RUDOLF WEDEMEYER: Wie beherrscht man die Konjunktur. 173 Sider. A. Kerksieck & Co., Essen.

Medens de mange Amerikanere, der behandler Konjunkturspørgsmaalet, Regel følger den Fremgangsmaade, at de samler en uhyre Mængde statistiske Data og paa Grundlag af disse med større eller mindre Held søger at forklare Aarsagssammenhængen de forskellige Fænomener, saa gaar det foreliggende Værks Forfatter til sit Arbejde med en fuldt færdig Teori, som det er hans Opgave at klarlægge og forsvare.

Konjunkturbevægelserne definerer Forfatteren ligefrem som Bevægelserne i Beskæftigelsesgraden, idet han straks tager Afstand dem, der vil definere Konjunkturbevægelserne med Forandringerne i Nationalindkomstens Størrelse (bl. a. Alfred Landsburgh). Den sidste Definition medfører, at en Konjunkturopgang indtræde, uden at Beskæftigelsesgraden forøges, idet en bedre Teknik og Organisation eller en større Indsats fra Arbejdernes Side kan føre til en øget Nationalindkomst, uden at flere Arbejdere kommer i Virksomhed.

Da Hovedinteressen i vore Dage knytter sig til Arbejdsløshedens
er Forf.s Definition formentlig den frugtbareste,
om Forskellen i Praksis næppe bliver stor.

Med denne Definition bliver Udforskningen af Konjunkturbevægelserne identisk med at finde Aarsagen til den vekslende Beskæftigelsesgrad, hvoraf Midlerne til at bringe Konjunkturbevægelserne Ophør af sig selv vil fremgaa.

Forfatterens Teori er nu i al Korthed den, at det er Forskydningenmellem for Betalingsmidler og disses Mængde, der frembringer Konjunkturbevægelserne. Behovet for Betalingsmidler bestemmes af Størrelsen af de Krav, de forskelligeDeltagere Produktionsudbyttet stiller, altsaa fornemmelig

af Arbejdslønnen i vid Forstand, Renten og de med Produktionenforbundne

Da de to sidstnævnte Størrelser efter Forfatterens Mening
spiller en forholdsvis ringe Rolle, afspejler Bevægelserne i
Behovet for Betalingsmidler sig nogenlunde i Lønbevægelserne.

Betalingsmidlernes Mængde udtrykker Forf. ved at sammenlægge af Deposita hos Seddelbanker, den cirkulerende Seddelmængde og de cirkulerende Mønter samt de i et givet Tidsrum udstedte Veksler.

Han dividerer nu „Betalingsmiddelmængden", udfundet som lige nævnt, med den gennemsnitlige tarifmæssige Ugeløn for hver Maaned, og den Kurve, som de derved fremkomne Kvotienter beskriver, skulde da gengive Konjunkturbevægelserne dermed Beskæftigelsesgraden, hvilket den ogsaa gør med paafaldende Tilnærmelse.

Betragter man den nævnte Overensstemmelse mellem Bevægelserne Beskæftigelsesgraden og den omtalte Kvotient som en Bekræftelse paa den af Forfatteren opstillede Teori, saa følger deraf, at Konjunkturbevægelserne kan betragtes som et lønpolitisk idet man let kunde udregne, hvad Ugelønnen skulde være, for at der maatte være fuld Beskæftigelse. Det følger endvidere af den opstillede Teori, at saafremt Arbejdslønnen enhver Tid rettede sig efter Arbejdsmarkedets Vilkaar, der ikke være Konjunktursvingninger, som kunde falde ind under den af Forf. opstillede Definition.

Den Omstændighed, at der er ret god Overensstemmelse mellem de to Kurver, er imidlertid ikke noget afgørende Bevis for den opstillede Teoris Rigtighed; dertil er Usikkerheden paa de benyttede Tal alt for stor. Hovedvægten maa derfor ligge paa rent teoretiske Betragtninger. Saadanne vil imidlertid føre til, at man maa give Forf. Ret i, at Konjunkturbevægelser for saa vidt de giver sig Udslag i vekslende Beskæftigelsesgrad, vil kunne ophæves ved en tilstrækkelig elastisk Lønpolitik. Dette er dog ikke nogen ny Opfattelse; Tanken fremsattes allerede af Hawtrey i 1913, og den drøftes af Pigou i 1926, idet han dog ikke tillægger den nogen praktisk Betydning, fordi en Udligning Konjunkturerne ved Tilpasning af Arbejdslønnen i visse Tilfælde vilde føre til saadanne Urimeligheder som negativ heri har Pigou dog kun Ret under Forudsætninger, som næppe nogensinde vil være tilstede.

