SKOVBRUGETS EJENDOMSSKATTER.

Fra mange Sider høres Klage over den Skattebyrde, der hviler paa Skovbruget, og over de Grundsætninger efter hvilke Skatterne lignes paa Skovejendommen. Baade Skovejere og Forstmænd maa da paaskønne, at Nationaløkonomisk Forening har villet give Adgang til en Forhandling om disse Spørgsmaal.

Udgangspunktet for vor nuværende Skattepolitik er som bekendt de fem Love af 15. Maj 1903, men for at faa den rette Opfattelse af Skovbrugets Klager maa vi se paa Forholdene, de var før dette Tidspunkt.

Baade inden for Skovbruget og uden for dette herskede den Opfattelse, at Skovenes Skattebyrde var meget let, dels fordi der gik et stort Areal paa 1 Tønde Skovskyld, dels fordi denne kun skattede halvt mod 1 Td. Ager og Engs Hartkorn.

Hertil maa dog bemærkes, at Skovskylden i nogle Tilfælde være meget høj; det angives i Rigsdagstidende 1855 og 1856, at en Skov paa Falster, med Areal 3—400 Tdr. Land, var ansat til 130 Tdr. Skovskyld, og at en Skov i Horns Herred havde 20 Tdr. Skovskyld, uagtet dens Areal kun var 23 Tdr. Land. Formodentlig er Sammenhængen den, at disse Skove en Gang har været langt større, men at Myndighederne set igennem Fingre med Rydning og Forhugning, tærede paa Skovens Areal og Træmasse, naar blot Hartkornet, Skatte-Grundlaget, blev bevaret. Andre Steder var der store Skovstrækninger, som næsten intet Hartkorn havde.

Ved Aar 1900 har henved to Tredjedele af de private Skoves Areal ikke baaret Skovskyld, men Ager og Engs Hartkorn; var ganske vist for en stor Del meget lavt, særlig i de jydske Hedeegne, men paa nogle Godser var Skovenes Ager og Engs Hartkorn meget anseligt.

Samtidig med en stor Udjævning bragte 1903 dog gennemgaaende Stigning i Skovbrugets Skatter. Statsskatten holdt sig omtrent uforandret, men Kommuneskatterne viser en betydelig Stigning. Som Middeltal for fire Grupper af Øernes Skovejendomme stiger Statsskatterne (heri medregnet lidt Tiende) fra 1900 til 1905 kun 7 pCt., medens Stigningen i Amtsskatter 26 og i Sogneskatterne 41 pCt.; i Jylland voksede Skattebyrden vistnok gennemgaaende stærkere. Samtidig gik Landbrugsejendommenes Statsskatter ned med to Tredjedele¹).

Skovskylden stammer som bekendt fra den gamle Matrikel 1688, ved hvilken „alle de Strækninger, som . . . fandtes bevoksede med Overskov af en saadan Ælde, at Træerne at kunne give Olden blev . . . skyldsatte paa en dobbelt Maade, nemlig dels efter Træernes Frugter (Olden) og dels efter Græsningen; ... de Skove derimod, som kun eller ialfald for Størstedelen bestod af ung Skov, blev alene takserede Græsningsjorder og paalagt Ager og Engs Hartkorn".

Allerede i det 17de Aarhundrede var Skovenes Udbytte overvejende Gavntræ, Brænde og Gærdsel, men dels manglede en Maalestok for Værdien af disse Produkter, dels blev de næsten udelukkende leverede in natura, til Brug paa Stedet, eller de dannede Grundlaget for Husflid og Husindustri, Kulsvieri, Træskomageri, Tilvirkning af Bødkertræ, Vogntræ m. m. I Steden for at lægge Skat paa et saadant Hjemmeforbrug valgte man for Træernes Vedkommende Skyldsætningen Oldengæld, en usikker, men i visse Aar anselig enten i rede Penge eller i Fedesvin, altsaa en kurant Handelsvare. Skovgrundens Værdi kunde man bedømme efter det Antal Høveder, til hvilke der var Græsning.

„Skovskylden har iøvrigt været af underordnet Betydning,
hvorimod Hartkornet, som hvilede paa Græsningen, sikkert har

---

1) Angaaende Skovbrugets Beskatning og Skovlovgivningen henvises til følgende Skrifter: Chr. Rothe: Beretning om den . . . nye Jordskyldsætnings Væsen og Historie, 1844. Betænkning . . . betræffende Skyldsætningen af Kongerigets Skove . . . 1858. Fra Dansk Skovforening: Skovenes Skatter og Byrder (Tskr. f. Skovvæsen 1913 A). A. Oppermann: Retsgebyrer og Afgifter ved Auktioner over Skoveffekter f. Skovvæsen 1895 A). Jordskyld og Ejendomsskyld (Dansk Skovf. Tskr. 1916). Et Lovbuds Udviklingshistorie (smst. 1919). Gaver af Træ til Søværnet (smst. 1926). Forstmænds Krav til en ny Skovlov (smst. 1927). Den danske Skov-Lovgivning 1660—1924 (Skovlovs-Kommissionens Betænkning, 1928?).

været den væsentligste Del af Skovenes Skattebyrde", men Skyldsætningen 1688 har fremkaldt den udbredte Forestilling, at „Olden saaledes var Hovedsagen i Skovbruget" (Chr. Vaupell).

I vore Dage er Ejendomsretten til Træerne og til Skovgrunden altid forenet i samme Person, men forhen var de ofte adskilte, og endnu bruger vi Ordet Skov snart om Træerne alene, snart om Foreningen af Skovgrund og Træer, jfr. de to Udtryk: „Om to Maaneder er Skoven grøn", og: „Jeg er Ejer af denne Skov".

Ved den ny Matrikulering forbigik man, hvad der var „Fredskov". Dette Ord findes ikke i vor saakaldte Fredskovsforordning, 27. Septbr. 1805, der paabød Indhegning og forbød Kreaturgræsning, men dets Betydning er officielt fastslaaet Matrikuleringen i Henhold til Instruktionen af 6. Juni 1806. „Naar en Skov befandtes, ved Matrikulerings-Arbejdet paa Stedet, at være Fredskov, d. e. indhegnet og übrugt til andet end Skov, blev den antegnet paa Kortet, men ikke boniteret Skyldsætning. . . . Naar en Ejer af baade Grund og Skov, erklærede at ville frede den hele Skov, uden at fordre Vederlag for Græsningen saa blev den hele Strækning forbigaaet Skyldsætningen . . . naar for Rentekammeret godtgøres en Jord, som er medtaget ved Matrikuleringen, er indtaget til Fredskov og den af Kollegiet erkendes som saadan, bortfalder det for den beregnede nye Hartkorn. Men saadan Legitimation maa gives for al Skovgrund, som er indtaget Fredskov senere end Matrikulerings-Arbejdets Udførelse Stedet; thi den er skyldsat. Dyrehaver, smaa adspredte og Skovhaver ere skyldsatte". Efter 1853 har man ikke mere kunnet faa det Ager og Engs Hartkorn, der maatte hvile paa Fredskov, ført til Afgang.

