OM ET PENGEMARKEDS FORUDSÆTNINGER.

Undertiden har man her i Landet kunnet høre, at en af Vanskelighederne for vort Bankvæsen er at søge i, at der ikke findes noget Pengemarked, hvortil Bankerne kan støtte sig, om det gøres nødvendigt; de har ingen anden Udvej end at gaa til Nationalbanken for at faa Kasse, og dette Forhold skulde da skabe en Afhængighed, der besværliggør Bankernes Dispositioner. Hvorvidt det er rigtigt, at det er vanskeligere at drive Banker, hvor et Pengemarked ikke findes end hvor det findes, er vel nok tvivlsomt; men jeg skulde tro, at Ræsonnementet overser, at, hvor et Pengemarked existerer, er det enten Bankerne selv, der er de væsentligste Udbydere paa det af Kapital, eller, gennemgaaende for en mindre Dels Vedkommende, Bankernes Indskydere; man tænker almindeligvis paa den Støtte, en Bank kan finde paa et saadant Marked, men overser, at der da ogsaa maatte kræves en ganske Organisation af Bankerne. Og dog — hvor kan det være, at visse Lande har et Pengemarked, andre ikke? Er det kun et Spørgsmaal om Bankvæsenets forskellige Organisation er det dybere liggende Aarsager af økonomisk Art, der gør sig gældende? Spørgsmaalet har saa meget mere Interesse, som vi her i Landet for nogle Aar siden har faaet skabt et Papir, der, hvor der findes et Pengemarked, absolut hører hjemme her — Statens Skatkammerbeviser. Forsaavidt har vi faaet skabt Pengemarkedets Papir uden at have noget Pengemarked; kan man da tænke sig, at der herover opstaar et regelmæssigt Marked? Medens alle Lande har et Kapitalmarked, eller mindre, er det kun faa Pengemarkeder, der existerer, væsentlig kun i enkelte større europæiske Lande og i de Forenede Stater.

Med disse Udtryk — Pengemarked og Kapitalmarked -—
tænker vi kun paa de paa Børserne lokaliserede Markeder.

Som man kan opfatte Kapitalmarked snævrere, som det Børsmarked,der for Omsætningen af Obligationer og Aktier, eller videre, som ogsaa omfattende de Omsætninger, der foregaarover i Banker og paa Vexellererkontorer, kan ogsaaPengemarked snævrere som omfattende den Omsætningaf Kapital, der foregaar paa Børserne i Form af Ultimopenge (Report), daglige eller korte Penge, Vexler (Bankaccepteri Række) eller Skatkammerbeviser; eller det kan opfattes videre som omfattende al den Omsætning af kort Kapital, der finder Sted i et Land, og i denne Forstand maa naturligvis ethvert Land, der er kommet et Stykke frem i Udviklingenaf have et Pengemarked. Opfattet saa vidt kommer Pengemarked ogsaa til at omfatte Bankerne, der giver den korte Kredit, delvis i de samme Former som Pengemarkedet i snævrere Forstand, omend af en noget anden Gennemsnitskvalitet. Her og i det følgende tænkes selvsagt kun paa Pengemark i snævrere Forstand, men det har sin store Betydning for Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorfor kun visse Lande har et Pengemarked, at se, at kort Kredit ogsaa gives af Bankerne, idet vi derigennem forstaar, at det er den samme økonomiske Funktion, der øves af Banker som af Pengemarked, hvorfor der maa være en egen nær Forbindelse mellem disse.

Forudsætningen for Fremkomsten af den rene Banktype, d. v. s. en Bank, der ikke virker med Sparemidler, men med Næringslivets Erhvervskapital, maa være, at Pengeøkonomien er udviklet saa langt, at Kapitalen hyppigt antager Pengeform. Derfor maa Bankvæsenets Udvikling blive afhængigt af, hvilken Næring der er den fremherskende i et Land, og hvor stor en Rolle Driftskapitalen spiller i Landets Erhvervsliv; jo hyppigere en Kapital antager Pengeform, desto hyppigere viser den sig i Bankerne og desto kortere Penge kommer disse til at arbejde med. Er derfor Landbruget den fremherskende Næring, kommer den rene Banktype til at spille en forholdsvis beskeden Rolle; er Handelen derimod stærkt dominerende, desto lettere kommer denne Bank frem.

