Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 35 (1927)

Gustav Ole Bech. Født 29. November 1898, død 15. Marts 1927.

E. C.

De, der dør, efter at have bygget deres Minde op ved aandeligt Arbejde eller praktisk Virksomhed gennem et langt Liv, har ikke Mindeord behov saa meget som den, der gaar bort, før han endnu ret har begyndt paa Livet. Dette er en af Grundene til, at jeg i nogle Linier her i Nationaløkonomisk Tidsskrift har villet gøre mit til at bevare Mindet om Gustav Ole Bech; thi hvad han ellers har efterladt til Støtte for vor Erindring om ham, er kun et Par Afhandlinger og nogle Anmeldelser i Tidsskriftet.

Men ogsaa netop her har han fortjent at mindes. Han var den tilforladeligste, mest interesserede Medarbejder, Tidsskriftet haft i mange Aar. Naar han kom med sine Planer eller Forslag, og vi var blevne enige, saa ventede han ikke paa, at andre skulde gøre Arbejdet, men gjorde det selv. Han samlede sine jævnaldrende og søgte at skabe et Samarbejde omkring Tidsskriftet. Der brændte under hans rolige, lidt tørre Væsen noget af den hellige Ild.

Det, han vilde, var dette: Gennem en Indsats af økonomisk-teoretisk i de foreliggende Spørgsmaal at yde et Bidrag at der ved disses Behandling blev taget rationelle økonomiske Hensyn. Der var naturligvis en hel Del ungdommeligt i dette, som nok skulde blive skuffet. Men Tankegangen var karakteristisk for ham og udsprang af en dyb Respekt for den økonomiske Videnskab og Tro paa dens Nytte og paa en ikke mindre dyb Interesse for det praktiske Han var derfor ivrig for, at økonomerne skulde faa saa megen Tilknytning til Erhvervslivet som muligt og i videst Omfang vinde de praktiske Mænds Tillid.

Han passede derfor godt til Arbejdet og Arbejdet til ham
i den Stilling, han havde som Sekretær i Valutacentralen.

Side 74

hvor hans penge- og bankteoretiske Uddannelse var af stor Værdi. Senere fik han i Handelsministeriet Lejlighed til at gøre god Nytte som Nationaløkonomen mellem Jurister; hans Paalidelighed, hans Flid, hans gode Hovede og fine, elskværdigeAdfærd ham — er det mit Indtryk — hans ArbejdsfællersRespekt Venskab. Han var beskeden og dog ganske sikker paa sig selv og paa hvad han duede til, lige tiltalende som Arbejder og som Menneske. Han vil blive savnetmeget længe i Kammeraternes Kreds, ikke mindre end af dem blandt de ældre, der var kommet til at holde af ham.