I sin Forestilling om den ny Matrikulering, af 8. Maj 1804 (altsaa før det blev forbudt at græsse i Skoven), udtaler Rentekammeret, hvis Præsident var C. D. F. Reventlow, vor ypperste Forstmand, sig saaledes om Skovenes Beskatning:

„Skove i Danmark henhøre, efter vores Formening ikke til de Ejendomme, som kunne belægges med en forholdsmæssigvedvarende da deres Værdi efter deres forskellige Behandling er dertil alt for usikker. Og blive de engang saa fordelagtige, at de taale at belægges med Afgift, hvilket Kammerethaaber ville blive Tilfældet naar Kundskab om Skovenesfordelagtige bliver almindelig, da vil en saadan Afgift blive mere hensigtsmæssig, naar den udredes af

Skoveffekterne, som indføres i Købstæderne eller udføres af Landet, end naar Skovene ansættes til Skovskyld, hvilken vi allermindst anse passende at bestemme efter den Mængde af Olden, som Skovene kunne afgive, da Indtægten deraf er meget uvis. — Men, naar vi saaledes tro, at Skovene ikke ved den ny Matrikul bør ansættes til Skyld, forståa vi ej derunderSkovgrundene; disse formene vi at burde ansættes til Hartkorn som udyrket Jord." Denne Ansættelse var vistnok gennemgaaende meget lav, med Boniteringstal 1 eller derunder.

De vanskelige Aar efter 1806 lagde anselige Byrder paa Omsætningen af Skoveffekter; Staten maatte tage sin Indtægt, hvor den var at finde. Konsumtionen blev gentagne Gange forhøjet og bortfaldt først ved Aarhundredets Midte. 1819 indførtes særlig Brændeafgift, som længe blev opretholdt til Hjælp ved Frue Kirkes Genopførelse. For Salg ved Auktion blev der fastsat Afgifter paa over 5 pCt. af Bruttoindtægten, en Byrde som først for c. 30 Aar siden er lempet noget, efter at man længe med Urette havde opkrævet den, uden Hensyn til den nyere Lovgivning og til sidst uden at handle i god Tro. I 1836 var Afgifterne over 3 Kr. pr. Favn Brænde, som førtes fra Brahetrolleborg til København, og som opsat i Skoven kun blev betalt med lidt over 7 Kr.; 1825, hvor Priserne 33 pCt. lavere, har Indtægten næppe været 5 Kr. pr. Favn, og andre Steder, som ved Sorø, kunde den gaa ned til 3 Kr. eller endog til 1 Krone.

I den Kommissionsbetænkning om Skovenes Skyldsætning, der blev afgivet 1858¹), udtalte den forstkyndige Minoritet sig for, „at al Skovgrund matrikuleres overensstemmende med de ved den nye Ager og Engs Matrikul for Agerjorden fulgte Grundsætninger,". „Da den staaende Vedmasse spiller nøjagtig samme Rolle i Skovbruget, som Bygninger, Besætning, Inventarium s. v. i Agerbruget, bør den ikke medtages ved Skyldsætningen. Afvigelse herfra vilde desuden . . . medføre Præmie for slet Skovbrug og Mulkt paa godt Skovbrug,". Kommissionens Arbejde førte dog ikke til nogen ny Matrikulering Kongerigets Skove.

Ved Skyldsætningen af „de otte Sogne" 1867 blev der
for de skovbevoksede Arealer dels taget Hensyn til deres
Jordblanding, dels til deres Evne til at producere Skov. For

---

1) Det bemærkes, at Navnet C. N. David fejlagtig findes under den trykte Betænkning; det var hans Broder, døbt A. A. David, der var Medlem Kommissionen og havde rejst Sagen i Folketinget.

Fredskovsarealerne blev Hartkornet senere reduceret, saaledes at der til 1 Td. Skovskyld regnedes 128 000 Kvadratalen „^Boniteret Jord" d: Jord til Takst 24, medens man i Landbrugetregnede 72 000 Kvadratalen.

I det oprindelige Forslag om Ejendomsskyld, saavel som i Betænkningen fra den store Skattekommission af 1900, var Besætning og Maskiner medregnet til Værdien af Ejendomme, der anvendes til Land-, Skov- eller Havebrug, men dette blev ændret saaledes, at kun mur- og nagelfast Inventar skulde medtages ved Vurderingen. Ved at undtage Besætningen gav man Landbrugsejendommene en anselig Lettelse i Sammenligning andre faste Ejendomme, ikke blot paa Landet men ogsaa i Byerne; thi under normale Forhold sælges Byernes nyopførte Lejekaserner ikke, før Bygmesteren har skaffet sig en god „Besætning" af Lejere, der — til Forskel fra den landlige — hellere lader sig flaa end flytte. Med nogen Ret blev der fra Skovbrugets Side gjort Krav paa, at Skovens Træbestand lige saa vel som Landbrugets Besætning burde holdes uden for Vurderingerne.

Ved Vurderingen er det Skovejendommens Værdi i Handel og Vandel, man skal finde. Ad forskellige Veje kan man nærme sig til Sandheden, men under ingen Omstændigheder maa man sætte en Værdi, som vitterlig afviger fra, hvad en forstandig Køber vilde give for Ejendommen.

Fælles for alt Jordbrug er det, at Ejendomsskylden kan
virke som en Straf for Dygtighed og Flid, og jo højere
Skatten bliver, desto stærkere føles denne Ulempe.

Medens der efterhaanden er opnaaet en vis Enighed om Principperne for Skoves Vurdering til Ejendomsskyld, hersker der stor Strid om, hvad man skal forståa ved Skovens Grundværdi.

Da man gennemførte. Skattelovene af 15. Maj 1903, ventedeman at skabe Ro paa dette Omraade. Vurdering til Ejendomsskyld skulde foretages 1904 og 1909, men derefterkun 10 Aars Mellemrum. Men under den langvarige politiske Konflikt havde nye Anskuelser ikke kunnet trænge igennem; i den lange Ventetid var det nye blevet gammelt. Den Forandring i vort Skattesystem, som de nye Love medførte,var gennemgribende, men den var egentlig ikke grundig eller, som det med et Fremmedord kaldes, radikal. Endnu „1850 lignedes 9/io af Landkommunemes Skat paa Hartkornet", og dette bar i 1897 over Halvdelen af SognekommunernesSkattebyrde. af skaff ede man al Hartkornsskat

til Staten og forberedte Ophævelsen af de kommunale Hartkornsskatter,uden sætte noget tilsvarende i Stedet, afløste Tienden og indledede de følgende Tiders høje og stærkt progressiveBeskatning Indtægt, Formue og Arv.