Af det her sagte kan man slutte, at de Penge, en Bank kommer til at virke med i de forskellige Lande, er af meget forskellig Karakter, ligesom det forklarer, hvorfor Bankerne i de forskellige Lande har naaet en meget forskellig Udvikling. Under iøvrigt lige Betingelser maa den Regel gælde, at jo kortere Penge, en Bank virker med, desto større Kasse maa den have, og da Anbringelse af Bankernes Midler paa Pengemarkedetregnes sekundær Kasse, er det sandsynligt, at PengemarkedetsUdvikling

markedetsUdviklingafhænger af, hvor korte Midler Bankerne i et Land arbejder med og dermed af den fremherskende Næring. Pengemarkederne maa herefter skabes af Bankerne og virke til Hjælp for disse, idet Bankerne ikke tør anbringe alle deres Midler i deres Kundekres af Hensyn til Kundelaanenesmindre Mere likvide bliver i hvert Fald Pengemarkedets Anbringelsesform, og Bankerne kan derigennem faa en Rente af deres Midler, omend lavere end af Kundekrediten,men opnaa større Likviditet. Herover finder der saaledes en Udligning af Kasse Sted mellem Bankerne, idet en Bank kan trække ind paa sine Udlaan paa Markedet eller udbyde flere Penge, om en større Kasse tillader det, medens den har Forpligtelser overfor Kunderne og derfor vanskeligere kan mindske Kundekrediten. Det bliver saaledes en Del af Bankernes Midler, Pengemarkederne arbejder med, eller, hvad der reelt bliver det samme, de Midler, Bankerne ellers, om Pengemarkedet ikke havde existeret, havde faaet at virke med; saaledes ser man, hvorledes større Forsikringsselskaber, udenlandskeBanker lign. kan gaa og gaar direkte til Pengemarkedet,om Indlaansrente afviger for meget fra den Rente, der kan opnaas ved Anbringelse her.

Er det saaledes over Bankernes forholdsvis store Kasser, Pengemarkedet danner sig, har selvsagt alle Momenter, der virker til at holde en større Kasse, deres Del i PengemarkedetsSkabelse. turde Bank of Englands Holdning overfor Aktiebankerne i den første Halvdel af det 19. Aarhundredehave medvirkende til, at disse maatte vænne sig til at stole paa deres egen Likviditet og holde en forholdsvisstor derigennem er der skabt Traditioner for engelskamerikanskBankvæsen, har virket med til, at man ogsaa i de engelske dominions ser en forholdsvis stor Kasse i Bankerne.Jo Støtte Bankerne i et Land kan vente at finde hos Seddelbanken, desto større maa Kassen være og desto lettere maa et Pengemarked udvikles. Man tør dog ikke mene, at dette Moment, Seddelbankens Holdning, er det afgørende; man ser, hvorledes Pengemarkeder fremkommer, selv hvor Rediskontering fra Bankernes Side er en almindelig Forretning, saa at dette højst kan have bidraget til, men ikke foranledige Pengemarkedets Skabelse. — Medvirkende maa ogsaa Landets Størrelse til en vis Grad være, idet enhver Dannelse af et Marked forudsætter en Flerhed af Udbydere; i et lille Land med nogle faa Banker vil et Marked have Vanskelighedfor danne sig — det gælder et Varemarked saavel

som et Pengemarked — og man har da ogsaa i Udlandet kunnet pege paa, hvorledes Pengemarkederne undergaar ndringer,som koncentreres; naar man dog her vedblivende har betydelige Markeder, betinges det af, at, som ovenfor nævnt, Kapitalisterne kan gaa udenom Bankerne direkte til Markedet, saa at Storbankernes Paavirkning af Markedet kun sker mere lejlighedsvis.

