Samfund, hvor en enkelt Myndighed har Magt til at dirigere det økonomiske Liv i egen eller alles Interesse, vil Konjunkturbevægelser, som dem det her drejer sig om, og hvis væsentligste Kendemærke er den fra et individuelt Synspunkt ufrivillige Vekslen i Beskæftigelsesgraden, kunne fremkomme, og dette gælder selv om Arbejderne pengelønnede. Lønarbejdet i
Forbindelse med en Retsorden, som principielter Side 147
altsaa en nødvendig Betingelse for Konjunkturbevægelsernes Fremkomst, men er det ogsaa en tilstrækkelig Betingelse? Det vil allerede fremgaa af det lige anførte, at dette ikke er Tilfældet.Hvis indretter deres Lønpolitik saaledes, at deres Krav under ændrede Prisforhold altid svarer til den økonomiskeVærdi deres Arbejdsprodukter, og hvis de samtidig er villige til og har Evne til i en vis Udstrækning at skifte Erhverv, vil de cycliske Bevægelser i Beskæftigelsesgraden udeblive selv i et Samfund, hvor Lønarbejdet spiller en betydeligRolle. er altsaa ikke i sig selv en tilstrækkelig Betingelse for disse Bevægelsers Fremkomst; yderligere kræves ihvertfald en vis Mangel paa Bevægelighed hos Arbejdskraften samt en Tilbøjelighed til at holde fast paa bestaaende Lønsatser, selv om det øjeblikkelige Udbytte af Arbejdsydelsen forudsætter en højere eller lavere Løn. Dr. Ragnar Frisch fremkom nylig med den Udtalelse, at Konjunkturbevægelserne var Svingninger væsentlig af samme Art som Pendulsvingningerne der ikke var bundne til den Impuls, som har fremkaldt dem (fri Svingninger), men som er afhængige af Instrumentets Struktur, Dette er rigtigt, saa længe man betragter et tilstrækkelig kort Tidsafsnit. I et saadant kort Tidsafsnit kan man nemlig betragte de sociologiske Fænomener, hvorom det drejer sig, som uændrede. Betragter man derimod Spørgsmaalet paa længere Sigt, passer Analogien ikke, thi medens Svingninger er af mekanisk Art, drejer det sig her om en bestemt Retsorden og en bestemt Mentalitet hos Produktionsfaktorernes Indehavere, altsammen Forhold, der kan ændres og tidligere har været anderledes. Af de foregaaende Betragtninger er det fremgaaet, at Konjunkturbevægelserne er et elementært økonomisk Fænomen, d. v. s. det er ikke med Nødvendighed knyttet til økonomisk Virksomhed under alle Forhold. Det er derimod et institutionalistisk idet det er knyttet til bestemte Institutioner af retlig eller faktisk Art. Dermed er ikke sagt, at disse Bevægelser ikke kan afsvækkes,uden det centrale i den nuværende Retsorden eller øvrige bestaaende Samfundsformer derved angribes. Der er, som vi har set, flere Gennemgangsled, som er nødvendige for, at Konjunkturbevægelserne skal fremkomme. Blandt disse peger en Række Forskere paa Kreditmekanismen. Hvis en bestemt Kreditpolitik bevirker visse Prisbevægelser, og disse igen bevirkerBedriftsudvidelse eller Indskrænkning, med deraf følgende Vekslen i Beskæftigelsesgraden, er det indlysende, at en anden Side 148
Kreditpolitik, som f. Eks. gik ud paa at holde Prisniveauet mest muligt stabilt, vilde hindre Bevægelsen i Beskæftigelsesgraden.Naar Pigou i sin Bog: Industrial Fluctuations oyerfor Hawtrey og den saakaldte monetære Konjunkturteori bemærker, at man maa skelne imellem Aarsager til Konjunkturbevægelserneog Veje, ad hvilke disse forplanter sig, saa er dertil at sige, at en saadan Sondring vel er teoretisk interessant,men ret betydningsløs for Konjunkturpolitiken. Ethvert Led i en Kæde, som for at tjene sit Formaal skal have en bestemt Længde, er lige nødvendigt, og det maa være ligegyldigt, paa hvilket Punkt man griber ind. Men har man saaledes indrømmet, at en Indgriben paa Kreditpolitikens Omraade kan være et effektivt Middel til Indskrænkning Konjunkturbevægelserne, er ikke dermed udtalt noget om, hvilke andre Følger dette vil faa for det økonomiske Livs Udfoldelse under den bestaaende sociale Ordning iøvrigt, og altsaa heller ikke noget om, hvorvidt en saadan Indgriben er anbefalelsesværdig. |