Allerede før 1901 havde Tilhængere af Henry George fremsat Kravet om en Grundværdibeskatning. I den store Kommission 1900 „forhandledes ogsaa om Muligheden for en Værdibeskatning af al Grundejendom, en Slags ny Matrikul, der med korte Mellemrum skulde gøres om og reguleres efter Stigningen af Værdien", men man lod sig skræmme af Vanskelighederne. enkelt Medlem, P. Knudsen, vilde dog kun have Formueskatten anvendt til Lettelser i Beskatningen paa Hartkornet og til Overførelse til Kommunerne", idet man skal „fiksere de kommunale Hartkornsskatter til et bestemt Beløb . . . efter at de ved Overførelse af direkte Statsskatter ere blevne nedsatte", medens man indfører en „Beskatning af den Værdistigning Grundarealer, der ikke skyldes Ejerens eller Besidderens eller Dygtighed eller Kapitalanbringelse i det paagældende Areal, men . . . derimod ... fra Samfundet hidrørende Forhold. . . . Skatten tilfalder den Kommune, hvori de paagældende Arealer ere beliggende".

1909 udtalte Finansministeriet sig for, at der blev udført Prøvevurderinger af Jordværdierne, og i 1911 —12 ledede jeg efter Over-Skyldraadets Opfordring saadanne Arbejder, for saa vidt angaar Skove, hvorefter Beretninger blev afgivne 1. Maj 1911 og 21. Oktober 1912.

Under 18. November 1912 gav Folketingsmand, Dr. phil.
P. Munch, til hvem jeg af Over-Skyldraadet var henvist, de af
mig fremsatte Forslag sin Tilslutning.

Herefter fastsatte Finansministeriet under 26. Februar 1916 følgende Regel for Vurdering af Jord i übebygget Stand: „4. Ved Skovbrugsejendomme skal Jorden ansættes til den Værdi, som den antages at have, naar den anvendes til Skovdrift,og af den forhaandenværende Træbestand ikke medregnes". (Det forudsættes her og i det følgende, at der hviler Fredskovsforpligtelse paa Ejendommen). Denne klare Grundregel stemmer med, hvad der er udtalt ved Prøvevurderingerne1911 1912 og af Folketingsmand, Dr. phil. P. Munch. Regelen modsiges ikke af Skatteloven 7. August 1922, hvor det hedder, at „Ved Skovbrugsejendomme skal Jorden ansættestil Værdi, som den antages at have, naar den anvendestil Skovdrift.", men derimod af Finansministeriets Bekendtgørelse 15. Febr. 1923, der vel siger, at „Ved Skovbrugsejendommeskal

brugsejendommeskalJorden ansættes til den Værdi, som den antages at have, naar den anvendes til god Skovdrift . . . Afgørende for Ansættelsen af Grundværdien maa være Jordens træproducerende Evne", men derefter tilføjer, at „Grundværdienvil komme til at ligge en Del under Værdien af den bevoksede Ejendom af den angivne normale Art". Prøvevurderingerne1911 12 viser tydeligt, at „en Del" bør rettes til „langt"; som oftest vil Forholdet vel ligge mellem en Femtedel og en Tredjedel, medens „det er Over-Skyldraadets Opfattelse, at den Reduktion af Skovens Normalværdi, man . . . maa foretage for at komme til Grundværdien, sker Fyldest, naar Grundværdien sættes til et Beløb lig 60 pCt. af Normalværdien".I er man ganske vist gaaet ned til c. 50 pCt., men begge Dele er, hvad enhver forstkyndig vil vide, i Strid med de faktiske Forhold og kan kun være bygget paa et Kompromismellem Opfattelser af Begrebet Grundværdi,der den ene Side opfattes saaledes som ovenfor nævnt, medens man fra anden Side gør gældende, at TræernesVærdi normale Bevoksningsforhold hører med til Grundværdien, hvorved denne nærmer sig til at blive lig med Ejendommens Værdi i Handei og Vandel under Forudsætning af normal Skovdrift.

I Udlandet er Skovbruget mange Steder begyndt som en Fortæring af et Naturgode, der ved Samfundsforholdenes Udvikling har faaet Værdi, og den unge Opvækst, som afløser Naturskoven, fremkommer ofte af sig selv, uden nævneværdig Udgift til Saaning eller Plantning, Fredning eller Pleje. Medens Træerne i en saadan Skov nærmest kan lignes ved Græsset paa en naturlig Eng eller Fiskene i en Sø, er de danske Skoves Træforraad overvejende frembragt ved Menneskenes omtrent som Græsset paa en Kunsteng eller Fiskene i en Karpedam. Naturkræfterne, Vandet, Luftens og Jordens Næringsstoffer har vel hjulpet Træerne frem, ligesom har hjulpet Græsset paa Kunstengen og Fiskene i Dammen, men saa godt som overalt har vi dog at gøre med et Produkt af menneskeligt Arbejde. Et egentligt Naturgode af Træ har vi nu kun ganske undtagelsesvis, og hvad der har været i Fortiden, er for en meget stor Del forsvundet, inden den private Ejendomsret var blevet anerkendt i Princippet, eller i hvert Fald overvejende inden den naaede at blive respekteret Praksis.

Selv om Træforraadet er frembragt af Skovejeren og hans
Hjælpere, kunde Værdien af den aarlige Hugst være væsentlig

iorøget ved Samiundets Vækst, f. Ex. den stigende Købeevne og Samfærdselsmidlernes Udvikling. Dette Forhold er meget almindeligt i skovrige, træ-exporterende Lande, og undtagelsesvistræffer ogsaa noget saadant hos os; Baneanlæg kan saaledes udjævne de lokale Prisforskelle. Men langt mere har dog Jærnbaner, Dampfærger og Havne gennemgaaende bidragettil trykke vore hjemlige Træpriser ved at lette Tilførselenaf og Stenkul fra Udlandet. Hver ny Dampfærge,hver fra en Havneby ind i Skovegnene har bragt vort Skovbrug forøget Konkurrence fra Udlandet.

Det var først og fremmest Frygten for at lide Mangel paa to vigtige Livsfornødenheder: Gavntræ og Brænde, der 1763^—1824 førte til, at et dansk Skovbrug blev grundlagt. Resterne af Landets Skove var, bortset fra nogle afsides liggende gennemgaaende ødelagte i Bund og Grund, ofte fuldt saa meget Krat og Græssletter som virkelig Skov. Man havde ikke blot plyndret Skoven for det værdifulde Træ, de store og gode Individer, men ogsaa for de gode, velformede, teknisk værdifulde og hurtigt voksende Racer, der var huggede bort eller ødelagte af Vildt og Kreaturer, medens de krogede, buskede og krybende stod tilbage og gav et Afkom, der var tynget af en daarlig Slægtsarv.