Vil man nu efter det her sagte spørge, hvorfor Danmark intet Pengemarked har og hvorvidt det for Bankerne vilde være ønskværdigt at søge et saadant udviklet, forstaar man, at for Bankerne maatte Valget i saa Tilfælde staa mellem at holde den forholdsvis større Kasse, som maa være en Forudsætning for et Pengemarked, og dermed nøjes med den lavere Forrentning, maatte blive Følgen heraf, eller vedblivende ligge med minimale Kasser og saa støtte sig til Seddelbanken.

Kan man da ikke bygge et Pengemarked op paa udenlandske Det vilde være en Udvej, der intet vilde koste Landets Banker, men være dem til Hjælp i paakommende Fra intet Land kender man dog et Pengemarked udelukkende med udenlandske Penge; nærmest kommer vel Forholdene i Tyskland, idet der før Verdenskrigen de russiske Penge spillede en betydelig Rolle i Forhold til Markedets Størrelse, men det var ganske særlige Forhold, der her gjorde sig gældende (gamle Forbindelser). Hvor et Pengemarked allerede existerer, vil udenlandske Penge, som strax skal ses, undertiden spille en meget betydelig Rolle, men man kan vanskeligt tænke sig, at udenlandske Penge skulde kunne danne et Marked — ja, man tør vel sige, at det vil være umuligt.

Naar det er paastaaet, at det fortrinsvis er over Bankernes Kasse, Pengemarkedet danner sig, skal det dog ikke dermed være sagt, at det ogsaa historisk er opstaaet gennem Bankerne; ogsaa før Bankernes Fremkomst var der korte Penge, der skulde anbringes, og Pengemarkeder dannede sig; med Bankernes indsnævres imidlertid de Kapitaler, der direkte søger til Pengemarkedet, idet Bankerne gennem deres Modtagelse af Anfordringspenge byder en Anbringelse for kort Kapital, der i mange Tilfælde vil være at foretrække for de Anbringelser, et Pengemarked kan byde. Derigennem kommer Pengemarkederne til i højere Grad at blive beherskede af Bankerne, idet de korte Penge i de fleste Tilfælde gaar ind i disse.

Man kunde maaske være tilbøjelig til at mene, at en Forudsætningfor

sætningforExistensen af et Pengemarked maatte være, at det paagældende Land er et Kreditorland, d. v. s at dets Opsparingoverstiger eget Kapitalbehov, saa at den forholdsvis store Kasse, som der ovenfor er peget paa, faar sin økonomiske Forklaring herigennem; i et Debitorland, hvor Presset paa Bankerneom til Næringslivet vii være særlig stort, kunde det synes vanskeligt for Bankerne at holde større Kasse. Hvor man ser hen, vil man da ogsaa iagttage, at et internationalt Pengemarked i egentlig Forstand kun er at finde i Kreditorlande;det Pengemarked før Verdenskrigen^—Pengemarkedet i et Debitorland — var saaledes forholdsvis beskedent, og man kunde iagttage, hvorledes udenlandske Penge havde vanskeligt ved at finde Vej herhen; under en Stramning var det almindeligt,at Banker selv maatte opsøge udenlandske Midler, idet de over Vexelpensionering i Frankrig eller Salg af Finanstratteri søgte at skaffe Penge; vi kan ogsaa minde om, hvorledes New Yorks Marked før Verdenskrigen, da de Forenede Stater endnu var et Debitorland, kun havde national Betydning.

Paa Forhaand maa vi derfor antage, at vel maa et Pengemarkeds afhænge af, hvorvidt det findes i et Debitor eller et Kreditorland, men at det ikke kan være en Forudsætning et Pengemarkeds Opstaaen, at det paagældende Land har et Overskud af Kapital. Umiddelbart kan dette maaske synes mindre rigtigt; da Opsparingen i vore Dage sker i Pengeform, den direkte eller indirekte, over Sparekasserne, havne i Bankerne og, idet det tilfredsstillede Kapitalbehov i Landet er mindre end den løbende Opsparing, synes Følgen at maatte blive, at Kassen i Bankerne maa blive forholdsvis stor, saa at den Forudsætning for Pengemarkedet, der ovenfor er nævnt, den store Kasse, kun i et Kreditorland kan komme til at gøre sig gældende. Et saadant Ræsonnement kan dog ikke være rigtigt. Man kan ganske vist indrømme, at i et Debitorland vil de store Krav, der stilles til Bankerne, bevirke, at disse er tilbøjelige at udstrække deres Laangivning saa langt, som det overhovedet kan forsvares; der vil komme en forholdsvis høj Indlaansrente, idet den gensidige Konkurrence mellem Bankerne vil drive denne op, og dyre Indlaan og ringe Kasse betinger gensidig hinanden; omvendt vil man i Kreditorlande finde, at Indlaansrenten er forholdsvis beskeden og Kassen forholdsvis stor. Men mere end Tendenser i saa Henseende kan der dog ikke være Tale om; en Forudsætning, at Landet er et Kreditorland, det ikke være.