Men selv om man saaledes maa give Forf. Ret i hans
Hovedkonklusion, og selv om man maa indrømme det praktisk
vigtige deri, fordi vor Tids stærke Arbejderorganisationer maa

antages med Fordel at kunne føre en bevægelig Lønpolitik, er det ikke givet, at de Argumenter, der gaar forud for denne Konklusion er rigtige. Efter min Mening er endogsaa flere af dem ligefrem vildledende.

For det første begaar Forf. en Fejl ved at fremstille Lønpolitiken det aktive Element i Konjunkturbevægelserne. Det kan ligesaagodt, ja med større Sandsynlighed være „Pengesiden" er det aktive Moment. Regner man med, at det sidste er Tilfældet, faar man til Resultat, at det vekslende Prisniveau at en vis Pengeløn snart er for lav, hvilket med samme Rentefod fører til et stærkere Laanebegær og dermed Prisstigning, snart for høj, hvilket fører til Bedriftsstandsning Arbejdsløshed.

Den indtrædende nedadgaaende Konjunktur, der bliver en Følge af det sidste, skyldes altsaa ikke, at Arbejderne har gennemtvunget Lønforhøjelse, men at de har ladet Satserne forblive gældende, efter at Prisniveauet krævede en Nedsættelse, forat Ligevægten skulde holde. Det er heller ikke helt rigtigt at rette Bebrejdelser mod Fagforeningerne i denne Anledning, for selv før deres Tid tilpassede Lønnen sig kun langsomt efter Prisbevægelserne, hvorfor man ogsaa da kendte Perioder med Arbejdsløshed.

Forfatterens Fejltagelse paa dette Punkt rokker dog ikke ved den Kendsgerning, at praktisk talt fuld Beskæftigelse vilde kunne opretholdes ved Hjælp af en tilstrækkelig elastisk Lønpolitik. har imidlertid uheldige Følger i anden Henseende, idet den bortleder Opmærksomheden fra den overordentlige Bankpolitiken utvivlsomt har for Konjunkturbevægelserne. man stabilisere Kreditpolitiken vilde Bevægelserne i Beskæftigelsesgraden antagelig svinde bort af sig selv, og dette er saa meget mere vigtigt, som en stærkt bevægelig Lønpolitik under alle Omstændigheder vil være meget at gennemføre og næppe kan gennemføres til Fuldkommenhed.

De af Bogens Kapitler, der behandler Samfundets Forsyning Betalingsmidler og de i Forbindelse dermed staaende Spørgsmaal, herunder Kapitaldannelsesprocessen er afgjort de svageste. Forf. synes saaledes at være af den Opfattelse, at den Omstændighed, at der i Samfundet opstaar Tilbøjelighed til ikke af forbruge, men „opspare" en Del af Indkomsten eo ipso betyder Dannelse af Realkapital.

De saaledes opsparede Beløb, hævder han, vil blive anvendttil
af Kapitalgoder. Han synes at glemme, at

en saadan ekstra „Opsparing" fører til mindsket Efterspørgsel efter Forbrugsartikler, og at dette dog ikke kan give Anledning til, at Driftsherrerne begynder at udvide deres Anlæg, men snarere det modsatte. Saadan pludselig forøget Opsparing kan meget vel føre til Prisfald og Bedriftsstandsning, saaledes at der vel forbruges mindre i Samfundet, men ogsaa produceres mindre. Om Kapital skal dannes kommer i første Linje an paa, om Produktionsfaktorernes Priser er saaledes, at Driftsherrerne ser deres Fordel ved at udvide Bedrifterne. Er dette Tilfældet, vil Bankerne kunne yde dem Kredit, naar blot Opsparingen i Samfundet i Forbindelse med den Merproduktion, Udvidelsen medfører, er tilstrækkelig til at hindre Prisniveauet i at stige saaledes, at Vekselkurserne ikke kan opretholdes i Pari under Forudsætning af international Guldmøntfod.