For Danmarks Vedkommende maa man nøjes med at lade Skovens Grundværdi omfatte Værdien af den nøgne Jord, anvendt til Skovdrift. Medens Værdien af den forhaandenværende ikke medregnes, omfatter Grundværdien i mange Tilfælde anselige, amortiserede Værdi af Hegn, Veje, Grøfter, Jordbundspleje, indarbejdet Afsætning. Ved Vurderingen tager man ikke blot Hensyn til den træproducerende der grunder sig paa Stedets Klima i Forbindelse Jordbundens blivende fysiske og kemiske Egenskaber, ogsaa til de større eller mindre Udgifter ved Skovdyrkningen og ved Vejanlæg, saavel som til Beliggenheden paavirker Skovbrugets Transport og Afsætning i høj Grad, eftersom de almindelige Skovprodukter paa Fæidningsstedet har en Værdi af 10^—30 Kroner pr. Ton.

I Løbet af halvandet Aarhundrede er Danmarks Skove bragt paa Fode, og Skovarealet er udvidet stærkt, overvejende ved Anlæg paa Jorder som var øde og som Landbruget havde vraget. Vi staar her over for Frugten af et Samarbejde mellem Ejere der har sat en Ære i at forbedre Skoven, selv om de ofte maatte give Afkald paa at have noget væsentligt Penge-Udbytte af Driften — og Forstmænd hvis bedste Glæde

det har været at lade god Ungskov afløse den daarlige Bevoksning,som havde levnet. Samtidig hermed har Skovejerne mere end andre Jordejere fredet om Landets naturlige Skønhed, og Forstmændene har mere end nogen anden Klasse af Teknikere arbejdet paa at værne om de arvedeSkønhedsværdier, nye og gøre dem alle tilgængeligefor Publikum, der ikke alt for stærkt krænker Skovbrugets Interesser eller forulemper Skovejeren. Nu truer Skattetrykket med at bryde ned, hvad fire Slægtled har bygget op, og frister Ejeren til at hugge for meget eller at forsømme Ungskovens Pleje, naar han skal skaffe sig en rimelig Indtægt,medens Overskud bør komme som den logiskeKonsekvens lange Tiders omhyggelige Skovdrift.

Lovene 7. August 1922 om Beskatning til Staten af faste Ejendomme og 31. Marts 1926 om kommunale Ejendomsskatter at Grundværdien faar en stigende Betydning for Skovbrugets Økonomi, særlig hvor Amts- og Sognekommuner sætte deres Grundskylds-Promille saa højt, som det kan være tilladt. Under disse Forhold er det da skæbnesvangert Skovbruget, at dets Grundværdi er dobbelt saa høj som den burde være.

Ved al Vurdering til Ejendomsskyld paavirkes Værdien af de Baand og Byrder, der hviler paa Ejendommen. Som bekendt forlanger Staten i Kraft af Forordningen 27. September 1805, at Ejeren skal (§ 15) „vedligeholde og frede sin Skov". For alle Skovejendomme, ifølge Højesteretsdom endog for nylig anlagte Plantager, gælder det, at (fra 1805) „maa ingen, som herefter ved Køb bliver Ejer af en Skov, ... i de første 10 Aar efter Købet i denne Skov hugge noget til andet Brug, end til hans egen og hans Godses Fornødenhed, med mindre han forud for Vort Rentekammer [nu Landbrugsministeriet] har bevist, at Hugsten ej er Skoven til Skade, og han dertil har erholdt dets Tilladelse"; samtidig ophæves „de ved Skovforordningen 26de Januarii 1733, §§ 34 og 38, for Selvejere ukomplette Sædegaardsejere bestemte Indskrænkninger, i Henseende til Hugst til Salg i deres Skove" (§ 20). Følgende gælder for al „Fredskov": „Befindes nogen Skovejer ikke at have holdt de Skovstrækninger i tilbørlig Fred, som han ... til ung Skovs Opelskning skal frede, eller han forhugger samme saaledes, at ung Skov deri ved naturlig Besaaning af de tilbageblivende Træers Frø ikke kan opelskes, bør han ... betale . . . Mulkt" (§ 19).

Det hedder i Forordningens Indledning, at „Skovene betydeligenaftage

tydeligenaftageder, hvor Fælledskab i samme findes", og at „de gældende Anordninger paa endel Steder her i Riget ikke længere ere tilstrækkelige til at afholde Skovejere fra at ødelægge deres Skove, især efteråt Skovenes Borthugning i de senere Tider er begyndt at blive en Hoved-Spekulation ved Jordegodsers Køb".

Eftertiden har draget vidtgaaende Slutninger af disse Indledningsord. „paa endel Steder" er blevet til „Skovejerne" i Almindelighed; i Ordene at „Skovenes Borthugning de senere Tider er begyndt at blive en Hoved- Spekulation ved Jordegodsers Køb", har man set en almindelig ogsaa mod det store Flertal af Skovejere, som sad paa deres Fædres Jord og værnede om deres Skove^l). Sætningen „hvor Fælledskab i samme findes" er opfattet, som om den (endnu 1805) gjaldt for „den største Del af Landets Skove" 2).

Sandheden er, at den overvejende Del af øernes og mange af Øst- og Midtjyllands private Skove var udskiftede før 1805. Hos mange Skovejere var der stor Kærlighed til Skoven og Interesse for dens Bevarelse; man mærker i 1805 en vis Opposition mod de vidtgaaende Krav paa Vederlag for Græsningsretten, som førte til en stor Skovrydning, og der blev anlagt betydelige Skovstrækninger paa Jorder, som var øde eller var saa magre, at de ikke duede til Agerbrug.

Tidens ypperste Jurist, Ørsted, hos hvem en opmærksom Læser kan spore nogen Betænkelighed ved Skovforordningens Indgreb i Ejendomsretten, siger, at selv i Krigsaarene forsømte nogle Ejere at sælge „tildels endog ... det der selv for Skovenes Skyld burde have været borthugget", og samtidig vidner de store Gaver af Træ til Søværnet, der 1807^—08 kom fra Rigets forskellige Egne, om, at hint Slægtled af Skovejere havde baade Samfundsfølelse, Uegennyttighed og Offervillighed. Den kyndige og samvittighedsfulde Mandix bruger det maadeholdne Udtryk, at „Spekulationer paa øjeblikkeligFordels ved Skovens Borthuggelse . . .

---

1) Se f. Eks. Vinding Kruse: Naturfredningsforslaget og Skovene (Fra Skoven og Traemarkedet 1925, S. 228).

2) L.C.Borup: Den danske Landboret, 2den Udg., 1880.

godser,somStaten havde solgt. Over for de nye Ejere havde Regeringen her en dobbelt Stilling: Som Repræsentant for Statsmagten skulde den skride ind mod dem, der overtraadte Skovforordningen af 26de Januar 1733; som Kreditor maatte den vel passe paa, at Ejendommen ikke blev forringet alt for stærkt, men samtidig maatte den vogte sig for at byde Ejeren saa haarde Kaar, at han ikke kunde blive ved Gaarden. Dette sidste Hensyn traadte stærkt i Forgrunden, og Rentekammeret saa igennem Fingre med de ulovlige Hugster.