Tænker vi os et Kreditorland, maa den større Opsparing føre til faldende Rentesatser; først sker dette paa Pengemarkedet, men da dette leder Kapitalmarkedets Bevægelse, maa den stigende meget snart fremkalde en Reaktion ogsaa paa Kapitalmarkedet, og det Overskud af Opsparing, der udmærker Kreditorlandet, maa da forholdsvis hurtigt give sig Udtryk i faldende Rentesatser, selvom der rent forbigaaende kan blive Tale om en forholdsvis stor Kasse i Bankerne. Paa Tider, hvor Opsparingen forøges, maa dette fremkalde stor Kasse og dermed øget Udbud og faldende Rente paa Pengemarkedet; da Prisen paa Kundekrediten vil rette sig efter den langsommere bevægelige kunde man mene, at denne ikke umiddelbart overfor en saadan øgei Opsparing, hvorfor der maatte komme den rigelige Kasse og det billige Pengemarked; man sig da et Samfund, hvori Opsparingen er stadig voxende, kunde man antage, et saadant Samfund levede til Stadighed i det skildrede Övergångsstadium, og i saa Fald maatte den større Kasse bero paa Overskudsopsparingen. Ud herfra vil man forståa, at det i hveit Fald ikke kan blive Skellet: Kreditorland-Debitorland, hvori Forklaringen paa Pengemarkedets Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse skulde søges, men derimod i et stigende Tempo i Opsparingen eller Gældsættelse. Man kunde da heri finde Forklaringen paa, hvorfor der før Verdenskrigen fandtes et Pengemarked i Tyskland og i de Forenede Stater, idet disse Lande bægge mindskede deres udenlandske Gæld; omvendt kunde man mene, at det var den fortsatte Væxt i Danmarks Gældsættelse, der var Aarsagen til, at et Pengemarked ikke kunde komme frem her i Landet. Ligeledes de, der hævder den Teori, at en Overskudsopsparing øjeblikkelig maa føre til mindsket Efterspørgsel efter Varer, saa at en Opsparing lægger et Tryk paa Næringslivet, anføre denne Betragtning som Argument for, at Kassen i Bankerne saadanne Forhold maa blive forholdsvis stor, og at den omvendt maa blive minimal i Lande, hvor Næringslivets Kapitalanvendelse iler forud for Opsparingen. Men det anførte kan kun angive Tendenser, næppe tjene som Forklaring paa det her fremsatte Problem; ti de nævnte Momenter siger jo i Virkeligheden blot, at man i et Land, hvor der finder øget Opsparing Sted, holder Renten for høj, og at man omvendt holder den for lav i et Land, der stadig gældsætter sig til Udlandet; var dette ikke Tilfældet, maatte man ogsaa i det Land, der gældsætter sig, kunne have en forholdsvis stor Kasse.