Forf. synes ikke at have Øje for Betydningen af Bankernes Evne. Hans Tankegang synes at være, at naar Folk sætter Penge ind i Bankerne, maa disse nødvendigvis dem ud til Driftsherrerne, og deres Udlaan er paa den anden Side begrænset heraf.

I Forbindelse hermed staar hans Begrundelse af, at Arbejdslønnen det egentlige aktive Element i Konjunkturbevægelserne. Lønnen er forholdsvis lav, faar Driftsherrerne forøgede Midler i deres Hænder efter at have betalt Produktionsudgifterne. Midler er de nu, hævder han, tvunget af Konkurrencen til at anvende til Forbedring eller Udvidelse af deres Virksomhed. Dette fører til forøget Efterspørgsel efter Produktionsgoder og Antagelse af ledige Arbejdere i de kapitalproducerende Omvendt vil en Forøgelse af Lønnen føre til, at Driftsherrerne ikke kan udvide, ja, end ikke vedligeholde Virksomheder, hvoraf vil opstaa Arbejdsløshed i de kapitalproducerende Erhverv.

Bortset fra det ejendommelige i, at Konkurrencen skulde fremtvinge Forbedringer og Nyanskaffelser i Bedrifterne paa et Tidspunkt, hvor de bestaaende Anlæg giver dem rigelig Fortjeneste, at de skulde ophøre at indføre Forbedringer, naar de daarlige Konjunkturer gør mere økonomiske Anlæg til en Betingelse fortsat Drift, er det vanskeligt at se, hvori en ekstraordinær for Driftsherrerne paa Grund af Lønnedsættelser adskille sig i sine Virkninger fra en forøget Opsparing, om en saadan har Forf. erklæret, at den ikke kan føre til en Konjunkturopgang, men kun til en Forskydning af Produktionen fra Konsumgoder til Produktionsgoder.

Saafremt en Kreditudvidelse ikke finder Sted, vil der formentligske

mentligskeet af to ved en almindelig Nedsættelse af Arbejdslønnen:1) kan udvide deres Forbrug af Konsumgoderi Omfang som Arbejderne p. Gr. af Lønnedsættelsenhar deres. Beskæftigelsen i Konsum- og Produktionsgodeindustrierne vil da være den samme. 2) Driftsherrernekan deres Merindkomst til Kapitalanlæg. Beskæftigelsenvil stige netop saameget i Produktionsgodeindustrierne,som er gaaet ned i Konsumgodeindustrierne.

Hvad der i Virkeligheden vil ske i Tilfælde af en Lønnedsættelse, der er ledig Arbejdskraft, er vel følgende. Naar Nominallønnen nedsættes, vil Beskæftigelsesmuligheder, der hidtil ikke har kunnet betale de nødvendige Produktionsomkostninger, kunne gøre det. Bankerne vil udvide Krediten ved at yde de paagældende Laan eller — hvad der kommer ud paa det samme — ved at disse trækker paa deres egne Tilgodehavender. Den saaledes forøgede nominelle Købekraft vil, saafremt Opgang i Produktionen ikke samtidig finder Sted, bevirke en almindelig Prisstigning, hvorved en tvungen „Opsparing" sker, men senere vil den nye Produktion helt eller delvis afbalancere Forøgelsen i Betalingsmidlernes Mængde.

Forf.s Tankegang synes at være den, at naar Arbejdslønnen nedsættes, vil det samme Beløb, den samme Mængde Betalingsmidler aflønne et større Antal Arbejdere, men man skal dog være en meget ortodoks Tilhænger af Lønningsfondsteorien for at se bort fra, at en Lønnedsættelse i første Omgang betyder Fortjeneste for de Driftsherrer, der ved Lønnedsættelsen Arbejdskraft.