Med Urette har man opfattet Forordningens Paalæg i § 15 om, at Ejeren skal „vedligeholde og frede sin Skov", som en „Fredning" af Skovens Træmasse. Rent bortset fra, at vore Skoves Træforraad for 120 Aar siden gennemgaaende kun var ringe og ofte er forøget stærkt (undertiden fordoblet) ved Opsparing, ligger en saadan Overformynder-Virksomhed i Fredstid uden for, hvad Statsmagten paatager sig, naar Talen er om fuldmyndige Borgeres private Økonomi. Ordet „frede" forklares i § 15 som sigtende til Indhegning og Ophør af Høslæt og Græsning; Betydningen af Ordet „vedligeholde" ses i § 18, som paabyder, at „de i Fred tagne Skove, saavidt ikke ved naturlig Besaaning frembringes ung Skov, af Ejerne besaas eller beplantes saaledes at Skovens Vedligeholdelse virkeligen opnaas". Ung Skov skal afløse den gamle, saaledes at der er et evigt levende Træsamfund, hvad man i vore Dage kan kalde Dækningsskov (Dauerwald); ellers gaar Skoven til Grunde. Men der findes intet Lovbud, hvorefter ud over Aarets normale Hugst (der som Regel vil svare til Skovens naturlige aarlige Tilvækst) vil være überettiget at tilegne sig nogen Del af Skovens fremtidige normale Afgrøder"¹). Kontrol med et saadant Lovbud vilde blive lige saa byrdefuld for Staten som skadelig for Skovbruget, det kan være fuldkommen rigtigt at hugge langt mere eller langt mindre end den „naturlige aarlige Tilvækst".

Den ovenfor citerede Passus af § 19 indeholder et Forbudmod forhugge Skoven saaledes, at den ikke kan foryngesig men intet Paabud om at bevare den gamle Løvskov. Mangfoldige Steder i Danmark var Skoven ude af Stand til at forynge sig selv; mangfoldige Steder i Udlandet omdannes Løvskoven naturligt, uden Menneskets Indgriben, til Naaleskov, og 1804 havde Statsmagten fordelt de nordsjællandskekongelige

---

1) S. Berthelsen: Vore Skoves Vurdering og Beskatning (Nationaløk. Tskr. 1926).

landskekongeligeSkoves Haardbundsareal, der jo alt havde
baaret Løvtræ, ligeligt til Naaletræ, Bøg og Eg.

§ 20 indeholder ikke noget Forbud mod at hugge til Salg og siger ikke, at Udvisningen skal foretages af Statens Tilsynsførende, men giver kun Regeringen Myndighed til at kræve en passende, efter Tidens Forhold lempet, Sikkerhed for, at „Hugsten ej er Skoven til Skade". Hvor Forordningen har et „med mindre", sætter Fortolkningen Punktum og tilføjer, „Fra dette Bud kan der imidlertid uden Vanskelighed erholdes Dispensation, men dog kun paa Betingelse, at Træernes sker ved en ... dertil beskikket Forstembedsmand ¹). —

Det anbefales, til Sammenligning, at overføre denne Læsemaade Straffelovens § 1, hvorved Ordene „Ingen kan straffes efter denne Lov, medmindre han ..." omformes saaledes: kan straffes efter denne Lov. Fra dette Bud kan der imidlertid uden Vanskelighed erholdes Dispensation, men dog kun paa Betingelse, at . . .". — Herefter kan man passende give sig til at læse Forordningen af 1805 uden forudfattede

Opmærksomheden maa henledes paa, at den efter Indenrigsministeriets udgivne Lovsamling har forvansket Ordene i Fdgn. 1805 § 20: „i Henseende til Hugst til Salg", saaledes at der staar: „i Henseende til Hugst og Salg". Fejlen findes ikke blot i Iste Udgave (1864), men ogsaa i 2den Udgave (1882) hvor der yderligere er tilkommet en Fejl ved Udeladelse af et Komma i Paragrafens sidste Punktum.

I mange af de Skove, der var indfredede kort efter 1792, stod, fra Oldenaaret 1794, en frodig Opvækst, som trængte til, at der blev lysnet i Storskoven. Nu kom det store Oldenaar1804, samtidig en voldsom Prisstigning, paa Træ saavelsom Ejendomme, hvilket opmuntrede til Hugst, ogsaa i Egne hvor man før ikke havde kunnet sælge Brænde. Men mange Ejere regnede endnu Hjemmeforbruget som det alt overvejende; selv Grev Frijs, Landets største Skovejer, siger 1806, at „tværtimod at være ansete som en Handels-Artikel, saa ere disse Skove blevne anvendte til Gaardenes og GodsernesFornødenhed, næppe videre til Salg end SkovbetjentenesLønninger opløbe". — Nu, 120 Aar senere, bliver 95 pCt. af Skovbrugets Hugst solgt; Naturaløkonomiens Tid er til Ende; men i 1805 var Salget det underordnede,

---

1) L.C.Borup: Den danske Landboret, 2den Udg., 1880.

paa hvilket man saa med Mistænksomhed, særlig naar Talen
var om nylig købte Ejendomme.

I Foraaret og Forsommeren 1805 er det gaaet langsomt med Udtørringen af det opskovede Brænde: Efter en usædvanlig Vinter, 3° C under Normalen, var Maanederne April^—Juli meget kolde, gennemsnitlig 1°.9 (Juni endog 3°.5) under Normalen. Høsten kom meget sent. I Begyndelsen af August Maaned, paa den Tid da Kronprinsen rejste til Hertugdømmerne, man mellem Høhøst og Kornhøst, nu da Vejret og Vejene omsider blev bedre, været optagen af at køre Brænde til Havne og Ladepladser, hvor der har været store Oplag, som man har skyndt sig at indskibe før Høst; formodentlig har man ogsaa været optagen af at indskibe halvtørre og tilhugget Skibstømmer.

Kronprinsen, Landets virkelige Overhoved, kan da let have faaet Indtrykket af, at der i den kommende Vinter var en overhængende Fare for Landets Skove, saavel som for Hovedstadens Brændeforsyning i de følgende Aar, og lige saa meget maatte det ængste ham at tænke paa vort svindende Forraad af Egetræ til Søværnet, Handelsflaaden, Husbygning og Havnebygning; 1804 havde Reventlow meddelt ham, at „i den nærværende Periode er det umuligt at Skovene [i Nordsjælland] afgive betydeligt Skibstømmer, da de fleste Træer ere mishandlede eller forældede".

Forordningens 2det Kapitel, Om Skovenes Vedligeholdelse og Fredning, er fremkommet under et stærkt Tryk fra Kronprins og bærer Præg af at være et Hastværksarbejde, tillige en Lejlighedslov som er rettet mod visse bestemte Misbrug, „i de senere Tider" havde begyndt at tage Overhaand. Iste Kapitel, som fortrinsvis omhandler Udskiftningen, der omfattende 10 Aar gamle Forarbejder, hvilke man dog kun delvis naaede at benytte. Hastværket var saa stort, at man ikke kunde korrespondere med Kancelliet om Forordningens Redaktion, men maatte indskrænke sig til en mundtlig Forhandling med nogle af dets Medlemmer. Til Statsraads-Mødet forelaa Udkastet ikke som Korrektur, men kun haandskrevet; en Følge heraf var, at den underskrevne Forordning ikke straks kunde udsendes, men først omkring Iste November blev tinglæst, hvilket har givet Anledning til et Sagn, der er blottet for Sandhed, om at en Amtmand holdt Forordningen hemmelig i 3 Uger, saa at et Interessentskab, af hvilket han var Medlem, kunde benytte Tiden til at omhugge for Fode.