Foreløbig har vi fortrinsvis tænkt paa, hvorledes Forholdet

maa stille sig henholdsvis i et Debitor- og i et Kreditorland —ttéerr^at—spørge, hvorledes selve Kapitaloverførslerne mellem disse Lande spiller ind. Er det da heri, at man skal finde Forklaringen paa, at Kreditorlandet holder for høj en Rente og Debitorlandet en for lav? Indretter et Kreditorland sig paa en regelmæssig Laangivning til Udlandet, vil Kapitalrenten i Landet ikke falde i Forhold til den store Opsparing, og idet Udlandets Efterspørgsel saaledes kommer til, lægges der Beslag paa Pengemarkedets Midler og Markedet strammes; indretter Landet sig paa denne Kapitalexport og foregaar den regelmæssigt, er der ikke i dette Forhold i og for sig nogen Anledning til, at Bankerne skulde faa særlig store Kasser; omvendt kunde Bankernei Debitorland, hvor Laantagningen foregik regelmæssigt, meget vel bevare en saa stor Kasse, at et Pengemarked kunde danne sig. Imidlertid foregaar Kapitaloverførslerne mere lejlighedsvis;er Laan optaget, vil der midlertidig være Overflodpaa i Debitorlandet, men snart efter ved Laanets Forbrug vil Kasserne i Bankerne mindskes, saa at vi dermed naar til, at der kan være Vanskeligheder ved at holde saa stor en Kasse stadigvæk, at et Pengemarked derpaa kan bygges op.

Vil vi herefter søge at bestemme Forudsætningerne for Opkomsten af et Pengemarked, kan man sikkert ikke nægte, at i Praxis vil det Moment spille ind, om et Land lever paa en stadig Gældsættelse eller om det stadig har en Overskudsopsparing anbringe udenlands; om det kan siges at være det afgørende Moment, det, der bestemmer Bankernes Kasse og Overflod paa kort Kredit i Samfundet, er tvivlsomt, idet der i og for sig intet er i dette Forhold, der ligefrem tvinger Bankerne at lade deres Kasse bestemme heraf.

Imidlertid gør der sig i denne Henseende en Vexelvirkninggældende, hvor der er et Pengemarked, vil ogsaa kort Kapital strømme til andre Steder fra, forsaavidt der er Tale om et Kreditorland, idet Bankerne her i større eller mindre Grad vil faa korte Penge ogsaa fra Debitorlandene. Disse vil stadig have Betalinger at erlægge til Kreditorlandene, ligesom Laans Optagelse vil bevirke, at forbigaaende vil Beløb blive indestaaende i Kreditorlandet. Den finansielle Afhængighed, der opstaar, bevirker, at der i Debitorlandet fremkommer en konstant Efterspørgsel efter Kreditorlandets Valuta og gør, at Debitorlandets Banker stadig har Beløb indestaaende hos deres Forbindelser i Kreditorlandet. Velkendt er fra den nyeste Tid, at de Forenede Staters Laangivning har skabt en betydelig

Verdenshandel i Dollars, og fra amerikansk Side har man søgt at opgøre, hvor store Beløb Debitorlandene til Stadighed har indestaaende i amerikanske Banker og dermed er medvirkende til Opretholdelsen af Pengemarkedet her. Nogen Forskel gør det ikke, om det ikke er Kreditorlandets Kapitalmarked, men dets Pengemarked, der beslaglægges af andre Lande; bekendt er det saaledes, hvorledes en meget væsentlig Del af de Midler, der arbejder paa Londons Pengemarked, er udenlandske Penge, og selvom England ogsaa financierer en væsentlig Del af Europasoversøiske sker dette utvivlsomt for en stor Dels Vedkommende med Udlandets egne Penge. — Det er disse Forhold, der gør, at Debitorlandenes Seddelbanker kommer ind paa at føre en udpræget Devisepolitik — ja, man tør vel sige, at kun for Debitorlandene indgaar Devisepolitiken som et betydningsfuldtLed Valutapolitiken; og det er ogsaa disse Forhold,der at kun om et Pengemarked befinder sig i et Kreditorland, vil det naa frem til Rækken af internationale Markeder.

Vender vi nu tilbage til vort Udgangspunkt, vil man efter der her sagte forståa, at man vanskeligt kan tænke sig et Pengemarked fremkomme her i Landet. Man har i Skatkammerbeviserne et Papir for et Pengemarked, men de Udbydere af kort Kapital, der maa være Betingelsen for et Pengemarkeds Fremkomst, er ikke fremme og kan vanskeligt tænkes at komme frem, som vort Bankvæsen er organiseret.