Forfatterens Standpunkt med Hensyn til Bankernes Betydning ogsaa karakteriseret derved, at han hævder, at Rentens Variationer kun har ringe Betydning for Konjunkturbevægelserne. Renten er et Symptom paa Konjunkturerne, ikke en Aarsag til dem, paastaar Forf. S. 62. Helt konsekvent er han imidlertid ikke paa dette Punkt, idet han paa S. 64 indrømmer, at en Renteforhøjelse for „korte" Laan kan bringe en Del Virksomheder Vanskeligheder og føre til Bedriftsstandsning.

Hans Hovedbetragtning er dog den, at Kapitalrenten bestemmesaf Grænseproduktivilet, og da denne igen er afhængig af Konjunkturerne, bliver Rentens Højde altsaa et Symptom paa disse. Ogsaa her er Forf. ortodoks, nemlig ortodoksGrænsenytteteoretiker. Spørgsmaal frembyder sig imidlertid af sig selv, om da ikke Arbejdslønnen bestemmes af Arbejdets Grænseproduktion, saaledes at ogsaa Lønnen istedetiorat

ioratvære en Aarsag til vekslende Konjunkturer bliver et
Symptom paa disse?

Forf. synes ikke at være opmærksom paa, at Paastanden om, at Priserne paa Produktionsfaktorerne retter sig efter disses Grænseproduktivitet, ikke er andet end en Talemaade, og at man med lige saa stor Ret kan hævde, at Produktionsfaktorernes Grænseproduktivitet bestemmes af disses Priser. Men naar dette er Tilfældet, kan Renten ligesaavel være et aktivt Element i Konjunkturbevægelserne som Lønnen.

Bankerne kan vilkaarligt sætte Renten op og ned, hvorved Kapitalens Grænseproduktivitet ændres og dermed Konjunkturerne, det samme kan ske for Lønnens Vedkommende. I begge Tilfælde bliver Resultatet, at de Anvendelser for Kapital eller Arbejde, der ikke er produktive nok til at betale den forhøjede elier Løn, gaar ud af Efterspørgselen.

At dette er Tilfældet for Rentens Vedkommende, naar det drejer sig om „korte" Laan, indrømmer som nævnt Forf., men en saadan Sondring mellem „korte" og „lange" Laan er ikke rationel. Forhøjes Vekseldiskontoen, uden at Obligationskurserne falder, saaledes at man under Hensyn til den Tid, den høje Diskonto varer, kan regne at opnaa samme Rente ved at anbringe Penge i Obligationer, vil Obligationer ikke blive købt, og al Kapitalinvestering paa lang Sigt vil ophøre. Kapitalmarkedet en Enhed, og Kapitalrentens Højde vil øve sin Indflydelse paa alle Former af Kapitalanvendelse og kan meget vel blive Aarsag til gode eller daarlige Konjunkturer.

Paa adskillige flere Punkter kunde der rejses Indvendinger mod Forf.s Argumentation. F. Eks. synes han at betragte alle Skatter som Produktionsomkostninger, der nødvendigvis maa bevirke en Nedsættelse af Renten eller navnlig Lønnen eller medføre Arbejdsløshed, men dette kan dog kun gælde saadanne Skatter, der er direkte knyttet til Produktionsprocessen, medens det for andre Skatters Vedkommende, f. Eks. Forbrugsskatter og Skat paa personlig Indkomst, kun delvis vil holde Stik.

Tiltrods herfor er den foreliggende Bog dog særdeles læseværdig. er kortfattet, præget af skarp logisk Sans. Forf. er klar over, at det ved Forskningen paa det behandlede Omraade i første Linje drejer sig om en klar tankemæssig Udredning, man først i anden Række kan vente at faa værdifuld Bistand ved Indsamling og Brug af statistiske Data.

I sine Bestræbelser for at ræsonnere sig igennem Problemet
gør han en haardhændet Brug af ceteris paribus Forudsætningen.
Det kan vel heller ikke nægtes, at man ved Hjælp af denne

Forudsætning kan kaste Lys over mange Forhold, men paa den anden Side kan man jo ogsaa komme ud i Absurditeter ad denne Vej, og enkelte Steder nærmer Forfatteren sig stærkt Grænsen for Metodens Anvendelighed. Som Helhed frembyder imidlertid hans skarpe teoretiske Analyse særdeles interessant Læsning. Jørgen Pedersen.