Formelle Fejl og Mangler er der nok af i Forordningen, lige ira det morsomme Udtryk i § 20: „ukomplette Sædegaardsejere", Rentekammerets Relation har den rigtige Form: „ukomplette Sædegaardes Ejere", der genfindes i Schous Forordninger, — til Anbringelsen af Ordet „Overskov" i Begyndelsen af § 14 der har voldet Juristerne meget Hovedbrud, de søgte efter Meningen. Der er ingen Mening. I et tidligere Udkast staar her „Skov", hvilket passer godt med de efterfølgende Paragrafer, og „Overskov" er, formentlig en ren Skrivefejl, sivet over fra Iste Kapitel, hvor det hører hjemme^x). — Men samtidig er Forordningen paa mange Punkter præget af Reventlows overlegne Indsigt og praktiske Erfaring, saaledes at den har kunnet gøre megen Gavn og opnaa en høj Levealder.

Desværre naaede Reventlow ikke at gennemføre et Tillæg
Forordningen af 1805, som han havde udarbejdet, og
som vel i 1814 fik kongelig Underskrift, men aldrig Lovskraft.

Naar man læser vor mosgroede Skovforordning paa rette Maade, efter at have fjernet Misforstaaelserne, saa Skriften staar klart, vil man se, at den anerkender Skovejerens Ejendomsret, at den ikke lægger urimelige Baand paa den rationelle Skovdrift, men ganske vist, i Samfundets Interesse, paa nogle Punkter indsnævrer hans frie Raadighed, først og fremmest ved at kræve Skovgrunden anvendt til Skovdrift. Ejeren bør derfor have et rimeligt Vederlag i Form af Skattelettelser.

Lad os standse her og kaste et Blik paa de Skatter, der nu for Tiden tynger vort Skovbrug. Som Eksempel tages Middeltal for Aaret 19²⁶/27 fra 4 middelstore veldrevne Skovejendomme forskellige Egne af de danske Øer, med et samlet Areal 2937 ha, hvoraf 2839 hører ind under den egentlige Skovdrift, og 2621 ha er træbevokset. Alle fire Skovdistrikter har en forstkyndig Bestyrelse, og de har længe været i ordnet Drift, saaledes at her findes Grundlaget for et højt Udbytte: værdifuld ung og midaldrende Skov, en anselig Træmasse, en organiseret Afsætning, gode Veje, Hegn og Grøfter. Aarets Hugst, 9.1 Kubikmeter pr. ha træbevokset Areal, vidner om, at Skovens produktive Evne bliver fuldt udnyttet. er sikkert mere end „almindelig god".

---

1) Allerede for 41 Aar siden har jeg i Tidsskrift for Skovbrug Bd. X gjort opmærksom paa dette Forhold og paa andre formelle Mangler ved Fdgn. 1805.

Vurderingen til Ejendomsskyld er 1251 Kr. pr. ha Totalareal
1189 Kr. pr. ha Skovareal. For Vurderingen til
Grundskyld er de tilsvarende Tal 672 og 656 Kr.

Skatter og Byrder i de tre sidste Regnskabsaar har været:

Et af Skovdistrikterne havde intet Auktionssalg, men i mange Egne af Landet kræver Skovbrugets Kundekreds, at denne Salgsform opretholdes Side om Side med de andre Former: Takstsalg og Salg underhaanden. Gennemsnitlig har man i Afgift betalt 31/z3^l/z pCt. af Auktionssalget, aJtsaa en meget anselig Skat paa Bruttoudbyttet. „Andre Byrder" er Vederlag for Snekastning, Bidrag til Diger, Vandløb og Tiendeafløsning.

Tages alle Skatter og Byrder, som hviler paa Ejendommen og dens Brug under eet, faar man i 19²⁶A7 en Sum af 23.9 Kr. eller 1.9 pCt. af Ejendomsskyldsværdien. Samtidig er det regnskabsmæssige Nettoudbytte 44.7 Kr. pr. ha eller 3.6 pCt. af Værdien. Medens Skattebyrden i de tre Aar er vokset fra 22.2 til 23.9 Kr., er Nettoudbyttet gaaet ned fra 113.9 Kr. i 19²Vs5 og 63.6 Kr. i 19²⁵A6 til 44.7 Kr. i 19²⁶/27, altsaa fra 9.1 pCt. og 5.1 pCt. til 3.6 pCt., uagtet Hugsten er steget fra 8.5 m3m³ i 19²Vs5 og 8.1 m3m³ i 19²⁵ _{/2 6} til 9.1 m3m³ i 19²⁶/27. Endnu langt værre vil Forholdene blive i Regnskabsaaret ²⁷/28, hvor Træpriserne gennemgaaende ligger 15^—20 pCt. lavere end i 19²⁶/27.

Ved Aar 1900 var Skatter og Byrder for Skovbrug af lignende, dog vist gennemsnitlig noget ringere, Kvalitet c. 3.6 Kr.; 1905 c. 4.2 Kr.; 1910 c. 5.0 Kr. pr. ha, og Skovbrugets Nettoudbytte var dengang vistnok større end i 19²⁶/27.

Paa Grundlag af Middeltal fra det foreliggende Materiale
kan vi konstruere os en Gennemsnits-Skovejer og undersøge

hans Kaar, idet vi gaar ud fra, at han ikke har anden Ejendomend
1).

Arealet, 734 ha, antages at nødvendiggøre og at kunne bære en fagkyndig Bestyrelse, og dets Størrelse svarer til den Klasse af Skovbrug, som Samfundet gennem Lenslovens § 5 søger bevaret. Værdien er c. 920 000 Kr.; selv om Ejendommen være gældfri, hører Ejeren dog ikke til Millionærernes Klasse. I 19²⁶/s7 er hans Nettoudbytte 33 000 Kr., altsaa betydelig mindre end Sparekasserente af Ejendommens Værdi. Til Staten skal han 19²⁶/s7 svare en Formueskat paa 9505 Kr- og en Indkomstskat paa 7082 Kr. (beregnet af Indtægten for Skovens Regnskabsaar 19²⁴/25, der var c. 84 000 Kr. og hvortil svarer en skattepligtig Indtægt af 64 000 Kr.). Hans personlige kommunale Skat kan vel være c. 1600 Kr. Herefter bliver der til Rest c. 14 500 Kr. I det foregaaende Aar har han efter en tilsvarende Beregning haft c. 28 400 Kr. at leve af. I 19²⁷/28 er Træpriserne faldet c. 15— 20 pCt., medens Nedgangen i Skatter og Arbejdsløn er c. 4 pCt.; der bliver da en Nedgang i Nettoindtægten paa c. 15 000 Kr., saaledes at Ejeren af 920 000 Kr. kun har til eget Brug 5300 Kr., naar han har betalt Indkomstskat, Formueskat den personlige Skat. For 19²⁸/a9 stilles han noget gunstigere, som Følge af Skatteloven 22. Decbr. 1927, der kan nedsætte hans Skat med indtil c. 5700 Kr., hvorefter, naar Forholdene i øvrigt er uforandrede, haves en Rest til Ejeren af 11000 Kr., altsaa 1.2 pCt. af Formuen.

Lad os nu tænke os, at Ejeren, som har købt Ejendommen nogle Aar siden, da Priserne var højere, ikke er gældfri, men sidder med en Prioritetsgæld paa 500 000 Kr., hvoraf han maa svare 5 pCt. i Rente. Ved en Række Beregninger, til de ovenstaaende, faar man da følgende Rest, efter at han har betalt Skatter og Renter:

Trods den nye Skattelov har han endnu i det kommende Aar et Underskud, der er saa stort, at han fristes til at gøre Skridt, hvis Virkning i Fremtiden er lige saa skadelig for ham selv som for Skoven.

---

1) Forstkandidat A. Qvist, tidligere Skovrider og Godsforvalter, har ydet mig en værdifuld Hjælp ved de efterfølgende Beregninger.

Tænker man sig derimod, at den gældfri Ejer ikke har prioriteret Skoven, men har solgt den for 920 000 Kr. og købt sikre Værdipapirer for hele Beløbet, vil han derved, uden noget andet Arbejde end Kuponklipning, kunne have en fast aarlig Indtægt paa 50 000 Kr. Hertil svarer, naar Skatterne er betalt, i 19²⁶/27 en Rest paa c. 36 300 Kr., som han har at leve af, og i 19²⁸/ä9 vil han endog have c. 38 500 Kr., altsaa et Overskud der er 6—76^—7 Gange saa stort som det, han samtidig vilde have haft, naar han havde beholdt Ejendommen.

Ved hans Død vil Formuen sandsynligvis blive delt mellem Arvinger, og i hvert Fald vil den gennem Arveafgiften formindsket væsentligt. Men saadanne Delinger og Reduktioner lader sig langt lettere gennemføre, naar Formuen af Værdipapirer, end naar den er bunden i en Skovejendom, som ikke godt taaler at prioriteres stærkt og ofte vanskelig lader sig udstykke, selv bortset fra at Udstykningsfriheden stærkt begrænset.

Den nuværende Beskatning driver Kapitalerne bort fra Skovbruget. Samtidig opfordrer den til Salg af Skovejendomme, mod en saadan Bevægelse rejser sig truende Skovforordningens § 20, som efter den nugældende Fortolkning værdiforringende og frister til usund Spekulation.

Efter et Tilbageblik paa Fortiden og et Indblik i Nutiden bør vi fæste Blikket paa Fremtiden. Lad os prøve, om de Grundtanker, der var ledende i 1688 og 1804_s kan iføres vor Tids Klædedragt. Vi maa da, nu som forhen, have to Klædninger: maa skille Træerne fra Skovgrunden og skyldsætte dem hver for sig; og Klædningerne maa ikke indføres færdigsyede Udlandet, men være syet efter Maal og af hjemmegjort

8. Maj 1804 indstiller Rentekammeret til Resolution, at „Skovgrunden (men uden Hensigt til den derpaa staaende Skov) . . . ansættes til Hartkorn, dog at Skovgrunden skyldsættes udyrket Jord." Dette kan nu gennemføres paa følgende

1. Skovgrunden vurderes til, hvad en forstandig tilgrænsendeSkovejer give for den nøgne Jord, naar Sælgeren forbeholder sig Indtægten af Træerne, saaledes at disse hugges efter Køberens Udvisning, med Henblik paa deres Medvirkning ved Skovens Foryngelse. Sælgeren beholder altsaa Træernes „Skovningsværdi", medens Køberen faar deres „Dyrkningsværdi". En saadan Grundværdi vil antagelig for middelgod Skov ligge

omkring 200 Kr. pr. Hektar, med Udsving op til 300 og helt ned til 0. Hvad der maatte ligge under denne Grænse, bør vistnok søges frigjort til anden Brug eller til Ødemark, idet Landbrugsministeriet bør kunne fritage Arealet for Fredskovspligten,hvor eller Skovens ringe Størrelsegør af Skovdrift særlig byrdefuld for Ejeren.

2. Den Værdi, som stammer fra Indtægten ved Skovens normale Hugst, skal ikke skyldsættes, men der lægges en maadeholden Skat paa det Udbytte, som Ejeren — af Pengetrang for at drage Fordel af særlige Konjunkturer — hugger ud over Normen, altsaa svarende til Udbyttet af Olden i 1688 og til den Overskudshugst man i 1804 tænkte sig solgt til Byerne eller til Udlandet.

3. Hvad der skal være Norm for Skovens Hugst, fastsættes
nævneværdig Udgift for Statskassen paa følgende
Maade:

4. Enhver Skovejer, hvis træbevoksede Fredskovsareal er
over 10 Hektar, kan indsende til Landbrugsministeriet:

a. Et Kort, som viser Skovejendommens Beliggenhed.
b. En kortfattet Beskrivelse af Skoven.

c. En tilnærmelsesvis nøjagtig Opgivelse af det træbevoksede Areal og den Træmasse, der staar paa Roden, særskilt for hver Skov, paa Grundlag af en Træmaaling der er højst 10 Aar gammel, og en Bogføring over den aarlige Hugst.

d. Oplysning om den forventede Størrelse af Hugsten, udtrykt
Kubikmeter, for den nærmest kommende Periode
af indtil 15 Aar.

e. Attest fra en af Landbrugsministeriet autoriseret Forstmand at de ovennævnte Oplysninger stemmer med Virkeligheden, og at den forventede Hugst ikke strider mod Hensynet til Lovens Bestemmelser om Skovens Vedligeholdelse.

Til den under a.—d. omhandlede Beskrivelse knyttes en
Bogføring, som viser, hvor mange Kubikmeter der aarlig
hugges i hver Skov.

Den under e. nævnte Autorisation meddeles indtil 12 ansete erfarne Skovbestyrere, af hvilke mindst en Trediedel skal have Bopæl i Jylland, og mindst en Trediedel paa øerne. Autorisationen gælder for 10 Aar, men kan fornyes.

5. I en Fredskov, for hvilken der foreligger Beskrivelse
og Bogføring, som ovenfor nævnt, maa Ejeren de første 10

Aar efter Købet ikke noget enkelt Aar hugge mere end 7 pCt. af den efter Nr. 4 opgivne staaende Træmasse, og den opsummeredeHugst de Aar, der er hengaaet, siden Beskrivelsenblev maa højst udgøre saa stor en Del af Periodens normale Udbytte (Nr. 4 d), som svarer til Antallet af de efter Købet forløbne Aar. Efter Ansøgning kan Landbrugsministerietgive til yderligere Hugst.

6. Paa disse Vilkaar kan Ejeren af en Fredskov frit bestemme, meget han vil hugge, saavel i det enkelte Aar som inden for længere Tidsrum, og hvorledes han vil fordele Hugsten over Arealet. Men hvis han hugger mere, end hvad der efter det forløbne Antal Aar af Perioden normalt er til Raadighed, skal han give Skovtilsynet Meddelelse derom og svarer da Skat af denne Overskudshugst, hvis Værdi beregnes paa Grundlag af Aarets Middelpris.

Et Talexempel vil vise Anvendelsen af disse Regler.

Skovens træbevoksede Areal er 200 ha, og i Efteraaret 1924 er dens Træmasse udmaalt til 50 000 m³, altsaa gennemsnitlig m3m³ pr. ha. Skovbeskrivelsen, som er attesteret af en anset og erfaren Forstmand, siger, at der i de 15 Aar 1924^—1938 forventes at kunne hugges 24 000 rn³, altsaa gennemsnitlig 1600 m3m³ om Aaret (8 m3m³ pr. ha, 3.2 pCt. af den staaende Træmasse).

Paa Grund af de lave Priser har Ejeren imidlertid i de 4 Aar 1924—27 ikke hugget 6400 m³, men kun 5600, og til Rest haves da for de 11 Aar 24 000 h-5600 = 18 400 m³. Ejeren kan nu, uden at gøre Anmeldelse, i 1928 hugge 1600 -f- 800 = 2400 m³, d. v. s. 12 m3m³ pr. ha, 4.8 pCt. af Massen. Kun hvis han ikke vil nøjes hermed, men, f. Eks. paa Grund af en pludselig Stigning af Brændepriserne og et Havneanlæg i Nærheden, hugger 3000 m3m³ (15 m3m³ pr. ha, 6 pCt. af Massen), maa han melde det og betale Skat af et Udbytte, som svarer til Værdien af de 600 m³, beregnet efter en Middelpris.

Hvis der, modsat, i 1924—27 er hugget 8000 m⁸ (10 m3m³ pr. ha om Aaret, 4 pCt. af den staaende Træmasse) kan Ejeren i 1928 intet hugge uden at gøre Anmeldelse, og maa svare Skat af hele Aarets Hugst.

Aarets Middelpris kan maaske fastsættes for større Dele
af Landet efter en Slags Kapitelstakst.

7. Skovauktioner sportuleres som frivillige Auktioner over
Handelsvarer.

8. Den særlige Skattefrihed for Hedeplantager udvides til
at gælde for alle nye selvstændige Skovanlæg paa Jord, som

er for mager til Landbrug, f. Eks. under Takst 5 eller maaske
Takst 3. — Midlertidig Skattefrihed for nye Skovanlæg kendes
her i Landet allerede fra Forordningen af 13. Oktober 1696.

9. Paaligning af Ejendomsskyld bortfalder, hvor den ovenfor omtalte Ordning er indført; men hvor den ikke findes, maa Ejeren paa sædvanlig Vis betale Ejendomsskyld. Skovejeren frit vælge, hvilken af de to Beskatningsformer han vil foretrække.

Hvis den her antydede Ordning bliver almindelig, vil Skovbruget ikke blot have opnaaet en Skattelettelse, paa hvilken det har et retfærdigt Krav, men ogsaa en ligelig Fordeling Skattebyrden og en Fritagelse for Skat paa Dygtigheden.

Meget ønskeligt var det at opnaa en Præmie for Sparsommeligheden Skattelettelser for Skovbrugets Reservefond, man vilde medvirke til Dannelsen af Forst- Reserver efter schweizisk Mønster¹). Allerede 1806 blev denne Tanke fremsat i Schweiz, og ved Udgangen af 1923 havde Landet öVa Million Frank „Forstreserven" for Statsskovene, IBV2 Million for Kommune- og Korporationsskove; i de berniske 114 og i de Kanton Zurich tilhørende Statsskove 282 Fr. pr. Hektar. I det lille, skovrige Kanton Solothurn, som er noget større end Falster, men langt mindre end Lolland, har Kommune- og Korporationsskovene en Forstreserve over 5 Millioner Frank. De Aar, som fulgte efter 1806, har ikke tilladt nogen Fremkomst af Reservefonds i vort Skovbrug; langt senere har denne gavnlige Indretning fundet nogen Udbredelse hos os, dog ingenlunde saa meget som den burde.

De Forslag, her er fremsat, vil ikke lægge nye Baand paa Skovejeren, men tværtimod stoppe den Kilde til Usikkerhedog som udspringer af det nuværende administrativeSystem Statstilsyn, og som hindrer en sund Prisdannelse for Skovejendomme, hvor humant og hensynsfuldtTilsynet bliver udøvet. Gennemførelsen af de fremsatteForslag virke som en Præmie paa rationelt Skovbrug,paa Hugst der tager Hensyn til Konjunkturerne, samtidig med at den fremmer Skovens Tilvækst; for Nutidens regelmæssige Skove kan det være lige saa skæbnesvangert, at Hugsten forsømmes, som at den overdrives, og ganske

---

1) Ph.Flury: Die forstlichen Verhältnisse der Schweiz, 2te Aufl. 1925.

særlig gælder dette for vore opvoksende Naaleskove. Uden Udgift for Samfundet vil Offentligheden faa et værdifuldt Kendskab, som nu delvis savnes, til Størrelsen af Landets Træforraad og den aarlige Produktion. I en ny Skovlov¹) vil der være Plads for Bestemmelser som de ovenfor under Nr. 4—64^—6 opførte.

Gennem 122 Aar har vort Skovbrug været iført det Klædebon, som blev skaaret i 1805. Det passede alt i alt godt dengang, selv om Snittet ikke var juridisk fuldkomment, og det var af solidt hjemmegjort Stof, men nu er det slidt og lappet og hullet; et af de vigtigste Stykker, det der bærer Nummer 20, er endog vendt, saa vi kun ser Vrangen.

Skovbruget er vokset i Højde og Omfang; det trænger til en ny Klædning, som passer til vor Tid og vore Forhold. Lad os da skabe et nyt Værn for vore Skove, men samtidig et Værn for det dygtige, fremadstræbende Skovbrug, der ønsker at virke efter sin Natur, til Gavn for Samfundet saavel som for den enkelte Skovejer.

Mere end et Klædebon kan selv den bedste Lov ikke blive. Livet maa komme indefra, fra Skovenes Ejere og Bestyrere som fra dern der kan regnes for at tjene Skovbruget, om de staar uden for den praktiske Skovdrift. Det maa være en saadan udenforstaaende tilladt at advare Skattemyndighederne mod at lægge tungere Byrde paa vort Skovbrug, end dette kan bære.

---

1) Jfr. Forfatterens Minoritetsforslag, der er fremsat i Skovlovs-Kommissionens